Det er ret svært når ens veninder bliver veninder. Også selvom det også er ret godt

Jeg har altid drømt om en stor venindegruppe. En man kunne sidde sammen med og drikke rødvin og tale om livet med. En man kunne rejse med, en man kunne feste med, en man kunne græde med. En man kunne grine med. En man kunne føle sammenhørighed med. Ligesom de gør på film.

Hvad de dog ikke fortæller på film er, hvor svært det nogle gange kan være, hvis to af dine veninder bliver veninder og dermed ses uden dig. Også selvom det de laver ikke engang er noget, du egentlig gad at være med til.

Der er så ufattelig mange gode og fine ting ved, at ens veninder bliver veninder og at I dermed går fra to til tre, til fire til en gruppe. Men der er næsten ligeså mange svære ting ved det. Man skal bare helst ikke tale om det.

Der er helt sikkert rigtig mange, der ikke har det sådan. Som bare synes, det er mega pisse dejligt, når nye venskaber opstår på tværs i deres egne. Som kan glæde sig over det, og som aldrig føler sig udenfor eller bliver jaloux.

Jeg er bare ikke en af dem.

For selvom jeg nyder min venindegruppe, selvom jeg nyder at kunne se dem allesammen på en gang, og at de allesammen nyder hinandens selskab, selvom jeg elsker vores gruppedynamik, vores humor og vores interne jokes, så ville jeg også nogle gange ønske, at jeg kunne gå tilbage og bare have mine veninder for mig selv.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke under mine veninder, at have andre veninder end mig. Det gør mig glad helt ind i hjertet, at dem jeg elsker har andre end mig, der også elsker dem og som fylder dem op med kærlighed. Det er bare svært at overføre den følelse til, når mine veninder holder af hinanden.

Ikke fordi jeg ikke logisk set godt ved, at der ikke går noget fra mig, af at de også elsker hinanden eller at de dermed så ikke har tid eller lyst til at se mig. For det ved jeg godt ikke er rigtigt. Men følelsen af at blive holdt udenfor, at blive forladt, at blive valgt fra – det overdøver glæden over, at mine veninder nu har endnu flere de kan ty til, at de har endnu flere de kan grine med, der kan forstå dem, og som elsker dem.

Og jeg ved godt, at det er mega åndssvagt at bruge krudt på at tænke over. Og at føle. For det første kan jeg ikke lave det om, jeg kan ikke bestemme, hvem der må være venner med hvem, og det har jeg heller ikke lyst til. Og for det andet så ved jeg jo også fra mig selv, at fordi jeg hænger ud med den ene veninde alene, så betyder det ikke, at jeg elsker den anden mindre.

Men det er stadig svært, især fordi det er sådan en grim følelse. Noget man ikke skal tænke eller føle og det er slet ikke noget, man skal sige højt. Men det gør jeg nu alligevel, for ellers gror det fast og bliver grimt og svært. Jeg lader mig selv føle det, accepterer, at det er sådan, jeg har det, sidder med det indtil det går over, og derefter prøver jeg at se på mine veninder, der ler sammen. Og aller oftest gør det mig glad helt ned i sokkerne.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s