Rumsteringer fra Bitterfissen: Ting folk seriøst skal holde op med at gøre

Igår skrev jeg om, at være blevet en bitterfisse. Om at jeg i noget tid har haft lyst til at cirkelsparke lykkelige mennesker i hovedet. Jeg skrev dog også om, at jeg nu ville prøve at få lidt styr på hende bitterfissen, så hun ikke fik lov at styre det hele. Men så tænkte jeg bagefter, at hun jo nok alligevel vil have brug for at komme lidt ud en gang imellem. Så derfor opfinder jeg hermed noget nyt. Et sted, hvor min indre bittefisse (indimellem) kan få lov at kaste lidt op udover ting. Og her kommer den første omgang bræk.

1. At skrive og spørge (fra din smartphone!) om adressen på et offentligt sted/en cafe/et museum/you name it, hvor vi skal mødes. Seriøst, fucking Google it. Vi lever i 2017, og jeg er ikke din vejviser.

2. At lægge hele fotoalbums fra din ferie op på Facebook. Som jeg lige har skrevet lever vi i 2017, og ligesom der ikke længere er nogen, der er interesserede i at læse statusopdateringer om, hvad du har lavet i weekenden, eller hvad du laver lige i dette øjeblik (da du sandsynligvis alligevel bare sidder og scroller på Facebook, mens du skider) så er der heller ikke nogen, der gider at se dine snapshots og slørede billeder fra din tøsetur til New York.

3. At snappe/instastory’e fra koncerter. Ligesom koncerter optaget med professionelt kameraudstyr sjældent er særlig underholdende at sidde og se på hjemme i stuen, er videoer fra et underbelyst rum fra publikumssynsvinkel, optaget med en iPhone faktisk virkelig endnu mere kedelige at se på. Især når det eneste man kan høre ikke er musikken, men skrigende teenagere.

4. At anmode om beløb på under 50 kroner på mobile pay. (Medmindre du har lagt ud for alle i vennegruppens kebabruller) Hvis folk er ordentlige mennesker sender de dig dem enten helt af sig selv eller også giver de kaffe en anden gang. Verden går ikke under, ingen babyer dør og du forbliver et godt og ikke-nærigt menneske, som folk i stedet for at trash talke om nederen og nærig du er bag din ryg, i stedet vil tænke, at du er en god kammerat/dejlig person/storsindet ven/fyld selv ind.

5. At sende snaps til mig, der tydeligvis ikke kun er til mig. Jeg vil med glæde se på din unge/kat/kærestemiddag/whatever i din story, men jeg gider ikke skulle åbne Snapchat for at få den irriterende røde notifikation væk, bare så jeg kan glo på et billede af dig og din svedige pande nede i fitness centeret, og som du har sendt til alle på din snapchatkontaktliste.

6. At sige “Ha! Det er da formiddag nu!”, hvis man formaster sig til at sige godmorgen kl. 10.20. Jeg siger bare, at jeg sgu da ikke siger noget, hvis du siger godnat kl. 22, selvom det jo altså teknisk set først er rigtig nat kl. 00.00. Nej, jeg opfører mig i stedet som et menneske, der respekterer andre menneskers forskelligheder, hvilket også inkluderer forskellige senge- og stå op tider.

7. Konsekvent at flytte rundt på tunge møbler kl. 4 om natten. Og her taler jeg til dig, kære, nye overbo. Stop med det eller jeg klistrer mine højtalere fast til loftet, sætter technomusik på og tager i sommerhus.

8. At spørge, hvordan det går med kærligheden. TROR DU IKKE, AT JEG VILLE HAVE SAGT NOGET, HVIS DER VAR SKET NOGET, HVA’ CAMILLA? Bare stop med at spørge om det lort. Det er sindssygt irriterende og det er også et dumt spørgsmål – De fleste (mig) kan jo alligevel ikke holde deres mund, hvis der rent faktisk er nyheder på den front. Så. Vent. Nu. Bare. På. Nyhederne. For. Satan.

Reklamer

Fortællingen om at opdage, at man er blevet en bitterfisse

Her på det sidste har jeg simplethen været i så dårligt humør. Ikke hele tiden, men ofte. Jeg har både været sur, irriteret, ked af det og bare sådan generel ynkværdig. Jeg har ligget på sofaen og spist chips, mens jeg har råbt af fjernsynet. Jeg er gået i seng med ondt i maven og ondt i sjælen over noget, jeg ikke helt kunne placere. Jeg har sovet elendigt. Og jeg har følt, at det hele da også snart kunne være ligemeget. Bare rolig, ikke på Jeg-vil- ikke-leve-mere-måden, men på Jeg-giver-op-og-gør-chips-og-dip-til-en-fast-del-af-min-kostpyramide-måden.

Og det var først, da jeg fik lyst til at dyppe min venindes hoved ned i hendes egen kødsovs, fordi hun skubbede et billede af sin kæreste op i mit ansigt og udbrød “ER HAN IKKE SØD?!”, at jeg indså, at jeg nok måske rent faktisk havde fået mig et lille problem.

Jeg er blevet en bitterfisse. 

Og det siger jeg, selvom jeg altså står fast ved at det ligegyldigt, hvilken tilstand eller humør man er i, er en ret så irriterende ting at gøre. For helt ærligt, det er jo din kæreste. Lad seriøst være med at spørge mig, hvordan jeg synes han ser ud. Det kan kun blive akavet.

Men udover det, så jo. Jeg er blevet en bitterfisse, der synes alt mere eller mindre er irriterende, og som i mine ekstra svage øjeblikke bliver reduceret til et kynisk og sortseende menneske.

Er du forelsket, siger du? Ja, jeg giver jer et år. Maks to! 

Er du blevet forfremmet? Fedt. Så får du da i det mindste en større fratrædelsesordning, når du en gang bliver fyret. 

Har han kysset med en anden? Åh, buhu! Luk røven. Min eks havde tre andre kærester. 

Skal I til Thailand? Nå, pas på, der ikke er nogen, der putter noget narko i jeres kufferter, ikk? 

Er du gravid? Fedt, endnu flere børn til denne dødsdømte planet. 

Okay, jeg har selvfølgelig ikke sagt de ting der. Bortset fra nummer tre engang, jeg var fuld. Men hvis man kunne tegne et humør med sætninger, så ville ovenstående vise mit. Og det betyder ikke, at jeg slet ikke har været glad og har grint, følt glæde, håb eller kærlighed de sidste par uger. (Heldigvis) Det betyder bare, at jeg generelt ikke er særlig meget i hopla og også ret let giver op og lægger mig ned for at glo surt op i loftet.

Men jeg ved ikke rigtig, hvad det er.

Måske er det følelsen af overvældelse, tvivl og frygt, når jeg kommer i tanke om, hvad det er jeg har rodet mig ud i karrieremæssigt.

Måske er det følelsen af ikke at være god nok.

Måske er det, det at se alle mine veninder være på vej sikkert i mål med deres liv og karriere, mens jeg sidder på sidelinjen og tæller mønterne, jeg har fundet i min sofa og alle de kondomer jeg har, men ikke bruger til noget.

Måske er det tanken om, at der ikke findes nogen derude, der kan elske mig og alt mit lort. Og at jeg desuden alligevel hverken ved, hvor jeg skulle lede, hvis der var en eller hvordan jeg skulle kunne lade ham elske mig. Eller mig ham.

Måske er det fordi, sommeren er gået og den næsten ikke var her, og der nu forude venter kulde, gråvejr og mørke.

Måske er det, fordi jeg synes tiden smutter fra mig. Går alt for hurtigt og, at det gør mig bange for at vågne op i morgen, og så pludselig være 35 uden at have opdaget det og uden at have fuldt med.

Måske er det det hele pakket ind i hinanden.

Men uanset så nytter det ikke noget. For ligeså meget som jeg tror på, at man må og skal give plads til det man føler, når man føler det, at man skal lære at kunne rumme det triste, det svære og det lortede, ligeså godt ved jeg også, at man trods alt ikke skal svælge i det, som var det mayo på en tømmermandsdag. En lille smule svælgen skal der være plads til. En lille smule råben. En lille smule græden ned i puden. Og en lille smule hemmelig nutellaspisning. Men det må ikke blive permanent. Det må ikke blive det, man tror kommer til at være ens tilstand resten af livet. For det kommer det ikke til, det ved jeg heldigvis godt.

Så derfor sætter jeg fra i dag af en stopper for selvmedlidenhed og rødvin og råben. For selvom hende Bitterfissen kan være meget sjov engang imellem, gider jeg altså ikke at have hende med rundt hele tiden. Det er hun simpelthen for tung til.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Taknemmelighedsrunden #77

1. Fik efter over en uge uden hinanden endelig set Bedsteveninden i mandags, hvor vi begge fik hældt alt det gylle ud vedrørende livets nederenheder, som vi havde gået og gemt til hinanden. Og det var rart. Og da vi var færdige fik vi heldigvis også grint en del.

2. Havde Pizza-Anne på besøg til risotto og Tinder. Og selvom mit håb for menneskeheden endnu en gang blev gjort væsentlig mindre, var det stadig svært underholdende at tælle, hvor mange mænd, der har et billede af et barn, de skriver ikke er deres. #ViFalderIkkeForDen

3. Onsdag hang jeg ud med Min Louise og hendes dejlige mindstedatter næsten hele dagen. Solen skinnede, babyen grinende og vi fik sammen en virkelig god ide, som jeg glæder mig til at indvie jer i.

4. Torsdag havde jeg et åndssvagt godt møde med en ny kunde og var helt oppe at køre resten af dagen. Selv det, efter et infomøde hos Skat, at indse, at jeg på ingen tænkelig måde vil kunne finde ud af eller orker at ordne mine egne regnskaber, og derfor bliver nødt til at betale mig fra det, kunne slå mig ud.

5. Fredag til lørdag passede jeg mine søde kusiner og fik vist samtidig også spist cirka 100 kg sukker. #LængeLeveFredagsslik

6. Jeg fik sushi i igår. #TakTilJapan

7. Og i dag blev jeg officielt gudmor til Min Louises mindstedatter. Og det er jeg både taknemmelig for, beæret over og og virkelig glad i låget for. #DeSlipperAldrigAfMedMigNu

Taknemmelighedsrunden #76

1. Fælleskontor, grin, gode råd, kaffe og gåtur i solskinnet sammen med Pizza-Anne.

2. Rødvin, hvidvin, chokolade og dybe snakke krydret med venindekærlighedserklæringer sammen med min dejlige Louise.

3. En ide og drøm, der endelig er ved at tage form og som fylder fremtidsudsigterne med spændthed.

4. To nye potientielle kunder i min biks.

5. Et herre sejt team, som jeg er blevet en del af og som jeg glæder mig til at arbejde sammen med de næste par måneder.

6. Verdens Bedste Annes Verdens Bedste Kødsovs + rødvin og mange, mange grin.

7. Pasning af Verdens Længste Kat

8. Dark & Stormys og 90’er fest med hende her.

9. Mere kaffe og flere grin med den sødeste Pizza-Anne.

10. Solskin og søndagsmiddag med den bedste familie, der findes.

Fortællingen om være ved at skide i bukserne over at være en selvstændig girlboss

Jeg har nu været sådan for reals selvstændig med eget firma siden juni og har den sidste halvanden måned været helt uden fast indkomst. Og ligeså meget som jeg elsker det, (altså at være selvstændig, ikke at være uden fast indkomst) ligeså meget er jeg hele tiden ved at kaste en lille smule op. Og når banken ringer, ved at skide i bukserne.

For det er fandme ikke noget, man bliver rig af det her. I hvert fald ikke indtil videre. Og selvom jeg har indset og accepteret, at iværksættere for det meste må leve med at tjene 100.000 deres første år, og måske også andet, så hjælper den tanke ikke synderligt meget, når jeg endnu en gang kun har 1000 kroner stående på kontoen efter at alle regningerne er blevet betalt.

Men faktisk er økonomien ikke det største problem, selvom det fylder en del og også altid er det, der næsten får mig til at falde af cyklen, hvis jeg kommer til at tænke alt for meget over det, mens jeg ja, cykler. Nej, det er følelsen af måske alligevel ikke at være cut-out-for-it, ikke at være god nok, ikke vide, hvad det er, jeg har gang i.

Det er de følelser, der nogle gange gør det hele lidt for meget. For seriøst, hvad nu hvis det er rigtigt? Hvad hvis jeg faktisk ikke er lavet til det her? Og hvad hvis jeg ikke kan finde du af det – sådan rigtigt?

Jeg ved godt, at ja, så finder jeg jo nok noget andet, jeg skal. Verden går ikke under, hvis mit firma gør. Men jeg har jo virkelig følt, og føler det stadig sådan rimelig meget, at jeg endelige, fucking-finally havde fundet min rette hylde. Og jeg har været så pisse stolt. Fattig, men stolt. Og sådan har jeg i de sidste par dage ikke rigtig haft det. (Fattig jo, men ikke så stolt)

Ikke fordi noget er gået galt, tværtimod. Jeg har faktisk været enormt arbejdsom og det har kunnet ses. Men fordi jeg læste en bog. Noget vi alle jo ved, at man bare burde lade være med. (just kidding) Og i bogen, som er skrevet til mennesker, der gerne vil være selvstændige, stod der, at selvom man virkelig føler, at det her er det man skal med sit liv, så kan det godt være, at det ikke er det alligevel. Fordi det som de succesfulde iværksættere har, er noget de er født med. Et drive. En arbejdslyst og en selvdisciplin. Altsammen noget, man ikke kan få ved at øve sig på at få det.

Og jeg tænker, at det nok er rigtig nok. Og samtidig, at det har jeg ikke. I hvert fald ikke hele tiden og altid. Det sker i glimt, og i de glimt kan jeg arbejde til solen står op. Men imellem glimtende er jeg frygtelig god til at synes, at jeg har arbejdet længe, når jeg har arbejdet i fem timer. Og selvom jeg godt ved, at jeg nærmest fucking aldrig holder fri inde i hovedet, at jeg bruger mine weekender på at researche og blive klogere og ikke mindst, at fem timers koncentreret arbejde uden afbrydelser faktisk er mere, end de fleste lønmodtagere kan prale af på en almindelig hverdag, så føler jeg alligevel ikke, at jeg gør nok. Fordi jeg ved, at jeg kunne gøre mere.

Og det er faktisk det, der får mig til at skide allermest i bukserne.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Taknemmelighedsrunden #75

1. Bedsteveninden og jeg besluttede at fortsætte vores Game of Thrones mandage, nu bare med afsnit fra 1. sæson. #EndnuMereJonSnow #EndnuMereVenindekærlighed

2. Passede Min Louises dejlige Elise aka min kommende guddatter i onsdags og nød både virkelig at pludre, lege og kysse hendes små tykke kinder, men også at give hende tilbage til hendes seje mor igen og gå hjem til min singlelejlighed og spise aftensmad foran fjerneren. (Læs forresten mit (sat på spidsen) indlæg om ting forældre siger til ikke-forældre lige her)

3. Drak spontan kaffe med Pizza-Anne, og sammen dykkede vi ned i vores fælles kærlighed for lister og planlægning, da vi opdagede, at vi begge var gået i gang med at lave bullet journals. #NerdAlert

4. Og min egen bullet-journal har simpelthen gjort, at jeg har haft den mest produktive uge til dato i min lille biks, hvilket har gjort mig både lidt mere rolig indeni og ret så stolt. #GirlBoss

5. Var til torsdagsbar med mit netværk for unge, kvindelige journalister, og da jeg cyklede hjem i regnen med et look, der mindede lidt om Heath Ledgers Joker, følte jeg mig en lille smule mere tryg og tilpas over at vide, at jeg faktisk har et ret stort heppekor bag mig i min stræben på at få stablet en profitabel forretning på benene.

6. Fordi min mor med tiden er blevet Bedstevenindens københavnske mor, inviterede hun hende og mig hjem til middag i fredags, hvor den stod på gin&tonics, steg, rødvin og citronfromage. #PerfectFriday #MorErDenBedste

7. Drak øl og røg weekendcigaretter med min brors dejlige Josefine, hvor vi over øllene og gennem røgen fik grinet og talt om alt det, man ikke kan grine af, når resten af familien er der.

8. Besøgte min kære mormor igår, der havde bestilt stuvet hvidkål, og som til min store glæde havde ret mange kontanter liggende til mig. #MormorErDenBedste

9. Og i dag skinner solen for første gang i en fucking uge. Og lige om lidt skal jeg have nachos med ost sammen med en veninde. #Yaaaaasss

Ting folk med børn siger til folk uden børn

Igår faldt jeg over et blogindlæg fra Nutidens Mor, der havde forfattet en liste over lort folk uden børn siger til folk med børn. Den var ret sjov og jeg grinede mange gange. For meget af det er helt sikkert rigtigt. Men indlægget gjorde mig også en lille bitte smule arh-come-on-irriteret. For folk med børn siger fandme også meget lort til folk uden børn. Og derfor skrev jeg så min egen lille liste, som kommer lige her.

1. Blev du vækket af håndværkere, der rev væggen ned til dit soveværelse kl. 6? Ha! Det lyder som en drøm! Gid det var mig, der fik lov til at sove så længe.

Nårh ja, men så bare glem det faktum, at jeg først sov kl. 2. Men det vel bare min egen skyld?

2. Lige meget, hvad du siger nu, så VED jeg, at du vil droppe alle dine tanker om lækker mad og tit vil ende med at lave risengrød til aftensmad til dig og dine kommende børn. Det ved jeg bare.

Men jeg kan slet ikke lide risengrød….

3. Nej, man kan ikke bede børn om ikke at afbryde eller om at tie stille. Det kan de slet ikke finde ud af.

Nja, man kunne vel prøve og så se, hvad der sker.

4. Ja, det kan godt være, at du godt kan blive til mødet til kl. 15.30, men jeg henter altså aldrig børn senere end kl. 14.

Tænker umiddelbart at de nok, hverken dør eller får varige mén af at blive hentet kl. 16 en gang imellem. Men det er selvfølgelig nok bare mig.

5. Så du har været på arbejde i 8 timer, været henne og træne, købt ind, cyklet hjem i regnvejr, ryddet op og så lavet middag til seks gæster? Det lyder da ikke som noget, man burde blive sådan super træt af. Bare vent til du får børn, så bliver man træt!

Arh okay. Bare glem alt, hvad jeg siger om travlhed og træthed. Undskyld, Moder Dronning.

6. Bare vent til du får børn, så ryger alle dine principper direkte ud af vinduet!

Okay, så alle dine principper om økomad, ingen gluten, samsovning og skovbørnehaver er nogen, der er kommet efter, du fik børn?

7. Jeg har et barn, så jeg må gerne komme først i køen.

Ja, og jeg har tømmermænd og er kronisk utålmodig. Og står desuden foran dig. Så nej.

8. Har du halsbetændelse? Gid det var mig! Så kunne jeg endelig få lidt tid til mig selv!

……

9. Undskyld, men klokken er faktisk 21 og vi har et barn, der prøver at sove. Kan I ikke skrue lidt ned for den latter?

Undskyld, men klokken er faktisk 5.30 og jeg er et menneske, der prøver at sove. Kan I ikke skrue lidt ned for det barn?

10. Så du tror, du kommer til at se dine venner i løbet af ugen, når du har fået børn? Ej, det er sødt. Det kommer du ikke til. Du kommer faktisk nok aldrig til at se dem igen.

Jeg holder altså stadig på, at hvis man vil, så vil man. Og så skal det nok lykkes på den ene eller den anden måde.

PS. husk nu, at det alt sammen, både det fra Nutidens Mor og mig er ment i sjov.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook