Fortællingen om Verdens Stærkeste Pige Or The Story About The Strongest Girl In The World

*** SCROLL DOWN TO READ; THE STORY ABOUT THE STRONGEST GIRL IN THE WORLD ***

Igår besøgte jeg en boghandel. Ikke fordi jeg på nogen måde mangler bøger, men fordi jeg nærmest ikke kan gå forbi en boghandel uden lige at kigge indenfor. Det kunne jo være, man fandt en sand juvel.

Normalt er jeg ikke videre heldig, når det kommer til juveler, hverken ægte eller metaforiske, og jeg ender derfor ofte mine boghandelsbesøg med enten endnu en Haruki Murakami bog eller tomme hænder.
Men igår var jeg heldig. Midt mellem bøger om arkitektur, madlavning og om, hvordan monogami er den eneste rigtige vej frem, stødte jeg på ingen ringere end selveste Pippi Langstrømpe.

Hun befandt sig i en kasse med ligesindede gamle grammofonplader og smilede op til mig sammen med Hr. Nilson. Først fandt jeg det bare pudsigt – hvad fanden lavede en svensk plade med Pippi Langstrømpe i Chiang Mai? Det var da besynderligt og underligt og lidt fjollet – for hvem ville dog købe den?

Men så fandt jeg det mere som om det var meant to be.
Det skete nogenlunde samtidig med, at jeg samlede pladen op og kiggede
på Pippilotta Viktualia Rullgardinia Krusemynta Efraimsdotter Langstrømpe og hendes skæve smil.

Det var som om, hun talte til mig. Som om hun med sit smil forsøgte at fortælle mig, at hun havde ventet på mig. At grunden til at hun lå der i en kasse med gamle grammofonplader i en boghandel i Chiang Mai, var så netop jeg kunne finde hende og dermed få lidt af hendes styrke.

Jeg er dog ret sikker på, at den følelse ikke ville have overrumplet og overmandet mig, hvis ikke jeg i forvejen følte, at frygten for at vende hjem langsomt var begyndt at snige sig ind på mig eller hvis ikke jeg havde gjort mit forarbejde. Et forarbejde som nu føltes langt mindre tilfældigt end før.

Og med forarbejde mener jeg, at jeg under denne rejse har læst den nyeste og bedste biografi om Astrid Lindgren, og dermed fået en voksen indsigt i en af mine yndlings børnebogskarakterer. En karakter, som ifølge forfatteren selv blev skabt som et oprør mod voksnes tyranni mod børn og for samtidig at give de små poder troen på, at de var gode og stærke nok præcis som de var.

Og det var nøjagtig det, som Pippi nu forsøgte at formidle til mig gennem pladecoveret. At jeg er god nok og at jeg er stærk. Præcis som den jeg er.
Og ikke mindst, at jeg nok skal klare det, også når jeg vender hjem til hverdagen og alt, hvad den så end måtte indeholde.

Det var i hvert fald det, som jeg tænkte og følte, da jeg besluttede mig for at erhverve mig albummet, også selvom jeg ingen pladespiller har derhjemme og heller ikke taler eller synger svensk.

Men følelsen var der og den blev kun stærkere, da jeg et par minutter senere kørte væk med verdens stærkeste pige i min rygsæk og et stort smil på læben. Jeg er nemlig sikker på, at vi får det godt sammen, mig og Pippi.

pippi

Dag 131 – Verdens stærkeste pige.

 

The Story About The Strongest Girl In The World

Yesterday I went to a bookstore. Not because I any way needed more books, but because I simply can’t walk by a bookstore without looking inside. I mean, what if I found a jewel?

Normally though I’m not that lucky, I rarely find any metaphorical or real jewels, and therefore mostly just end up with a new Haruki Murakami book or nothing at all.
But yesterday I was lucky. In the middle of books about architecture, cooking and about how monogami is truly the only way, I came across no other than Pippi Longstocking. (If you have no idea who that is get one by reading this)

She was hanging out with some other old records and smiled at me with Mr. Nelson on her shoulder (Mr. Nelson is her monkey. She also has a horse, that she sometimes carries around, since she is the strongest girl in the world and sometimes likes to show off)
At first I found it odd – what the hell was an old swedish record with Pippi Longstocking doing in Chiang Mai? That’s just weird and who would want to buy it?

But then I saw at as kind of meant to be. That happened around the same time as I picked up the record and looked at Pippilotta Viktualia Rullgardinia Krusemynta Efraimsdotter Longstocking and her crooked smile.
It was as if she was trying to tell me something, as if she through her smile tried to let me know that she had been waiting for me, that the reason she found herself in this bookstore in Chiang Mai was so that I would find her and in that way get some of her strength.

I am fairly certain though that the feeling wouldn’t have overwhelmed me if another feeling weren’t starting to creep up on me – the feeling of fear of returning home. But also it probably wouldn’t have overwhelmed me if I hadn’t done my homework before hand.
A kind of homework that at that moment didn’t feel coincidental at all.

And by homework I mean reading the newest and best biography about the author behind Pippi Longstocking, Astrid Lindgren.
By reading it during my travels I had gotten an adult insight into one of my favorite childrens books characters. A character that was created to rise up against the kind of tyranni only adults can expose children to. And also to let these kids know that they were good and strong just the way as they were.

And that was exactly what Pippi Longstocking was trying to convey to me through the album cover. That I am good and that I am strong, just the way I am. And that I will continue to be that when I return home to my everyday life, no matter what that might entail.

At least that’s what I thought and felt when I decided to buy the album, even though I dont have a record player at home and dont speak or sing Swedish either.

But the feeling was there and it only got stronger when I a couple of minutes later drove away with the strongest girl in the world in my backpack and with a big grin on my face.
Cause I’m sure Pippi and I will have a great time. Together and forever.

pippi

Day 131 – The strongest girl in the world. 

Ting Jeg Skal I Danmark Or Things I’m Going To Do In Denmark

*** SCROLL DOWN TO READ; THINGS I WILL DO IN DENMARK ***

I dag har det været et underligt vejr. Det blæser og solen har næsten ikke været fremme. Og nu regner det sgu også. Normale mennesker ville sikkert synes det var irriterende, og jeg skal da heller ikke kunne sige, at jeg ikke også vil synes det er pænt frustrerende lige om lidt at skulle ud og sidde på en scooter i øs pøs regnvejr, men lige nu nyder jeg lyden af regnen, der falder, mens jeg tænker på alle de ting, jeg skal, når jeg kommer hjem den 28. december.

  • Kramme alle mine veninder, venner og famile virkelig meget.
  • Kramme og nusse og pusse og kysse min kat så meget, at den med garanti løber hjemmefra.
  • Spise rugbrød en masse.
  • Gå i Netto. Og i Irma.
  • Mærke vinterkulden på mine kinder.
  • Kigge på regnen, der siler ned udenfor og tænde stearinlys.
  • Spise romkugler.
  • Spise ægte lasagne og frikadeller og hakkebøffer og risalamande og smørrebrød.
  • Kramme mine veninder igen. Og sladre og snakke og tale. Og kramme lidt mere.
  • Nusse og putte og fjolle med de sødeste søde venindenevøer og venindeniecer.
  • Holde filmaften med den dejligste lillebror, der findes.
  • Lave mad til den flinkeste og sjoveste mormor.
  • Bare generelt gå amok som kok.
  • Kigge ud ad vinduet og se sneen falde.
  • Cykle gennem mit København.
  • Nyde at komme indenfor i varmen igen.
  • Besøge Grød, Madklubben, Coffoco, Torvehallerne, Jægersborggade, Vesterbro, Frederiksberg, Valby, Nørrebro og Amager.
  • Endelig hente de labre cookies jeg vandt hos Leckerberg lige inden jeg tog afsted.
  • Se DR’s søndagsserie i familiens skød.
  • Kramme min mor.

Og inden jeg smutter ud i regnen, så får I altså lige den her med. Enjoy!

cph

København ❤

Things I’m Going To Do In Denmark

Today’s been weird, weather wise. It’s windy and the sun hasn’t really been out. And now it’s raining, like really pouring down. Normal people would probably find it annoying, and I’m not saying that I wont be one of them, when I’m getting on my scooter in a few minutes, but right now om enjoying it. I love listening to the rain and today the rain made me think of all the things I’m going to do when I go back home on the 28th of December.

  • Hug all of my friends and my family. A lot.
  • Kiss and hug og cuddle my sweet cat so hard that it’ll probably run away.
  • Eat a loads of rye bread.
  • Go to the supermarket and smile.
  • Feel the cold of winter on my cheeks.
  • Look out at the rain and light candles.
  • Eat rum balls.
  • Eat real lasagna and danish pork meatballs and danish rice pudding and danish open-faced sandwiches.
  • Hug my friends some more. And then gossip, chat and talk and then hug again.
  • Cuddle and kiss the sweetest friend-niece and friend-nephew.
  • Have a movie night with the best littlebrother in the world.
  • Cook dinner for the funniest and nicest grandmother there is.
  • And just go bananas in the kitchen.
  • Look out the window and see the snow falling.
  • Bike through my Copenhagen.
  • Enjoy going inside where it’s warm again.
  • Visit all of my favorite restaurants and places.
  • Finally go collect those gourmet cookies that I won at Leckerberg’s right before I left.
  • Watch the Sunday night tv-show with my family.
  • Hug my mum.

And I wont venture out into the rain before giving this one to you. Enjoy!

cph

Copenhagen ❤

Fortællingen om Stolthed Og En Hippeworkshop Or The Story Of Pride And A Hippie Workshop

*** SCROLL DOWN TO READ; THE STORY OF PRIDE AND A HIPPIE WORKSHOP ***

Jo længere tid jeg rejser, jo mere hippiemodtagelig bliver jeg. I Ubud på Bali deltog jeg i det ene mærkelige foredrag og yogatime efter det andet og sugede for det meste alting til mig. (Bortset lige fra det der med, at man godt kan leve af vand og solens stråler alene, som jeg skrev om her)
Tror seriøst ikke på, at man kan leve hele sit liv uden romkugler.

Men jeg er totalt nede med det der lad-os-taaale-om-vores-føøølelser halløj, meditation, yoga og underlige workshops, hvor man skal stirre ind i ansigtet på komplet fremmede mennesker og derefter sige noget dybt. Eller det er jeg i hvert fald blevet. Og det var præcis det, jeg gjorde, da jeg i sidste uge spontant sagde ja til at joine min nye Chiang Mai Besti og prøve sådan en underlig føle-føle workshop af.

Workshoppen fandt sted i lokalerne på stedet som efterfølgende er blevet mit favorit hangousted i Chiang Mai, The Tea Tree Cafe. Her kan man udover at spise lækker vegansk mad og drikke powersmoothies deltage i alverdens sociale arrangementer, blandt andet workshops, som har det formål at skabe instant connections mellem deltagerne.

teatree

The Tea Tree Cafe

 

Og det blev der da virkelig også. Efter halvanden times tid i en lageragtig bygning, hvor eftermiddagssolen skinnede ind på os havde jeg lært otte mennesker bedre at kende, end jeg nogensinde kom på de fleste af mine medstuderende på universitet.

For ud over at glo hinanden dybt i øjnene, blev vi også bedt om at fortælle den vi stod overfor, hvad vi mindst havde lyst til at fortælle dem, om hvad de ville vide, hvis de kendte os virkelig godt og hvad vi havde gjort eller opnået, som vi var virkelig stolte af. Mens den anden fortalte, måtte man ikke sige noget eller reagere, og det var heller ikke meningen, at man skulle komme op med et svar på det, der blev fortalt til en. Noget der egentlig var helt vildt befriende, når man først havde vænnet sig til det.

workshop

Dag 127 – Smukt lys og smukke tanker til hippie workshoppen

 

Det mest befriende var dog at få lov til at tænke over og svare på, hvad der lige nu gjorde mig mest stolt. Inden det spørgsmål kom på banen havde jeg blandt andet skulle liste alt, hvad jeg virkelig elsker ved mig selv, og der havde jeg blandt andet nævnt, at jeg elsker mig selv for at være taget afsted på denne rejse og for at have turdet. Et svar som jeg var næsten lige ved at gentage, da spørgsmålet om stolthed blev stillet. Men jeg stoppede op og brugte lidt længere tid på at overveje, hvad det egentlig er, som jeg er stolt over. Og så kom det.

Jeg er stolt over, at jeg var stærk nok til at gå. At forlade en som jeg elskede og stadig elsker ufattelig højt, men som det ikke er meningen, at jeg skal være sammen med. Jeg er stolt over, at jeg kunne. At jeg kunne få mig selv til det velvidende, at det på ingen måde ville være let, men snarere hjerteskærende hårdt. Det er jeg stolt af, både for ham og for mig.

Lige efter at de sidste ord havde forladt min mund skete der noget, som jeg også er ret stolt af eller i hvert fald meget glad og taknemmelig for. Pigen, der stod overfor mig begyndte at græde og omfavnede mig, hvilket fik mig til at græde og gengælde omfavnelsen. Og så stod vi der, to mennesker, der for lidt siden intet havde vidst om den andens eksistens, og krammede og græd.

Det er jeg også stolt af.

 

stolthed

Dag 117 – De første tanker om stolthed kom selvfølgelig på havet. Jeg lagde bare ikke helt mærke til dem der.

 

The Story of Pride And Hippie Workshops 

The longer I travel for, the more hippie embracing I get. In Ubud in Bali I went to one weird lecture and yoga class after the other, and most of the time I just took it all in. Though not the lecture about how it actually is possible to just live off of water and sunlight alone.
I seriously don’t believe that it’s possible to live your entire life without cake.

But I’m totally down with the whole lets-talk-about-our-feelings shit, mediation, yoga and weird workshops, where you have to stare into a complete strangers eyes and afterwards say something profound.
And that was exactly what I did last week when I said yes to join my new Chiang Mai Besti and give that whole touchy feely workshop a go.

The work shop took place in what has since become one of my favourite hangout places in Chiang Mai, The Tea Tree Cafe. Here you can eat delicious vegetarian and vegan food, drink power smoothies and also take part of cool social activities and workshops, some of them with the sole purpose of creating instant connections between the participants.

teatree

The Tea Tree Cafe

 

And instant connections was certainly made. After an hour and a half I had gotten to know 8 people better than I did most of my fellow students from college. Because we didn’t just stare into each others eyes, we were also asked to answer different questions and to tell the answers to the person we were currently facing.
For instans we had to tell one of the other participants the one thing we really didn’t want to tell them and then afterwards get to listen to their answer. Other questions and answers that moved me were questions like; If you really knew me you would know and What I’m most proud of is.

While you were listening to the other persons answer you weren’t allowed to respond and in most cases the teacher didn’t want us to say anything even after the tale was over, something I found difficult in the beginning but fairly liberating at the end.

workshop

Day 127 – Beautiful light and beautiful thoughts at the hippie workshop

 

But the most liberating was actually to get the time and room to think about what I’m most proud of. Before that question was posed, we all had to list all of the things that we love about our selves, and I of course mentioned, that I really love my self for going on this journey. An answer that I almost repeated when I had to answer the question about pride.
But I paused and let myself think a little harder about what I actually really was proud of. And then it came to me.

I am proud that I was strong enough to walk away. To leave a person that I loved and still love very much, but who I’m not supposed to be with.
I am proud that I could make myself do that knowing that it wouldn’t be easy, but rather heartbreakingly difficult. I’m proud of that. Not only for me, but for him too.

And right after the last word had left my mouth something happened that I’m also kind of proud of or at least happy anf grateful for. The girl that stood in front of me began to cry and embraced me, which made me cry and hug her back. And there we stood, two people that a short while ago had no idea that the other one existed, and hugged and cried.

That I’m proud of too.

stolthed

The first thoughts about pride actually came while on the ocean. I just didn’t realize it then.

 

 

Snapshots fra En Hverdag i Asien Or Snapshots From The Everyday Life in Asia

Det er kedeligt at være syg, især når man ikke er syg nok til bare at sove fra det hele, men samtidig er for syg til rigtig at lave noget. Sådan har jeg det lige nu. Jeg håber dog det går væk relativt snart, da jeg både har en del arbejde, jeg skal have færdiggjort og en Hunger Games film, der skal ses med dertilhørende smørpopcorn, hvilket igår fik mig til at klappe i mine små tykke hænder, men lige nu mest giver mig lyst til at kaste lidt op i min tekop, og det var altså overhovedet ikke planen, nå! (Og vi snakker om smørpopcorn her, ikke Katniss Everdeen. Hun styrer for vildt, jo)
Såøh, sygdom? Fis lige ud af min krop, tak.

For at underholde mit utålmodige sind lidt, har jeg forsøgt at lave en snapshot liste fra en hverdag i Asien. Og selvfølgelig også for at underholde jer, kære læsere. Mest det. Så scroll ned og kig på billeder af grisehår på pose, elektroniske toiletter og moderkageansigtgscremer. You’re welcome.

***

I’m too sick and too tired to translate all those words I just wrote in Danish. I am very sorry. But I will translate all the fabulous captions on the pictures below. The pictures are part of a snapshot list that hopefully will let you know how the everyday life in Asia is like. Ha! I’m kidding. It’s just funny pictures of weird stuff I found on my way through this magnificent continent. You know like pigs hair in a bag, electronic toilets and placenta facial creams. You’re welcome.

SVUPPER

Når man endnu en gang har glemt, at man ikke må smide toiletpapir i tønden og derfor må ud og anskaffe sig og køre hjem med noget, der ligner en rekvisit fra Dexter // When you once again forgot that you aren’t supposed to throw toilet paper down the toilet and as a result have to get up and buy something that mostly just looks like a prop from Dexter.

KYLLINGEBOMBE

De kalder mig Bombe. Kyllinge Bombe. // They call me Bomb. Chicken Bomb.

hellokitty

Hello Kitty is every-fucking-where.

VÆGTLØFTNIING

Når man opdager, at Supermand tilsyneladende træner i den lokale park og har glemt sit udstyr der. // When you find out that Superman apparently works out in the local park and has forgotten his equipment.

VÆGT kopi

Når man handler ind i 7/11 eller shopper i et af de mange storcentre og pludselig får en ubeskrivelig trang til at vide, hvad man helt præcist vejer, så er det godt, at de her står overalt i Thailand. // When you are doing some shopping in a 7/11 or in one of the many shopping centers and you suddenly get an unfathomable need to know exactly how much you weigh, it’s a good thing that these things are everywhere in Thailand.

togokaffe

Når man i Malaysia beder om sin kokossmoothie to go. // When you are in Malaysia and ask for your coconut smoothie to go.

TOILETPAPIR

Forventede en udsøgt toiletpapirs oplevelse. Fik en helt almindelig. Svært skuffet. // Expected an amazing toilet paper experience. Got a totally normal one. Really disappointed.

 

GRIS

Gjorde det ikke, men havde lyst til at lukke dem ud og løbe ud i rismarkerne med dem. // I didn’t do it, but I really wanted to let them out and run into the rice fields with them.

BESTILLING

“Vi undskylder forsinkelsen, men vores bud blev ramt af en mindre flodbølge på vejen.” // “We apologize for the delay, but the delivery guy got hit by a small tsunami in the way over.”

barnesøæde

Når man skal tisse og der ingen er til at holde babyen. // When you have to pee and there’s no one to hold the baby.

placenta

Apropos babyer, så bør alle da vist få købt sig sådan en moderkageansigtscreme, hva?! // Speaking of babies – Everyone would totally want one of these placenta facial cremes, right?

MUNKE

Ja, selv munke kan nogen gange have brug for en smartphone. // Even munks will sometimes be needing a smartphone.

ko

Og selv køer har nogle gange brug for en stranddag. // And even cows will sometimes need a day on the beach. 

BØRN

Vietnamesiske børn får alle danske rollinger til at virke som små arrogante røvhuller. // Vietnamese children make Danish kids seem like tiny arrogant assholes.

grisehår

Grise…hår? // Pigs…hair?

buddahhund

I modsætning til i Europa, kan de I Asien kan de godt lide at give deres statuer tøj på. // In Europe we like our statues naked. In Asia they love to dress them up.

Fortællingen om Lanterner Og Tændte Lys Or The Story Of Lanterns And The Act Of Lighting Candles

*** SCROLL DOWN TO READ; THE STORY OF LANTERNS AND THE ACT OF LIGHTING CANDLES ***

Som I måske har opdaget via det fantastiske medie Instagram er jeg ikke længere i Vietnam. I mandags tog jeg nemlig flyet fra Hanoi til Chiang Mai (dog med et lækkert (not) ophold på otte timer i Bangkoks famøse (not) lufthavn). Og Chiang Mai er udover at være mit sidste stop også den destination, jeg har glædet mig rigtig meget til. Det er nemlig her, de går allermest lanterneamok, når hele Thailand fejrer Loi Krathong festivalen, som går ud på, at man via flydende små lanterner og svævende store giver slip på den vrede, sorg og de synder, man har opbygget i løbet af året, der snart er ved at lakke mod ende.

flydende

Dag 119 – Flydende ønsker

Tanken, synes jeg, er meget smuk og lige noget for en ritual- og lanterne elskende person som mig, så i løbet af den tre dage lange festival gik jeg amok i lanterner, lys og ønsker om et bedre år og et bedre liv. (Man må/skal nemlig også fremsætte et ønske, når man giver slip på sin lanterne) Og særligt en oplevelse har sat sig fast i mig efterfølgende.

For selvom det både var fantastisk og smukt at tænde min flydende lanterne og sende den ned langs floden, og selvom det var smukt og overvældende, at give slip min helt egen svævende lanterne og se den stige til himmels og joine alle sine lysende venner deroppe, var det faktisk den simple handling at tænde tre lys, som for alvor fik mig ned med nakken. Tudenakken, that is.

lettinggo

Dag 120  – I’m letting you go

Jeg besøgte omkring tre forskellige templer i løbet af festivalen, hvor jeg det ene sted tændte og sendte en flydende lanterne ned af floden og det andet sted tændte og gav slip på en stor, smuk, hvid lanterne og så den stige til vejrs og håbede på, at den tog alle mine sorger og ønsker om et bedre liv med sig. Men ved det tredje tempel gjorde de sig mere i stearinlys. De var overalt og varmen fra dem gjorde alle helt røde i kinderne.
Jeg havde egentlig ikke tænkt mig selv at tænde et lys, men da jeg så det store flammehav af ønsker, kunne jeg slet ikke lade være. Men i stedet for bare at købe et, besluttede jeg mig for tre. Et for de døde, et for de levende og et for mig.

flammehav

Et flammehav af ønsker

Og da jeg stod der med de tre lys, som alle var søndagslys, (her vælger man nemlig lys ud fra den ugedag, man blev født) fik jeg en klump i halsen.
En klump, der kun blev større, da jeg hviskende sagde min fars, mine onklers og min morfars navne højt og samtidig tændte et af lysene for dem. En klump, der kun blev større, da jeg med bævende stemme takkede alle dem, som elsker mig og som er der for mig og derefter tændte et lys til ære for dem.
Og en klump, der igen blev lidt mindre, da jeg halvhulkende, som et mantra messede; “Du er fantastisk. Du er klog. Du er smuk. Du er det værd. Du er dig, og det er okay. Jeg elsker dig,” og derefter tændte et lys til for mig selv.

Fuck lanternerne. Lysene var the shit.

lys

Dag 121 – De tre lys

 

The Story of Lanterns And The Act of Lighting Candles 

As some of you may have realized due to The Amazing Instagram, I am not in Vietnam anymore. Monday I hopped on a plane from Hanoi to Chiang Mai, and besides being my last stop on my journey, Chiang Mai is a place I’ve been looking forward to seeing ever since I started planning my trip. The reason for that is, that Chiang Mai is the place to be during the Loi Krathong Festival, that is celebrated out trough all of Thailand. Here they go lantern crazy, and let go of hundreds of floating lanterns while also letting go of the anger, sorrow and the sins that has build up during the year, that has now come pass.

flydende

Day 119 – Floating wishes

I find the idea immensely beautiful, and since I’m truly a sucker for both rituals and lanterns I fully embraced lighting lanterns, letting them go and wishing for a better life during the three days that the festival lasted.
But even though I loved lighting my beautiful floating lantern and letting it float down the river, and even though is was both amazing and I was full of awe when I sent my big, white lantern up in the air and watched it join the others in the big, dark sky, there is especially one other ritual I took part of that I think will forever stay with me after I leave this beautiful place and return home.

lettinggo

Day 120 – I’m letting you go

During the festival I visited 3 different temples. In the first one I lit and sent a lantern down the river and in the second one it was the big white sky ones turn. But at the third place they were more into candles than lanterns which resulted in a sea of lit candles that made everyone’s cheeks all red and warm. I actually hadn’t planned on lighting any candles, but when I saw the sea of flaming wishes, I couldn’t help my self. But instead of just buying one, I decided to get 3. One for the dead, one for the living and one just for me.

flammehav

A flaming sea of wishes 

And when I stood there with the 3 candles I got a huge lump in my throat. A lump that only got bigger when I whispered the names of my father, my uncles and my grandfather and lit a candle for them. A lump that only got bigger when I with a trembling voice thanked everyone who I know loves me and are there for me and lit a candle for them too. A lump that got a little less big when I half sobbing half chanting said; “You are amazing. You are smart. You are beautiful. You are worth it. You are you and that is okay. I love you”, and thereafter lit yet another candle in honor of my self.

Fuck the lanterns. The candles was the real shit.

lys

Day 121 –  Three candles

Ting Jeg Har Lært or Things I’ve Learned

**SCROLL DOWN TO READ; THINGS I’VE LEARNED**

scooter

  • Medmindre man synes, at en lille insektsnack eller to bare er the shit, så skal man lade være med at smile med åben mund, når man kører på scooter og- eller motorcykel.
  • Hvis man vil over vejen i Asien, skal man bare gå over. Også selvom 20 scootere er på vej mod en.
  • Jeg er åbenbart mindre kryb-venlig end jeg lige havde troet. Edderkopperne på mit teenageværelse eller i dukkekrogen i børnehaven kunne snildt fjernes med støvsugeren eller slåes ihjel med en plastikgryde. Asiens versioner af kriblekravle edderkopper (der har horn?!) og tre meter lange slanger, der stroller forbi med en flyt-dig-lige-attitude er altså i en helt anden liga = forestillingen om at bo i en fin lille bungalow ved stranden er skiftet ud med hede fantasier om betonhøjhuse.
  • Det er helt vildt morsomt, når man spørger thailændere om noget på engelsk. Sådan helt tårevædende hvad-regner-du-dog-med-lille-hvide-dame?
  • God kundeservice i Vietnam er lig med, at ekspedienterne står og ånder en i nakken, mens man kigger på deres træfigurer.
  • Når en ladyboy bus-stewarddesse siger, at man skal sætte sig ned på sit tildelte sæde og ikke under nogen omstændigheder forsøge at skifte til en vinduesplads, selvom der er omkring 10 af dem ledige, så sætter man sig ned på sin tildelte plads og forsøger ikke under nogen omstændigheder at skifte til en vinduesplads.
  • I Asien kan man købe Valium uden recept.
  • Valium er virkelig nice på lange busture med emsig ladyboy bus-stewarddesser.
  • Indiske teenagepiger på Thailandstur går ikke i bad eller bruger deodorant, men har alligevel ingen skrupler ved at bo på værelse med ti andre mennesker med normalt fungerende næser.
  • Alle i Asien har en ven, der er har/er en god restaurant/skrædder/butik/cafe/visumfabrikant/fyld selv på…

Things I’ve Learned 

scooter

  • Unless you think a small insect snack would be the shit, dont ride your scooter with a big open mouthed smile on your stupid face.
  • Even if 20 scooters are heading in your direction – if you wanna cross the road in Asia just cross the road.
  • Apparently I’m much less of a creepy crawly lover, than I thought. The spiders in my teenage room in the basement or in the play nook at kindergarten could easily be removed my the vacuum cleaner or be killed off with a play spatular. The Asian versions of the creepy crawly spiders (with freaking horns?!) and the 3 meter long snakes just strolling past you with a get-out-of-the-way-atttitude is something completely different = My dream of staying in a small bungalow at the beach has now been changed to a strong desire to live in something very tall and made of concrete.
  • It’s really hilarious when you ask thai-people something in English. You know the kind of totally tear inducing what-are-you-thinking-silly-white-woman-hilarious.
  • In Vietnam good customer service consists of breathing down the customers neck while they look at the merchandise.
  • When a lady boy bus steward says that you have to sit down in your assigned seat and under no circumstance must try to change to a window seat even though there’s like 10 of them available, you sit down in your assigned seat and do not under any circumstances try to switched to a window seat.
  • In Asia you can buy Valium without a prescription.
  • Valium is really nice when you’re on long-haul bus trips with pissy ladyboy bus stewards.
  • Indian teenage girls on trips to Thailand apparently dont shower or use deodorant even though they share a room with 10 other people with fully functioning noses.
  • Everyone in Asia has a friend who is or has a /restaurant, tailor, store, cafe, visa-maker/ fill in the rest…

Fortællingen om Transportlykke or The Story of Transportation Happiness

** SCROLL DOWN TO READ; THE STORY OF TRANSPORTATION HAPPINESS **

Selvom jeg lige nu sidder i den hårdeste seng i mands minde (jeg kunne næsten ligeså godt lægge mig ned på gulvet) så går det bedre herover i Asien. Min hjemve er her stadig, og Tristhed popper også indimellem op og prikker mig ihærdigt på skulderen, som en af de der irriterende klassekammerater, der lugtede lidt af tis og bare virkelig gerne ville bytte klistermærker med en. Hele tiden.

Men udover det så går det bedre. Ikke fordi jeg er kommet tættere på en beslutning om, hvorvidt jeg skal komme hjem eller tage videre ud i verden, (min konto siger nej, min mave er tvivlende, mit rejsehjerte råber ja) men fordi jeg igen de sidste par dage har oplevet den der fuldkomne rejeslykke. Den som overmander en og gør det umuligt at lade være at smile stort og bredt.

grønnebjerge

Dag 107 – For eksempel denne udsigt

Jeg har haft mange lykkestunder på min tur, mange små fine øjeblikke, hvor jeg har oplevet noget prisværdigt, mødt fantastiske mennesker og har haft tid og ro til at bare at sidde og suge til mig, nyde øjeblikket og være taknemmelig for, at jeg har muligheden for at gøre det, som jeg gør lige nu. Det er nemlig langt fra alle, der kan det.

Den største rejselykke har jeg oplevet de gange, hvor jeg har været undervejs. Hvor jeg har befundet mig midt imellem to steder og ikke har kunnet eller skullet andet end bare at sidde og opleve. Og sådanne stunder har man i den grad brug for, når man hver eneste dag oplever nye ting og ser nye steder. Dermed ikke sagt, at alle mine transportstunder har været fabelagtige og fantastiske. Jeg har siddet i lidt for mange ukomfortable og lugtende busser uden affjedring fyldt med ofte venlige lokale, der dog bare har et lidt andet forhold til prutter og bøvser i offentlige fora.

Men alt det falmer og bliver glemt, når jeg oplever ren transportlykke (tænk at sætte lykke og transport sammen til et ord…Jesus, en hippie jeg er blevet) For som Ulla Terkelsen lige har sagt til mig i sin lydbogsudgave af “Vi kan sove i flyvemaskinen”

“Folk dvæler under transport”

Det gør vi nemlig, eller det gør jeg i hvert fald. Og når transporten så sker i et bumlende thailandsk tog, hvor vinden blæser ind ad de åbne vinduer, grønne rismarker flyver forbi udenfor, smilende familier tilbyder dig stykker af deres medbragte frugt og et helt andet liv end dit eget udspiller sig i de små landsbyer, du kører forbi, så kan du næsten ikke gøre andet end at smile åndssvagt og med åben mund. Og derefter dvæle og tænke over dit eget liv, hvad du har og hvad du er taknemmelig for, men også bare give plads til at mærke lykken og lade den omslutte dig, inden den ligeså hurtigt forsvinder igen og erstattes af en også helt igennem fin, men almindelige følelse af væren.

togtur

Dag 74 – Den Fantastiske Togrejse

Det er lang tid siden, at jeg tog toget i Thailand og jeg havde næsten opgivet håbet om, at opleve det igen. Følelsen af rejse- og transportlykke. Men så forleden steg jeg op på Mr. Thangs Honda motorcykel og tog med ham og to danske fresh-out-of-highschool-fyre op i de vietnamesiske bjerge. Der kørte vi op og ned ad bjergveje, forbi vandfald og kæmpemæssige grønne og frodige bjerge, som på forunderlig vis mindede mig om min norske farmors fjelde. Og der på toppen af en bakke med 70 kilometer i timen løftede jeg armene op over hovedet, så det næsten føltes som om jeg fløj, alt imens The Scripts “Superheroes” spillede i mine ører.
Lige der ventede lykken tilbage og fyldte mig helt ud.

kingoftw

Flyvelykke

The Story of Transportation happiness 
Even though I’m currently sitting in what must certainly be the hardest bed ever created (I could almost just as well lay down on the floor) things are starting to pick up here in Asia. My homesickness is still here though, and Sadness occasionally pops by and pokes me like that annoying classmate, that kind of smelled like pee and always wanted to exchange stickers. All of the time.

But besides that, things are better. Not because I’ve come closer to a decision regarding if I should return home or continue venturing out into the great big world,(my bank account says no, my gut is doubtful and my travel heart is screaming yes) but because I once again have experienced that complete feeling of travel-happiness. The one that overwhelms you and makes it impossible to not be one big happy smile.

grønnebjerge

Day 107 – This view

I’ve had my fair share of nice and happy moments on this trip, lots of nice moments where I’ve either seen something amazing, met wonderful people and have had the time to just sit and soak everything up, enjoy the moment and to be grateful because I have the means and the opportunity to do what I’m doing right now. Not everyone has that.

The greatest feeling of travel-happiness I’ve experienced so far, has been when I was on the move. When I was going from one place to another and couldn’t and didn’t have to do anything else than to just sit and take it all in. And you need moments like that when all you do for three months is to see new places and meet new people. I’m not saying that all of my transportation moments have been wonderful. At all. I’ve been in way to many uncomfortable and smelly busses with little to no suspension, often filled with friendly locals, that just dont have the same view on when it is and when it isn’t okay to fart.

But all that fades away when I get to experience pure transportation happiness. (I cant believe I just put those words together..Jesus, what a hippie I’ve become) And as a great Danish journalist just wrote in her book “We can sleep on the airplane”

“People linger during transport”

And we do, or I do at least. Especially if the means of transportation is a rakish Thai train where the wind is blowing in from the open windows, rice fields are flying past outside, smiling families are offering you fresh fruit and a whole other life than your own is taking place in the small villages the train is passing – then it’s almost impossible not to sit and smile and linger. To linger and think about your own life, what you have, what you are grateful for, but also to just let the happiness embrace you before it goes away again and are replaced by the nice, but more ordinary feeling of just being.

togtur

Day 74 – The Amazing Trainride

It’s been almost five weeks since I was in that train in Thailand og I had almost given up on experiencing the feeling of travel- and transport happiness again. But then the other day I got on the back of Mr. Thangs Honda motorbike and went with him and two Danish fresh-out-of-high-school guys on a trip up into the Vietnamese mountains. We drove up and down mountain roads, pass waterfalls and giant lush and green mountains that reminded me of my Norwegian grandmothers fjelde.
And there on top of a hill with 70 kilometers an hour I spread out my arms so it almost felt like I was flying while The Scripts “Superheroes” was blasting in my ears. There it was. Happiness.

kingoftw

Flying happiness