Fortællingen om Min Nordiske Sjæl

Da jeg var i Asien blev jeg ofte blæst bagover af naturen. Høje, grønne og frodige bjerge, eksotiske regnskove med tårnhøje og snørklede træer og drypstenshuler i al verdens afskygninger. Den naturoplevelse, der dog står klarest for mig var synet af de grønklædte og bløde bjerge på The Ho Chi Minh Trail i Vietnam. De mindede mig nemlig om min farmors fjelde.

Min farmor bor i Nord Norge, langt, langt oppe, der hvor midnatssolen skinner om sommeren og mørket omslutter næsten alt om vinteren. Det var der min far voksede op, det han gennem hele sit liv i Danmark emmede af og det er det sted, som gennem hele mit liv har været omgærdet af mystik og længsel. Jeg kom der nemlig ikke tit, men de gange jeg har besøgt min farmor i hendes lille hvidmalede træhus, er jeg blevet væltet bagover af naturen. Alligevel har jeg dog aldrig rigtig tænkt på den, som den smukkeste og den vildeste natur. Den slags som næsten gør ondt at kigge på. Nej, den slags natur, tænkte jeg, skulle findes ude i verden, langt væk fra norden.

image

Dag 208 – Hej Nord Norge! 

Og der er den skam også. Jeg har næsten alle de steder, jeg har rejst fundet natur, som har fået mig til at måbe (det er måske egentlig ikke så svært, når man er fra Danmark), men jeg har aldrig fundet noget, der giver mig samme følelse som den nordiske. Og det var nok også derfor, at jeg samtidig med, at jeg faldt i staver over bjergene i Vietnam også følte et stort og dybt savn til norden. Til der hvor jeg er fra.

Jeg har nemlig indset, at uanset hvor meget jeg elsker at rejse, hvor meget jeg nyder at se og opleve steder langt fra det, som jeg selv er kendt med, er der intet som Danmark og Norge, der får mig til at føle en uendelig lykke. Gule rapsmarker og et gråt København, høje fjelde og bløde vafler. Flade vidder og søde danske jordbær, knirkende tyk sne og ild i pejsen. Det er det bedste, det er det jeg kender, det er der fylder mig med tryghed.

image

Dag 213 – Hygge med hygge ovenpå. Smukt med smukt på. 

Alt det, (det norske af det) fik jeg i sidste uge. Og det er også derfor, at har været helt opfyldt af lykke. Nordisk lykke, om man vil. Sidste mandag tog jeg nemlig til Nord Norge sammen med min gode veninde Tinne og seks andre journalister fra henholdvis England, Frankrig og USA. Vi var alle blevet inviteret af skibsfirmaet Hurtigruten, som sejler op og ned langs Norges kyst, gennem smukke fjorde, isklædte fjelde og sågar forbi polarcirklen.

image

Polarcirklen

På turen besøgte vi den nordligste by, jeg nogensinde har været i, Kirkenes, hvor vi kørte over frosne kæmpefjorde på snescootere og sov på et såkaldt ishotel. Vi tog til Tromsø og spiste ny nordisk mad, vi sejlede gennem Raftsundet, som jeg nu har døbt Norges Smukkeste Sted og vi fangede vores egne fisk ombord på en lille nuttet fiskekutter i Lofoten, alt imens vi langsomt sejlede fordi sneklædte fjelde, skrigende måger og gennem de klareste vand.

Under hele turen – i Kirkenes, i Tromsø, i Lofoten og ombord på MS Trollfjord og den nyrenoverede MS Kong Harald, blev jeg gang på gang overvældet af, hvad jeg nu for alvor har fået slået fast som min evige og kæmpestore kærlighed til norden.
Jeg ved ikke, om alle har det sådan, også folk som intet tæt forhold har til norden. Men da jeg stod på dækket af skibene vi besøgte, på toppen af sneklædte bakker og på midten af de frosne fjorde havde jeg det, som om jeg hørte til. Som om jeg var en del af det storslåede og som om jeg var hjemme.  Og ind imellem, når jeg stod og sukkede over endnu en smuk og iskold solnedgang, mærkede jeg ham. Min far. 

image

Norges Smukkeste Sted. 

Sponsoreret af Hurtigruten.

 

Fortællingen om A Never Ending Heartbreak

I tirsdags var det en måned siden, jeg flyttede tilbage i min lejlighed. Og i torsdags var det seks måneder siden, at Den Lyshårede Fodboldfyr og jeg slog op med hinanden. Det har været et underligt breakup, en langtrukket et og et, der stadig er så fyldt af kærlighed og meget mindre bitterhed, end jeg havde troet muligt. Men også et, der stadig gør ondt.
Jeg troede ellers, at jeg var ved at være ovenpå igen, noget som jeg efterhånden burde have lært ikke at tro på bare sådan uden videre. Der har nemlig været mange af sådanne øjeblikke med klarsyn og positivitet, som derefter er blevet slået helt i stykker igen af mit hjerte, der alligevel ikke var helet.

Inden vi i sommer, efter måneders gåen rundt om den varme grød, endelig fik sagt til hinanden, at vi ikke længere burde være sammen, troede jeg at det ville gå fint. Jeg havde nemlig allerede været ulykkelig og ked af det ved tanken i månederne op til, så da det endelig kom til The Real Talk var jeg sikker på, at den største sorg måske var ovre. But oh boy, was I wrong.

Da det endelig kom over vores læber føltes det nemlig, som om der var nogen, der var død, hvilket resulterede i, at jeg de følgende par uger græd, hver gang jeg kunne se mit snit til det. Det var dog ikke så tit, da vi stadigvæk ikke havde fortalt det til nogen, og derfor skulle virke cool og lykkelige udad til. Mine veninder vidste det dog godt, og jeg fik mange undrende blikke, når jeg fortalte, at vi ville vente med at gå rigtig fra hinanden, til jeg skulle afsted på Min Store Rejse. Og det lyder da også underligt, det er jeg godt klar over. Men det var det rigtige for os. For i de cirka to måneder det drejede sig om, havde vi det bedre, end vi havde haft det i meget, meget lang tid. Også selvom jeg tudede en del.

Da jeg så endelig tog afsted og det frygtelige farvel fandt sted i Kastrup Lufthavn var jeg dog igen så naiv at tro, at det her var det værste, det endelige, det hårdeste.
Det var det ikke. Jeg fik dog cirka fire måneder, hvor jeg mere eller mindre var fri af hjertesorg, fordi jeg var optaget af at rejse verden rundt og realisere mig selv, og samtidig ikke var i fysisk nærhed af Den Lyshårede Fodboldfyr. Det hjælper, skal jeg hilse at sige.
Det gør dog også, at man trækker tingene ud. For hvis jeg ikke var taget afsted, havde månederne efter vores breakup sikkert været hårdere, men jeg havde sikkert også været et helt andet sted, end jeg er lige nu. Jeg fortryder dog intet, og jeg ønsker og ønskede heller ikke et speedy breakup med en dertilhørende speedy healingsproces. Vi var trods alt sammen i seks år, og når man har kendt en person så længe, tager det også lang tid at give slip på dem.

image

Dag 201 – Når man bygger noget nyt, er det ofte bare noget rod i starten. 

Og derfor blev jeg heller ikke overrasket over, at der siden jeg kom hjem har været rigtig mange grumme, hjerteskærende følelser, som har banket på og bedt om at blive hørt. Dem som jeg ikke havde tid til i Asien. Og jeg har lukket dem ind, jeg har lyttet til dem, jeg har grædt med dem, og bagefter har jeg pakket dem pænt sammen og sagt tak for snakken.

Men jeg havde alligevel ikke troet, at jeg stadig kunne blive ramt noget så grumt og grusomt, som jeg gjorde i søndags. For selvom det tager tid, og selvom jeg ikke længere er naiv og tror, at man kan undgå at slå op med en man stadig elsker uden, at man på et eller andet tidspunkt kommer til at ligge og skrige ned i en pude, så troede jeg altså alligevel ikke, at jeg seks måneder inde i mit breakup ville gøre nøjagtig det, endnu en gang.

Men det gjorde jeg. I søndags efter jeg kom hjem fra min fantastiske rejse rundt i Nord-Norge blev jeg fyldt med tristhed. Tristhed over, at min sjæleven ikke var derhjemme til at dele min begejstring over turen, tristhed over at han aldrig ville være det igen og tristhed over, at det stadig gør så fandens ondt nogen gange. Jeg prøvede ellers at holde mig på grådens rand. Jeg sagde til mig selv, at det nok skulle gå, jeg prøvede at hygge mig med tændte stearinlys og en god serie, jeg sang sågar af mine lungers fulde kraft, da sang altid har hjulpet mig, når tristheden har sneget sig på. Men lige lidt hjalp det. Det var dog først, da jeg bankede hovedet op i mit åbne badeværelsesskab efter at have bøjet mig ned for at samle noget op fra gulvet, at jeg det slog klik. Slaget i hovedet og alle mine toiletartikler spredt ud over hele badeværelset var dråben, der fik mit bævrende bæger til at flyde over. Jeg bankede skabslågen i og råbte og skreg. Jeg kastede alle puderne fra min seng rundt i soveværelset. Jeg smed mig ned i sofaen og skreg, græd, hulkede og snottede ned i den. Og det føltes som om, det aldrig ville holde op.

Det gjorde det dog. Heldigvis. Og jeg ved, at det bliver bedre. Men det har været en svær uge, som har fulgt efter den søndag aften, også selvom ugen også har været fyldt med sjov, varme og kærlighed. Jeg har dog lært en ting, eller jeg har egentlig altid vidst det, nu er jeg bare blevet mindet om det igen. Man skal huske at række ud og bede om hjælp. Så det gør jeg i morgen.
Og i aften vil jeg synge og øve mig på min guitar. Det hjælper nemlig også.

image

Dag 220 – Singing my heart out.