Når håbet om kærligheden gør dig helt håbløs

Jeg brugte helt præcist 60 minutter på at være oprigtigt ked af, at det sluttede mellem Don Draper og mig. Og efter det var jeg videre. Jeg har været irriteret over, hvordan det sluttede, men jeg har ikke været ked af det. Lige indtil jeg kom hjem fra min sidste ferie i sidste uge, that is. Hele juli har jeg været travlt optaget af at have det sjovt, være i sorg og være en globetrotter, og derfor har jeg åbenbart ikke også haft tid til at føle noget særligt om det, at et to år langt forhold til en mand jeg, uanset hvad det så end var holdt af, sluttede.

Men det har jeg så haft nu. Også selvom jeg først fattede, hvorfor det var jeg var så sur i går. For ja, jeg har nemlig været pissesur. Sur på alle, der var glade og spændte over ny potientiel kærlighed. Sur på alle, der ikke kunne ses, fordi de skulle hjem og holde deres kæreste i hånden. Sur på mig selv over, at der jo tydeligvis er noget ravruskende galt med mig siden det eneste, jeg bliver mødt med på Tinder er mænd, der skriver “Hey…”. Og sur over, at være sur over, at det ikke er mig, der render rundt og smiler fjoget. Og så selvfølgelig sur over, at jeg overhovedet gerne vil smile fjoget. For så sker det jo fucking aldrig, det ved alle jo.

Det var dog som sagt først i går, at jeg indså, at min surhed måske egentlig ikke var surhed, men kedafdethed. Og at den kedafdethed nok alligevel, på trods af protester fra både hjerne og hjerte, sad derinde i mig fordi, det sluttede mellem Don Draper og jeg.

Det var det helt rigtige, at det sluttede. Ingen tvivl om det, og jeg er ikke heartbroken eller fyldt med savn. Men det at have været så tæt på nogen, det at have mærket intimitet, tosomhed og håbet om kærlighed – endelig efter så uendelig lang tid, hvor jeg ikke har tilladt mig selv eller andre at lade det komme mig nær – har for alvor åbnet op for, hvor meget jeg gerne vil det. Hvor meget jeg længes efter det. Og også, hvor langt væk det føles.

Og jeg har ikke lyst til at have det sådan. Jeg har hverken lyst til at have lyst til finde kærligheden, fordi så kommer den jo aldrig (jeg ved godt, det ikke er rigtigt, men det er svært at shake følelsen), og jeg har heller ikke lyst til at være en lorteveninde, der bliver misundelig på mine veninders kærlighedsglæder, for altså det er sgu da ucharmerende. Og nederen ikke mindst.

Men lige nu ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg stille op med alle de her føleser. Så derfor har jeg i stedet bingewatchet The Newsroom. En serie, jeg allerede har set, men ikke destomindre en serie, der får alt i verden til at føles lidt mere rigtigt.

Og det ved alle jo er super konstruktivt..

No men in sight

I Norge er sorgen med mig hele tiden

Der er ingen fjelde mere. I stedet er der bytårne og dansk hedebølge. Jeg er kommet hjem fra Nord Norge, og som altid er det en ambivalent følelse. Akkurat ligesom, når jeg er der.

Det er dejligt at komme hjem, men svært at sige farvel. Og det er noget af det fineste at kigge på fjelde med min farmor, spise vafler og spille yatzy. Men min krop er næsten også hele tiden fyldt med sorg.

Det at gå igennem min fars barndomsland, at se alt det, han engang så hver eneste dag, det får mig til at føle mig tættere på ham end nogensinde. Og det er pisse hårdt. Også selvom jeg ikke ville være følelsen af tæthed foruden. Når jeg er i Norge og ser ud på alle de tusindvis af graner, der står på ræd og række som stolte soldater oppe på min farmors fjeld, når jeg hører elven risle og klukke og når jeg stirrer ud over havet fra midten af Dyrøyabroen, så fyldes mit hjerte med lige dele kærlighed og tristhed.

Jeg har skrevet om det før. Det med at ville ønske at jeg kunne spørge min far om alt det, jeg ikke nåede at få at vide, at tænke over, som jeg ikke vidste var vigtigt, mens han levede. Og det ønske bliver tusind gange større, når jeg sidder på min farmors trappe og kigger ind i den skov, min far han legede i, da han var en lille dreng.

Min bror har det ikke sådan. Han ser Norge som det land, hvor vores farmor bor. Der hvor man kan fiske, spise brun ost og spille uanede mængder af kortspil. For ham hænger det ikke sammen med vores far, for det var jo aldrig der han boede, da han var i vores liv. Der boede han i Danmark, og Norge var et sted man tog hen for at besøge den norske del af familien. Og ikke mere end det.

Og det har han jo ret i. Brønshøj og Hundested, der hvor vi boede sammen og der, hvor han boede de sidste 15 år af sit liv burde betyde mere. Det burde være de steder, der gjorde ondt at være. Men det er det ikke. For mig i hvert fald.For mig er det landet langt mod nord, der hvor min far blev født, hvor han lærte at tegne, spille musik og lave norsk husmandskost, hvor han hjalp sin blinde farfar tilbage i huset, når han var faret vild, der hvor han fiskede i elven og der hvor han helt forelsket tog min mor med hen for at vise hende frem til sine forældre.

Det er Norge.

Farvel til Don Draper

Jeg svælger lidt i det lige nu. Hører triste sange og ryger cigaretter. Tuder en smule. Ikke så meget på grund af ham, selvom jeg holder af ham og kommer til at savne ham.  Og  ikke så meget på grund af det, der kunne have været, for jeg ved godt, at der ikke kunne have været noget. Jeg tuder og sørger over at sidde tilbage alene, over håbet der blev slukket, over at skulle sige farvel til en, der trods alt har været i mit liv i mange år. Og så tuder jeg også lidt over al den penis, jeg nu skal vinke farvel til.

Jeg taler om Don Draper. Ham som jeg skrev om her uden rigtig at skrive om ham. Fordi jeg ikke turde, fordi jeg ikke ville jinxe det. Fordi jeg ikke ville gøre ham bange. Jeg tror nu ikke, at jeg gjorde nogle af de ting ved at skrive, hvad jeg skrev. Det ville ikke være gået alligevel, og jeg vidste det godt fra starten af. Men jeg følte alligevel, at jeg skyldte mig selv og ham at reagere på den underlige forandring, der lige pludselig var opstået imellem os. Den mærkbare tæthed, der kom den dag vi for første gang begav os ud i verden for at lave andet end at knalde og se Netflix. Og som blev større for hver gang vi gjorde netop det.

Så det gjorde jeg. Reagerede. Og det er jeg stolt af. Også selvom det ikke gik. Jeg er stolt af, at jeg sagde, hvad jeg tænkte, hvad jeg følte og hvad jeg ville. Og jeg er stolt af, at jeg sagde fra, da han alligevel ikke – selvom han sikkert gerne ville – kunne give mig det, jeg gerne ville have. Det jeg fortjente.

Men jeg er også trist. Trist over at to års tæthed endte i et telefonopkald fyldt med tavshed. Trist over, at en mand som var god på så mange måder ikke var god på de, der egentlig gjaldt. Trist over at følelsen af spændthed og nysgerrighed – dem der får dig til at smile fjantet – ikke længere er her.

Og så er jeg trist over overhovedet at sidde med følelsen af, at det er her er SÅ typisk. For jeg finder jo aldrig nogen. For det ved jeg godt ikke er rigtigt. Men den er her, og det er pisse irriterende. Men jeg griner også lidt. Griner af at tristheden time efter time svinger mere og mere væk fra den smule af mistet kærlighed, jeg følte og mere og mere over mod al den gode sex, jeg ikke længere skal have med ham.

For ja, så var det nok ikke rigtigt alligevel.

Det er ret svært når ens veninder bliver veninder. Også selvom det også er ret godt

Jeg har altid drømt om en stor venindegruppe. En man kunne sidde sammen med og drikke rødvin og tale om livet med. En man kunne rejse med, en man kunne feste med, en man kunne græde med. En man kunne grine med. En man kunne føle sammenhørighed med. Ligesom de gør på film.

Hvad de dog ikke fortæller på film er, hvor svært det nogle gange kan være, hvis to af dine veninder bliver veninder og dermed ses uden dig. Også selvom det de laver ikke engang er noget, du egentlig gad at være med til.

Der er så ufattelig mange gode og fine ting ved, at ens veninder bliver veninder og at I dermed går fra to til tre, til fire til en gruppe. Men der er næsten ligeså mange svære ting ved det. Man skal bare helst ikke tale om det.

Der er helt sikkert rigtig mange, der ikke har det sådan. Som bare synes, det er mega pisse dejligt, når nye venskaber opstår på tværs i deres egne. Som kan glæde sig over det, og som aldrig føler sig udenfor eller bliver jaloux.

Jeg er bare ikke en af dem.

For selvom jeg nyder min venindegruppe, selvom jeg nyder at kunne se dem allesammen på en gang, og at de allesammen nyder hinandens selskab, selvom jeg elsker vores gruppedynamik, vores humor og vores interne jokes, så ville jeg også nogle gange ønske, at jeg kunne gå tilbage og bare have mine veninder for mig selv.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke under mine veninder, at have andre veninder end mig. Det gør mig glad helt ind i hjertet, at dem jeg elsker har andre end mig, der også elsker dem og som fylder dem op med kærlighed. Det er bare svært at overføre den følelse til, når mine veninder holder af hinanden.

Ikke fordi jeg ikke logisk set godt ved, at der ikke går noget fra mig, af at de også elsker hinanden eller at de dermed så ikke har tid eller lyst til at se mig. For det ved jeg godt ikke er rigtigt. Men følelsen af at blive holdt udenfor, at blive forladt, at blive valgt fra – det overdøver glæden over, at mine veninder nu har endnu flere de kan ty til, at de har endnu flere de kan grine med, der kan forstå dem, og som elsker dem.

Og jeg ved godt, at det er mega åndssvagt at bruge krudt på at tænke over. Og at føle. For det første kan jeg ikke lave det om, jeg kan ikke bestemme, hvem der må være venner med hvem, og det har jeg heller ikke lyst til. Og for det andet så ved jeg jo også fra mig selv, at fordi jeg hænger ud med den ene veninde alene, så betyder det ikke, at jeg elsker den anden mindre.

Men det er stadig svært, især fordi det er sådan en grim følelse. Noget man ikke skal tænke eller føle og det er slet ikke noget, man skal sige højt. Men det gør jeg nu alligevel, for ellers gror det fast og bliver grimt og svært. Jeg lader mig selv føle det, accepterer, at det er sådan, jeg har det, sidder med det indtil det går over, og derefter prøver jeg at se på mine veninder, der ler sammen. Og aller oftest gør det mig glad helt ned i sokkerne.

Jeg fucking hader fodbold

Jeg sidder pt. på vores Airbnb-lejligheds altan og ser ud over Malta, mens mine tre veninder sidder nede ved havnen på en bar og ser England spille mod Kroatien. De sidste to kampe har jeg siddet med til, alt imens jeg har himlet med øjenene over den, for mig, uforståelige entusiasme, men i dag bliver det et nej til boldspil for mig. For jeg fucking hader Fodbold.

Som i virkelig fucking hader. Som i jeg bliver grænseløst irritereret tenderende til det vrede, når folk omkring mig insisterer på at gå op i, hvad jeg synes er verdens mest kedelige sportsgren.

Det er dog først nu, at jeg er begyndt at tænke over, hvorfor jeg egentlig har det sådan. Og ikke mindst, at det måske er en smule irrationelt at reagere så stærkt på mænd, der sparker til bolde. For sådan har det faktisk ikke altid været.

Jeg har aldrig syntes, det var spændende. Og jeg har aldrig set en hel kamp uden at gabe eller kigge på min telefon. Men den mærkelige følelse af stærk irritation over, at dem jeg er sammen med gerne vil se fodbold og dermed vikler mig ind i det, den har alligevel ikke altid været en fast bestanddel i mit følelsesregister.

Så jeg begyndte at tænke lidt over det i dag, samtidig med at jeg dog blev ved med hardcore at nægte at tage med ned og se endnu mere kedelig fodbold. Men hvad er det, der gør mig så vred? For lets be honest, det er jo ikke det at se en masse pæne mænd løbe rundt og sparke til en bold, der får blodet til at syde i min krop. Og det er heller ikke folks glade råb, der gør mig edderspændt rasende.

Nej, jeg tror det er, når det bliver forventet, at jeg skal være en del af det. Og at der samtidig ikke bliver taget hensyn til, at jeg på ingen måde synes det er interessant, at sidde og se på en skærm og på et spil, hvor der oftest ikke sker andet end, at en af spillerne ligger sig ned og græder, fordi en anden spiller stødte ind i ham med lillefingeren. Det er følelsen af, at jeg spilder min tid og at der aldrig er nogen, der siger tak, fordi jeg så med/fandt mig i det/bar over med det osv. Det forventes bare, at det er noget, man skal finde sig i/tage med/kunne leve med og måske endda glæde sig over.

Og det synes jeg er pisse irriterende. For der bliver fandme da ikke taget hensyn, hvis jeg partout SKAL se Bagedysten, når den bliver sendt live. Så er jeg bare underlig/underlødig/fjollet. Der er intet andet end fodbold, der har status nok til at sætte et middagsselskab on hold. Og det er fandme diskriminerende. Og uretfærdigt.

Men hvis det så bare var en gang i mellem, at der var en fodboldkamp, der absolut skulle ses, så kunne det nok godt være noget, jeg kunne leve med. Men der er fucking altid en eller anden fodboldkamp, der er vigtig. Også når der ikke er VM.

Og det tager os direkte videre til den næste, og måske vigtigste grund til, at jeg fucking hader fodbold – Yes you guessed it. Fodboldfyren.

Som I nok har kunne gætte jer til udfra hans dæknavn gik manden jævnt meget op i Fodbold. Både den han selv sparkede til og det han så i fjernsynet. Og hos Fodboldfyren var der no mercy. Fodbold trumpfede alt. Fødselsdage, årsdage, sygdom og sågar død. Og aldrig var der så meget som et tak eller et undskyld. I stedet var der bebrejdelser, hån og generel nederenhed rettet mod mig, fordi jeg ikke forstod, elskede og gik op i hans elskede sportsgren. Og nogle gange virkede det endda som om, han med vilje fandt en uinteressant kamp frem på fjernsynet bare for at slå fast, hvor ligeglad han var med mig. Og med os.

Så ja. Irrationelt had, helt klart. Knap så irriationel grund til had, tænker jeg. Jeg vil dog overveje at forsøge at gøre noget ved det. Måske om fire år.

Ps. Det skal lige slås fast, at jeg selvfølgelig ikke mener, at folk der går op i fodbold er nederen, diskriminerende eller uretfærdige. For altså, de fleste jeg kender og holder af går op i det, og de er nu alle nogle ret så dejlige mennesker, herunder især også førnævnte veninder. Jeg ville bare ønske, at det ikke stadig føltes som om man er forkert, hvis man ikke synes boldspil en masse er en fed aktivitet at sidde og glo på.

Fortællingen om at blive stående på trods af frygten for knuste hjerter

I to år har jeg lukket mit hjerte inde bag en tyk mur. I det sidste halve års tid har jeg dog forsøgt at lukke lidt mere op. Lidt efter lidt. At se efter godheden i mændende omkring mig. At tro på, at der faktisk findes kærlighed, som ikke ødelægger en. Og nu er det som om, at jeg ikke længere har ligeså meget lyst til at løbe skrigende bort ved tanken om, at skulle lukke nogen ind, som jeg ellers har haft. Trangen er der stadig, bevares. Undskyldningerne for at lade være er mange og den del af mig selv, der forsøger at passe på, at mit hjerte ikke bliver kørt igennem kødhakkeren endnu engang er måske næsten blevet endnu mere aktiv end den har været før. For lige pludselig er der nogen. En der måske er noget. Eller i hvert fald en, som jeg har lyst til at finde ud af om er noget.

Og fordi det ikke er så ligetil som man kunne ønske med Ham Der Nogen, er der ifølge min indre hjertevogter også endnu flere grunde til at lade være. Til at droppe det. Til at finde en anden. Til at sige “Glem det, jeg mente det ikke. Det er ligemeget”.

Men jeg har ikke lyst til at glemme det. Og det er ikke ligemeget. Jeg ved stadig ikke, hvad det er. Om der overhovedet er noget. Om det bare er mig, der ser noget, fordi der var en, der sagde, at der måske var noget at se. Men jeg ved, at jeg smiler lidt mere for tiden. Jeg ved, at jeg er nysgerrig og spændt over, at der endelig sker et eller andet på den front og på, hvad der måske kunne ske senere. Jeg ved, at jeg bliver glad, når han siger noget sødt, og at jeg har lyst til at sige noget sødt tilbage.

Og jeg ved, at jeg har lyst til at blive stående. Også selvom det letteste ville være at løbe væk.

En mistet halskæde og en mistet del af min far

Da min far døde havde han tog ting på sig. En ring og et armbånd. Min bror fik armbåndet og jeg fik ringen. Og i flere måndeder gik jeg med den kæmpestore ring på fingeren, holdt på plads af en af mine egne ringe, som jg satte oven på min fars. Ringen klinkede mod alting og var stor og klodset på min tynde finger. Men jeg beholdt den stædigt på, kunne ikke tage den af. Lige indtil jeg fandt en lang kæde at sætte den fast i. Der kunne den hænge fint. Rundt om min hals og tæt på mit hjerte. Og minde mig om min far.

Jeg har haft den på, på hverdage og til fest, hvor jeg blot brugte den som et almindeligt smykke, jeg har haft den på til eksaminer som en held og lykke amulet, og jeg har haft den på, på dage, hvor jeg havde ekstra brug for at mærke min far.

Men i morges kunne jeg ikke finde den. Og det kan jeg stadig ikke. Den er væk. Jeg har ledt overalt. I tasker, i skuffer, under sengen. Jeg har ringet rundt og hørt om, jeg skulle have glemt den hos folk, men ingen steder er den. Den er væk.

Og selvom jeg godt ved, at det bare af en ring, at min far ikke forsvinder fra mig mere end han allerede er forsvundet, så har jeg tudet mig igennem hele det her indlæg. Og lang tid før, jeg begyndte at skrive. For det var den ring, den lille ting, som jeg kunne have med mig, som jeg kunne røre ved og som jeg vidste, at han havde rørt ved. Som jeg vidste, at han havde haft tæt på sig. Som jeg vidste, at han havde valgt at tage på, fordi han holdt af den.

Og jeg kan ikke holde tanken ud om, at jeg har mistet den ting. Som jeg mister alle mulige andre ting. At det er min skyld, at jeg nu ikke har den ring, som min far gav mig i døden.

At jeg ikke længere har den del af min far med mig.

d