Om at indse, at alting alligevel ikke var Fodboldfyrens skyld

Det er sjovt, hvordan man skal så grueligt mange tanker, føleler, oplevelser og snakke igennem før man kan endelig forstår ting. At det er nødvendigt at være vred så længe, før man kan være ligeglad og før ligegyldigheden bliver til ro.

Men det skal man oftest.

Jeg har brugt de sidste knap to år på at være fyldt med vrede, på at lægge alt ansvaret for mine sorger omkring mit forliste parforhold over på ham, som var sammen med mig i det, på at prøve at forstå, hvorfor det her skulle ske for mig og, hvordan han dog kunne gøre det. Hvordan han dog kunne lyve så vildt og voldsomt, mens han samtidig gjorde alt for at tale mig ned og fjerne enhver form for selvværd og selvtillid hos mig.

Men for nogle uger siden var der en der sagde til noget til mig. Jeg havde siddet og forklaret, hvorfor jeg nogle gange har svært ved at sige, hvad jeg gerne vil og hvad jeg ikke vil, når det kommer til mænd, jeg godt kan lide. At jeg har svært ved at stå op for mig selv af frygt for at blive kaldt en skør kælling, fordi det altid var det Fodboldfyren kaldte mig, når jeg forsøgte at sige, at det han gjorde ikke var okay. Og at det jo var hans skyld det hele, at jeg i dag stadig havde det sådan her.

Og så kiggede hun på mig, hende kvinden med den øretæveindbydende sandhed og sagde;

“Men du blev der jo også”.

Av. Lige i maven.

Men det er rigtig nok. Det gjorde jeg. Jeg blev der i alle 5,5 år og fandt mig i det. Og selvom jeg flere gange forsøgte at gå, så endte jeg jo med at blive. Ikke at det undskylder hans opførsel, men det undskylder heller ikke min. Ikke at det gør det okay, at han var mig kontinuerligt utro og derudover også havde ikke en, men to andre kærester ved siden af, og løj om det hele. Og det gør det heller ikke okay, at han altid fortalte mig, hvor nederen jeg var, hvor grim jeg var, hvor ikke-sjov jeg var, hvor generelt ærgerlig, jeg var og  at jeg derfor var heldig, at han overhovedet gad at være sammen med mig.

Intet af det er okay, og sidstnævnte, som jeg også har skrevet om før, har bestemt også været med til at jeg blev der så længe, som jeg gjorde.

Men jeg kan stadig ikke lægge de sidste mange, mange års ulykkelighed over på hans skuldre alene. Jeg blev der og lige meget, hvor jeg meget jeg forsøger at retfærdiggøre det med, at han nærmest tvang med til det ved at pille mig fra hinanden, så vidste jeg jo hele tiden godt, at det aldrig ville gå. At det ikke var normalt. At der var noget galt med den måde, vi var kærester på. At jeg aldrig ville blive lykkelig sammen med ham.

Og alligevel blev jeg.

Og det bliver jeg nødt til at tage på mig. Ikke for at jeg skal være vred på mig selv, men så jeg endelig kan slippe den sidste rest af vrede mod Fodboldfyren, som bor inde i mig. Jeg har ikke lyst til at trække den med mig rundt resten af livet og ind i et nyt parforhold. Jeg har ikke lyst til at den skal fylde mere. Og jeg har ikke lyst til at være vred længere.

Reklamer

4 comments

  1. venterpaavin · september 12

    Det er aldrig nogen skam, at blive klogere (: Det er hårde lærepenge, men stadigvæk!

    – A

  2. Rikke · september 12

    Kære Amalie.
    Det bliver aldrig din skyld, det som han bød dig. Aldrig, heller ikke selvom du blev i forholdet.
    Når du er i forhold med en narcissist, vil du, helt uden du opdager det, blive så stærkt manipuleret med, at du til sidst ikke ved, hvad der er op og ned, og begynder at tvivle på din egen dømmekraft.
    Du er en fantastisk kvinde, modig og mega sej, at du står frem med din historie. Du er absolut ikke den eneste, der har været den mølle igennem, og jeg forstår godt, at du har lyst til at bebrejde dig selv, men nej. Du gjorde det bedste, du kunne i den situation, du var i. Stærkt at du kom ud, og i min verden er sådan en tilfældig bemærkning, som at “du jo blev” udtryk for manglende forståelse for, hvad du har været udsat for. Sorry to say.
    Ved ikke om du kan bruge det til noget, men lidt en anden vinkel fra mig. De bedste tanker til dig ❤️

    • Amalie Frøkjær-Rubbås · september 17

      Hej Rikke, tusind tak for dine søde ord. Jeg forstår virkelig, hvor du kommer fra og langt hen ad vejen, så har jeg det også på samme måde. Grundlæggende er det ikke min skyld. Men netop for min egen skyld, for at kunne komme videre og lægge det bag bliver jeg nødt til at stoppe med at spille offerkortet. For selvom man helt sikkert kan argumentere for, at det er det, jeg er ift. Fodboldfyren, så hjælper det mig ikke. Og derfor bliver jeg nødt til at se på det ting, som ikke gør mig til er offer. De steder hvor jeg også selv har været ansvarlig og derefter owne det og gøre op med det. Ellers tror jeg aldrig, at jeg for alvor kan lægge den her historie bag mig. Og det vil jeg altså kunne. Men igen, tak for dine søde ord og din forståelse. Det varmer ❤️

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s