Fortællingen om at stå fast på at skrive om den uperfekte del af mig – også selvom det kan have konsekvenser

Der er efterhånden flere der har spurgt, både helt fra begyndelsen, men særligt efter jeg er blevet min egen chef – om det nu er en god ide at skrive så personligt og ærligt som jeg gør her på bloggen. Om det ikke kan skade mig og min karriere, når alt der skal til for at læse intime og personlige ting om mig er at google mit one-of-a-kind-navn og så dermed finde frem til alle mine tanker, sorger, glæder og diverse rants af forskellig art.

Og i tirsdags var der endnu en, der spurgte bekymret og dermed gjorde mig bekymret. For dem der spørger har helt klart en pointe. Jeg kan ganske let og måske helt uden at vide det frastøde potentielle kunder, forretningsforbindelser, samarbejdspartnere og sågar måske også potentielle kærester.

Det at jeg skriver om, at jeg nogen gange er ved at pisse i bukserne over at være blevet selvstændig, og dermed også inkluderer mange af de tvivl jeg har om, hvorvidt jeg er god nok, vil uden tvivl byde nogen imod og få dem til at tænke, at hvis jeg ikke selv tror på det, så gør de godt nok heller ikke – ergo bliver det ikke dem, der poster penge i min business.

Det at jeg skriver om, at jeg er usikker på kærligheden, at jeg er blevet såret dybt og hårdt og at jeg har svært ved at tro på, at det er muligt at finde en mand, der er til at stole på kan helt sikkert få nogle mænd til at tænke, at der er alt for meget arbejde eller crazyness i et forhold med mig.

Og det at jeg generelt skriver åbent og ærligt om mine tanker og følelser, både de gode og de dårlige, de lykkelige og de hårde og ikke mindst om nogle af de konsekvenser nogle af de følelser har haft for mig gennem tiden, får mig helt klart ikke til at fremstå som en all-around totalt fattet, hård negl, der kan modstå det meste.

For det er jeg heller ikke. Jeg er et menneske fyldt med fejl, fyldt med grimme følelser og tanker, fyldt usikkerhed og med en manglende tro. Jeg er også et menneske fyldt med kærlighed, empati, klogskab, tro og håb, humor og kreativitet. Og det er det menneske, det hele menneske, som jeg gerne vil kæmpe for.

Jeg oprettede bloggen fordi jeg var træt af hele tiden at læse om croissanter og champagne, om parforhold, hvor det eneste, der syntes svært var, når nogen glemte opvasken. Jeg var træt af perfekte glansbilleder og savnede at læse om alle de ting, jeg selv gik og tumlede med. Og derfor besluttede jeg mig for at være en af dem, der netop skrev om det. Fordi jeg vidste, hvor meget det betyder at læse noget, der rør dig i hjertet. Noget der føles som om, det er skrevet til dig. Noget som er helt og virkeligt.

For mig er det ikke nok at vente med at skrive om alt det, der var svært til, når det ikke er svært længere. Det er fint og forståeligt at mange ikke kan eller vil dele deres drama, mens det står på. Men i mine øjne er det også lidt letkøbt først at begynde at fortælle om, hvor hårdt det var at bygge sin forretning op, når man har fået succes. Det virkelige, det der rykker ved noget, det der lader folk vide, at heller ikke du er perfekt, er der hvor du fortæller om lorten, mens du stadig er smurt ind i den. Og det synes jeg, der er alt for få, der gør.

Og det kan godt være, at jeg vil miste kunder på at skrive om mine usikkerheder og tvivl, det kan godt være, at der er nogen, der ikke være venner med mig, fordi jeg skriver om det, der rør sig i mit hjerte. Og det kan godt være, at der er nogen, der ikke vil være kærester med mig, fordi jeg skriver om kærlighed og alt, hvad den gør ved mig.

Men så er vi nok alligevel bare ikke meant to be. Og det skriver jeg ikke med ro i hjertet, selvom det kan lyde sejt. For det skræmmer mig da. Jeg vil da gerne have en masse kunder, og jeg vil også ret gerne have, at alle skal kunne lide mig, men jeg ved godt, at det aldrig vil kunne lade sig gøre. Og desuden er min kamp vigtigere end penge og businesssucces. For uanset hvor meget, jeg gerne vil min forretning, så vil jeg kampen for det uperfekte, for det vilde, for det hele og for det virkelige mere.

Og jeg ville ikke kunne se mig selv i spejlet, hvis jeg ikke lyttede efter det.

img_8967

 

Reklamer

Fortællingen om at droppe stoltheden og tage et job i Imerco

Jeg har skrevet en del om kvalerne ved at være blevet selvstændig. Alle usikkerhederne, den vaklende tro og ikke mindst de meget få penge. Jeg har levet på en sten de sidste mange måneder, og selvom det har været hårdt og økonomien har givet mange søvnløse nætter, er jeg egentlig også ret stolt over, at jeg har formået at tjene mine egne penge i et helt halvt år nu. Men i oktober kunne jeg godt se, at det ikke længere kunne gå. Jeg havde brugt det meste af mine reserver og havde kun få kunder i pipelinen. Der måtte derfor gøres noget.

Dagpenge har ikke været en mulighed, da man ikke kan få sådan nogen, hvis man har et firma. Deltidsjobs hænger heller ikke på træerne, og selvom jeg indtil videre har søgt de fleste af dem, der trods alt har været, har det ikke mundet ud i nogle underskrevne kontrakter. Et par solgte artikler til diverse medier har hjulpet lidt på det, men har langt fra været nok til at dække de knap 9500 kroner, jeg i hvert fald skal have ud om måneden, hvis jeg skal kunne betale mine regninger og brødføde mig selv.

Så jeg gik på jagt efter et andet slags job. Et ufaglært et af slagsen. Og selvom det var med et lidt nedslået hjerte, at jeg måtte indse, at det var det jeg blev nødt til at gøre for en stund, så har valget om at bide i det sure æble og sluge min stolthed været det bedste valg, jeg har taget i lang tid.

For nu har jeg ro i sindet. Og i banken. Jeg har kunnet betale min moms og alle mine regninger, og jeg kan falde i søvn uden at tænke på om jeg mon ville have nok penge til de næste par indkøb, men det vigtigste har egentlig været, at selvom det at arbejde som juleassistance i Imerco på ingen måde er min drøm eller er noget, som jeg gerne vil blive ved med mere end højest nødvendigt, så har det givet mig en helt anden form for energi og gåpåmod. Roen omkring min økonomi og det at komme ud i verden hver dag og bruge mig selv har gjort, at jeg faktisk har fået flere kunder i min biks og flere kommende muligheder. Og det selvom jeg i øjeblikket har mindre tid til at styre min business end jeg nogensinde har haft.

Måske er det er rigtigt, det folk siger; at ting altid kommer oveni hinanden. Når man først får et job, så får man tilbudt et andet, og når der først er en mand, der synes man er for nice, så står der en anden lige bag ham, som også gerne vil kysse.

Dermed ikke sagt, at det ikke var lidt svært at acceptere, at det har været et blender-sælgende-job, der skulle til. Ikke at der er noget som helst galt med Imerco eller butiksjobs generelt, for det er der overhovedet ikke. Men jeg tænker, at de fleste mennesker nok allerhelst vil bruge den uddannelse de har brugt en masse år på at tage, når de skal tjene penge, og sådan har jeg det også.

Heldigvis kan jeg for tiden tjene penge på to måder. Og jeg sover så dejligt om natten.(Hvis vi altså ser bort fra, at jeg hoster på ottende uge, men lad det nu ligge)

Fortællingen om at stoppe med at ynke

Hov, så gik der lige over en uge, hvor jeg ikke fik skrevet noget herinde. Ikke engang en Taknemmelighedsrunde er det blevet til. Jeg har nemlig haft travlt. Travlt med at stoppe med at ynke.

Som nogen af jer ved, fordi I har læst det her, har jeg ikke ligefrem syntes, at min liv har været en dans på roser her på det sidste. Det har været svært, og jeg har derfor mest skrevet om de ting, der fik mig til at få lyst til at smide håndklædet i ringen, end de ting, der har fået mig til at smile og blive varm om hjertet.

Og det synes jeg også, at der skal være plads til. Min blog hedder jo trods alt Mit Uperfekte År, fordi jeg i sin tid oprettede den for at fortælle om alle de ting, der ikke var en dans på roser, men snarere en forviklende tango på tegnestifter.

Og det gør jeg stadig. Dog synes jeg også, at det er vigtigt ikke bare at dvæle. Det må man gerne i noget tid, men dvæletiden for mine nuværende issues er officielt ovre. Dermed ikke sagt, at det ikke stadig er svært og lettere uoverskueligt, for det er det. Men jeg er færdig med at sidde i sofaen og spise nutella, mens jeg forbander alt det væk, som ikke går min vej.

I stedet har jeg taget action, så nogle af mine bekymringer bliver lidt mindre bekymrende, og jeg har indført nogle rutiner, som jeg allerede nu kan mærke hjælper mig med at komme ekstra meget i sving med at få banket hul på min drøm om mit eget firma. Og selvom det stadig gør ondt i mit dankort, når en regning kommer min vej, så er det med en lidt større ro og en tro på, at det ikke kommer til at forblive sådan her for altid.

I stedet prøver jeg at være i nuet. Hverken at se for meget fremad eller for meget tilbage. Men at være lige her, hvor det rent faktisk gælder. Men det er svært. Min hjerne har det med at vandre af snoede stier, både frem og tilbage, og det er sjældent at jeg formår at lade være med at bygge historier i mit hovede om, hvad der kommer til at ske med mig. Både af gode og dårlige ting. Men jeg øver mig.

Jeg vil nemlig allerhelst være lige her.

Drop selvoptagetheden: Folk er alligevel totalt ligeglad med dig

Jeg står der også nogle gange. Der foran kassebåndet søndag eftermiddag og glor ned på de varer, jeg har lagt op, mens jeg prøver at udsende en energi, der fortæller, at den der dobbelt pakke med frysepizza akkompagneret med chips og dip, samt sodavand ikke er til mig, men til min 13-årige bror. (som jeg ikke har, eller altså jo, men han er 25, og han køber selv sit eget junk)

Jeg har også veninder, der altid råber “Pizzaen er her” inden de åbner døren og tager imod deres take-away bestilling, som ofte består af en mængde mad, der kunne brødføde en hel familie, men som egentlig kun er til dem selv.

Og jeg kender virkelig mange, der bekymrer sig over, hvad fremmede mennesker tænker om dem, hvis de bevæger sig udenfor i hyggebukser og ingen makeup, og ikke mindst får hjertebanken ved tanken om rent faktisk at møde folk de kender, mens de er iført den mundering.

Og det er desværre alt for normalt at tænke sådan. Jeg støder generelt på alt for mange mennesker, der er bange for, hvad andre tænker om dem og derfor bruger koloenormt meget tid på at tænke over det. Og selvom jeg nogle gange, som der foran kassebåndet også kan blive en smule flov over at tænke på, hvad andre mon tænker om valget af mine varer, så er jeg for det meste ret ligeglad. Og synes derfor, at det kan være enormt frustrerende at høre på andres usikkerhed over, hvad postmanden mon ikke tænkte, da de kom til at åbne døren i nattøj, selvom klokken jo var 11 om formiddagen. Men egentlig synes jeg mest, at det bare er trist, at der er så mange, der bruger tid og kræfter på at bekymre sig unødigt.

For det er mega unødvendigt at bruge så meget tid og så mange kræfter på at tænke over, om man nu godt kan tage den samme bluse på to dage i træk eller at bekymre sig om, hvad ens gamle kollega mon tænker om en, fordi man havde en fyldt bland-selv-slik-pose i hånden, da man stødte ind i hinanden på gaden. For seriøst, og nu kommer der en måske chokerende nyhed:

Folk er fucking ligeglade med dig. 

Der er ikke nogen, der kan huske, hvad du havde på igår, og hvis de endelig kan, så er sandsynligheden for, at de tænker andet en “Nå” ikke særlig stor.

Det er heller ikke særlig sandsynligt at folk vil tænke noget overhovedet, hvis de ser dig uden make-up eller hvis de spotter, at du har en Dr. Oetker pizza nede i indkøbsposen. Måske tænker de; “Gid jeg også skulle have frysepizza, men nu har lorte-Susanne igen lavet selleribøffer.” Eller også tænker de; “Ej, sådan noget gider jeg godt nok ikke selv at spise”, men straks efter begynder de sandsynligvis at tænke på, hvad de så gerne vil have at spise i stedet, og så har de glemt alt om dig igen.

Men jo, folk kan helt sikkert godt tænke åndssvage ting om dig, ligesom du også kan tænke åndssvage ting om dem. Men sandsynligheden for at du vil bruge mere end to minutter på at tænke på, at Bjarne fra regnskab spildte kage ned af sig selv til personalemødet er ikke særlig stor. For yes, her kommer den anden store nyhed:

Folk tænker kun på sig selv. 

Hvilket også er derfor, at vi bruger så meget tid på at tænke over, hvad andre tænker om os. Hvilket igen er grunden til, at der ikke er nogen, der tænker særlig længe over andre menneskers mærkeligheder, fordi de allerede har travlt med at tænke over, hvad andre tænker om deres egne mærkeligheder.

Så prøv lige at forestil dig al den tid, du kunne bruge på noget andet, men som du lige nu bruger på at ærgre dig over, at du til festen i fredags havde taget en lidt for fin kjole på i forhold de andre gæster.

Overvej om det virkelig er det værd at bruge så mange kræfter og tid på at føle sig forkert, pinlig, skamfuld over noget, som andre allerede har glemt alt om.

Og prøv at genkalde dig, hvad du selv tænker om folk du møder på gaden, i supermarkedet, på arbejdet eller til fester – og prøv så at huske, hvor længe du tænkte over, hvad de havde på, hvordan de så ud, hvad de sagde og hvordan de opførte sig.

De fleste af os, der prøver det vil nemlig sandsynligvis opdage, at du ikke kan huske en skid.

For du er fucking ligeglad. 

Hvorfor det er 1000 gange vigtigere at fortælle, når man har det svært, end når man har det godt

Igår læste jeg et blogindlæg af min søde veninde, Linnea. Hun blogger herover, og vi lærte hinanden at kende på en grå februarsdag inde i A-kassen, hvor vi begge to mødte op til et kursus i håb om, at det kunne skaffe os et job. Det gjorde det ikke. Men vi mødte hinanden, og er siden da blevet først bloggerveninder og så egentlige veninder.

Vi var begge to et mærkeligt sted i livet den gang i starten af 2016. Et sted, hvor vi ikke rigtig vidste, hvor vi skulle stille os henne, og om vi overhovedet passede ind nogle af de steder, vi overvejede at slå rødder. Men en ting var vi dog begge to ret sikre på, og det var og er stadig, at det er vigtigt at dele, når noget er svært. Både for ens egen skyld i og med, at det som oftest letter at fortælle nogen alle de tunge tanker, man nogle gange kan gøre sig og så samtidig få et nyt perspektiv på, men også for dem, det bliver fortalt til. For der sidder næsten altid nogen, enten lige ved siden af dig i form en veninde eller kollega eller en bag skærmen, der føler præcis det samme, men som troede, at de var helt alene i det.

Og derfor blev jeg også så glad, da jeg læste hendes indlæg igår aftes, da jeg lå i min seng og faktisk følte mig en anelse alene. For hun skriver nemlig om præcis det, vi begge to er enige i. At det er et paradoks, at vi – i et land, hvor vi egentlig taler om så meget, hvor de fleste af os ikke er lavet af træ og igennem livet lærer, hvordan vi på den ene eller den anden måde kan udtrykke vores følelser, og hvor hvert eneste danskproducerede dramaserie- og film handler om en form for ulykke, tristhed, om at have ondt i livet et sted eller at være vred på alle – alligevel ikke rigtig formår at tale om de ting, der gør ondt indeni.

Til gengæld er vi, ligesom resten af verden, formidable til at tale om alle de ting, der gør os glade. Eller som vi tror vil få andre til at tro, at vi er lykkelige. At vi har det godt. Og at fortælle og fokusere på de gode ting, det dejlige, det lykkelige er jo også fantastisk. Og ikke mindst vigtigt. (Jeg gør det jo som bekendt selv hver eneste søndag). Men ligeså vigtigt er det, at vi taler om det, der gør os kede af det. Det vi frygter. Det vi græder over. Det der gør os usikre.

For hvis vi ikke gør, vokser det sig større og tungere, og til sidst fælder det os.

Vi kommer til at ligge nede på gulvet og hikste uden rigtigt at kunne trække vejret.
Vi kommer til at lukke af og trække os fra dem vi elsker, og som elsker os.
Vi kommer til at blive hvor vi er i stedet for at gå derhen, hvor vi rent faktisk gerne vil være. 

For lige meget, hvor end vi gerne ville, kan vi ikke skrue ned for det, der gør ondt og kun skrue op for det, der gør os glade. Det virker ikke. I hvert fald ikke i længden.

Jeg ved ikke, hvorfor vi er, som vi er. Hvorfor det er så svært at tale sammen om ting, der rent faktisk betyder noget. Men jeg ved, at vi alle sammen ville få det bedre, hvis vi byttede om på de to ting.

Så i dag starter jeg –  Her er de tre største ting i mit liv, der gør det svært at leve det:

  1. Jeg føler ikke, at jeg er god nok. Jeg sammenligner mig med mine veninder, mine gamle studiekammerater og folk jeg ikke engang kender. Og hver gang føler jeg, at jeg kommer til kort. Jeg føler mig ikke ligeså dygtig, ligeså smuk, ligeså kompetent, ligeså klog, ligeså tynd, ligeså vigtig.
  2. Jeg tvivler på, om jeg overhovedet kan lykkes med mit liv. På om det jeg er gået i gang med er det rigtige. På om jeg kan klare det. På om jeg har fundet min plads eller om det bare er noget, jeg har bildt mig selv ind.
  3. Jeg føler mig tit helt, helt alene. Også selvom jeg har en masse veninder og en familie, der elsker mig. Når jeg sidder alene i min sofa for trejde aften i træk eller når ingen skriver og spørger, om jeg skal noget i weekenden, føler jeg mig som verdens største taber. Og jeg kæmper samtidig med troen på, om jeg nogensinde finder en at elske og ikke mindst, om der findes en, der kan elske mig. Og om dem, der siger, at de allerde gør virkelig mener det.

Hvad synes du er svært?


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Når man ikke kan skrive #metoo, men muligvis burde

De sidste par dage er #metoo blevet brugt alt for meget på de sociale medier. Og med alt for meget mener jeg, at det er skræmmende at så mange i bare min egen internetsfære kan skrive #metoo, og dermed også har oplevet at blive krænket seksuelt på den ene eller den anden måde.

Jeg har ikke skrevet det. Ikke fordi jeg ikke vil dele mine oplevelser (det gør jeg jo rimelig flittigt her), men fordi jeg ikke har oplevet at blive krænket. Men så alligevel – i dag så jeg en video fra Radio 24syv, hvor fire kvinder fortalte om, hvorfor de skriver #metoo på deres facebookvægge. Nogle af historierne var skræmmende, og nogle… ja. Det er så her problemet for mig er.

For jeg kan simpelthen ikke finde ud af, om jeg bare er opdraget i og påvirket af den mandsdominerende kultur, som desværre stadig fylder alt for meget, og om det er derfor, at jeg ikke helt synes, at man kan skrive #metoo, fordi man er blevet taget på røven engang man var på natklub.

For så kunne jeg også godt skrive #metoo. Og selvom jeg syntes, at de mænd, der gjorde det var nogle åndsboller, (mest fordi jeg altid har tænkt, at det jo på ingen måde virker, så hvorfor dog gøre det. Lidt ligesom uopfordrede dick pics på Tinder) så følte jeg mig ikke krænket, og jeg har heller aldrig følt mig krænket, når nogen har såkaldt catcallet mig på gaden.

Og jeg kan som sagt virkelig ikke finde ud af, om det er mig, der er skadet af miljøet omkring mig eller om det måske er lidt meget at kalde det en seksuel krænkelse, hvis nogen tager dig på låret uden at have fået lov.

Jeg underkender slet ikke vigtigheden af at opdrage drenge og mænd til at lade være, for selvfølgelig skal man altid holde nallerne for sig selv, hvis ikke man er sikker på, at den anden har lyst til, at du finder dem frem. Og jeg er også helt, helt med på, at det altså virkelig ikke er særlig svært at finde ud af, om en kvinde har lyst til at bolle med dig, og derfor burde det heller ikke kunne være et argument i voldtægtssager.

Men voldtægtssager er netop præcis det, der er mit problem her. For det er da om noget en seksuel krænkelse, og yes, jeg er helt, helt med på at meget mindre også kan gøre det. Voldtægt, voldtægtsforsøg mv. er frygteligt, og er noget som ændrer livet for ofret for altid. Og derfor har jeg også lidt svært ved, at vi lige nu sidestiller groping i metroen med voldtægt. Også selvom jeg virkelig godt er klar over, at det ene helt sikkert avler det andet.

Og det måske derfor, at vi netop sidestiller det i disse dage. Fordi dem som taler grimt om kvinder, dem som synes det er deres ret at rave fremmede piger og kvinder røven, dem som synes kvinder overreagerer og ikke kan tage en joke, hvis de påpeger mandschauvinisme og den måde mange stadig tænker og føler om kvinder, dem som råber “Gode patter” efter piger på gaden – er nok ikke ligeså langt fra at voldtage en beruset kvinde til en fest og samtidige benægte overfor sig selv og andre, at det er det, de er i gang med. Eller endnu værre – at bruge undskyldningen “Jeg vidste ikke at hun ikke ville”.

Og hvis vi gør det, sidestiller alle de ting med hinanden, ja så kan jeg alligevel godt skrive;

metoo


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Fortællingen om når ens humør kun passer til vrede Eminemsange

Min Louise sagde på en meget sød og ikke-dømmende måde til mig, da vi forleden talte i telefon sammen, at hun havde tænkt over, om mit dårlige humør mon var en midlertidig ting eller om det snarere var noget kronisk. Og jeg sagde på en tænksom måde, at det vidste jeg faktisk ikke. Men at jeg da håbede på det første.

Og i søndags, efter en sms-korrespondance fyldt med mulige misforståelser, brød jeg i gråd, da jeg hørte Bedstevenindens stemme i røret.

For jeg er simpelthen så ked af det, som jeg også sagde til hende mellem de mange hikst.

I starten var det bare dårligt humør. Bittefissetanker og irritation. Men nu, nu er tristheden ved at overtage og har næsten skubbet surheden væk. Også selvom vrede Eminemsange stadig er noget af det eneste, jeg gider at lytte til disse dage.

For det føles lidt som om alting vælter ned over mig. Som alt, der kan gå galt gør det. Og jeg har det som om, jeg ikke kan finde ud af noget. Som om jeg ikke er god nok. Som om jeg bliver holdt udenfor. Som om ingen kan eller vil kunne lide mig. Som om ingen synes, jeg er dygtig.

Og selvom jeg godt ved, at det tager tid at bygge en forretning op, at jeg har været svimlende naiv i min forestilling om, hvor meget det kræver, hvor heldig man nogle gange skal være og hvor mange nej’er man skal sluge før, man får et ja, så gør det, det ikke lettere at lægge mig til at sove om aftenen.

I søndags mærkede jeg for første gang frygten for om mit dårlige humør og min meget forståelige tristhed forbliver ved det, eller om det på et tidspunkt bliver værre. Noget som jeg for alt i verden ikke vil have sker.

Heldigvis er det gået bedre de sidste to dage. Tanker om økonomi giver mig stadig ondt i maven, og der er egentlig ingen lovning på noget, der kan afhjælpe det at se ude i horisonten, men jeg har foldet en ja-hat og presset den ned over mine kolde ører. For jeg skal altså fandme klare mig. Jeg skal og vil det her. Og hvis jeg må skure nogle gulve, passe nogle børn eller lange cafe latte over disken til unge studerende på en nederen kaffebar, indtil jeg får nok kunder i min biks, so be it.

Det er alligevel også sådan en historie, der ville gøre sig virkelig godt på film. Hvis jeg altså rent faktisk ender med at kunne lægge kosten fra mig og overtage verdensherredømmet, that is.

Og indtil videre glor jeg lidt ud af vinduet, arbejder på min biz og lytter til Eminems stadig vrede, men også Fuck-dig-verden-jeg-kan-godt- ‘Till I collapse.

Det må sgu da fandme hjælpe.