Ting mine veninder siger #5

Sagt til kæresten: Du kan da ikke bare stå af i 1. gear, af fødslen, når du ikke stod af i Roskilde.

– Tinder er ligesom at spille Tetris bare med mennesker.

– Altså er der andet end firsersange, der kan fortælle os sandheden om livet? Det tror jeg ikke nej.

– Vi omgiver os jo konstant med idioter.

– Mine sexflapper er helt åbne nu.

– SIG MIG, SIDEN HVORNÅR ER DU BLEVET SÅ FUCKING ZEN?!

– Men piger, når man har drukket Dom-perignon så er alt sexet.

– Leonardo Dicaprio er bare for god mod dyr til at være rigtig sexet.

– Hvad er det nu for en sang, hvor hun synger om at ville have noget sæd?

– Min hud er simpelthen bare så blød, efter jeg har barberet alt mit skæg af.

– Inderst inde er jeg en bitch, men jeg viser det bare aldrig til nogen.

– Uuuh, der er anemoner i luften! Nej, vent. Det hedder det ikke….

– Du er nemlig så renæssancepæn, at jeg har næsten lyst til at male et billede af dig.

– Det er bare det, vi skal vende os til i mediebranchen. At blive taget analt.

Reklamer

Taknemmelighedsrunden #122

1. Søde Kristina og hendes Dejlige Wille, som ekstatisk fortalte mig, at han snart skulle starte til Ninja. Og derefter spurgte, hvad farve øjne jeg havde, så han kunne tegne mig. #ÅhTheLove

2. Mine studiekammerater, der konstant får mig til at grine. Og til at stå op om morgenen.

3. Verdens Bedste Anne, sushi og Gift Ved Første Blik.

4. Et stille og fredfyldt øjeblik fyldt med bylarm på Stefandsgade, hvor jeg bare sad og stirrede og lod mig selv sætte pris på alle de små ting.

5. Vin, grin og gode snakke med Min Louise.

6. Fredagsslik og Netflix.

7. En kold øl på altanen efter en lang dag som fornuftig studerende. Og en solnedgang, der var helt perfekt.

8. En hel dag på cafe og på tur som Tante/Gudmor Amalie med Min Louises to piger, der gav mig kærlighed nok til hele næste uge. #ÅhTheLove

Om at indse, at alting alligevel ikke var Fodboldfyrens skyld

Det er sjovt, hvordan man skal så grueligt mange tanker, føleler, oplevelser og snakke igennem før man kan endelig forstår ting. At det er nødvendigt at være vred så længe, før man kan være ligeglad og før ligegyldigheden bliver til ro.

Men det skal man oftest.

Jeg har brugt de sidste knap to år på at være fyldt med vrede, på at lægge alt ansvaret for mine sorger omkring mit forliste parforhold over på ham, som var sammen med mig i det, på at prøve at forstå, hvorfor det her skulle ske for mig og, hvordan han dog kunne gøre det. Hvordan han dog kunne lyve så vildt og voldsomt, mens han samtidig gjorde alt for at tale mig ned og fjerne enhver form for selvværd og selvtillid hos mig.

Men for nogle uger siden var der en der sagde til noget til mig. Jeg havde siddet og forklaret, hvorfor jeg nogle gange har svært ved at sige, hvad jeg gerne vil og hvad jeg ikke vil, når det kommer til mænd, jeg godt kan lide. At jeg har svært ved at stå op for mig selv af frygt for at blive kaldt en skør kælling, fordi det altid var det Fodboldfyren kaldte mig, når jeg forsøgte at sige, at det han gjorde ikke var okay. Og at det jo var hans skyld det hele, at jeg i dag stadig havde det sådan her.

Og så kiggede hun på mig, hende kvinden med den øretæveindbydende sandhed og sagde;

“Men du blev der jo også”.

Av. Lige i maven.

Men det er rigtig nok. Det gjorde jeg. Jeg blev der i alle 5,5 år og fandt mig i det. Og selvom jeg flere gange forsøgte at gå, så endte jeg jo med at blive. Ikke at det undskylder hans opførsel, men det undskylder heller ikke min. Ikke at det gør det okay, at han var mig kontinuerligt utro og derudover også havde ikke en, men to andre kærester ved siden af, og løj om det hele. Og det gør det heller ikke okay, at han altid fortalte mig, hvor nederen jeg var, hvor grim jeg var, hvor ikke-sjov jeg var, hvor generelt ærgerlig, jeg var og  at jeg derfor var heldig, at han overhovedet gad at være sammen med mig.

Intet af det er okay, og sidstnævnte, som jeg også har skrevet om før, har bestemt også været med til at jeg blev der så længe, som jeg gjorde.

Men jeg kan stadig ikke lægge de sidste mange, mange års ulykkelighed over på hans skuldre alene. Jeg blev der og lige meget, hvor jeg meget jeg forsøger at retfærdiggøre det med, at han nærmest tvang med til det ved at pille mig fra hinanden, så vidste jeg jo hele tiden godt, at det aldrig ville gå. At det ikke var normalt. At der var noget galt med den måde, vi var kærester på. At jeg aldrig ville blive lykkelig sammen med ham.

Og alligevel blev jeg.

Og det bliver jeg nødt til at tage på mig. Ikke for at jeg skal være vred på mig selv, men så jeg endelig kan slippe den sidste rest af vrede mod Fodboldfyren, som bor inde i mig. Jeg har ikke lyst til at trække den med mig rundt resten af livet og ind i et nyt parforhold. Jeg har ikke lyst til at den skal fylde mere. Og jeg har ikke lyst til at være vred længere.

Taknemmelighedsrunden #121

1. Journalisternes første ægte uddannelsessted fyldte 75 år og bød derfor på pindemadder og alkohol. Hvilket resulterede i, at den 29-årige her på domænet kom til at drikke sig fuld sammen med Rock&Roll AC og Studdy Buddy Elias på en ganske almindelig mandag. Og det var det bedste i verden.

2. Studiet startede dagen efter kl. 9.15 i Odense og der syntes gårdsdagens beslutning om fuldskab en smule uvoksent. Men uanset så var dagen fyldt med gensynsglæde og utallige grineflip.

3. Min bror kom til middag og Krakow-planlægning, hvor vi nu officielt stikker hen til november. Og jeg kan næsten ikke vente.

4. Life Saver Anne bød på marcipansnegle og sladdertid to dage i træk, alt imens jeg fortalte hendes ufødte søn, at han altså godt kunne tage og komme ud nu.

5. Tilbragte min fredag aften i arbejdets tegn. På min sofa. Med Netflix’ Ozark sæson to kørende på skærmen. Totalt hårdt. Not.

6. En studievenindemiddag udviklede sig til en makeup- og hårtutorial cirka fem flasker vin inde, og det var det hyggeligste og sjoveste punkt på ugen.

7. Den der indiske sommer, der har været her de sidste par dage, den er jeg ret vild med.

8. Min Louises ældste fyldte fire år, og jeg tilbragte derfor dagen i går med at spise kage, læse højt, hjælpe nogen med at få tigerkostumer på, drikke et par reparationsbajere og grine med alle dem, der var vokset fra at skulle have hjælp med at komme i tigerkostumer.

9. Studdy Buddy Elias kom forbi til sen opgaveskrivning og kagerester, og selvom jeg var døden nær af træthed var det den bedste måde at slutte en yderst fabelagtig hverdagsuge af på.

Opgør med ghosting: Jeg opdrager Danmarks mænd en afvisnings-SMS ad gangen

Ghosting er djævlens værk. Og det samme er den lidt mere subtile, men stadig super frustrerende og på ingen måde i orden kort-for-hovedet-besked, hvor der bliver svaret på det spørgsmål eller udsagn, du sendte, men så heller ikke mere.

Faktisk er den næsten værre, fordi forfatteren bag på trods af at have ingen intention om rent faktisk at se personen de lige har svaret igen, alligevel nu kan gemme sig bag det faktum, at de jo svarede. De opførte sig altså ikke som den klassiske douche, der boller, siger vi ses og så derefter forsvinder ud af den blå luft for evigt.

Men de lyver for sig selv. For det er akkurat ligeså douchy at komme med et “ikke-svar” som det er ikke at komme med et overhovedet.

Det er ikke fordi, jeg ikke som sådan forstår det. Det er aldrig fedt at skulle afvise nogen. Det er ubehageligt og meget lidt rart, og derfor er det også meget nemmere bare at lade som ingenting. At håbe, at den du enten ikke svarer eller som du sender et “ikke-svar” til fatter, hvad det betyder uden, at du behøver at sige det.

Jeg forstår det virkelig godt. Men det gør det ikke mere okay af den grund.

Dating gør os ensomme

Dating er tough business. Der er en milliard singler og den næste og nyeste er derfor altid lige om hjørnet. Men jeg frygter, at vi alle sammen bliver ved med at rende rundt og lede efter det nyeste nye. Især hvis vi ikke formår at kigge hen i sengen – hvor hende eller ham, som stadig er ret ny, men som nu ikke er helt ligeså ny som for en halv time siden – og rent faktisk lade os selv turde blive der i den tid det tager at finde ud af, om personen indeholder det, som vi gerne vil have. For ellers, ja så ender vi med at blive de mest ensomme mennesker i verden.

Desværre virker det lidt som om det er det, der er ved at ske.

Jeg har derfor taget det på mig at gøre op med ghosting, med “ikke-beskeder”, med manglende direkte afvisninger og med troen på, at det for det første er i orden at gøre ovenstående ting og for det andet, at det er en helt normal ting ikke at ville/turde blive hængende og se om ham eller hende man rent faktisk har fundet kunne være noget.

Opgøret med ghosting

Min metode er meget simpel, og jeg er selvfølgelig ikke sikker på, at den virker. Endnu i hvert fald.

1. Jeg ghoster aldrig.

2. Jeg sender ikke “ikke-beskeder”.

3. Jeg dropper aldrig nogen efter en enkelt runde lagengymnastik. (Med mindre han viser sig at overskride mine grænser, når jeg beder ham om at lade være)

Derudover, og det her den vigtigste del i mit opgør mod ghosting og generel dating-nederenhed kommer:

4. Jeg finder mig ikke i at ovennævnte ting bliver gjort mod mig. Jeg ignorerer ikke, at der ikke bliver svaret, at han på usagt vis forsøger at komme ud af det, vi har har haft gang i, eller at han virkede som hvis Prince Charming og Mr. Right havde fået en søn lige indtil han fik lov at komme op i mig.

I stedet pointerer jeg det. På en sober, jeg-er-ikke-sur-jeg-er-skuffet-måde. Jeg fortæller, hvordan jeg føler.

At jeg gerne ville have været blevet ved med at ses.

At jeg synes det er ærgerligt, at det ikke kommer til at ske, men at det jo desværre er sådan det er nogle gange, og at der ikke er noget at gøre ved det.

Og så fortæller jeg, at selvom vi ikke kan forvente noget af hinanden som sådan, så synes jeg stadig ikke, at det er i orden, at han ikke tager sig tid til at fortælle mig, at han ikke længere har lyst til at fortsætte vores bekendtskab.

At jeg forventer, at en voksen mand godt kan finde ud af, at sige tak, men nej tak på en pæn og ordentlig måde, især efter at have tilbragt en god del tid sammen.

Og så ønsker jeg ham held og lykke og en dejlig dag. For ligesom der ikke er nogen grund til at afvise et andet menneske uden at fortælle dem det, så er der heller ingen grund til at være passiv-aggressiv.

Here’s to hope

Jeg har ikke prøvet min opdragelsesteknik af på nok mænd til, at jeg kan fortælle jer om det har en generel effekt. En gang har jeg fået et meget, meget undskyldende svar, en anden gang har jeg intet hørt. Og jeg ved jo ikke, hvad der foregår inden i mænd (eller kvinder) der får sådan en besked.

Jeg ved bare, at jeg håber at det gør noget. At det får dem til at tænke over, om det mon ikke ville være bedre bare at sige det. Og om det ikke også føles bedre at behandle sine medmennesker på en ordentlig måde.

Taknemmelighedsrunden #120

1. Life-Saver Anne og hendes dejlige Jakob gav lasagne og gode livsråd krydret med virkelig mange grin i mandags. Og det var lige præcis, hvad jeg havde brug for.

2. Og næste dag kom Bedsteveninden forbi med vin, chips og tough love. Og det var også lige præcis, hvad jeg havde brug for.

3. Mødtes med Min Dejlige Anna for at spise os mætte i nudler og gå tur rundt om søerne, mens lyset blev afløst af mørket og vi sammen gik og talte om fortid, nutid og fremtid.

4. At spise burgere og se The Incredibles 2 med Drengevennen er i virkeligheden, hvad jeg helst ville bruge alle mine torsdage på, hvis jeg selv kunne bestemme. Især når der midt mellem pomfritter og sure vingummistjerner bliver sagt fine ting, der gør mig varm om hjertet.

5. Det går pænt godt med min nye kunde. Og det er jeg pænt stolt af.

6. Lidt fredagsopvarmningsvin med et par fra Bearnaiselogen cementerede virkelig, hvorfor det er, at jeg nogle gange bliver helt angst for at vi allesammen skal være rigtige voksne på et tidspunkt. Fuldskab før kl. 18, sexhistorier og tøjkriser en masse. ❤

7. Og det gør det at spise flæsk på Guldkroen med hele Bearnaiselogen bestemt også.

8. At få at vide, at man er smuk, når man fuldt danser rundt i sine nye jeans på Bremen kl. 1.30 om natten kan man leve længe på, skal jeg hilse at sige

9. Tømmermænd og kebab med Life-Saver Anne og senere tømmermænd og pizza med Besteveninden er sådan alle tømmermændsdage burde spenderes.

10. Og hjemmelavede sliders, vin og en masse, masse grin sammen med verdens bedste Studdy-Buddy Elias er helt bestemt sådan alle søndage burde være.

Jeg er ligeså lidt chillieren som en dødsangst hveps i august

Nogle gange overrasker jeg mig selv ved at opføre mig som et helt normalt og cool menneske, der virker som om hun har styr på sig selv, hvad hun gerne vil have og hvordan hun gerne vil have det. Som om hun står ved sig selv, ikke gider så meget pjat og slet ikke rigtig gider at spille et spil.

Det er ret nice, når det sker, for jeg er nemlig langt fra særlig cool i virkeligheden. I virkeligheden er jeg, som overskriften lyder, lige så lidt chilleren som en dødsangst hveps i august. Når der er noget, jeg gerne vil have, når det er noget, der betyder noget, når der er noget på spil, så har jeg så ufattelig svært ved at keep it cool. I stedet overtænker jeg alt, overanalyserer alle tænkelige udvekslinger og panikker så snart det er muligt.

Det sker både i arbejdssituationer, men især når det gælder dating. Hvis jeg er ligeglad er det no problem. Men hvis jeg synes han er sød, oh so help me God. Jeg prøver ihærdigt, det er ikke det, men det lykkedes aldrig i så lang tid. Et lidt underligt blik, en lidt for lang tavshed, en sms uden et spørgsmål, og hvepsen Amalie begynder straks at svirrer rundt om sig selv.

Hvad betyder den der smiley?
Han er allerede ovre det her og mig. 

Sagde jeg noget dumt?
Jeg sagde helt sikkert noget dumt. 

Hvorfor er der nu INGEN smiley?
Fordi han synes du virker åndssvag at skrive med.

Fortiden spøger (ikke)

Det er ret udmattende. Især fordi det jo samtidig med at være spændende og rart også er dybt frustrerende, svært og angtsprovokerende. Og jeg har lidt svært ved at finde ud af, hvorfor det egentlig er, at det er sådan. Hvorfor det er, at jeg ikke bare for fuck sakes kan lade være med at lægge sig meget i ting, hvorfor jeg ikke bare kan se, hvad der sker, hvorfor jeg ikke bare kan lade tingene ske og være mig selv imens.

Indtil i går var jeg overbevist om, at det helt sikkert havde noget at gøre med Fodboldfyren at gøre. At det var alt det der traumegøjl, der fik min usikkerhed til at blive dobbelt så stor. At jeg ser farer overalt og derfor ikke bare kan tage en skide chill pill og tro på, at mænd generelt ikke er sådan super nederen.

Men så stak Bedsteveninden mig et glas vin, kiggede på mig og sagde;
“Jeg tror altså ikke, at du er så skadet længere, som du selv går og tror.” 

Og det tror jeg egentlig, hun har ret i. Der er helt sikkert stadig alt mulig lort, som først kommer ordentlig frem og viser sig, når jeg en dag står i parforhold til anklerne og pludelig mærker alle skeletterne banke på. Men lige nu tror jeg faktisk ikke, at det hverken er skeltetterne eller Fodboldfyren, der spøger.

Det er bare mig selv. Mig og min usikkerhed. En usikkerhed som altid har været her. Men en usikkerhed, som jeg ikke har mærket så frygtelig meget til, fordi jeg i snart tre år har holdt mig fra egentlig at lade mig selv kunne lide nogen. Og når den så pludselig kommer igen efter så lang tids fravær bliver jeg slået helt omkuld, bliver helt forvirret og helt panisk, fordi følelsen på en og samme tid er så fremmed og så forfærdelig velkendt.

Den gør mig i tvivl om alting. Om jeg sagde noget forkert, om jeg er forkert, om han er forkert, om han er rigtig og endda også om, hvem jeg egentlig er.

Er jeg sådan en, der griner coolt og tager en tår af min øl på den her måde, som jeg gør lige nu? Eller er jeg sådan en, der fniser ned i min drink og holder mig for munden, som jeg gør nu? 

Er jeg sådan en, der er høflig og siger, at de ting han synes om lyder spændende, selvom jeg ikke synes det? Eller er jeg sådan en, der står fast på, hvad jeg synes ligemeget, hvad han synes? 

Er jeg sådan en, der siger tak for en god aften og går hjem alene? Eller er jeg sådan en, der gør hvad jeg har allermest lyst til og tager ham med hjem? 

Sandheden er nok, at jeg jo er alle de ting. Nogle gange er jeg mega cool og rap i replikken. Andre gange er jeg fnisende og lillepige-agtig. Nogle gange er jeg åben overfor at udvide min horisont og lære noget nyt, og andre gange er jeg så sikker på, hvad jeg selv mener, at jeg ikke gider at diskutere det. Nogle gange har jeg lyst til at vente og opbygge en spænding, og andre gange kan jeg ikke holde det ud og har lyst til at knalde i den nærmeste busk.

Og alle de versioner er okay. Alle de sider af mig er jo mig. Og alle de sider mærker usikkerhedshvepsen svirre. Jeg skal bare lære at lade den gøre det uden at gå i panik og stikke folk, der måske egentlig også selv er pisse usikre.

Foto: Josefine Fjelstervang