Problemet med at være “kendt” på Tinder

Da jeg startede den her blog var jeg ikke på Tinder. Og jeg havde et arbejde. Derfor tænkte slet ikke over, at det en dag kunne blive et problem at have hældt sit hjerte ud på internettet, når det gjaldt mænd eller job. Jeg hældte bare løs. Og det er som sådan heller ikke et problem nu. Jeg skal ikke være en vigtig journalist, der står neutralt og rapporterer om et eller andet, og hvis jeg endelig skulle blive en big-shot indenfor mit felt, tænker jeg at det givetvis vil have noget at gøre med det, jeg allerede laver. Som blandt andet er at observere livet og så derefter skrive om det.

Så selvom jeg nogle gange alligevel tænker en lille smule over, at en kommende chef kan læse sig igennem store dele af mit liv og få ting at vide om mig, som de normalt ikke ville kende til, så skræmmer det mig ikke nok til at holde op. For min kamp for at stå op for sig selv, at være ærlig, at fortælle, når det gør ondt og at vise livets skyggesider sammen med solskinssiderne er vigtigere end meget andet. Det er essientielt for mig at få lov at udtrykke mig som jeg vil, og det er også det, jeg drømmer allermest om at kunne få lov til at tjene penge på. På den ene eller anden måde.

Men så er der Tinder. Og bare dating generelt. Og det faktum, at der ikke er nogen andre i verden, der hedder det samme som mig, og derfor er jeg ufattelig let at finde på de sociale medier. Og det bliver jeg så også. Tit. Og nogle gange bliver jeg valgt fra på grund af det. Måske på grund af noget, jeg har skrevet som de blev overvældet af, men oftest fordi de ikke selv vil skrives om. Og det er jo på sin vis fair nok. Det er bare også ret irriterende. Især fordi jeg i bloggens levetid kun har lavet to indlæg om Tindermænd tilbage i 2016, en føljeton der godt nok blev læst og grint af en del, men det er altså ikke sket siden. Men med det sagt, så kunne jeg aldrig nogensinde finde på at skrive om, at en eventuel kæreste var en nar, fordi han ikke havde taget opvasken eller at vi havde skændtes, fordi han tog i byen med sine venner. Aldrig.

Men jeg ville skrive om ham, hvem end han så ender med at blive. Jeg ville skrive om min lykke, min usikkerhed, min frygt, mine håb, mine drømme. For det ville være det, der fyldte i mit liv. Men jeg ville aldrig skrive noget, som jeg vidste han ikke ville synes om, at jeg skrev. (Medmindre det viser sig, at han også har to andre kærester, så kan jeg altså ikke love noget)

Så med undtagelse af Fodboldfyren, så skriver jeg ikke på den måde om andre mennesker. Jeg skriver om mine veninder, om min bror, min far, min mor, mine studiekammerater, men altid udfra mig selv. Jeg skriver om, hvad jeg føler for dem, men aldrig hvad jeg tror, de tænker, aldrig hvad de gør eller laver uden mig og aldrig om, hvis jeg på et tidspunkt føler noget knapt så hyggeligt for dem.

Men jeg har brug for at skrive. For at dele. For at observere. For at reflektere. Det er en så indgroet del af mig, og jeg bliver så høj af at gøre alle ovenstående ting, at jeg også ved med mig selv, at jeg aldrig ville kunne være sammen med en, der ville begrænse mig i det.

Min forfatterlærer på Vallekilde højskole sagde engang, at hvis man vil være i familie, være venner, kærester eller gift med en forfatter, så må man finde sig i nogle gange at blive brugt i en historie. Man må finde sig i, at nogle af de ting man siger vil blive skrevet ned og fortalt, man må finde sig i, at dele af ens personlighed vil blive portætteret, og man må finde sig i, at ens historie måske ikke altid kan forblive ens egen.

Og det kan godt være, at det er lidt strengt, men det er sådan det er at være tæt på en, der skriver sit hjerte ud. Og det er også sådan det er, at være tæt på mig. Og derfor bliver jeg også nødt til at finde en, der er okay med det.

Derfor er det måske også meget fint at blive valgt fra allerede inden, man egentlig har nået at lære hinanden at kende. Men det er nu alligevel en smule ærgerligt, synes jeg. For jeg tror, at de tror, at jeg netop bare skriver alt og er ligeglad med, hvad de synes. Og det er jeg bestemt ikke.

Men hvad der er allermest ærgerligt med at være “kendt” på Tinder er faktisk slet ikke det, at blive valgt fra af nogen, der ikke vil skrives om. Det allerværste er, at jeg nogle gange slet ikke får muligheden for at vise, hvem jeg er, inden de allerede tror, at de ved det. Og det ved de altså slet ikke.

Reklamer

Jeg har fået nyt job… Hos Netflix

Ja, du læste rigtigt. Netflix!

Det har været undervejs længe. Med tests, dummies, samtaler og prøveperioder. Og jeg har været så glad, stolt og lykkelig, men samtidig også helt enormt bange for at fucke up. For lige pludselige at få en mail med et tak for nu. For at endnu et job, der gjorde mig glad og stolt skulle blive taget fra mig igen. 

Men efter et par måneder med usikkerheder – usikkerheder på trods af masser af ros, har jeg fået flere timer end jeg startede ud med og en lovning på, at de timer er mine og ingen andens. Og selvom freelanceverden, også hos Netflix, er usikker uanset, hvor glad ens chefer er for en, så har jeg nu besluttet, at jeg godt tør sige det til andre end min tætteste venner. At jeg godt tør råbe det ud over facebook. Og at jeg godt tør fortælle jer det.

Jeg arbejder som community manager for Netflix Nordic. Og det er det bedste i hele verden.

Hej Solo-travel, jeg har savnet dig

Jeg sidder på min altan med en kop kaffe i hånden og glor ud på de grønne, nyudsprungne træer, der rammer Berlins sporvognsspor ind. Det er min anden dag i byen, jeg skal hjem med bussen i nat og jeg ville ønske at jeg kunne blive meget længere.

Det er snart tre år siden, at jeg tog alene afsted til Asien og opdagde, hvor fuldstændig fantastisk det var at rejse på egen hånd. Men siden jeg vendte hjem er det kun blevet til et par dage alene i New York og Washington før og efter min roadtrip med de sjoveste fyre i verdenshistorien. Og hvor har jeg dog savnet det.

Jeg har savnet at kunne gøre nøjgtig, hvad jeg vil i mit helt eget tempo, spise hvad jeg vil og kun, når jeg er sulten, gå langsomt, gå hurtigt, være doven, være ivrig. Men det jeg har savnet allermest, og som også er det absolut bedste ved at rejse alene, er følelsen af wonder.

Den følelse jeg får, når jeg går gennem gaderne og ser op mod himlen, den følelse jeg får, når jeg stiger opbord på metroen sammen med alle berlinerne og ingen ved, at jeg ikke er en af dem. Den følelse jeg får, når jeg snuser sommerluften ind i lungerne og byens duft fylder mine næsebor. Den følese af ivrig, fjantet, fnisende og lykkelig wanderlust. 

Det er det bedste i hele verden. Og den kommer med 100 gange mere styrke, end når jeg går hånd i hånd med en rejsemakker. Også selvom jeg elsker at rejse med andre. De grin, de indforståede jokes, der opstår. Det trygge i at vide, at man ikke er alene. Det vidunderlige i at kunne dele alle indtrykkene. Det er også på top 10 over ydlingsaktiviteter.

Men jeg ved bare nu, eller jeg er måske rettere blevet mindet om, at jeg må og skal mere ud på egen hånd. For det er der, uden at ville lyde cheesy, at jeg virkelig mærker at jeg lever.

Ramblings fra en snart 29-årig

Jeg går og tænker meget for tiden. Over hvad jeg skal med mit liv. Over hvad jeg gerne vil. Over hvad jeg ikke vil. Over hvad jeg håber på. Over hvad jeg frygter.

For det meste har jeg det godt. Nyder at være ung og fri. Nyder roen i, at jeg har sat det hele lidt på pause. Og samtidig vil jeg egentlig også gerne vide, hvad der skal ske. Vide hvordan det hele skal ende. Min kloge coach, Henriette sagde forleden til mig, at hun så, så meget i mig. Og at jeg lige nu nok var på vej ud ind i den dybe modenhed og på vej til at finde mig til rette i min voksenhed. Og det har hun nok ret i. Sådan føles det i hvert fald nogle gange, mens det andre gange føles som om jeg lige er startet i 1. g og ikke aner noget om mig selv eller verden.

I går gik jeg en aftentur og snusede foråret ind i lungerne, mens jeg lyttede til guitarspillende sing-og songwriters. Og selv på den rolige aftentur var dobbeltheden der. Glæden over at have så mange muligheder foran mig, så mange forskellige liv og valg var der, men frustrationen var der også. Frustrationen over, at alle de ting, jeg lærer hver dag – om mig selv, andre, livet – at det altid kun er små brudstyksåbenbaringer, der næsten er for små til at forstå og tage fat i. Et øjeblik forstår jeg alt, føles det som. Og i det næste forstår jeg intet.

Jeg fylder 29 om 2 måneder. Og jeg tror aldrig, jeg har haft det så stramt over en fødseldag, som jeg har det med den her. Jeg er ikke klar til det. Jeg har ikke forstået eller nået alt det, jeg skulle. Jeg er ikke blevet klog nok. Det er først nu, i disse sene 20’ere, at jeg forstår og kan se, hvad fanden det var, jeg havde gang i, da jeg var i start 20’erne. Og selvom jeg godt ved, at man aldrig kan se eller fatte, hvad det egentlig er, der foregår, mens man står i det, så ville jeg i disser tider virkelig ønske, at man kunne. Jeg ville ønske, at jeg kunne stoppe tiden og gå ud af mig selv. Jeg ville ønske, at jeg i ro og mag kunne kigge ind på det liv, jeg har gang i, på de ting, jeg føler, på de tanker jeg tænker og på den måde finde en mening. Finde en forståelse. Og ikke mindst en tro på, at det rent faktisk er rigtigt, det som Henriette siger.

Men det kan jeg ikke. Og derfor ryger jeg i stedet for alt for mange cigaretter på min altan, mens jeg stirrer ud over Vanløse i håbet om, at jeg lige pludselig forstår bare en lillebitte smule af det hele.

Fortællingen om først at blive vild med studieture som 28-årig

Jeg har skrevet om det før. Den introverte side af mig selv. Hende der nogle gange gemmer sig ude på toilettet til fester, fordi det er for tidligt at gå, men for hårdt/nederen/kedeligt/fuldt til rent faktisk at hænge ud med dem, man er til fest med. Hende der aldrig nogensinde har kunnet lide at tage på koloni/lejrtur/studietur/rustur og hende som egentlig også altid har syntes at sleepovers var helt vildt overdrevent overvurderede.

Hun findes stadig og lever trofast videre inde i mig, alt i mens hun synes, at fester med en masse mennesker hun ikke kender aldrig kommer til at være the shit, ligesom store arrangementer fyldt med small talk eller diskoteker med trampemusik og popdrenge kun er sjovt i meget, meget små doser. Og måske faktisk slet ingen.

Men de sidste par år er der alligevel vokset en ny side af Amalie frem. En som sagtens kan sidde på en bar og tylle øl ned i flere timer. En som ikke er den første, der går hjem. En som har svært ved at lade være med at danse, når musikken spiller. Og en som faktisk slet ikke har noget imod at være sammen med en stor gruppe mennesker i flere dage i træk.

Jeg ved ikke, hvordan det skete. Det er ligesom kommet snigende. Sammen med singleheden, de mange dejlige veninder, men nok også med alderen. Jeg er blevet ældre og dermed også blevet bedre til både at vide, hvad jeg vil og med hvem, jeg vil det, men også bedre til ikke at føle, at jeg er et lousy og kedeligt menneske, hvis jeg går hjem tidligt. Hvilket jeg tror alt sammen har givet mig en ro til rent faktisk at nyde selskabet uden at være bange for, hvad jeg skal gøre, hvis jeg lige pludselig gerne vil hjem. Hvilket igen rent faktisk gør det sjovere at være til stede = giver mig lyst til at blive længere.

Som for eksempel da jeg var på studietur med mit kandidathold i sidste uge. En tur som helt bestemt vinder over alle andre ture med andre hold, jeg nogensinde har været på. En tur som jeg slet ikke havde lyst til at tage hjem fra. Også selvom jeg fredags var i så massivt søvnunderskud, at jeg begyndte at snøvle helt uden at være fuld.

Jeg tænker, at min begejstring må være en kombination af Den Nye Side af Amalie, et hold af fantastisk søde og virkelig sjove medstuderende og så nok også det faktum, at vi, selvom vi alle stadig er unge, smukke og festglade, alligevel er blevet gamle nok til at synes, at det er helt okay at gå hjem fra byen klokken 1 med en cheeseburger i lommen.

Uanset er jeg vild med det. Og vild med dem. Jeg er vild med at grine så meget, at jeg får ondt i maven. Jeg er ved med, at der er ingen af dem, der får mig til at føle mig mindre værd. Jeg er vild med, at vi alle sammen er enig om, at vi alle sammen er helt vildt søde. Og jeg er vild med at vi om to uger skal afsted igen.

Men jeg tror næsten, og også kun næsten, at jeg er mest vild med, at jeg som 28-årig fik lov at opleve det, som alle andre har talt om i årevis.

Fortællingen om når veninder bliver til søstre

I går aftes cyklede jeg hjem fuld af øl og kærlighed. Jeg havde nemlig været på date. På date med Min Louise. En længeventet en af slagsen og en meget tiltrængt en. Louise kommer nemlig ikke særlig meget ud, og derfor ses vi oftes med hendes to dejlige børn løbene rundt mellem benene på os. Men i går var det bare os to, tre retter og en masse snak om alt og intet. Det blev ikke sent, hun skulle trods alt tidligt op med rollingerne, men da vi fnisende og lettere småtipsy cyklede fra Mikkelers og hjemad var mit hjerte alligevel allerede fyldt til bristepunktet af kærlighed og lykke.

Engang havde jeg meget få veninder. I dag har jeg en hel hær. Nogle ser jeg ikke så tit, men de er alligevel en fasttømret del af mit venindeensemble og de fylder mig hver og en med lykke og kærlighed, taknemmelighed og glæde. Jeg ved, at de ville komme løbenbe, hvis det virkelig gjaldt og også bare, hvis jeg har bagt en kage, jeg gerne vil dele ud af.

Andre er efterhånden igennem årene blevet til noget, der minder umiskendeligt meget om søstre. Hos dem føler jeg mig hjemme. Hos dem ved jeg, at jeg kan være både den bedste og den værste udgave af mig selv. Hos dem kan jeg lave ingenting og alting. Det er dem, jeg ringer til for at fortælle de mindste og de største ting. Det er dem, der kan tyde, hvad det er, jeg har allermest brug for og give det til mig. Det er dem, der næsten kan give mig forelskede sommerfugle i maven, samtidig med at en dyb, stærk og ubrydelig kærlighed flyder rundt imellem os.

På det sidste har jeg næsten hver eneste nat drømt om alle mine veninder. Forvirrede og lange drømme med skiftende scener og fokuspunkter. En ting har dog været gennemgående – jeg er aldrig rigtig en del af den store samling af veninder. Jeg bliver på en eller anden måde enten forhindret i at være med eller også bliver jeg valgt fra eller holdt udenfor. Nogle gange bliver jeg sågar fortalt, at jeg er elsket, men drømmeversionen af mig ved godt, at det der bliver sagt ikke er sandt.

Jeg ved ikke helt, hvorfor disse drømme popper op så ofte. Måske er det fordi, jeg efter alt for mange barndomstraumer har svært ved at rumme, at de fleste af mine veninder jo også er veninder med hinanden og ikke kun med mig, og de får mig af en eller anden grund til at føle mig holdt udenfor og valgt fra. Måske er det fordi mine veninder er det allervigtigste i mit liv lige nu, og jeg derfor midt i kærligheden mærker rædslen for at miste den og dem. Og måske er det blot fordi, jeg nogle gange, trods hæren af veninder, alligevel kan føle mig ensom og helt og aldeles Malle Alene i Verden.

Jeg ved det ikke. Alt jeg ved er, at mine veninder er det allervigtigste holdepunkt for mig, og at hver eneste gang min tro på mig selv vakler en smule, vakler min tro på, at mine veninder ikke tænker de samme onde tanker, som jeg nogle gange kan tænke om mig selv også.

Samtidig ved jeg også, at jeg aldrig nogensinde før i mit liv har haft og følt så meget kærlighed fra så mange mennesker på samme tid. Og at den kærlighed, trods frygten for at miste den og ikke at fortjene den gør, at min familie føles større nu. Jeg har udvidet den op og gennem årene, uden helt at lægge mærke til det, tilføjet flere og flere mennesker til den kerne, som er mit hjerte og min familie.

Og det er noget af det største og fineste, der nogensinde er sket. Og nok også derfor, jeg så krampagtigt forsøger at holde fast i det.

veninder

 

 

Fortællingen om det der korte øjeblik, hvor Tinder faktisk ikke var nederen

En sen søndag eftermiddag, stadig iført nattøj og med en lidt tom følelse efter en weekend i Don Drapers selskab, oprettede jeg for 132. gang en Tinderprofil. Og siden den dag midt i februar er det faktisk gået overraskende godt. Så godt, at jeg så sent som for et par dage siden nåede at tænke og ytre, at der måske faktisk slet ikke havde været noget galt med Tinder, men bare noget galt med mig. Måske havde jeg rent faktisk været for afvisende og for “Dur ikke, væk” agtig. Måske var mænd slet ikke så nederen, som jeg troede.

Tanken opstod efter et yderst succesfuldt Tinderhook-up, der formåede at give mig lige præcis det selvtillidsboost, jeg havde brug for til rent faktisk at tro på, at andre mennesker end Don Draper synes, at jeg er værd at kysse på. Og derfor har jeg de seneste to uger også givet den ekstra gas med skriverierne med diverse fyre, især ham vi fra nu vil kalde Cykelmanden og ham, der får navnet Englænderen.

To virkelig underholdene og sjove mænd, der på hver deres måde fik mig til at grine og til at få lyst til at møde dem.

Og så blev det lørdag.

I mandags havde jeg aftalt med Cykelmanden, at vi skulle mødes og gå en tur lørdag eftermiddag, og jeg havde derfor også sagt “nej, tak til date i dag, men hvad med torsdag?” til Englænderen, der spurgte om vi skulle ses lørdag aften. Også selvom flere i min omgangskreds mente, at jeg da sagtens kunne tage på to dates på samme dag. Det mente jeg dog ikke selv, da jeg trods alt syntes, det var lige vovet nok efter min enormt lange periode, hvor de eneste dates jeg gik på foregik i Don Drapers seng.

Det kørte altså godt, der fredag eftermiddag, hvor jeg havde udsigt til fest om aftenen og to dates indenfor den næste uge.

Og ja, så blev det lørdag.

Jeg vågnede, solen skinnede og jeg skrev til Cykelmanden, som jeg havde skrevet med hele ugen og spurgte om, hvor vi helt præcist skulle mødes.

“Mødes?”, spurgte han. “Skulle vi mødes?”

Han havde glemt mig. Seri-fucking-øst.

Men altså, det er jo faktisk ikke første gang, at nogen har glemt, at de skulle på date med mig, dog er det første gang, at den der glemte det var totalt u-undskyldende over det. Der var altså ingen “Ej, det er jeg virkelig ked af, det må du sgu undskylde, jeg giver en kop kaffe”- sætning. Blot en, “Well, Tinder er et flygtigt medie, ligesom min personlighed”- sætning.

Hvilket i min bog does not fly well. Or at all = Cykelmanden kunne altså for min skyld gå sin  tur helt alene, kunne han.

Og så var det, efter jeg havde kaldt ham en nar i et par telefonsamtaler med et par veninder, at jeg besluttede mig for at skrive til Englænderen. Måske havde han allerede lagt planer eller måske var han frisk på en lille øl her på Saint Patrick’s Day?

Det var Englænderen dog ikke. Han havde tømmermænd, sagde han. Hvilket i mine øjne er en helt valid undskyldning. Desværre skrev han bare ikke rigtig andet end det. Ikke noget med “Rigtig godt tilbud, det gad jeg virkelig godt, men glæder mig til at se dig på torsdag”. Bare “Sorry, har tømmermænd, så er nok ikke så sjov at hænge ud med i dag”.

Og der, lige der var det, at jeg endnu en gang mistede troen på Tinder. Og egentlig også lidt på menneskeheden. Hvilket også betød, at jeg lige måtte ned og ligge lidt på mit stuegulv, mens jeg røg en cigaret og stirrede tomt op i loftet.

Jeg har dog ikke slettet appen endnu. Og måske skal jeg også på en date på søndag. Med en, der hedder det samme som Fodboldfyren, hvilket han jo selvfølgelig ikke kan blive ved med, hvis det bliver til noget. Det er klart. Men jeg er ikke ligeså optimistisk, som jeg var i fredags. Og som jeg skrev til Bedsteveninden:

Så ja. Tinder nåede at være sjovt i lige præcis tre uger. Men altså, det er vel også noget?