Fortællingen om Når Ens Bedste Veninde Får En Kæreste

Det er begyndt at stå lidt trægt til med singlerne i min vennekreds. I sommer var det ellers som om, at der blev ved med at komme nye til, og selvom det selvfølgelig ofte var trist og svært for de veninder, der gik fra at være kærester med nogen til at være alene, så var det ret lækkert for mig og de andre singlepiger i venindegruppen.

Nu er der så kun 3,5 tilbage, og selvom jeg alle de gange, hvor en veninde er kommet til mig og har fortalt om sin nye mand, er blevet glad og har hvinet på hendes vegne, har det også været en smule svært. Ikke fordi jeg er blevet misundelig, men fordi det magiske i at være sammen om at være os selv, langsomt forsvandt mere og mere.

Og så kom Bedsteveninden. Det havde været under opsejling i et stykke tid, og vi havde debatteret frem og tilbage, jeg havde hørt på både the pros and the cons og jeg havde lyttet til frygten, som fandtes i hende, samt det lille og voksende håb om, at det måske faktisk var noget. Og så en aften stod hun i min hoveddør og smilede fjoget. De var blevet kærester. Og selvom alt inde i mig gerne ville have, at jeg skulle være fyldt med glæde på hendes vegne, så var jeg det ikke. Jeg var glad, bevares, men ikke kun. Og lige siden har jeg været fyldt med en mærkelig ambivalent følelse af både at ønske det aller, aller bedste for min bedste veninde, samtidig med gerne at ville have hende helt for mig selv.

For selvfølgelig er jeg glad for, at hun, som hun selv sagde forleden; “For første gang har fundet en kæreste, der faktisk er gennegående sød”. Selvfølgelig er jeg glad for, at hun er fyldt med følelser, der får hende til at smile som en tosset teenager. Og selvfølgelig er jeg glad for, at hun har fundet en, der vil hende på en måde, der virker helt og aldeles oprigtig og ordentlig. For jeg vil jo for alt i verden gerne have, at hun skal være lykkelig.

Men samtidig gør det også lidt ondt.

14212675_10153970572152297_1797267875854092139_n-kopi

Dag 215, år 2 – Venindekærlighed

 

Og så i lørdags skulle vi ses, og i vores snak et par dage før aftalen, talte vi om at vi skulle være sammen hele dagen. Hele dagen blev så først kl. 15, fordi hun havde lovet at klemme en gåtur ind med den nye kæreste inden, og det var derfor en halvbitter Amalie, der drog afsted mod hendes lejlighed. En som allerede havde gennemspillet, hvad hun troede, der ville ske – at Bedsteveninden ville være forsinket eller rykke aftalen til senere på grund af ham.

Jeg nåede faktisk at blive godt og grundig sur, mens jeg sad på cyklen, så sur at jeg ikke rigtig kunne forestille mig, hvordan dagen overhovedet skulle kunne blive god. Men så ringede hun, og sagde med en af de mange sjove stemmer vi ofte taler med, at hun lige var på vej ned i bageren for at købe noget kage til os, og om jeg ikke ville møde hende dernede?

Og der midt på cykelstien fik jeg tårer i øjnene. Tårer der fik mig til at stoppe op og få vredesknuden i mit bryst til at løsne sig. For jeg var egentlig slet ikke sur eller vred. Jeg var bange. Bange for at miste hende og alt det vi har sammen.

Og det er jeg nok stadig. Også selvom vi havde en aldeles fremragende dag, og at vores bytur senere om aftenen bød på et møde med den nye kæreste, som jeg meget fuldt fik hvisket til Bedsteveninden, at jeg hermed godkendte. For han er virkelig sød. Og jeg kunne se, at han kiggede ligeså fjoget på hende, som hun gjorde på ham. Og sådanne typer skal man sgu holde fast i.

Men det ændrer ikke på det faktum, at hun er en af de aller vigtigste personer i mit liv, og at vi i det sidste år, hvor ingen af os har haft en kæreste, er kommet tættere på hinanden end nogensinde før. Vi har været hinandens personer, og det er en lille smule svært at acceptere, at hun nu har fået en, der er ligeså vigtig, måske faktisk vigtigere end jeg. Også selvom jeg ved, at det er det mest naturlige i verden, og at det også er sådan det skal være.

Så jeg øver mig. Øver mig i at være glad på hendes vegne uden også at være bange. For jeg ved egentlig godt, at der ikke er noget at være bange for. Hun vil nemlig altid være min. Min bedste veninde.

Taknemmelighedsrunden #46

1. Den nye sæson af GIRLS er startet og i mandags så jeg det første afsnit sammen med Pizza-Anne, mens vi spiste vegetarlasagne og kom med modsatrettede meninger om karakterenes påklædning. #godmandag

2. Tirsdag var jeg til Valentinsworkshop i Sofias Hus, hvor jeg, udover at få en masse indsigt på kærlighedsfronten, også fik scoret mig et interview med den mega seje foredragsholder.

3. Onsdag besøgte jeg min sødeste Louise, og fik sladret og snakket, og da jeg gik ud ad døren var jeg fyldt op af taknemmelighed og kærlighed over og til min seje veninde, som uanset hvor meget hun har om ørerne altid gerne vil høre, hvordan jeg har det.

4. Torsdag kom Kage-Anne forbi til, ja kage. Og det var virkelig rart at se hende og have hende lidt for mig selv. Og så selvfølgelig få ros for mine cookies. #godtorsdag

5. Fredag spenderede jeg i mit eget fantastiske selskab med alt, hvad det inkluderer af seriekigning, thai-mad og fredagsis.

6. Lørdag fik jeg besøg af min dejlige veninde, Kristina og hendes lille, seje Wille, og sammen tog vi hen for at kramme førnævnte Louise, kigge på hendes lille nye Elise og lege med hendes nu store og dejlige, Alma. Og det var virkelig hyggeligt. Især fordi jeg styrer for vildt til det der med at være nogens tante.

7. Og i dag holdt jeg fastelavnsbollefest for alle mine dejlige veninder. Og er pt. derfor både fyldt op med kagecreme og virkelig meget kærlighed. #pæntgodsøndag

Dag 206, år 2

Fortællingen om At Være Sund Uden At Blive Syg Af Det

Sidste år skrev jeg her på bloggen om, hvordan det er at have et madmisbrug, og i oktober udkom min artikel om samme emne i Femina. Det er noget, jeg har beskæftiget mig ret meget med, og som jeg i store dele af sidste år kæmpede med på den gode måde. Jeg fik styr på min spisning, fik lagt rigtig mange af, hvad jeg kalder mine slanketanker på hylden og lærte at være opmærksom på ikke at spise på mine følelser.

Men jeg er overhovedet ikke kommet i mål endnu. Maden er noget, der har fyldt for mig siden jeg som 4-årig fik stukket fem chokoladeovertrukne skumfiduser i hånden, fordi jeg savnede min mor på børnehavens sommerkoloni. Og siden da har jeg mere eller mindre altid spist eller nægtet mig selv mad for at håndtere mine følelser. Og det tager virkelig lang tid og kræver helt vildt meget arbejde, før man kan sige, at man er ude af det. At man ikke længere spiser eller helt lader være, fordi noget gør ondt, noget er svært, noget gør en nervøs, noget er trist og sågar, når noget er godt.

Det meste af mit år på vej ud af mit madmisbrug er blevet brugt på at få bugt med alle de onde tanker om, hvordan jeg ser grim og tyk ud, hvordan jeg er svag og hvordan jeg ikke kan finde ud af noget. Og samtidig har jeg brugt næsten al den resterende energi på ikke at falde tilbage i mit sundheds- og restriktionsmønster. Et mønster, der for mig er 10 gange værre end mit overspisningsmønster, da der her er allerflest fordømmelser og allerflest uholdbare og uhåndterbare regler.

Jeg har derfor øvet mig i at spise usundt, hvor skørt det end lyder. Jeg har øvet mig i at spise mad, der før stod på min “Forbudtliste”, og samtidig nyde det uden at have dårlig samvittighed bagefter. Og det er jeg efterhånden lykkedes med. Jeg tænker ikke længere over, om noget er godt eller skidt. Om hvor mange kalorier, der er i maden og på, at hvis jeg spiser et stykke kage i dag, så SKAL jeg også spise en masse salat i morgen. Og det er virkelig, virkelig rart.

Dag 170, år 2

Desværre, eller desværre er måske et forkert ord, for jeg tror nu det er meget naturligt, så har mit fokus på at få mine slanketanker ud af hovedet også gjort, at jeg har spist meget mere usundt, end jeg før har gjort, og jeg har faktisk nærmest haft mig selv overbevist om, at jeg jo altså egentlig slet ikke rigtig kan lide grøntsager. Hvilket totalt er løgn – jeg elsker grøntsager! Jeg er dog kommet frem til, at den lille grøntsagsfornægtende stemme inde i mig har været der for at hjælpe mig, og ikke for at sabotere det hele. Den har været der, fordi jeg havde brug for den, så jeg igen kunne lære at nyde alle de ting, der før havde været forbudt. Men nu har jeg lært det, og derfor har jeg også sagt til den, at den gerne må tie stille nu. For jeg kan faktisk godt lide blomkål.

Men det er stadig en rigtig svær balance, og jeg kan godt mærke, at det skræmmer mig lidt for alvor at åbne op for juicer, grøntsagspasta og quinoa. For hvad nu, hvis jeg falder i igen? Derudover har tiden efter, at alt faldt sammen omkring mig på grund af Fodboldfyren også gjort, at jeg, oftere end jeg har lyst til at tænke på, er faldet i overspisningsfælden. Det at spise, når noget er svært ligger så dybt i mig, og jeg har endnu ikke den nødvendige styrke til at modstå, når alting ramler sammen omkring mig, hvilket også betød, at jeg i ugerne, hvor alle sandhederne kom frem og min vrede var på sit højeste, lidt for ofte stod og gloede ind i køleskabet efter svar og trøst.

Så. Der er altså stadig lang vej endnu. Der skal stadig lægges en god del arbejde i at komme videre og helt ud af mit madmisbrug, og selvom det er pisseirriterende, at det ikke lykkedes mig at fixe det på et år, ved jeg godt, at det er okay. At når noget har været en del en af i så mange år, så er det de færreste, der kan smide det væk på 12 måneder. Og så trøster jeg mig med, at der er masser af hjælp at hente i Sofia Mannings og Marie Steenbergers nye bog, Madmentor – Fra indre kaos til madro, som jeg skal ud og have fat i. For hvis man skal læne sig op ad nogen, så kan det ligeså godt være to eksperter på området, som begge har prøvet noget af det samme.

Så det vil jeg gøre nu.

Taknemmelighedsrunden #45

1. Som jeg skrev her, så har jeg hele ugen været på tur med min dejligste bror. Og det har været pænt fantastisk. Både at komme lidt væk, men mest at have en masse tid sammen med ham, hvor oplevelser, god mad, men allermest virkelig gode snakke har fyldt ugen ud.

2. Og så er jeg egentlig også rigtig stolt over, at min bror og jeg endelig fik talt ordentligt sammen og især over, at min bror er blevet så voksen, så intelligent, åben og reflekterende, at det næsten altid var ham, der fik åbnet op for samtalerne.

3. Jeg har købt en virkelig god ost, som nu ligger og hvisker “Spiiiiis miiiiig”, hver gang jeg åbner mit køleskab.

4. Min hud er næsten holdt op med at opføre sig som en teenager, og jeg tror, uden forhåbentlig at jinxe det, at det er de her to produkter, (1 og 2) der har fået mig til at se ud, som om min hud rent faktisk er i 20’erne.

5. Både fredag og lørdag blev jeg bespist af min søde moder. Fredag sammen med broderen, hans kæreste og min papfar, og lørdag bare sammen med min mor, der havde lavet lasagne og tærte til mig. Rimelig sweet.

6. Solen skinner. Synes jeg bare lige, at jeg ville sige. Og være taknemmelig for.

7. I dag kom den sødeste Rikke hjem til mig for at spise cookies og sladre. Og det er altid rart at spise cookies og sladre med Rikke. Altid.

8. Senere i aften skal jeg skype med min søde, men long-lost tyske veninde, som jeg mødte, da vi begge to var au pairs i Washington for snart 8 år siden. (Vi er så pisse gamle lige pludselig) Og det glæder jeg mig virkelig til.

9. Og sidst, men ikke mindst fik min bror og jeg en virkelig god og lækker omgang dim sum på vores tur, som jeg pt. sidder og savler lidt over ved tanken. Men det er måske også, fordi den i aften igen står på endnu mere rødbedesuppe fra fryseren. (Jeg laver aldrig dobbeltportion igen.)

Dag 196, år 2 – Send mere dim sum

Fortællingen om Verdens Bedste Bror Og To Søskende, Der Blev Voksne 

Jeg er på tur med min bror i denne uge. Vi er taget væk sammen, bare ham og mig. Og vi skal først tilbage til virkeligheden i morgen. Og det er virkelig skønt.

Vi har altid været tætte, min bror og jeg, men har de sidste par år ikke hængt så meget ud, og har heller ikke fået snakket så meget om de ting, der fylder i vores liv.
Før jul, og egentlig i et langt stykke tid, gik jeg rundt og savnede min lillebror. Jeg savnede at tale med ham, hænge ud med ham, men mest af alt at mærke, at han gerne ville ses med sin storesøster. Vi sås, men sjældent alene, og når det skete var det oftest mig, der stod for at lave aftalen. Og så blev jeg i tvivl. I tvivl om han overhovedet egentlig gad at ses, eller om han syntes det var fint bare at hænge ud, når vi var sammen med resten af familien. Hvilket var totalt åndssvagt og mega pigetanke-agtigt, for selvfølgelig havde han det ikke på den måde. Han var bare blevet voksen. Havde fået en masse nye venner, en dejlig kæreste og var startet på et tidskrævende studie. Og det var også det, jeg sagde til mig selv, når tvivlen nagede. Men på et tidspunkt vandt tvivlen alligevel, og det betød at jeg blev nødt til at spørge ham. Finde ud af, om det bare var mig, der var fjollet.

Og det var det heldigvis. For i julegave gav min sødeste lillebror mig en tur sammen med ham, fordi han havde lyttet til, hvad jeg på et tidspunkt havde sagt til ham midt i min tvivl. At jeg savnede ham.

Indtil videre har turen været meget mere, end jeg havde turde håbe på. De sidste tre dage har vi fået talt. Og snakket. Og grinet. Og hygget. Vi har gået og gået, set og set, spist og spist. Og i går på en bar fyldt med sjove øl fik vi endelig sagt og fortalt alt det til hinanden, som vi har villet, men ikke har kunnet finde ordnene til, tiden til og modet til.
Der er sket meget i vores familie, og der er mange ting, især i mit liv, som jeg ikke har kunnet finde ud af at dele med ham. Han har været min lillebror, en som jeg følte jeg skulle tage mig af, og har derfor ikke villet lade ham tage sig af mig. Også selvom ham egentlig gerne ville. Men nu, især efter igår, føles det som om, at vores storesøster/lillebror forhold har ændret sig. Nu er vi blevet til søskende i stedet, tror jeg. To, der på lige fod kan dele, fortælle, spørge, søge råd og være der for hinanden.

Og det er sgu ret fantastisk.

Dag 195, år 2 – Søskendekærlighed

Fortællingen om At Stoppe Med At Stresse Over Kærligheden Og At Indse At Mit Hjerte Først Er Blevet Single Nu

Igår var jeg forbi min gamle psykolog, som jeg havde, da jeg gik i TUBA. Et virkelig godt sted, hvis man som jeg har en alkoholisk forælder. Jeg var egentlig stoppet hos hende, men efter al balladen med Fodboldfyren følte jeg, at det nok ville være en god ide lige at få vendt det hele med en, som ikke råber “Det fede svin!”, når jeg nævner hans navn. (Ikke at jeg ikke sætter pris på de mange øgenavne, mine veninder har været så elskværdige at give ham)

Og det var virkelig rart at tale med hende igen. Hun fik nemlig for alvor lagt mine bekymringer ned om, at jeg helt automatisk vil ende som en psykojaloux- og mistroisk kæreste, når jeg en dag møder en ny fyr. Hun forsikrede mig nemlig om, at hvis jeg bare ret hurtigt får fortalt hovedpointerne i min historie, og derefter ikke gemmer det væk eller prøve at skjule det, når min usikkerhed helt sikkert vil begynde at rive i mig, så skal det nok komme til at gå. Og at jeg altså ikke vil ende med aldrig at kunne stole på nogen igen.

Det vigtigste hun sagde handlede dog ikke om det, men om at jeg i hele det år, der er gået siden jeg kom hjem fra Asien og for alvor gik fra Fodboldfyren og til nu, nok ikke sådan helt rigtigt og med hele hjertet har været single. Og det har hun sandsynligvis ret i. Det har taget vildt lang tid, fordi vi jo blev ved med at se hinanden og være venner, og derfor er det først nu, hvor jeg for alvor har smidt ham ud i kulden og ud af mit liv, at jeg er helt alene. Mit hjerte er helet nu. Det fik lige et ordentligt slag her i slutningen af året, men der var det allerede blevet så stærkt og jeg var allerede så meget på vej videre, at slaget bare gjorde hjertet endnu stærkere. Men det har taget et år og lidt til, før jeg kunne gøre mig helt fri af ham.

Og det, at jeg først nu sådan for alvor ikke er en del af ham længere, har nok også haft betydning for min nærmest ikke eksisterende lyst og overskud til at give mig i kast med kærligheden igen. Jeg har ikke været åben, i hvert fald ikke nok, for jeg elskede stadig en anden. Også selvom den anden ikke var en, jeg ville være sammen med.

Hendes ord hjalp gevaldigt på den følelse jeg har gået med, der siger til mig, at jeg er langsom. At jeg burde have fundet en nu eller i hvert fald, at jeg burde have været tættere på det. Og det hjalp især, da hun efterfølgende sagde, at hun synes, jeg skulle give mig selv fri. Fri fra tanken om, hvad jeg burde og ikke burde gøre i forhold til kærligheden. De tanker fylder, på trods af min overbevisning om, at jeg egentlig har det ganske rart og dejligt alene, alligevel en del. En langt større del, end jeg har villet indrømme. For som jeg sagde til hende, så har jeg jo egentlig ikke rigtig lyst. Eller altså jo, hvis der tropper en dejlig mand op og viser mig interesse, så siger jeg næppe nej. Men jeg har virkelig, hverken lyst eller føler behov for selv at gå ud og lede efter ham. Og den mangel har jeg haft lidt svært ved at forlige mig med. For hvad nu, hvis jeg ved at have det sådan lukker alle potientielle mænd ude, uden at vide det? Hvad hvis jeg så aldrig møder en? Og burde jeg ikke også gå lidt mere hardcore i gang med søgningen efter Manden i Mit Liv, når nu der nu kun er 2,5 år til jeg fylder 30?

Men nej. Det skal jeg ikke, sagde hun. Jeg skal bare være. Være i mig selv og i mit liv. Jeg skal bare være single med alt, hvad det indebærer. Og så skal jeg mærke efter. Mærke efter, hvad jeg egentlig har lyst til. Hvad der gør mig glad. Hvad der gør mig tryg, men uden at holde fast i trygheden, hvis det i sidste ende er den, der holder mig tilbage fra at give mig hen til en, der står og gerne vil. Vil mig.

Tak. ❤

Dag 167, år 2 – Og indtil da køber jeg gladeligt blomster helt til mig selv.

 

 

 

 

2016 Opgjort i Mænd Og Dates #1

Jeg tænkte, at det var på tide at begynde at tale om nogle andre mænd end Fodboldfyren. Ikke at jeg er helt færdig med min fortælling, men da det I læser nu er en opgørelse over de mænd, jeg har mødt og kendt i 2016 tænker jeg, at det nok ville være en god ide at få den ud, mens det rent faktisk stadig er år 2016.

Så here goes; 2016 Opgjort i Mænd Og Dates Del 1.

 

Tøsedrengen, 33 år

Tøsedrengen var min første rigtige Tinderdate. Vi begyndte at skrive sammen i slutningen af januar, og besluttede at mødes til en bid mad på Papirøen netop, da kalenderen skiftede til februar. Jeg var egentlig ikke meget for det, og slet ikke da manden skrev en time inden, vi skulle mødes for at fortælle mig, at han lige havde opdaget, at Papirøen først åbnede ugen efter, men at jeg da altid kunne komme hjem til et glas vin hos ham. Jeg ved stadig ikke, om det her var et trick, og the change of plans krævede da også et konfererende opkald til Bedsteveninden, da vi jo alle ved hvad “et-glas-vin-hos-mig-” egentlig betyder. Men afsted tog jeg altså. Jeg havde trods alt lige brugt en time på at gøre mig klar.

Tøsedrengen var en rigtig voksen. Sådan en, der er færdig med at læse, har et rigtigt voksenarbejde, en lejlighed med møbler, der ikke hovedsageligt har svenske navne, billeder på væggen, en opvaskemaskine og vin fra Irma. Og det var interessant to say the least. Han var også ret pæn og vi snakkede godt sammen, så da han efter vinflasken var tom spurgte, om jeg ikke ville have en tour i lejligheden, havde jeg ikke noget imod, at den sluttede i soveværelset. Det viste sig dog desværre, at Tøsedrengen slet ikke var så voksen, som han virkede. For da jeg rejste mig op fra hans futonseng (et møbelvalg, der i sig selv virkelig burde have været alarmerende nok) sagde han, at han virkelig gerne ville se mig igen, og spurgte om vi måske skulle lave noget sammen i weekenden. En udmelding jeg senere fandt ud af, at Tøsedrengen slet, slet ikke mente, og som jeg ikke mindst blev overrasket over, da jeg ikke selv havde tænkt tanken, men som jeg alligevel blev glad for, da aftenen jo havde været hyggelig.

Så da jeg næste dag skrev for både at forhøre mig om den halskæde, jeg havde glemt hos ham, (og nej, det var altså ikke med vilje, men blot fordi den var ganske lang og i vejen, og fordi jeg er ret glemsom generelt) og i samme vending spurgte om vi skulle gøre alvor af det der med at ses igen, fik jeg Verdens Mest Nederen Besked:

img_2711

Jeg hørte selvfølgelig ikke fra manden næste dag. Eller dagen efter den. Noget som jeg egentlig ville have været ligeglad med, hvis det ikke var været fordi, jeg havde glemt min halskæde, og så det lille bitte faktum, at det var ham, der havde sagt, at han ville ses igen, og ikke mig. Så jeg skrev til ham. Skrev, at han altså ikke havde behøvet at sige, at han gerne ville ses, når han egentlig ikke havde lyst, men at jeg stadig gerne ville have min halskæde igen. Og så kom den besked, der sidenhen har givet ham øgenavnet Tøsedrengen eller Kællingen blandt mine veninder:

img_2712.jpg

Og så, så man lige mig kaste lidt op. Og derudover spørge, om der virkelig er cafeer, der er villige til at have folks engangsknalds efterladenskaber liggende omme bag disken?

Globetrotteren, 32 år

Globetrotteren var min næste Tinderdate. Et åbenlyst booty call, men som viste sig at være en ganske glimrende date og underholdende fyr. På min Tinderprofil stod der på det tidspunkt, at jeg godt kunne lide chokolade, pingviner og gangsterfilm, hvilket fik den 32-årige techfyr, der viste sig også at have bygget sin egen bil og kørt fra Danmark til Sydafrika, til at skrive til mig og spørge om vi ikke skulle se en gangsterfilm sammen og eventuelt spise noget pingvinmix. Og da det der med “at se film” er et af mine gamle og højest succesfulde moves, og vi samtidig her var nået til marts og det dermed var over en måned siden, jeg sidst besøgte nogens soveværelse, tænkte jeg, at det da egentlig lød som en meget god ide. Og det var det også.

GLobetrotteren viste sig nemlig at være ret interessant. Han vidste en masse om blogs, hjemmesider, hvordan man promoverer sig selv online og serverede så vidt jeg husker også en ganske glimerende lemonade. Derudover var det også svært spændende at høre om hans rejser, når man som jeg er en stor rejsenørd. Og så lærte han mig tilmed også at spille backgammon. Win win. Derudover var han, i modsætning til Valdemar, ikke en fyr, der tænkte så højt om sig selv at han følte, at han blev nødt til at love noget efterfølgende, så den stakkels pige, der sandsynligvis nok allerede var tæt på at være forelsket i ham efter et knald, ikke blev såret, når vi skulle sige farvel.

Nej, Globetrotteren han bryggede mig blot en kop kaffe og sagde pænt farvel, og jeg det samme. Altså ikke kaffen, men farvellet. Og vi har aldrig talt sammen igen = opskriften på et perfekt engangsknald.

Tagterrassefyren, 34 år

Tagteressefyren var en happnfyr. En som i maj skrev til mig og spurgte, om jeg havde lyst til at drikke noget vin med ham. Han var nemlig en vinkender, lod han mig vide. Naive mig, troede selvfølgelig at vi skulle mødes på en vinbar et sted, men da jeg dagen inden daten skrev og spurgte, hvor vi skulle mødes skrev han, at vi da skulle drikke vin hos ham på hans tagterrasse. Jeg var lidt nølende, da jeg efterhånden gerne ville lidt mere end booty calls med eller uden vin, men tænkte også, at det jo altså ikke er hver dag man møder en fyr med en tagterrasse. Så jeg tog til Østerbro og fandt, da døren blev åbnet, at Tagteressefyren kun har en god vinkel. Og at det er den, han benytter sig af på sin profil.

Men hvad skulle jeg gøre? Gå baglæns ned ad trappen igen? Nej, nu var jeg jo kørt hele vejen til Østerbro, og var derudover heller ikke en douche, så jeg pressede Ja-hatten godt ned over ørerne og fulgte med manden op på, hvad jeg fandt ud af ikke var hans egen tagterrasse, men hele boligforeningens.

Da vi satte os ned viste det sig også, at Tagteressefyren kun er sjov på skrift. Eller faktisk nærmere også kun er en rar person på skrift. Han begyndte straks en tale om, hvor nederen han syntes, at hans bedste ven var, fordi han var taget til Budapest med sin kæreste i Kristi Himmelfartsferien i stedet for at blive hjemme sammen med ham. Derefter nægtede han at fortælle mig, hvad det egentlig var han lavede som fuldmægtig i et af Danmarks mange ministerier, og sagde i stedet for; Det er bare noget med et kontor en computer og en telefon, du ved. En sætning der blev afsluttet med en latter, der mindede umiskendelig meget om den irriterende og heldigvis fiktive ejendomsmægler fra Danish Dynamite, Jeppe K.
Tagteressefyren dog ikke færdig med ikke at ville fortælle noget om sig selv, og nægtede derfor også at svare på, hvor han var fra, da jeg spurgte. Til det spørgsmål kom der bare et; Syd fra København. Det er vist nok. 

På det tidspunkt havde jeg ikke flere spørgsmål til manden, der var ligeså dygtig til at tale udenom som vores statsminister, hvilket fik Mathias til at spørge om jeg kendte til den tagterrasse, vi sad på. Vores samtale lød nogenlunde sådan her:

TTF: “Såeh, kender du egentlig den her tagterrasse? ”
Mig: “Øh, nej altså jeg har ikke været her før, hvis det er det, du mener?”
TTF: “Nej nej, jeg mener bare, at den ligesom sådan er ret kendt.”
Mig? “Fordi, der bor kendte her eller?”
TTF: “Nej, nej. Den er bare ret kendt. Du ved, i området.”
Mig. “Aha.”

Jeg tror, han kunne se, hvor ikke-imponeret jeg var over ham og tagterrassen, for efter cirka 10 sekunders tavshed imellem os spurgte han på en ikke særlig spørgende måde, om vi ikke bare skulle sige, at det var det. Jo sagde jeg, det synes jeg, vi skal og satte mig efter to minutter op på cyklen mod Vanløse, mens jeg rystede på hovedet hele vejen hjem.

Verdens Hurtigste Date, 41 år

VHD var en gammel mand. Altså i hvert fald i forhold til mig. Men jeg tænkte, og tænker stadig, at man i løbet af sit liv skal have prøvet kræfter med sådan en. Så det gjorde jeg. Eller, det gjorde jeg egentlig ikke, da daten med Verdens Hurtigste Date, som hans øgenavn hentyder til, var ganske, ganske kort.

Vi mødtes ved Christianshavn for at gå tur rundt om kanalerne, og i løbet af vores cirka 30 minutter lange gåtur, lærte jeg intet om ham. Altså udover at han ved ufattelig meget om kastanjetræer og bor på Amager. (Overvejede derfor kort at kalde ham for Amagermanden, men tænkte, at det alligevel ville være lidt over the top) Udover det fortalte han, ligesom Tagteressefyren, intet om sig selv og spurgte heller ikke ind til mig. I stedet brugte han tiden på at kommentere på samtlige ting, vi gik forbi, deriblandt kastanjetræerne, og sagde derudover også en sjælden gang sådan nogle far-agtige ting såsom; Ja, det lærer du nok med tiden eller Ja, det er mange unge, der godt kan lide appleprodukter.

På et tidspunkt begyndte det at regne, så vi vendte om og gik tilbage mod Lagkagehuset, hvor vi havde mødtes. Han snakkede stadig om alle andre ting end sig selv, mig eller os, og jeg gik ved siden af og nikkede pænt og kom med de obligatoriske lytte-lyde. Og da vi nåede Lagkagehuset stoppede han pludselig op og sagde, mens han bankede hånden ned i en cykelsaddel; “Nå, det her er mig. Det har været hyggeligt, du må have det godt.”

Jeg, som til at starte med ikke havde opdaget, at han var stoppet op og derfor nu befandt mig cirka fem meter fra ham, stod lettere målløs og kiggede på ham. For godt nok havde det ikke været verdens mest interessante date, men hvis det ikke at tale om sig selv eller at spørge ind til den anden var hans måde at tage på date på, hvordan kunne han så overhovedet vurdere om den anden var værd at lære bedre at kende? Jeg endte med at mumle i lige måde, selvom jeg slet ikke mente det og stikke af ned af metroens trapper, mens jeg forbandede at have brugt to klip på en mand, der ikke havde stillet mig et eneste spørgsmål.

Læs med i morgen for at få 2. del af 2016 Opgjort i Mænd og Dates. Der bliver det nemlig for alvor juicy.