Når man ikke kan skrive #metoo, men muligvis burde

De sidste par dage er #metoo blevet brugt alt for meget på de sociale medier. Og med alt for meget mener jeg, at det er skræmmende at så mange i bare min egen internetsfære kan skrive #metoo, og dermed også har oplevet at blive krænket seksuelt på den ene eller den anden måde.

Jeg har ikke skrevet det. Ikke fordi jeg ikke vil dele mine oplevelser (det gør jeg jo rimelig flittigt her), men fordi jeg ikke har oplevet at blive krænket. Men så alligevel – i dag så jeg en video fra Radio 24syv, hvor fire kvinder fortalte om, hvorfor de skriver #metoo på deres facebookvægge. Nogle af historierne var skræmmende, og nogle… ja. Det er så her problemet for mig er.

For jeg kan simpelthen ikke finde ud af, om jeg bare er opdraget i og påvirket af den mandsdominerende kultur, som desværre stadig fylder alt for meget, og om det er derfor, at jeg ikke helt synes, at man kan skrive #metoo, fordi man er blevet taget på røven engang man var på natklub.

For så kunne jeg også godt skrive #metoo. Og selvom jeg syntes, at de mænd, der gjorde det var nogle åndsboller, (mest fordi jeg altid har tænkt, at det jo på ingen måde virker, så hvorfor dog gøre det. Lidt ligesom uopfordrede dick pics på Tinder) så følte jeg mig ikke krænket, og jeg har heller aldrig følt mig krænket, når nogen har såkaldt catcallet mig på gaden.

Og jeg kan som sagt virkelig ikke finde ud af, om det er mig, der er skadet af miljøet omkring mig eller om det måske er lidt meget at kalde det en seksuel krænkelse, hvis nogen tager dig på låret uden at have fået lov.

Jeg underkender slet ikke vigtigheden af at opdrage drenge og mænd til at lade være, for selvfølgelig skal man altid holde nallerne for sig selv, hvis ikke man er sikker på, at den anden har lyst til, at du finder dem frem. Og jeg er også helt, helt med på, at det altså virkelig ikke er særlig svært at finde ud af, om en kvinde har lyst til at bolle med dig, og derfor burde det heller ikke kunne være et argument i voldtægtssager.

Men voldtægtssager er netop præcis det, der er mit problem her. For det er da om noget en seksuel krænkelse, og yes, jeg er helt, helt med på at meget mindre også kan gøre det. Voldtægt, voldtægtsforsøg mv. er frygteligt, og er noget som ændrer livet for ofret for altid. Og derfor har jeg også lidt svært ved, at vi lige nu sidestiller groping i metroen med voldtægt. Også selvom jeg virkelig godt er klar over, at det ene helt sikkert avler det andet.

Og det måske derfor, at vi netop sidestiller det i disse dage. Fordi dem som taler grimt om kvinder, dem som synes det er deres ret at rave fremmede piger og kvinder røven, dem som synes kvinder overreagerer og ikke kan tage en joke, hvis de påpeger mandschauvinisme og den måde mange stadig tænker og føler om kvinder, dem som råber “Gode patter” efter piger på gaden – er nok ikke ligeså langt fra at voldtage en beruset kvinde til en fest og samtidige benægte overfor sig selv og andre, at det er det, de er i gang med. Eller endnu værre – at bruge undskyldningen “Jeg vidste ikke at hun ikke ville”.

Og hvis vi gør det, sidestiller alle de ting med hinanden, ja så kan jeg alligevel godt skrive;

metoo


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Reklamer

Taknemmelighedsrunden #80

1. Pizza, chips med dip og hårnusning i sofaen sammen med Bedsteveninden.

2. Vin, glæder og sorgerdeling, samt en hemmelig planlægning med Min Louise.

3. Bagedysten, et twitterlike fra en minister og chokolade med saltkaramel sammen med Pizza-Anne.

4. Kaffe og gamle minder med min norske faster og min dejlige mor.

5. Den sjoveste gudstjeneste nogensinde udført af Drengevennen, hvis kirke bagefter bød på burgere og saftevand blandet som var vi i 90’erne.

6. Lasagne, gode snakke og den sødeste film med den bedste bror.

7. Møde i Bearnaiselogen igen, samt fest med masser af øl og kram.

8. Tømmermænd, Netflix og læsning i sengen.

9. Familiedag hos Min Louise og hendes vidunderlige børn.

Fortællingen om når ens humør kun passer til vrede Eminemsange

Min Louise sagde på en meget sød og ikke-dømmende måde til mig, da vi forleden talte i telefon sammen, at hun havde tænkt over, om mit dårlige humør mon var en midlertidig ting eller om det snarere var noget kronisk. Og jeg sagde på en tænksom måde, at det vidste jeg faktisk ikke. Men at jeg da håbede på det første.

Og i søndags, efter en sms-korrespondance fyldt med mulige misforståelser, brød jeg i gråd, da jeg hørte Bedstevenindens stemme i røret.

For jeg er simpelthen så ked af det, som jeg også sagde til hende mellem de mange hikst.

I starten var det bare dårligt humør. Bittefissetanker og irritation. Men nu, nu er tristheden ved at overtage og har næsten skubbet surheden væk. Også selvom vrede Eminemsange stadig er noget af det eneste, jeg gider at lytte til disse dage.

For det føles lidt som om alting vælter ned over mig. Som alt, der kan gå galt gør det. Og jeg har det som om, jeg ikke kan finde ud af noget. Som om jeg ikke er god nok. Som om jeg bliver holdt udenfor. Som om ingen kan eller vil kunne lide mig. Som om ingen synes, jeg er dygtig.

Og selvom jeg godt ved, at det tager tid at bygge en forretning op, at jeg har været svimlende naiv i min forestilling om, hvor meget det kræver, hvor heldig man nogle gange skal være og hvor mange nej’er man skal sluge før, man får et ja, så gør det, det ikke lettere at lægge mig til at sove om aftenen.

I søndags mærkede jeg for første gang frygten for om mit dårlige humør og min meget forståelige tristhed forbliver ved det, eller om det på et tidspunkt bliver værre. Noget som jeg for alt i verden ikke vil have sker.

Heldigvis er det gået bedre de sidste to dage. Tanker om økonomi giver mig stadig ondt i maven, og der er egentlig ingen lovning på noget, der kan afhjælpe det at se ude i horisonten, men jeg har foldet en ja-hat og presset den ned over mine kolde ører. For jeg skal altså fandme klare mig. Jeg skal og vil det her. Og hvis jeg må skure nogle gulve, passe nogle børn eller lange cafe latte over disken til unge studerende på en nederen kaffebar, indtil jeg får nok kunder i min biks, so be it.

Det er alligevel også sådan en historie, der ville gøre sig virkelig godt på film. Hvis jeg altså rent faktisk ender med at kunne lægge kosten fra mig og overtage verdensherredømmet, that is.

Og indtil videre glor jeg lidt ud af vinduet, arbejder på min biz og lytter til Eminems stadig vrede, men også Fuck-dig-verden-jeg-kan-godt- ‘Till I collapse.

Det må sgu da fandme hjælpe.

Taknemmelighedsrunden #79

1. Lange telefonsamtaler med Min Louise, når tiden ikke er til at ses, men der stadig er masser at tale om.

2. Suppe og kage med Bedsteveninden

3. Morgenmad hos Verdens Bedste og Sødeste Caféejer.

4. Lillebrorbesøg og lange snakke.

5. At man aldrig bliver for gammel til at komme hjem til mor, når lortet brænder og man har brug for et kram.

6. Og at man altid får det lidt bedre med sit eget liv, når man ser The Wire.

7. Pasta med fløde, virkelig meget vin og mange kloge ord fra min søde veninde Sofie.

8. Gourmet-aleneaften med Morten Papes Planen på lydbog og et vitrineskab, der skulle males hvidt.

9. Middag hos den dejligste mormor.

10. Efterårshjemmebag og solskin.

Fortællingen om kærlighed

Igår aftes da jeg lå i min seng og forsøgte at falde i søvn, kom jeg i tanke om, hvad dag det ville være, når jeg vågnede igen. Min fars fødselsdag. Han blev født den 3. oktober 1955 i en lillebitte by, langt oppe i Nord Norge, der hvor mørket indkapsler alt om vinteren, og hvor solen titter frem natten lang hele sommeren.

Jeg har tænkt meget på ham i den sidste tid. På hvad han ville have tænkt om mig og det jeg har sat i værks. På om hvordan han mon ville have reageret på sidste års chokerende nyheder. På hvordan han ville have haft det med at have sådan nogle voksne børn.

Nogle gange får jeg lyst til at tage til Hundested, hvor han boede de sidste 15 år af sit liv, og hvor vi, min bror og jeg og nogle gange også vores mor, besøgte ham mange gange. Jeg får lyst til at stige af det lille tog, der kører mellem Hillerød og Hundested og gå ned gennem byen. Jeg får lyst til at tage ned til stranden og lade vinden blæse mig i ansigtet. Jeg får lyst til at kigge ind ad vinduet til der, hvor han boede. Jeg får lyst til at mærke ham.

Men jeg gør det ikke. Og jeg tvivler på, om jeg nogensinde kommer tilbage dertil. For byen er også fyldt med alt det, som ikke bare var is på stranden og fiskefrikadeller på kajen. Den er også fyldt med mindet om en lille piges usikkerhed. Lange og opmærksomme blikke hen på en mand, der ofte ikke var nok tilstede. Ondt i maven over inderst inde at vide, at det her var sådan det var, og at det aldrig nogensinde ville blive bedre. Og så det lillebitte, store savn, der opstod når toget igen kørte væk fra perronen og min far langsomt blev mindre og mindre.

Og det tror jeg ikke, jeg har lyst til også at mærke igen. Selvom jeg gerne vil mærke ham.

Det er sjovt, for da jeg satte mig ned for at skrive det her indlæg, regnede jeg med at det ville blive et varmt et. En tribute af en art. En kærlighedserklæring til min døde far. Også selvom jeg næsten ikke, lige siden jeg som 10-årig begyndte at skrive om ham, har kunnet skrive en tekst, der kun var god. Og det gør mig egentlig næsten ligeså ked af det, som det, at han er død. For selvom den del af mig, der fandtes, da jeg stadig var barn, hende der håbede og troede på, at han engang ville blive til en helt rigtig far den døde langt før, han gjorde, så sidder der åbenbart stadig en lillebitte rest tilbage i mig. En lille del, der gerne vil mindes det gode, den rigtige far. Hende der ikke vil belemres med fakta og dumme minder, men som for alt i verden bare gerne vil skrive om svingture, frikadelletårne og om en far og en datter, der sammen skaber noget, der kun er deres.

Så jeg tror, jeg lader hende bestemme nu. I dag lader jeg hende hviske alle de gode ting, han også kunne. Om guitarspil, hulebygning, persillesovs, historiefortællinger, mesterværkslignede tegninger af helte og om at kaste sig i favnen på en far, der emmer af tryghed og dufter af tobak og læder.

Jeg lader hende fortælle om kærlighed.

Læs mere om min far her, her, her her, her og her


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Taknemmelighedsrunden #78

1. I mandags tog jeg på stranden for at sidde og glo lidt ud over vandet, lade solen skinne på mig og til sidst kaste noget i havet. Og det var rart. (Og yes, jeg kommer til at skrive om, hvad det var, jeg kastede i havet i denne uge, så keep following)

2. Min dejlige lillebror fyldte 25 år i tirsdags, og det fejrede vi med familiemiddag og virkelig mange voksengaver. For ja, han er sgu blevet virkelig voksen. #StoresøsterStolthed

3. Sagde goddag og tak til en mand, der gav mig sit visitkort, fordi han syntes min business lød spændende, og som godt kunne have brug for min hjælp. #DetGårFremad

4. Den hyggeligste cafe på Frederiksberg, Godthåb og Kaffe holdt et live talkshow i torsdags, hvor to meget interessante kvinder blev interviewet om deres meget anderledes liv. Og det gav mig lige lidt ekstra mod på min egen lidt uortodokse eksistens.

5. Fredag stod den på middag med mine dejlige trekløverveninder, som egentlig næsten, nærmest er mine ældste veninder efterhånden. Og aftenen fyldte mig helt op med kærlighed og fniselykke, fordi jeg kender to så fine damer.

6. Igår tilbragte jeg dagen som Gudmor, tante og veninde hjemme hos Min Louise, hvor vi hang ud, legede med hendes vidunderlige børn, lavede mad og til sidst spiste Ben&Jerry’s foran det nyeste afsnit af Grey’s Anatomy, og begge to nød at være blevet sådan nogle veninder, der kan være sammen på en måde, der minder lidt mere om en familie end om venindekaffedates. #Lørdagftw

7. Bedsteveninden har været på Grønland i over en uge og er derefter (på retfærdig vis) blevet indfanget af sin kæreste, hvilket har resulteret i, at jeg endnu ikke har set hende. Heldigvis sneg hun sig dog til at ringe mig op og lade mig fortælle hende alle mine bekymringer og glæder, inden hun tog ud for at fejre årsdag med manden i hendes liv. #VenindeGoals

8. Og i dag kom Verdens Bedste Anne forbi til kage og grin, og lige om lidt kommer min kære moder til aftensmad og søndagsserie. Så altså all in all er det hele ret godt lige nu.  #Søndagskærlighed

Rumsteringer fra Bitterfissen: Ting folk seriøst skal holde op med at gøre

Igår skrev jeg om, at være blevet en bitterfisse. Om at jeg i noget tid har haft lyst til at cirkelsparke lykkelige mennesker i hovedet. Jeg skrev dog også om, at jeg nu ville prøve at få lidt styr på hende bitterfissen, så hun ikke fik lov at styre det hele. Men så tænkte jeg bagefter, at hun jo nok alligevel vil have brug for at komme lidt ud en gang imellem. Så derfor opfinder jeg hermed noget nyt. Et sted, hvor min indre bittefisse (indimellem) kan få lov at kaste lidt op udover ting. Og her kommer den første omgang bræk.

1. At skrive og spørge (fra din smartphone!) om adressen på et offentligt sted/en cafe/et museum/you name it, hvor vi skal mødes. Seriøst, fucking Google it. Vi lever i 2017, og jeg er ikke din vejviser.

2. At lægge hele fotoalbums fra din ferie op på Facebook. Som jeg lige har skrevet lever vi i 2017, og ligesom der ikke længere er nogen, der er interesserede i at læse statusopdateringer om, hvad du har lavet i weekenden, eller hvad du laver lige i dette øjeblik (da du sandsynligvis alligevel bare sidder og scroller på Facebook, mens du skider) så er der heller ikke nogen, der gider at se dine snapshots og slørede billeder fra din tøsetur til New York.

3. At snappe/instastory’e fra koncerter. Ligesom koncerter optaget med professionelt kameraudstyr sjældent er særlig underholdende at sidde og se på hjemme i stuen, er videoer fra et underbelyst rum fra publikumssynsvinkel, optaget med en iPhone faktisk virkelig endnu mere kedelige at se på. Især når det eneste man kan høre ikke er musikken, men skrigende teenagere.

4. At anmode om beløb på under 50 kroner på mobile pay. (Medmindre du har lagt ud for alle i vennegruppens kebabruller) Hvis folk er ordentlige mennesker sender de dig dem enten helt af sig selv eller også giver de kaffe en anden gang. Verden går ikke under, ingen babyer dør og du forbliver et godt og ikke-nærigt menneske, som folk i stedet for at trash talke om nederen og nærig du er bag din ryg, i stedet vil tænke, at du er en god kammerat/dejlig person/storsindet ven/fyld selv ind.

5. At sende snaps til mig, der tydeligvis ikke kun er til mig. Jeg vil med glæde se på din unge/kat/kærestemiddag/whatever i din story, men jeg gider ikke skulle åbne Snapchat for at få den irriterende røde notifikation væk, bare så jeg kan glo på et billede af dig og din svedige pande nede i fitness centeret, og som du har sendt til alle på din snapchatkontaktliste.

6. At sige “Ha! Det er da formiddag nu!”, hvis man formaster sig til at sige godmorgen kl. 10.20. Jeg siger bare, at jeg sgu da ikke siger noget, hvis du siger godnat kl. 22, selvom det jo altså teknisk set først er rigtig nat kl. 00.00. Nej, jeg opfører mig i stedet som et menneske, der respekterer andre menneskers forskelligheder, hvilket også inkluderer forskellige senge- og stå op tider.

7. Konsekvent at flytte rundt på tunge møbler kl. 4 om natten. Og her taler jeg til dig, kære, nye overbo. Stop med det eller jeg klistrer mine højtalere fast til loftet, sætter technomusik på og tager i sommerhus.

8. At spørge, hvordan det går med kærligheden. TROR DU IKKE, AT JEG VILLE HAVE SAGT NOGET, HVIS DER VAR SKET NOGET, HVA’ CAMILLA? Bare stop med at spørge om det lort. Det er sindssygt irriterende og det er også et dumt spørgsmål – De fleste (mig) kan jo alligevel ikke holde deres mund, hvis der rent faktisk er nyheder på den front. Så. Vent. Nu. Bare. På. Nyhederne. For. Satan.