Når en lang, lang binge af How I Met Your Mother får dig til at sætte pris på livet før den store kærlighed

Jeg har de sidste par uger genset næsten alle afsnit af How I Met Your Mother (Pt. er jeg nået til afsnit ni i 9. og sidste sæson) Og gensynet med de fem venner fra New York har fået mig til at indse et par ting, som jeg ikke havde regnet med, at en sitcom ville kunne få mig til. Også selvom jeg inden, jeg begyndte at gense den godt vidste, at det var en aldeles fremragende en af slagsen.

Jeg er en “Ted” through and trough

Godt nok er jeg ikke arkitekt, og jeg elsker heller ikke Star Wars (Harry Potter, derimod OMG YAS) Men jeg er, på trods af min uvilje mod at modtage håndskrevne romantiske digte, egentlig nok lidt af en romantiker. Jeg tror på kærligheden og The One. Jeg er all for store romantiske gestures (så længe de ikke involverer rosenblade strøget ud over en seng) Jeg tror ikke på, at man skal tage sig til takke med den næstbedste, og jeg tror også ret meget på, at alt det der er sket og sker i mit liv har og er med til at gøre mig klar til at møde ham, der kommer til at knuselske, at jeg griner af næsten alt og fløjter Celin Dion sange, når jeg laver mad.

Det er ikke pinligt at drømme om den store kærlighed

Af en eller anden grund, selvom alle film, alle bøger og alle sange næsten alle sammen handler om jagten på kærligheden, så er det alligevel lidt pinligt, hvis man indrømmer, at man virkelig gerne vil have den. Og vi er allesammen også enige om, at hvis man først har ytret sit ønske om det, så sker det ikke. Man skal helst være ligeglad, sådan lidt ala nej-jeg-skal-bare-have-det-sjovt-og-noget-useriøst-lige-nu, før at det sker. Men i How I Met Your Mother er det ikke pinligt. Der må man gerne længes. Der må man gerne håbe. Og der må man gerne arbejde for det. Og sådan er det altså også i virkeligheden.

How I Met Your Mother handler om at blive voksen

Jeg tror, jeg var 18 eller 19, da jeg første gang så og dermed begyndte at nyde at se Ted, Barney, Robin, Marshall og Lily drikke øl på McClearen’s og date sig halvt ihjel gennem New York og senere hinanden. Og derfor var jeg også for ung til lægge mærke til og forstå, hvad serien endelig handler om. Den handler nemlig ikke om, hvordan Ted mødte moderen til sine børn, men om hans vej igennem ungdommen og ind i voksendommen. Den handler om den vej, der gjorde ham klar til overhovedet at møde hende, og om alle de ting, man går igennem i 20’erne. Der hvor man tror, man er og skal være voksen, men hvor man ikke rigtig er det endnu. Der hvor man elsker med alt, hvad man har og får revet sit hjerte ud af brystet. Der hvor man drikker sig fuld og opfører sig ididotisk. Der hvor man er ærdu og opfører sig idiotisk. Der hvor man lige pludselig opdager, at ens venner er vokset videre og længere op, end man selv er. Der hvor man nogle gange af netop den grund føler sig mutters alene, også selvom man i virkeligheden slet ikke er det.

Det så jeg ikke, da jeg var 19 år gammel, men her 10 år efter som 29-årig rammer historien om de fem venner –  som på samme tid er det helt samme sted og alligevel slet ikke er det – mig som både et hårdt spark lige i maven og som et varmt og trygt kram. Det her sker for alle, og det er til tider ufattelig hårdt, men også helt normalt. Det er sådan det at blive voksen. 

Og lige præcis derfor skal man huske at nyde tiden inden Kærligheden

Der er et afnsit i sæson 8 af How I Met Your Mother, Time Travelers hedder det, hvor Ted fortæller sine børn, at hvis han kunne gå 20 år tilbage i tiden til 45 dage før, han mødte deres mor, så ville han tage tilbage til sin gamle lejlighed og suge det hele til sig – alle de små ting, der dengang irriterede ham, men som nu står tilbage som små, fine quirks, der gjorde det hele lidt ekstra særligt. Han han ville tage forbi Marshall og Lily, Barney og Robin og bruge tiden sammen med dem i stedet for at sidde alene på en bar og ærgre sig over, at han endnu ikke havde mødt kvinden i sit liv. Og selvom han til sidst fortæller, at han nok også ville smutte forbi moderen, så han kunne få lov at få 45 dage ekstra sammen med hende – så var det hans ønske om at genleve de små øjeblikke i livet, som var det, der fyldte hans hverdag ud og gjorde den til en, han havde lyst til at stå op og være en del af – det der næsten gav mig en klump i halsen. For han har ret.

Ligesom jeg skrev her nytter det ikke noget at gå og vente og hungre efter det, der en gang kommer. Man får kun et liv, man får kun en gang i 20’erne og en gang i 30’erne. Og når man først har fået alt det, man drømte om, vil man garanteret se tilbage på sit liv, på de øjeblikke man på det tidspunkt ikke satte pris på og savne dem. Man vil savne den spændte følelse i kroppen. Håbet. Sommerfuglene.

Man vil savne tanken om, hvad der mon vil ske. Om et år, om en måned, om en uge. I morgen.

Fødselsdagstanker: Det absurde i at gå så meget i panik over et fucking tal

I dag er jeg fyldt 29 år. Jeg er nu ligeså gammel, som Fran Fine i Alletiders Barnepige påstod, at hun var igennem samtlige sæsoner af serien, fordi det der med at være over 30 og single åbenbart var en dødssynd.

Jeg er ligeså gammel som min mor, da hun fødte mig. Og jeg er ældre end min mormor var, da hun var gift, havde to børn, et hus og et arbejde som folkeskolelærer. Jeg er 29 somre og går i dag ind i mit 30. år. Og det skal nok gå altsammen.

Det er jo bare et tal, siger jeg til mig selv. Men det tal ville grangiveligt betyde mindre, hvis jeg var et andet sted i mit liv. Hvis jeg allerede havde kæresten og barnet. Men det sjove er, at jeg ikke som sådan længes efter nogle af de ting. Jeg ønsker mig dem, men der er stadig masser af ting, jeg gerne vil nå inden, jeg får dem. Jeg er slet ikke færdig med at være ung, dum og fuld på hverdage. Jeg er ikke færdig med at rejse rundt i verden og lede efter dele af mig selv, jeg ikke vidste fandtes. Jeg er ikke færdig med, at stå op kl. 11 og spise kold pizza til morgenmad. Jeg er ikke færdig med at være mig selv.

Og derfor burde det jo være ligegyldigt med det tal. Men det er det bare ikke alligevel. Jeg har aldrig været andet end ung. Og det lige pludselig ikke at være det sådan rigtigt længere er skræmmende. Også selvom det jo ikke betyder noget for andre end mig selv. Jeg er godt klar over, at det er mine egne overbevisninger, uskrevne regler og forbehold, der gør det svært. Der er ingen andre, der siger at jeg ikke kan det, jeg gerne vil på grund af min alder, at jeg burde tage at blive voksen eller som spørger, om jeg ikke skal til at skynde mig lidt. Det er kun mig. Og så måske også lidt samfundets syn på, hvad man burde lave, når man er en 29-årig kvinde. Men altså, samfundet burde jo også virkelig bare lukke røven på det punkt.

Det sjove er, at som jeg skriver det her går det mere og mere op for mig, at det måske faktisk ikke er frygten for fremtiden, frygten for om jeg kommer til at nå de ting, jeg gerne vil og om, hvad andre tænker om mig, der gør det at fylde 29 skræmmende. Det er ligeså meget tristheden over, at alting forandrer sig. Melankolien i, at en æra snart er slut. At det hver eneste dag bliver en lille smule mere anderledes i takt med, at vi bliver ældre og dermed ændrer os. For hold kæft, hvor har været og er det sjovt at være ung og fri. Hold kæft hvor bliver mit hjerte fyldt med bobler og kærlighed, når jeg tænker på alle de ting, jeg har oplevet og de mennesker, jeg har oplevet dem med. Og det er det, jeg ikke har lyst til at sige farvel til.

Der vil selvfølgelig være masser af kærlighed og bobler i årerne, der kommer. Masser af nye oplevelser. Og jeg ved også godt, at jeg ikke kommer til at skulle sige farvel til alt det sjove. Der kommer måske bare lidt mindre af det eller det tager en anden form, fordi min tid og mit liv sikkert bliver fyldt ud med noget, der er sjovt og dejligt og fyldt med kærlighed på en anden måde.

I fredags sad jeg på en trappesten med Min Louise og røg en sidste fuldemandscigaret inden solen stod helt op. Vi fnisede, krammede og talte om en blanding af dybe og latterfremkaldende åndsvage ting. Og hele vejen igennem cigaretten, som vist nok gik fra en til to, måske tre, der sugede jeg det hele til mig. Louises lyse hår, hendes fuldemandssnøvlen, hendes arm om min skulder. Himlen der langsomt gik fra sort til blå, trappestenen under mig, der stadig var lun fra solen, 7elevens neonlysende skilt.

Og nu har jeg skrevet det ind i vores kronologi. Vores historie. Min historie. Den som fortæller at jeg, Amalie Frøkjær-Rubbås havde de bedste, de hårdeste, de sjoveste, de mest grådkvalte, de lykkeligste, de mest livsomvæltende, de sejeste og de mest kærlighedsfyldte 20’ere.

Og uanset hvordan mit år som 29-årig og mine år i 30’erne kommer til at blive, så ved jeg, at jeg har levet det allerbedste jeg kunne de sidste ni år. Og det skal sgu da fejres.