Kan man overhovedet få en kæreste, når man har en blog?

Jeg har ikke skrevet et blogindlæg i 18 dage. Jeg ved ikke, om nogen er jer har opdaget det, men uanset så er det helt uhørt. Det er aldrig sket i bloggens tre år lange historie, at der er gået så lang tid uden, at jeg har sat mig ved tasterne og trykket udgiv.

Men der er noget, der har naget mig i lang tid nu. Noget som har suget alt inspirationen ud af mig, hvilket har gjort det til lidt af en kamp at sende indlæg ud i æteren. Og til sidst, nærmere betegnet for 18 dage siden, så besluttede jeg mig for at lytte til det, der nagede. Lytte uden at lade mig forstyrre af følelsen af, at jeg BURDE skrive noget. For let’s be honest, jeg bør jo ingenting, når det kommer til den her blog. Den eneste, der bestemmer er mig. Og jeg havde brug for en pause.

Jeg havde brug for en pause til at finde ud af, om jeg havde lyst til at fortsætte. Noget som jeg ikke rigtig har fundet svaret på endnu. Jeg er nemlig de sidste par månder kommet i tvivl, om mit ønske om at dele ud af mit perpektiv på alle de ting, som jeg ved rigtig mange går rundt og tumler med – som nogle gange gør livet hårdt og svært at komme igennem – har for store konsekvenser at dele. Om mine historier om forliste forhold, om manglende selvværd, om pinlige dates og om forbudte følelser kommer til at ødelægge mine chancer for at få et job, jeg gerne vil have og ikke mindst en mand, jeg gerne vil havde.

For et års tid siden skrev jeg, at der var en, der havde spurgt mig om netop det. Om det nu også var en god ide at dele så ærligt ud om mig selv, især i forhold til min karriere. Og på det tidspunkt ville jeg ikke høre tale om, at det måske ville være en god ide at tone det hele lidt ned. At dele lidt mindre. For pointen, grunden til at jeg skrev alt det her, grunden til at jeg delte ud var og er, at jeg gerne vil skrive om de ting, som jeg selv har brug for at læse. Jeg vil gerne skrive om de ting, som de fleste nøjes med at hviske til en veninde eller som de holder for sig selv, fordi det enten er for svært at sætte ord på eller fordi, de føler, at de nok er de eneste, der har det sådan.

Grunden til at jeg skriver er først og fremmest, fordi jeg gerne vil nedbryde tabuer, og fordi jeg er træt af, at læse det ene sponsorerede blogindlæg efter det andet fra kvinder, som uadtil har nærmest perfekte liv, og derfor aldrig taler om, når livet gør rigtig fucking naller. For igen, let’s be honest her, livet gør fucking naller for alle. Og derfor burde det ikke være noget, vi bør skjule fra hinanden.

Men efterhånden som jeg er trådt mere og mere ind i datingverdenen, og også er blevet mere seriøs og sikker på, hvad det er jeg gerne vil arbejde med i min karriere, er jeg blevet i tvivl, om jeg kan blive ved med at stå ved den holdning. Om jeg kan blive ved at have det mål. For selvom jeg virkelig stadig synes, at det ikke burde komme an på det, at det ikke burde have nogen betydning, og at hvis en kommende arbejdsgiver/kæreste ikke kan deale med, at jeg er sådan en, der skriver ærlige ting på nettet, og hvis de ikke kan finde ud af at skelne mellem Blogger Amalie og Den Rigtige Amalie, jamen så passer vi nok bare ikke sammen – så er jeg alligevel blevet i tvivl, om man kan, og om jeg tør, stille det så sort og hvidt op.

For jeg ved, at uanset min intention og uanset at folk virkelig, virkelig burde vide bedre end at danne sig et indtryk af, hvem jeg er udfra små øjebliksbilleder og velvalgte anekdoter fra mit liv, så er det alligevel præcis det rigtig mange gør. Og selvom jeg virkelig gerne ville blive ved med at være super modig og super ligeglad, så ved jeg ikke om jeg kan det mere. Jeg ved ikke, om jeg tør tro på, at jeg sagtens kan lande drømmejobbet, selvom der står så utrolig mange personlige ting om, hvordan jeg nogle gange ikke tror, at jeg er dygtig nok til netop at lande drømmejobbet. Og jeg ved ikke, om jeg tør satse på, at der findes en mand derude, der enten ikke vil lade sig påvirke af alle de ting, der står om mit turbulente kærlighedsliv eller som vil lade være at læse med indtil han har hørt alle de historier, jeg har skrevet om her på den helt naturlige måde. Måden der hedder at lære mig at kende ved rent faktisk at tale med mig.

Jeg ville virkelig ønske, at der findes både en fremtidig chef og en fremtidig kæreste, der kan og vil det, men jeg ved det jo ikke. Jeg ved ikke, om jeg ikke bare går rundt og skyder mig selv i foden hver eneste uge, når jeg poster indlæg efter indlæg om, hvordan jeg har det indeni. Og jeg ved ikke længere helt, om jeg tør tage chancen.

Jeg synes selv, det er mega kyllingeagtigt. Især fordi jeg jo netop synes, at vi alle burde blive bedre til at tale om, hvordan vi egentlig går og har det, og at alt ikke altid skal være så pisse pastelfarvet og instavenligt. Og det er også derfor, at jeg indtil videre har nøjedes med at gå igennem bloggens mange indlæg og fjerne dem, der er allermest selvudleverende, og som jeg ville have rigtig svært ved at et menneske, som jeg skal have noget at gøre med på et profeessionelt eller personligt plan kan læse uden, at jeg kan styre det.

Jeg er nemlig ikke klar til at lægge hele det her bag mig og lukke døren til Mit Uperfekte År. Men jeg kan også mærke, at jeg heller ikke længere kan være ligeså kæphøj, som jeg har været. Jeg ved ikke, hvad det kommer til at betyde helt konkret endnu, men jeg kan nok i hvert fald allerede nu sige, at der i hvert fald ikke kommer flere recaps af Tinderdates eller fortællinger om så personlige ting, at jeg lidt har ondt i maven, når jeg trykker udgiv.

Og det håber jeg, at I er med på.

Reklamer

Hvis jeg kunne ringe til min far i dag ville jeg….

Hvis jeg kunne ringe til min far i dag ville jeg for det første sige tillykke med de 63 år. Derefter ville jeg høre, hvad han skulle bruge dagen på. Om han skulle mødes med sine venner, om hvad han skulle have at spise. Om han havde hørt fra min farmor. Om hun havde sendt penge.

Jeg ville spørge, hvad han ellers gik og lavede. Eller nej, det ville jeg nok ikke, for det er ikke et særlig børneagtigt spørgsmål. Og med børneagtig mener jeg, at det oftest ikke er noget, som børn spørger deres forældre om. I hvert fald ikke, hvis de er vant til at tale med dem. Og hvis min far levede i dag, ville jeg være vant til at tale med ham.

Jeg ville sikkert i stedet svare på hans spørgsmål. Han ville sikkert gerne vide, hvad jeg gik rundt og lavede. Og jeg ville sikkert føle, at det lidt var et krydsforfør og blive irriteret. Og så ville jeg sikkert skifte emne og begynde at snakke om, hvornår vi skulle ses for at fejre ham.

Vi ville aftale, at min bror og jeg skulle komme til Hundested og besøge ham. At han ville stå for maden, og at jeg ville stå for kagen.

Jeg ville spørge, hvad han ønskede sig, og han ville svare “Ingenting, bare I kommer”.

Og jeg ville svare “Far, du skal da have en gave”, men så lade det være ved det, velvidende at jeg ville købe ham en bog om en eller anden krig, der engang har fundet sted for mange år siden et sted langt væk.

Og så ville vi sige farvel. Han ville sige, “Vi ses musling”.

Og jeg ville sige, “Vi ses far. Og tillykke igen, jeg glæder mig til at se dig i weekenden”.

Og så ville vi begge lægge røret på uden at mærke nogen form for smerte i brystet eller sorg i hjertet. Uden at mærke bekymring eller frygt. Uden at mærke andet end helt almindelig kærlighed.

Taknemmelighedsrunden #124

1. At sidde og arbejde på en cafe midt i skoven, mens regnen siler ned kan jeg stærkt anbefale. Især når det arbejde, du laver er noget, du elsker.

2. At erklære sin kærlighed til hinanden er efterhånden blevet en helt mainstream ting i min studiegruppe. Og det der er med til, at jeg rent faktisk står op kl. 5.45 for at tage til Odense og se dem alle sammen.

3. At have en lillebror, der fylder 26, og som man stadig får lidt lyst til at knibe i kinden nogle gange, er noget af det bedste. Især når vi en gang imellem får øjenkontakt hen over fødselsdagsbordet og griner fordi vi begge ved, at Woddy Allens portætter af excentriske familier på ingen måde kan måle sig med vores egen.

4. At være den der har vundet to af de sødeste mennesker i “skilsmissen” fra Fodboldfyren slår til hver en tid det, at jeg også vandt vaskemaskinen. Også selvom jeg virkelig også er glad for Bob. Men Bob giver bare aldrig rigtig særlig mange romshots eller gode livsråd. Det gør de to søde mennesker til gengæld.

5. At spille weekenden ind med et slag Dirty Ego og en masse lasagne (og alkohol) er nok den bedste ide min studiegruppe og jeg er kommet på indtil videre. Og vi er altså generelt ret iderige.

6. At Bedsteveninden vandt en af de største Radiopriser i Danmark i fredags, har gjort mig mere stolt end jeg nogensinde har været. Og ikke mindst taknemmelig for, at jeg er venner med så dygtigt, klogt og et fantastisk menneske.

7. At spise jelloshots og drikke store mængder alkohol lyder umiddelbart som en dårlig ide. Men det er det ikke. I hvert fald ikke når det bliver gjort med Bedsteveninden og Sødeste Nanna.

8. At have tømmermænd og søvnunderskud lægger til gengæld en pænt stor dæmper på ens søndag. Det er dog heldigvis ikke noget som en omgang sushi ikke kan råde bod på.