Når man ikke kan skrive #metoo, men muligvis burde

De sidste par dage er #metoo blevet brugt alt for meget på de sociale medier. Og med alt for meget mener jeg, at det er skræmmende at så mange i bare min egen internetsfære kan skrive #metoo, og dermed også har oplevet at blive krænket seksuelt på den ene eller den anden måde.

Jeg har ikke skrevet det. Ikke fordi jeg ikke vil dele mine oplevelser (det gør jeg jo rimelig flittigt her), men fordi jeg ikke har oplevet at blive krænket. Men så alligevel – i dag så jeg en video fra Radio 24syv, hvor fire kvinder fortalte om, hvorfor de skriver #metoo på deres facebookvægge. Nogle af historierne var skræmmende, og nogle… ja. Det er så her problemet for mig er.

For jeg kan simpelthen ikke finde ud af, om jeg bare er opdraget i og påvirket af den mandsdominerende kultur, som desværre stadig fylder alt for meget, og om det er derfor, at jeg ikke helt synes, at man kan skrive #metoo, fordi man er blevet taget på røven engang man var på natklub.

For så kunne jeg også godt skrive #metoo. Og selvom jeg syntes, at de mænd, der gjorde det var nogle åndsboller, (mest fordi jeg altid har tænkt, at det jo på ingen måde virker, så hvorfor dog gøre det. Lidt ligesom uopfordrede dick pics på Tinder) så følte jeg mig ikke krænket, og jeg har heller aldrig følt mig krænket, når nogen har såkaldt catcallet mig på gaden.

Og jeg kan som sagt virkelig ikke finde ud af, om det er mig, der er skadet af miljøet omkring mig eller om det måske er lidt meget at kalde det en seksuel krænkelse, hvis nogen tager dig på låret uden at have fået lov.

Jeg underkender slet ikke vigtigheden af at opdrage drenge og mænd til at lade være, for selvfølgelig skal man altid holde nallerne for sig selv, hvis ikke man er sikker på, at den anden har lyst til, at du finder dem frem. Og jeg er også helt, helt med på, at det altså virkelig ikke er særlig svært at finde ud af, om en kvinde har lyst til at bolle med dig, og derfor burde det heller ikke kunne være et argument i voldtægtssager.

Men voldtægtssager er netop præcis det, der er mit problem her. For det er da om noget en seksuel krænkelse, og yes, jeg er helt, helt med på at meget mindre også kan gøre det. Voldtægt, voldtægtsforsøg mv. er frygteligt, og er noget som ændrer livet for ofret for altid. Og derfor har jeg også lidt svært ved, at vi lige nu sidestiller groping i metroen med voldtægt. Også selvom jeg virkelig godt er klar over, at det ene helt sikkert avler det andet.

Og det måske derfor, at vi netop sidestiller det i disse dage. Fordi dem som taler grimt om kvinder, dem som synes det er deres ret at rave fremmede piger og kvinder røven, dem som synes kvinder overreagerer og ikke kan tage en joke, hvis de påpeger mandschauvinisme og den måde mange stadig tænker og føler om kvinder, dem som råber “Gode patter” efter piger på gaden – er nok ikke ligeså langt fra at voldtage en beruset kvinde til en fest og samtidige benægte overfor sig selv og andre, at det er det, de er i gang med. Eller endnu værre – at bruge undskyldningen “Jeg vidste ikke at hun ikke ville”.

Og hvis vi gør det, sidestiller alle de ting med hinanden, ja så kan jeg alligevel godt skrive;

metoo


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Reklamer

Fortællingen om når ens humør kun passer til vrede Eminemsange

Min Louise sagde på en meget sød og ikke-dømmende måde til mig, da vi forleden talte i telefon sammen, at hun havde tænkt over, om mit dårlige humør mon var en midlertidig ting eller om det snarere var noget kronisk. Og jeg sagde på en tænksom måde, at det vidste jeg faktisk ikke. Men at jeg da håbede på det første.

Og i søndags, efter en sms-korrespondance fyldt med mulige misforståelser, brød jeg i gråd, da jeg hørte Bedstevenindens stemme i røret.

For jeg er simpelthen så ked af det, som jeg også sagde til hende mellem de mange hikst.

I starten var det bare dårligt humør. Bittefissetanker og irritation. Men nu, nu er tristheden ved at overtage og har næsten skubbet surheden væk. Også selvom vrede Eminemsange stadig er noget af det eneste, jeg gider at lytte til disse dage.

For det føles lidt som om alting vælter ned over mig. Som alt, der kan gå galt gør det. Og jeg har det som om, jeg ikke kan finde ud af noget. Som om jeg ikke er god nok. Som om jeg bliver holdt udenfor. Som om ingen kan eller vil kunne lide mig. Som om ingen synes, jeg er dygtig.

Og selvom jeg godt ved, at det tager tid at bygge en forretning op, at jeg har været svimlende naiv i min forestilling om, hvor meget det kræver, hvor heldig man nogle gange skal være og hvor mange nej’er man skal sluge før, man får et ja, så gør det, det ikke lettere at lægge mig til at sove om aftenen.

I søndags mærkede jeg for første gang frygten for om mit dårlige humør og min meget forståelige tristhed forbliver ved det, eller om det på et tidspunkt bliver værre. Noget som jeg for alt i verden ikke vil have sker.

Heldigvis er det gået bedre de sidste to dage. Tanker om økonomi giver mig stadig ondt i maven, og der er egentlig ingen lovning på noget, der kan afhjælpe det at se ude i horisonten, men jeg har foldet en ja-hat og presset den ned over mine kolde ører. For jeg skal altså fandme klare mig. Jeg skal og vil det her. Og hvis jeg må skure nogle gulve, passe nogle børn eller lange cafe latte over disken til unge studerende på en nederen kaffebar, indtil jeg får nok kunder i min biks, so be it.

Det er alligevel også sådan en historie, der ville gøre sig virkelig godt på film. Hvis jeg altså rent faktisk ender med at kunne lægge kosten fra mig og overtage verdensherredømmet, that is.

Og indtil videre glor jeg lidt ud af vinduet, arbejder på min biz og lytter til Eminems stadig vrede, men også Fuck-dig-verden-jeg-kan-godt- ‘Till I collapse.

Det må sgu da fandme hjælpe.

Fortællingen om kærlighed

Igår aftes da jeg lå i min seng og forsøgte at falde i søvn, kom jeg i tanke om, hvad dag det ville være, når jeg vågnede igen. Min fars fødselsdag. Han blev født den 3. oktober 1955 i en lillebitte by, langt oppe i Nord Norge, der hvor mørket indkapsler alt om vinteren, og hvor solen titter frem natten lang hele sommeren.

Jeg har tænkt meget på ham i den sidste tid. På hvad han ville have tænkt om mig og det jeg har sat i værks. På om hvordan han mon ville have reageret på sidste års chokerende nyheder. På hvordan han ville have haft det med at have sådan nogle voksne børn.

Nogle gange får jeg lyst til at tage til Hundested, hvor han boede de sidste 15 år af sit liv, og hvor vi, min bror og jeg og nogle gange også vores mor, besøgte ham mange gange. Jeg får lyst til at stige af det lille tog, der kører mellem Hillerød og Hundested og gå ned gennem byen. Jeg får lyst til at tage ned til stranden og lade vinden blæse mig i ansigtet. Jeg får lyst til at kigge ind ad vinduet til der, hvor han boede. Jeg får lyst til at mærke ham.

Men jeg gør det ikke. Og jeg tvivler på, om jeg nogensinde kommer tilbage dertil. For byen er også fyldt med alt det, som ikke bare var is på stranden og fiskefrikadeller på kajen. Den er også fyldt med mindet om en lille piges usikkerhed. Lange og opmærksomme blikke hen på en mand, der ofte ikke var nok tilstede. Ondt i maven over inderst inde at vide, at det her var sådan det var, og at det aldrig nogensinde ville blive bedre. Og så det lillebitte, store savn, der opstod når toget igen kørte væk fra perronen og min far langsomt blev mindre og mindre.

Og det tror jeg ikke, jeg har lyst til også at mærke igen. Selvom jeg gerne vil mærke ham.

Det er sjovt, for da jeg satte mig ned for at skrive det her indlæg, regnede jeg med at det ville blive et varmt et. En tribute af en art. En kærlighedserklæring til min døde far. Også selvom jeg næsten ikke, lige siden jeg som 10-årig begyndte at skrive om ham, har kunnet skrive en tekst, der kun var god. Og det gør mig egentlig næsten ligeså ked af det, som det, at han er død. For selvom den del af mig, der fandtes, da jeg stadig var barn, hende der håbede og troede på, at han engang ville blive til en helt rigtig far den døde langt før, han gjorde, så sidder der åbenbart stadig en lillebitte rest tilbage i mig. En lille del, der gerne vil mindes det gode, den rigtige far. Hende der ikke vil belemres med fakta og dumme minder, men som for alt i verden bare gerne vil skrive om svingture, frikadelletårne og om en far og en datter, der sammen skaber noget, der kun er deres.

Så jeg tror, jeg lader hende bestemme nu. I dag lader jeg hende hviske alle de gode ting, han også kunne. Om guitarspil, hulebygning, persillesovs, historiefortællinger, mesterværkslignede tegninger af helte og om at kaste sig i favnen på en far, der emmer af tryghed og dufter af tobak og læder.

Jeg lader hende fortælle om kærlighed.

Læs mere om min far her, her, her her, her og her


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Fortællingen om at opdage, at man er blevet en bitterfisse

Her på det sidste har jeg simplethen været i så dårligt humør. Ikke hele tiden, men ofte. Jeg har både været sur, irriteret, ked af det og bare sådan generel ynkværdig. Jeg har ligget på sofaen og spist chips, mens jeg har råbt af fjernsynet. Jeg er gået i seng med ondt i maven og ondt i sjælen over noget, jeg ikke helt kunne placere. Jeg har sovet elendigt. Og jeg har følt, at det hele da også snart kunne være ligemeget. Bare rolig, ikke på Jeg-vil- ikke-leve-mere-måden, men på Jeg-giver-op-og-gør-chips-og-dip-til-en-fast-del-af-min-kostpyramide-måden.

Og det var først, da jeg fik lyst til at dyppe min venindes hoved ned i hendes egen kødsovs, fordi hun skubbede et billede af sin kæreste op i mit ansigt og udbrød “ER HAN IKKE SØD?!”, at jeg indså, at jeg nok måske rent faktisk havde fået mig et lille problem.

Jeg er blevet en bitterfisse. 

Og det siger jeg, selvom jeg altså står fast ved at det ligegyldigt, hvilken tilstand eller humør man er i, er en ret så irriterende ting at gøre. For helt ærligt, det er jo din kæreste. Lad seriøst være med at spørge mig, hvordan jeg synes han ser ud. Det kan kun blive akavet.

Men udover det, så jo. Jeg er blevet en bitterfisse, der synes alt mere eller mindre er irriterende, og som i mine ekstra svage øjeblikke bliver reduceret til et kynisk og sortseende menneske.

Er du forelsket, siger du? Ja, jeg giver jer et år. Maks to! 

Er du blevet forfremmet? Fedt. Så får du da i det mindste en større fratrædelsesordning, når du en gang bliver fyret. 

Har han kysset med en anden? Åh, buhu! Luk røven. Min eks havde tre andre kærester. 

Skal I til Thailand? Nå, pas på, der ikke er nogen, der putter noget narko i jeres kufferter, ikk? 

Er du gravid? Fedt, endnu flere børn til denne dødsdømte planet. 

Okay, jeg har selvfølgelig ikke sagt de ting der. Bortset fra nummer tre engang, jeg var fuld. Men hvis man kunne tegne et humør med sætninger, så ville ovenstående vise mit. Og det betyder ikke, at jeg slet ikke har været glad og har grint, følt glæde, håb eller kærlighed de sidste par uger. (Heldigvis) Det betyder bare, at jeg generelt ikke er særlig meget i hopla og også ret let giver op og lægger mig ned for at glo surt op i loftet.

Men jeg ved ikke rigtig, hvad det er.

Måske er det følelsen af overvældelse, tvivl og frygt, når jeg kommer i tanke om, hvad det er jeg har rodet mig ud i karrieremæssigt.

Måske er det følelsen af ikke at være god nok.

Måske er det, det at se alle mine veninder være på vej sikkert i mål med deres liv og karriere, mens jeg sidder på sidelinjen og tæller mønterne, jeg har fundet i min sofa og alle de kondomer jeg har, men ikke bruger til noget.

Måske er det tanken om, at der ikke findes nogen derude, der kan elske mig og alt mit lort. Og at jeg desuden alligevel hverken ved, hvor jeg skulle lede, hvis der var en eller hvordan jeg skulle kunne lade ham elske mig. Eller mig ham.

Måske er det fordi, sommeren er gået og den næsten ikke var her, og der nu forude venter kulde, gråvejr og mørke.

Måske er det, fordi jeg synes tiden smutter fra mig. Går alt for hurtigt og, at det gør mig bange for at vågne op i morgen, og så pludselig være 35 uden at have opdaget det og uden at have fuldt med.

Måske er det det hele pakket ind i hinanden.

Men uanset så nytter det ikke noget. For ligeså meget som jeg tror på, at man må og skal give plads til det man føler, når man føler det, at man skal lære at kunne rumme det triste, det svære og det lortede, ligeså godt ved jeg også, at man trods alt ikke skal svælge i det, som var det mayo på en tømmermandsdag. En lille smule svælgen skal der være plads til. En lille smule råben. En lille smule græden ned i puden. Og en lille smule hemmelig nutellaspisning. Men det må ikke blive permanent. Det må ikke blive det, man tror kommer til at være ens tilstand resten af livet. For det kommer det ikke til, det ved jeg heldigvis godt.

Så derfor sætter jeg fra i dag af en stopper for selvmedlidenhed og rødvin og råben. For selvom hende Bitterfissen kan være meget sjov engang imellem, gider jeg altså ikke at have hende med rundt hele tiden. Det er hun simpelthen for tung til.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Fortællingen om være ved at skide i bukserne over at være en selvstændig girlboss

Jeg har nu været sådan for reals selvstændig med eget firma siden juni og har den sidste halvanden måned været helt uden fast indkomst. Og ligeså meget som jeg elsker det, (altså at være selvstændig, ikke at være uden fast indkomst) ligeså meget er jeg hele tiden ved at kaste en lille smule op. Og når banken ringer, ved at skide i bukserne.

For det er fandme ikke noget, man bliver rig af det her. I hvert fald ikke indtil videre. Og selvom jeg har indset og accepteret, at iværksættere for det meste må leve med at tjene 100.000 deres første år, og måske også andet, så hjælper den tanke ikke synderligt meget, når jeg endnu en gang kun har 1000 kroner stående på kontoen efter at alle regningerne er blevet betalt.

Men faktisk er økonomien ikke det største problem, selvom det fylder en del og også altid er det, der næsten får mig til at falde af cyklen, hvis jeg kommer til at tænke alt for meget over det, mens jeg ja, cykler. Nej, det er følelsen af måske alligevel ikke at være cut-out-for-it, ikke at være god nok, ikke vide, hvad det er, jeg har gang i.

Det er de følelser, der nogle gange gør det hele lidt for meget. For seriøst, hvad nu hvis det er rigtigt? Hvad hvis jeg faktisk ikke er lavet til det her? Og hvad hvis jeg ikke kan finde du af det – sådan rigtigt?

Jeg ved godt, at ja, så finder jeg jo nok noget andet, jeg skal. Verden går ikke under, hvis mit firma gør. Men jeg har jo virkelig følt, og føler det stadig sådan rimelig meget, at jeg endelige, fucking-finally havde fundet min rette hylde. Og jeg har været så pisse stolt. Fattig, men stolt. Og sådan har jeg i de sidste par dage ikke rigtig haft det. (Fattig jo, men ikke så stolt)

Ikke fordi noget er gået galt, tværtimod. Jeg har faktisk været enormt arbejdsom og det har kunnet ses. Men fordi jeg læste en bog. Noget vi alle jo ved, at man bare burde lade være med. (just kidding) Og i bogen, som er skrevet til mennesker, der gerne vil være selvstændige, stod der, at selvom man virkelig føler, at det her er det man skal med sit liv, så kan det godt være, at det ikke er det alligevel. Fordi det som de succesfulde iværksættere har, er noget de er født med. Et drive. En arbejdslyst og en selvdisciplin. Altsammen noget, man ikke kan få ved at øve sig på at få det.

Og jeg tænker, at det nok er rigtig nok. Og samtidig, at det har jeg ikke. I hvert fald ikke hele tiden og altid. Det sker i glimt, og i de glimt kan jeg arbejde til solen står op. Men imellem glimtende er jeg frygtelig god til at synes, at jeg har arbejdet længe, når jeg har arbejdet i fem timer. Og selvom jeg godt ved, at jeg nærmest fucking aldrig holder fri inde i hovedet, at jeg bruger mine weekender på at researche og blive klogere og ikke mindst, at fem timers koncentreret arbejde uden afbrydelser faktisk er mere, end de fleste lønmodtagere kan prale af på en almindelig hverdag, så føler jeg alligevel ikke, at jeg gør nok. Fordi jeg ved, at jeg kunne gøre mere.

Og det er faktisk det, der får mig til at skide allermest i bukserne.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Fortællingen om fucking bare gerne at ville kunne hænge hylder op selv

For nogle uger siden ringede en frustreret Louise til mig. Hun havde lige været i Silvan og var kommet afsted med to forkerte hængsler. Hun var sur og irriteret og spyttede ordene ud. Sagde at hun var så pisse træt af ikke at kunne finde ud af noget og hele tiden at have brug for hjælp. Jeg råbte amen og fortalte om mit to meter høje og 11 tons tunge køleskab fra start 90’erne, der vist nok var begyndt at synge på sidste vers og om min fuldstændige opgivenhed omkring, hvordan jeg dog skulle få det skide monstrum ned fra fjerde sal. Og kørt væk på en trailer.

Vi bandede frem og tilbage over vores spagettiarme og manglende forståelse for boremaskiner, lige linjer og rawplugs. Og jeg bander egentlig stadig lidt her knap tre uger efter. For seriøst, det er jo SÅ nederen ikke at kunne finde ud af en skid, når det kommer til praktiske ting. Og med det mener jeg, at jeg er stolt, når jeg har kravlet op på en stige for at skifte en elpære. Og er kommet uskadt ned igen.

For det meste gør det jo ikke rigtig så meget ikke at kunne finde ud af at sætte hylder op, ikke at kunne identificere en stjerneskruetrækker og ikke at kunne finde ud af at køre andet end absolut ligeud med en trailer bag på bilen. Men når det så gør noget, så gør det virkelig meget. Lige nu har jeg for eksempel cirka 120 ting, jeg gerne vil have banket op i mine vægge derhjemme, men som bare står og glor dumt på mig. (Og som sagt et svigtende køleskab, der brummer ondt) Jeg har også en boremaskine og en fin værktøjskasse, men det eneste jeg kan finde ud af at bruge er hammeren. Og når jeg står der og ikke aner, hvor jeg skal kigge hen eller hvad jeg skal kigge på for at finde ud af, om der er noget, der er gået i stykker eller for at beslutte, hvor skabet skal hænge, så føler jeg mig så ualmindeligt hjælpeløs. Og der er virkelig ikke noget værre. For jeg vil altså faktisk virkelig gerne kunne klare det selv. Jeg er bare, som jeg engang sagde til min sløjdlærer som forklaring på, hvorfor jeg endnu ikke havde færdiggjort det smykkeskrin, vi skulle lave; træblind. Og nok også maskinblind. Gardinophængningsblind. Og vaterpasblind.

Og jo, jeg kan sagtens spørge om hjælp. Jeg har bare snart ikke tal på, hvor mange gange min søde papfar har været forbi for at sætte hylder op, fixe toiletbrættet, hænge lamper op, tætne vinduet, male loftet og sætte tapet op. Og jeg tænker, at der alligevel snart må være grænser for galskaben. Så derfor må jeg altså få lært de der ting. I hvert fald det med boremaskinen. Det med køleskabet (og egentlig også vaskemaskinen, der lækker lidt) det må jeg nok blive nødt til at kunne holde ud at bede om hjælp til.

Jeg ville sgu bare så gerne kunne gøre det selv. Ligesom Pippi. Hun kan alt.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Fortællingen om at blive træt i ansigtet af mænd, racister, fatshamers og manglende forståelse

Jeg ved godt, at man bare kunne lade være. Lade være med at læse bloggerne på Berlingskes forfærdelige holdninger til tykke mennesker, kvinder og kontanthjælpsmodtagere. Og at man bare kunne lade være med at læse kommentarsporene til artikler og debatindlæg, hvor kvinder fortæller om, hvor uhyggeligt det nogle gang kan være at være kvinde eller om, hvordan det bare ville være så rart, hvis nu de (kvinderne) først og fremmest blev set og bedømt som mennesker og ikke på, hvad de har mellem benene. For begge steder bliver der udgydt had, manglende empati og forståelse, racisme, mandchauvinisme og bare sådan generel nederenhed. Og jo, der er helt sikkert også kvinder i blandt hadudgyderne, tro mig. Men det er alligevel oftere mænd, (ud fra, hvad jeg har oplevet og set på facebook – jeg kommer ikke med en videnskabelig undersøgelse) der af en eller anden grund ikke kan rumme og holde ud at læse om, at det altså endnu ikke er ligeså fedt eller nemt at være kvinde som det er at være mand.

Der er sikkert en eller flere teoretikere og forskere, der kan forklare, hvorfor disse mænd reagerer med foragt, hån eller afvisning af de kvindelige skribenter og meningsdanneres tanker, følelser og oplevelser om emnet, og de ville sikkert sige noget i stil med, at det er hårdt at være en moderne mand, og at de ofte føler sig angrebet fra alle sider. Og det er ganske sikkert også helt rigtigt. Det gør det dog ikke mindre irriterende eller frustrerende at blive mødt af så manglende en forståelse.

I sidste uge debaterede jeg med to mænd, der med deres egne ord SIMPELTHEN bare ikke forstod, hvorfor den svenske journalist Kim Walls død kunne blive gjort til et kønsspørgsmål. Heller ikke selvom nærmest alle de kvindelige debatdeltagere gang på gang kom med fyldetsgørende forklaringer og argumenter. Og er der noget, der kan gøre mig træt i ansigtet, så er det, når folk siger, at de bare ikke forstår det. For helt ærligt, det er altså ikke særlig svært at forstå og sætte sig ind i andres tanker og følelser, hvis man bare gør sig en lille smule umage. Så kan man sagtens stadig være uenig og stadig ikke mene, at det er okay eller i orden, men det overhovedet ikke at ville forstå noget er bare pisse arrogant og ubrugbart i alle tænkelige situationer. (Og her skal det lige siges, at det som sagt hverken er alle mænd, der er sådan eller, at der heller ikke er kvinder, der bruger deres manglende forståelse som et argument)

Jeg forstår for eksempel godt, at der er nogen, der mener at vi burde betale mindst muligt i skat og dermed beholde de fleste af vores penge selv. For seriøst, det ville da være lækkert med flere penge i egen lomme. Jeg er bare ikke enig i, at det er den måde vores samfund skal indrettes på. Jeg forstår også godt, at det kan være skræmmende at se en masse flygtninge med tørklæder og halalslagtede pølser komme gående ind i Danmark og bruge af vores allesammens ressourcer. Jeg er bare ikke enig i, at vi ikke skal forsøge at hjælpe dem. Eller at de skal smides tilbage til, hvor de kom fra. Jeg forstår også godt, hvor irriterende det må være hele tiden at få at vide, at kvinder har det hårdt, hvis man selv synes, at det bare generelt er hårdt at være menneske. Men jeg er stadig ikke enig i, at kvindekampen er slut og at vi har nået målet for ligestilling og ligeværd mellem kønnene. Og sidst, men ikke mindst forstår jeg også godt, hvordan man kan blive frustreret, når man ser en masse tykke mennesker komme gående og bare være tykke uden at gøre noget ved det og samtidig vide, at de sandsynligvis kommer til at bruge sundhedssystemet mere end de almindeligt slanke mennesker vil. Jeg er bare ikke enig i (og det er videnskaben heller ikke), at det er deres egen skyld og at de bare burde lukke munden og lette røven.

Se, det er faktisk slet ikke så svært at vise forståelse for ting, man ikke er enig i. Der hvor det bliver svært er nok, når man ikke vil indrømme, at man ikke har nok argumenter tilbage efter man har forsøgt at forstå. Og så har man vel egentlig tabt, har man ikke?

Uanset så synes jeg, og det er nok her den egentlig pointe med dette blogindlæg kommer, at vi alle sammen burde forsøge at være lidt mere forstående. At tale pænt og at sætte os i andres sted. Så tror jeg nemlig alle meget hurtigt ville blive meget mindre trætte i ansigtet og at både verden og internettet ville være meget rarere steder at være. Og det ville sgu da være lækkert, ville det ikke?


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook