Fortællingen om Fodboldfyrens Piger Og Om Lysten Til Hævn

Der er slet ikke noget tilbage i mig længere. Jeg ligger på gulvet i min stue, krøllet sammen i et hjørne. Tina Dickow strømmer ud af højtaleren, og jeg synger med. Synger klart og tydeligt og kun med en let skælven i stemmen, når tankerne forstyrrer musikken. Når musikken forstyrrer tankerne.

Jeg har lige talt med endnu en af Fodboldfyrens piger. En pige, som fortæller, at hun har kendt ham i flere år. At de fleste af de gange, han sagde han skulle hjem til en ven, i stedet tog hjem til hende. At de nærmest var kærester, dog uden at være det, fordi jeg jo fandtes. At hun var forelsket i ham, og at hun har hadet både ham og sig selv, fordi hun blev ved med at se ham. Og han hende. Og at han ved siden af hende havde mange andre også.

Jeg er ikke overrasket længere. Tidligere på ugen havde jeg besøg af en pige med en lignende historie. En der bare ikke havde kendt til mig, før det var for sent. Men på trods af manglen på overraskelse, føles det alligevel som om al luften er blevet slået ud af mig, da vi efter tre timer begge lægger røret på.

Jeg har kendt til så lidt, og selv det var alt for meget. Men det var til at bære, det kunne forklares med et “Det var bare sex, det er dig, han virkelig elsker”.
Det her. Det kan ikke forklares. Det kan ikke forstås. Det kan ikke tilgives.
Jeg har åbnet en kasse fyldt med løgne. Og jeg forsøger ihærdigt at lægge puslespillet, forstå, få vished. Men det er en umulig opgave. Jeg kommer aldrig til at få stykket alle brikkerne sammen til et helt og fuldendt billede, og jeg kommer aldrig, aldrig, aldrig til at forstå. Men vished har jeg fået. Jeg ved, at alting var en løgn. Hvert et ord, hver en handling, hvert et løfte. Også selvom Fodboldfyren aldrig selv vil indrømme det eller for den sags skyld indse, at det er sandheden.

Han elskede mig aldrig. Han elskede ingen. Han elsker kun sig selv. Hvilket nok er godt, for der er ingen andre, der kommer til at elske ham og fortvivle hans død, når den en dag kommer. Det kommer han til at sørge for igen og igen resten af hans liv. For han kan ikke finde ud af andet.

Jeg tænker tit på hævn i disse dage. Overvejer at købe en busreklame med hans billede og påskriften “Løb væk, piger. Ham her, han bringer kun ulykke og klamydia med sig”. Jeg ærgrer mig over, at han er for fattig til at have en bil, jeg kan smadre. Jeg bliver ved med at starte på et brev til hans forældre, da jeg tænker, at de burde vide, hvad for en person deres søn egentlig er, og at det ikke er mig, der er løgneren. Jeg beder til, at han mister de resterende af hans i forvejen få venner og ønsker ofte, at jeg havde en voodoodukke og nogle virkelig skarpe nåle.

Det startede ellers godt ud. Med en følelse af frihed. Og den er her stadig, det er stadig den mest grundlæggende følelse i disse dage. Men vreden, foragten, skuffelsen og sorgen over, at mit liv de sidste seks år har været en løgn, sidder tungt på mit bryst i øjeblikket. For hvad gør jeg nu? Hvordan skal jeg nogensinde kunne stole på nogen igen? Hvordan skal jeg lære at leve med, at alt jeg troede var sandt i virkeligheden var falskt? Hvad skal jeg gøre af sorgen over at have mistet noget, der egentlig slet ikke var der?

Det føles lidt som om, jeg svæver rundt oppe over mig selv, mens jeg ligger der i hjørnet af stuen. Som om klarheden, visheden og freden er lige under mig, men jeg kan ikke nå den. Ikke endnu i hvert fald. Jeg kan se den dog. Den er der et sted, og jeg ved, at jeg finder den. Jeg skal bare lige have styr på det her rod. Og det kommer til at tage noget tid, ved jeg. Men jeg ved også, hvordan jeg skal komme frem til det.

Jeg skal skrive en bog.

Dag 57, år 2

 

Reklamer

Fortællingen om Måske At Have Fundet En Ny Karriere #2

Jeg er ved at lave pandekager. Efter en lang dag fyldt med indsigter og nye drømme, som jeg slet ikke er sikker på kan eller bør lade sig gøre, er jeg gået i gang med at lave pandekager. Jeg står i mit lille køkken og prøver at lade dagen forsvinde ud af mit hoved. Prøver at koncentrere mig om at vende pandekagerne, men det er svært. Drømmen, karrieredrømmen bliver ved med at titte frem. Men det er jo fjollet. Det var jo ikke det, der var meningen. Også selvom det giver så skidegod mening. Og så ringer Bedsteveninden lige pludselig.

Hun fortæller om en fyr. At hun er irriteret på ham. At hun er irriteret på sit arbejde. Og at hun savner mig. Vi snakker frem og tilbage. Jeg spørger ind til det med fyren. Siger at hun må fortælle ham, hvordan hun har det. Siger at det lyder som om hendes arbejdsplads virkelig godt kunne bruge noget businesscoaching. Og så spørger hun til mig. Jeg tøver. Jeg fortæller om alle mulige andre ting, end det mit hoved er fyldt af. At jeg er skal læse til skriftlig coacheksamen senere på aftenen, at jeg besøgte min mor og lillebror i mandags. At jeg endnu engang ikke kan overskue min Tinder. Men så siger jeg det. Starter ud med at advare hende. Sige at jeg godt ved, at det sikkert lyder helt vildt mærkeligt, især fordi vi jo begge to er journalister og altid har støttet hinanden i det. Arbejdet hen imod det samme. Men altså, at jeg har tænkt, at jeg måske faktisk ikke rigtig skal være journalist alligevel. At jeg i stedet skal lave foredrag, holde workshops, skrive bøger, bruge mig selv, tage udgangspunkt i det jeg selv har syntes har været svært og på den måde hjælpe andre. Hjælpe unge piger og kvinder til at forstå og tro på, at de faktisk er gode nok som de er. Hjælpe dem med at finde sig selv, før de giver sig hen til kærligheden. Og hjælpe dem med at holde på den, når de har fundet den.

Dag 119, år 2 – På vej ind i lyset

Jeg taler hurtigt. Lettere febrilsk. Og er uhyggeligt klar over, hvor cheesy det hele lyder. Jeg kan allerede mærke, hvad alle vil tænke. At det kan jeg da ikke hjælpe nogen med.
Jeg stopper min tale. Den er slut og jeg venter lidt beklemt på at høre, hvad Bedsteveninden har at sige til det. Regner med at der kommer et grin. Et held og lykke med det så. Men hun siger bare; “Øhm, ja? Det ved jeg da godt.”
Hun siger, at det da har været så tydeligt, at jeg har været på vej i den retning. Og at den retning da, er den helt rigtige. Hun siger, at jeg jo er venindegruppens mor. Den man altid kan komme til og blive fixet. Blive forstået. At jeg har så meget erfaring på selvværds- og kærlighedsfronten, at det ville være en skam ikke at dele den. At selvfølgelig skal jeg det.

Jeg føler mig helt dum. Igen. Men nu fordi, hun endnu en gang har gennemskuet mig, før jeg selv gjorde. Men allermest føler jeg mig helt varm. Helt inde i hjertet. For selvom jeg jo selvfølgelig burde være ligeglad, hvad andre tænker, betyder hendes og nærmest kun hendes accept, validering og thumps up mere end jeg havde troet. Det betyder alt. Især fordi, hun slutter af med at sige, at grunden til at hun synes den nye vej er lige mig, altså på ingen måde er fordi, hun synes jeg ikke bør være journalist. At jeg er en dårlig en af slagsen. Tværtimod.

Avs, kærlighedsoverload.

Læs med igen i morgen for tredje og sidste afsnit i karriereføljetonen.

Fortællingen om At Være En Fattigrøv

Selvom sådan en freelancetilværelse krydret med lidt dagpenge til tider er meget lækker på grund af al den frihed og mulighed for at arbejde i nattøj der er, så er den for det meste eller i hvert fald for tiden, også meget, meget fattig. Jeg har pt. minus 7.354 kroner på kontoen, og som min irriterende og nye bankrådgiver lige har mindet mig om, må jeg egentlig kun have minus 5.000. (Noget som min gamle bankrådgiver aldrig villet have hidset sig op over. Jeg savner dig, Sydbank-Jesper)

Så som I måske kan regne ud fylder penge, eller mangel på samme, en stor del af min tankevirksomhed her for tiden. Og det har det egentlig gjort lige siden, jeg vendte hjem fra Asien ved nytårstid sidste år. Jeg har seriøst aldrig været så fattig, som jeg har været i 2016. Ikke engang da jeg var sådan en rigtig studerende, så det så tomt ud inde på min netbank. (Tak til SU, SU-lån, studiejob og min mor og mormors monetos. Det var rart at kende jer.)

Og ja, jeg ved godt, at jeg nok siger ja eller selv foreslår at gå ud lidt mere end mit dankort egentlig kan klare, men selv det er der blevet skåret makabert meget nede her på det sidste. Derudover er jeg også begyndt at spise meget mere tun, end jeg nogensinde har gjort før, og jeg har endda taget mit selv i at tænke, at det der sugardating da ikke lyder helt sindsygt slemt. Eller altså. Ej, det egentlig nok bare al den tungmetal i tunen, der taler.

Uanset kan jeg ikke huske en tid, hvor økonomi har fyldt mere end det gør nu. Jeg har hede drømme om at vinde bare 500 kroner på et skrabelod, selvom jeg aldrig nogensinde har købt sådan et eller en lottokupon for den sags skyld, og jeg bliver efterhånden helt tør i halsen, når nogen spørger om jeg vil med hen et sted, hvor jeg ved, at jeg bliver nødt til at hive dankortet frem. Faktisk har jeg i denne uge haft hjertet siddende helt oppe i øjet, hver gang jeg har skulle bruge det, for tænk nu hvis det lige pludselig ikke virker og jeg så står der med alt mit billige toiletpapir og ikke kan betale. (Det er så også i præcis det øjeblik, hvor alle mine ekskærester ville træde ind i selvsamme butik med deres fantastisk flotte modelkærester og med selvglade smil spørge, om jeg har brug for et lån.)

Dag 89, år 2 – Jeg har hverken lavet penge eller damer.


Det er også i disse desperate øjeblikke at jeg begynder sådan oprigtigt og håbefuldt at tjekke jobindex for fast arbejde, men det er alligevel som om, at min fattighed ikke er blevet så livsødelæggende, at jeg kan få mig selv til at tænke at en kommunikationsstilling hos Beredskabstyrelsen oprigtigt ville give mig lyst til at stå op om morgenen. Og altså ikke i sidste ende ville få al livslysten til at sive ud af mig.
Så jeg lader være. Og i stedet prøver jeg ihærdigt at at samle mod nok til at sende alle mine tusindvis af ideer til redaktører landet over, mens jeg håber, at jeg ikke får lyst til at ligge mig ned under sengen, når de siger nej, og hvis de siger ja, at de så rent faktisk vil betale mig en ordentlig løn for mit hårde arbejde, så jeg kan få ham den nye sure bankmand off my back, og heller ikke vil være bekymret for om mit dankort svigter mig i Fakta fucking Q.

But oh the joys, of the freelance life.

Taknemmelighedsrunden #29

1. Som I kan læse her, har det ikke været den mest fantastiske uge i mit liv, men der har dog været ting at være taknemmelig for alligevel. Fx middag hos min søde veninde Anne, der til min store overraskelse lavede pasta med kødsovs til mig i mandags. (Anne laver oftest bare havregryn, så det var et stort step up, det her)

2. Tirsdag inviterede min søde mor mig på frokost, og det mindede mig om, hvor dejlig en mor jeg har. Også selvom den første sætning efter “Hej, min skat” var;
“Er du sikker på, at din nye frakke ikke er for lille til, at du kan have en trøje indenunder?”

3. Onsdag kom min anden veninde Anne på besøg, og hun havde taget den eneste mørke chokolade, som jeg rent faktisk nyder at spise, med. #saltkaramelftw

4. Torsdag var jeg inviteret til min søde veninde, Linneas fødselsdag, hvor den stod på fondue og 3 liter vin. En fantastisk kombination jeg for evigt vil være taknemmelig for at have opdaget.

5. Det var også torsdag, hvor min dejlige og seje veninde Louise skrev et blogindlæg, hvor hun takkede mig for at have sendt hende blomster på hendes fødselsdag. Tænk sådan at blive sat pris på i al offentlighed, det kan jeg sgu faktisk ret godt lide.

6. Fredag lå jeg og snottede, hakkede, hostede og nøs som var jeg med i en konkurrence om Verdens Værste Forkølelse. Heldigvis havde jeg både selskab af Verdens Længste Kat og min veninde Sofie, som kom til nachos med ost og Gilmore Girls. Det var rart.

7. Lørdag tog jeg til endnu en fødselsdag, denne gang hos min seje veninde Rikke, der havde bagt tre slags kager og to forskellige slags chokoladekugler, for ikke at tale om den lækre chili con carne hun også satte på bordet senere på aftenen. Madøret –  og ikke mindst – venindeelskeren- Amalie, var glad igår.

8. Og som om jeg ikke havde fået nok mad, skal jeg hjem til min elskede lillebror og spise tærte i aften. Men først tror jeg lige, at jeg skal ud i efterårsvejret en tur.  #hvemsagdelykke

Dag 62, år 2

Fortællingen om Når En Lille Bunke Lort Forstyrrer Glæden

Jeg har skrevet ret meget om, hvor glad jeg er for tiden. Hvor glad jeg egentlig har været i ret lang tid. Og selvom der selvfølgelig har været svære ting, nederen ting og irriterende ting, så har de ikke fyldt særlig meget i det store billede, selvom det dog har fyldt ret meget, lige når det er sket. Der har det været, som om det omsluttede alting og fyldte mig helt op, og jeg har været virkelig dårlig til at håndtere det, hvilket har overrasket mig ret meget. For jeg synes egentlig, at jeg gennem mit voksenliv er blevet bedre og bedre til at håndtere, når tristheden kom forbi og sagde hej, når lort ramte mig lige ansigtet eller når tingene bare ikke gik på den måde, jeg gerne ville have dem til. Og det er nok fordi, jeg som jeg også har skrevet om tidligere, generelt har haft det svært.

For selvom jeg er en priviligeret hvid pige i et nordisk velfærdssamfund med en mor og en familie, der elsker mig og okay mange gode kort på hånden, har jeg alligevel modtaget alt for mange lortede kort også. Der har altid været et eller andet, der ikke var godt. Som var svært. Alt for hårdt. Og derfor er jeg også blevet nødt til at lære bare at være i det. Give det tid. Lade det fylde. Men det er som om nu, hvor jeg aldrig har haft det bedre i mit liv, slet ikke kan finde ud af at lade tristheden, det svære og det hårde være. Jeg kan ikke bare lade det fylde, og endnu vigtigere –  leve med det. Det tager over hele min tilstedeværelse og gør det næsten umuligt for mig at gøre noget, når det kommer. Jeg kan hverken finde ud af at mærke ordentligt efter og derefter lade lortet rulle igennem mig og lade det sidde der så længe, det er nødvendigt, og jeg kan heller ikke finde ud af at ignorere det og fortsætte med mit liv og de gøremål, der nu engang er i det.

 

Dag 73, år 2 – Pisselorte regnvejr hjælper i hvert fald ikke på noget.

Som for eksempel igår. Igår var en mega lortedag, der heldigvis blev bedre om aftenen, da jeg fik serveret pasta med kødsovs hos en veninde, der bagefter stoppede flødeboller ind i munden på mig og fik mig til at grine så tårerne trillede. Men før og også efter det sad der en tung krans af lortet tristhed rundt om hovedet på mig. Sådan en, der får hele kroppen til at bevæge sig langsommere, og som får næsten alting til at virke ligegyldigt. Og det værste er, at årsagen til tristheden i denne omgang, og egentlig også de tidligere, ikke er noget specielt. Lidt uro og usikkerhed på arbejdsfronten og en sms, der ikke er blevet besvaret. That’s it. Det burde sgu være til at overkomme uden at bruge nu snart to dage på at stirre ud i luften og føle, at jeg ikke dur til noget og heller aldrig vil gøre det.

Jeg ved ikke, hvad det er, der har ændret sig. Altså andet end det faktum, at jeg det meste af tiden smiler fjoget og er noget nær lykkelig. Måske er det bare smagen af lykke, der bringer angsten for at miste den frem, og derfor kategoriserer alle helt normale humørsvingninger som potientielle forstadier til depressioner. Måske er det bare PMS.

Uanset er det pænt irriterende med al den lort, specielt fordi jeg, mens jeg skriver det her, godt kan se, at det lyder ret First-World-Problem-agtigt. For jeg har det jo godt. Faktisk bedre end godt. Men det er åbenbart ret svært at huske, når man lige er gledet i en bunke indelugtende feces. Også selvom bunken var en lille en af slagsen.

Læs mere om lignende emner her, her og her. 

Fortællingen om At Sætte Dage Af Til Sorg Og Hvordan Man Taler Om Det

I dag, den 3. oktober, ville min far være fyldt 61 år. Han blev dog kun 54, og til januar er det altså 7 år siden, han døde. Jeg har skrevet om ham og hans død før, men aldrig rigtig om, hvordan sorgen altid er der. At den sidder i mig som en lillebitte prik, der nogen gange vokser sig stor og fylder hele kroppen ud, mens den andre gange og for det meste af tiden, bare følger med mig rundt som et ar eller et modermærke – noget der ikke går væk eller gør ondt, men som er der, hvis jeg mærker efter.

I hverdagen tænker jeg dog ikke så meget på ham, for han har ikke været en del af min hverdag siden, jeg var 6 år gammel. Derfor kan jeg heller aldrig sætte mig ind i og mærke den dybe, dybe sorg det må være at miste en forælder, der faktisk var der hver eneste dag. Det kæmpe u-fyldelige tomrum det må efterlade en i. Men jeg mangler ham stadig. Som når jeg går forbi en ung pige på gaden, der taler i telefon med sin far, som når nogen spørger, hvad mine forældre laver, som når jeg oplever noget stort, jeg gerne vil fortælle ham om, og som i dag på hans fødselsdag.

Men jeg græder sjældent over ham længere. Og jeg lader ham heller ikke fylde særlig meget. Både fordi det reelt er lang tid siden nu og det åbne sår, som hans død efterlod mig med alligevel er helet ret fint. Men det er også fordi, det er som om, der er en eller anden grænse for, hvor længe man må være ulykkelig, og den grænse er for længst overskredet. I hvert fald i omverdenens øjne. 6 år og 10 måneder er lang tid, og selvom det selvfølgelig er trist og altid vil være det, burde sorgen være ovre. Det er den dog ikke, og det vil den nok aldrig være, og selvom jeg godt ved det, og ved at det er okay og helt i orden, er det som om, at det efter et stykke tid ligesom kun er i orden at sørge og mindes på bestemte dage. Dage, der giver mening for de mennesker, der intet aner om sorg.

Dag 40, år 2 – Vand og solnedgange = Perfekte mindeomstændigheder

Så det gør jeg. Jeg sørger på hans fødselsdag og på hans dødsdag, og de resterende 363 dage i året holder jeg min sorg for mig selv. Ikke at den er der hver eneste dag, men den popper tit op og siger hej, river i mig og gør mig så tung at jeg kunne synke til bunds i havet, hvis jeg prøvede. Men på de to dage, der desværre ikke er så langt fra hinanden, er det som om, at alle forstår, hvis jeg siger, at jeg savner min far. Alle forstår, hvis jeg tager på kirkegården og lægger blomster eller tænder et lys foran hans billede. Hvis bare der er en anledning til det. Heldigvis kan jeg meget godt lide ritualet i det. At gøre det samme år efter år. At huske ham, at tænke på ham helt med vilje. For på den måde får jeg også lov til selv at styre min egen sorg. Jeg vælger selv, at i dag kan jeg være ked af det, hvis det er det, jeg har brug for. I dag kan jeg være melankolsk og trist. Jeg går ind i sorgen helt med vilje i stedet for at blive overrumplet af den en dag ved et busstoppested, hvor jeg pludselig tror, jeg ser ham over på den anden side af gaden. Og selvom det ikke desto mindre stadig sker en gang imellem, giver det mig alligevel noget at sørge med vilje – Det gør de gange, hvor det kommer som et lyn fra en klar himmel lidt nemmere at håndtere.

Dermed ikke sagt, at jeg egentlig synes den fornemmelse, jeg får fra omverdenen er i orden. Vi burde alle kunne sørge præcis, når vi har lyst til det, helt uden anledning eller anden grund, end at det er fucking trist. Vi burde kunne græde, råbe og skrige, hulke, mindes og huske alt det vi vil. Både midt i tristheden, men især også midt i glæden. Jeg oplever tit, at hvis jeg nævner min far som en del af en sjov historie, får jeg ikke de grin og smil, som jeg ville have fået, hvis han havde levet. I stedet bliver folk helt alvorlige og kigger på mig med store spørgende øjne – noget der på ingen måde hjælper og som egentlig bare er ret irriterende. For selvom jeg vil have lov at være ked af det ligeså tosset, jeg vil, vil jeg også have lov at være glad og fortælle om ham, snakke om ham og huske ham uden al den sorg.

Dag 66, år 2 – Et lys for at mindes

Men det er svært at håndtere andres sorg, det synes jeg også selv. For hvornår gør man for meget, og hvornår gør man for lidt? Umiddelbart tænker jeg dog, at det er bedre at spørge en gang for meget, end en for lidt. Det er bedre at få at vide, at den der sørger ikke har lyst til at snakke om det, end at de sidder og føler at ingen kære sig om deres sorg. Men det vigtigste tror jeg faktisk bare er, at tale med dem om de døde, uden at lade døden fylde samtalen. At lade dem fortælle om alle de skøre ting, som den de har mistet gjorde. At de elskede ostemadder med ketchup eller at de altid lavede en brandgod chili con carne. Ting man fortæller i forbifarten, og som ikke behøves at anerkendes på anden måde, end det man ville have sagt eller gjort, hvis personen man talte om stadig var i live. Hvis man kan det, så hjælper man meget mere, end man måske tror.

I dag tror jeg dog ikke, at jeg skal tale med nogen om min far. Det er nok at skrive herinde og tænde et lys. Måske synger jeg en sang, måske ikke. Men i dag, der husker jeg ham. Helt med vilje. Tillykke med fødselsdagen, far.

Læs mere om samme emne her og her og her 

Fortællingen om At Knalde Med En Du Egentlig Ikke Rigtig Gad Knalde Med

Han var vennen til ham, jeg havde flirtet med hele aftenen. Han var egentlig meget sød, men ikke mere end det. Og som sagt var jeg meget mere interesseret i hans ven, en fyr med det der tilfældige, lidt vilde hår og skægstubbe. En af de der typer, som man ikke helt kan finde ud af. Hans ven var dog meget nem at tyde. Han ville gerne. Og da klokken blev 4 om morgenen, og fyren med skægstubbene stadig sendte mixede signaler, endte jeg med at tage hjem med den anden. Vennen. Ham der da var meget sød, men ikke mere end det.

Jeg har ellers opført mig som et voksent og velafbalanceret menneske siden, jeg blev single. Noget som jeg ikke nødvendigvis har været altid, og som jeg derfor nu gerne ville bestræbe mig på at være. Jeg orkede ikke flere post- sexfortrydelser, hvor følelsen af at have gjort noget, jeg i virkeligheden ikke havde rigtig lyst til eller af de helt forkerte grunde, fyldte alt for meget når solen atter stod op og lyset skinnede ind på en mand, jeg simpelthen ikke vidste, hvorfor jeg egentlig havde knaldet med. Det er ikke sket mange gange i mine 12 år som et mennesker, der har sex, men det er alligevel sket for mange gange. Og i lørdags skete det igen.

Som sagt havde jeg ellers svoret, at jeg ikke længere ville lade sådan noget ske. At jeg kun ville være sammen med nogen, hvis jeg simpelthen ikke kunne lade være. Og det har jeg også holdt fast ved i et helt år nu. Og så i lørdags faldt jeg i. Eller faldt i og faldt i. Det lyder sgu så alvorligt. Og det er nok nærmere bare seriøst, vigtigt. Men altså ikke slemt eller forfærdeligt. Jeg blev hverken tvunget eller overtalt, men jeg gik ikke med, fordi jeg simpelthen ikke kunne lade være. Jeg gik nok nærmere med, fordi jeg var blevet fortryllet af tanken om det vilde singleliv, one-night-stands, den gode historie. At der skulle ske noget vildt. Hvilket er totalt åndssvagt, for selvom der ikke er mange one-nights stands i mit liv, har jeg allerede gode og vilde historier med en, jeg aldrig kan lade være med. En som jeg ved er god, og som jeg ved, jeg ikke vil fortryde.

Men fortryllet ved tanken, det var jeg. Og så nok også en anelse forsmået over fyren med skægstubbene og hans “mixed signals”. Så jeg tog vennen i hånden og skred. Hjem til det dårligste og mærkeligste one-night-stand jeg nogensinde har haft. Og så skred jeg igen. Hjem til mig selv, midt i det hele og uden mine trusser. Og mens jeg cyklede hjem i bare tæer, fordi mine fødder på ingen måde kunne komme ned i mine stilletter igen, føltes singlelivet slet ikke ligeså sjovt, som det havde gjort for bare et par dage siden.

Dag 55, år 2 – ‘Shame – and denial’ brillen.