Taknemmelighedsrunden #24

1. I mandags overnattede jeg hos min kære søde mormor, og det var ganske hyggeligt, og ikke mindst, og som altid, underholdende. I kan læse mere om hvorfor det er her.

2. Det var også mandag, hvor jeg besøgte min dejlige veninde Louise og hendes ultra dejlige datter, som kalder mig Mal, og som på et tidspunkt kiggede på mig og, som om det var en slags hemmelighed, proklamerede; Vi er piger, mens hun fnes af lykke.

3. Tirsdag topper helt klart denne uges ellers virkelig gode begivenheder på den der helt salige og høhø-agtige måde. Men mere om det i et kommende indlæg.

4. Onsdag var dagen, hvor jeg blev helt sikker på, at jeg i de næste fire uger skal arbejde med madkommunikation og PR for to herre seje mennesker, og jeg glæder mig helt vildt!

5. I torsdags så jeg bedsteveninden for, hvad der på det tidspunkt var trejde gang i løbet af fire dage, og det var ret fantastisk. Specielt fordi vi sidenhen har nået at se hinanden hele to gange til. #friendshiplove

6. Fredag blev tilbragt i Bearnaiselogens skød, og det var intet mindre end fantastisk. Jeg kniber stadig mig selv i armen en gang imellem for at være sikker på, at det er mig, der faktisk er så heldig at have så mange vidunderlige, sjove, seje, flotte og kloge veninder.

7. I går lørdag, var jeg til fest med nogen af de der fantastiske veninder, samt en tredjedel af København i bedstevenindes bofællesskab, og det var en jævnt god fest. Med Dark And Stormys, cigaretter på altanen og en masse fuldemandssang.

8. Og i dag – den dejligste søndag i mands minde – har jeg været sammen med to af de gode veninder. Vi har tilbragt dagen på min sofa sammen med vores venner, Burger, Pomfritter, Chips og Cola og det har været intet mindre end fantastisk. Sådan burde alle tømmermændssøndage være.

Dag 51, år 2 – Når dynen kommer ind i sofaen, så ved man det en alvorlig omgang hygge, man skal i gang med.

Fortællingen om At Være En Rigtig Journalist 

Da jeg begyndte på journaliststudiet i 2011 følte jeg mig mest som en, der snød. En som hverken hørte til eller som var det, som alle vores undervisere fortalte os, at vi var; Smukke, unge mennesker, der var særligt udvalgte og som skulle berige medieverden med vores fantastiske evner inden for journalistik. Nyhedsjournalistik, that is. I stedet, og den følelse har kun taget til i løbet af de fem år der er gået, følte jeg mig som verdens største bedrager.

For det første kom jeg ind på studiet efter at have været på venteliste, fordi jeg akkurat var 0,25 point fra at komme ind i første runde. Og derfor føltes det der “særligt udvalgt” ikke helt, som om det passede på mig. Og for det andet har jeg aldrig haft et ønske om at være en journalist, der vælter ministre, skriver hurtige nyheder og politiske analyser. Aldrig.

Jeg ville være en, der skrev om livet, som i den hverdag, de tanker, de følelser, den essens, der er i at være et menneske, som jeg ser som det allermest væsentlige. Jeg ville lave sjove indslag, skrive underfundige klummer, undersøge tendenser og finde svar på, hvorfor det, der er vigtigt for os, er vigtigt. Derudover, som jeg også skrev her, har jeg meget bløde albuer og ejer nærmest ikke et gram af et konkurrencegen. Istedet er jeg empatisk, lyttende, nysgerrig og detaljeorienteret. Og altså hverken særlig frygtløs, skarp i spyttet eller konkurrenceminded. Og slet ikke nyhedselskende. Desværre var alt det, som jeg ikke er, det som blev fremelsket på mit studie og egentlig også efterfølgende. Jeg følte aldrig, at der var plads til, at jeg kunne have det som jeg havde det, men følte tværtimod, at jeg var så forket, som noget overhovedet kunne være. At jeg var dum, kedelig og uintelligent. Og i hvert fald overhovedet ikke gjort af det stof, som rigtige journalister er gjort af.

Dag 6, år 2


Efterhånden som jeg er blevet ældre og er kommet længere og længere væk fra det, som nogle af mine veninder og jeg har døbt, Verdens Værste Studie, er jeg dog kommet tættere på en følelse af, at det er helt okay, at jeg er, som jeg er. At der jo for helvede heller ikke kun kan være en slags journalist, og at dem der synes det, er nogle båtnakker, som jeg da ikke gider at tilbringe tid med alligevel. Men selvom jeg har sagt alle de ting til mig selv, og selvom den logiske del af min hjerne godt ved, at det er sandt, har der alligevel været en lille djævel, forklædt som vidunderpigen fra mit studie, siddende på min skulder og hvisket i mit øre; Du er ikke en rigtig journalist. Og det bliver du heller aldrig.

Men så for nogle uger siden blev jeg coachet af seje Lykke, som udover at være en mega awesome coach og underviser, også har denne utra fine blog. Og der fik jeg endelig sådan rigtigt bugt med den hviskende djævel. Lykke bad mig nemlig om at skrive et manifest. Et manifest over, hvad jeg synes er en rigtig journalist, da det jo i virkeligheden er det eneste, der rigtig betyder noget. Jeg havde nemlig talt rigtig meget om, hvordan de andre, dem der arbejder på aviserne og nyhedsmagasinerne, dem der tager ind på Borgen for at stille kritiske spørgsmål til politikerne, er de rigtige journalister, og ikke lille mig, der bare gerne vil sidde i ro og mag og skrive om livet og hverdagens store spørgsmål. Men samtidig, som hun pointerede, vil jeg jo faktisk ikke være som dem og lave det, de gør. Så hvorfor er dem, der er de rigtige journalister? Og ja, det kunne jeg jo ikke rigtig svare på. Og derfor lavede jeg så nedenstående manifest. Et manifest, som siden dets fødsel har givet mig en underlig form for ro. En ro og en sikkerhed på, at den journalist, som jeg vil være er helt ligeså rigtig, som alle andre slags journalister, og at jeg med 100 procents sikkerhed nok skal komme derhen, hvor jeg vil i min karriere. Og når jeg en gang imellem vil tvivle, for det kommer jeg helt sikkert til, så hænger manifestet heldigvis lige over mit skrivebord og skubber den hviskende djævel væk, samtidig med at det minder mig om, at jo – jeg er sgu en helt rigtig journalist.

En rigtig journalist er: 

– En der ser det store i de små ting

– En som gør en dyd ud af at beskrive, så flest muligt forstår, og ikke mindst føler sig forstået 

– En som finder og undersøger tendenser, men ikke nødvendigvis følger dem 

– En som giver folk, hvad de i virkeligheden gerne vil have, og ikke hvad de tror de vil have 

– En der sætter lærdom, identifikation og mennesket højere end “Breaking News” 

– En der ofte går til venstre, når de andre går ligeud 

Dag 48, år 2 – Ligesom hende her


Du Ved Du Virkelig Elsker Kage Når 

– Nogen omkring dig siger ord som snage, lagde, sagde, bage, hage, flage og ikke mindst kage, får det dig straks til at løfte hovedet og scanne rummet for eventuelt bagværk, og derefter udtænke en plan for, hvordan du kan få dig et stykke, selvom du ikke kender de der mennekser, der har taget kagen med på arbejde.

– Du altid har mindst ligeså mange konditorier og bagere på din liste over sights, som egentlig sights, når du er ude at rejse.

– Det eneste, der kan få dig igennem en crossfittime uden at græde er tanken om den træstamme, der skal kastes så hårdt ind i dit ansigt, så snart den sidste burpee er taget, at det næsten også kan tælle som en workout. #itsnotswatmybodyiscrying

– Den eneste sande grund til, at du gerne vil til Sønderjylland er det der med det der kagebord.

– Du følger med i Den Store Bagedyst, som andre følger med i VM, og føler ofte en form for diskrimination, fordi der aldrig følger et analyse- og diskussionsprogram med efter hvert endt program. Du har brug for at at tale om, hvor meget husblas, der er nok husblas, og hvor dårlig stil det egentlig er at købe færdiglavet fondant!

– Du elsker fødselsdage. Også andres.

– Det faktum, at der sikkert vil være lækre desserter til det kedelige og ligegyldige arrangement, du er kommet til at sige ja til, og som er fyldt med mennesker, du ikke kan lide, er nok til at få dig ud af døren.

– Du har et skab i køkkenet, som er dedikeret til bagværkets kunst, og som helt sikkert kan få små piger til at skrige af lykke. #somanysprinkles

Kage. – Dag 335, år 1

Taknemmelighedsrunden #22

1. Jeg havde den mest awesome tur på Oslobåden med tre dejlige veninder fra mandag til onsdag, og selvom nogen brækkede sig af søsyge i kahytten og nogen (mig) havde de ondeste tømmermænd, da de (mig) steg af båden onsdag morgen og skulle videre på coachuddannelse, så var det absolut det hele værd. #livingthedream

2. Den førnævnte coachuddannelse, hvis 3. modul fandt sted fra onsdag til fredag, bekræftede mig endnu en gang i, at det har været det helt rigtige for mig at gå i gang med. Det er så mega fantastisk og spændende, og virkelig, virkelig givende.

3. Det er derudover pisse handy at kende så mange soon-to-be-coaches, når man pludselig får ex-boyfriend-troubles.

4. Igår tog jeg på datenight med min besti, Tinne og lod dermed de andre veninder lege selv, så vi kunne få noget alenetid. Det blev til sliders, doryfilm og virkelig meget girltalk om, hvor glade vi lige pludselig har opdaget, at vi begge to er. Og det er sgu ret fantastisk.

5. I dag har jeg holdt brunch med to andre skønne veninder, og vi spiste os simpelthen så mætte, at vi blev nødt til at tage vores bh’er af og lægge os over i sofaen for lige at få vejret igen. #foodcoma

6. Og i dag fik jeg også set min dejlige lillebror igen efter knap fire uger, og det var virkelig rart. Han er sgu så sød.

Dag 32, år 2 – Cruising with The Single Club

Fortællingen om Den Første Dag I Resten Af Mit Liv

I dag er det præcis et år siden, jeg steg ombord på det fly, der bogstavelig talt førte mig væk fra mit gamle liv og ind i mit nye. Den 3. september 2015 pakkede jeg min rygsæk og sagde farvel til Den Lyshårede Fodboldfyr og vores liv sammen, og tog afsted til Asien uden at vide, hvornår jeg ville vende hjem igen. Det var ret vildt. Og det er det stadig. Den rejse, jeg var på fylder stadig helt utroligt i min bevidsthed, og har betydet så meget for, hvor jeg er lige nu, at det er svært at forstå fuldstændigt. Og det lyder måske for nogen også lidt banalt. “Så du tog til Asien og rejste rundt alene i fire måneder, big deal. Not.”

Men det var en mega big deal, og er det stadig. For det var på den rejse, at jeg for alvor begyndte at grave i mig selv, mærke mig selv, være mig selv. Det var her, jeg lagde grundstenen for, hvilket liv jeg fremover gerne ville leve, og hvem jeg gerne ville være. Det var her jeg virkelig mærkede, at hende den usikre, pleasende, bange-for-at-blive-forladt-Amalie, ikke behøvede at være den Amalie, som jeg skulle være resten af mit liv. Jeg fandt ud af, at jeg kunne være så meget andet og mere end det, og jeg kan stadig blive helt rørt og vildt stolt over, hvor modig jeg egentlig var. Hvor sejt det var at tage afsted helt alene, og hvor meget styrke jeg havde i mig, da jeg skulle sige endeligt farvel til den person som i knap seks år, havde været mit livs kærlighed på godt og ondt.

Jeg synes, det er vildt, at der allerede er gået et helt år. Alt står stadig så lysende klart for mig, og på en måde føler jeg også en tristhed over, at tiden er gået så hurtigt. At det år, som har været Mit År, nu er slut. Det er som om, at den der magiske følelse og vished om, at noget vildt og livsændrende ville ske, er forsvundet, som om jeg nu ikke længere kan blive ved at med at tro på og tale om, at jeg er på vej hen et nyt sted. Men det er jeg, og det ved jeg. Jeg er hele tiden på vej, også selvom det måske ikke er ligeså vildt, som da jeg tog til Asien for at finde mig selv. Og selvom jeg kan savne følelsen af frihed og et blankt lærred, så har jeg egentlig alligevel ikke lyst til at vende tilbage til hende Amalie, der stod der i lufthavnen og hulkede. Hende som nogle uger senere sad og gloede udover rismarkerne på Bali og tænkte så det knagede, hende som var opløftet og fuld af gåpåmod i Thailand, og hende som følte inderlig tristhed i Vietnam. For selvom det netop kun er et år siden, er der sket så meget, at jeg slet ikke er nogen af de Amalier længere. De er der allesammen stadigvæk, men hende som er her i København på en solrig september lørdag, hun er er helt anden. Og hende vil jeg egentlig allerhelst være.

Dag 35, år 2 -Hende her, det er mig i år.

 

Læs mere om Min Store Rejse her og her. Og læs mere om en stor beslutning og et stort farvel. 

Fortællingen om At Elske Singlelivet Og Stresse Over Det På Samme Tid

Jeg har efterhånden virkelig embracet singlelivet med alt, hvad det indebærer af byture, venindesnakke, venindeture, venindenus, Tinder, kondomer, dates, mad til en person og at bo helt, helt alene. Og jeg nyder det. Sådan virkelig meget. Så meget, at det var ret svært at finde ulemper til denne liste. Det ændrer sig nok, tænker jeg. På et eller andet tidspunkt vil jeg sikkert gerne have, at der var en at dele popcornene med, når Netflix sættes i gang, og det der med at vide, hvor ens næste knald skal komme fra, lyder heller ikke som det værste i verden. Men lige nu er jeg virkelig glad for, hvor jeg er.  Jeg er fri til at gøre, hvad jeg vil, når jeg vil det, jeg elsker tanken om at alle muligheder er åbne, samt bevidstheden om at jeg er den eneste, jeg skal tage højde for i mit liv, i hvert fald sådan rigtigt, og ikke mindst elsker jeg, at jeg uforstyrret kan nyde al den glæde, som mine veninder giver mig.

For nogle dage siden tog tre af mine veninder og jeg en smuttur til Oslo med den famøse Oslobåd, og på et tidspunkt spurgte en af dem mig om, der var en person i mit liv, som jeg måske kunne eller havde lyst til at blive kærester med. Mit svar kom til stor underholdning prompte og var et klart nej. Der er absolut ingen i mit liv lige nu, som jeg kan eller vil være kærester med, og jeg elsker det faktum.

Dag 26, år 2 – Helt alene og fuld af lykke. Næsten.

Det kan dog også være lidt stressende. Ikke singlelivet, men mere den tanke, der opstår lige efter, jeg har tænkt over alle de ting, jeg gerne vil, inden jeg slår mig ned for alvor. Nemlig tanken om, at jeg jo egentlig ikke har alverdens tid længere. Jeg ved godt, at jeg ikke er 38 og at mine æg allerede er blevet knastørre, men jeg er heller ikke 22. Der er præcis to år og 10 måneder til jeg fylder 30, og når man konstant får tudet ørene fulde af, hvor vigtigt det er at få børn, mens man er ung og stadig kan, bliver jeg sgu nogle gange lidt angst. Det er altså ikke tallet som sådan, der stresser mig, men mere de fysiologiske konsekvenser det kan have. For tænk, hvis jeg bare kommer til at have alt for travlt med at nyde livet som single, nyde at være alene med alt, hvad det indebærer, og at jeg så ikke når også at få de børn, jeg altid har vidst, jeg gerne vil have – bare fordi jeg gjorde, hvad der var det rigtige for mig?

Jeg trøster mig med, at jo ældre man bliver, jo hurtigere går det nok også, når man så møder ham der den rigtige. At man så slet ikke har lyst til at være alene længere, og at man nok heller ikke føler, at man behøver at have været sammen i flere år, før man beslutter sig for at sætte sit præg på Danmarks genpulje. Og det hjælper lidt.

 

 

Taknemmelighedsrunden #21

1. Jeg er tilbage i Danmark igen, og det er skønt, varmt og rart.

2. De første to dage efter min hjemkomst brugte jeg på at ligge på min sofa, spise amerikanske vingummier og se serier. Og DET var fantastisk.

3. Min dejlige veninde, Tinne kom og surprise-hentede mig i lufthavnen i onsdags med flag og alt muligt, og jeg blev så rørt, at jeg var lige ved at tude.

4. I morgen tager førnævnte veninde og jeg to andre vidunderlige damer under armen og går ombord på Oslobåden, hvor vi skal holde intim singleklub fyldt med vin, spa, sladder og skaldyr. Og jeg glæder mig som et lille barn.

5. Jeg har pt. en steg i ovnen, og hele køkkenet dufter af kød. #awesmomemedawesomepå

6. Min gode ven Casper kom spontant forbi igår og joinede min icecream- og Gilmore Girls-binge, og opdaterede mig derudover på noget god sladder, hvilket jo altid er ekseptionelt rart. I hvert fald, når det ikke handler om en selv.

7. Jeg har meldt mig som frivillig til Ungdommens Folkemøde og blev så glad, da jeg i dag fandt ud af, at jeg får lov til at bruge mine evner som journalist i stedet for mine evner som toilettømmer. #yay

8. Selvom jeg altid bliver vemodig, når sommeren slutter og efteråret tager over, er der alligevel noget særligt over duften i luften, nye vinterjakker, røde æbler på træerne og det, at man snart kan blive indenfor og gemme sig under et tæppe helt uden at få dårlig samvittighed. Altså medmindre man egentlig skulle have været på arbejde selvfølgelig…

image

Dag 31, år 2 – Blodrøde æbler