Når en lang, lang binge af How I Met Your Mother får dig til at sætte pris på livet før den store kærlighed

Jeg har de sidste par uger genset næsten alle afsnit af How I Met Your Mother (Pt. er jeg nået til afsnit ni i 9. og sidste sæson) Og gensynet med de fem venner fra New York har fået mig til at indse et par ting, som jeg ikke havde regnet med, at en sitcom ville kunne få mig til. Også selvom jeg inden, jeg begyndte at gense den godt vidste, at det var en aldeles fremragende en af slagsen.

Jeg er en “Ted” through and trough

Godt nok er jeg ikke arkitekt, og jeg elsker heller ikke Star Wars (Harry Potter, derimod OMG YAS) Men jeg er, på trods af min uvilje mod at modtage håndskrevne romantiske digte, egentlig nok lidt af en romantiker. Jeg tror på kærligheden og The One. Jeg er all for store romantiske gestures (så længe de ikke involverer rosenblade strøget ud over en seng) Jeg tror ikke på, at man skal tage sig til takke med den næstbedste, og jeg tror også ret meget på, at alt det der er sket og sker i mit liv har og er med til at gøre mig klar til at møde ham, der kommer til at knuselske, at jeg griner af næsten alt og fløjter Celin Dion sange, når jeg laver mad.

Det er ikke pinligt at drømme om den store kærlighed

Af en eller anden grund, selvom alle film, alle bøger og alle sange næsten alle sammen handler om jagten på kærligheden, så er det alligevel lidt pinligt, hvis man indrømmer, at man virkelig gerne vil have den. Og vi er allesammen også enige om, at hvis man først har ytret sit ønske om det, så sker det ikke. Man skal helst være ligeglad, sådan lidt ala nej-jeg-skal-bare-have-det-sjovt-og-noget-useriøst-lige-nu, før at det sker. Men i How I Met Your Mother er det ikke pinligt. Der må man gerne længes. Der må man gerne håbe. Og der må man gerne arbejde for det. Og sådan er det altså også i virkeligheden.

How I Met Your Mother handler om at blive voksen

Jeg tror, jeg var 18 eller 19, da jeg første gang så og dermed begyndte at nyde at se Ted, Barney, Robin, Marshall og Lily drikke øl på McClearen’s og date sig halvt ihjel gennem New York og senere hinanden. Og derfor var jeg også for ung til lægge mærke til og forstå, hvad serien endelig handler om. Den handler nemlig ikke om, hvordan Ted mødte moderen til sine børn, men om hans vej igennem ungdommen og ind i voksendommen. Den handler om den vej, der gjorde ham klar til overhovedet at møde hende, og om alle de ting, man går igennem i 20’erne. Der hvor man tror, man er og skal være voksen, men hvor man ikke rigtig er det endnu. Der hvor man elsker med alt, hvad man har og får revet sit hjerte ud af brystet. Der hvor man drikker sig fuld og opfører sig ididotisk. Der hvor man er ærdu og opfører sig idiotisk. Der hvor man lige pludselig opdager, at ens venner er vokset videre og længere op, end man selv er. Der hvor man nogle gange af netop den grund føler sig mutters alene, også selvom man i virkeligheden slet ikke er det.

Det så jeg ikke, da jeg var 19 år gammel, men her 10 år efter som 29-årig rammer historien om de fem venner –  som på samme tid er det helt samme sted og alligevel slet ikke er det – mig som både et hårdt spark lige i maven og som et varmt og trygt kram. Det her sker for alle, og det er til tider ufattelig hårdt, men også helt normalt. Det er sådan det at blive voksen. 

Og lige præcis derfor skal man huske at nyde tiden inden Kærligheden

Der er et afnsit i sæson 8 af How I Met Your Mother, Time Travelers hedder det, hvor Ted fortæller sine børn, at hvis han kunne gå 20 år tilbage i tiden til 45 dage før, han mødte deres mor, så ville han tage tilbage til sin gamle lejlighed og suge det hele til sig – alle de små ting, der dengang irriterede ham, men som nu står tilbage som små, fine quirks, der gjorde det hele lidt ekstra særligt. Han han ville tage forbi Marshall og Lily, Barney og Robin og bruge tiden sammen med dem i stedet for at sidde alene på en bar og ærgre sig over, at han endnu ikke havde mødt kvinden i sit liv. Og selvom han til sidst fortæller, at han nok også ville smutte forbi moderen, så han kunne få lov at få 45 dage ekstra sammen med hende – så var det hans ønske om at genleve de små øjeblikke i livet, som var det, der fyldte hans hverdag ud og gjorde den til en, han havde lyst til at stå op og være en del af – det der næsten gav mig en klump i halsen. For han har ret.

Ligesom jeg skrev her nytter det ikke noget at gå og vente og hungre efter det, der en gang kommer. Man får kun et liv, man får kun en gang i 20’erne og en gang i 30’erne. Og når man først har fået alt det, man drømte om, vil man garanteret se tilbage på sit liv, på de øjeblikke man på det tidspunkt ikke satte pris på og savne dem. Man vil savne den spændte følelse i kroppen. Håbet. Sommerfuglene.

Man vil savne tanken om, hvad der mon vil ske. Om et år, om en måned, om en uge. I morgen.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s