Når en lang, lang binge af How I Met Your Mother får dig til at sætte pris på livet før den store kærlighed

Jeg har de sidste par uger genset næsten alle afsnit af How I Met Your Mother (Pt. er jeg nået til afsnit ni i 9. og sidste sæson) Og gensynet med de fem venner fra New York har fået mig til at indse et par ting, som jeg ikke havde regnet med, at en sitcom ville kunne få mig til. Også selvom jeg inden, jeg begyndte at gense den godt vidste, at det var en aldeles fremragende en af slagsen.

Jeg er en “Ted” through and trough

Godt nok er jeg ikke arkitekt, og jeg elsker heller ikke Star Wars (Harry Potter, derimod OMG YAS) Men jeg er, på trods af min uvilje mod at modtage håndskrevne romantiske digte, egentlig nok lidt af en romantiker. Jeg tror på kærligheden og The One. Jeg er all for store romantiske gestures (så længe de ikke involverer rosenblade strøget ud over en seng) Jeg tror ikke på, at man skal tage sig til takke med den næstbedste, og jeg tror også ret meget på, at alt det der er sket og sker i mit liv har og er med til at gøre mig klar til at møde ham, der kommer til at knuselske, at jeg griner af næsten alt og fløjter Celin Dion sange, når jeg laver mad.

Det er ikke pinligt at drømme om den store kærlighed

Af en eller anden grund, selvom alle film, alle bøger og alle sange næsten alle sammen handler om jagten på kærligheden, så er det alligevel lidt pinligt, hvis man indrømmer, at man virkelig gerne vil have den. Og vi er allesammen også enige om, at hvis man først har ytret sit ønske om det, så sker det ikke. Man skal helst være ligeglad, sådan lidt ala nej-jeg-skal-bare-have-det-sjovt-og-noget-useriøst-lige-nu, før at det sker. Men i How I Met Your Mother er det ikke pinligt. Der må man gerne længes. Der må man gerne håbe. Og der må man gerne arbejde for det. Og sådan er det altså også i virkeligheden.

How I Met Your Mother handler om at blive voksen

Jeg tror, jeg var 18 eller 19, da jeg første gang så og dermed begyndte at nyde at se Ted, Barney, Robin, Marshall og Lily drikke øl på McClearen’s og date sig halvt ihjel gennem New York og senere hinanden. Og derfor var jeg også for ung til lægge mærke til og forstå, hvad serien endelig handler om. Den handler nemlig ikke om, hvordan Ted mødte moderen til sine børn, men om hans vej igennem ungdommen og ind i voksendommen. Den handler om den vej, der gjorde ham klar til overhovedet at møde hende, og om alle de ting, man går igennem i 20’erne. Der hvor man tror, man er og skal være voksen, men hvor man ikke rigtig er det endnu. Der hvor man elsker med alt, hvad man har og får revet sit hjerte ud af brystet. Der hvor man drikker sig fuld og opfører sig ididotisk. Der hvor man er ærdu og opfører sig idiotisk. Der hvor man lige pludselig opdager, at ens venner er vokset videre og længere op, end man selv er. Der hvor man nogle gange af netop den grund føler sig mutters alene, også selvom man i virkeligheden slet ikke er det.

Det så jeg ikke, da jeg var 19 år gammel, men her 10 år efter som 29-årig rammer historien om de fem venner –  som på samme tid er det helt samme sted og alligevel slet ikke er det – mig som både et hårdt spark lige i maven og som et varmt og trygt kram. Det her sker for alle, og det er til tider ufattelig hårdt, men også helt normalt. Det er sådan det at blive voksen. 

Og lige præcis derfor skal man huske at nyde tiden inden Kærligheden

Der er et afnsit i sæson 8 af How I Met Your Mother, Time Travelers hedder det, hvor Ted fortæller sine børn, at hvis han kunne gå 20 år tilbage i tiden til 45 dage før, han mødte deres mor, så ville han tage tilbage til sin gamle lejlighed og suge det hele til sig – alle de små ting, der dengang irriterede ham, men som nu står tilbage som små, fine quirks, der gjorde det hele lidt ekstra særligt. Han han ville tage forbi Marshall og Lily, Barney og Robin og bruge tiden sammen med dem i stedet for at sidde alene på en bar og ærgre sig over, at han endnu ikke havde mødt kvinden i sit liv. Og selvom han til sidst fortæller, at han nok også ville smutte forbi moderen, så han kunne få lov at få 45 dage ekstra sammen med hende – så var det hans ønske om at genleve de små øjeblikke i livet, som var det, der fyldte hans hverdag ud og gjorde den til en, han havde lyst til at stå op og være en del af – det der næsten gav mig en klump i halsen. For han har ret.

Ligesom jeg skrev her nytter det ikke noget at gå og vente og hungre efter det, der en gang kommer. Man får kun et liv, man får kun en gang i 20’erne og en gang i 30’erne. Og når man først har fået alt det, man drømte om, vil man garanteret se tilbage på sit liv, på de øjeblikke man på det tidspunkt ikke satte pris på og savne dem. Man vil savne den spændte følelse i kroppen. Håbet. Sommerfuglene.

Man vil savne tanken om, hvad der mon vil ske. Om et år, om en måned, om en uge. I morgen.

Reklamer

Taknemmelighedsrunden #123

1. Min mor gav middag og viste min bror og jeg sjove videoer, hun havde fundet på internettet i mandags. Og de var faktisk ret sjove.

2. Min dejlige veninde Kristina fyldte 41 i denne uge, og fordi jeg ikke er ligeså fattig som jeg var sidste år, da hun fyldte 40, besluttede jeg mig for at invitere hende ud at spise. Og det var det hyggeligste og lækreste nogensinde.

3. Mine studiekammerater har officielt ophøjet turene mellem København og Odense til noget, jeg rent faktisk ser frem til.

4. At spise pizza og se Gift ved første blik med Bedsteveninden efter ikke at have set hinanden i over 14 dage kan gøre alle onsdage til noget helt og aldeles fantastisk.

5. Jeg har desuden fundet ud af, at jeg bare skal invitere gæster, hvis jeg gerne ville lave mad selv. Ellers sker det ikke. Så derfor inviterede jeg Studdy Buddy Elias over til et blærerøvsagtigt vegetarmåltid, for you know, when in Rome og alt det der.

6. Min Louise inviterede på voksenmiddag og mojitos, og sjældent har jeg grint så meget. Ej det er løgn. Jeg griner tit så meget, men det gjorde det ikke mindre underholdende eller hjertevarmende.

7. Bobler og ufattelig mange penishistorier med de fire bedste ❤️

8. Life-Saver Anne har fået en baby. En virkelig sød en af slagsen, som jeg fik lov at møde i går. Og jeg er allerde ret sikker på, at vi kommer til at blive gode venner, ham og mig.

9. Det er blevet efterår. Og selvom jeg ærlig talt ikke er helt klar til det, så er det som altid heldigvis virkelig pænt.

Ting mine veninder siger #5

Sagt til kæresten: Du kan da ikke bare stå af i 1. gear, af fødslen, når du ikke stod af i Roskilde.

– Tinder er ligesom at spille Tetris bare med mennesker.

– Altså er der andet end firsersange, der kan fortælle os sandheden om livet? Det tror jeg ikke nej.

– Vi omgiver os jo konstant med idioter.

– Mine sexflapper er helt åbne nu.

– SIG MIG, SIDEN HVORNÅR ER DU BLEVET SÅ FUCKING ZEN?!

– Men piger, når man har drukket Dom-perignon så er alt sexet.

– Leonardo Dicaprio er bare for god mod dyr til at være rigtig sexet.

– Hvad er det nu for en sang, hvor hun synger om at ville have noget sæd?

– Min hud er simpelthen bare så blød, efter jeg har barberet alt mit skæg af.

– Inderst inde er jeg en bitch, men jeg viser det bare aldrig til nogen.

– Uuuh, der er anemoner i luften! Nej, vent. Det hedder det ikke….

– Du er nemlig så renæssancepæn, at jeg har næsten lyst til at male et billede af dig.

– Det er bare det, vi skal vende os til i mediebranchen. At blive taget analt.

Taknemmelighedsrunden #122

1. Søde Kristina og hendes Dejlige Wille, som ekstatisk fortalte mig, at han snart skulle starte til Ninja. Og derefter spurgte, hvad farve øjne jeg havde, så han kunne tegne mig. #ÅhTheLove

2. Mine studiekammerater, der konstant får mig til at grine. Og til at stå op om morgenen.

3. Verdens Bedste Anne, sushi og Gift Ved Første Blik.

4. Et stille og fredfyldt øjeblik fyldt med bylarm på Stefandsgade, hvor jeg bare sad og stirrede og lod mig selv sætte pris på alle de små ting.

5. Vin, grin og gode snakke med Min Louise.

6. Fredagsslik og Netflix.

7. En kold øl på altanen efter en lang dag som fornuftig studerende. Og en solnedgang, der var helt perfekt.

8. En hel dag på cafe og på tur som Tante/Gudmor Amalie med Min Louises to piger, der gav mig kærlighed nok til hele næste uge. #ÅhTheLove

Om at indse, at alting alligevel ikke var Fodboldfyrens skyld

Det er sjovt, hvordan man skal så grueligt mange tanker, føleler, oplevelser og snakke igennem før man kan endelig forstår ting. At det er nødvendigt at være vred så længe, før man kan være ligeglad og før ligegyldigheden bliver til ro.

Men det skal man oftest.

Jeg har brugt de sidste knap to år på at være fyldt med vrede, på at lægge alt ansvaret for mine sorger omkring mit forliste parforhold over på ham, som var sammen med mig i det, på at prøve at forstå, hvorfor det her skulle ske for mig og, hvordan han dog kunne gøre det. Hvordan han dog kunne lyve så vildt og voldsomt, mens han samtidig gjorde alt for at tale mig ned og fjerne enhver form for selvværd og selvtillid hos mig.

Men for nogle uger siden var der en der sagde til noget til mig. Jeg havde siddet og forklaret, hvorfor jeg nogle gange har svært ved at sige, hvad jeg gerne vil og hvad jeg ikke vil, når det kommer til mænd, jeg godt kan lide. At jeg har svært ved at stå op for mig selv af frygt for at blive kaldt en skør kælling, fordi det altid var det Fodboldfyren kaldte mig, når jeg forsøgte at sige, at det han gjorde ikke var okay. Og at det jo var hans skyld det hele, at jeg i dag stadig havde det sådan her.

Og så kiggede hun på mig, hende kvinden med den øretæveindbydende sandhed og sagde;

“Men du blev der jo også”.

Av. Lige i maven.

Men det er rigtig nok. Det gjorde jeg. Jeg blev der i alle 5,5 år og fandt mig i det. Og selvom jeg flere gange forsøgte at gå, så endte jeg jo med at blive. Ikke at det undskylder hans opførsel, men det undskylder heller ikke min. Ikke at det gør det okay, at han var mig kontinuerligt utro og derudover også havde ikke en, men to andre kærester ved siden af, og løj om det hele. Og det gør det heller ikke okay, at han altid fortalte mig, hvor nederen jeg var, hvor grim jeg var, hvor ikke-sjov jeg var, hvor generelt ærgerlig, jeg var og  at jeg derfor var heldig, at han overhovedet gad at være sammen med mig.

Intet af det er okay, og sidstnævnte, som jeg også har skrevet om før, har bestemt også været med til at jeg blev der så længe, som jeg gjorde.

Men jeg kan stadig ikke lægge de sidste mange, mange års ulykkelighed over på hans skuldre alene. Jeg blev der og lige meget, hvor jeg meget jeg forsøger at retfærdiggøre det med, at han nærmest tvang med til det ved at pille mig fra hinanden, så vidste jeg jo hele tiden godt, at det aldrig ville gå. At det ikke var normalt. At der var noget galt med den måde, vi var kærester på. At jeg aldrig ville blive lykkelig sammen med ham.

Og alligevel blev jeg.

Og det bliver jeg nødt til at tage på mig. Ikke for at jeg skal være vred på mig selv, men så jeg endelig kan slippe den sidste rest af vrede mod Fodboldfyren, som bor inde i mig. Jeg har ikke lyst til at trække den med mig rundt resten af livet og ind i et nyt parforhold. Jeg har ikke lyst til at den skal fylde mere. Og jeg har ikke lyst til at være vred længere.

Taknemmelighedsrunden #121

1. Journalisternes første ægte uddannelsessted fyldte 75 år og bød derfor på pindemadder og alkohol. Hvilket resulterede i, at den 29-årige her på domænet kom til at drikke sig fuld sammen med Rock&Roll AC og Studdy Buddy Elias på en ganske almindelig mandag. Og det var det bedste i verden.

2. Studiet startede dagen efter kl. 9.15 i Odense og der syntes gårdsdagens beslutning om fuldskab en smule uvoksent. Men uanset så var dagen fyldt med gensynsglæde og utallige grineflip.

3. Min bror kom til middag og Krakow-planlægning, hvor vi nu officielt stikker hen til november. Og jeg kan næsten ikke vente.

4. Life Saver Anne bød på marcipansnegle og sladdertid to dage i træk, alt imens jeg fortalte hendes ufødte søn, at han altså godt kunne tage og komme ud nu.

5. Tilbragte min fredag aften i arbejdets tegn. På min sofa. Med Netflix’ Ozark sæson to kørende på skærmen. Totalt hårdt. Not.

6. En studievenindemiddag udviklede sig til en makeup- og hårtutorial cirka fem flasker vin inde, og det var det hyggeligste og sjoveste punkt på ugen.

7. Den der indiske sommer, der har været her de sidste par dage, den er jeg ret vild med.

8. Min Louises ældste fyldte fire år, og jeg tilbragte derfor dagen i går med at spise kage, læse højt, hjælpe nogen med at få tigerkostumer på, drikke et par reparationsbajere og grine med alle dem, der var vokset fra at skulle have hjælp med at komme i tigerkostumer.

9. Studdy Buddy Elias kom forbi til sen opgaveskrivning og kagerester, og selvom jeg var døden nær af træthed var det den bedste måde at slutte en yderst fabelagtig hverdagsuge af på.

Opgør med ghosting: Jeg opdrager Danmarks mænd en afvisnings-SMS ad gangen

Ghosting er djævlens værk. Og det samme er den lidt mere subtile, men stadig super frustrerende og på ingen måde i orden kort-for-hovedet-besked, hvor der bliver svaret på det spørgsmål eller udsagn, du sendte, men så heller ikke mere.

Faktisk er den næsten værre, fordi forfatteren bag på trods af at have ingen intention om rent faktisk at se personen de lige har svaret igen, alligevel nu kan gemme sig bag det faktum, at de jo svarede. De opførte sig altså ikke som den klassiske douche, der boller, siger vi ses og så derefter forsvinder ud af den blå luft for evigt.

Men de lyver for sig selv. For det er akkurat ligeså douchy at komme med et “ikke-svar” som det er ikke at komme med et overhovedet.

Det er ikke fordi, jeg ikke som sådan forstår det. Det er aldrig fedt at skulle afvise nogen. Det er ubehageligt og meget lidt rart, og derfor er det også meget nemmere bare at lade som ingenting. At håbe, at den du enten ikke svarer eller som du sender et “ikke-svar” til fatter, hvad det betyder uden, at du behøver at sige det.

Jeg forstår det virkelig godt. Men det gør det ikke mere okay af den grund.

Dating gør os ensomme

Dating er tough business. Der er en milliard singler og den næste og nyeste er derfor altid lige om hjørnet. Men jeg frygter, at vi alle sammen bliver ved med at rende rundt og lede efter det nyeste nye. Især hvis vi ikke formår at kigge hen i sengen – hvor hende eller ham, som stadig er ret ny, men som nu ikke er helt ligeså ny som for en halv time siden – og rent faktisk lade os selv turde blive der i den tid det tager at finde ud af, om personen indeholder det, som vi gerne vil have. For ellers, ja så ender vi med at blive de mest ensomme mennesker i verden.

Desværre virker det lidt som om det er det, der er ved at ske.

Jeg har derfor taget det på mig at gøre op med ghosting, med “ikke-beskeder”, med manglende direkte afvisninger og med troen på, at det for det første er i orden at gøre ovenstående ting og for det andet, at det er en helt normal ting ikke at ville/turde blive hængende og se om ham eller hende man rent faktisk har fundet kunne være noget.

Opgøret med ghosting

Min metode er meget simpel, og jeg er selvfølgelig ikke sikker på, at den virker. Endnu i hvert fald.

1. Jeg ghoster aldrig.

2. Jeg sender ikke “ikke-beskeder”.

3. Jeg dropper aldrig nogen efter en enkelt runde lagengymnastik. (Med mindre han viser sig at overskride mine grænser, når jeg beder ham om at lade være)

Derudover, og det her den vigtigste del i mit opgør mod ghosting og generel dating-nederenhed kommer:

4. Jeg finder mig ikke i at ovennævnte ting bliver gjort mod mig. Jeg ignorerer ikke, at der ikke bliver svaret, at han på usagt vis forsøger at komme ud af det, vi har har haft gang i, eller at han virkede som hvis Prince Charming og Mr. Right havde fået en søn lige indtil han fik lov at komme op i mig.

I stedet pointerer jeg det. På en sober, jeg-er-ikke-sur-jeg-er-skuffet-måde. Jeg fortæller, hvordan jeg føler.

At jeg gerne ville have været blevet ved med at ses.

At jeg synes det er ærgerligt, at det ikke kommer til at ske, men at det jo desværre er sådan det er nogle gange, og at der ikke er noget at gøre ved det.

Og så fortæller jeg, at selvom vi ikke kan forvente noget af hinanden som sådan, så synes jeg stadig ikke, at det er i orden, at han ikke tager sig tid til at fortælle mig, at han ikke længere har lyst til at fortsætte vores bekendtskab.

At jeg forventer, at en voksen mand godt kan finde ud af, at sige tak, men nej tak på en pæn og ordentlig måde, især efter at have tilbragt en god del tid sammen.

Og så ønsker jeg ham held og lykke og en dejlig dag. For ligesom der ikke er nogen grund til at afvise et andet menneske uden at fortælle dem det, så er der heller ingen grund til at være passiv-aggressiv.

Here’s to hope

Jeg har ikke prøvet min opdragelsesteknik af på nok mænd til, at jeg kan fortælle jer om det har en generel effekt. En gang har jeg fået et meget, meget undskyldende svar, en anden gang har jeg intet hørt. Og jeg ved jo ikke, hvad der foregår inden i mænd (eller kvinder) der får sådan en besked.

Jeg ved bare, at jeg håber at det gør noget. At det får dem til at tænke over, om det mon ikke ville være bedre bare at sige det. Og om det ikke også føles bedre at behandle sine medmennesker på en ordentlig måde.