Fortællingen om Den Første Dag I Resten Af Mit Liv

I dag er det præcis et år siden, jeg steg ombord på det fly, der bogstavelig talt førte mig væk fra mit gamle liv og ind i mit nye. Den 3. september 2015 pakkede jeg min rygsæk og sagde farvel til Den Lyshårede Fodboldfyr og vores liv sammen, og tog afsted til Asien uden at vide, hvornår jeg ville vende hjem igen. Det var ret vildt. Og det er det stadig. Den rejse, jeg var på fylder stadig helt utroligt i min bevidsthed, og har betydet så meget for, hvor jeg er lige nu, at det er svært at forstå fuldstændigt. Og det lyder måske for nogen også lidt banalt. “Så du tog til Asien og rejste rundt alene i fire måneder, big deal. Not.”

Men det var en mega big deal, og er det stadig. For det var på den rejse, at jeg for alvor begyndte at grave i mig selv, mærke mig selv, være mig selv. Det var her, jeg lagde grundstenen for, hvilket liv jeg fremover gerne ville leve, og hvem jeg gerne ville være. Det var her jeg virkelig mærkede, at hende den usikre, pleasende, bange-for-at-blive-forladt-Amalie, ikke behøvede at være den Amalie, som jeg skulle være resten af mit liv. Jeg fandt ud af, at jeg kunne være så meget andet og mere end det, og jeg kan stadig blive helt rørt og vildt stolt over, hvor modig jeg egentlig var. Hvor sejt det var at tage afsted helt alene, og hvor meget styrke jeg havde i mig, da jeg skulle sige endeligt farvel til den person som i knap seks år, havde været mit livs kærlighed på godt og ondt.

Jeg synes, det er vildt, at der allerede er gået et helt år. Alt står stadig så lysende klart for mig, og på en måde føler jeg også en tristhed over, at tiden er gået så hurtigt. At det år, som har været Mit År, nu er slut. Det er som om, at den der magiske følelse og vished om, at noget vildt og livsændrende ville ske, er forsvundet, som om jeg nu ikke længere kan blive ved at med at tro på og tale om, at jeg er på vej hen et nyt sted. Men det er jeg, og det ved jeg. Jeg er hele tiden på vej, også selvom det måske ikke er ligeså vildt, som da jeg tog til Asien for at finde mig selv. Og selvom jeg kan savne følelsen af frihed og et blankt lærred, så har jeg egentlig alligevel ikke lyst til at vende tilbage til hende Amalie, der stod der i lufthavnen og hulkede. Hende som nogle uger senere sad og gloede udover rismarkerne på Bali og tænkte så det knagede, hende som var opløftet og fuld af gåpåmod i Thailand, og hende som følte inderlig tristhed i Vietnam. For selvom det netop kun er et år siden, er der sket så meget, at jeg slet ikke er nogen af de Amalier længere. De er der allesammen stadigvæk, men hende som er her i København på en solrig september lørdag, hun er er helt anden. Og hende vil jeg egentlig allerhelst være.

Dag 35, år 2 -Hende her, det er mig i år.

 

Læs mere om Min Store Rejse her og her. Og læs mere om en stor beslutning og et stort farvel. 

Reklamer

Fortællingen om At Elske Singlelivet Og Stresse Over Det På Samme Tid

Jeg har efterhånden virkelig embracet singlelivet med alt, hvad det indebærer af byture, venindesnakke, venindeture, venindenus, Tinder, kondomer, dates, mad til en person og at bo helt, helt alene. Og jeg nyder det. Sådan virkelig meget. Så meget, at det var ret svært at finde ulemper til denne liste. Det ændrer sig nok, tænker jeg. På et eller andet tidspunkt vil jeg sikkert gerne have, at der var en at dele popcornene med, når Netflix sættes i gang, og det der med at vide, hvor ens næste knald skal komme fra, lyder heller ikke som det værste i verden. Men lige nu er jeg virkelig glad for, hvor jeg er.  Jeg er fri til at gøre, hvad jeg vil, når jeg vil det, jeg elsker tanken om at alle muligheder er åbne, samt bevidstheden om at jeg er den eneste, jeg skal tage højde for i mit liv, i hvert fald sådan rigtigt, og ikke mindst elsker jeg, at jeg uforstyrret kan nyde al den glæde, som mine veninder giver mig.

For nogle dage siden tog tre af mine veninder og jeg en smuttur til Oslo med den famøse Oslobåd, og på et tidspunkt spurgte en af dem mig om, der var en person i mit liv, som jeg måske kunne eller havde lyst til at blive kærester med. Mit svar kom til stor underholdning prompte og var et klart nej. Der er absolut ingen i mit liv lige nu, som jeg kan eller vil være kærester med, og jeg elsker det faktum.

Dag 26, år 2 – Helt alene og fuld af lykke. Næsten.

Det kan dog også være lidt stressende. Ikke singlelivet, men mere den tanke, der opstår lige efter, jeg har tænkt over alle de ting, jeg gerne vil, inden jeg slår mig ned for alvor. Nemlig tanken om, at jeg jo egentlig ikke har alverdens tid længere. Jeg ved godt, at jeg ikke er 38 og at mine æg allerede er blevet knastørre, men jeg er heller ikke 22. Der er præcis to år og 10 måneder til jeg fylder 30, og når man konstant får tudet ørene fulde af, hvor vigtigt det er at få børn, mens man er ung og stadig kan, bliver jeg sgu nogle gange lidt angst. Det er altså ikke tallet som sådan, der stresser mig, men mere de fysiologiske konsekvenser det kan have. For tænk, hvis jeg bare kommer til at have alt for travlt med at nyde livet som single, nyde at være alene med alt, hvad det indebærer, og at jeg så ikke når også at få de børn, jeg altid har vidst, jeg gerne vil have – bare fordi jeg gjorde, hvad der var det rigtige for mig?

Jeg trøster mig med, at jo ældre man bliver, jo hurtigere går det nok også, når man så møder ham der den rigtige. At man så slet ikke har lyst til at være alene længere, og at man nok heller ikke føler, at man behøver at have været sammen i flere år, før man beslutter sig for at sætte sit præg på Danmarks genpulje. Og det hjælper lidt.

 

 

Fortællingen om Hvorfor Jeg Elsker At Bo Alene

Jeg flyttede hjemmefra, da jeg var 18 år gammel, og har dermed snart boet on my own i hele 9 år. (For satan da, som tiden den går) Der har dog været et par perioder, hvor jeg af forskellige grunde måtte vende hjem til mors pastagryder for en stund, og jeg har også boet i USA som au pair, været på højskole, boet sammen med to andre piger i en kort periode og så selvfølgelig sammen med Den Lyshårede Fodboldfyr. Men bortset fra alt det, så har jeg alligevel brugt det meste af de 9 år alene og i den samme lejlighed, som den jeg bor i nu, hvilket er lidt vildt, når nu jeg tænker over det.

Dag 279 – Og jeg har næsten haft dette kakkelbord i lige så lang tid også. #iwillneverletitgo

Jeg tror jeg blev ret hurtigt voksen, da jeg flyttede hjemmefra. Der er fandme mange ting, man skal finde ud af og klare, når der ikke er en mor, der gør det længere. Fx fandt jeg først som 18-årig ud af, at det en gang imellem er en god ide lige at rense afløbet i badet for hår. Og at Knorrmad ikke er rigtig mad. At man skal huske at betale husleje, hvis ikke man vil have en sur udlejer i røret og at man ikke kan tørretumble uldshorts, medmindre man alligevel har tænkt sig at tabe 15 kilo. Alle de opdagelser og sejre, som jeg oplevede i mine første år som eneboer, tror jeg har givet mig en styrke og en sikkerhed på mig selv. Og selvom jeg alt for mange gange har følt mig svag og usikker i andre apsekter af mit liv, har jeg altid vidst, at jeg havde et hjem. Og at det hjem var helt mit eget og var blevet skabt af mig selv. (Og med lidt meget hjælp fra min papfar) 

Dag 255 – Hjemme hos mig

Og selvom jeg elskede at bo sammen med Den Lyshårede Fodboldfyr, elsker jeg også virkelig at bo alene. Jeg elsker at sidde i mit lille slot og vide, at alt er mit og at jeg bestemmer. Det er en vild følelse at have et helt hjem, der er helt mit eget, og jeg nyder for det meste hvert et sekund af det. Det er fedt at kunne lade alt flyde, hvis jeg en dag har travlt, og det er mindst ligeså fedt at rydde op og nyde ordnen uden at bekymre mig om, at nogen andre roder det hele til igen, mens jeg er på arbejde. Det er vidunderligt ikke at skulle liste rundt om morgenen og at kunne slukke lyset på præcist det tidspunkt, jeg vil om aftenen. Det er lækkert at kunne invitere alle dem, jeg lyster hjem til mig uden at skulle tjekke med en anden først, og det er über nice at kunne flade ud i sofaen dagen efter og se dumme tøseserier på fulll blast. 

Nogen gange savner jeg tosomheden, dog ikke som en generel ting, men mere som en Lyshåret Fodboldfyr ting. For vi havde fået lavet os et virkelig godt slot sammen, inden det hele gik ned ad bakke. Men for det meste nyder jeg at være mig me, myself and I her i Vanløse, også selvom jeg stadig ikke har lært at reboote mit internet eller hænge ting op på væggen. Men det kommer nok.

Min forever sengekammerat, Monsieur Bamse’ ❤️

Fortællingen om At Føle Sig Udenfor Og At Give Endeligt Slip På Den Gamle Svigermekanik

Nogle gange bliver jeg ramt af en overvældende tristhed over at have givet slip på kærligheden. Også selvom jeg godt ved, at det var det rigtige at gøre. At det ikke var den endelige kærlighed og at den helt sikkert viser sig igen. Men tristheden kommer alligevel. I flæng, i øjeblikke, i glimt. Og selvom den ikke varer længe, fylder den alt, når den viser sig.

Den Lyshårede Fodboldfyr fortalte mig for to uger siden en nyhed om hans familie. En god og glædelig nyhed, som desværre kun formåede at gøre mig uendelig trist, misundelig og pænt gråd labil. Den handlede ikke om ham, heldigvis. Men den var alligevel alt det, som vi eller i hvert fald jeg, en gang havde tænkt, håbet og troet på skulle ske for os en dag. Og det var svært at blive konfronteret med alle de drømme og håb for fremtiden og det, at de nu er for evigt døde, når det gælder os, og så oveni købet nu går i opfyldelse for nogen andre i stedet. Nogen der i drømmen og fantasien også var der, men som ikke var hovedpersonerne. Det er de dog i høj grad nu, her i virkeligheden, hvilket også giver god mening. Min eks-svigerfamilie er lykkelige, og jeg prøver her fra afstanden imellem os også at være glad på alles vegne.

Det er bare lidt svært. For udover at det kan være svært at blive konfronteret med, hvad der ikke længere er, har det også været svært af to andre grunde. For det første har jeg, uanset hvor meget jeg end har nydt at være en del af Den Lyshårede Fodboldfyrs familie og lige meget, hvor meget jeg har holdt af dem og er blevet holdt af, ikke følt mig velkommen i bestemte situationer og omkring bestemte mennesker. Jeg har ikke følt mig som en del af familien og ikke følt, at jeg var god nok, som jeg er. Og det nager stadig. Det gør stadig ondt og det trækker mig stadigvæk direkte tilbage til mine første år i folkeskolen, hvor andre mennesker fik mig til at føle præcis det samme. Og selvom jeg godt ved, at jeg bare burde lade det ligge, at det ikke betyder noget længere, kan jeg ikke helt. Og når man har det sådan, er det svært at være glad på nogens vegne. Specielt når nogen er dem, der ligger til grund for følelsen in the first place.

Dag 297 – At føle sig helt lille

For det andet, og det hænger jo nok egentlig lidt sammen med det første, er det fandme en mærkelig og svær situation lige pludselig ikke længere at være en del af en familie, som man ellers har været fast inventar i, i knap seks år. Når man går fra nogen, når man ikke længere er sammen med en kæreste, er det jo desværre ikke kun ham, som man ikke skal have i sit liv længere. Det er også hele personens familie og nogle gange også alle vennerne. Og selvom det til tider har været svært for mig at være i Den Lyshårede Fodboldfyrs familie har jeg stadig holdt uendelig meget af dem. Jeg har nydt, at de var så forskellige fra min egen familie, jeg har sat pris på og følt mig beæret over deres gæstfrihed og opmærksomhed og i mange år har jeg troet og regnet med, at det var dem, der skulle være min anden familie. Og nu er de det slet ikke længere, og det gør lidt ondt. Ikke fordi jeg ikke tror, at jeg aldrig finder en mand, og at denne mand ingen god familie vil have. Det tror jeg såmænd nok skal ske. Og heller ikke fordi, jeg tvivler på, at det var den rigtige beslutning Den Lyshårede Fodboldfyr og jeg tog. Men på trods af det, har det været og er stadig til tider svært at have sagt farvel og tak. Det er svært at tænke på, at deres liv jo også går videre, bare uden mig. De kommer stadig til at sidde og hygge sig i haven og holde fødselsdage. De kommer stadig til at tage i sommerhus med hele familien. Og de kommer til at fejre og opleve skelsættende ting og invitere nye personer ind i familien, alt sammen uden mig. Og det er også okay. Det er faktisk mere end det. Det er livet og det er dejligt. Jeg har bare ikke helt vænnet mig til at være udenfor endnu.

Jeg ved dog, at det kommer. Langsomt, men sikkert. Og i mellemtiden vil jeg nyde min egen skøre, farverige, elskværdige og underholdende familie og glæde mig over, at jeg altid har en plads der.

Dag 298- Heldigvis fejre min egen familie også fødselsdage i haven ❤️

 

Fortællingen om En Status

Det er nu knap fire måneder siden, at jeg flyttede tilbage til min lejlighed helt alene. Akkurat ligeså lang tid, som jeg var ude at rejse faktisk. Og som I sikkert kan forestille jer, har der været stor forskel på, hvad jeg har fordrevet tiden med i de sidste fire måneder og så til, hvordan jeg forvaltede den, da jeg befandt mig på den anden side af jorden. Jeg har fx drukket langt færre friskpressede frugtjuicer og er blevet markant blegere, men har så til gengæld slebet mange flere træplader, end jeg gjorde i Asien.

Dag 258 – Det lidt skæve, men fine og flot slebne plankebord, som gør lejligheden til min helt egen igen.

Overordnet har det været godt at komme hjem. Jeg har fået om muligt et endnu tættere forhold til mine veninder, jeg er kommet tættere på en afsluttende følelse i forhold til Den Lyshårede Fodboldfyr, jeg har fået genoplivet et tilnærmelsesvist dødt datingliv og jeg har spist virkelig meget rugbrød. Det har dog været og er stadig svært. At lande i Danmark efter fire måneder i sus og dus og næsten uden nogen worries for så at blive konfronteret med et helt andet slags liv, end det jeg forlod i september, har ikke været let. Det har faktisk været rigtig svært og rigtig hårdt. Den jagt og søgen efter mig selv som jeg startede, da jeg tog afsted har nemlig ført en reel identitets- og livskrise med sig. Jeg troede fejlagtigt, at det hårde arbejde med mig selv ville ske og blive afsluttet, mens jeg var afsted, men i virkeligheden var det bare første del. Den nemme del. Min tur har givet mig meget, men jeg har indset, at jeg slet ikke er der, hvor jeg gerne vil være endnu. Og at jeg desværre nok heller ikke kommer det ved at tage afsted igen, selvom det trækker noget så voldsomt i mig nogen gange.

Nej, det virkelige arbejde bliver kun gjort ordentligt, hvis jeg bliver i mit virkelige liv. Og det er jo her i Danmark, i København. Jeg skal lære at bruge alle de ting, jeg fandt, da jeg var afsted, mens jeg sidder her i havregrødsdanmark og har det lortet. Jeg skal bruge det mod og den styrke, jeg fandt inde i mig selv, da jeg rejste rundt helt alene, når alt herhjemme sejler og er svært. Ellers er der nok aldrig noget af det, der vil virke. Så det er det, jeg prøver på nu. Jeg går lange ture, jeg skriver, jeg indretter min lejlighed, så den bliver min helt egen igen, jeg siger ja til nye ting, jeg nyder stilheden og jeg forsøger at lade alt det, der er svært fylde alt det, det behøver. Og når det giver sig, når det svære trækker sig tilbage, prøver jeg at give det gode ligeså meget plads.

Dag 284 – Det gode kan fx være alenetid i sengen, mens solen går ned.

 

 

Fortællingen om Sad-Dialing

I kender godt Drunk-Dialing, ikk? Det der øjeblik, hvor man i sin fuldskab synes, at det da er verdens bedste ide at ringe til sin ekskæreste for enten at fortælle ham, hvor stor en idiot han er eller hvor meget man savner ham. Og at lige meget, hvilken af disse to tilgange man vælger, så ender det i tårer (og anger over overhovedet at have ringet op), og de tårer kommer sjældent fra ekskæresten.

Jeg har haft min fair share of Drunk-Dialing-Telefonsamtaler, og det har oftest været mig selv, der har ringet op. Få gange har jeg haft en fuld mand i røret, der snøvlende erklærede sin kærlighed eller sit savn til mig, men for det meste har det været mig, der har ført fingeren hen på “ring-op-knappen”. Og for det meste er det ikke endt godt.

Der findes dog også en anden version af Drunk-Dialing, nemlig Sad-Dialing.
Sad-Dialing finder ofte sted i ydertidspunkterne af døgnet (faktisk lidt ligesom Drunk-Dialing) Det er i hvert fald oftest aften, gerne sent, hvor impulsen til at trykke et bestemt nummer på en bestemt person, som man i virkeligheden virkelig ikke burde ringe til, dukker op. 

Nogle gange er impulsen noget man har gået og undertrykt i timerne forinden, andre gange dukker den pludselig op. Men tristhed går altid forud for impulsen.

I kender det sikkert godt. Du sidder i sofaen, det er mørkt udenfor og du har lige spist kanelsnegl(e) til aftensmad. Flere gange i løbet af dagen er personen, som du virkelig ikke burde tænke på, og da slet ikke ringe til, dukket op i dine tanker. Måske har det oven i købet været en dum dag eller også er der lige sket et eller andet, der har gjort det hul i brystet, som du ellers ihærdigt har forsøgt at murre til, lidt større. Først forsøger du at distrahere dig selv ved at se dumme kattevideoer på Youtube. Det virker ikke, og pludselig tager du fat i telefonen. Du skal bare lige se de gamle beskeder igennem. Eller facebook-stalke en smule. Men det ene tager det andet, og med et sidder du og lytter til de genkendelige duuut-lyde og både håber og håber ikke, at telefonen bliver taget i den anden ende.

Dag 239 – Det hjælper fandme heller ikke på tristheden , når alt er gråt.

DOES IS RING ANY BELLS? (Pun totally intended)

Det gør det i hvert fald hos mig. Og ja, du gættede rigtigt. Jeg har lige beskrevet min aften for jer ved at lade som om, at det bare var et tænkt eksempel. You. Got. Me. Og “personen” var selvfølgelig Den Lyshårede Fodboldfyr.
Jeg havde ellers sådan en god oplevelse sidste uge, hvor jeg fik en “Jeg-savner-dig-besked fra ham.” Jeg blev glad for beskeden og vi talte sammen efterfølgende, hvilket var både hyggeligt, sjovt og rart. Men jeg savnede ham ikke, jeg nød blot, at jeg kendte ham.

Flash-forward til i dag, hvor jeg af årsager ikke egnet til bloggen, var lettere trist og derudover også savnede Fodboldfyren, fordi jeg tidligere på dagen var gået forbi en af vores favorit burgerrestauranter og blev mindet om, at “Jagten på Københavns Bedste Burger” var en forever overstået par-aktivitet. Så jeg ringede selvfølgelig til ham, der midt i tristhededen og kanelsnegleskammen. Og vi snakkede sammen. Og det var hyggeligt. Og vi grinede. Oooog jeg blev endnu mere trist, end jeg var, inden jeg ringede op. For som jeg skrev her, kommer jeg i virkeligheden bare til at savne ham endnu mere, hvis vi ses eller snakker, når jeg i forvejen savner ham. 

Det er egentlig lidt ligesom Marabou. Man har lyst til et stykke, men ved at man vil have endnu mere, når først man har taget hul på pakken. Mens, hvis man spiser et stykke på et tidspunkt, hvor man egentlig ikke har lyst, gør det hverken fra eller til.
Og så sidder man der og føler sig dum. For hvorfor overhovedet udsætte sig selv for det?
Vel nok, fordi det på trods af savnet og en ekstra portion tristhed, alligevel giver noget. Et kort glimt af samhørighed. En lille smule kærlighed. Følelsen af at have betydet noget. Jeg har ikke det endelige svar, og jeg kan heller ikke svare på, hvordan jeg regner med at kunne blive ved med have Den Lyshårede Fodboldfyr i mit liv uden ind imellem at blive ramt af savn og ondt i maven. Første skridt er dog nok at pakke telefonen væk, når tristheden indfinder sig.

Dag 259 – Sad face til Sad-Dialing

Fortællingen om At Være Ung og Fri

Her på den seneste har der været rimelig meget tudepudesnak på bloggen, og det skal der også være plads til. For det fylder. Men der er nu også rigtig meget andet, der fylder. Ting der fylder godt. Ting, som gør mig glad, mennesker, der får mig til at smile og dage, der bare er helt almindelige, men gode. Det skriver jeg bare ikke så meget om.

Men den sidste halvanden uges tid har faktisk været så fyldt med sjove, gode og fine ting, at jeg bliver nødt til det. Det har nemlig resulteret i en underfundig følelse, en følelse, der lugter lidt af lykke. Den har luret længe i baggrunden af mit liv og alle mine mange sociale aftaler og slog først rigtig til, da jeg i sidste uge mødtes med min gode veninde Anne for at indtage meximad på BlueTaco I Blågårdsgade. På vej derhen stoppede vi op på midten af Dronning Louises bro for at tage billeder, som de Instagrampiger vi er.

image

Dag 224 – Da lykkefølelsen ankom

Og lige der i den kølige forårssol, der var ved at gå ned, var jeg lykkelig. Lykkelig for, at jeg trods tung livsbagage, intet fast job og en god portion hjertesorg og kærlighedsabstinenser, har et godt liv. Et liv fyldt med veninder, der elsker at være sammen med mig, et liv hvor jeg er fri, ung og smuk, et liv hvor jeg mere eller mindre kan gøre, hvad jeg vil, når jeg vil. Et liv, der er helt mit eget.

Jeg havde dog ikke forventet, at jeg som 26 år og ni måneder skulle være der. Jeg havde troet, at jeg ville være godt på vej mod at kreere min egen familie, at jeg ville have et fast job og en god løn. At jeg ville være settled. Og det er jeg på ingen måde, hvilket i perioder har irriteret og skuffet mig grænseløst. Men nu ser det ud til, at jeg har fundet ro i det. At jeg har embracet og accepteret det, og at jeg faktisk slet ikke har lyst til at være noget andet sted end her.

image

Dag 225 – Der hvor blomsterne dufter

Her, hvor jeg spontant kan køre hjem til en veninde og drikke en flaske rødvin på en torsdag, her hvor jeg uden bekymringer om hentetider, deadlines og aftensmad kan melde mig til spændende arrangementer og kurser, her hvor jeg uden varsel kan tage til Nord-Norge og forelske mig i et rensdyr, her hvor jeg helt selv kan bestemme, hvordan og hvor mange lysestager, der skal stå i vindueskarmen og om hvorvidt, jeg skal have mig et plankebord, der fylder hele stuen, her hvor jeg kan spise grilled cheese i sofaen til afsnit efter afsnit af House Of Cards og her, hvor jeg kan fylde hele sengen selv eller invitere, hvem end jeg lyster ned i den.

image

Dag 230 – Eller morgenmad, det kan man også invitere med i seng.

Det er her jeg er lige nu, og jeg er endelig for alvor begyndt at nyde det. Nyde at være ung og fri og så endda i København, min by.

image

Dag 229 – Min by.