Taknemmelighedsrunden #116

1. Det hus min bror, hans kæreste og jeg ankom til i Nord Norge i mandags var det lækreste hus med den lækreste udsigt. I verden.

2. Men det lækreste var nu at se min dejlige, gamle farmor, som fylder 93 til december.

3. Det var også ret lækkert at spise vafler og mæske mig i rømme aka. norsk creme fraiche med 35% fedt.

4. Og ligeså lækkert var det at vandre på fjeld og sejle på søer og have.

5. Lækkerhedsskalaen blev dog ved med at blive udvidet. Især da vi stod på den smukkeste bro, i det smukkeste solskin og fiskede i det smukkeste turkisblå hav. Sammen med den smukkeste faster.

6. Det er også pænt lækkert at crusie rundt på de snørklede veje omringet af fjelde i en stor bil med automatgear.

7. Og næsten ligeså lækkert var det, at jeg endte med at vinde den Rommyturnering, som min brors kæreste havde sat i gang, og som hun var ret sikker på, at hun ville vinde.

8. Men som sagt så slår intet at se min gamle, fine farmor.

Reklamer

Ting mine veninder siger #4

 

img_3589-1

Efter lang, lang tids tørke; Amalie, jeg er simpelthen bare så glad for ikke at være jomfru mere.

– Jeg gider da ikke bare sige ja til sådan en popdreng!

– Jeg har længe manglet nipple covers.

– Hvad koster en fortrydelsespille nu om dage?

– Nå, det var godt, at vi lige fik snakket kønsbehåring.

– Jeg tror, du skal overveje om det ikke skal være en nødpik i stedet for en fast pik.

– How I Met Your Mother er bare lidt som at gå ind i Fakta. Kedelig discount.

– Det er bare fordi du ikke ved, om du får pik eller ej, at du er så sur.

– Det er utroligt, at det selv under et kristent og sindssygt diktatur er muligt for slaveinde June at få et forhold op at køre, mens det i København er noget nær umuligt at møde en mand, der er noget værd.

– Jeg gjorde rent i går og opdagede, at jeg havde 60 par sko. Det er jo sindssygt!

– Det gode ved ikke at bruge kondom er, at man aldrig rigtig ved, hvornår den kommer.

– Jeg har haft masser af rotter oppe i mit ærme.

– Du er min lille hamsterven.

– Man må ikke blive kærester med ham med den pæne pik. Den skal sendes videre!

– Altså han er fra Køge, så regner ikke som sådan med, at det bliver en succesfuld date.

Taknemmelighedsrunden #115

1. Tog Drengevennen med ud for at spise burgere, og derefter tog han mig med ud for at spille billard. Og under begge aktiviteter fik vi talt om alt det, der var vigtigt.

2. Søde Frederikke fra mit studie havde givet mig en Tivolitur i fødselsdagsgave – en tur der var fyldt med masser af grin, stegte ting og fine snakke.

3. Rock & Roll AC fra mit studie kom forbi til middag og virkelig, virkelig, virkelig meget vin og virkelig, virkelig, virkelig gode og kloge snakke.

4. Life-Saver-Anne besluttede at Løvernes Konge og pizza ville være den bedste måde at kurere Don Draper Blues på. Og det havde hun fuldstændig ret i. De er helt væk.

5. Søde Sofie og Seje Rikke tog mig med i byen i fredags, og det var det hyggeligste nogensinde.

6. Dejlige Hannah fra dejlige Godthåb og Kaffe gav som altid lige dele kram, iskaffe og grin.

7. Min Louise diskede op med risotto, vin og kloge ord. Og hendes børn diskede op med kram og kærlighed.

8. Og i dag diskede jeg op med sushi bowls til dejlige Life-Saver-Anne som endnu en gang kom forbi med sin fine gravide mave og fik mig til at blive helt spændt på, at jeg har endnu en dejlig veninde, der nu blive mor.

Farvel til Don Draper

Jeg svælger lidt i det lige nu. Hører triste sange og ryger cigaretter. Tuder en smule. Ikke så meget på grund af ham, selvom jeg holder af ham og kommer til at savne ham.  Og  ikke så meget på grund af det, der kunne have været, for jeg ved godt, at der ikke kunne have været noget. Jeg tuder og sørger over at sidde tilbage alene, over håbet der blev slukket, over at skulle sige farvel til en, der trods alt har været i mit liv i mange år. Og så tuder jeg også lidt over al den penis, jeg nu skal vinke farvel til.

Jeg taler om Don Draper. Ham som jeg skrev om her uden rigtig at skrive om ham. Fordi jeg ikke turde, fordi jeg ikke ville jinxe det. Fordi jeg ikke ville gøre ham bange. Jeg tror nu ikke, at jeg gjorde nogle af de ting ved at skrive, hvad jeg skrev. Det ville ikke være gået alligevel, og jeg vidste det godt fra starten af. Men jeg følte alligevel, at jeg skyldte mig selv og ham at reagere på den underlige forandring, der lige pludselig var opstået imellem os. Den mærkbare tæthed, der kom den dag vi for første gang begav os ud i verden for at lave andet end at knalde og se Netflix. Og som blev større for hver gang vi gjorde netop det.

Så det gjorde jeg. Reagerede. Og det er jeg stolt af. Også selvom det ikke gik. Jeg er stolt af, at jeg sagde, hvad jeg tænkte, hvad jeg følte og hvad jeg ville. Og jeg er stolt af, at jeg sagde fra, da han alligevel ikke – selvom han sikkert gerne ville – kunne give mig det, jeg gerne ville have. Det jeg fortjente.

Men jeg er også trist. Trist over at to års tæthed endte i et telefonopkald fyldt med tavshed. Trist over, at en mand som var god på så mange måder ikke var god på de, der egentlig gjaldt. Trist over at følelsen af spændthed og nysgerrighed – dem der får dig til at smile fjantet – ikke længere er her.

Og så er jeg trist over overhovedet at sidde med følelsen af, at det er her er SÅ typisk. For jeg finder jo aldrig nogen. For det ved jeg godt ikke er rigtigt. Men den er her, og det er pisse irriterende. Men jeg griner også lidt. Griner af at tristheden time efter time svinger mere og mere væk fra den smule af mistet kærlighed, jeg følte og mere og mere over mod al den gode sex, jeg ikke længere skal have med ham.

For ja, så var det nok ikke rigtigt alligevel.

Det er ret svært når ens veninder bliver veninder. Også selvom det også er ret godt

Jeg har altid drømt om en stor venindegruppe. En man kunne sidde sammen med og drikke rødvin og tale om livet med. En man kunne rejse med, en man kunne feste med, en man kunne græde med. En man kunne grine med. En man kunne føle sammenhørighed med. Ligesom de gør på film.

Hvad de dog ikke fortæller på film er, hvor svært det nogle gange kan være, hvis to af dine veninder bliver veninder og dermed ses uden dig. Også selvom det de laver ikke engang er noget, du egentlig gad at være med til.

Der er så ufattelig mange gode og fine ting ved, at ens veninder bliver veninder og at I dermed går fra to til tre, til fire til en gruppe. Men der er næsten ligeså mange svære ting ved det. Man skal bare helst ikke tale om det.

Der er helt sikkert rigtig mange, der ikke har det sådan. Som bare synes, det er mega pisse dejligt, når nye venskaber opstår på tværs i deres egne. Som kan glæde sig over det, og som aldrig føler sig udenfor eller bliver jaloux.

Jeg er bare ikke en af dem.

For selvom jeg nyder min venindegruppe, selvom jeg nyder at kunne se dem allesammen på en gang, og at de allesammen nyder hinandens selskab, selvom jeg elsker vores gruppedynamik, vores humor og vores interne jokes, så ville jeg også nogle gange ønske, at jeg kunne gå tilbage og bare have mine veninder for mig selv.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke under mine veninder, at have andre veninder end mig. Det gør mig glad helt ind i hjertet, at dem jeg elsker har andre end mig, der også elsker dem og som fylder dem op med kærlighed. Det er bare svært at overføre den følelse til, når mine veninder holder af hinanden.

Ikke fordi jeg ikke logisk set godt ved, at der ikke går noget fra mig, af at de også elsker hinanden eller at de dermed så ikke har tid eller lyst til at se mig. For det ved jeg godt ikke er rigtigt. Men følelsen af at blive holdt udenfor, at blive forladt, at blive valgt fra – det overdøver glæden over, at mine veninder nu har endnu flere de kan ty til, at de har endnu flere de kan grine med, der kan forstå dem, og som elsker dem.

Og jeg ved godt, at det er mega åndssvagt at bruge krudt på at tænke over. Og at føle. For det første kan jeg ikke lave det om, jeg kan ikke bestemme, hvem der må være venner med hvem, og det har jeg heller ikke lyst til. Og for det andet så ved jeg jo også fra mig selv, at fordi jeg hænger ud med den ene veninde alene, så betyder det ikke, at jeg elsker den anden mindre.

Men det er stadig svært, især fordi det er sådan en grim følelse. Noget man ikke skal tænke eller føle og det er slet ikke noget, man skal sige højt. Men det gør jeg nu alligevel, for ellers gror det fast og bliver grimt og svært. Jeg lader mig selv føle det, accepterer, at det er sådan, jeg har det, sidder med det indtil det går over, og derefter prøver jeg at se på mine veninder, der ler sammen. Og aller oftest gør det mig glad helt ned i sokkerne.

Taknemmelighedsrunden #114

1. En uge i selskab med de tre sødeste, dejligste, sjoveste og skøreste veninder gør at jeg egentlig ikke føler, at jeg behøver at skrive flere taknemmeligheder ind. #EverythingIsLove

2. Det gør jeg dog alligevel. Spiste nemlig en absurd mængde pasta på min ferie og det gjorde mig lige lykkelig hver gang. #CarbQueens

3. Selvom det var 33 grader på Malta og jeg tannede en del, blev jeg ikke solskoldet. #YouWillNotDefeatMeSkinCancer

4. Er dog blevet brun nok i ansigtet til endelig at kunne bruge den foundation jeg fik i vinters og som var cirka tre nuancer for mørk. #SnehvideGoHome

5. Badede nøgen for første gang siden jeg var barn den sidste aften på Malta (Vi var fulde og jeg faldt, men det taler vi ikke om) og jeg kan hilse og sige, at nøgenbadning slår al anden slags badning. #NudistLivet

6. Bedsteveninden og jeg lod endnu engang som om vi var lesbiske og fik os en parmassage, hvilket udover ekstrem velvære fik os til at indse, at vi begge to virkelig snart bliver nødt til at tage til Asien igen. #MassageHverDagTak

7. Intet slår dog at sove i sin egen seng igen efter en uge på den mest knirkende madras i verden. Og rugbrød selvfølgelig. Altid rugbrød. #DanskeVærdier

8. VM er slut. #PraisedBe

Jeg fucking hader fodbold

Jeg sidder pt. på vores Airbnb-lejligheds altan og ser ud over Malta, mens mine tre veninder sidder nede ved havnen på en bar og ser England spille mod Kroatien. De sidste to kampe har jeg siddet med til, alt imens jeg har himlet med øjenene over den, for mig, uforståelige entusiasme, men i dag bliver det et nej til boldspil for mig. For jeg fucking hader Fodbold.

Som i virkelig fucking hader. Som i jeg bliver grænseløst irritereret tenderende til det vrede, når folk omkring mig insisterer på at gå op i, hvad jeg synes er verdens mest kedelige sportsgren.

Det er dog først nu, at jeg er begyndt at tænke over, hvorfor jeg egentlig har det sådan. Og ikke mindst, at det måske er en smule irrationelt at reagere så stærkt på mænd, der sparker til bolde. For sådan har det faktisk ikke altid været.

Jeg har aldrig syntes, det var spændende. Og jeg har aldrig set en hel kamp uden at gabe eller kigge på min telefon. Men den mærkelige følelse af stærk irritation over, at dem jeg er sammen med gerne vil se fodbold og dermed vikler mig ind i det, den har alligevel ikke altid været en fast bestanddel i mit følelsesregister.

Så jeg begyndte at tænke lidt over det i dag, samtidig med at jeg dog blev ved med hardcore at nægte at tage med ned og se endnu mere kedelig fodbold. Men hvad er det, der gør mig så vred? For lets be honest, det er jo ikke det at se en masse pæne mænd løbe rundt og sparke til en bold, der får blodet til at syde i min krop. Og det er heller ikke folks glade råb, der gør mig edderspændt rasende.

Nej, jeg tror det er, når det bliver forventet, at jeg skal være en del af det. Og at der samtidig ikke bliver taget hensyn til, at jeg på ingen måde synes det er interessant, at sidde og se på en skærm og på et spil, hvor der oftest ikke sker andet end, at en af spillerne ligger sig ned og græder, fordi en anden spiller stødte ind i ham med lillefingeren. Det er følelsen af, at jeg spilder min tid og at der aldrig er nogen, der siger tak, fordi jeg så med/fandt mig i det/bar over med det osv. Det forventes bare, at det er noget, man skal finde sig i/tage med/kunne leve med og måske endda glæde sig over.

Og det synes jeg er pisse irriterende. For der bliver fandme da ikke taget hensyn, hvis jeg partout SKAL se Bagedysten, når den bliver sendt live. Så er jeg bare underlig/underlødig/fjollet. Der er intet andet end fodbold, der har status nok til at sætte et middagsselskab on hold. Og det er fandme diskriminerende. Og uretfærdigt.

Men hvis det så bare var en gang i mellem, at der var en fodboldkamp, der absolut skulle ses, så kunne det nok godt være noget, jeg kunne leve med. Men der er fucking altid en eller anden fodboldkamp, der er vigtig. Også når der ikke er VM.

Og det tager os direkte videre til den næste, og måske vigtigste grund til, at jeg fucking hader fodbold – Yes you guessed it. Fodboldfyren.

Som I nok har kunne gætte jer til udfra hans dæknavn gik manden jævnt meget op i Fodbold. Både den han selv sparkede til og det han så i fjernsynet. Og hos Fodboldfyren var der no mercy. Fodbold trumpfede alt. Fødselsdage, årsdage, sygdom og sågar død. Og aldrig var der så meget som et tak eller et undskyld. I stedet var der bebrejdelser, hån og generel nederenhed rettet mod mig, fordi jeg ikke forstod, elskede og gik op i hans elskede sportsgren. Og nogle gange virkede det endda som om, han med vilje fandt en uinteressant kamp frem på fjernsynet bare for at slå fast, hvor ligeglad han var med mig. Og med os.

Så ja. Irrationelt had, helt klart. Knap så irriationel grund til had, tænker jeg. Jeg vil dog overveje at forsøge at gøre noget ved det. Måske om fire år.

Ps. Det skal lige slås fast, at jeg selvfølgelig ikke mener, at folk der går op i fodbold er nederen, diskriminerende eller uretfærdige. For altså, de fleste jeg kender og holder af går op i det, og de er nu alle nogle ret så dejlige mennesker, herunder især også førnævnte veninder. Jeg ville bare ønske, at det ikke stadig føltes som om man er forkert, hvis man ikke synes boldspil en masse er en fed aktivitet at sidde og glo på.