Fortællingen om at ville holde fast i tiden og udskyde voksendommen

Jeg har altid gerne ville have børn. Og jeg har i mit liv været skruk flere gange. Jeg har længtes efter at skabe en familie, der var anderledes end min egen, jeg har higet efter trygheden og sikkerheden i at være en lille kerne sammen, og jeg har drømt og planlagt alt det, jeg gerne ville have til at ske.

Jeg vil stadig gerne have børn. Jeg ved endda, hvad de skal hedde, (og jeg rokker mig ikke) og jeg vil stadig gerne have den der kerne af en familie. Men jeg er ikke skruk. Og jeg kan faktisk i virkeligheden ikke rigtig forestille mig eller drømme om noget, der har med børn og familier at gøre. For det er slet ikke on my mind. Faktisk higer jeg nærmere efter ungdommen og ville ønske, at jeg kunne stoppe tiden og blive her i slut 20’erne i lang tid endnu. Jeg har ikke lyst til at blive rigtig voksen. For jeg elsker den tid, jeg er i nu så højt. Jeg elsker, at jeg har så mange veninder, at vi ses så ofte og at vi er en bastant og fast del af hinandens liv.

Og det er også derfor, jeg nærmest bliver sur, når jeg tænker på, hvordan fremtiden kommer til at være, når alle mine veninder, inklusiv mig selv forhåbentlig, har fået børn, fuldtidsjob og en mand, der jo også skal plejes. Jeg synes nemlig, det lyder helt absurd, når jeg hører om veninder med familier, der skal arrangere venindedates langt ude i fremtiden, fordi alles kalendre er helt fyldt op med arbejde, børn, svigerforældrefødselsdage og børneaktiviteter. For sådan har jeg ikke lyst til, at det skal være, når jeg selv får nogen.

Jeg vil gerne have, at der skal være plads til, at jeg kan se mine veninder i løbet af ugen, måske ikke dem alle, det er trods alt allerede nu en smule utopisk, men jeg vil gerne have, at det skal være muligt at se en veninde i hverdagen. Jeg vil gerne have, at det ikke altid involverer vores fremtidige børn, og jeg vil gerne have, at det ikke skal være noget, der skal tage flere dage at aftale, eller at der skal gå flere måneder, før vi så endelig ses.

Jeg ved godt, at det nok desværre ikke kan blive ved med at være som det er lige nu. Og at jeg til den tid måske heller ikke har lyst til, at det skal være som den gang, vi alle var i 20’erne. Og jeg ved godt, at jeg helt sikkert kommer til at få nogle andre prioriteter, end jeg har i dag, men jeg har svært ved at forestille mig, at jeg helt oprigtigt ikke vil have en stor lyst til at se og tale med mine veninder ofte.

Nogle gange bliver jeg helt trist over foranderligheden, der præger den tid, de fleste af mine veninder og jer er i lige nu. Det med, at vi aldrig kan vide, hvor vi er om et år er både spændende, men samtidig også trist. For jeg elsker som sagt virkelig tiden, som den er lige nu. Vi er stadig unge, de fleste af os er stadig rimelig frie, og det er ikke unormalt at ses spontant med en flaske vin under armen og at tale og tale i flere timer.

En veninde jeg har, hun glæder sig til 30’erne, siger hun. Hun synes 20’erne har været hårde. Gode, men hårde, og hun er klar til mere ro. Jeg – jeg kunne godt bruge fem år mere her. Tror jeg. Her hvor alt er åbent og muligt. Her hvor der stadig ikke er så mange, der mener, at man skal være et bestemt sted. Her hvor der er mere rødvin, stjerner på himlen og grin i maven, end bleer, Real Kreditlån og MUS-samtaler. Her hvor jeg bare er min egen og ingen andres.

Men tiden her er jo som sagt foranderlig. Og måske har jeg det anderledes i morgen. Måske vil jeg længes efter faste rammer og trygge arme om et år. Måske har jeg allerede fundet dem der. Jeg ved det ikke. Lige nu ved jeg bare, at jeg higer efter frihed. Efter at gøre præcis, som jeg vil, når jeg vil det. Og at noget af det, der trækker mest ned på humørkontoen er tanken om, at jeg ikke længere har al den tid i verden, som jeg kunne ønske mig. At både jeg selv og folk omkring mig bliver ældre og har forventninger til, hvordan jeg skal leve mit liv. Og at selvom jeg jo burde være ligeglad, så betyder det noget, hvad andre folk tænker – Og jeg tænker, at de tænker, at man ikke kan rejse jorden rundt og være fri som fuglen, drikke sig fuld i Pina Coladas og knalde med en canbana boy, når man er over 30.

Og det tænker jeg også lidt selv, at man ikke kan. Så derfor skal jeg måske nok til at komme i gang med at suge al ungdommen ud af ungdommen, inden den bliver erstattet af voksendommen. Eller også skal jeg bare tage en chill pill, ryge en cigaret og sige til mig selv, at når man er klar, så føles det nok helt rigtigt. Og så er der nok slet ikke noget andet sted, man hellere vil være.

Ja, det er nok sådan, det er.

Læs mere om lidt af de samme tanker her.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Fortællingen om Tilgivelse 

I starten af sommeren lyttede jeg til en fantastisk podcast af Mikkel Frey Damgaard, der hedder Selvmordstanker, og som handler om Mikkel selv, der igennem hele sit liv har været bange for at arve sin fars selvmord, og derfor i podcasten undersøger om selvmord kan gå i arv. I løbet af podcasten lærer han så gennem folk, der kendte hans far, mere og mere om den mand, som ikke har været der, siden han var otte år gammel, og som han hele sit liv har forsøgt at adskille sig fra, fordi han ikke ville ende som ham.

Jeg følte egentlig ikke så frygtelig meget gennem de første mange afsnit af Selvmordstanker. Jeg syntes, podcasten var god og vellavet, spændende og rørende, men på et plan, der ikke som sådan havde noget med mig selv at gøre. Lige indtil jeg hørte sidste afsnit. Afsnittet der handlede om tilgivelse og closure.

Her mødes Mikkel Frey Damgaard med den psykolog, han mødtes med i første afsnit, og som havde givet ham den opgave at lære så meget om sin far som overhovedet muligt. Og efter al den læren-at-kende, der har foregået, sidder Mikkel med en helt anden følelse, end den han sad med, da podcasten gik i gang. Han er ikke vred længere, fortæller han. Han er ikke bange. I stedet er han fyldt med empati og medfølelse overfor sin far. Og fyldt med sorg over både at have mistet ham, men også over, hvor svært hans far havde det i tiden, inden hans død.

Jeg kan huske, at jeg gik og trak min cykel gennem en lille gade på Nørrebro på en af de der sløve og lyse sommeraftener, og at de grønne, grønne træers blade brusede i vinden over mig, mens jeg lyttede til Mikkels fortælling. Og for første gang i løbet af podcasten, blev jeg oprigtig rørt helt inde i kroppen. For hans ord beskrev så præcist, hvordan jeg i dag har det med min egen far. Jeg er nemlig heller ikke vred længere. Og tro mig, det var jeg i meget lang tid, da han levede. I dag er jeg i stedet, akkurat som Mikkel er overfor sin far, fyldt med empati og medfølelse over, at han havde det så svært. At han kæmpede sådan. Og at han aldrig lykkedes. Og så er der den kæmpe store sorg over, at han ikke er her. At jeg aldrig for alvor lærte ham at kende, men også en kæmpe stor sorg over alt det, han kunne have været, men ikke blev.

Og lige der, midt på gaden, midt i podcasten, indså jeg, at det er de følelser, den empati og den sorg, der skal være til stede, hvis jeg oprigtigt skal tilgive Fodboldfyren. Jeg kan ikke tilgive ham, fordi jeg selv gerne vil videre. Jeg kan ikke sige, at nu er jeg ikke vred længere, at jeg forstår, at jeg tilgiver og så vinke til ham i Føtex, hvis jeg ser ham. For selvom, det er et skridt i den rigtig retning, er det ikke ægte. Det er ikke ægte tilgivelse, også selvom rigtig mange, tror og føler, at det er.

Ægte tilgivelse kommer, når du oprigtigt føler med den anden person. Når du ikke vil have, at de skal lide mere. Når du ville ønske, at du kunne gøre noget for dem. Og sådan har jeg det bestemt ikke med Fodboldfyren.

En klog veninde jeg har, sagde til mig, at jeg måske skulle prøve at droppe det der psykopatmærkat, jeg har klistret fast på ham. At det, selvom det kan give en masse forklaringer og indsigter, ikke hjælper det store på der med tilgivelsen. For hvordan kan man tilgive en, der er ligeglad? En der ikke føler noget? En som ingen skyldfølelse har overhovedet?

Det er svært. Måske nærmest umuligt. Og derfor, sagde hun, skulle jeg måske i stedet forsøge at finde ud af, hvorfor han er blevet sådan. Hvorfor den lille lyshårede dreng, som jeg en gang så på en hjemmevideo, og som virkede genert, fjollet og elskværdig overfor sine to yngre brødre, blev til en mand, der iskoldt og uden kærlighed i kroppen, gang på gang kunne sige, at jeg intet var værd. Og derefter kunne gå ud og bevise det.

Jeg ved det ikke. Og jeg ved heller ikke, hvordan jeg skulle finde ud af det. Men jeg ved i hvert fald, hvordan det virkelig føles at tilgive. Og der er stadig meget, meget langt derhen.

Fortællingen om ikke kunne skrive det, man gerne vil skrive

Indtil videre har denne uge, disse fire dage været yderst nederen og nervepirrende. Dage, hvor ondt i maven har været den primære følelse, og frygt og tristhed de andre. Dage, hvor jeg allermest har haft lyst til at gemme mig under dynen og forsøge at lade som om, at der intet ondt er sket.

Og normalt ville jeg skrive om det. Lige her på bloggen. Men fordi det ikke kun handler om mig, fordi jeg ikke har alle de rigtige facts endnu, fordi jeg ikke vil hænge nogen ud, så kan jeg ikke fortælle om det. Så nu er jeg i stedet sådan en af de der irriterende bloggertyper, der skriver om, at noget er svært, men ikke vil fortælle, hvad det er.

Fuck, jeg synes de er irriterende, de typer! Og jeg holder stadig på, at hvis den ting, der er svær godt vil kunne fortælles uden at skade en selv eller andre, så bør man fortælle det, hvis altså man allerede er begyndt at skrive om det, bare på en kryptisk måde.

Men sådan er det ikke her. Og derfor kan jeg ikke. Og det er derfor egentlig også det, jeg gerne vil skrive om nu. Det ikke at kunne skrive det, man gerne vil skrive. For det har jeg aldrig prøvet før i bloggens historie. Jo, jeg har nogle gange været i tvivl, om jeg havde lyst til at delagtiggøre hele internettet i intime detaljer om mit liv, men der har det altid handlet om mig. Og jeg har også altid i sidste ende endt med at skrive det, jeg gerne ville skrive, da det nu engang er det, jeg synes bloggen er til for  –  for at jeg kan skrive tingene ud, og samtidig forhåbentlig kunne lade andre vide, at de ikke er alene i alt det, de føler og oplever.

Så det er meget frustrerende ikke at kunne dele det her. Det som fylder alt lige nu. Men jeg gætter på, at det nok ikke vil være sidste gang, det sker. Og det er ligeså frustrerende. For ligeså meget, som bloggen er til for at jer læsere kan møde genkendelsen, ligeså meget er den jo til for min egen skyld. For at jeg kan få skrevet alt det svære ud og dermed se på det fra en anden vinkel. I det her tilfælde har jeg allerede skrevet det, som noget, der måske en gang bliver Et Hemmeligt Skriv, men det er som om det ikke virker denne gang. Det er som om, at forløsningen, den nye vinkel, roen først vil komme, når jeg trykker publicer. Hvilket jeg jo ikke kommer til lige forløbeligt.

Så i stedet skriver jeg det her. Og håber samtidig ikke, at I allesammen kommer til at hade mig, for at være en af de der typer. Og jeg håber ligeså meget, at jeg snart kan skrive om det egentlige issue. For det er vigtigt et.

 

Fortællingen om Bloggens 2-års fødselsdag Og En Ny Vej

I morges vågnede jeg op og tog rød læbestift på. Og så gik jeg tilbage i seng for at skrive. I dag har jeg nemlig blogget i to hele år.

Det startede ud her og var i de første fire måneder en rejseblog blandet med følelser, tanker, længsler, frygt, håb, sorger og kærlighed. Både til mig selv og andre. I dag er det meget af det samme, selvom rejserne er blevet færre og bloggens stemme noget mere klar. Men hvad der altid har været en fast del af bloggen har været billederne.

Billederne som er blevet taget som en del af The 365 Day Photochallenge, som alle og enhver kan gå i gang med på instagram, og som går ud på at tage et billede hver dag i et år.

Jeg har så i dag afsluttet den for anden gang. Da jeg startede vidste jeg ikke, hvad fremtiden ville bringe, og var derfor ikke sikker på, hvad der skulle ske, når jeg nåede dag 365. Sidste år, da den dag så kom, besluttede jeg mig for at fortsætte endnu et år. Jeg havde vænnet mig til det og syntes stadig det var rigtig sjovt. Og desuden var det rimelig smart at fortsætte, når nu min blog hed Mit Uperfekte År, netop på grund af instagramudfordringen, som varer i et år.

Men i dag, i år, fortsætter jeg ikke. Det billede jeg har lagt op i dag bliver det sidste i The 365 Day Photochallenge. Jeg fortsætter med at blogge, og bloggen kommer til at fortsætte med at hedde det, den hedder. Men jeg kommer ikke til at fortsætte med at tage et billede hver dag det næste år. Jeg har de sidste par måneder ikke haft den samme gejst omkring det, og har derudover også haft lyst til at prøve nye ting med min instagram, der ikke kan gå hånd i hånd med endnu et år med udfordringen.

Men jeg fortsætter altså her på domænet. Fortsætter med at skrive mit hjerte ud, fortsætter med at forsøge at være så ærlig, jeg kan, fortsætter med at forsøge at bryde med glansbilleder og i stedet bidrage med tanker, følelser, håb, længsler, sorger, frygt og kærlighed. Men også forhåbentlig en masse, masse glæde, lykke, sjov og rød læbestift.

Jeg håber, I fortsat har lyst til at læse med. Tak for jer ❤

Dag 365, år 2 

Fortællingen om At Elske Sin Krop

SPONSORERET

I juni var jeg til to foredrag hos foredragsholder Kirk Rønler. Det ene et foredrag om kroppen, kaldet “Slut fred med din krop”, og det andet et om dating, som I kommer til at høre mere om snart.

Det skal nemlig ikke være nogen hemmelighed, og det er det jo heller ikke, læs bare her og her, at krop og mad nærmest altid er noget, jeg har kæmpet med. Derfor var det heller ikke nogen kæmpe åbenbaring at lytte til Kirks foredrag. Jeg har læst utrolig meget om netop kropsaccept, kropskærlighed og kropsbillede og har selv gang på gang forsøgt oprigtigt at elske min krop og mene det, når jeg sagde det. Det var derfor ikke nyt for mig, det Kirk fortalte, men det var stadig inspirerende. Og det var stadig noget, der har siddet i mig lige siden og som jeg ved, at jeg skal huske på og arbejde ud fra.

Men det er svært for mig for tiden. For jeg elsker virkelig ikke min krop lige nu. Jeg hader den faktisk lidt og er slet, slet ikke tilfreds og nogle gange nærmest ulykkelig. Hvilket er åndssvagt og dumt, for jeg ved godt, at der er ikke noget galt med den. Også selvom jeg har taget lidt på efter lidt for mange triste chips og Fodboldfyrs magtesløshed, vrede og tristhed.

Jeg ved godt, at jeg har mega pæne ben, har virkelig flotte bryster, har en fænomenal røv, smukke markerede kraveben, små fine hænder og at min hud er glat og fin, og at der ingen steder på den er det mindste stykke appelsinhud.

Men det hjælper ingenting, når min mave, ifølge mig selv, er alt for stor, og mine arme ligeså. Det er som om de to ting hiver mig ned hver eneste dag og hiver mit selvværd ned med sig. De to ting fylder mig med så meget skam og gør, at jeg ikke tror på alle de søde ting, som folk ind imellem fortæller mig om mig og min krop.

På et tidspunkt for nogle måneder siden gav Don Draper mig det fineste kompliment, jeg nogensinde har fået. Han sagde, at jeg havde den bedste røv. At den var ligesom en budding, som havde fået den helt rette mængde husblas. Og da jeg affejende sagde, at så burde min mave nok få sig lidt mere husblas, udbrød han et højt nej. Jeg havde den perfekte krop, sagde han. En renæssancekrop, og det var lige præcis sådan en krop, han godt kunne lide.

Jeg blev helt paf. Og tænkte straks bagefter, at jeg jo nok burde gifte mig med ham, hvis det var sådan, han havde det. Ikke fordi hans ord fik mig til at falde i svime og blive forelsket, men fordi der nok ikke var andre end ham, der havde det sådan.

I mine klare øjeblikke ved jeg godt, at det ikke er sandt. At der ude i verden er masser af mænd, der vil synes om mig, hvis jeg lod dem. Men når alle mine skyggesider har tag i mig, når jeg føler mig helt og aldeles forkert, grim og tyk, så er det stadig sådan, jeg har det. Men hvor ville jeg ønske, at det ikke var sådan.

Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne være tilfreds. At jeg kunne tro på, hvad andre siger. At jeg kunne elske mig selv, både min gode røv og mine deller. At jeg ville kunne være i min krop uden at føle, at den burde være noget andet, end den er.

Problemet er, at der selvom jeg gerne vil alt det, også stadig er noget inde i mig, der føler at jeg ikke er tilfreds af en grund. At det faktisk er reelt, at jeg har det som, jeg har det. For ligeså meget, som jeg gerne vil elske mig selv, som jeg er, ligeså meget vil jeg også gerne være bare lidt tyndere. Men det er jo nok deri problemet ligger.

For når jeg så er blevet det, vil jeg så være tilfreds? Nok ikke.

Derfor vil jeg, som Kirk foreslog, i stedet for at prøve at lave mig selv om, i aften stille mig foran spejlet og se på den jeg er. Og prøve, uden at grine, at fortælle mig selv, at jeg er smuk. For inderst inde, der hvor klogskaben, visheden og kærligheden sidder, så ved jeg jo godt, at det er sandt.

 

Dag 345, år 2 

Fortællingen om At Have Det Fantastisk Og Frygteligt På Samme Tid 

Det er en underlig følelse. Følelsen af at have det fantastisk og frygteligt på samme tid. Egentlig er det forkert at kalde det én følelse, for det er jo to forskellige følelser, og de sidder ikke i kroppen på samme tid. Faktisk overhovedet ikke. Men det er et underligt fænomen. At man på den ene side kan være nærmest lykkelig, være glad, stolt og føle sig elsket, og på den anden side være ved at knække midt over.

Jeg taler selvfølgelig om den tristhed, der er ved at erstatte min vrede mod Fodboldfyren. Vreden er der stadig, popper op en gang imellem og siger hej og udtænker små og onde hævnplaner, som den godt ved aldrig vil blive ført ud i livet. Men tristheden fylder helt klart mest nu. Den sidder lige ved siden af lykken over, hvordan jeg har fået bygget mit liv op, hvordan jeg har stykket det sammen og fyldt det med mennesker og oplevelser som jeg elsker. Lykken fylder helt klart mest, heldigvis. Men tristheden er med mig næsten hver eneste dag også.

Den er der, når jeg går igennem mit barndomskvarter og mine skuldre bliver stive, når jeg tænker på, hvad der vil ske, hvis jeg støder ind i hans forældre eller ham. Den er der, når jeg fortæller en historie og hans navn dukker op, fordi han efter seks års parforhold ofte er en del af dem, både på den gode og den dårlige måde. Den er der, når min tankestrøm pludselig bliver afbrudt af et ondt minde eller endnu en realisation om, at han nok også har løjet om det og det og det. Den er der, når jeg ser en sød fyr og stivner fuldstændig og allermest har lyst til at løbe min vej af bar skræk, hvis han smiler til mig.

Men for det meste har jeg det godt. For det meste smiler, elsker, griner og nyder jeg livet. Men jeg føler mig også uendeligt alene, låst fast af fortiden og helt og aldeles uelskelig. Også selvom jeg godt ved, at jeg er ingen af delene.

Det er som om, jeg nogle gange står foran et kæmpestort og glat isbjerg, som jeg allerede er faldet ned af tusind gange, men som jeg ved, at jeg skal opad og henover den anden side igen, hvis jeg vil hjem. Og jeg er træt nu. Jeg orker næsten ikke at prøve at gå opad det en gang til. Jeg orker næsten ikke at falde og slå mig mere. Jeg orker næsten ikke at kravle op og vende mig rundt og se på, hvor jeg kom fra, se på alt det, der gjorde ondt og som har fået mig til at føle, som jeg føler nu.

Så jeg prøver at huske på alt det gode. Alt det fantastiske jeg også har, så jeg ikke skal tænke på alt det fantastiske, som jeg går glip af, hvis jeg ikke kommer op over bjerget. Alt det som venter på mig, de ting, mennesker, følelser og oplevelser, som jeg ikke kan være en del af nu, hvor mit hjerte er forseglet og min frygt kæmpestor. Jeg tænker, at jeg da godt kan bo her ved isbjergets begyndelse og have det godt. Have det fint. Jeg behøver ikke at se min frygt i øjnene, hvis jeg ikke orker, hvis jeg ikke har lyst. Jeg kan sagtens være lykkelig med et hjerte, der kun kan åbnes halvt.

Det siger jeg til mig selv. Også selvom jeg godt ved, at jeg lyver.

Dag 357, år 2 

De Hemmelige Skriv #2 Snevejr og Døde Fædre

Nogle gange skriver jeg noget, som jeg gemmer væk. Noget som jeg endnu ikke er sikker på skal frem eller noget, som jeg bare gerne vil holde lidt hemmeligt lidt endnu. Måske for altid. Efterhånden har jeg en del af disse hemmelige skriv, og nu hvor de fleste er kommet på afstand, føler jeg ikke længere at ærligheden i dem er ligeså skræmmende, som jeg gjorde, da jeg skrev dem. Og derfor deler jeg dem nu. De kommer ikke i kronologisk orden, i stedet kommer de, når jeg bliver mindet om dem, når noget af det, jeg tænkte den gang, kommer igen eller når jeg kan mærke, at jeg nu er så langt fra det, jeg skrev, at jeg kan dele det uden at føle, at jeg lægger et nøgenbillede af min sjæl ud på nettet.

Jeg håber, I vil læse med. Og at I vil huske Morten Svanes og Helsematildes kloges ord. Læs tidligere Hemmelige Skriv her.

Januar 2011

Det føles lidt, som om jeg skal dø.

Som om der sidder en stor løve på mit bryst og trykker mig helt flad. Som om jeg ikke kan trække vejret.

Han ligger derinde bag døren. Jeg kan se ham gennem et lille vindue i væggen. Min mor siger, han stadig er varm. Hun siger, jeg skal komme ind. Ind og sige farvel.

Udenfor sner det. I radioen siger de, at det hele ugen vil føles som om, det er 17 minus grader. Men han er stadig varm, siger hun.

Han ligner allerede ikke sig selv. Et øjeblik tænker jeg, at der er nogen, der har lavet et voksdukke af ham og lagt den i en hospitalsseng bare for at snyde mig. Men det er ham. Han ligger lige der. Min far.

Engang byggede jeg en snemand, som han forvandlede til en nøgen dame. En af dem, der normalt bor på Glyptoteket. Så stod hun der. Udenfor og kiggede ind. Ind i min farmors hus på fjeldet i Nord Norge, og jeg spurgte ham, om han ikke troede, at hun frøs derude. Helt alene.

”Nej”, sagde han. ”Hun elsker sneen”. Ligesom ham. 

Alt det hvide på hospitalet blandes sammen med alt det hvide udenfor og alle farverne forsvinder. Jeg har lyst til at tage hans hånd. Begrave mit ansigt i hans bryst. Lægge mig ved siden af ham og varme ham op igen. Kramme ham til han næsten går i stykker.

Men jeg tør ikke. Jeg står stiv og kold for enden af sengen og kan ikke bevæge mig. Ser bare til, mens resten af hans varme forsvinder.

”I stedet hvisker jeg noget alt for velkendt. 

“Vågn op, far.” 

“Du må ikke gå, far”.


Læs mere om min far her, her, her, her og her