Fortællingen om At Være Ensom i Et Hav Af Venner

Jeg håber, det er muligt at skrive det her indlæg uden at lyde som en stor whiny brokkerøv. For det er virkelig ikke det, jeg vil. Eller synes, jeg er. Og jeg har da også overvejet slet ikke skrive noget. Men så igen, hvad fanden skal man ellers bruge sin blog til, hvis altså ikke man er sådan en, der finder det vigtigt at fortælle verden, hvilke par strømper, man har valgt at tage på i dag. (Av, nu kom jeg vist alligevel til at lyde….bitchy)

Så nu fortæller jeg det. Og håber samtidig, at folk forstår, at det ikke er en anklage, brok eller surhed. For det er det ikke. Jeg tror egentlig mest det er frygt og gamle sår. Blandet med en lille smule tristhed. Okay, lidt mere end en lille smule.

Jeg har ingen planer i weekenden. Eller det er løgn. Jeg skal spise brunch med min sødeste Anna på søndag, men indtil da skal jeg ingenting. For alle mine veninder er optagede. Og da jeg fandt ud af det igår, efter en ellers dejlig formiddag med et tandlægebesøg, der viste ingen huller og frokost med Bedsteveninden, så blev jeg først trist og derefter tvær. Og måske også lidt skuffet.

Selvfølgelig er det ikke nogens skyld, og man kunne da også argumentere for, at jeg kunne have været ude i bedre tid, og at mine veninder og venner jo altså ikke er ansvarlige for, at jeg har noget at lave i weekenden. Så det gjorde jeg. Altså argumenterede. Men følelserne blev alligevel siddende. Ja, faktisk voksede de sig større og satte sig endnu bedre fast, indtil jeg endte med at råbe af min ovn, fordi den blæste varm damp i hovedet på mig, da jeg åbnede lågen for at tage den pizza ud, jeg aggressivt havde klasket sammen.

Og så måtte jeg lige sætte mig ned og tale lidt med mig selv. For at finde ud af, hvorfor det gik mig sådan på. Og hvorfor det i dag stadig svier lidt. Det var ikke let, for det hele føltes blandet sammen i en stor pærevælling af nederenhed, men der var alligevel en sætning, der blev ved at skille sig ud og dukke op.

Det er altid mig, der spørger. 

Det er det nu ikke. Hvis jeg skal være ærlig. Der er masser af gange, hvor jeg er den, der bliver spurgt. Og jeg nærer slet ingen tvivl om, at mine veninder vil mig. Men jeg tror dog alligevel, at jeg “vinder”, hvis der nogensinde er nogen, der laver et regnskab over, hvem der tager mest initiativ. Og det gør lidt ondt. Og sender mig samtidig direkte tilbage til alle de gange, hvor jeg har følt mig udenfor og forkert. Og hvor jeg ikke måtte være med. Hvilket egentlig førte mig direkte videre til den næste gennemgående følelse – frygt.

Dag 266, år 2 – Alene

Jeg er bange for at miste. Jeg er bange for, at alt det jeg har kæmpet for at opbygge og al den kærlighed – som jeg gerne indrømmer, at jeg er dybt afhængig af, fordi det er den eneste, udover min families, som jeg har – vil forsvinde. For så ved jeg ærlig talt ikke, hvad jeg skal gøre.

Jeg har altid følt mig lidt alene. Lidt forkert. Lidt på kanten. Men i løbet af det sidste halvandet år, har jeg følt mig mere rigtig end, jeg nogensinde har følt mig før. Jeg har følt, at jeg hører til. At dem jeg holder af og elsker, elsker og holder af mig, fordi jeg er, som jeg er. Jeg har følt mig langt væk fra kanten, og meget mere midt i midten. Og der vil jeg gerne blive ved med at være. Men jeg ved også, at det kommer jeg ikke til. Livet i 20’erne er flygtigt. Det er en tid fuld af forandring, og det liv man lever i dag er ikke nødvendigvis det liv, man lever i morgen. Det er både det, der gør 20’erne til noget af det mest fantastiske, men også til noget af det sværeste. For jeg ved god, at mine venskaber ikke kommer til at blive ved med at være, som de er nu. Og selvom jeg synes, jeg udvikler mig, endelig har fundet min rette hylde og er på vej hen et sted, så føles det alligevel som om mine veninder bevæger sig lidt hurtigere end mig. Og det gør det nogle gang lidt svært at trække vejret. For hvad hvis de alle sammen bevæger sig for langt væk?

Det hele er stadig lidt rodet. Og det er jo, som I kan se, heller ikke bare en ting, der fik mig til at råbe af ovnen. Det er både fortidsshit, nutidsshit og fremtidsshit. Og der er nok egentlig ikke rigtig så meget at gøre ved det andet end at trække vejret ned i maven, give mine tanker plads og lytte til mig selv. Det er dog bare lidt svært, når en anden insisterende stemme bliver ved med at råbe op.

Nogle gange kunne det bare være rart, hvis jeg ikke altid selv skulle sørge for, at jeg har planer for weekenden. 

Men det er nok utopi. Og nok utopi for de fleste. Medmindre du er en af de der bloggere, der viser deres sokker frem, måske.

 

 

Fortællingen om At Være Ung og Fri

Her på den seneste har der været rimelig meget tudepudesnak på bloggen, og det skal der også være plads til. For det fylder. Men der er nu også rigtig meget andet, der fylder. Ting der fylder godt. Ting, som gør mig glad, mennesker, der får mig til at smile og dage, der bare er helt almindelige, men gode. Det skriver jeg bare ikke så meget om.

Men den sidste halvanden uges tid har faktisk været så fyldt med sjove, gode og fine ting, at jeg bliver nødt til det. Det har nemlig resulteret i en underfundig følelse, en følelse, der lugter lidt af lykke. Den har luret længe i baggrunden af mit liv og alle mine mange sociale aftaler og slog først rigtig til, da jeg i sidste uge mødtes med min gode veninde Anne for at indtage meximad på BlueTaco I Blågårdsgade. På vej derhen stoppede vi op på midten af Dronning Louises bro for at tage billeder, som de Instagrampiger vi er.

image

Dag 224 – Da lykkefølelsen ankom

Og lige der i den kølige forårssol, der var ved at gå ned, var jeg lykkelig. Lykkelig for, at jeg trods tung livsbagage, intet fast job og en god portion hjertesorg og kærlighedsabstinenser, har et godt liv. Et liv fyldt med veninder, der elsker at være sammen med mig, et liv hvor jeg er fri, ung og smuk, et liv hvor jeg mere eller mindre kan gøre, hvad jeg vil, når jeg vil. Et liv, der er helt mit eget.

Jeg havde dog ikke forventet, at jeg som 26 år og ni måneder skulle være der. Jeg havde troet, at jeg ville være godt på vej mod at kreere min egen familie, at jeg ville have et fast job og en god løn. At jeg ville være settled. Og det er jeg på ingen måde, hvilket i perioder har irriteret og skuffet mig grænseløst. Men nu ser det ud til, at jeg har fundet ro i det. At jeg har embracet og accepteret det, og at jeg faktisk slet ikke har lyst til at være noget andet sted end her.

image

Dag 225 – Der hvor blomsterne dufter

Her, hvor jeg spontant kan køre hjem til en veninde og drikke en flaske rødvin på en torsdag, her hvor jeg uden bekymringer om hentetider, deadlines og aftensmad kan melde mig til spændende arrangementer og kurser, her hvor jeg uden varsel kan tage til Nord-Norge og forelske mig i et rensdyr, her hvor jeg helt selv kan bestemme, hvordan og hvor mange lysestager, der skal stå i vindueskarmen og om hvorvidt, jeg skal have mig et plankebord, der fylder hele stuen, her hvor jeg kan spise grilled cheese i sofaen til afsnit efter afsnit af House Of Cards og her, hvor jeg kan fylde hele sengen selv eller invitere, hvem end jeg lyster ned i den.

image

Dag 230 – Eller morgenmad, det kan man også invitere med i seng.

Det er her jeg er lige nu, og jeg er endelig for alvor begyndt at nyde det. Nyde at være ung og fri og så endda i København, min by.

image

Dag 229 – Min by.

Fortællingen om At Være Alene-Alene Og Så Alligevel Ikke

Jeg har nu været tilbage i min lejlighed i to uger, og jeg er så småt ved at vende mig til at være alene igen. Og med alene mener jeg i den fysiske forstand. Det faktum, at jeg er a.l.e.n.e – alene arbejder jeg stadig på. Det er nemlig noget, jeg nærmest aldrig har været. Jeg har mere eller mindre haft en kæreste, siden jeg var 14 år gammel. Ikke den samme vel og mærke, men jeg har haft en. (Noget jeg vist også lige har nævnt i forbifarten her og her) En der fyldte mig op og som var en del af mig og min person. Der har altid været en lige efter Amalie. Amalie og Dit kommer senere, Amalie og Dat har været i teatret, Amalie og Dut skal ud at rejse. Og nu, for første gang i knap 12 år er jeg helt alene.

Jeg var selvfølgelig alene og single, da jeg tog afsted på min lange rejse. Det blev jeg, da jeg grædende og snottende sagde farvel til Den Lyshårede Fodboldfyr i Kastrup Lufthavn og forlod Danmark, ham og vores liv. Vores verden. Men det er først nu, hvor jeg er tilbage i mit eget normale liv, at jeg rigtig mærker det. Mærker og forstår, at det er det jeg er. Alene. Helt alene i mig selv. Og så alligevel er jeg det ikke.

For vi taler stadig sammen. Fodboldfyren og jeg. Det er stadig ham, jeg ville ringe til, hvis der skete noget forfærdeligt eller noget helt vildt sjovt. Det er stadig ham, der næsten er alt. Og så alligevel ikke helt.

Forleden korresponderede vi over snapchat (jeg hedder forresten Amalie FR på snapchat, så I følger bare, hvis I har lyst) og han sendte mig en selfie.
Og jeg ved ikke, om det var lyset, min egen træthed eller noget tredje, men han så underlig ud. Eller altså, han så ud, som han plejer, men så alligevel ikke. Først kunne jeg ikke finde ud af, hvad det var, men efter noget tid gik det op for mig, at det måske var fordi jeg for første gang så ham, som den han er. Som den andre ser ham som og ikke som min store og eneste kærlighed. Og det gjorde mig på den ene side enormt trist, og på den anden side også fortrøstningsfuld.

stormfuld

Dag 193 – Solen titter frem.

Trist fordi den realisering gør det endnu tydeligere, at det her ikke bare er en ond drøm. Vi er ikke sammen længere og skal heller ikke være det. Og fortrøstningsfuld fordi det at se ham i sådan et lys måske kan gøre det lettere at blive ved med at kende ham. At beholde ham i mit liv. Det skal nemlig ikke være nogen hemmelighed, at selvom jeg ikke vil og ikke kan være sammen med ham, stadig har allermest lyst til at kaste mig i armene på ham, når jeg ser ham. Og det er ligesom ikke særlig progressivt for hele getting-over-him-and-him-over-me-udfordringen. Men samtidig er der ingen af os, der har lyst til ikke at ses, ikke at snakke, ikke at kende hinanden.

Så jeg håber og har nu fået lidt mere tro på, at vi en dag kan se på hinanden uden, at det gør ondt. Uden at føle, at det måske er en fejl. Uden at være lige ved at række ud og så ikke gøre det.

Men uanset, hvad vores forhold ender med at blive til, skal jeg stadig lære at stå på egne ben. Lære at være alene, vende mig til, at der ikke kommer nogen lige efter Amalie. Og det er, hvad det meste af min tid går med i øjeblikket.

Jeg forsøger at finde ud af, hvem jeg er uden en kæreste. Uden ham.
Jeg har veninder på besøg. Jeg rykker rundt på møblerne. Jeg planlægger og drømmer om, hvordan mit nye liv skal være. Jeg spiser pizza i nattøj, mens jeg ser Greys Anatomy. Jeg ligger vandret i sengen og vender mig så hele madrassen bouncer.
Jeg er mig, Amalie. Hvem end hun så er.

comiseng

Dag 196 – “Single Life, I’m embracing you.”