Jeg er ligeså lidt chillieren som en dødsangst hveps i august

Nogle gange overrasker jeg mig selv ved at opføre mig som et helt normalt og cool menneske, der virker som om hun har styr på sig selv, hvad hun gerne vil have og hvordan hun gerne vil have det. Som om hun står ved sig selv, ikke gider så meget pjat og slet ikke rigtig gider at spille et spil.

Det er ret nice, når det sker, for jeg er nemlig langt fra særlig cool i virkeligheden. I virkeligheden er jeg, som overskriften lyder, lige så lidt chilleren som en dødsangst hveps i august. Når der er noget, jeg gerne vil have, når det er noget, der betyder noget, når der er noget på spil, så har jeg så ufattelig svært ved at keep it cool. I stedet overtænker jeg alt, overanalyserer alle tænkelige udvekslinger og panikker så snart det er muligt.

Det sker både i arbejdssituationer, men især når det gælder dating. Hvis jeg er ligeglad er det no problem. Men hvis jeg synes han er sød, oh so help me God. Jeg prøver ihærdigt, det er ikke det, men det lykkedes aldrig i så lang tid. Et lidt underligt blik, en lidt for lang tavshed, en sms uden et spørgsmål, og hvepsen Amalie begynder straks at svirrer rundt om sig selv.

Hvad betyder den der smiley?
Han er allerede ovre det her og mig. 

Sagde jeg noget dumt?
Jeg sagde helt sikkert noget dumt. 

Hvorfor er der nu INGEN smiley?
Fordi han synes du virker åndssvag at skrive med.

Fortiden spøger (ikke)

Det er ret udmattende. Især fordi det jo samtidig med at være spændende og rart også er dybt frustrerende, svært og angtsprovokerende. Og jeg har lidt svært ved at finde ud af, hvorfor det egentlig er, at det er sådan. Hvorfor det er, at jeg ikke bare for fuck sakes kan lade være med at lægge sig meget i ting, hvorfor jeg ikke bare kan se, hvad der sker, hvorfor jeg ikke bare kan lade tingene ske og være mig selv imens.

Indtil i går var jeg overbevist om, at det helt sikkert havde noget at gøre med Fodboldfyren at gøre. At det var alt det der traumegøjl, der fik min usikkerhed til at blive dobbelt så stor. At jeg ser farer overalt og derfor ikke bare kan tage en skide chill pill og tro på, at mænd generelt ikke er sådan super nederen.

Men så stak Bedsteveninden mig et glas vin, kiggede på mig og sagde;
“Jeg tror altså ikke, at du er så skadet længere, som du selv går og tror.” 

Og det tror jeg egentlig, hun har ret i. Der er helt sikkert stadig alt mulig lort, som først kommer ordentlig frem og viser sig, når jeg en dag står i parforhold til anklerne og pludelig mærker alle skeletterne banke på. Men lige nu tror jeg faktisk ikke, at det hverken er skeltetterne eller Fodboldfyren, der spøger.

Det er bare mig selv. Mig og min usikkerhed. En usikkerhed som altid har været her. Men en usikkerhed, som jeg ikke har mærket så frygtelig meget til, fordi jeg i snart tre år har holdt mig fra egentlig at lade mig selv kunne lide nogen. Og når den så pludselig kommer igen efter så lang tids fravær bliver jeg slået helt omkuld, bliver helt forvirret og helt panisk, fordi følelsen på en og samme tid er så fremmed og så forfærdelig velkendt.

Den gør mig i tvivl om alting. Om jeg sagde noget forkert, om jeg er forkert, om han er forkert, om han er rigtig og endda også om, hvem jeg egentlig er.

Er jeg sådan en, der griner coolt og tager en tår af min øl på den her måde, som jeg gør lige nu? Eller er jeg sådan en, der fniser ned i min drink og holder mig for munden, som jeg gør nu? 

Er jeg sådan en, der er høflig og siger, at de ting han synes om lyder spændende, selvom jeg ikke synes det? Eller er jeg sådan en, der står fast på, hvad jeg synes ligemeget, hvad han synes? 

Er jeg sådan en, der siger tak for en god aften og går hjem alene? Eller er jeg sådan en, der gør hvad jeg har allermest lyst til og tager ham med hjem? 

Sandheden er nok, at jeg jo er alle de ting. Nogle gange er jeg mega cool og rap i replikken. Andre gange er jeg fnisende og lillepige-agtig. Nogle gange er jeg åben overfor at udvide min horisont og lære noget nyt, og andre gange er jeg så sikker på, hvad jeg selv mener, at jeg ikke gider at diskutere det. Nogle gange har jeg lyst til at vente og opbygge en spænding, og andre gange kan jeg ikke holde det ud og har lyst til at knalde i den nærmeste busk.

Og alle de versioner er okay. Alle de sider af mig er jo mig. Og alle de sider mærker usikkerhedshvepsen svirre. Jeg skal bare lære at lade den gøre det uden at gå i panik og stikke folk, der måske egentlig også selv er pisse usikre.

Foto: Josefine Fjelstervang

Reklamer

Taknemmelighedsrunden #119

1. Indisk butterchicken og panikafhjælpning hos Søde Sofie.

2. Fundet af en skjorte, der rent faktisk kan knappes over mine bryster.

3. Rødbederisotto og virkelig mange grin sammen med Life Saver Anne, der nu er så gravid, at jeg er ved at dø af spænding, hver gang jeg ser hende.

4. Verdens bedste kontor hos verdens bedste cafeejer, der sørme også laver verdens bedste iskaffe.

5. Jambalaya og Anne with an E med den sødeste mor.

6. Uendeligt mange gode og vidunderligt beroligende telefonsamtaler med uendeligt gode og vidunderlige veninder.

7. Gensyn med to af de sjoveste børn, jeg kender.

8. Ny business i min biks med en, jeg virkelig beundrer.

9. Verdens bedste vinaften med verdens bedste studieveninder.

10. Chips, cola, udspringende mænd i speedos og Verdens Bedste Anne.

11. Tivolitur og schnitzler.

12. Kagedate med det bedste firkløver i verden.

Jeg glæder mig til den dag, hvor jeg oprigtigt tror på, at jeg er god nok

Det går fremad og så svinger det alligevel tilbage. Troen på at jeg er god nok. Troen på at jeg som menneske, som person, som ven, som datter, som søster, som kvinde er god nok – den er efterhånden okay solid. Og de gange, hvor jeg bliver i tvivl og tænker, at der ikke er nogen af mine venner, der rigtig gider at hænge ud med mig eller at ingen mand nogensinde vil kunne elske den her klump af usikre deller, der ligger på sofaen og holder Netflixmaraton – der finder jeg hurtigt frem til, at det altså er en stor fed løgn min hjerne af en eller anden grund har lyst til at få mig til at tro på. For jeg er herre nice. Og der er et hav af mennesker, der med glæde vil skrive under på netop det.

Men så er der arbejdet. Der går det også fremad. Men det svinger en del oftere tilbage end det gør, når det bare gælder min personlighed. Som for eksempel i dag, hvor jeg inden et møde var helt overbevist om, at jeg kun ville få kritik for mine ideer. (Hvilket overhovedet ikke skete. Tværtimod)

Heldigivs, kan man måske sige, har jeg fundet ud af, hvornår tvivlen om mine evner dukker op og slår mig oven i hovedet med en styrke som en crossfitter, der ikke har andet at bruge sit liv på end at crossfitte og råbe grimme ting såsom;

Du har endnu en gang ikke gjort det godt nok
De kan nok slet ikke lide dig mere
Den næste gang I taler sammen, så kommer sparket helt sikkert.
Når de virker travle og derfor er lidt korte for hovedet er det slet ikke derfor, men fordi de ikke synes, du er monstor dårlig til dit arbejde.

Ja, det er dejligt lige at blive kørt lidt ned af sig selv, ikk? (Indsæt selv emoji med himmelvendte øjne) Men som sagt har jeg nu fundet frem til, hvornår Crossfitteren kommer forbi med den slags ondheder. Hun kommer, når jeg i noget tid ikke har fået at vide, at jeg gør det godt. Når jeg ikke fået ros. Hvilket, når det står her sort på hvidt, ser virkelig barnligt ud. Usikkert. Ånssvagt. For altså helt ærligt, jeg burde vel ikke behøve at få ros mindst en gang hver 14. dag for at jeg kan tro på, at jeg rent faktisk kan finde ud af mit arbejde?

Men. Det er sådan jeg har det. Lige nu i hvert fald. I det mindste har jeg fundet ud af, hvorfor og hvornår jeg får det sådan. Så mangler jeg bare at kunne finde ud af, at lukke røven på crossfitteren og le højt af alle de løgne hun prøver at fortælle mig. For jeg ved jo inderst inde godt, at jeg er god. Også selvom jeg måske ikke altid får den ros, jeg synes, jeg fortjener for at være det.

(Mig, når jeg har lært at le af Crossfitteren)

Taknemmelighedsrunden #118

1. Seje Sara gav gode råd og fødselsdagslagkage på La Glace. #Win

2. Rock&Roll AC fra studiet og jeg syntes, at det bedste man kunne bruge den varmeste aften i mands minde på selvfølgelig var at spise burgere og drikke øl. #OgViHavdeRet

3. Mødtes endelig med mit yndlingsfirkløver (Bedsteveninden, Verdens Bedste Anne og Dejlige Rikke) efter næsten en måned fra hinanden for at drikke os fuldstændig ned i rosé i Torvehallerne på en torsdag. #DetVarIkkeHeltMedVilje

4. Og inden fuldskaben gik i gang nåede jeg lige at grine og spise pomfritter med Life Saver Anne. #ThankGodForCarbs

5. Og som om jeg ikke havde fået nok alkohol, tog Bedsteveninden, Dejlige Rikke og jeg på den mest dramatiske bytur nogensinde. Og det var fantastisk. #AgurkerOgDørmændFTW

5. Min mormor er den sjoveste at have med til fødselsdag. Og min mor er den bedste at give gaver. #GodeGener

6. Life Saver Anne gav hindbærsnitter og en skulder at være sur ud over. Og det var lige det, jeg havde brug for. #EverythingIsLove

7. Og Min søde Anna og hendes søde Nanna fik fredagen til at blive den bedste dag på ugen. Fyldt med øl, vin og et virkelig sødt forsøg på at lære mig at spille Mejer. #DetLykkedesIkke

8. Bedsteveninden sluttede ugen af på bedste vis ved at gå rundt om Damhussøen med mig og sige alle de rigtige ting. #EverythingTotallyIsLove

9. Og min søde, søde tante Tine gav jordbærtærte og gode tanteråd. Og ikke mindst tantekærlighed. #TanteTid

Når håbet om kærligheden gør dig helt håbløs

Jeg brugte helt præcist 60 minutter på at være oprigtigt ked af, at det sluttede mellem Don Draper og mig. Og efter det var jeg videre. Jeg har været irriteret over, hvordan det sluttede, men jeg har ikke været ked af det. Lige indtil jeg kom hjem fra min sidste ferie i sidste uge, that is. Hele juli har jeg været travlt optaget af at have det sjovt, være i sorg og være en globetrotter, og derfor har jeg åbenbart ikke også haft tid til at føle noget særligt om det, at et to år langt forhold til en mand jeg, uanset hvad det så end var holdt af, sluttede.

Men det har jeg så haft nu. Også selvom jeg først fattede, hvorfor det var jeg var så sur i går. For ja, jeg har nemlig været pissesur. Sur på alle, der var glade og spændte over ny potientiel kærlighed. Sur på alle, der ikke kunne ses, fordi de skulle hjem og holde deres kæreste i hånden. Sur på mig selv over, at der jo tydeligvis er noget ravruskende galt med mig siden det eneste, jeg bliver mødt med på Tinder er mænd, der skriver “Hey…”. Og sur over, at være sur over, at det ikke er mig, der render rundt og smiler fjoget. Og så selvfølgelig sur over, at jeg overhovedet gerne vil smile fjoget. For så sker det jo fucking aldrig, det ved alle jo.

Det var dog som sagt først i går, at jeg indså, at min surhed måske egentlig ikke var surhed, men kedafdethed. Og at den kedafdethed nok alligevel, på trods af protester fra både hjerne og hjerte, sad derinde i mig fordi, det sluttede mellem Don Draper og jeg.

Det var det helt rigtige, at det sluttede. Ingen tvivl om det, og jeg er ikke heartbroken eller fyldt med savn. Men det at have været så tæt på nogen, det at have mærket intimitet, tosomhed og håbet om kærlighed – endelig efter så uendelig lang tid, hvor jeg ikke har tilladt mig selv eller andre at lade det komme mig nær – har for alvor åbnet op for, hvor meget jeg gerne vil det. Hvor meget jeg længes efter det. Og også, hvor langt væk det føles.

Og jeg har ikke lyst til at have det sådan. Jeg har hverken lyst til at have lyst til finde kærligheden, fordi så kommer den jo aldrig (jeg ved godt, det ikke er rigtigt, men det er svært at shake følelsen), og jeg har heller ikke lyst til at være en lorteveninde, der bliver misundelig på mine veninders kærlighedsglæder, for altså det er sgu da ucharmerende. Og nederen ikke mindst.

Men lige nu ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg stille op med alle de her føleser. Så derfor har jeg i stedet bingewatchet The Newsroom. En serie, jeg allerede har set, men ikke destomindre en serie, der får alt i verden til at føles lidt mere rigtigt.

Og det ved alle jo er super konstruktivt..

No men in sight

Ting jeg fucking aldrig nogensinde vil

 

1. Til Nordkorea. Med min track record for uheldighed så ved jeg bare, at det ville ende galt.

2. Hoppe i faldskærm, bungy jumpe, klatre op på siden af et bjerg eller stille mig på den her. Nope. Niks. Kommer ikke til at ske.

3. Spise ting med en mærkelig konsistens såsom fårehoveder, tyrenosser, hjerner, hjerter, lever og østers.

4. Dykke. Jeg er i ikke en havfrue, fisk er lidt uhyggelige og DET ER IKKE NATURLIGT AT TRÆKKE VEJRET UNDER VAND.

5. Tage til bryllup eller fest, hvor jeg ikke må sidde ved siden af dem, jeg rent faktisk kender. Alt inde i mig får lyst til at lægge sig ned på gulvet og skrige ved tanken om en hel aften ved siden af tante Oda eller din kusine, der gerne måske gerne vil være journalist. Jeg. Vil. Ikke.

6. Tage bussen længere end til Amager. Okay, måske det lige går med Odense, men længere end det og det nærmer sig tortur.

7. Jeg troede faktisk, at denne liste ville være længere…

 

nope

Taknemmelighedsrunden #117

1. Jeg fik endelig spurgt min farmor om alle de ting, jeg har savnet svar på så længe. Og det var virkelig rart.

2. Og jeg fik også endelig lært at lave norsk labskovs.

3. Og derefter kom jeg endelig hjem til dejlige og savnede København.

4. Hvor jeg mødtes med søde Katrine fra bachelorstudiet, som jeg ikke har set i flere år. #GensynsGlæde

5. Studdy buddy Elias gav pizza og jeg gav drømmekage, som vi sammen spiste i hans fine, nye lejlighed. #HerreMegetGensynsglæde

6. Min mor, min mormor og jeg tog forbi kirkegården for at plante en blomst på min morfars grav i anledningen af det, der ville have været hans 91-års fødselsdag. Og bagefter spiste vi en kæmpe stor portion rødgrød med fløde. Præcis som min morfar ville kunne lide det.

7. Fredag boardede jeg endnu et fly, denne god mod Irland for at besøge den sjoveste og sødeste irer jeg kender. Og her var gensynsglæden alligevel den største af dem alle.

8. I går købte jeg de fineste lyserøde gummisko, så Dublin, som jeg allerde elsker og fik både scones og te. Og selvfølgelig utrolig mange øjeblikke fyldt med højlydte grin, fordi den bedste irer jeg kender også er den sjoveste irer, jeg kender.

9. Og i dag har vi set rolling hills, spist fish and chips og drukket plenty of pints. Life is good.