Hvis jeg kunne ringe til min far i dag ville jeg….

Hvis jeg kunne ringe til min far i dag ville jeg for det første sige tillykke med de 63 år. Derefter ville jeg høre, hvad han skulle bruge dagen på. Om han skulle mødes med sine venner, om hvad han skulle have at spise. Om han havde hørt fra min farmor. Om hun havde sendt penge.

Jeg ville spørge, hvad han ellers gik og lavede. Eller nej, det ville jeg nok ikke, for det er ikke et særlig børneagtigt spørgsmål. Og med børneagtig mener jeg, at det oftest ikke er noget, som børn spørger deres forældre om. I hvert fald ikke, hvis de er vant til at tale med dem. Og hvis min far levede i dag, ville jeg være vant til at tale med ham.

Jeg ville sikkert i stedet svare på hans spørgsmål. Han ville sikkert gerne vide, hvad jeg gik rundt og lavede. Og jeg ville sikkert føle, at det lidt var et krydsforfør og blive irriteret. Og så ville jeg sikkert skifte emne og begynde at snakke om, hvornår vi skulle ses for at fejre ham.

Vi ville aftale, at min bror og jeg skulle komme til Hundested og besøge ham. At han ville stå for maden, og at jeg ville stå for kagen.

Jeg ville spørge, hvad han ønskede sig, og han ville svare “Ingenting, bare I kommer”.

Og jeg ville svare “Far, du skal da have en gave”, men så lade det være ved det, velvidende at jeg ville købe ham en bog om en eller anden krig, der engang har fundet sted for mange år siden et sted langt væk.

Og så ville vi sige farvel. Han ville sige, “Vi ses musling”.

Og jeg ville sige, “Vi ses far. Og tillykke igen, jeg glæder mig til at se dig i weekenden”.

Og så ville vi begge lægge røret på uden at mærke nogen form for smerte i brystet eller sorg i hjertet. Uden at mærke bekymring eller frygt. Uden at mærke andet end helt almindelig kærlighed.

Fortællingen om Min Far Del 3

Jeg fløj hen over store søer af is og tunge skyer fyldt med frossen regn, jeg så ned mod jorden, der hvor min far lå og ventede på at dø og håbede, at jeg ville nå det, at jeg ville kunne nå at sige farvel. Jeg var holdt op med at håbe at han ville leve videre, at han ville blive rask og ikke dø.
Jeg var holdt om med at bede hysterisk til en gud, som jeg altid har håbet eksisterede. Alt jeg bad om, deroppe i luften, i et fly fyldt med sovende mennesker, var at jeg ville kunne nå at holde ham i hånden, inden han døde. Men min far forsvandt, mens jeg fløj hen over Atlanterhavet, han fløj ud af sin krop helt alene, alt imens jeg kiggede ud over søer af frossent vand og lavendelfarvede skyer.

Jeg mærkede det ikke engang. Jeg mærkede ikke, at min far han døde.

- Uddrag af skriblerier, februar 2010. 


Min far døde den 26.januar 2010 og jeg var der ikke. Jeg befandt mig på den anden side af Atlanterhavet i Washington D.C, da min mor ringede til mig og fortalte, at min far var meget syg og sandsynligvis ikke ville leve meget længere. Jeg skyndte mig at få en ny billet hjem og satte mig op i flyet med troen på, at jeg selvfølgelig ville nå hjem.
Alt andet ville være for brutalt, for ondt. Men jeg nåede det ikke.
Min far døde tre timer før jeg landede, og dermed blev den gang jeg vinkede farvel til ham fra toget på Vesterport Station året før låst fast i tiden, som den sidste gang jeg så ham. 

Jeg var 20 og et halvt år gammel, min bror 17 år og fire måneder og vi havde ikke længere nogen far. Ikke at det egentlig havde føltes sådan de sidste mange år af vores liv. Jeg havde ikke set min far i et år, da han døde og selvom jeg i dag kan slå mig selv oven i hovedet over, at jeg ikke tog ud og besøgte ham, bare en gang inden, så var der en grund til mit fravær. Eller måske nærmere min fars.

vejen...

Dag 182 – Vejen hen til min far.

Jeg ved ikke helt præcist, hvornår det begyndte sådan for alvor at gå galt. For sådan som det var i de sidste fem år af min fars liv, var ikke sådan som det altid havde været.

Før da havde jeg set ham jævnligt. En gang hver anden eller tredje måned og med både opkald og sms’er ind imellem. Nogen gange var det rart at se ham, andre gange var det en skuffelse, men uanset var der en forståelse imellem os og et ønske om at ses.

Men på et tidspunkt holdt jeg op med at høre så meget fra ham. Og i takt med, at jeg samtidig blev mere og mere voksen, selvstændig og fik mit eget liv blev de gange, hvor jeg selv rakte ud også færre. Det var svært, at få ham til at passe ind i mit liv, men mest af alt skyldtes min afstandtagen nok også, at jeg ikke kunne rumme den følelse, der overmandende mig, hver eneste gang, vi sagde farvel. Frygten for, at dette var sidste gang, jeg skulle se ham. Og så var det lettere helt at lade være.

Da jeg var yngre, havde jeg håbet og bedt til, at han ville holde helt op med at drikke og blive en normal far, som vi kunne komme på weekend hos. Men da jeg blev ældre ændredes det håb sig til et ønske om, at han bare var ædru, når vi en gang imellem sås. Det fungerede i nogle år, men på et tidspunkt var det ikke længere nok. Jeg vidste nemlig godt, at det ikke kunne blive ved, at hans krop på et tidspunkt ville bukke under og give op. Det var som at gå og vente på, at en stor og altødelæggende bombe ville springe. Jeg vidste, at det ville ske, men ikke hvornår.

farsgrav

Og derfor har hans død også været en lettelse. Selvom jeg ville give næsten alt i verden for at få lov til at se og tale med ham en sidste gang, er det alt i alt lettere, at han ikke er her længere. Den uro og frygt som har været som en permanent prikken i hjertet hele mit liv er væk nu. Alle de frustrationer og den vrede, som min far kunne aflede findes ikke længere. De bekymringer jeg kunne have om fremtiden, om hvordan det dog ville gå, hvis jeg en dag skulle giftes, holde runde fødselsdage, barnedåbe og så fucking videre. De er der ikke længere, for han er her ikke længere. Og selvom det kan lyde hårdt, og selvom jeg også har kæmpet med at accepetere disse følelser er jeg kommet frem til, at det er helt ok og ikke mindst forståeligt.

Samtidig er det faktisk også blevet nemmere at holde af min far, når jeg ikke hele tiden konfronteres med hans dårlige sider. I dag husker jeg ham for det meste for det gode han var og det gode han gjorde. På hans kærlighed, hans talenter, hans fine norske accent og på det faktum, at når han var der, sådan helt og fuldstændigt, så var han den bedste.

Den bedste far.

Ps. Jeg kan kun anbefale, at tage kontakt til TUBA, en organisation, der tilbyder gratis terapiforløb til voksne børn af alkoholikere. Det har hjulpet og hjælper mig stadig utrolig meget. Både at høre lignende historier og at opleve genkendelsen hos andre, men også og mest det at indse, at den jeg er i dag hænger så utrolig meget sammen med de oplevelser, jeg har haft i min opvækst. 

Den realisation er for alvor vejen frem mod et liv, hvor jeg ikke længere behøver at være i min fars, mine følelsers og min egen selvdestruktive vold. Og det er virkelig rart.

Fortællingen om Min Far Del 2

Det sidste ægte minde jeg har om min far er jeg 19 år gammel og fyldt med ømhed.
Min far havde tidligere på året meldt sig til X-factor og blev hurtigt landskendt som den berusede nordmand, der sang og spillede sin egen sang Masterbrew, og som især tog Blachman med storm. Han gik derfor videre til bootcampen, hvor Lina Rafn dog efterfølgende sendte ham hjem for at være for fuld.

I månederne min fars X-factoreventyr stod på skiftede jeg mellem at være vred og pinlig, men også lidt håbefuld. For hvad nu hvis det hjalp ham?
Jeg var vred, fordi han overhovedet stillede op, da det jo nærmest indebærer alt, hvad især et barn af en alkoholiker frygter – at folk finder ud af ens hemmelighed.
Pinlig da, ja det behøver jeg måske ikke at forklare så gennemgående -en fuld far på landsdækkende tv er ikke just noget, som gavner en 19-årigs selvværd.
Og så vred igen, fordi han alligevel fuckede det op. For håbet havde jo også været der, et håb om, at han ville gribe den chance han havde fået og dermed få sit liv på ret køl igen.

Men det gjorde han ikke, hvilket var derfor jeg tilsidst endte med at være fuld af ømhed.
Jeg kan huske, at han ringede til mig og fortalte, at han ville komme til København næste dag, da han var blevet bedt om at være med i Aftenshowet. De ville vist gerne lige høre lidt om, hvordan det var at blive smidt ud af bootcampen på grund af en for høj promille. (Dejlige mennesker) Og han ringede derfor for at spørge, om min bror og jeg ikke ville drikke en kop kaffe efter interviewet.

Det blev dog ikke til noget. Interviewet altså. Værten havde åbenbart forventet, at alkoholikeren fra X-factor ville være komplet ædru, når nu han fik lov at være med i Aftenshowet, og da hun fandt ud af, at han ikke var det, ville hun ikke interviewe ham. (Igen, skønne mennesker, der på Aftenshowet, og ja jeg er stadig bitter)

Så der stod han. Midt på Rådhuspladsen med fuld tv-makeup og så en kende trist ud, og den alt for velkendte følelse af, at ville beskytte ham og sørge for at intet ondt skulle ske ham, overmandende mig.

farxfactor

Dag 181 – Min far til X-factor audition. Billede lånt af Ekstra Bladet. 

Det endte dog med, at blive en hyggelig aften og min kærlighed og ømhed til min far overskyggede min vrede til ham. Jeg kan huske januaraftenens kulde og cafeens varme lys. Og at jeg nåede at tænke, at det her næsten var normalt. Bortset lige fra den der lyst til at pakke min far ind i vat og pakke ham ned i en lille kasse, så intet ondt kunne ske. Knap så normalt.

Efter cafebesøget fulgtes vi alle tre op til Vesterport Station. Min bror og jeg skulle den ene vej, min far den anden. Vi krammede farvel, da vores tog kørte ind på perronen og da jeg vendte mig om for at vinke farvel en sidste gang, inden jeg steg på toget, så jeg at han havde tårer i øjnene. Jeg ved ikke om det var kulden eller om, han var ked af at skulle sige farvel. Men tårerne, de var der og sidenhen har jeg krampagtigt holdt fast i deres eksistens.

Det var nemlig sidste gang jeg så ham. Min far.

Læs med i morgen for Del 3

Fortællingen om Min Far Del 1

Det første ægte minde jeg har om min far er jeg omkring to år gammel og har skoldkopper.
Jeg var et stædigt barn, og jeg er blevet fortalt, at min mor blev nødt til at bestikke mig med en dukkevogn, da jeg under min skoldkoppesygdom, som undervejs udviklede sig til skarlagensfeber, skulle have medicin. Jeg ved ikke om det her er før eller efter, jeg har fået dukkevognen og dermed er begyndt at indtage min medicin, men jeg har på fornemmelsen, at det er før. Min far forsøger sig nemlig med en lidt anden metode end bestikkelse, da jeg skal have smurt creme på mine mange fine skoldkopper. En noget mere pædagogisk måde, hvilket også er derfor jeg tror, at det er i begyndelsen af sygdomshelvedet.

Jeg kan huske, hvordan jeg sidder op ad væggen i den øverste køje af min hvide køjeseng og kigger skeptisk på min far. Han sidder ved siden af mig og har min Pippidukke i hånden og forsøger ved hjælp af dukken at overbevise mig om, at det der creme er en totalt fed ide. Pippi har nemlig også skoldkopper (fregner) og synes, det er virkelig rart at få lidt kølende creme på alle pletterne. Jeg kan ikke huske, hvad det ender med.
Om jeg går med på ideen eller om jeg fortsætter med at være stædig, men mindet står for mig, som noget fint og varmt. Et billede af en far, der tager sig af sin datter.

Jeg er vokset op med en alkoholisk far. En der elskede min mor, min bror og jeg, men som elskede alkoholen mere. En som i sine gode og ædru øjeblikke var en fantastisk far, der spillede guitar og sang, som en drøm. En der var den bedste legekammerart, kok og fidusmager og en som vi altid var sikre på elskede os.
Men han var også en, der gang på gang svigtede sine børn, aldrig kom til tiden, sagde frygtelig ting, når rusen eller nedturen var på sit højeste og en der sikkert uden at ville det, alt for tit lod sine børn være de voksne.

mig og min far

Dag 180 – Mig og min far

Hvis jeg skulle gøre forholdet til min far op i gode og dårlige oplevelser, ville der uden tvivl være flest af de sidste. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg med ondt i maven har ventet på ham – på at han skulle hente mig fra skole, på at han skulle dukke op til den teaterforestilling eller koncert jeg var med i, på at høre tilbage fra ham, når jeg forgæves havde forsøgt at komme i kontakt med ham.

Jeg ved, at de gange jeg har sagt farvel til ham og ikke har følt et stik i hjertet på ingen måde kan overgå de gange, hvor jeg ingen frygt, uro, vrede eller tristhed har følt.
I løbet af det meste af min barndom og ungdom har jeg enten været ked af det, ulykkelig, vred, opgivende, bange eller frygtsom, når talen faldt på min far. Og det har præget mig på så usandsynligt mange måder, at jeg bliver træt helt ind i knoglerne, når jeg tænker på det.

Jeg har tit tænkt, at det ville have været nemmere, hvis jeg ikke havde set ham. Hvis min mor havde afbrudt kontakten med ham, da hun og min far gik fra hinanden, da jeg var seks år. På den måde ville jeg ikke have oplevet alle de små og konstante svigt, som er en del af hverdagskosten, når man har en mor eller en far, der drikker. På den måde ville jeg være blevet skånet for rigtig meget. Selvfølgelig ikke alt, da det at opleve en far, der pludselig ikke er der længere jo også giver ar på sjælen. Men det ville sikkert have været nok til, at jeg i dag ville være et helt andet slags menneske.

Men på den anden side ville jeg jo så heller ikke have oplevet alt det gode.
Den fryd, jeg kunne føle, når vi sammen sang og spillede musik og den glæde, varme og kærlighed, der fyldte mig op, når jeg så ham, som den han kunne være, når alkoholen en sjælden gang var ude af billedet.

En far, der nød sine børns selskab, som tog forklædet på og lavede høje frikadelletårne med brun sovs og kartofler til, en som læste Anders And og som så på os med et blik, som kun en kærlighedsfyldt forælder kan have. Ham ville jeg slet ikke have kendt, og det ville jeg på trods af alt det ølstinkende lort ikke have været foruden.

Den mand var nemlig min rigtige far, også selvom jeg kun så ham i glimt.

Læs med i morgen for Del 2.