Kan man overhovedet få en kæreste, når man har en blog?

Jeg har ikke skrevet et blogindlæg i 18 dage. Jeg ved ikke, om nogen er jer har opdaget det, men uanset så er det helt uhørt. Det er aldrig sket i bloggens tre år lange historie, at der er gået så lang tid uden, at jeg har sat mig ved tasterne og trykket udgiv.

Men der er noget, der har naget mig i lang tid nu. Noget som har suget alt inspirationen ud af mig, hvilket har gjort det til lidt af en kamp at sende indlæg ud i æteren. Og til sidst, nærmere betegnet for 18 dage siden, så besluttede jeg mig for at lytte til det, der nagede. Lytte uden at lade mig forstyrre af følelsen af, at jeg BURDE skrive noget. For let’s be honest, jeg bør jo ingenting, når det kommer til den her blog. Den eneste, der bestemmer er mig. Og jeg havde brug for en pause.

Jeg havde brug for en pause til at finde ud af, om jeg havde lyst til at fortsætte. Noget som jeg ikke rigtig har fundet svaret på endnu. Jeg er nemlig de sidste par månder kommet i tvivl, om mit ønske om at dele ud af mit perpektiv på alle de ting, som jeg ved rigtig mange går rundt og tumler med – som nogle gange gør livet hårdt og svært at komme igennem – har for store konsekvenser at dele. Om mine historier om forliste forhold, om manglende selvværd, om pinlige dates og om forbudte følelser kommer til at ødelægge mine chancer for at få et job, jeg gerne vil have og ikke mindst en mand, jeg gerne vil havde.

For et års tid siden skrev jeg, at der var en, der havde spurgt mig om netop det. Om det nu også var en god ide at dele så ærligt ud om mig selv, især i forhold til min karriere. Og på det tidspunkt ville jeg ikke høre tale om, at det måske ville være en god ide at tone det hele lidt ned. At dele lidt mindre. For pointen, grunden til at jeg skrev alt det her, grunden til at jeg delte ud var og er, at jeg gerne vil skrive om de ting, som jeg selv har brug for at læse. Jeg vil gerne skrive om de ting, som de fleste nøjes med at hviske til en veninde eller som de holder for sig selv, fordi det enten er for svært at sætte ord på eller fordi, de føler, at de nok er de eneste, der har det sådan.

Grunden til at jeg skriver er først og fremmest, fordi jeg gerne vil nedbryde tabuer, og fordi jeg er træt af, at læse det ene sponsorerede blogindlæg efter det andet fra kvinder, som uadtil har nærmest perfekte liv, og derfor aldrig taler om, når livet gør rigtig fucking naller. For igen, let’s be honest her, livet gør fucking naller for alle. Og derfor burde det ikke være noget, vi bør skjule fra hinanden.

Men efterhånden som jeg er trådt mere og mere ind i datingverdenen, og også er blevet mere seriøs og sikker på, hvad det er jeg gerne vil arbejde med i min karriere, er jeg blevet i tvivl, om jeg kan blive ved med at stå ved den holdning. Om jeg kan blive ved at have det mål. For selvom jeg virkelig stadig synes, at det ikke burde komme an på det, at det ikke burde have nogen betydning, og at hvis en kommende arbejdsgiver/kæreste ikke kan deale med, at jeg er sådan en, der skriver ærlige ting på nettet, og hvis de ikke kan finde ud af at skelne mellem Blogger Amalie og Den Rigtige Amalie, jamen så passer vi nok bare ikke sammen – så er jeg alligevel blevet i tvivl, om man kan, og om jeg tør, stille det så sort og hvidt op.

For jeg ved, at uanset min intention og uanset at folk virkelig, virkelig burde vide bedre end at danne sig et indtryk af, hvem jeg er udfra små øjebliksbilleder og velvalgte anekdoter fra mit liv, så er det alligevel præcis det rigtig mange gør. Og selvom jeg virkelig gerne ville blive ved med at være super modig og super ligeglad, så ved jeg ikke om jeg kan det mere. Jeg ved ikke, om jeg tør tro på, at jeg sagtens kan lande drømmejobbet, selvom der står så utrolig mange personlige ting om, hvordan jeg nogle gange ikke tror, at jeg er dygtig nok til netop at lande drømmejobbet. Og jeg ved ikke, om jeg tør satse på, at der findes en mand derude, der enten ikke vil lade sig påvirke af alle de ting, der står om mit turbulente kærlighedsliv eller som vil lade være at læse med indtil han har hørt alle de historier, jeg har skrevet om her på den helt naturlige måde. Måden der hedder at lære mig at kende ved rent faktisk at tale med mig.

Jeg ville virkelig ønske, at der findes både en fremtidig chef og en fremtidig kæreste, der kan og vil det, men jeg ved det jo ikke. Jeg ved ikke, om jeg ikke bare går rundt og skyder mig selv i foden hver eneste uge, når jeg poster indlæg efter indlæg om, hvordan jeg har det indeni. Og jeg ved ikke længere helt, om jeg tør tage chancen.

Jeg synes selv, det er mega kyllingeagtigt. Især fordi jeg jo netop synes, at vi alle burde blive bedre til at tale om, hvordan vi egentlig går og har det, og at alt ikke altid skal være så pisse pastelfarvet og instavenligt. Og det er også derfor, at jeg indtil videre har nøjedes med at gå igennem bloggens mange indlæg og fjerne dem, der er allermest selvudleverende, og som jeg ville have rigtig svært ved at et menneske, som jeg skal have noget at gøre med på et profeessionelt eller personligt plan kan læse uden, at jeg kan styre det.

Jeg er nemlig ikke klar til at lægge hele det her bag mig og lukke døren til Mit Uperfekte År. Men jeg kan også mærke, at jeg heller ikke længere kan være ligeså kæphøj, som jeg har været. Jeg ved ikke, hvad det kommer til at betyde helt konkret endnu, men jeg kan nok i hvert fald allerede nu sige, at der i hvert fald ikke kommer flere recaps af Tinderdates eller fortællinger om så personlige ting, at jeg lidt har ondt i maven, når jeg trykker udgiv.

Og det håber jeg, at I er med på.

Reklamer

Hvis jeg kunne ringe til min far i dag ville jeg….

Hvis jeg kunne ringe til min far i dag ville jeg for det første sige tillykke med de 63 år. Derefter ville jeg høre, hvad han skulle bruge dagen på. Om han skulle mødes med sine venner, om hvad han skulle have at spise. Om han havde hørt fra min farmor. Om hun havde sendt penge.

Jeg ville spørge, hvad han ellers gik og lavede. Eller nej, det ville jeg nok ikke, for det er ikke et særlig børneagtigt spørgsmål. Og med børneagtig mener jeg, at det oftest ikke er noget, som børn spørger deres forældre om. I hvert fald ikke, hvis de er vant til at tale med dem. Og hvis min far levede i dag, ville jeg være vant til at tale med ham.

Jeg ville sikkert i stedet svare på hans spørgsmål. Han ville sikkert gerne vide, hvad jeg gik rundt og lavede. Og jeg ville sikkert føle, at det lidt var et krydsforfør og blive irriteret. Og så ville jeg sikkert skifte emne og begynde at snakke om, hvornår vi skulle ses for at fejre ham.

Vi ville aftale, at min bror og jeg skulle komme til Hundested og besøge ham. At han ville stå for maden, og at jeg ville stå for kagen.

Jeg ville spørge, hvad han ønskede sig, og han ville svare “Ingenting, bare I kommer”.

Og jeg ville svare “Far, du skal da have en gave”, men så lade det være ved det, velvidende at jeg ville købe ham en bog om en eller anden krig, der engang har fundet sted for mange år siden et sted langt væk.

Og så ville vi sige farvel. Han ville sige, “Vi ses musling”.

Og jeg ville sige, “Vi ses far. Og tillykke igen, jeg glæder mig til at se dig i weekenden”.

Og så ville vi begge lægge røret på uden at mærke nogen form for smerte i brystet eller sorg i hjertet. Uden at mærke bekymring eller frygt. Uden at mærke andet end helt almindelig kærlighed.

Når en lang, lang binge af How I Met Your Mother får dig til at sætte pris på livet før den store kærlighed

Jeg har de sidste par uger genset næsten alle afsnit af How I Met Your Mother (Pt. er jeg nået til afsnit ni i 9. og sidste sæson) Og gensynet med de fem venner fra New York har fået mig til at indse et par ting, som jeg ikke havde regnet med, at en sitcom ville kunne få mig til. Også selvom jeg inden, jeg begyndte at gense den godt vidste, at det var en aldeles fremragende en af slagsen.

Jeg er en “Ted” through and trough

Godt nok er jeg ikke arkitekt, og jeg elsker heller ikke Star Wars (Harry Potter, derimod OMG YAS) Men jeg er, på trods af min uvilje mod at modtage håndskrevne romantiske digte, egentlig nok lidt af en romantiker. Jeg tror på kærligheden og The One. Jeg er all for store romantiske gestures (så længe de ikke involverer rosenblade strøget ud over en seng) Jeg tror ikke på, at man skal tage sig til takke med den næstbedste, og jeg tror også ret meget på, at alt det der er sket og sker i mit liv har og er med til at gøre mig klar til at møde ham, der kommer til at knuselske, at jeg griner af næsten alt og fløjter Celin Dion sange, når jeg laver mad.

Det er ikke pinligt at drømme om den store kærlighed

Af en eller anden grund, selvom alle film, alle bøger og alle sange næsten alle sammen handler om jagten på kærligheden, så er det alligevel lidt pinligt, hvis man indrømmer, at man virkelig gerne vil have den. Og vi er allesammen også enige om, at hvis man først har ytret sit ønske om det, så sker det ikke. Man skal helst være ligeglad, sådan lidt ala nej-jeg-skal-bare-have-det-sjovt-og-noget-useriøst-lige-nu, før at det sker. Men i How I Met Your Mother er det ikke pinligt. Der må man gerne længes. Der må man gerne håbe. Og der må man gerne arbejde for det. Og sådan er det altså også i virkeligheden.

How I Met Your Mother handler om at blive voksen

Jeg tror, jeg var 18 eller 19, da jeg første gang så og dermed begyndte at nyde at se Ted, Barney, Robin, Marshall og Lily drikke øl på McClearen’s og date sig halvt ihjel gennem New York og senere hinanden. Og derfor var jeg også for ung til lægge mærke til og forstå, hvad serien endelig handler om. Den handler nemlig ikke om, hvordan Ted mødte moderen til sine børn, men om hans vej igennem ungdommen og ind i voksendommen. Den handler om den vej, der gjorde ham klar til overhovedet at møde hende, og om alle de ting, man går igennem i 20’erne. Der hvor man tror, man er og skal være voksen, men hvor man ikke rigtig er det endnu. Der hvor man elsker med alt, hvad man har og får revet sit hjerte ud af brystet. Der hvor man drikker sig fuld og opfører sig ididotisk. Der hvor man er ærdu og opfører sig idiotisk. Der hvor man lige pludselig opdager, at ens venner er vokset videre og længere op, end man selv er. Der hvor man nogle gange af netop den grund føler sig mutters alene, også selvom man i virkeligheden slet ikke er det.

Det så jeg ikke, da jeg var 19 år gammel, men her 10 år efter som 29-årig rammer historien om de fem venner –  som på samme tid er det helt samme sted og alligevel slet ikke er det – mig som både et hårdt spark lige i maven og som et varmt og trygt kram. Det her sker for alle, og det er til tider ufattelig hårdt, men også helt normalt. Det er sådan det at blive voksen. 

Og lige præcis derfor skal man huske at nyde tiden inden Kærligheden

Der er et afnsit i sæson 8 af How I Met Your Mother, Time Travelers hedder det, hvor Ted fortæller sine børn, at hvis han kunne gå 20 år tilbage i tiden til 45 dage før, han mødte deres mor, så ville han tage tilbage til sin gamle lejlighed og suge det hele til sig – alle de små ting, der dengang irriterede ham, men som nu står tilbage som små, fine quirks, der gjorde det hele lidt ekstra særligt. Han han ville tage forbi Marshall og Lily, Barney og Robin og bruge tiden sammen med dem i stedet for at sidde alene på en bar og ærgre sig over, at han endnu ikke havde mødt kvinden i sit liv. Og selvom han til sidst fortæller, at han nok også ville smutte forbi moderen, så han kunne få lov at få 45 dage ekstra sammen med hende – så var det hans ønske om at genleve de små øjeblikke i livet, som var det, der fyldte hans hverdag ud og gjorde den til en, han havde lyst til at stå op og være en del af – det der næsten gav mig en klump i halsen. For han har ret.

Ligesom jeg skrev her nytter det ikke noget at gå og vente og hungre efter det, der en gang kommer. Man får kun et liv, man får kun en gang i 20’erne og en gang i 30’erne. Og når man først har fået alt det, man drømte om, vil man garanteret se tilbage på sit liv, på de øjeblikke man på det tidspunkt ikke satte pris på og savne dem. Man vil savne den spændte følelse i kroppen. Håbet. Sommerfuglene.

Man vil savne tanken om, hvad der mon vil ske. Om et år, om en måned, om en uge. I morgen.

Om at indse, at alting alligevel ikke var Fodboldfyrens skyld

Det er sjovt, hvordan man skal så grueligt mange tanker, føleler, oplevelser og snakke igennem før man kan endelig forstår ting. At det er nødvendigt at være vred så længe, før man kan være ligeglad og før ligegyldigheden bliver til ro.

Men det skal man oftest.

Jeg har brugt de sidste knap to år på at være fyldt med vrede, på at lægge alt ansvaret for mine sorger omkring mit forliste parforhold over på ham, som var sammen med mig i det, på at prøve at forstå, hvorfor det her skulle ske for mig og, hvordan han dog kunne gøre det. Hvordan han dog kunne lyve så vildt og voldsomt, mens han samtidig gjorde alt for at tale mig ned og fjerne enhver form for selvværd og selvtillid hos mig.

Men for nogle uger siden var der en der sagde til noget til mig. Jeg havde siddet og forklaret, hvorfor jeg nogle gange har svært ved at sige, hvad jeg gerne vil og hvad jeg ikke vil, når det kommer til mænd, jeg godt kan lide. At jeg har svært ved at stå op for mig selv af frygt for at blive kaldt en skør kælling, fordi det altid var det Fodboldfyren kaldte mig, når jeg forsøgte at sige, at det han gjorde ikke var okay. Og at det jo var hans skyld det hele, at jeg i dag stadig havde det sådan her.

Og så kiggede hun på mig, hende kvinden med den øretæveindbydende sandhed og sagde;

“Men du blev der jo også”.

Av. Lige i maven.

Men det er rigtig nok. Det gjorde jeg. Jeg blev der i alle 5,5 år og fandt mig i det. Og selvom jeg flere gange forsøgte at gå, så endte jeg jo med at blive. Ikke at det undskylder hans opførsel, men det undskylder heller ikke min. Ikke at det gør det okay, at han var mig kontinuerligt utro og derudover også havde ikke en, men to andre kærester ved siden af, og løj om det hele. Og det gør det heller ikke okay, at han altid fortalte mig, hvor nederen jeg var, hvor grim jeg var, hvor ikke-sjov jeg var, hvor generelt ærgerlig, jeg var og  at jeg derfor var heldig, at han overhovedet gad at være sammen med mig.

Intet af det er okay, og sidstnævnte, som jeg også har skrevet om før, har bestemt også været med til at jeg blev der så længe, som jeg gjorde.

Men jeg kan stadig ikke lægge de sidste mange, mange års ulykkelighed over på hans skuldre alene. Jeg blev der og lige meget, hvor jeg meget jeg forsøger at retfærdiggøre det med, at han nærmest tvang med til det ved at pille mig fra hinanden, så vidste jeg jo hele tiden godt, at det aldrig ville gå. At det ikke var normalt. At der var noget galt med den måde, vi var kærester på. At jeg aldrig ville blive lykkelig sammen med ham.

Og alligevel blev jeg.

Og det bliver jeg nødt til at tage på mig. Ikke for at jeg skal være vred på mig selv, men så jeg endelig kan slippe den sidste rest af vrede mod Fodboldfyren, som bor inde i mig. Jeg har ikke lyst til at trække den med mig rundt resten af livet og ind i et nyt parforhold. Jeg har ikke lyst til at den skal fylde mere. Og jeg har ikke lyst til at være vred længere.

Opgør med ghosting: Jeg opdrager Danmarks mænd en afvisnings-SMS ad gangen

Ghosting er djævlens værk. Og det samme er den lidt mere subtile, men stadig super frustrerende og på ingen måde i orden kort-for-hovedet-besked, hvor der bliver svaret på det spørgsmål eller udsagn, du sendte, men så heller ikke mere.

Faktisk er den næsten værre, fordi forfatteren bag på trods af at have ingen intention om rent faktisk at se personen de lige har svaret igen, alligevel nu kan gemme sig bag det faktum, at de jo svarede. De opførte sig altså ikke som den klassiske douche, der boller, siger vi ses og så derefter forsvinder ud af den blå luft for evigt.

Men de lyver for sig selv. For det er akkurat ligeså douchy at komme med et “ikke-svar” som det er ikke at komme med et overhovedet.

Det er ikke fordi, jeg ikke som sådan forstår det. Det er aldrig fedt at skulle afvise nogen. Det er ubehageligt og meget lidt rart, og derfor er det også meget nemmere bare at lade som ingenting. At håbe, at den du enten ikke svarer eller som du sender et “ikke-svar” til fatter, hvad det betyder uden, at du behøver at sige det.

Jeg forstår det virkelig godt. Men det gør det ikke mere okay af den grund.

Dating gør os ensomme

Dating er tough business. Der er en milliard singler og den næste og nyeste er derfor altid lige om hjørnet. Men jeg frygter, at vi alle sammen bliver ved med at rende rundt og lede efter det nyeste nye. Især hvis vi ikke formår at kigge hen i sengen – hvor hende eller ham, som stadig er ret ny, men som nu ikke er helt ligeså ny som for en halv time siden – og rent faktisk lade os selv turde blive der i den tid det tager at finde ud af, om personen indeholder det, som vi gerne vil have. For ellers, ja så ender vi med at blive de mest ensomme mennesker i verden.

Desværre virker det lidt som om det er det, der er ved at ske.

Jeg har derfor taget det på mig at gøre op med ghosting, med “ikke-beskeder”, med manglende direkte afvisninger og med troen på, at det for det første er i orden at gøre ovenstående ting og for det andet, at det er en helt normal ting ikke at ville/turde blive hængende og se om ham eller hende man rent faktisk har fundet kunne være noget.

Opgøret med ghosting

Min metode er meget simpel, og jeg er selvfølgelig ikke sikker på, at den virker. Endnu i hvert fald.

1. Jeg ghoster aldrig.

2. Jeg sender ikke “ikke-beskeder”.

3. Jeg dropper aldrig nogen efter en enkelt runde lagengymnastik. (Med mindre han viser sig at overskride mine grænser, når jeg beder ham om at lade være)

Derudover, og det her den vigtigste del i mit opgør mod ghosting og generel dating-nederenhed kommer:

4. Jeg finder mig ikke i at ovennævnte ting bliver gjort mod mig. Jeg ignorerer ikke, at der ikke bliver svaret, at han på usagt vis forsøger at komme ud af det, vi har har haft gang i, eller at han virkede som hvis Prince Charming og Mr. Right havde fået en søn lige indtil han fik lov at komme op i mig.

I stedet pointerer jeg det. På en sober, jeg-er-ikke-sur-jeg-er-skuffet-måde. Jeg fortæller, hvordan jeg føler.

At jeg gerne ville have været blevet ved med at ses.

At jeg synes det er ærgerligt, at det ikke kommer til at ske, men at det jo desværre er sådan det er nogle gange, og at der ikke er noget at gøre ved det.

Og så fortæller jeg, at selvom vi ikke kan forvente noget af hinanden som sådan, så synes jeg stadig ikke, at det er i orden, at han ikke tager sig tid til at fortælle mig, at han ikke længere har lyst til at fortsætte vores bekendtskab.

At jeg forventer, at en voksen mand godt kan finde ud af, at sige tak, men nej tak på en pæn og ordentlig måde, især efter at have tilbragt en god del tid sammen.

Og så ønsker jeg ham held og lykke og en dejlig dag. For ligesom der ikke er nogen grund til at afvise et andet menneske uden at fortælle dem det, så er der heller ingen grund til at være passiv-aggressiv.

Here’s to hope

Jeg har ikke prøvet min opdragelsesteknik af på nok mænd til, at jeg kan fortælle jer om det har en generel effekt. En gang har jeg fået et meget, meget undskyldende svar, en anden gang har jeg intet hørt. Og jeg ved jo ikke, hvad der foregår inden i mænd (eller kvinder) der får sådan en besked.

Jeg ved bare, at jeg håber at det gør noget. At det får dem til at tænke over, om det mon ikke ville være bedre bare at sige det. Og om det ikke også føles bedre at behandle sine medmennesker på en ordentlig måde.

Jeg er ligeså lidt chillieren som en dødsangst hveps i august

Nogle gange overrasker jeg mig selv ved at opføre mig som et helt normalt og cool menneske, der virker som om hun har styr på sig selv, hvad hun gerne vil have og hvordan hun gerne vil have det. Som om hun står ved sig selv, ikke gider så meget pjat og slet ikke rigtig gider at spille et spil.

Det er ret nice, når det sker, for jeg er nemlig langt fra særlig cool i virkeligheden. I virkeligheden er jeg, som overskriften lyder, lige så lidt chilleren som en dødsangst hveps i august. Når der er noget, jeg gerne vil have, når det er noget, der betyder noget, når der er noget på spil, så har jeg så ufattelig svært ved at keep it cool. I stedet overtænker jeg alt, overanalyserer alle tænkelige udvekslinger og panikker så snart det er muligt.

Det sker både i arbejdssituationer, men især når det gælder dating. Hvis jeg er ligeglad er det no problem. Men hvis jeg synes han er sød, oh so help me God. Jeg prøver ihærdigt, det er ikke det, men det lykkedes aldrig i så lang tid. Et lidt underligt blik, en lidt for lang tavshed, en sms uden et spørgsmål, og hvepsen Amalie begynder straks at svirrer rundt om sig selv.

Hvad betyder den der smiley?
Han er allerede ovre det her og mig. 

Sagde jeg noget dumt?
Jeg sagde helt sikkert noget dumt. 

Hvorfor er der nu INGEN smiley?
Fordi han synes du virker åndssvag at skrive med.

Fortiden spøger (ikke)

Det er ret udmattende. Især fordi det jo samtidig med at være spændende og rart også er dybt frustrerende, svært og angtsprovokerende. Og jeg har lidt svært ved at finde ud af, hvorfor det egentlig er, at det er sådan. Hvorfor det er, at jeg ikke bare for fuck sakes kan lade være med at lægge sig meget i ting, hvorfor jeg ikke bare kan se, hvad der sker, hvorfor jeg ikke bare kan lade tingene ske og være mig selv imens.

Indtil i går var jeg overbevist om, at det helt sikkert havde noget at gøre med Fodboldfyren at gøre. At det var alt det der traumegøjl, der fik min usikkerhed til at blive dobbelt så stor. At jeg ser farer overalt og derfor ikke bare kan tage en skide chill pill og tro på, at mænd generelt ikke er sådan super nederen.

Men så stak Bedsteveninden mig et glas vin, kiggede på mig og sagde;
“Jeg tror altså ikke, at du er så skadet længere, som du selv går og tror.” 

Og det tror jeg egentlig, hun har ret i. Der er helt sikkert stadig alt mulig lort, som først kommer ordentlig frem og viser sig, når jeg en dag står i parforhold til anklerne og pludelig mærker alle skeletterne banke på. Men lige nu tror jeg faktisk ikke, at det hverken er skeltetterne eller Fodboldfyren, der spøger.

Det er bare mig selv. Mig og min usikkerhed. En usikkerhed som altid har været her. Men en usikkerhed, som jeg ikke har mærket så frygtelig meget til, fordi jeg i snart tre år har holdt mig fra egentlig at lade mig selv kunne lide nogen. Og når den så pludselig kommer igen efter så lang tids fravær bliver jeg slået helt omkuld, bliver helt forvirret og helt panisk, fordi følelsen på en og samme tid er så fremmed og så forfærdelig velkendt.

Den gør mig i tvivl om alting. Om jeg sagde noget forkert, om jeg er forkert, om han er forkert, om han er rigtig og endda også om, hvem jeg egentlig er.

Er jeg sådan en, der griner coolt og tager en tår af min øl på den her måde, som jeg gør lige nu? Eller er jeg sådan en, der fniser ned i min drink og holder mig for munden, som jeg gør nu? 

Er jeg sådan en, der er høflig og siger, at de ting han synes om lyder spændende, selvom jeg ikke synes det? Eller er jeg sådan en, der står fast på, hvad jeg synes ligemeget, hvad han synes? 

Er jeg sådan en, der siger tak for en god aften og går hjem alene? Eller er jeg sådan en, der gør hvad jeg har allermest lyst til og tager ham med hjem? 

Sandheden er nok, at jeg jo er alle de ting. Nogle gange er jeg mega cool og rap i replikken. Andre gange er jeg fnisende og lillepige-agtig. Nogle gange er jeg åben overfor at udvide min horisont og lære noget nyt, og andre gange er jeg så sikker på, hvad jeg selv mener, at jeg ikke gider at diskutere det. Nogle gange har jeg lyst til at vente og opbygge en spænding, og andre gange kan jeg ikke holde det ud og har lyst til at knalde i den nærmeste busk.

Og alle de versioner er okay. Alle de sider af mig er jo mig. Og alle de sider mærker usikkerhedshvepsen svirre. Jeg skal bare lære at lade den gøre det uden at gå i panik og stikke folk, der måske egentlig også selv er pisse usikre.

Foto: Josefine Fjelstervang

Jeg glæder mig til den dag, hvor jeg oprigtigt tror på, at jeg er god nok

Det går fremad og så svinger det alligevel tilbage. Troen på at jeg er god nok. Troen på at jeg som menneske, som person, som ven, som datter, som søster, som kvinde er god nok – den er efterhånden okay solid. Og de gange, hvor jeg bliver i tvivl og tænker, at der ikke er nogen af mine venner, der rigtig gider at hænge ud med mig eller at ingen mand nogensinde vil kunne elske den her klump af usikre deller, der ligger på sofaen og holder Netflixmaraton – der finder jeg hurtigt frem til, at det altså er en stor fed løgn min hjerne af en eller anden grund har lyst til at få mig til at tro på. For jeg er herre nice. Og der er et hav af mennesker, der med glæde vil skrive under på netop det.

Men så er der arbejdet. Der går det også fremad. Men det svinger en del oftere tilbage end det gør, når det bare gælder min personlighed. Som for eksempel i dag, hvor jeg inden et møde var helt overbevist om, at jeg kun ville få kritik for mine ideer. (Hvilket overhovedet ikke skete. Tværtimod)

Heldigivs, kan man måske sige, har jeg fundet ud af, hvornår tvivlen om mine evner dukker op og slår mig oven i hovedet med en styrke som en crossfitter, der ikke har andet at bruge sit liv på end at crossfitte og råbe grimme ting såsom;

Du har endnu en gang ikke gjort det godt nok
De kan nok slet ikke lide dig mere
Den næste gang I taler sammen, så kommer sparket helt sikkert.
Når de virker travle og derfor er lidt korte for hovedet er det slet ikke derfor, men fordi de ikke synes, du er monstor dårlig til dit arbejde.

Ja, det er dejligt lige at blive kørt lidt ned af sig selv, ikk? (Indsæt selv emoji med himmelvendte øjne) Men som sagt har jeg nu fundet frem til, hvornår Crossfitteren kommer forbi med den slags ondheder. Hun kommer, når jeg i noget tid ikke har fået at vide, at jeg gør det godt. Når jeg ikke fået ros. Hvilket, når det står her sort på hvidt, ser virkelig barnligt ud. Usikkert. Ånssvagt. For altså helt ærligt, jeg burde vel ikke behøve at få ros mindst en gang hver 14. dag for at jeg kan tro på, at jeg rent faktisk kan finde ud af mit arbejde?

Men. Det er sådan jeg har det. Lige nu i hvert fald. I det mindste har jeg fundet ud af, hvorfor og hvornår jeg får det sådan. Så mangler jeg bare at kunne finde ud af, at lukke røven på crossfitteren og le højt af alle de løgne hun prøver at fortælle mig. For jeg ved jo inderst inde godt, at jeg er god. Også selvom jeg måske ikke altid får den ros, jeg synes, jeg fortjener for at være det.

(Mig, når jeg har lært at le af Crossfitteren)