Fortællingen om Bloggens 2-års fødselsdag Og En Ny Vej

I morges vågnede jeg op og tog rød læbestift på. Og så gik jeg tilbage i seng for at skrive. I dag har jeg nemlig blogget i to hele år.

Det startede ud her og var i de første fire måneder en rejseblog blandet med følelser, tanker, længsler, frygt, håb, sorger og kærlighed. Både til mig selv og andre. I dag er det meget af det samme, selvom rejserne er blevet færre og bloggens stemme noget mere klar. Men hvad der altid har været en fast del af bloggen har været billederne.

Billederne som er blevet taget som en del af The 365 Day Photochallenge, som alle og enhver kan gå i gang med på instagram, og som går ud på at tage et billede hver dag i et år.

Jeg har så i dag afsluttet den for anden gang. Da jeg startede vidste jeg ikke, hvad fremtiden ville bringe, og var derfor ikke sikker på, hvad der skulle ske, når jeg nåede dag 365. Sidste år, da den dag så kom, besluttede jeg mig for at fortsætte endnu et år. Jeg havde vænnet mig til det og syntes stadig det var rigtig sjovt. Og desuden var det rimelig smart at fortsætte, når nu min blog hed Mit Uperfekte År, netop på grund af instagramudfordringen, som varer i et år.

Men i dag, i år, fortsætter jeg ikke. Det billede jeg har lagt op i dag bliver det sidste i The 365 Day Photochallenge. Jeg fortsætter med at blogge, og bloggen kommer til at fortsætte med at hedde det, den hedder. Men jeg kommer ikke til at fortsætte med at tage et billede hver dag det næste år. Jeg har de sidste par måneder ikke haft den samme gejst omkring det, og har derudover også haft lyst til at prøve nye ting med min instagram, der ikke kan gå hånd i hånd med endnu et år med udfordringen.

Men jeg fortsætter altså her på domænet. Fortsætter med at skrive mit hjerte ud, fortsætter med at forsøge at være så ærlig, jeg kan, fortsætter med at forsøge at bryde med glansbilleder og i stedet bidrage med tanker, følelser, håb, længsler, sorger, frygt og kærlighed. Men også forhåbentlig en masse, masse glæde, lykke, sjov og rød læbestift.

Jeg håber, I fortsat har lyst til at læse med. Tak for jer ❤

Dag 365, år 2 

Fortællingen om At Elske Sin Krop

SPONSORERET

I juni var jeg til to foredrag hos foredragsholder Kirk Rønler. Det ene et foredrag om kroppen, kaldet “Slut fred med din krop”, og det andet et om dating, som I kommer til at høre mere om snart.

Det skal nemlig ikke være nogen hemmelighed, og det er det jo heller ikke, læs bare her og her, at krop og mad nærmest altid er noget, jeg har kæmpet med. Derfor var det heller ikke nogen kæmpe åbenbaring at lytte til Kirks foredrag. Jeg har læst utrolig meget om netop kropsaccept, kropskærlighed og kropsbillede og har selv gang på gang forsøgt oprigtigt at elske min krop og mene det, når jeg sagde det. Det var derfor ikke nyt for mig, det Kirk fortalte, men det var stadig inspirerende. Og det var stadig noget, der har siddet i mig lige siden og som jeg ved, at jeg skal huske på og arbejde ud fra.

Men det er svært for mig for tiden. For jeg elsker virkelig ikke min krop lige nu. Jeg hader den faktisk lidt og er slet, slet ikke tilfreds og nogle gange nærmest ulykkelig. Hvilket er åndssvagt og dumt, for jeg ved godt, at der er ikke noget galt med den. Også selvom jeg har taget lidt på efter lidt for mange triste chips og Fodboldfyrs magtesløshed, vrede og tristhed.

Jeg ved godt, at jeg har mega pæne ben, har virkelig flotte bryster, har en fænomenal røv, smukke markerede kraveben, små fine hænder og at min hud er glat og fin, og at der ingen steder på den er det mindste stykke appelsinhud.

Men det hjælper ingenting, når min mave, ifølge mig selv, er alt for stor, og mine arme ligeså. Det er som om de to ting hiver mig ned hver eneste dag og hiver mit selvværd ned med sig. De to ting fylder mig med så meget skam og gør, at jeg ikke tror på alle de søde ting, som folk ind imellem fortæller mig om mig og min krop.

På et tidspunkt for nogle måneder siden gav Don Draper mig det fineste kompliment, jeg nogensinde har fået. Han sagde, at jeg havde den bedste røv. At den var ligesom en budding, som havde fået den helt rette mængde husblas. Og da jeg affejende sagde, at så burde min mave nok få sig lidt mere husblas, udbrød han et højt nej. Jeg havde den perfekte krop, sagde han. En renæssancekrop, og det var lige præcis sådan en krop, han godt kunne lide.

Jeg blev helt paf. Og tænkte straks bagefter, at jeg jo nok burde gifte mig med ham, hvis det var sådan, han havde det. Ikke fordi hans ord fik mig til at falde i svime og blive forelsket, men fordi der nok ikke var andre end ham, der havde det sådan.

I mine klare øjeblikke ved jeg godt, at det ikke er sandt. At der ude i verden er masser af mænd, der vil synes om mig, hvis jeg lod dem. Men når alle mine skyggesider har tag i mig, når jeg føler mig helt og aldeles forkert, grim og tyk, så er det stadig sådan, jeg har det. Men hvor ville jeg ønske, at det ikke var sådan.

Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne være tilfreds. At jeg kunne tro på, hvad andre siger. At jeg kunne elske mig selv, både min gode røv og mine deller. At jeg ville kunne være i min krop uden at føle, at den burde være noget andet, end den er.

Problemet er, at der selvom jeg gerne vil alt det, også stadig er noget inde i mig, der føler at jeg ikke er tilfreds af en grund. At det faktisk er reelt, at jeg har det som, jeg har det. For ligeså meget, som jeg gerne vil elske mig selv, som jeg er, ligeså meget vil jeg også gerne være bare lidt tyndere. Men det er jo nok deri problemet ligger.

For når jeg så er blevet det, vil jeg så være tilfreds? Nok ikke.

Derfor vil jeg, som Kirk foreslog, i stedet for at prøve at lave mig selv om, i aften stille mig foran spejlet og se på den jeg er. Og prøve, uden at grine, at fortælle mig selv, at jeg er smuk. For inderst inde, der hvor klogskaben, visheden og kærligheden sidder, så ved jeg jo godt, at det er sandt.

 

Dag 345, år 2 

Taknemmelighedsrunden #68

1. Trådte for alvor ind i min gudmorrolle, da jeg passede Min Louises lille, dejlige Elise i nogle timer, da hendes ligeså dejlige, men store Alma skulle starte i børnehave og derfor krævede sin mors fulde opmærksomhed.

2. Fik endelig set Pizza-Anne, som gav velkommen-hjem-fra-ferie-tikka masala i sin nye crib. #HunErMereEndBarePizza

3. Min bror og hans søde Josefine inviterede mig på snickerskage (som jeg sjovt nok endte med at komme til at stå og lave) og gyserfilm, chips, dyner, grin. Og det var både uhyggeligt og virkelig, virkelig hyggeligt.

4. Har passet Verdens Længste Kat i denne uge og er blevet begavet med utrolig meget kattenus.

5. Gik en lang tur med Min Louise og guddatteren i solskinnet i torsdags, hvor vi fik snakket om alle de vigtige ting. Og det var rart.

6. Holdt filmhygge med min mor og papfar, da de kom hjem fra sommerhus i fredags, og det var helt rart sådan at sidde der midt i familiens skød og spise indermad og se dårlige film på tv.

7. Har simpelthen været så heldig, at jeg har fået lov at se Min Louise hele tre gange i denne uge #louisespam, fordi hendes søde mor inviterede mig med på familietur til Nationalmuseet, hvor hendes søde far legede tourguide på ekspert vis, og jeg trådte tilbage i barndommen, da jeg tog lille Alma i hånden og gik ind på Børnemusset, hvor jeg selv har tilbragt utrolig meget tid som det meget nørdede barn, jeg var. #renlykke

8. Min lejlighed er blevet sig selv igen efter tre uger med håndværkere og malere. Efter hårdt slid og mange suk godt nok. Men stadig.

9. Igår tog min mor, mormor og papfar mig under armen og gik ud i regnvejret for at besøge min morfars grav, da han igår ville have fyldt 90 år. Og det var rart og hyggeligt, specielt da vi gik indenfor og væk fra regnen for at drikke kaffe.

10. Og så kom min veninde Rikke forbi igår aftes til en omgang bolo og lidt catching up. Og det var ganske enkelt den perfekte afslutning på en efterårslignende dag midt i juli.

ddsdsa

Dag 359, år 2 

 

 

Fortællingen om At Have Det Fantastisk Og Frygteligt På Samme Tid 

Det er en underlig følelse. Følelsen af at have det fantastisk og frygteligt på samme tid. Egentlig er det forkert at kalde det én følelse, for det er jo to forskellige følelser, og de sidder ikke i kroppen på samme tid. Faktisk overhovedet ikke. Men det er et underligt fænomen. At man på den ene side kan være nærmest lykkelig, være glad, stolt og føle sig elsket, og på den anden side være ved at knække midt over.

Jeg taler selvfølgelig om den tristhed, der er ved at erstatte min vrede mod Fodboldfyren. Vreden er der stadig, popper op en gang imellem og siger hej og udtænker små og onde hævnplaner, som den godt ved aldrig vil blive ført ud i livet. Men tristheden fylder helt klart mest nu. Den sidder lige ved siden af lykken over, hvordan jeg har fået bygget mit liv op, hvordan jeg har stykket det sammen og fyldt det med mennesker og oplevelser som jeg elsker. Lykken fylder helt klart mest, heldigvis. Men tristheden er med mig næsten hver eneste dag også.

Den er der, når jeg går igennem mit barndomskvarter og mine skuldre bliver stive, når jeg tænker på, hvad der vil ske, hvis jeg støder ind i hans forældre eller ham. Den er der, når jeg fortæller en historie og hans navn dukker op, fordi han efter seks års parforhold ofte er en del af dem, både på den gode og den dårlige måde. Den er der, når min tankestrøm pludselig bliver afbrudt af et ondt minde eller endnu en realisation om, at han nok også har løjet om det og det og det. Den er der, når jeg ser en sød fyr og stivner fuldstændig og allermest har lyst til at løbe min vej af bar skræk, hvis han smiler til mig.

Men for det meste har jeg det godt. For det meste smiler, elsker, griner og nyder jeg livet. Men jeg føler mig også uendeligt alene, låst fast af fortiden og helt og aldeles uelskelig. Også selvom jeg godt ved, at jeg er ingen af delene.

Det er som om, jeg nogle gange står foran et kæmpestort og glat isbjerg, som jeg allerede er faldet ned af tusind gange, men som jeg ved, at jeg skal opad og henover den anden side igen, hvis jeg vil hjem. Og jeg er træt nu. Jeg orker næsten ikke at prøve at gå opad det en gang til. Jeg orker næsten ikke at falde og slå mig mere. Jeg orker næsten ikke at kravle op og vende mig rundt og se på, hvor jeg kom fra, se på alt det, der gjorde ondt og som har fået mig til at føle, som jeg føler nu.

Så jeg prøver at huske på alt det gode. Alt det fantastiske jeg også har, så jeg ikke skal tænke på alt det fantastiske, som jeg går glip af, hvis jeg ikke kommer op over bjerget. Alt det som venter på mig, de ting, mennesker, følelser og oplevelser, som jeg ikke kan være en del af nu, hvor mit hjerte er forseglet og min frygt kæmpestor. Jeg tænker, at jeg da godt kan bo her ved isbjergets begyndelse og have det godt. Have det fint. Jeg behøver ikke at se min frygt i øjnene, hvis jeg ikke orker, hvis jeg ikke har lyst. Jeg kan sagtens være lykkelig med et hjerte, der kun kan åbnes halvt.

Det siger jeg til mig selv. Også selvom jeg godt ved, at jeg lyver.

Dag 357, år 2 

Taknemmelighedsrunden #67

1. Min sødeste mor og min sødeste papfar kørte mig i mandags op til min sødeste tantes sommerhus, som jeg havde fået lov at låne for at lege skriveretreat i. Og det var simpelthen så hyggeligt at nå at hænge lidt ud med dem midt mellem min Grækenlandstur og mit skrivehi.

2. Det er rimelig svedigt at være i sommerhus alene, kan jeg hilse at sige. Også selvom der lige var et kort øjeblik hver aften, hvor jeg kom til at tænke på gyserfilmen The Strangers. 

3. Det er også rimelig lækkert at drikke rødvin og skrive bog, mens man ser solen gå ned over vandet.

4. Jeg har hørt lydbogen Fødselsdagsgaven af Sue Monk Kidd (hende, der skrev Biernes hemmelige liv) og den var virkelig god og fængende. Og det var en trøst, når nu jeg i rejseforvirringen havde glemt min herre gode bog, som jeg næsten ikke har kunnet lægge fra mig, da jeg var i Grækenland. Den hedder A little Life og er fantastisk.

5. Der er en Hansens Isbutik i Liseleje. Det synes jeg bare lige at jeg ville sige.

6. Selvom jeg synes, det har været svært og lidt hårdt at skrive på min bog, og selvom jeg slet ikke har fået skrevet ligeså meget, som jeg gerne ville have gjort, blev jeg en aften, hvor jeg stod med fødderne i vandet og kiggede på den helt perfekte lyserøde himmel sikker på, at jeg på den ene eller den anden måde nok skal få den skrevet. Og at jeg uanset vil komme til at blive helt og aldeles okay igen. Og det var rart.

7. Igår kom to af mine dejlige veninder på besøg og de tog solskinsvejr og rosé med. Og så gik vi på stranden, spiste is, grillede pølser, spiste kartoffelsalat og majskolber med smør og salt og så til sidst sammen på at solen gik ned. Og da jeg lagde mig til at sove, tænkte jeg på, at det da i grunden var helt utroligt, at man kunne få alt det gode ved sommeren på én enkelt dag.

8. I dag regner det så. Men jeg kan heldigvis godt lide regn. For det betyder brætspil, te og chokoladekiks. Også sammen med de sødeste to.

9. Og nu er jeg endelig kommet hjem til min ramponerede lejlighed, der er ved at blive behandlet for skimmelsvamp, og som jeg havde krydset fingre for ville være færdig, når jeg vendte tilbage, men som altså på ingen måde er det. Så nu tager jeg regnjakken på og går. Hjem til min mor og spiser aftensmad.

Dag 351, år 2 – Favoritten

 

De Hemmelige Skriv #2 Snevejr og Døde Fædre

Nogle gange skriver jeg noget, som jeg gemmer væk. Noget som jeg endnu ikke er sikker på skal frem eller noget, som jeg bare gerne vil holde lidt hemmeligt lidt endnu. Måske for altid. Efterhånden har jeg en del af disse hemmelige skriv, og nu hvor de fleste er kommet på afstand, føler jeg ikke længere at ærligheden i dem er ligeså skræmmende, som jeg gjorde, da jeg skrev dem. Og derfor deler jeg dem nu. De kommer ikke i kronologisk orden, i stedet kommer de, når jeg bliver mindet om dem, når noget af det, jeg tænkte den gang, kommer igen eller når jeg kan mærke, at jeg nu er så langt fra det, jeg skrev, at jeg kan dele det uden at føle, at jeg lægger et nøgenbillede af min sjæl ud på nettet.

Jeg håber, I vil læse med. Og at I vil huske Morten Svanes og Helsematildes kloges ord. Læs tidligere Hemmelige Skriv her.

Januar 2011

Det føles lidt, som om jeg skal dø.

Som om der sidder en stor løve på mit bryst og trykker mig helt flad. Som om jeg ikke kan trække vejret.

Han ligger derinde bag døren. Jeg kan se ham gennem et lille vindue i væggen. Min mor siger, han stadig er varm. Hun siger, jeg skal komme ind. Ind og sige farvel.

Udenfor sner det. I radioen siger de, at det hele ugen vil føles som om, det er 17 minus grader. Men han er stadig varm, siger hun.

Han ligner allerede ikke sig selv. Et øjeblik tænker jeg, at der er nogen, der har lavet et voksdukke af ham og lagt den i en hospitalsseng bare for at snyde mig. Men det er ham. Han ligger lige der. Min far.

Engang byggede jeg en snemand, som han forvandlede til en nøgen dame. En af dem, der normalt bor på Glyptoteket. Så stod hun der. Udenfor og kiggede ind. Ind i min farmors hus på fjeldet i Nord Norge, og jeg spurgte ham, om han ikke troede, at hun frøs derude. Helt alene.

”Nej”, sagde han. ”Hun elsker sneen”. Ligesom ham. 

Alt det hvide på hospitalet blandes sammen med alt det hvide udenfor og alle farverne forsvinder. Jeg har lyst til at tage hans hånd. Begrave mit ansigt i hans bryst. Lægge mig ved siden af ham og varme ham op igen. Kramme ham til han næsten går i stykker.

Men jeg tør ikke. Jeg står stiv og kold for enden af sengen og kan ikke bevæge mig. Ser bare til, mens resten af hans varme forsvinder.

”I stedet hvisker jeg noget alt for velkendt. 

“Vågn op, far.” 

“Du må ikke gå, far”.


Læs mere om min far her, her, her, her og her

Taknemmelighedsrunden #66

1. Jeg tror snart, jeg har spist min egen vægt i tzatziki.

2. Her er 33 grader i Grækenland og man kan få Kinder Buoeno is. #feriegoals 

3. Jeg tror aldrig, jeg har grint så meget, som jeg har gjort i denne uge. Eller lavet så mange både gode og dårlige jokes. 

4. Igår kiggede Kage-Anne, som jeg fra nu af vil kalde Verdens Bedste Anne, kærligt på mig og sagde, at hun elskede mig. #venindegoals 

5. Og Bedsteveninden kigger ofte meget venindeforelsket på mig. 

6. Her er ufattelig smukt og jeg har hele igen måtte stoppe op for lige at glo lidt ekstra på det hele. 

7. Igår aftes fik jeg et stykke stort feta til forret. Med honning og sesamfrø på. #foodgoals 

8. Al den afslapning og fritid har fået mig til at indse nogle ting om, hvordan jeg egentlig går og har det. Og om hvad jeg kan gøre ved det. Og selvom det har været lidt hårdt, har det også været godt. 

9. De her to. Den her kærlighed. 

Dag 342, år 2