20’ernes kontraster: Når du popper fortrydelsespiller med tømmermænd, mens dine veninder bliver gravide og holder parmiddag

For nogle måneder siden mødtes jeg med min Bearnaiseloge for at fejre Verdens Bedste Annes fødselsdag med brunch, champagne og kærlighed. Bruncen faldt morgenen efter en bytur, som nogle af os havde været på, og som det altid sker, når Bearnaiselogen samles, faldt snakken hurtigt på mænd, sex og hvad der dertil hører. Vi grinede og plejede vores tømmermænd, en fortalte om et nyligt break-up, en fortalte om sit arbejde, der var blevet jævnt stressende, jeg recappede mit engangsknald fra aftenen før og en annoncerede, at hun var gravid.

En kontrastfyldt samtale blev vi enige om, alt imens vi hvinede af lykke over den glade nyhed – en nyhed som for bare nogle år siden, og til stadighed alt afhængigt af hvem, der kommer med den, ikke umiddelbart ville blive mødt med et tillykke, men med et; Er du okay? Hvad gør du?

Det at være sidst i 20’erne er underligt. På en og samme tid er vi voksne, men vi er også unge. Vi drikker os fulde på hverdage, men står op og går på arbejde. Vi pointerer at det er meget voksent, hvis nogen køber en opvaskemaskine, og vi ønsker os samtidig en højere end de nyeste par sko. Vi går i byen og drikker os hammerlamme, men kommer ikke senere hjem end kl. 3 om natten. Vi spiser chips til aftensmad og den næste dag holder vi fint middagsselskab med tre retter og hjemmelavet surdejsbrød.

Vi er lidt all over the place.

Og så er der kontrasterne imellem os. Nogle er helt sat. Med job og kæreste, pensionsopsparing, parmiddage og en babyplan. Andre lidt mindre fastlåste, men stadig med et fultidsjob på hånden og kærestens navn på postkassen. Og så er der dem, der stadig render lidt rundt og leder. Efter lidt af det hele. Dem der skyller fortrydelsespiller ned med reparationsbajere og som enten er på dagpenge, er projektansatte eller stadig studerer. Dem som tit har en ny sjov historie fra Tinderlivet klar og som stadig kun køber økovarer først på måneden.

Det sjove er dog, at stedet hvor vi hver især befinder os i live ikke betyder særlig meget for troen på en selv, tvivlen på om vi nu også gør det rigtige, om det vi er i gang med er det, der er meningen med livet. Den tvivl er i os alle, selv dem med pensionsopsparingen og babyplanen. Og selvom den måske popper lidt oftere op hos dem af os, der stadig ikke helt er sikre på hvilken retning, der er den rette, og som i øvrigt har fået fucket deres cyklus totalt op af alle de der fortrydelespiller, så er det svært at blive voksen ligegyldigt hvorhenne i livet vi er.

Gør jeg det godt nok? Laller jeg for meget rundt? Er det overhovedet det rigtige job, jeg har? Er ham jeg er sammen med the one? Er det rigtigt, at få et barn nu? Spilder jeg min tid? Hvad gør jeg, hvis jeg aldrig finder min hylde? Hvad hvis jeg gror fast, hvor jeg er?

Vi taler om alle de ting. Og alle, uanset civilstatus, job, uddannelse og økonomi tænker de samme ting. Hvilket nok også er derfor, at vi trods kontrasterne imellem os stadig kan finde ind til hinanden og være sammen om det, der er vigtigt. At være veninder og for alvor at være ved at blive voksne. På den ene eller anden måde.

Taknemmelighedsrunden #26

1. Mandag stod i overraskelsernes tegn da jeg, min mor og min svigerinde stod for et surpriseparty for min lillebror. Sådan et har jeg aldrig været med til, og min indre wannabe spion/hemmelighedskeeper syntes, at det var fabelagtigt underholdende at holde det hele hemmeligt og ikke mindst at se hans ansigt gå fra stor forvirring til stor glæde.

2. Tirsdag prøvede jeg for første gang at coache et rigtigt menneske – det vil sige en, der ikke er en medstuderende, og det var helt vildt fedt. Og svært. Og spændende. Og nice. Og sjovt. Og. Og. Og.

3. Onsdag stod den på Mac & Cheese (for jeg får jo slet ikke ost nok) sammen med min veninde Sara, som jeg skyldte en omgang af den amerikanske spise, og det var drool-inducing-lækkert. Så lækkert at vi blev nødt til at spise to portioner. Hver.

4. Jeg har nu helt vildt meget ost i mit køleskab. #ostelykke

5. Torsdag havde jeg besøg af min folkeskoleveninde Michala, som altid får mig til at grine og drikke for meget kaffe.

6. Fredag var jeg på OSTEFOTOSHOOT med arbejdet. Oste.Foto.Shoot. Og ja, det var præcis ligeså lækkert, som det lyder. Jeg havde i hvert fald på ingen måde behov for den frokost, jeg så sirligt havde pakket til mig selv.

7. Fredag var også dagen, hvor jeg efter al osten og osteretterne var blevet fotograferet også fik tid til at se min dejlige veninde Louise til en kop kaffe, hvilket altid gør mig glad. Og som om det ikke var nok, tilbragte jeg resten af fredagen sammen med bedsteveninde og hende her – og så selvfølgelig en masse burgere, fritter og virkelig mange øl + grin. #friyay

8. Lørdag stod i Bearnaiselogens tegn. Det blev til syv styk fantastiske kvindfolk, hjemmelavet bearnaise (ja, det var mig, der lavede det – jeg takker og bukker),vin, grin, sexhistorier, en spontan graviditetstest og henkogte pære med råcreme. Bum.

Dag 63, år 2 – Ost i fine klæder.

 

Fortællingen om En Single Bearnaise-loge Og Tømmermænd På En Onsdag

I løbet af den sidste uge er tre af mine veninder blevet singler igen, og de er ikke de første, der inden for det sidste års tid er gået fra I-et-forhold til Single. Sidste sommer, da det stod klart for mig, at Den Lyshårede Fodboldfyr og jeg ikke skulle være sammen, havde jeg en eller to singleveninder, der var parate til at drikke vin og tale om mænd i flertal. I dag har jeg otte. Derfor er den New York-klub, som bestod af mig og tre andre veninder fra studiet og har taget navn efter en famøs tur over Atlanten, nu blevet gevaldigt udvidet og har skiftet navn til Bearnaise-logen.

Det startede i vinters, hvor mig og de tre andre veninder besluttede os for, at vi trængte til nogle bøffer og noget bearnaise. Siden da har vi ikke kunnet mødes om sovs, da den ene af de tre har været på samme rundtur som mig i Asien, og først for en måneds tid siden vendte hjem igen. Men nu skulle det være, aftalte vi og satte os fast på tirsdag, altså igår. Og så skete det, at de nylige singler faldt fra himlen, og vi besluttede derfor at udvide klubben. Og det var et godt move. For hold da op, hvor havde vi en god aften igår. Der var cirka 1,5 liter bearnaise, kød i massevis og endnu mere vin. Der var grin, der var sexede anekdoter, der var jeg-har-aldrig, der var cigaretter på sommeraltanen og der var store kram, når singleheden og kærestesorgen alligevel blev lidt for meget at bære selv. Det var en af de bedste aftener i meget lang tid, og mens jeg sad og blev fuldere og fuldere og mere og mere mæt, blev jeg også helt varm om hjertet over at have så mange skønne veninder at dele singlelivet med.

Dag 348 – Eller dele smukke solnedgange med.

Dette skal selvfølgelig ikke forstås, som om jeg er glad, fordi mine veninder ikke længere er sammen med deres kærester. Både de nyligt single og de lidt ældre, har været grueligt  meget igennem for og i deres forhold, nogle er blevet forladt og andre var dem der gik, og alle har grædt og hulket for den kærlighed, der ikke længere var. Og jeg har alle gange ønsket, at jeg kunne trylle deres smerte væk og gøre dem glade igen. Men det kan jeg ikke, i hvert fald ikke på tryllemåden. Jeg kan dog fodre dem alle med kærlighed, ligesom de gjorde med mig for snart et år siden. Jeg kan sørge for at vi ses, jeg kan få dem til at grine, jeg kan vise dem, at jeg er der. Og det synes jeg, jeg fik gjort igår, og det samme gjorde de for mig.

Flash forward til i dag: Meget mindre fuld, men med afsindige tømmermænd og en hel stak arbejde, der selvfølgelig skulle finde vej frem til mig præcis i dag. Dog er jeg stadig ret varm om hjertet, så det går nok det hele.

Dag 355 – Skål!