Fortællingen om A Never Ending Heartbreak

I tirsdags var det en måned siden, jeg flyttede tilbage i min lejlighed. Og i torsdags var det seks måneder siden, at Den Lyshårede Fodboldfyr og jeg slog op med hinanden. Det har været et underligt breakup, en langtrukket et og et, der stadig er så fyldt af kærlighed og meget mindre bitterhed, end jeg havde troet muligt. Men også et, der stadig gør ondt.
Jeg troede ellers, at jeg var ved at være ovenpå igen, noget som jeg efterhånden burde have lært ikke at tro på bare sådan uden videre. Der har nemlig været mange af sådanne øjeblikke med klarsyn og positivitet, som derefter er blevet slået helt i stykker igen af mit hjerte, der alligevel ikke var helet.

Inden vi i sommer, efter måneders gåen rundt om den varme grød, endelig fik sagt til hinanden, at vi ikke længere burde være sammen, troede jeg at det ville gå fint. Jeg havde nemlig allerede været ulykkelig og ked af det ved tanken i månederne op til, så da det endelig kom til The Real Talk var jeg sikker på, at den største sorg måske var ovre. But oh boy, was I wrong.

Da det endelig kom over vores læber føltes det nemlig, som om der var nogen, der var død, hvilket resulterede i, at jeg de følgende par uger græd, hver gang jeg kunne se mit snit til det. Det var dog ikke så tit, da vi stadigvæk ikke havde fortalt det til nogen, og derfor skulle virke cool og lykkelige udad til. Mine veninder vidste det dog godt, og jeg fik mange undrende blikke, når jeg fortalte, at vi ville vente med at gå rigtig fra hinanden, til jeg skulle afsted på Min Store Rejse. Og det lyder da også underligt, det er jeg godt klar over. Men det var det rigtige for os. For i de cirka to måneder det drejede sig om, havde vi det bedre, end vi havde haft det i meget, meget lang tid. Også selvom jeg tudede en del.

Da jeg så endelig tog afsted og det frygtelige farvel fandt sted i Kastrup Lufthavn var jeg dog igen så naiv at tro, at det her var det værste, det endelige, det hårdeste.
Det var det ikke. Jeg fik dog cirka fire måneder, hvor jeg mere eller mindre var fri af hjertesorg, fordi jeg var optaget af at rejse verden rundt og realisere mig selv, og samtidig ikke var i fysisk nærhed af Den Lyshårede Fodboldfyr. Det hjælper, skal jeg hilse at sige.
Det gør dog også, at man trækker tingene ud. For hvis jeg ikke var taget afsted, havde månederne efter vores breakup sikkert været hårdere, men jeg havde sikkert også været et helt andet sted, end jeg er lige nu. Jeg fortryder dog intet, og jeg ønsker og ønskede heller ikke et speedy breakup med en dertilhørende speedy healingsproces. Vi var trods alt sammen i seks år, og når man har kendt en person så længe, tager det også lang tid at give slip på dem.

image

Dag 201 – Når man bygger noget nyt, er det ofte bare noget rod i starten. 

Og derfor blev jeg heller ikke overrasket over, at der siden jeg kom hjem har været rigtig mange grumme, hjerteskærende følelser, som har banket på og bedt om at blive hørt. Dem som jeg ikke havde tid til i Asien. Og jeg har lukket dem ind, jeg har lyttet til dem, jeg har grædt med dem, og bagefter har jeg pakket dem pænt sammen og sagt tak for snakken.

Men jeg havde alligevel ikke troet, at jeg stadig kunne blive ramt noget så grumt og grusomt, som jeg gjorde i søndags. For selvom det tager tid, og selvom jeg ikke længere er naiv og tror, at man kan undgå at slå op med en man stadig elsker uden, at man på et eller andet tidspunkt kommer til at ligge og skrige ned i en pude, så troede jeg altså alligevel ikke, at jeg seks måneder inde i mit breakup ville gøre nøjagtig det, endnu en gang.

Men det gjorde jeg. I søndags efter jeg kom hjem fra min fantastiske rejse rundt i Nord-Norge blev jeg fyldt med tristhed. Tristhed over, at min sjæleven ikke var derhjemme til at dele min begejstring over turen, tristhed over at han aldrig ville være det igen og tristhed over, at det stadig gør så fandens ondt nogen gange. Jeg prøvede ellers at holde mig på grådens rand. Jeg sagde til mig selv, at det nok skulle gå, jeg prøvede at hygge mig med tændte stearinlys og en god serie, jeg sang sågar af mine lungers fulde kraft, da sang altid har hjulpet mig, når tristheden har sneget sig på. Men lige lidt hjalp det. Det var dog først, da jeg bankede hovedet op i mit åbne badeværelsesskab efter at have bøjet mig ned for at samle noget op fra gulvet, at jeg det slog klik. Slaget i hovedet og alle mine toiletartikler spredt ud over hele badeværelset var dråben, der fik mit bævrende bæger til at flyde over. Jeg bankede skabslågen i og råbte og skreg. Jeg kastede alle puderne fra min seng rundt i soveværelset. Jeg smed mig ned i sofaen og skreg, græd, hulkede og snottede ned i den. Og det føltes som om, det aldrig ville holde op.

Det gjorde det dog. Heldigvis. Og jeg ved, at det bliver bedre. Men det har været en svær uge, som har fulgt efter den søndag aften, også selvom ugen også har været fyldt med sjov, varme og kærlighed. Jeg har dog lært en ting, eller jeg har egentlig altid vidst det, nu er jeg bare blevet mindet om det igen. Man skal huske at række ud og bede om hjælp. Så det gør jeg i morgen.
Og i aften vil jeg synge og øve mig på min guitar. Det hjælper nemlig også.

image

Dag 220 – Singing my heart out. 

Du Ved Du Er Introvert Når Du

  • finder det der med at stå og råbe andre folk, folk man ikke nødvendigvis kender særlig godt, ind i øret på en overcrowdet bar, mens man drikker dyre drinks, ufatteligt kedeligt og tendenserende til det ubehagelige.
  • får koldsved og nervøse trækninger bare ved tanken om et kursusophold med alle kollegaerne, hvor du skal dele værelse med to andre og mere eller mindre er sammen 24 timer i døgnet.
  • også falder sammen på sofaen af ren og skær udbrændthed efter at have været social en hel weekend. Og også selvom det sociale har været rigtig sjovt.
  • tager dig selv i at danse din jeg-er-mega-awesome-dans, når det rent faktisk er lykkedes dig at small-talke dig igennem et middagsselskab/fernisering/reception uden en eneste gang at have brugt vejret som gennemgående samtaleemne.
  • efterhånden er blevet verdensmester i The Irish Goodbye aka at snige dig ud fra fester uden at sige farvel.
  • altid bliver helt træt, når du endnu engang bliver fortalt at netværk er vejen frem, hvis sådan et voksenjob er noget du gerne vil have.
  • også er blevet verdensmester i at finde spændende ting at fordrive tiden med på både offentlige og private toiletter.
image

Dag 207 – Alenetid i sofaen.

Fortællingen om At Være Introvert Og At Stå Ved Det

Jeg har altid elsket at være alene. Da jeg var lille elskede jeg ligeså meget at lege alene, som at lege med andre. Og da jeg blev gammel nok til selv at bestemme om jeg ville i fritidsklub eller ej, gik jeg så ofte lige hjem fra skole for at nå at være alene hjemme lidt, at det til sidst ikke kunne betale sig, at jeg var tilmeldt. Jeg har heller aldrig kunnet lide at sove ude eller at være på koloni, men der gik mange år, før jeg koblede mit behov for at være alene til mit had til sleepovers og lejrture. Det var dog først, da jeg blev teenager, at jeg mærkede, hvor forkert jeg egentlig var i andres øjne.

Jeg gad nemlig virkelig ikke feste. Jeg ville enten helst bare være alene hjemme og hygge mig eller være sammen med et par få venner og lave noget sjovt. Og sådan har jeg det stadig.

En gang imellem tog jeg med til festerne, og jeg har da også drukket breezers og vodkasupertopform omme bag en hæk til gymnasiefesterne. Og for det meste var det også hyggeligt og man grinede med de andre og faldt på sin cykel og det var ih og åh så sjovt. Men jeg blev aldrig superduper fuld og jeg ville aldrig med videre. Og sådan er det stadig.

Jeg. Gider. Ikke. Og den følelse har siden teenageårene fået mig til at føle mig helt vildt forkert. Og kedelig. For hvem gider ikke feste til den lyse morgen?

Mig. Amalie gider ikke. Og slet ikke i byen med folk jeg ikke kender. Jeg kan faktisk nærmest ikke finde på noget, jeg gider mindre end det. Jeg vil næsten heller til matematikeksamen eller få mig en rodbehandling. (Jeg har faktisk aldrig fået en rodbehandling, så jeg ved ikke helt, hvad jeg snakker om her. Men har hørt, at det skulle være svært ubehageligt)

image

Dag 34 – Jeg vil meget hellere spise suppe og se film.

I mange år lod jeg bare som om at jeg virkelig synes sådanne ting var mega fede og fandt så ellers på den ene undskyldning efter den anden.
Det var lettere, da jeg var yngre. Så var det altid min mor, der var herre nederen. (Det er hun slet ikke, hun gav mig faktisk lov til overraskende meget i socialiseringens navn, det fortalte jeg bare aldrig mine venner) Og da jeg blev ældre og ikke længere kunne bruge min mor som undskyldning uden, at det blev underligt blev det arbejdets skyld, kærestens skyld eller kattens skyld, at jeg blev nødt til at gå tidligt.

Og så for at et par år siden holdt jeg langsomt op med at undskylde og i stedet fortælle sandheden. Jeg orkede det ikke længere. Alle de halve løgne og dårlige undskyldninger. Og jeg orkede slet ikke flere aftenener tilbragt og spildt på tilfældige toiletter, når jeg alligevel var gået med til noget, som jeg ikke havde lyst til og derfor måtte søge ly på toilettet for at få en pause eller for at vente på at klokken blev så mange, at det ville være okay at gå.

Men det er svært at sige sådan. For det er åbenbart noget, der desværre er svært for folk at forstå og acceptere. Noget jeg kan have lidt svært ved at forstå, siden jeg jo ikke anklager folk for at være overfladiske eller drukkenbolte, fordi de godt kan lide at fyre den af i weekenden. Tværtimod kan jeg sagtens se det sjove i det og forstå, hvorfor folk gør det. Jeg har bare sjældent lyst til det selv. Men det sker da. Nogen gange tager fanden ved mig og jeg joiner mine venner i byen og drikker drinks og danser grimt. Men det er sjældent og jeg gider oftest ikke blive ved ligeså længe, som mine venner gider.

image

Dag 200 – Jeg holder dog med glæde get-togethers for alle mine venner i stedet for at tage med dem i byen. Og nogen gange tager de blomster med. 

Men det betyder jo ikke at jeg er nederen. At jeg er kedelig. At jeg aldrig gider noget.

Jeg vil nemlig gerne være sammen med folk, drikke vin, grine, fortælle historier, se film, lave og spise mad, gå på cafe, gå på museum, gå ture, stå på skøjter, dyrke yoga, gå i teatret, shoppe, sladre, tale og bare være sammen. Men jeg gider ikke gå til store fester, hvor jeg ikke kender halvdelen af dem, som er med og jeg gider ikke blive særlig længe til store small-talk events, hvor mingling er the key word. Cause I dont mingle.

Heldigvis har jeg efterhånden fået sat foden så meget ned, at de fleste i min omgangskreds ved og accepterer, at jeg er sådan. Efterhånden hviler jeg så meget i mig selv, at jeg ikke føler mig forkert, når jeg siger nej tak eller går hjem før alle andre. For jeg har accepteret, at det er sådan jeg er. Jeg har accepteret, at jeg både elsker at se mine venner og at møde nye mennesker, men at jeg efterfølgende har brug for at være alene. Det er nemlig, når jeg er alene, at jeg lader op. Det er her, jeg bearbejder alle de indtryk, jeg får kastet i hovedet, det her jeg får lov bare at være mig.

image

Dag 203 – Jeg bearbejder bedst, mens jeg spiser. 

Det er dog oftest kun, når det kommer til fester og store arrangementer, at jeg får problemer. For det at jeg nyder at være alene er jo oftest en ganske smart ting. Jeg får fx ikke nervøse trækninger eller tror mit liv vil slutte, hvis jeg ikke har en aftale en fredag aften. Det sker faktisk først, hvis jeg har aftaler både torsdag, fredag, lørdag og søndag. Så bliver jeg lidt træt. Som i meget træt og har brug for at ligge i min seng en hel dag og glo ind i min computer. Eller væggen.

Nej, det er når ordet fest kommer på banen, at det bliver rigtig svært. Og det irriterer mig, at jeg stadig tager mig selv i at lyve om, hvorfor jeg ikke kan komme eller hvorfor jeg går tidligt. Det er nemlig som om, at jeg-er-træt-grunden ikke er en ordentlig nok grund. Og hvis man så formaster sig til at være ærlig og sige, at nu er man fyldt op og har brug for at komme hjem og lade op er reaktionen ofte en, der ville passe bedre, hvis jeg havde sagt, at hele aftenen havde været mega nederen og at maden i øvrigt smagte af helvedes til.

Men jeg bliver ved med at holde fast. Jeg har tilbragt alt for meget tid steder, hvor jeg for længst burde være gået hjem og jeg har brugt al for meget energi på at finde på gode undskyldninger. Og det er jeg altså simpelthen blevet for gammel til.

image

Dag 206 – Så gammel, at jeg må bruge en hel dag i sengen ovenpå høj social aktivitet.

Fortællingen om At Være Alene-Alene Og Så Alligevel Ikke

Jeg har nu været tilbage i min lejlighed i to uger, og jeg er så småt ved at vende mig til at være alene igen. Og med alene mener jeg i den fysiske forstand. Det faktum, at jeg er a.l.e.n.e – alene arbejder jeg stadig på. Det er nemlig noget, jeg nærmest aldrig har været. Jeg har mere eller mindre haft en kæreste, siden jeg var 14 år gammel. Ikke den samme vel og mærke, men jeg har haft en. (Noget jeg vist også lige har nævnt i forbifarten her og her) En der fyldte mig op og som var en del af mig og min person. Der har altid været en lige efter Amalie. Amalie og Dit kommer senere, Amalie og Dat har været i teatret, Amalie og Dut skal ud at rejse. Og nu, for første gang i knap 12 år er jeg helt alene.

Jeg var selvfølgelig alene og single, da jeg tog afsted på min lange rejse. Det blev jeg, da jeg grædende og snottende sagde farvel til Den Lyshårede Fodboldfyr i Kastrup Lufthavn og forlod Danmark, ham og vores liv. Vores verden. Men det er først nu, hvor jeg er tilbage i mit eget normale liv, at jeg rigtig mærker det. Mærker og forstår, at det er det jeg er. Alene. Helt alene i mig selv. Og så alligevel er jeg det ikke.

For vi taler stadig sammen. Fodboldfyren og jeg. Det er stadig ham, jeg ville ringe til, hvis der skete noget forfærdeligt eller noget helt vildt sjovt. Det er stadig ham, der næsten er alt. Og så alligevel ikke helt.

Forleden korresponderede vi over snapchat (jeg hedder forresten Amalie FR på snapchat, så I følger bare, hvis I har lyst) og han sendte mig en selfie.
Og jeg ved ikke, om det var lyset, min egen træthed eller noget tredje, men han så underlig ud. Eller altså, han så ud, som han plejer, men så alligevel ikke. Først kunne jeg ikke finde ud af, hvad det var, men efter noget tid gik det op for mig, at det måske var fordi jeg for første gang så ham, som den han er. Som den andre ser ham som og ikke som min store og eneste kærlighed. Og det gjorde mig på den ene side enormt trist, og på den anden side også fortrøstningsfuld.

stormfuld

Dag 193 – Solen titter frem.

Trist fordi den realisering gør det endnu tydeligere, at det her ikke bare er en ond drøm. Vi er ikke sammen længere og skal heller ikke være det. Og fortrøstningsfuld fordi det at se ham i sådan et lys måske kan gøre det lettere at blive ved med at kende ham. At beholde ham i mit liv. Det skal nemlig ikke være nogen hemmelighed, at selvom jeg ikke vil og ikke kan være sammen med ham, stadig har allermest lyst til at kaste mig i armene på ham, når jeg ser ham. Og det er ligesom ikke særlig progressivt for hele getting-over-him-and-him-over-me-udfordringen. Men samtidig er der ingen af os, der har lyst til ikke at ses, ikke at snakke, ikke at kende hinanden.

Så jeg håber og har nu fået lidt mere tro på, at vi en dag kan se på hinanden uden, at det gør ondt. Uden at føle, at det måske er en fejl. Uden at være lige ved at række ud og så ikke gøre det.

Men uanset, hvad vores forhold ender med at blive til, skal jeg stadig lære at stå på egne ben. Lære at være alene, vende mig til, at der ikke kommer nogen lige efter Amalie. Og det er, hvad det meste af min tid går med i øjeblikket.

Jeg forsøger at finde ud af, hvem jeg er uden en kæreste. Uden ham.
Jeg har veninder på besøg. Jeg rykker rundt på møblerne. Jeg planlægger og drømmer om, hvordan mit nye liv skal være. Jeg spiser pizza i nattøj, mens jeg ser Greys Anatomy. Jeg ligger vandret i sengen og vender mig så hele madrassen bouncer.
Jeg er mig, Amalie. Hvem end hun så er.

comiseng

Dag 196 – “Single Life, I’m embracing you.”

Fortællingen om At Pakke Knalde-Malle væk

Inden jeg tog afsted på Min Store Rejse besluttede jeg mig for, at jeg lige skulle holde Knalde-Malle, som jeg blev døbt under mit højskoleophold, i en lidt kort snor. Knalde-Malle har det nemlig med at være lidt for frisk.
Og hermed ikke sagt, at hun kender samtlige af Københavns flotte fyre, selvom jeg har da har tænkt på, hvad det ikke kunne være blevet til, hvis det ikke forholdt sig sådan, at vi trods alt har været i mere eller mindre faste forhold siden vi var 14. (Det mindsker altså øgningen af talforhøjende møder med en hel del, sådan nogle faste forhold vil jeg bare lige sige)

Anyways –  Hende Knalde-Malle ville jo altså endnu en gang blive sat fri af det faste parforholds rammer, når vi sammen sagde farvel til Den Lyshårede Fodboldfyr og det havde jeg, uden at have konsulteret mig med hende, besluttet mig for ikke rigtig skulle ske. I hvert fald ikke i en ligeså frisk grad, som det eventuelt er sket tidligere.

Først og fremmest var det jo ikke meningen, at turen skulle bruges som et alternativ til en Sunny Beach ferie og for det andet kunne jeg også mærke, at jeg faktisk slet ikke rigtig havde lyst til den der slags tilfældige encounters, som man ellers ofte plejer at begive sig ud i, når man lige pludselig går fra at være to til en.
Så jeg besluttede mig for, at hvis jeg endelig skulle kysse lidt på sådan en fyr der, så skulle det også virkelig kun være, hvis jeg slet ikke kunne lade være.

Det skulle ikke være fordi jeg følte, at jeg burde, det skulle ikke være fordi jeg i virkeligheden bare savnede Den Lyshårede Fodboldfyr og det skulle i hvert fald ikke være fordi, jeg følte mig jaloux eller ville få ham til at føle det. (Noget som jeg måske, måske ikke har gjort i et tidligere liv. Eller noget…)

strandhjerte

Dag 112 – Det her hjerte var sgu den eneste form for kærlighed i sandet jeg fik mig. Og det var helt fint.

Nej. Hvis der skulle være lidt romance der under palmerne så skulle det sgu være noget ægte. Og her mener jeg ikke, at det skulle ende med, at han faldt på knæ og erklærede sin inderlige kærlighed til mig.
Faktisk overhovedet helst ikke.

Med ægte mener jeg bare, at der skulle være en ordentlig connection. Sådan en der gør, at man ikke kan lade være med at kysse ham eller at kysse ham tilbage og sådan en der gør, at man på ingen måde har nogen skrupler dagen efter, når solskinnet skyller ind over gårsdagens spetakkel.

Så jeg drog afsted fast besluttet på netop det og holder stadig, (måske faktisk en anelse krampagtigt) fast i det. Og det er nok også derfor, at der heller ikke skete noget som helst romantisk eller sexet på min rejse og nok heller ikke kommer til at ske noget i den dur lige foreløbig herhjemme.

Jo, jeg har da været forbi Tinder og kigget lidt, men intet af det, de sikkert meget søde fyre har skrevet til mig, har virket. Jeg gider ikke.
Eller altså, i svage øjeblikke, hvor Knalde-Malle har overtaget, så gider jeg virkelig godt. Noget I sikkert også kunne læse jer frem til her.
Men det varer aldrig længe nok til at jeg gider at gøre noget ved det.

Jeg håber dog ikke, at denne ugidelighed ender med at sende mig helt i jomfrudvale, men jeg kan dog mærke, at det er det rigtige for mig lige nu. Der er sikkert mange, der får noget godt ud af at hoppe i kanen med en ny sød fyr efter et breakup, gå på dates og skrive sexede beskeder til fyre på Tinder. Det er bare ikke mig. I hvert fald ikke lige nu. Også selvom det så var det en gang.

Nej. Jeg orker det ikke. Jeg bliver faktisk sådan helt reelt lidt træt, når jeg overvejer det. Og dermed ikke sagt, at I aldrig vil kunne finde mig ude på en date. Jeg overgiver mig nok på et tidspunkt, men jeg tror nu alligevel, at jeg vil stå ved min beslutning. Der skal være en connection.
Ikke bare ønsket om et knald. Men heller ikke nødvendigvis meget mere end en god gnist. Og slet helst ikke en lovning på et liv sammen.
Jeg skal nemlig lige leve lidt selv nu her. Helt alene. Med min kat.

migogminkat

Dag 161 – Bare mig og min kat. Lidt endnu.

 

Ting Jeg Skal I Danmark Or Things I’m Going To Do In Denmark

*** SCROLL DOWN TO READ; THINGS I WILL DO IN DENMARK ***

I dag har det været et underligt vejr. Det blæser og solen har næsten ikke været fremme. Og nu regner det sgu også. Normale mennesker ville sikkert synes det var irriterende, og jeg skal da heller ikke kunne sige, at jeg ikke også vil synes det er pænt frustrerende lige om lidt at skulle ud og sidde på en scooter i øs pøs regnvejr, men lige nu nyder jeg lyden af regnen, der falder, mens jeg tænker på alle de ting, jeg skal, når jeg kommer hjem den 28. december.

  • Kramme alle mine veninder, venner og famile virkelig meget.
  • Kramme og nusse og pusse og kysse min kat så meget, at den med garanti løber hjemmefra.
  • Spise rugbrød en masse.
  • Gå i Netto. Og i Irma.
  • Mærke vinterkulden på mine kinder.
  • Kigge på regnen, der siler ned udenfor og tænde stearinlys.
  • Spise romkugler.
  • Spise ægte lasagne og frikadeller og hakkebøffer og risalamande og smørrebrød.
  • Kramme mine veninder igen. Og sladre og snakke og tale. Og kramme lidt mere.
  • Nusse og putte og fjolle med de sødeste søde venindenevøer og venindeniecer.
  • Holde filmaften med den dejligste lillebror, der findes.
  • Lave mad til den flinkeste og sjoveste mormor.
  • Bare generelt gå amok som kok.
  • Kigge ud ad vinduet og se sneen falde.
  • Cykle gennem mit København.
  • Nyde at komme indenfor i varmen igen.
  • Besøge Grød, Madklubben, Coffoco, Torvehallerne, Jægersborggade, Vesterbro, Frederiksberg, Valby, Nørrebro og Amager.
  • Endelig hente de labre cookies jeg vandt hos Leckerberg lige inden jeg tog afsted.
  • Se DR’s søndagsserie i familiens skød.
  • Kramme min mor.

Og inden jeg smutter ud i regnen, så får I altså lige den her med. Enjoy!

cph

København ❤

Things I’m Going To Do In Denmark

Today’s been weird, weather wise. It’s windy and the sun hasn’t really been out. And now it’s raining, like really pouring down. Normal people would probably find it annoying, and I’m not saying that I wont be one of them, when I’m getting on my scooter in a few minutes, but right now om enjoying it. I love listening to the rain and today the rain made me think of all the things I’m going to do when I go back home on the 28th of December.

  • Hug all of my friends and my family. A lot.
  • Kiss and hug og cuddle my sweet cat so hard that it’ll probably run away.
  • Eat a loads of rye bread.
  • Go to the supermarket and smile.
  • Feel the cold of winter on my cheeks.
  • Look out at the rain and light candles.
  • Eat rum balls.
  • Eat real lasagna and danish pork meatballs and danish rice pudding and danish open-faced sandwiches.
  • Hug my friends some more. And then gossip, chat and talk and then hug again.
  • Cuddle and kiss the sweetest friend-niece and friend-nephew.
  • Have a movie night with the best littlebrother in the world.
  • Cook dinner for the funniest and nicest grandmother there is.
  • And just go bananas in the kitchen.
  • Look out the window and see the snow falling.
  • Bike through my Copenhagen.
  • Enjoy going inside where it’s warm again.
  • Visit all of my favorite restaurants and places.
  • Finally go collect those gourmet cookies that I won at Leckerberg’s right before I left.
  • Watch the Sunday night tv-show with my family.
  • Hug my mum.

And I wont venture out into the rain before giving this one to you. Enjoy!

cph

Copenhagen ❤

Fortællingen om Tristhed Or The Story about Sadness

*** SCROLL DOWN TO READ; THE STORY ABOUT SADNESS ***

Før jeg tog afsted på mit eventyr forventede jeg, at jeg ville opleve en del triste stunder. Jeg troede, at jeg ville fyldes med hjemve og savn og ikke mindst tristhed over, at mit fem år lange forhold til Den Lyshårede Fodboldfyr var slut.
Og tristheden har da også været på besøg et par gange, og har flere gange også taget sine venner Tårer og Snot med sig. Men besøgene kom ofte kun, når Den Lyshårede Fodboldfyr og jeg en gang imellem talte sammen, og det begynder efterhånden at minde mere og mere om mine ophold på skolekolonier eller lejrskoler, hvor savnet til min mor for alvor først satte ind, når jeg fik lov at ringe til hende.
For lyden af hans stemme får for alvor tristheden til at vokse frem og lægge sig som en kæmpestor og tung løve på mit bryst. For, for fanden hvor jeg savner ham.
Min bedste ven.

kat

Dag 93 – Nusning med søde katte hjælper altid lidt.

Men på trods af det har trisheden slet ikke lagt vejen forbi Amalieland ligeså ofte, som jeg ellers havde troet og hjemveen, den har slet ikke gidet finde vej frem til mig.
Jeg har tværtimod nærmest lidt af det modsatte, hvis sådan noget da eksisterer.
Jeg har i hvert fald overhovedet ikke villet hjem. Alene tanken om at lande i Kastrup Lufthavn og blive en del af min danske hverdag igen fik mig til gå ind og google muligheder for at rejse i endnu længere tid.
For det første kunne, og kan jeg stadigvæk ikke, overskue at skulle hjem og deale med Den Lyshårede Fodboldfyr og vores fælles lejlighed endnu, lige meget hvor meget jeg så end savner ham. Og for det andet så føles det på ingen måde som om jeg har noget at vende tilbage til. Dagpengeland, kærestesorger og dansk vintervejr har i hvert fald umiddelbart ikke været en synderligt tiltrækkende tanke. Det kan selvfølgelig godt være, det bare er mig, men hvorom alting er, så har jeg elsket at være væk og nærmest frygtet at vende hjem.

Men i dag kom tristheden. Og hjemveen. Tårer og Snot har dog ikke meldt deres ankomst endnu, men det skulle ikke undre mig, hvis de ikke kommer brasende rimelig snart og får mig til at ligne og lyde som en brægende hystade.
Og jeg ved ikke rigtig hvorfor.

Følelser er flygtige og nogle gange popper de op ud af ingenting, og det kan derfor være svært at finde ud af, hvorfor og hvad de skyldes, hvis man ikke en gang imellem leger følelsesdetektiv. Og jeg er også normalt rimelig god til at mærke efter.
At sætte mig ned og koncentrere mig om at lokalisere, hvad det egentlig er jeg føler og hvorfor. Men i dag er mine Sherlock Holm’ske evner ingen steder at finde og jeg sidder derfor med en følelse af tristhed, savn og hjemve, som jeg ikke ved, hvor jeg skal placere eller gøre af.

barn

Dag 92 – Søde kram hjælper også.

En anden ting, jeg er blevet god til er at acceptere, at jeg nu en gang føler som jeg føler og dermed lade mig selv være i det og mærke det hele, men med visheden om, at det på et tidspunkt går væk igen.
Jeg har dog tidligere i mit liv været utrolig kvik til at finde måder at distrahere mig selv på og på den måde skubbe de dumme følelser væk, for så bare at se dem poppe op igen på et andet tidspunkt med fornyet styrke og medbringende spandevis af tårer, og jeg har derfor lært på den hårde måde, at det er sundere og bedre bare at go with the flow, når det gælder ens følelsesmæssige liv. Men det er altså svært at acceptere alle disse dumme følelser, hvis man ikke kan finde årsagen til dem.
Og derfor sidder jeg nu på sjette time på en cafe i Hoi An i Vietnam og ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre af mig selv.

Jeg forsøger at læse og ordne nogle praktiske ting, jeg spiser et stykke kage og drikker lidt kaffe. Men jeg bliver gang på gang overvældet af tristheden og hjemveen og tårerne står efterhånden rimelig meget på spring. Måske er det bare en ond omgang travelblues, som går væk om et par dage, men jeg frygter at det noget større, noget jeg bliver nødt til at ændre kurs for at få gjort op med.
Jeg synes ellers, jeg havde planlagt det hele så godt –  tre, måske fire måneder i Asien og så videre til Australien i tre måneder. Men lige nu har jeg allermest lyst til at booke den første og bedste flybillet til København og falde om halsen på min mor. Også selvom jeg ved, at jeg med garanti ville fortryde det, så snart de første velkomstglædelser havde lagt sig igen.
Akkurat ligesom, når jeg fik lov til at komme tidligere hjem fra koloni.

himmel

Dag 104 – Kig op mod himlen og vejen hjem.

The Story about Sadness 

Before I set out in this adventure of mine, I thought that I would have plenty of sad moments and that I would feel homesick a lot. Especially regarding my recently changed relationship status. And Sadness has indeed come by to visit me a couple of times, but the visits have almost only happened when The Blond Haired Football guy and I talked on the phone, where the sound of his voice made the feelings of sadness and remorse feel like there was a big and heavy lion sitting on my chest. Because God how I miss him, my very best friend.

But other than that Sadness hasen’t crashed my party as often as I thought it would, and Homesickness haven’t bothered at all about coming by. I’ve acutally felt the opposite of homesick. Just the mere thought of landing in Copenhagen would make me turn to Google to figure out how to stay on the road for even longer.

kat

Day 97 – Kitty cuddles always helps.

First of all I dont even wanna think about having to go home and deal with the Blond Haired Football Guy and our apartment, no matter how much I miss him. And second, it really doesn’t feel like I have anything special waiting for me there. Unemployment checks, heartbreak and the Danish winter is just not as appealing a it might sound. But today Sadness did arrive and it brought along Homesickness too. And I dont exactly know why.

Emotions are a fleeing bunch and can pop up out of nowhere. And because of that it can sometimes be difficult to figure out why and what they mean, it you don’t do them the honor of dissecting them, which I have become pretty good at, if I have to say so myself. When dissecting your emotions you have to sit down and try to figure out what exactly it is you are feeling and why you are feeling it. But today my dissecting abilities is nowhere to be found and I am left with the feeling of sadness, the feeling of needing something I cant quite place and the feeling of homesickness. And I dont know what to do with them.

barn

Day 93 – Hugs can also do the trick.

Another thing I’ve gotten pretty good at is to accept that I feel what I feel, and in that way let my self stay with that emotion and feel all of it for as long as I need to, while at the same time knowing that this too will pass. When I was younger I was very good at pushing unwanted emotions away, just to see them reappear even stronger than before a little later, and that has taught me that it is much healthier to accept what ever you might be feeling and in that way deal with it.

But it’s hard to accept emotions if you cant figure out the reason to why you are feeling them. And that is why I’ve been sitting in a small cafe in Hoi An in Vietnam for nearly 6 hours not really knowing what to do with my self.

I’m trying to read and to get some writing done, I’m eating some cake and drinking some coffee, but I keep getting overwhelmed by Sadness and Homesickness. Maybe it’s just a really bad case of the travel blues, but I fear that it’s something more, something that I will have to change my plans according to.
I really did think my plan was a pretty good one though – 3, maybe 4 months in Asia and then off to Australia for another 3 months. But right now all I really wanna do is to find a flight back home to Copenhagen and get me a real big mom-hug. Even though I know I will probably regret it all after the first joys of being home has passed.

himmel

Day 104 – Looking at the way home.