Jeg glæder mig til den dag, hvor jeg oprigtigt tror på, at jeg er god nok

Det går fremad og så svinger det alligevel tilbage. Troen på at jeg er god nok. Troen på at jeg som menneske, som person, som ven, som datter, som søster, som kvinde er god nok – den er efterhånden okay solid. Og de gange, hvor jeg bliver i tvivl og tænker, at der ikke er nogen af mine venner, der rigtig gider at hænge ud med mig eller at ingen mand nogensinde vil kunne elske den her klump af usikre deller, der ligger på sofaen og holder Netflixmaraton – der finder jeg hurtigt frem til, at det altså er en stor fed løgn min hjerne af en eller anden grund har lyst til at få mig til at tro på. For jeg er herre nice. Og der er et hav af mennesker, der med glæde vil skrive under på netop det.

Men så er der arbejdet. Der går det også fremad. Men det svinger en del oftere tilbage end det gør, når det bare gælder min personlighed. Som for eksempel i dag, hvor jeg inden et møde var helt overbevist om, at jeg kun ville få kritik for mine ideer. (Hvilket overhovedet ikke skete. Tværtimod)

Heldigivs, kan man måske sige, har jeg fundet ud af, hvornår tvivlen om mine evner dukker op og slår mig oven i hovedet med en styrke som en crossfitter, der ikke har andet at bruge sit liv på end at crossfitte og råbe grimme ting såsom;

Du har endnu en gang ikke gjort det godt nok
De kan nok slet ikke lide dig mere
Den næste gang I taler sammen, så kommer sparket helt sikkert.
Når de virker travle og derfor er lidt korte for hovedet er det slet ikke derfor, men fordi de ikke synes, du er monstor dårlig til dit arbejde.

Ja, det er dejligt lige at blive kørt lidt ned af sig selv, ikk? (Indsæt selv emoji med himmelvendte øjne) Men som sagt har jeg nu fundet frem til, hvornår Crossfitteren kommer forbi med den slags ondheder. Hun kommer, når jeg i noget tid ikke har fået at vide, at jeg gør det godt. Når jeg ikke fået ros. Hvilket, når det står her sort på hvidt, ser virkelig barnligt ud. Usikkert. Ånssvagt. For altså helt ærligt, jeg burde vel ikke behøve at få ros mindst en gang hver 14. dag for at jeg kan tro på, at jeg rent faktisk kan finde ud af mit arbejde?

Men. Det er sådan jeg har det. Lige nu i hvert fald. I det mindste har jeg fundet ud af, hvorfor og hvornår jeg får det sådan. Så mangler jeg bare at kunne finde ud af, at lukke røven på crossfitteren og le højt af alle de løgne hun prøver at fortælle mig. For jeg ved jo inderst inde godt, at jeg er god. Også selvom jeg måske ikke altid får den ros, jeg synes, jeg fortjener for at være det.

(Mig, når jeg har lært at le af Crossfitteren)

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s