Fortællingen om det der korte øjeblik, hvor Tinder faktisk ikke var nederen

En sen søndag eftermiddag, stadig iført nattøj og med en lidt tom følelse efter en weekend i Don Drapers selskab, oprettede jeg for 132. gang en Tinderprofil. Og siden den dag midt i februar er det faktisk gået overraskende godt. Så godt, at jeg så sent som for et par dage siden nåede at tænke og ytre, at der måske faktisk slet ikke havde været noget galt med Tinder, men bare noget galt med mig. Måske havde jeg rent faktisk været for afvisende og for “Dur ikke, væk” agtig. Måske var mænd slet ikke så nederen, som jeg troede.

Tanken opstod efter et yderst succesfuldt Tinderhook-up, der formåede at give mig lige præcis det selvtillidsboost, jeg havde brug for til rent faktisk at tro på, at andre mennesker end Don Draper synes, at jeg er værd at kysse på. Og derfor har jeg de seneste to uger også givet den ekstra gas med skriverierne med diverse fyre, især ham vi fra nu vil kalde Cykelmanden og ham, der får navnet Englænderen.

To virkelig underholdene og sjove mænd, der på hver deres måde fik mig til at grine og til at få lyst til at møde dem.

Og så blev det lørdag.

I mandags havde jeg aftalt med Cykelmanden, at vi skulle mødes og gå en tur lørdag eftermiddag, og jeg havde derfor også sagt “nej, tak til date i dag, men hvad med torsdag?” til Englænderen, der spurgte om vi skulle ses lørdag aften. Også selvom flere i min omgangskreds mente, at jeg da sagtens kunne tage på to dates på samme dag. Det mente jeg dog ikke selv, da jeg trods alt syntes, det var lige vovet nok efter min enormt lange periode, hvor de eneste dates jeg gik på foregik i Don Drapers seng.

Det kørte altså godt, der fredag eftermiddag, hvor jeg havde udsigt til fest om aftenen og to dates indenfor den næste uge.

Og ja, så blev det lørdag.

Jeg vågnede, solen skinnede og jeg skrev til Cykelmanden, som jeg havde skrevet med hele ugen og spurgte om, hvor vi helt præcist skulle mødes.

“Mødes?”, spurgte han. “Skulle vi mødes?”

Han havde glemt mig. Seri-fucking-øst.

Men altså, det er jo faktisk ikke første gang, at nogen har glemt, at de skulle på date med mig, dog er det første gang, at den der glemte det var totalt u-undskyldende over det. Der var altså ingen “Ej, det er jeg virkelig ked af, det må du sgu undskylde, jeg giver en kop kaffe”- sætning. Blot en, “Well, Tinder er et flygtigt medie, ligesom min personlighed”- sætning.

Hvilket i min bog does not fly well. Or at all = Cykelmanden kunne altså for min skyld gå sin  tur helt alene, kunne han.

Og så var det, efter jeg havde kaldt ham en nar i et par telefonsamtaler med et par veninder, at jeg besluttede mig for at skrive til Englænderen. Måske havde han allerede lagt planer eller måske var han frisk på en lille øl her på Saint Patrick’s Day?

Det var Englænderen dog ikke. Han havde tømmermænd, sagde han. Hvilket i mine øjne er en helt valid undskyldning. Desværre skrev han bare ikke rigtig andet end det. Ikke noget med “Rigtig godt tilbud, det gad jeg virkelig godt, men glæder mig til at se dig på torsdag”. Bare “Sorry, har tømmermænd, så er nok ikke så sjov at hænge ud med i dag”.

Og der, lige der var det, at jeg endnu en gang mistede troen på Tinder. Og egentlig også lidt på menneskeheden. Hvilket også betød, at jeg lige måtte ned og ligge lidt på mit stuegulv, mens jeg røg en cigaret og stirrede tomt op i loftet.

Jeg har dog ikke slettet appen endnu. Og måske skal jeg også på en date på søndag. Med en, der hedder det samme som Fodboldfyren, hvilket han jo selvfølgelig ikke kan blive ved med, hvis det bliver til noget. Det er klart. Men jeg er ikke ligeså optimistisk, som jeg var i fredags. Og som jeg skrev til Bedsteveninden:

Så ja. Tinder nåede at være sjovt i lige præcis tre uger. Men altså, det er vel også noget?

Reklamer

Taknemmelighedsrunden #99

1. Min søde veninde Anna gav middag og en god omgang dissekering af mande-relaterede sms’er. Altså dermed en sand ven.

2. JEG ER BLEVET KLIPPET. OG DET SER VIRKELIG PÆNT UD.

3. Hjalp Life-Saver-Anne med at gøre hendes og hendes Significant Other’s lejlighed ren til de nye mennesker, der skal bo i den, og til gengæld gav hun gode råd og hjemmebagte boller.

4.  Og senere gav jeg en kop kaffe og et stykke kanelknækbrød til min mor, der trillede forbi.

5. Mødte to af mine søde medstuderende i toget til Odense en meget tidlig morgen, og selvom jeg egentlig havde planer om at sove turen væk, brugte jeg den i stedet på at sladre med dem, og det var egentlig meget sjovere.

6. Don Draper gav burger. Og pizza.

7. Og min dejlige veninde Kristina og hendes ligeså dejlige søde søn Wille gav lasagne og grøn saftevand aftenen efter. Og gjorde mig samtidig helt varm om hjertet.

8. En af mine undervisere troppede op med hjemmebagt brød- og kage til vores sidste undervisningsgang og fik dermed os alle sammen til at klappe i vores små tykke hænder.

9. Bedsteveninden sendte mig et billede af min favorit hårolie, som hun havde købt til mig, fordi den var på tilbud i Netto. Og jeg begyndte næsten at græde lidt. #FriendshipGoals

10. Og senere købte Tipsy-Amalie en ananas som værtindegave til hende, som vi skulle til fest os, for hvorfor ikk? #ThePineappleIncident

11. I går havde jeg behov for noget at se frem til, så derfor købte jeg mig selv en omgang indisk fra JustEat. Og min aftenen blev straks meget bedre.

12. Og i dag gav min mor en biftur og et kram. Og så kunne man da vist ikke ønske mere for den her uge.

Mandehadelisten #1

Andre har været her før mig, og de har gjort det godt. Meget godt. Stadigvæk føler jeg, at jeg har ting at tilføje, og derfor laver jeg nu min egen. Så here goes;

1. Mænd der siger numse i stedet for røv. Numse er noget man siger til børn, når de skal sætte sig ned. Røv er noget man siger til voksne, når man bliver opstemt af at kigge på deres bagdel og har lyst til at fortælle dem det.

2. Mænd der enten ikke drikker kaffe eller vin eller øl eller alle tre ting. Bliv nu voksen altså.

3. Mænd der ikke læser bøger, men forsøger at forsvare det ved, at de jo gerne ser filmen, når den kommer.

4. Mænd der skriver lange, følelsesladede det-er-ikke-dig-det-er-mig beskeder efter vi har været på to dates. Seriøst, get over yourself, så vidunderlig er der ingen, der kan nå at synes nogen er, så de har brug for sådan en.

5. Mænd der klør deres boller og snuser til deres fingre bagefter. Ligemeget hvor diskret du forsøger at være, så ser vi det. Og vi synes, du er klam.

6. Mænd der synes Jensens Bøfhus, den lokale kinabuffet restaurant og Bones er acceptable date-venues. Det er det ikke.

Taknemmelighedsrunden #98

1. Bedsteveninden kom forbi til lasagne. Eller altså, hun troede, at jeg kom hjem til hende til lasagne. Og så vandt jeg, fordi jeg var nået længst med samlingen af Den Bedste Ret i verden. Og så grinede vi af os selv og mange andre ting, spiste ostedækket lasagne og så Big Little Lies. Og det var rart.

2. Solen skinnede på et tidspunkt i denne uge. Og man kunne tage sit halstørklæde af.

3. Min bror kom forbi for at crashe på min sofa, og i stedet for at se film, som vi ofte gør, talte og talte og talte vi sammen indtil klokken 2 om natten. Og det var også rigtig rart.

4. Den gode mayo fra Hellmanns er på tilbud i Netto i denne uge. Så jeg købte selvfølgelig to glas.

5. En træstammedate med den sødeste Linnea gjorde fredagens uendelige sneshow helt okay. Især når man kunne kigge på det indefra Grannys på Frederiksberg.

6. Bedsteveninden og jeg legede, vi var i USA og holdt Friturefredag med alt godt fra Føtex’ fryser. Og med vin selvfølgelig.

7. Min mormor fyldte 83 og inviterede på sushi og is. Og det var både virkelig smagfuldt og virkelig hyggeligt.

8. Og i dag inviterede Min Louise mig på hjemmebagte boller og leg med de sødeste rollinger, jeg kender.

9. Og nu, pizza ❤️

Ting man (jeg) tænker inden man (jeg) skal på date

1. Kunne jeg mon, som den første kvinde i verdenshistorien, lige nå at tabe mig ti kilo inden fredag?

2. Jeg er en smuk, selvstændig, stærk og fantastisk kvinde og alle burde være taknemmelige for at komme på date med mig.

3. Jeg ligner et æsel i ansigtet og mit shapewear er blevet for småt til at trække vejret i + jeg har intet lavet i denne uge, som på nogen måde kan spinnes til at lyde interessant. Jeg burde være taknemmelig, hvis han kun ligner en ork en lille smule.

4. Kommer man til at lyde tyk, hvis man siger, man laver god bearnaise?

5. Kommer man til at lyde spiseforstyrret, hvis man siger, man elsker grøntsager?

6. Kom så! Mand dig op! Du kan godt! Du er sej! Du er spændende! Og du kommer ikke til at dø alene!

7. Hvis man har en kat, kommer man jo teknisk set ikke til at dø alene + man slipper for at sidde mundlam og se på en mand, der i værste tilfælde kunne finde på kun at tale om sine frimærker.

8. Er det sjovt på sådan en quirky måde at sige, at man helst ikke bevæger sig unødigt medmindre det drejer sig om sex eller om at nå isbilen?

9. HVORFOR HAR JEG IKKE NOGET TØJ, DER BÅDE ER SEXET OG UNDERSPILLET?!

10. Whatever. Hvis ikke han kan lide din blå blazer er han jo alligevel en idiot.

PS. Daten gik godt.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Taknemmelighedsrunden #97

1. Har seriøst fået mig den sødeste studdy buddy. Og er egentlig udover det så tilfreds med mine nye medstuderende, at jeg for første gang i mit liv rent faktisk glæder mig til at skulle på studietur.

2. Bedsteveninden gav bøffer og rødvin, og jeg gav hende til gengæld er stort og velfortjent kram.

3. Hjemmehygge og sushi indtaget i pyjamas og rent sengetøj.

4. Morgenmad og en længeventet og meget trængende snak med den dejligste Min Louise, er vist nok den bedste måde st starte fredagen på.

5. Venindegrin, vin og dernæst skrålsang og flirt på den bruneste bodega på Nørrebro.

6. Brunch og fødselsdagsfejring med Bearnaiselogen hos Verdens Bedste Anne, der udover bacon og pandekager også (og heldigvis) sørgede for mimosaer til den tømmermændsramte.

7. Verdens stærkeste drink blandet af verdens sødeste Anna, som i samme ombæring fortalte, at hun havde savnet mig.

8. Endnu flere drinks og endnu flere grin med de dejligste veninder.

9. Sen nattetime-kærlighedserklæringer imellem mig og Bedsteveninden hen over et fad med ost og med en øl i hånden.

10. Sol i ansigtet og kunst i øjenene på Louisiana med verdens bedste bror.

At være single er ikke lig med at gå og vente på at livet begynder

For nyligt var der en, der spurgte mig, hvor længe jeg havde været single. Og jeg måtte lige tælle efter. 2,5 år kom jeg frem til. Ikke skræmmende lang tid, men heller ikke kort. Da jeg gik fra Fodboldfyren tror jeg, at jeg regnede med, at der max ville gå et år, måske halvandet før jeg fandt en ny kæreste. En god rum tid til at komme mig og til at lære og også at nyde at være mig selv, resonerede jeg mig frem til. Nu er der gået dobbelt så lang tid, og selvom jeg selvfølgelig ikke ved, hvad der ville være sket, hvis jeg aldrig havde fundet ud af sandheden om vores forhold, så tror jeg alligevel, at det har været med til at lægge ekstra tid til singleheden.

Det første år efter vi slog op brugte jeg på at komme mig, men mest på at nyde at lære mig selv og mit nye liv at kende. Jeg drak vin og grinede med mine veninder, jeg tog på skøre dates og nåede kun lige akkurat at tænke tanken om, at det nu måske kunne være meget rart at møde en, der blev til mere end et knald og en god historie. Og så ramlede det hele sammen.

Og derfor har jeg brugt det andet år på at samle mig selv op. På at stykke mig selv sammen igen. På at indse flere og flere sandheder – både om ham, men især om, hvad det egentlig var han gjorde ved mig i de fem år, vi var sammen. Jeg har brugt det på at lære at tro på, at jeg ikke var alle de ting han sagde, jeg var. På at finde troen på kærligheden og på at give slip. Jeg har vel og mærke været rimelig optaget og svært utilgængelig.

Men som jeg skrev her, er jeg begyndt at kunne åbne øjnene lidt nu. Jeg er begyndt at tænke tanken om det der med ham der, jeg måske kunne møde og blive glad for. Og med det er jeg også begyndt at blive lidt stresset, og ikke fordi jeg som sådan virkelig længes endnu. Jeg er nemlig rimelig sikker på, at hvis jeg havde været to år yngre havde jeg nok ikke været helt så stresset ved tanken om at være, hvor jeg er nu. Og frygten for ikke at få det liv, som jeg altid gerne har villet have havde nok heller ikke rumsteret ligeså meget omme i baghovedet.

Men det gør den. Og det irriterer mig, for jeg er jo faktisk glad for bare at være mig. Jeg nogle fantastiske veninder, en vidunderlig familie og en masse nye karrieremuligheder i støbeskeen. Og hvis jeg virkelig gerne vil ligge i ske mm., så ringer jeg til Don Draper. Jeg mangler altså ikke noget.

Alligevel tager jeg mig selv i at spekulere alt for meget på, om jeg mon møder nogen. Og hvis/når jeg gør, om det så kommer til at være for sent. Samtidig mærker jeg også, hvordan store skelsættende beslutninger (og mindre skelsættende som fx, om hvorvidt jeg gider at gå i gang med at male mit badeværelse) om karriere, studie og udveksling nogle gange bliver påvirket af det faktum, at jeg lidt går og venter. Venter på nogen, jeg ikke har mødt endnu. Hvilket jo er fuldstændig hul i hovedet.

Heldigvis er jeg god til at fange den, når det sker. Og jeg bliver bedre og bedre til at nyde nuet og nyde alt det fine og vidunderlige som allerede er i mit liv samtidig med, at jeg hver eneste dag forsøger at åbne mit hjerte en lille smule mere end det var dagen før. For ligegyldig hvad der sker og ikke sker, har jeg allerede det fineste liv fyldt med de fineste mennesker. Jeg har de fineste evner, de fineste muligheder, det fineste håb og den fineste glæde boblende i mit bryst, når jeg mærker efter i mit liv og dermed mærker alt det, der er.

Men samtidig er det som om man ikke rigtig kan være helt tilfreds med sit liv, hvis man er single. Det er som om, man hverken i ens egne øjne eller ens omgangskreds og samfundets er hel endnu, og af den grund bliver tiden inden man møder sit livs kærlighed gjort til noget, der bare skal overstås.

Og selvom mange af os nok ville synes, at det ville være rart, hvis Mr. Right svingede forbi og blev, så har de fleste af os jo egentlig nogle gode liv fyldt med kærlighed, oplevelser og glæde – og at bagatellisere det, synes jeg er synd.

Tiden før, tiden hvor du bare er dig og ingen andens end din egen er nemlig særlig, og på mange måder også smuk. Den er fyldt med forventning, spændthed, drømme, fnis, flygtige kys og muligheder for at stå stærkt og stålfast på sine egne ben. Og derfor vil jeg egentlig gerne holde lidt fast i den. Nyde den, suge den til mig. Svælge i den. For den kommer (forhåbentlig) aldrig igen. Og jeg vil med sikkerhed savne den. Savne friheden, men sikkert allermest håbet og spændtheden over, hvad der mon vil ske om en måned. En uge. I morgen.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook