Farvel til Don Draper

Jeg svælger lidt i det lige nu. Hører triste sange og ryger cigaretter. Tuder en smule. Ikke så meget på grund af ham, selvom jeg holder af ham og kommer til at savne ham.  Og  ikke så meget på grund af det, der kunne have været, for jeg ved godt, at der ikke kunne have været noget. Jeg tuder og sørger over at sidde tilbage alene, over håbet der blev slukket, over at skulle sige farvel til en, der trods alt har været i mit liv i mange år. Og så tuder jeg også lidt over al den penis, jeg nu skal vinke farvel til.

Jeg taler om Don Draper. Ham som jeg skrev om her uden rigtig at skrive om ham. Fordi jeg ikke turde, fordi jeg ikke ville jinxe det. Fordi jeg ikke ville gøre ham bange. Jeg tror nu ikke, at jeg gjorde nogle af de ting ved at skrive, hvad jeg skrev. Det ville ikke være gået alligevel, og jeg vidste det godt fra starten af. Men jeg følte alligevel, at jeg skyldte mig selv og ham at reagere på den underlige forandring, der lige pludselig var opstået imellem os. Den mærkbare tæthed, der kom den dag vi for første gang begav os ud i verden for at lave andet end at knalde og se Netflix. Og som blev større for hver gang vi gjorde netop det.

Så det gjorde jeg. Reagerede. Og det er jeg stolt af. Også selvom det ikke gik. Jeg er stolt af, at jeg sagde, hvad jeg tænkte, hvad jeg følte og hvad jeg ville. Og jeg er stolt af, at jeg sagde fra, da han alligevel ikke – selvom han sikkert gerne ville – kunne give mig det, jeg gerne ville have. Det jeg fortjente.

Men jeg er også trist. Trist over at to års tæthed endte i et telefonopkald fyldt med tavshed. Trist over, at en mand som var god på så mange måder ikke var god på de, der egentlig gjaldt. Trist over at følelsen af spændthed og nysgerrighed – dem der får dig til at smile fjantet – ikke længere er her.

Og så er jeg trist over overhovedet at sidde med følelsen af, at det er her er SÅ typisk. For jeg finder jo aldrig nogen. For det ved jeg godt ikke er rigtigt. Men den er her, og det er pisse irriterende. Men jeg griner også lidt. Griner af at tristheden time efter time svinger mere og mere væk fra den smule af mistet kærlighed, jeg følte og mere og mere over mod al den gode sex, jeg ikke længere skal have med ham.

For ja, så var det nok ikke rigtigt alligevel.

Reklamer

Det er ret svært når ens veninder bliver veninder. Også selvom det også er ret godt

Jeg har altid drømt om en stor venindegruppe. En man kunne sidde sammen med og drikke rødvin og tale om livet med. En man kunne rejse med, en man kunne feste med, en man kunne græde med. En man kunne grine med. En man kunne føle sammenhørighed med. Ligesom de gør på film.

Hvad de dog ikke fortæller på film er, hvor svært det nogle gange kan være, hvis to af dine veninder bliver veninder og dermed ses uden dig. Også selvom det de laver ikke engang er noget, du egentlig gad at være med til.

Der er så ufattelig mange gode og fine ting ved, at ens veninder bliver veninder og at I dermed går fra to til tre, til fire til en gruppe. Men der er næsten ligeså mange svære ting ved det. Man skal bare helst ikke tale om det.

Der er helt sikkert rigtig mange, der ikke har det sådan. Som bare synes, det er mega pisse dejligt, når nye venskaber opstår på tværs i deres egne. Som kan glæde sig over det, og som aldrig føler sig udenfor eller bliver jaloux.

Jeg er bare ikke en af dem.

For selvom jeg nyder min venindegruppe, selvom jeg nyder at kunne se dem allesammen på en gang, og at de allesammen nyder hinandens selskab, selvom jeg elsker vores gruppedynamik, vores humor og vores interne jokes, så ville jeg også nogle gange ønske, at jeg kunne gå tilbage og bare have mine veninder for mig selv.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke under mine veninder, at have andre veninder end mig. Det gør mig glad helt ind i hjertet, at dem jeg elsker har andre end mig, der også elsker dem og som fylder dem op med kærlighed. Det er bare svært at overføre den følelse til, når mine veninder holder af hinanden.

Ikke fordi jeg ikke logisk set godt ved, at der ikke går noget fra mig, af at de også elsker hinanden eller at de dermed så ikke har tid eller lyst til at se mig. For det ved jeg godt ikke er rigtigt. Men følelsen af at blive holdt udenfor, at blive forladt, at blive valgt fra – det overdøver glæden over, at mine veninder nu har endnu flere de kan ty til, at de har endnu flere de kan grine med, der kan forstå dem, og som elsker dem.

Og jeg ved godt, at det er mega åndssvagt at bruge krudt på at tænke over. Og at føle. For det første kan jeg ikke lave det om, jeg kan ikke bestemme, hvem der må være venner med hvem, og det har jeg heller ikke lyst til. Og for det andet så ved jeg jo også fra mig selv, at fordi jeg hænger ud med den ene veninde alene, så betyder det ikke, at jeg elsker den anden mindre.

Men det er stadig svært, især fordi det er sådan en grim følelse. Noget man ikke skal tænke eller føle og det er slet ikke noget, man skal sige højt. Men det gør jeg nu alligevel, for ellers gror det fast og bliver grimt og svært. Jeg lader mig selv føle det, accepterer, at det er sådan, jeg har det, sidder med det indtil det går over, og derefter prøver jeg at se på mine veninder, der ler sammen. Og aller oftest gør det mig glad helt ned i sokkerne.

Taknemmelighedsrunden #114

1. En uge i selskab med de tre sødeste, dejligste, sjoveste og skøreste veninder gør at jeg egentlig ikke føler, at jeg behøver at skrive flere taknemmeligheder ind. #EverythingIsLove

2. Det gør jeg dog alligevel. Spiste nemlig en absurd mængde pasta på min ferie og det gjorde mig lige lykkelig hver gang. #CarbQueens

3. Selvom det var 33 grader på Malta og jeg tannede en del, blev jeg ikke solskoldet. #YouWillNotDefeatMeSkinCancer

4. Er dog blevet brun nok i ansigtet til endelig at kunne bruge den foundation jeg fik i vinters og som var cirka tre nuancer for mørk. #SnehvideGoHome

5. Badede nøgen for første gang siden jeg var barn den sidste aften på Malta (Vi var fulde og jeg faldt, men det taler vi ikke om) og jeg kan hilse og sige, at nøgenbadning slår al anden slags badning. #NudistLivet

6. Bedsteveninden og jeg lod endnu engang som om vi var lesbiske og fik os en parmassage, hvilket udover ekstrem velvære fik os til at indse, at vi begge to virkelig snart bliver nødt til at tage til Asien igen. #MassageHverDagTak

7. Intet slår dog at sove i sin egen seng igen efter en uge på den mest knirkende madras i verden. Og rugbrød selvfølgelig. Altid rugbrød. #DanskeVærdier

8. VM er slut. #PraisedBe

Jeg fucking hader fodbold

Jeg sidder pt. på vores Airbnb-lejligheds altan og ser ud over Malta, mens mine tre veninder sidder nede ved havnen på en bar og ser England spille mod Kroatien. De sidste to kampe har jeg siddet med til, alt imens jeg har himlet med øjenene over den, for mig, uforståelige entusiasme, men i dag bliver det et nej til boldspil for mig. For jeg fucking hader Fodbold.

Som i virkelig fucking hader. Som i jeg bliver grænseløst irritereret tenderende til det vrede, når folk omkring mig insisterer på at gå op i, hvad jeg synes er verdens mest kedelige sportsgren.

Det er dog først nu, at jeg er begyndt at tænke over, hvorfor jeg egentlig har det sådan. Og ikke mindst, at det måske er en smule irrationelt at reagere så stærkt på mænd, der sparker til bolde. For sådan har det faktisk ikke altid været.

Jeg har aldrig syntes, det var spændende. Og jeg har aldrig set en hel kamp uden at gabe eller kigge på min telefon. Men den mærkelige følelse af stærk irritation over, at dem jeg er sammen med gerne vil se fodbold og dermed vikler mig ind i det, den har alligevel ikke altid været en fast bestanddel i mit følelsesregister.

Så jeg begyndte at tænke lidt over det i dag, samtidig med at jeg dog blev ved med hardcore at nægte at tage med ned og se endnu mere kedelig fodbold. Men hvad er det, der gør mig så vred? For lets be honest, det er jo ikke det at se en masse pæne mænd løbe rundt og sparke til en bold, der får blodet til at syde i min krop. Og det er heller ikke folks glade råb, der gør mig edderspændt rasende.

Nej, jeg tror det er, når det bliver forventet, at jeg skal være en del af det. Og at der samtidig ikke bliver taget hensyn til, at jeg på ingen måde synes det er interessant, at sidde og se på en skærm og på et spil, hvor der oftest ikke sker andet end, at en af spillerne ligger sig ned og græder, fordi en anden spiller stødte ind i ham med lillefingeren. Det er følelsen af, at jeg spilder min tid og at der aldrig er nogen, der siger tak, fordi jeg så med/fandt mig i det/bar over med det osv. Det forventes bare, at det er noget, man skal finde sig i/tage med/kunne leve med og måske endda glæde sig over.

Og det synes jeg er pisse irriterende. For der bliver fandme da ikke taget hensyn, hvis jeg partout SKAL se Bagedysten, når den bliver sendt live. Så er jeg bare underlig/underlødig/fjollet. Der er intet andet end fodbold, der har status nok til at sætte et middagsselskab on hold. Og det er fandme diskriminerende. Og uretfærdigt.

Men hvis det så bare var en gang i mellem, at der var en fodboldkamp, der absolut skulle ses, så kunne det nok godt være noget, jeg kunne leve med. Men der er fucking altid en eller anden fodboldkamp, der er vigtig. Også når der ikke er VM.

Og det tager os direkte videre til den næste, og måske vigtigste grund til, at jeg fucking hader fodbold – Yes you guessed it. Fodboldfyren.

Som I nok har kunne gætte jer til udfra hans dæknavn gik manden jævnt meget op i Fodbold. Både den han selv sparkede til og det han så i fjernsynet. Og hos Fodboldfyren var der no mercy. Fodbold trumpfede alt. Fødselsdage, årsdage, sygdom og sågar død. Og aldrig var der så meget som et tak eller et undskyld. I stedet var der bebrejdelser, hån og generel nederenhed rettet mod mig, fordi jeg ikke forstod, elskede og gik op i hans elskede sportsgren. Og nogle gange virkede det endda som om, han med vilje fandt en uinteressant kamp frem på fjernsynet bare for at slå fast, hvor ligeglad han var med mig. Og med os.

Så ja. Irrationelt had, helt klart. Knap så irriationel grund til had, tænker jeg. Jeg vil dog overveje at forsøge at gøre noget ved det. Måske om fire år.

Ps. Det skal lige slås fast, at jeg selvfølgelig ikke mener, at folk der går op i fodbold er nederen, diskriminerende eller uretfærdige. For altså, de fleste jeg kender og holder af går op i det, og de er nu alle nogle ret så dejlige mennesker, herunder især også førnævnte veninder. Jeg ville bare ønske, at det ikke stadig føltes som om man er forkert, hvis man ikke synes boldspil en masse er en fed aktivitet at sidde og glo på.

Taknemmelighedsrunden #113

1. DON DRAPER FANDT MIN FARS RING. CRISIS AVERTED.

2. Og han lavede en bunke pandekager, der var Rasmus Klump værdig.

3. Eminem på Roskilde var så fænomenal, at jeg næsten ikke kunne være i min krop. Fucking episk. Fucking smukt.

4. Og det at dele oplevelsen med Bedsteveninden var det vildeste og bedste i hele verden.

5. Roskilde var generelt bare awesome, og jeg skal helt sikkert tilbage næste år.

6. At holde Skypemøde med Netflix med manglende stemme, morgenhår og tømmermænd kan forresten godt lade sig gøre. Jeg elsker mit job.

7. Burgere, is og varme snakke med den bedste bror i verden er en perfekt måde at bruge sin fredag på.

8. Og at tage til Malta med de tre bedste damer i verden er den bedste måde at bruge sin lørdag på.

9. Søndag, sol og strand. Mit liv er godt.

Fortællingen om at blive stående på trods af frygten for knuste hjerter

I to år har jeg lukket mit hjerte inde bag en tyk mur. I det sidste halve års tid har jeg dog forsøgt at lukke lidt mere op. Lidt efter lidt. At se efter godheden i mændende omkring mig. At tro på, at der faktisk findes kærlighed, som ikke ødelægger en. Og nu er det som om, at jeg ikke længere har ligeså meget lyst til at løbe skrigende bort ved tanken om, at skulle lukke nogen ind, som jeg ellers har haft. Trangen er der stadig, bevares. Undskyldningerne for at lade være er mange og den del af mig selv, der forsøger at passe på, at mit hjerte ikke bliver kørt igennem kødhakkeren endnu engang er måske næsten blevet endnu mere aktiv end den har været før. For lige pludselig er der nogen. En der måske er noget. Eller i hvert fald en, som jeg har lyst til at finde ud af om er noget.

Og fordi det ikke er så ligetil som man kunne ønske med Ham Der Nogen, er der ifølge min indre hjertevogter også endnu flere grunde til at lade være. Til at droppe det. Til at finde en anden. Til at sige “Glem det, jeg mente det ikke. Det er ligemeget”.

Men jeg har ikke lyst til at glemme det. Og det er ikke ligemeget. Jeg ved stadig ikke, hvad det er. Om der overhovedet er noget. Om det bare er mig, der ser noget, fordi der var en, der sagde, at der måske var noget at se. Men jeg ved, at jeg smiler lidt mere for tiden. Jeg ved, at jeg er nysgerrig og spændt over, at der endelig sker et eller andet på den front og på, hvad der måske kunne ske senere. Jeg ved, at jeg bliver glad, når han siger noget sødt, og at jeg har lyst til at sige noget sødt tilbage.

Og jeg ved, at jeg har lyst til at blive stående. Også selvom det letteste ville være at løbe væk.

Taknemmelighedsrunden #112

1. Sparkling rosé og tatar på Granola med min veninde Sofie er sådan alle mandag aftener burde bruges, kan jeg godt hilse og sige.

2. Og rødvin, falaffelburgere og New York Times/Trump dokumentar med studdy buddy Elias er helt klart sådan alle tirsdag aftener burde bruges.

3. Jeg har SÅ meget Summerbirdchokolade, at det er helt åndssvagt.

4. Fødselsdagskaffe og sniksnak med verdens sødeste caféejer på Godthåb og Kaffe er noget som kan gøre alt hårdt arbejde sjovere, kan jeg også godt hilse og sige.

5. Ligesom morgenkaffe i solen i min mors have og med min mors som selskab er noget af det hyggeligste.

6. Strandture med to af de sødeste børn, jeg kender er heller ikke noget at kimse af. Især ikke når det er 30 grader i solen.

7. Og øl, cigaretter og sladder med Rock & Roll AC fra studiet er den bedste måde at afslutte en varm og hed dag på.

8. Grin, kram og fjollede sange med Verdens Bedste Wille gør mig altid glad i låget. Ligesom lange snakke kombineret med grineflip sammen med hans mor gør mig glad i hjertet.

9. Og som om jeg ikke har haft det godt nok i denne uge, fodrer min Gudmor mig i aften med grillmad og kærlighed, gin & tonics og pooltid. Arhmen altså, det her liv.