Når en lang, lang binge af How I Met Your Mother får dig til at sætte pris på livet før den store kærlighed

Jeg har de sidste par uger genset næsten alle afsnit af How I Met Your Mother (Pt. er jeg nået til afsnit ni i 9. og sidste sæson) Og gensynet med de fem venner fra New York har fået mig til at indse et par ting, som jeg ikke havde regnet med, at en sitcom ville kunne få mig til. Også selvom jeg inden, jeg begyndte at gense den godt vidste, at det var en aldeles fremragende en af slagsen.

Jeg er en “Ted” through and trough

Godt nok er jeg ikke arkitekt, og jeg elsker heller ikke Star Wars (Harry Potter, derimod OMG YAS) Men jeg er, på trods af min uvilje mod at modtage håndskrevne romantiske digte, egentlig nok lidt af en romantiker. Jeg tror på kærligheden og The One. Jeg er all for store romantiske gestures (så længe de ikke involverer rosenblade strøget ud over en seng) Jeg tror ikke på, at man skal tage sig til takke med den næstbedste, og jeg tror også ret meget på, at alt det der er sket og sker i mit liv har og er med til at gøre mig klar til at møde ham, der kommer til at knuselske, at jeg griner af næsten alt og fløjter Celin Dion sange, når jeg laver mad.

Det er ikke pinligt at drømme om den store kærlighed

Af en eller anden grund, selvom alle film, alle bøger og alle sange næsten alle sammen handler om jagten på kærligheden, så er det alligevel lidt pinligt, hvis man indrømmer, at man virkelig gerne vil have den. Og vi er allesammen også enige om, at hvis man først har ytret sit ønske om det, så sker det ikke. Man skal helst være ligeglad, sådan lidt ala nej-jeg-skal-bare-have-det-sjovt-og-noget-useriøst-lige-nu, før at det sker. Men i How I Met Your Mother er det ikke pinligt. Der må man gerne længes. Der må man gerne håbe. Og der må man gerne arbejde for det. Og sådan er det altså også i virkeligheden.

How I Met Your Mother handler om at blive voksen

Jeg tror, jeg var 18 eller 19, da jeg første gang så og dermed begyndte at nyde at se Ted, Barney, Robin, Marshall og Lily drikke øl på McClearen’s og date sig halvt ihjel gennem New York og senere hinanden. Og derfor var jeg også for ung til lægge mærke til og forstå, hvad serien endelig handler om. Den handler nemlig ikke om, hvordan Ted mødte moderen til sine børn, men om hans vej igennem ungdommen og ind i voksendommen. Den handler om den vej, der gjorde ham klar til overhovedet at møde hende, og om alle de ting, man går igennem i 20’erne. Der hvor man tror, man er og skal være voksen, men hvor man ikke rigtig er det endnu. Der hvor man elsker med alt, hvad man har og får revet sit hjerte ud af brystet. Der hvor man drikker sig fuld og opfører sig ididotisk. Der hvor man er ærdu og opfører sig idiotisk. Der hvor man lige pludselig opdager, at ens venner er vokset videre og længere op, end man selv er. Der hvor man nogle gange af netop den grund føler sig mutters alene, også selvom man i virkeligheden slet ikke er det.

Det så jeg ikke, da jeg var 19 år gammel, men her 10 år efter som 29-årig rammer historien om de fem venner –  som på samme tid er det helt samme sted og alligevel slet ikke er det – mig som både et hårdt spark lige i maven og som et varmt og trygt kram. Det her sker for alle, og det er til tider ufattelig hårdt, men også helt normalt. Det er sådan det at blive voksen. 

Og lige præcis derfor skal man huske at nyde tiden inden Kærligheden

Der er et afnsit i sæson 8 af How I Met Your Mother, Time Travelers hedder det, hvor Ted fortæller sine børn, at hvis han kunne gå 20 år tilbage i tiden til 45 dage før, han mødte deres mor, så ville han tage tilbage til sin gamle lejlighed og suge det hele til sig – alle de små ting, der dengang irriterede ham, men som nu står tilbage som små, fine quirks, der gjorde det hele lidt ekstra særligt. Han han ville tage forbi Marshall og Lily, Barney og Robin og bruge tiden sammen med dem i stedet for at sidde alene på en bar og ærgre sig over, at han endnu ikke havde mødt kvinden i sit liv. Og selvom han til sidst fortæller, at han nok også ville smutte forbi moderen, så han kunne få lov at få 45 dage ekstra sammen med hende – så var det hans ønske om at genleve de små øjeblikke i livet, som var det, der fyldte hans hverdag ud og gjorde den til en, han havde lyst til at stå op og være en del af – det der næsten gav mig en klump i halsen. For han har ret.

Ligesom jeg skrev her nytter det ikke noget at gå og vente og hungre efter det, der en gang kommer. Man får kun et liv, man får kun en gang i 20’erne og en gang i 30’erne. Og når man først har fået alt det, man drømte om, vil man garanteret se tilbage på sit liv, på de øjeblikke man på det tidspunkt ikke satte pris på og savne dem. Man vil savne den spændte følelse i kroppen. Håbet. Sommerfuglene.

Man vil savne tanken om, hvad der mon vil ske. Om et år, om en måned, om en uge. I morgen.

Fødselsdagstanker: Det absurde i at gå så meget i panik over et fucking tal

I dag er jeg fyldt 29 år. Jeg er nu ligeså gammel, som Fran Fine i Alletiders Barnepige påstod, at hun var igennem samtlige sæsoner af serien, fordi det der med at være over 30 og single åbenbart var en dødssynd.

Jeg er ligeså gammel som min mor, da hun fødte mig. Og jeg er ældre end min mormor var, da hun var gift, havde to børn, et hus og et arbejde som folkeskolelærer. Jeg er 29 somre og går i dag ind i mit 30. år. Og det skal nok gå altsammen.

Det er jo bare et tal, siger jeg til mig selv. Men det tal ville grangiveligt betyde mindre, hvis jeg var et andet sted i mit liv. Hvis jeg allerede havde kæresten og barnet. Men det sjove er, at jeg ikke som sådan længes efter nogle af de ting. Jeg ønsker mig dem, men der er stadig masser af ting, jeg gerne vil nå inden, jeg får dem. Jeg er slet ikke færdig med at være ung, dum og fuld på hverdage. Jeg er ikke færdig med at rejse rundt i verden og lede efter dele af mig selv, jeg ikke vidste fandtes. Jeg er ikke færdig med, at stå op kl. 11 og spise kold pizza til morgenmad. Jeg er ikke færdig med at være mig selv.

Og derfor burde det jo være ligegyldigt med det tal. Men det er det bare ikke alligevel. Jeg har aldrig været andet end ung. Og det lige pludselig ikke at være det sådan rigtigt længere er skræmmende. Også selvom det jo ikke betyder noget for andre end mig selv. Jeg er godt klar over, at det er mine egne overbevisninger, uskrevne regler og forbehold, der gør det svært. Der er ingen andre, der siger at jeg ikke kan det, jeg gerne vil på grund af min alder, at jeg burde tage at blive voksen eller som spørger, om jeg ikke skal til at skynde mig lidt. Det er kun mig. Og så måske også lidt samfundets syn på, hvad man burde lave, når man er en 29-årig kvinde. Men altså, samfundet burde jo også virkelig bare lukke røven på det punkt.

Det sjove er, at som jeg skriver det her går det mere og mere op for mig, at det måske faktisk ikke er frygten for fremtiden, frygten for om jeg kommer til at nå de ting, jeg gerne vil og om, hvad andre tænker om mig, der gør det at fylde 29 skræmmende. Det er ligeså meget tristheden over, at alting forandrer sig. Melankolien i, at en æra snart er slut. At det hver eneste dag bliver en lille smule mere anderledes i takt med, at vi bliver ældre og dermed ændrer os. For hold kæft, hvor har været og er det sjovt at være ung og fri. Hold kæft hvor bliver mit hjerte fyldt med bobler og kærlighed, når jeg tænker på alle de ting, jeg har oplevet og de mennesker, jeg har oplevet dem med. Og det er det, jeg ikke har lyst til at sige farvel til.

Der vil selvfølgelig være masser af kærlighed og bobler i årerne, der kommer. Masser af nye oplevelser. Og jeg ved også godt, at jeg ikke kommer til at skulle sige farvel til alt det sjove. Der kommer måske bare lidt mindre af det eller det tager en anden form, fordi min tid og mit liv sikkert bliver fyldt ud med noget, der er sjovt og dejligt og fyldt med kærlighed på en anden måde.

I fredags sad jeg på en trappesten med Min Louise og røg en sidste fuldemandscigaret inden solen stod helt op. Vi fnisede, krammede og talte om en blanding af dybe og latterfremkaldende åndsvage ting. Og hele vejen igennem cigaretten, som vist nok gik fra en til to, måske tre, der sugede jeg det hele til mig. Louises lyse hår, hendes fuldemandssnøvlen, hendes arm om min skulder. Himlen der langsomt gik fra sort til blå, trappestenen under mig, der stadig var lun fra solen, 7elevens neonlysende skilt.

Og nu har jeg skrevet det ind i vores kronologi. Vores historie. Min historie. Den som fortæller at jeg, Amalie Frøkjær-Rubbås havde de bedste, de hårdeste, de sjoveste, de mest grådkvalte, de lykkeligste, de mest livsomvæltende, de sejeste og de mest kærlighedsfyldte 20’ere.

Og uanset hvordan mit år som 29-årig og mine år i 30’erne kommer til at blive, så ved jeg, at jeg har levet det allerbedste jeg kunne de sidste ni år. Og det skal sgu da fejres.

20’ernes kontraster: Når du popper fortrydelsespiller med tømmermænd, mens dine veninder bliver gravide og holder parmiddag

For nogle måneder siden mødtes jeg med min Bearnaiseloge for at fejre Verdens Bedste Annes fødselsdag med brunch, champagne og kærlighed. Bruncen faldt morgenen efter en bytur, som nogle af os havde været på, og som det altid sker, når Bearnaiselogen samles, faldt snakken hurtigt på mænd, sex og hvad der dertil hører. Vi grinede og plejede vores tømmermænd, en fortalte om et nyligt break-up, en fortalte om sit arbejde, der var blevet jævnt stressende, jeg recappede mit engangsknald fra aftenen før og en annoncerede, at hun var gravid.

En kontrastfyldt samtale blev vi enige om, alt imens vi hvinede af lykke over den glade nyhed – en nyhed som for bare nogle år siden, og til stadighed alt afhængigt af hvem, der kommer med den, ikke umiddelbart ville blive mødt med et tillykke, men med et; Er du okay? Hvad gør du?

Det at være sidst i 20’erne er underligt. På en og samme tid er vi voksne, men vi er også unge. Vi drikker os fulde på hverdage, men står op og går på arbejde. Vi pointerer at det er meget voksent, hvis nogen køber en opvaskemaskine, og vi ønsker os samtidig en højere end de nyeste par sko. Vi går i byen og drikker os hammerlamme, men kommer ikke senere hjem end kl. 3 om natten. Vi spiser chips til aftensmad og den næste dag holder vi fint middagsselskab med tre retter og hjemmelavet surdejsbrød.

Vi er lidt all over the place.

Og så er der kontrasterne imellem os. Nogle er helt sat. Med job og kæreste, pensionsopsparing, parmiddage og en babyplan. Andre lidt mindre fastlåste, men stadig med et fultidsjob på hånden og kærestens navn på postkassen. Og så er der dem, der stadig render lidt rundt og leder. Efter lidt af det hele. Dem der skyller fortrydelsespiller ned med reparationsbajere og som enten er på dagpenge, er projektansatte eller stadig studerer. Dem som tit har en ny sjov historie fra Tinderlivet klar og som stadig kun køber økovarer først på måneden.

Det sjove er dog, at stedet hvor vi hver især befinder os i live ikke betyder særlig meget for troen på en selv, tvivlen på om vi nu også gør det rigtige, om det vi er i gang med er det, der er meningen med livet. Den tvivl er i os alle, selv dem med pensionsopsparingen og babyplanen. Og selvom den måske popper lidt oftere op hos dem af os, der stadig ikke helt er sikre på hvilken retning, der er den rette, og som i øvrigt har fået fucket deres cyklus totalt op af alle de der fortrydelespiller, så er det svært at blive voksen ligegyldigt hvorhenne i livet vi er.

Gør jeg det godt nok? Laller jeg for meget rundt? Er det overhovedet det rigtige job, jeg har? Er ham jeg er sammen med the one? Er det rigtigt, at få et barn nu? Spilder jeg min tid? Hvad gør jeg, hvis jeg aldrig finder min hylde? Hvad hvis jeg gror fast, hvor jeg er?

Vi taler om alle de ting. Og alle, uanset civilstatus, job, uddannelse og økonomi tænker de samme ting. Hvilket nok også er derfor, at vi trods kontrasterne imellem os stadig kan finde ind til hinanden og være sammen om det, der er vigtigt. At være veninder og for alvor at være ved at blive voksne. På den ene eller anden måde.

Ramblings fra en snart 29-årig

Jeg går og tænker meget for tiden. Over hvad jeg skal med mit liv. Over hvad jeg gerne vil. Over hvad jeg ikke vil. Over hvad jeg håber på. Over hvad jeg frygter.

For det meste har jeg det godt. Nyder at være ung og fri. Nyder roen i, at jeg har sat det hele lidt på pause. Og samtidig vil jeg egentlig også gerne vide, hvad der skal ske. Vide hvordan det hele skal ende. Min kloge coach, Henriette sagde forleden til mig, at hun så, så meget i mig. Og at jeg lige nu nok var på vej ud ind i den dybe modenhed og på vej til at finde mig til rette i min voksenhed. Og det har hun nok ret i. Sådan føles det i hvert fald nogle gange, mens det andre gange føles som om jeg lige er startet i 1. g og ikke aner noget om mig selv eller verden.

I går gik jeg en aftentur og snusede foråret ind i lungerne, mens jeg lyttede til guitarspillende sing-og songwriters. Og selv på den rolige aftentur var dobbeltheden der. Glæden over at have så mange muligheder foran mig, så mange forskellige liv og valg var der, men frustrationen var der også. Frustrationen over, at alle de ting, jeg lærer hver dag – om mig selv, andre, livet – at det altid kun er små brudstyksåbenbaringer, der næsten er for små til at forstå og tage fat i. Et øjeblik forstår jeg alt, føles det som. Og i det næste forstår jeg intet.

Jeg fylder 29 om 2 måneder. Og jeg tror aldrig, jeg har haft det så stramt over en fødseldag, som jeg har det med den her. Jeg er ikke klar til det. Jeg har ikke forstået eller nået alt det, jeg skulle. Jeg er ikke blevet klog nok. Det er først nu, i disse sene 20’ere, at jeg forstår og kan se, hvad fanden det var, jeg havde gang i, da jeg var i start 20’erne. Og selvom jeg godt ved, at man aldrig kan se eller fatte, hvad det egentlig er, der foregår, mens man står i det, så ville jeg i disser tider virkelig ønske, at man kunne. Jeg ville ønske, at jeg kunne stoppe tiden og gå ud af mig selv. Jeg ville ønske, at jeg i ro og mag kunne kigge ind på det liv, jeg har gang i, på de ting, jeg føler, på de tanker jeg tænker og på den måde finde en mening. Finde en forståelse. Og ikke mindst en tro på, at det rent faktisk er rigtigt, det som Henriette siger.

Men det kan jeg ikke. Og derfor ryger jeg i stedet for alt for mange cigaretter på min altan, mens jeg stirrer ud over Vanløse i håbet om, at jeg lige pludselig forstår bare en lillebitte smule af det hele.

Fortællingen om At Være Ung og Fri

Her på den seneste har der været rimelig meget tudepudesnak på bloggen, og det skal der også være plads til. For det fylder. Men der er nu også rigtig meget andet, der fylder. Ting der fylder godt. Ting, som gør mig glad, mennesker, der får mig til at smile og dage, der bare er helt almindelige, men gode. Det skriver jeg bare ikke så meget om.

Men den sidste halvanden uges tid har faktisk været så fyldt med sjove, gode og fine ting, at jeg bliver nødt til det. Det har nemlig resulteret i en underfundig følelse, en følelse, der lugter lidt af lykke. Den har luret længe i baggrunden af mit liv og alle mine mange sociale aftaler og slog først rigtig til, da jeg i sidste uge mødtes med min gode veninde Anne for at indtage meximad på BlueTaco I Blågårdsgade. På vej derhen stoppede vi op på midten af Dronning Louises bro for at tage billeder, som de Instagrampiger vi er.

image

Dag 224 – Da lykkefølelsen ankom

Og lige der i den kølige forårssol, der var ved at gå ned, var jeg lykkelig. Lykkelig for, at jeg trods tung livsbagage, intet fast job og en god portion hjertesorg og kærlighedsabstinenser, har et godt liv. Et liv fyldt med veninder, der elsker at være sammen med mig, et liv hvor jeg er fri, ung og smuk, et liv hvor jeg mere eller mindre kan gøre, hvad jeg vil, når jeg vil. Et liv, der er helt mit eget.

Jeg havde dog ikke forventet, at jeg som 26 år og ni måneder skulle være der. Jeg havde troet, at jeg ville være godt på vej mod at kreere min egen familie, at jeg ville have et fast job og en god løn. At jeg ville være settled. Og det er jeg på ingen måde, hvilket i perioder har irriteret og skuffet mig grænseløst. Men nu ser det ud til, at jeg har fundet ro i det. At jeg har embracet og accepteret det, og at jeg faktisk slet ikke har lyst til at være noget andet sted end her.

image

Dag 225 – Der hvor blomsterne dufter

Her, hvor jeg spontant kan køre hjem til en veninde og drikke en flaske rødvin på en torsdag, her hvor jeg uden bekymringer om hentetider, deadlines og aftensmad kan melde mig til spændende arrangementer og kurser, her hvor jeg uden varsel kan tage til Nord-Norge og forelske mig i et rensdyr, her hvor jeg helt selv kan bestemme, hvordan og hvor mange lysestager, der skal stå i vindueskarmen og om hvorvidt, jeg skal have mig et plankebord, der fylder hele stuen, her hvor jeg kan spise grilled cheese i sofaen til afsnit efter afsnit af House Of Cards og her, hvor jeg kan fylde hele sengen selv eller invitere, hvem end jeg lyster ned i den.

image

Dag 230 – Eller morgenmad, det kan man også invitere med i seng.

Det er her jeg er lige nu, og jeg er endelig for alvor begyndt at nyde det. Nyde at være ung og fri og så endda i København, min by.

image

Dag 229 – Min by.