Fortællingen om at ville holde fast i tiden og udskyde voksendommen

Jeg har altid gerne ville have børn. Og jeg har i mit liv været skruk flere gange. Jeg har længtes efter at skabe en familie, der var anderledes end min egen, jeg har higet efter trygheden og sikkerheden i at være en lille kerne sammen, og jeg har drømt og planlagt alt det, jeg gerne ville have til at ske.

Jeg vil stadig gerne have børn. Jeg ved endda, hvad de skal hedde, (og jeg rokker mig ikke) og jeg vil stadig gerne have den der kerne af en familie. Men jeg er ikke skruk. Og jeg kan faktisk i virkeligheden ikke rigtig forestille mig eller drømme om noget, der har med børn og familier at gøre. For det er slet ikke on my mind. Faktisk higer jeg nærmere efter ungdommen og ville ønske, at jeg kunne stoppe tiden og blive her i slut 20’erne i lang tid endnu. Jeg har ikke lyst til at blive rigtig voksen. For jeg elsker den tid, jeg er i nu så højt. Jeg elsker, at jeg har så mange veninder, at vi ses så ofte og at vi er en bastant og fast del af hinandens liv.

Og det er også derfor, jeg nærmest bliver sur, når jeg tænker på, hvordan fremtiden kommer til at være, når alle mine veninder, inklusiv mig selv forhåbentlig, har fået børn, fuldtidsjob og en mand, der jo også skal plejes. Jeg synes nemlig, det lyder helt absurd, når jeg hører om veninder med familier, der skal arrangere venindedates langt ude i fremtiden, fordi alles kalendre er helt fyldt op med arbejde, børn, svigerforældrefødselsdage og børneaktiviteter. For sådan har jeg ikke lyst til, at det skal være, når jeg selv får nogen.

Jeg vil gerne have, at der skal være plads til, at jeg kan se mine veninder i løbet af ugen, måske ikke dem alle, det er trods alt allerede nu en smule utopisk, men jeg vil gerne have, at det skal være muligt at se en veninde i hverdagen. Jeg vil gerne have, at det ikke altid involverer vores fremtidige børn, og jeg vil gerne have, at det ikke skal være noget, der skal tage flere dage at aftale, eller at der skal gå flere måneder, før vi så endelig ses.

Jeg ved godt, at det nok desværre ikke kan blive ved med at være som det er lige nu. Og at jeg til den tid måske heller ikke har lyst til, at det skal være som den gang, vi alle var i 20’erne. Og jeg ved godt, at jeg helt sikkert kommer til at få nogle andre prioriteter, end jeg har i dag, men jeg har svært ved at forestille mig, at jeg helt oprigtigt ikke vil have en stor lyst til at se og tale med mine veninder ofte.

Nogle gange bliver jeg helt trist over foranderligheden, der præger den tid, de fleste af mine veninder og jer er i lige nu. Det med, at vi aldrig kan vide, hvor vi er om et år er både spændende, men samtidig også trist. For jeg elsker som sagt virkelig tiden, som den er lige nu. Vi er stadig unge, de fleste af os er stadig rimelig frie, og det er ikke unormalt at ses spontant med en flaske vin under armen og at tale og tale i flere timer.

En veninde jeg har, hun glæder sig til 30’erne, siger hun. Hun synes 20’erne har været hårde. Gode, men hårde, og hun er klar til mere ro. Jeg – jeg kunne godt bruge fem år mere her. Tror jeg. Her hvor alt er åbent og muligt. Her hvor der stadig ikke er så mange, der mener, at man skal være et bestemt sted. Her hvor der er mere rødvin, stjerner på himlen og grin i maven, end bleer, Real Kreditlån og MUS-samtaler. Her hvor jeg bare er min egen og ingen andres.

Men tiden her er jo som sagt foranderlig. Og måske har jeg det anderledes i morgen. Måske vil jeg længes efter faste rammer og trygge arme om et år. Måske har jeg allerede fundet dem der. Jeg ved det ikke. Lige nu ved jeg bare, at jeg higer efter frihed. Efter at gøre præcis, som jeg vil, når jeg vil det. Og at noget af det, der trækker mest ned på humørkontoen er tanken om, at jeg ikke længere har al den tid i verden, som jeg kunne ønske mig. At både jeg selv og folk omkring mig bliver ældre og har forventninger til, hvordan jeg skal leve mit liv. Og at selvom jeg jo burde være ligeglad, så betyder det noget, hvad andre folk tænker – Og jeg tænker, at de tænker, at man ikke kan rejse jorden rundt og være fri som fuglen, drikke sig fuld i Pina Coladas og knalde med en canbana boy, når man er over 30.

Og det tænker jeg også lidt selv, at man ikke kan. Så derfor skal jeg måske nok til at komme i gang med at suge al ungdommen ud af ungdommen, inden den bliver erstattet af voksendommen. Eller også skal jeg bare tage en chill pill, ryge en cigaret og sige til mig selv, at når man er klar, så føles det nok helt rigtigt. Og så er der nok slet ikke noget andet sted, man hellere vil være.

Ja, det er nok sådan, det er.

Læs mere om lidt af de samme tanker her.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Reklamer

Fortællingen om At Være Super Voksen Og Starte Sin Egen Virksomhed 

Jeg har skrevet en lille smule om det her på bloggen. At jeg har været ved at starte mit eget firma. Men udover det, har jeg ikke rigtig fortalt, hvad det går ud på. Jeg skulle lige have det hele klart. Lige være helt sikker. Lige føle, at det var rigtigt.

Og det gør jeg nu. Min hjemmeside er i luften, min facebookside ligeså, mit første nyhedsbrev ryger ud på mandag, og jeg har et kundemøde senere i dag.

Men hvad er det så, jeg laver, spørger du?

Jo, nu skal jeg fortælle dig det. I mit firma SoMeSoYou hjælper jeg hovedsageligt coaches, med tiden også psykoterapeuter og andre alternative behandlere, med at findes deres niche, deres vinkel og deres målgruppe. Og så skriver jeg deres tekster og står for deres markedsføring. Alt efter, hvor meget de har brug for hjælp, that is.

Derudover vil jeg i løbet af sommerferien også gerne i gang med et andet projekt, noget der har meget mere med coaching at gøre, end det her har. Men som de kloge hoveder råder en til, så tager jeg lige et projekt ad gangen. Det er nok alligevel smartest.

Min drøm er, at jeg kan bygge min karriere op på kommunikation og markedsføring, samt coaching, hvor jeg hovedsageligt holder workshops, foredrag og har et par en-til-en klienter. Samtidig med at jeg ved siden af, arbejder for Sofia Manning og står for hendes kommunikation. Og måske også en gang imellem skriver et par bøger, (i hvert fald en) og selvfølgelig blogger her på matriklen.

Der er lang vej igen, men jeg kan se det for mig. Jeg tror for det meste på det, og jeg vil det rigtig gerne. Jeg føler for nok første gang i hele mit liv, at jeg har fundet min rette hylde. At det er det her, jeg skal. Og jeg elsker, at jeg gør det selv. At det er så frit og åbent, og at jeg kan præge det i nye retninger hele tiden, hvis det er det, jeg vil.

img_5460

Dag 330, år 2  – Girlboss

Dermed ikke sagt, at jeg nogle gange ikke er ved at skide lidt i buskerne. For hvad nu, hvis det ikke går? Hvad nu, hvis jeg ingen kunder får? Hvad nu, hvis der er ingen, der har brug for mig og vil lytte til mig? Og ved jeg overhovedet, hvordan man gør det her?

Nogle gange, når jeg læser det, jeg har skrevet på min hjemmeside, tænker jeg, at det lyder meget klogt og voksent. Og at jeg da på ingen måde rent faktisk kan finde ud af, at udføre de ting, jeg sælger. For altså, helt ærligt – hvem fanden tror jeg egentlig, at jeg er?

Men så er det, at jeg endnu engang læser, hvad det helt præcis er, jeg tilbyder. Deler det op, kigger på alle elementerne, og finder så ud af, at jo, det kan jeg faktisk godt. Jeg er nemlig mega dygtig. Mega klog. Og mega sej. Og jeg skriver pisse godt. Så nå!

Og heldigvis er det et meget omkostningsfrit virke, jeg har sat i gang. Jeg bruger min tid på det, men næsten ingen penge. Og selvom jeg er ret fattig lige nu, og virkelig ville ønske, at jeg havde nogle flere gryn at gøre godt med, så kommer jeg ikke til at gå nedenom og hjem, hvis det tager noget tid, før jeg begynder at tjene ordentlige penge.

Så alt i alt er jeg glad. Og spændt. Og håbefuld. Alle jeg kender er stolte. Det venter jeg dog selv lidt med. Sejheden derimod, den føler jeg. Voksenheden….. den kommer i hvert fald snigende. I hvert fald, når jeg tager min nyindkøbte businessbuks på.

 

 

Fortællingen om At Være Ensom i Et Hav Af Venner

Jeg håber, det er muligt at skrive det her indlæg uden at lyde som en stor whiny brokkerøv. For det er virkelig ikke det, jeg vil. Eller synes, jeg er. Og jeg har da også overvejet slet ikke skrive noget. Men så igen, hvad fanden skal man ellers bruge sin blog til, hvis altså ikke man er sådan en, der finder det vigtigt at fortælle verden, hvilke par strømper, man har valgt at tage på i dag. (Av, nu kom jeg vist alligevel til at lyde….bitchy)

Så nu fortæller jeg det. Og håber samtidig, at folk forstår, at det ikke er en anklage, brok eller surhed. For det er det ikke. Jeg tror egentlig mest det er frygt og gamle sår. Blandet med en lille smule tristhed. Okay, lidt mere end en lille smule.

Jeg har ingen planer i weekenden. Eller det er løgn. Jeg skal spise brunch med min sødeste Anna på søndag, men indtil da skal jeg ingenting. For alle mine veninder er optagede. Og da jeg fandt ud af det igår, efter en ellers dejlig formiddag med et tandlægebesøg, der viste ingen huller og frokost med Bedsteveninden, så blev jeg først trist og derefter tvær. Og måske også lidt skuffet.

Selvfølgelig er det ikke nogens skyld, og man kunne da også argumentere for, at jeg kunne have været ude i bedre tid, og at mine veninder og venner jo altså ikke er ansvarlige for, at jeg har noget at lave i weekenden. Så det gjorde jeg. Altså argumenterede. Men følelserne blev alligevel siddende. Ja, faktisk voksede de sig større og satte sig endnu bedre fast, indtil jeg endte med at råbe af min ovn, fordi den blæste varm damp i hovedet på mig, da jeg åbnede lågen for at tage den pizza ud, jeg aggressivt havde klasket sammen.

Og så måtte jeg lige sætte mig ned og tale lidt med mig selv. For at finde ud af, hvorfor det gik mig sådan på. Og hvorfor det i dag stadig svier lidt. Det var ikke let, for det hele føltes blandet sammen i en stor pærevælling af nederenhed, men der var alligevel en sætning, der blev ved at skille sig ud og dukke op.

Det er altid mig, der spørger. 

Det er det nu ikke. Hvis jeg skal være ærlig. Der er masser af gange, hvor jeg er den, der bliver spurgt. Og jeg nærer slet ingen tvivl om, at mine veninder vil mig. Men jeg tror dog alligevel, at jeg “vinder”, hvis der nogensinde er nogen, der laver et regnskab over, hvem der tager mest initiativ. Og det gør lidt ondt. Og sender mig samtidig direkte tilbage til alle de gange, hvor jeg har følt mig udenfor og forkert. Og hvor jeg ikke måtte være med. Hvilket egentlig førte mig direkte videre til den næste gennemgående følelse – frygt.

Dag 266, år 2 – Alene

Jeg er bange for at miste. Jeg er bange for, at alt det jeg har kæmpet for at opbygge og al den kærlighed – som jeg gerne indrømmer, at jeg er dybt afhængig af, fordi det er den eneste, udover min families, som jeg har – vil forsvinde. For så ved jeg ærlig talt ikke, hvad jeg skal gøre.

Jeg har altid følt mig lidt alene. Lidt forkert. Lidt på kanten. Men i løbet af det sidste halvandet år, har jeg følt mig mere rigtig end, jeg nogensinde har følt mig før. Jeg har følt, at jeg hører til. At dem jeg holder af og elsker, elsker og holder af mig, fordi jeg er, som jeg er. Jeg har følt mig langt væk fra kanten, og meget mere midt i midten. Og der vil jeg gerne blive ved med at være. Men jeg ved også, at det kommer jeg ikke til. Livet i 20’erne er flygtigt. Det er en tid fuld af forandring, og det liv man lever i dag er ikke nødvendigvis det liv, man lever i morgen. Det er både det, der gør 20’erne til noget af det mest fantastiske, men også til noget af det sværeste. For jeg ved god, at mine venskaber ikke kommer til at blive ved med at være, som de er nu. Og selvom jeg synes, jeg udvikler mig, endelig har fundet min rette hylde og er på vej hen et sted, så føles det alligevel som om mine veninder bevæger sig lidt hurtigere end mig. Og det gør det nogle gang lidt svært at trække vejret. For hvad hvis de alle sammen bevæger sig for langt væk?

Det hele er stadig lidt rodet. Og det er jo, som I kan se, heller ikke bare en ting, der fik mig til at råbe af ovnen. Det er både fortidsshit, nutidsshit og fremtidsshit. Og der er nok egentlig ikke rigtig så meget at gøre ved det andet end at trække vejret ned i maven, give mine tanker plads og lytte til mig selv. Det er dog bare lidt svært, når en anden insisterende stemme bliver ved med at råbe op.

Nogle gange kunne det bare være rart, hvis jeg ikke altid selv skulle sørge for, at jeg har planer for weekenden. 

Men det er nok utopi. Og nok utopi for de fleste. Medmindre du er en af de der bloggere, der viser deres sokker frem, måske.

 

 

Fortællingen om Pludselig At Leve Et (Næsten) Dramafrit liv

Der sker ikke så meget på bloggen for tiden. For der sker ikke så meget herude i virkeligheden for tiden. Eller altså, der sker en masse. Det er bare ikke særlig vildt og spændende eller bloggeragtigt. Jeg går ikke på en masse dates, jeg rejser ikke verden rundt, jeg skændes ikke med nogen eller står på the verge of a great change. 

Men jeg har det godt. Jeg elsker mit arbejde, og er ved siden af ved at udvikle mit helt eget koncept og firma, som jeg kommer til at fortælle en masse om, når det hele er lidt mere på plads. Jeg hænger ud med mine dejlige veninder, drikker en masse vin og prøver langsomt, men sikkert at arbejde med mig selv, give slip på alt det, der ikke gør mig godt og byde det modsatte velkommen.

Når folk, jeg ikke har set i noget tid, med spændthed i øjnene spørger, hvordan det går, ved jeg efterhånden ikke rigtig, hvad jeg skal svare andet end, at det går godt. Men jeg har ikke så meget at fortælle. Jeg er glad. Jeg trives. Jeg er nærmest lykkelig. Selvfølgelig er der ting, jeg gerne vil ændre, ting jeg ville ønske ikke var, som de var, ting som stadig er svære. Men generelt er det hele bare sådan rart. Dejligt. Godt.

En dag for noget tid siden slog det mig pludselig, at der slet ikke rigtig sker noget i mit liv. Altså noget dramatisk. Noget vildt. Og jeg kunne ikke rigtig finde ud af, hvordan det dog kunne være. Jeg kan nemlig nærmest ikke huske en tid i mit liv, udover da jeg var et helt lille barn, hvor der ikke har været en eller anden form for drama. Nogen gange helt udenfor min kontrol, andre gange helt eller delvist selvforskyldt. Og så slog det mig pludselig. Fodboldfyren er her ikke længere. Og selvom han selvfølgelig ikke er grunden til al det drama, der nogensinde har været i mit liv, er han den, der i de sidste 6 år har bidraget til det meste. Både med og uden min hjælp. Mest uden.

Og derfor giver det jo egentlig meget god mening, at det meste drama i mit liv automatisk forsvinder, når den person, der har bragt absolut allermest drama med sig, forsvinder ud af det. Og det er virkelig rart. At han er ikke er der. At han ikke forstyrrer. At han ikke sårer. At han er væk.

Helt væk er han dog ikke. Og det er derfor, at der er et “næsten” i titlen på dette blogindlæg. Jeg hørte nemlig fra en af de “andre kærester” for nylig. Fordi hun havde hørt fra Fodboldfyren. Han ville vide, om det var hende, der havde sladret om alle hans dobbeltliv. (Hvilket får mig til at tænke, at der jo må være mange flere “kærester”, siden han ikke kan regne ud, hvem det er, der har sladret)  Og da hun fortalte det, blev jeg helt kold indeni. Jeg begyndte at fryse, selvom jeg lå under min tykke dyne. Min mave snørerede sig sammen, og mit hjerte begyndte at hamre. For hvorfor ville han vide det nu? Så lang tid efter? Pønsede han på noget ondt? Noget, der skulle rode op i mit nu gode liv? 

Jeg ved det ikke. Det kunne hverken hun eller jeg få svar på. Men efterhånden tror jeg det ikke. Jeg tror bare, at han har et sørgeligt liv, og er fyldt med vrede over, at jeg har forvist ham fra mit, samtidig med, at jeg har råbt sandheden om ham til hele verden. Og jeg mener, hvis du følte sådan, ville du så ikke også gerne vide, hvem der var “skyld” i det?

Det er i hvert fald det, jeg har besluttet mig for er det, der ligger bag. For uanset om han så rent faktisk pønser på noget, (hvilket jeg slet ikke kan forestille mig, hvad skulle være) så fortjener han ikke, at det skal ødelægge min tilstedeværelse i mit udramatiske og rare liv. Jeg har nemlig travlt. Travlt med at være glad. Med at grine. Med at udvikle mig. Med at opleve nye ting. Med at arbejde med noget, jeg elsker. Og med at tage i Ikea med Bedsteveninden.

Dag 256, år 2 – Ikeakærlighed

 

Fortællingen om At Slette Tinder. Og Happn. Og Bumble.

Jeg har som bekendt været en del på Tinder. Ikke at den aktivitet har båret synderligt meget andet med sig end gode historier. Men jeg har været der, for det er man jo, når man er single. Det har dog godt nok været en noget halvhjertet tilstedeværelse, hvilket nok også er derfor, at det kun er blevet til et par gode datehistorier og to knald.

For jeg har ikke rigtig gidet. Eller haft behov for det. For det første så har jeg jo Don Draper, der når vi ses sørger for sex, indermad og nus på ryggen. (#bollevennegoals) Og så behøver man altså ikke så meget andet, når den anden grund til ikke rigtig at gide Tinder er, at udsigten til at få en kæreste for det meste bare gør mig helt træt. Derudover hader jeg, som i H.A.D.E.R jeg 1. dates. Det er jo noget af det mest forfærdelige i verden. Mig – der i forvejen ikke sådan umiddelbart holder vildt meget af at møde nye mennesker, når man efter at have sagt hej er tvunget til at tale med dem på bedste smalltalk maner og med ingen mulighed for at stikke af uden at det ville virke helt vildt mærkeligt – har det oftest ret stramt på 1. dates.

Dag 243, år 2 – Nej, tak!

Og ja, så er det sgu svært at holde Tindergejsten oppe, specielt når de fleste beskeder, jeg så får ikke består af meget andet end et Hej. Ja, faktisk så er gejst nok det, jeg har mindst af, når jeg befinder mig på Tinder. Irritation, surhed, afmagt og frustration derimod, det er der masser af.

Og så var det bare, at jeg en dag tænkte, at jeg jo egentlig har rimelig mange andre ting, der potientielt kan fylde mig med en eller alle af ovenstående følelser. Fx andre trafikanter, folk der stiller dumme spørgsmål og bloggere på Berlingskes hjemmeside. Så hvorfor ligesom bidrage til mere af den slags, ved næsten hver eneste dag at gå ind på Tinder og nærmest øjeblikkeligt få lyst til at kaste min telefon i toilettet?

Ja, det er der jo faktisk ikke rigtig nogen god grund til.

Så nu har jeg slettet lortet. Alt sammen. Alle apps og alle profiler. Og dermed også alle intetsigende beskeder. Og det er helt vildt rart. Og så kan det godt være, at jeg ender som en ensom kattedame eller enlig mor til et donorbarn, men det tror jeg nu ikke. Jeg tror faktisk godt på, at det er muligt at møde sådan en af de der mænd ude i virkeligheden. Jeg skal nok bare lige øve mig lidt på rent faktisk at kigge efter dem, og så også eventuelt lade være med automatisk at gå ud fra, at jeg har noget klamt siddende i mit ansigt, hvis der er en af dem, der kigger på mig.

Og hvis ikke, ja så er det jo meget heldigt, at jeg elsker både katte og donerbørn.

Fortællingen om At Stoppe Med At Skrive Om Fodboldfyren 

Det er efterhånden noget tid siden, at bloggen blev brugt til at dele tanker om Fodboldfyren, og nu føler jeg, at jeg egentlig ikke rigtig så meget mere at sige. Eller ej, det er løgn. Jeg har helt vildt meget tilbage at sige og fortælle, men det er alt sammen noget, som jeg er ved at skrive ned et andet sted. I et dokument på min computer. Et dokument, som skal blive til en bog, der fortæller hele historien og som skal udgives. Og ja, så tænker jeg, at det sådan rent forretningsmæssigt sgu nok ville være lidt dumt at skrive det hele her først.

Så derfor bliver dette indlæg det sidste, jeg kommer til at skrive om Fodboldfyren her på bloggen. Medmindre der altså sker et eller andet revolutionerede, som at han mister sin penis i en bilulykke eller der endnu en gang tikker en besked ind hos mig fra en pige, som også har været hans kæreste. Mens han var min, altså.

Det er dog ikke kun på grund af mine onde forretningsplaner om at overtage verdensherredømmet via det skrevne ord, (eller bare endelig blive en rigtig forfatter, som jeg altid har drømt om og med det også gøre en vis Fodboldfyr pænt frustreret) at jeg har besluttet mig for, at dette skal være det sidste indlæg om ham. Det er også fordi, jeg faktisk ikke rigtig orker at snakke så meget om ham mere. Eller lad mig sige det på en anden måde, jeg vil ret meget gerne have, at han snart fucker ud af mit hoved. For selvom jeg intet har tilbage for ham, og selvom jeg er godt på vej til ikke længere at være helt fuldstændig fucked up over, at alt jeg troede var sandt i virkeligheden var en løgn, så fylder han stadig rigtig meget. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på ham på den ene eller den anden måde, og der findes en stemme inde i mig, der nogen gange, fuldstændig ud af det blå, gerne mens jeg foretager mig ganske normale ting som at tisse eller vaske op, bryder igennem mine andre tanker og højt og koldt siger; Jeg håber bare, du dør xxx.

Nogle gange bliver jeg helt forskrækket, andre gange giver jeg den et mental high five. Men uanset, så er den en anelse forstyrrende og også en smule overdreven. For jeg håber jo selvfølgelig ikke, at han dør. Jeg håber bare, at han kommer til at leve et trist, fattigt og meningsløst liv og til sidst dø alene. Men altså, det er jo noget helt andet end at ønske, at han skulle falde om her som 32-årig. Tænker jeg.

Jeps, jeg er stadig ret vred. Og vreden går nok ikke væk lige foreløbig. Og det hjælper måske heller ikke lige nu at sidde og skrive historien om, hvor stor en nar Fodboldfyren har været ned i et ensomt worddokument. Men jeg tror dog, at det på sigt vil hjælpe at have gjort det. Jeg tror, at jeg ved at skrive mig igennem vores historie kan finde en eller anden form for slutning på det hele. Noget closure, noget ro. Og noget ligegyldighed. Jeg regner ikke med, at jeg nogensinde kommer til at finde forståelse eller tilgivelse. Men ro, det ved jeg er derude et sted. Og jeg tror den sidder lige ved siden af ligegyldigheden. Og jeg glæder mig virkelig til at møde dem begge.

Dag 191, år 2

Fortællingen om Næsten Ikke At Have Flere Sindssyge Feberdrømme

SÅ! Nu er jeg ved at have kæmpet mig op ad sofaen og ud af den feberdøs, jeg har været i de sidste fem dage. Noget som dem, der følger mig på snapchat (B-mennesket) har været så heldige at være vidner til. Velbekomme og undskyld.

Og det føles virkelig rart. Specielt fordi det der influenza seriøst er det ondeste i hele verden. Og nej, jeg er nok ikke den, man bør gå til, hvis man vil finde ud af, hvor meget noget gør ondt sådan helt objektivt set. Jeg synes nemlig alting gør lidt ondt, hvis nogen tager sig tid til at spørge, og jeg er derfor også sikker på, at jeg bliver den mest hysteriske og mest klynkende fødende kvinde i verdenshistorien, når den tid kommer. Hvilket også er derfor, jeg i sin tid pitchede ideen om en decideret rugemaskine ikke kunne være noget, vi kunne prøve at opfinde. Og derfor jeg aldrig rigtig kommer til at forstå de kvinder, der stopper med at tage p-piller, fordi de “bare ligesom gerne vil mærke deres krop. Og derfor jeg heller aldrig nogensinde kommer til at forstå dem, der går skridtet videre og beslutter sig for at føde naturligt med selvsamme begrundelse. For altså, hvorfor vil du dog det? Det gør jo ondt.

Anyways! Uanset om mit smertebarometer er alt for følsomt eller ej, så var det en ond omgang influenza, der slog mig lige i nakken (faktisk mest i halsen) i torsdags og dermed spolerede alle mine fantastiske planer. Både vigtige arbejdsplaner og vigtige sociale planer. Hvilket selvfølgelig har betydet, at mig og influenzaen har været dødeligt uvenner og derfor overhovedet ikke har talt sammen siden, andet end de gange jeg halvkvalt, ned i en pude, har råbt at den skulle fucke ud af mit liv.

Men nu er jeg ved at være ude på den anden side, og jeg må sige, at her altså er virkelig rart. Ingen kulderysteture, ingen sindssyge smerter, når man forsøger at synke sit eget spyt, ingen opkast, ingen crazy feberdrømme, der i korte, vågne øjeblikke får dig til at tro, at du snart bliver nødt til at tage dig sammen og finde din tryllestav, så du kan dræbe Trump, der pt. står ude på dit badeværelse og ler ondt.

Ja, det er sgu meget rart. Og jeg kan kun anbefale ikke at se The Magicians, når du har feber. Det bliver sgu hurtigt til noget rod oppe i hovedet.

Nå. Jeg undskylder hermed også for dette vrøvlende indlæg, men jeg har ikke talt med så mange mennesker de sidste par dage. Nu vil jeg rydde lidt op inden jeg skal til redaktionsmøde og lyde som en, der ikke har været alene i sin lejlighed i fem døgn og op til flere gange har været sikker på, at den amerikanske præsident befandt sig i badekarret.

God tirsdag!

Dag 221, år 2 – Velkommen til fredfyldte drømme