En mistet halskæde og en mistet del af min far

Da min far døde havde han tog ting på sig. En ring og et armbånd. Min bror fik armbåndet og jeg fik ringen. Og i flere måndeder gik jeg med den kæmpestore ring på fingeren, holdt på plads af en af mine egne ringe, som jg satte oven på min fars. Ringen klinkede mod alting og var stor og klodset på min tynde finger. Men jeg beholdt den stædigt på, kunne ikke tage den af. Lige indtil jeg fandt en lang kæde at sætte den fast i. Der kunne den hænge fint. Rundt om min hals og tæt på mit hjerte. Og minde mig om min far.

Jeg har haft den på, på hverdage og til fest, hvor jeg blot brugte den som et almindeligt smykke, jeg har haft den på til eksaminer som en held og lykke amulet, og jeg har haft den på, på dage, hvor jeg havde ekstra brug for at mærke min far.

Men i morges kunne jeg ikke finde den. Og det kan jeg stadig ikke. Den er væk. Jeg har ledt overalt. I tasker, i skuffer, under sengen. Jeg har ringet rundt og hørt om, jeg skulle have glemt den hos folk, men ingen steder er den. Den er væk.

Og selvom jeg godt ved, at det bare af en ring, at min far ikke forsvinder fra mig mere end han allerede er forsvundet, så har jeg tudet mig igennem hele det her indlæg. Og lang tid før, jeg begyndte at skrive. For det var den ring, den lille ting, som jeg kunne have med mig, som jeg kunne røre ved og som jeg vidste, at han havde rørt ved. Som jeg vidste, at han havde haft tæt på sig. Som jeg vidste, at han havde valgt at tage på, fordi han holdt af den.

Og jeg kan ikke holde tanken ud om, at jeg har mistet den ting. Som jeg mister alle mulige andre ting. At det er min skyld, at jeg nu ikke har den ring, som min far gav mig i døden.

At jeg ikke længere har den del af min far med mig.

d

 

 

Reklamer

Ting mine studiekammerater siger

Min mormor har en. Mine veninder har mange. Og i dag får mine dejlige og hysterisk morsomme studiekammerater også en. En liste fyldt med citater taget ud af kontekst. Velbekomme.

– Den her vind får det til at føles lidt som om, jeg er med i Beyones Crazy In Love video.

– Jeg går jo til gospelkor med en masse kristne piger.

– Jeg klipper altid mine negle ned så jeg kan spille ukulele.

– Jeg er ikke sådan helt vildt bange for heste. Jeg er okay vild med dem.

-Jeg hader folk, der nyser. Jeg nyser kun tre gange om året, og jeg har daglig omgang med peber.

– Ost, siger du. Altså, jeg elsker alt ost. Hvis det er smeltet.

– Jeg kører ikke gamle biler. Jeg har et image, jeg skal beskytte.

– Ej, men jeg har jo slet ikke fået barberet mit hovede i dag.

– Jeg er faktisk den fødte leder.

– Min delle har allerede været ude dyrke motion i dag.

– Ej, det føles som om jeg lige har født lidt.

– Jeg skal også huske at få skidt af, for jeg skal til yin yoga kl. 12.

– Der er jo 55 km til den nærmeste bøsse herude.

– Okay, jeg henter mine cowboyslips nu!

– Du må altid gerne lægge hovedet på min skulder.

Taknemmelighedsrunden #111

1. I mandags fyldte jeg 29 år. Og jeg blev som altid fejret med manér. Først af Min Louise til brunch på Sidecar og derefter af min mor, bror, svigerinde, papfar, mormor og Bedsteveninden til middag med kalvefrikasse og mandelbudding. Og masser af gaver. Og kærlighed selvfølgelig.

2. Blev bedt om at deltage i et program, der kommer til august på DRK, og tog derfor fluks til Fyn for at blive filmet og interviwet af ingen ringere end Adam Holm og Eva Selsing. Og jeg tror det gik godt = jeg lød ikke som en fra De Unge Mødre.

3. Og når nu man var på Fyn, var det jo heldigt at man kendte en, der hed Don som gerne ville give aftensmad og fødselsdagsis i Odense.

4. Min bror, hans kæreste og jeg fik endelig bestilt billetter til Norge, så vi kan besøge min meget gamle og meget søde farmor. Og jeg glæder mig som et lille barn.

5. Blev for en gang skyld glad for, at det kun er seriøse daddy issues jeg har, da Bedsteveninden og jeg krøb sammen i sofaen og så sidste afsnit af The Handmais Tale. For av, hvor var det altså ondt. Men også virkelig godt.

6. Fredag stod den på fest, farver og fødselsdag for alle mine søde venner. Og jeg er stadig fyldt op af al den kærlighed og opmærksomhed, jeg fik. Bearnaiselogen skrev en sang, som fik mig til at grædegrine. Min Louise holdt en tale som fik mig til at kærlighedstude. Og bagefter lo og lo jeg, mens jeg drak øl og drinks og nød at se alle mine venner nyde hinandens selskab.

7. En af de gode ting ved at bo alene er, at man bare kan lukke døren ind til stuen og lade som om, at der ikke blev holdt stor fest aftenen før, mens man plejer sine tømmermænd med Netflix og pizza. Så det udnyttede jeg selvfølgelig i går.

8. Og i dag fik jeg trods andendagstømmermænd blandet med forkølelse alligevel gjort min lejlighed præsentable igen alt imens, jeg kiggede på alle mine fine gaver, som hver og en var tænkt og givet med kærlighed og girl power.

Fødselsdagstanker: Det absurde i at gå så meget i panik over et fucking tal

I dag er jeg fyldt 29 år. Jeg er nu ligeså gammel, som Fran Fine i Alletiders Barnepige påstod, at hun var igennem samtlige sæsoner af serien, fordi det der med at være over 30 og single åbenbart var en dødssynd.

Jeg er ligeså gammel som min mor, da hun fødte mig. Og jeg er ældre end min mormor var, da hun var gift, havde to børn, et hus og et arbejde som folkeskolelærer. Jeg er 29 somre og går i dag ind i mit 30. år. Og det skal nok gå altsammen.

Det er jo bare et tal, siger jeg til mig selv. Men det tal ville grangiveligt betyde mindre, hvis jeg var et andet sted i mit liv. Hvis jeg allerede havde jobbet, kæresten og barnet. Men det sjove er, at jeg ikke som sådan længes efter nogle af de ting. Jeg ønsker mig dem, men der er stadig masser af ting, jeg gerne vil nå inden, jeg får dem. Jeg er slet ikke færdig med at være ung, dum og fuld på hverdage. Jeg er ikke færdig med at rejse rundt i verden og lede efter dele af mig selv, jeg ikke vidste fandtes. Jeg er ikke færdig med, at stå op kl. 11 og spise kold pizza til morgenmad. Jeg er ikke færdig med at være mig selv.

Og derfor burde det jo være ligegyldigt med det tal. Men det er det bare ikke alligevel. Jeg har aldrig været andet end ung. Og det lige pludselig ikke at være det sådan rigtigt længere er skræmmende. Også selvom det jo ikke betyder noget for andre end mig selv. Jeg er godt klar over, at det er mine egne overbevisninger, uskrevne regler og forbehold, der gør det svært. Der er ingen andre, der siger at jeg ikke kan det, jeg gerne vil på grund af min alder, at jeg burde tage at blive voksen eller som spørger, om jeg ikke skal til at skynde mig lidt. Det er kun mig. Og så måske også lidt samfundets syn på, hvad man burde lave, når man er en 29-årig kvinde. Men altså, samfundet burde jo også virkelig bare lukke røven på det punkt.

Det sjove er, at som jeg skriver det her går det mere og mere op for mig, at det måske faktisk ikke er frygten for fremtiden, frygten for om jeg kommer til at nå de ting, jeg gerne vil og om, hvad andre tænker om mig, der gør det at fylde 29 skræmmende. Det er ligeså meget tristheden over, at alting forandrer sig. Melankolien i, at en æra snart er slut. At det hver eneste dag bliver en lille smule mere anderledes i takt med, at vi bliver ældre og dermed ændrer os. For hold kæft, hvor har været og er det sjovt at være ung og fri. Hold kæft hvor bliver mit hjerte fyldt med bobler og kærlighed, når jeg tænker på alle de ting, jeg har oplevet og de mennesker, jeg har oplevet dem med. Og det er det, jeg ikke har lyst til at sige farvel til.

Der vil selvfølgelig være masser af kærlighed og bobler i årerne, der kommer. Masser af nye oplevelser. Og jeg ved også godt, at jeg ikke kommer til at skulle sige farvel til at det sjove. Der kommer måske bare lidt mindre af det eller det tager en anden form, fordi min tid og mit liv sikkert bliver fyldt ud med noget, der er sjovt og dejligt og fyldt med kærlighed på en anden måde.

I fredags sad jeg på en trappesten med Min Louise og røg en sidste fuldemandscigaret inden solen stod helt op. Vi fnisede, krammede og talte om en blanding af dybe og latterfremkaldende åndsvage ting. Og hele vejen igennem cigaretten, som vist nok gik fra en til to, måske tre, der sugede jeg det hele til mig. Louises lyse hår, hendes fuldemandssnøvlen, hendes arm om min skulder. Himlen der langsomt gik fra sort til blå, trappestenen under mig, der stadig var lun fra solen, 7elevens neonlysende skilt.

Og nu har jeg skrevet det ind i vores kronologi. Vores historie. Min historie. Den som fortæller at jeg, Amalie Frøkjær-Rubbås havde de bedste, de hårdeste, de sjoveste, de mest grådkvalte, de lykkeligste, de mest livsomvæltende, de sejeste og de mest kærlighedsfyldte 20’ere.

Og uanset hvordan mit år som 29-årig og mine år i 30’erne kommer til at blive, så ved jeg, at jeg har levet det allerbedste jeg kunne de sidste ni år. Og det skal sgu da fejres.

Taknemmelighedsrunden #110

1. Don Draper har en pastamaskine. Og evnerne til at lave pasta cabonara.

2. Og jeg har virkelig gode evner som bland-selv-slik-blander.

3. Jrg fik 7 i min mundtlige eksamen, og jeg kunne ikke være gladere. Især fordi, jeg undervejs hele tiden var lidt i tvivl om det var rigtigt, det vi lavede.

4. Bearnaiselogen overraskede dejlige Rikke, der har afleveret sit speciale med pizza og vin i Kongens Have. Og hendes ansigtsudtryk var det hele værd.

5. Og da regnen begyndte at falde drog Rikke og jeg videre for at drikke drinks og fnise.

6. Fredag bød på gensyn med søde, dejlige højskolevenner til øl i Folkets hus og sommeraftenfniserier.

7. Og som en eksamenslæsningstreat kommer søde Studdy Buddy Elias forbi for at spise ærtesuppe og se dokumentar om New York Times og Trump. For vi er jo journalister.

20’ernes kontraster: Når du popper fortrydelsespiller med tømmermænd, mens dine veninder bliver gravide og holder parmiddag

For nogle måneder siden mødtes jeg med min Bearnaiseloge for at fejre Verdens Bedste Annes fødselsdag med brunch, champagne og kærlighed. Bruncen faldt morgenen efter en bytur, som nogle af os havde været på, og som det altid sker, når Bearnaiselogen samles, faldt snakken hurtigt på mænd, sex og hvad der dertil hører. Vi grinede og plejede vores tømmermænd, en fortalte om et nyligt break-up, en fortalte om sit arbejde, der var blevet jævnt stressende, jeg recappede mit engangsknald fra aftenen før og en annoncerede, at hun var gravid.

En kontrastfyldt samtale blev vi enige om, alt imens vi hvinede af lykke over den glade nyhed – en nyhed som for bare nogle år siden, og til stadighed alt afhængigt af hvem, der kommer med den, ikke umiddelbart ville blive mødt med et tillykke, men med et; Er du okay? Hvad gør du?

Det at være sidst i 20’erne er underligt. På en og samme tid er vi voksne, men vi er også unge. Vi drikker os fulde på hverdage, men står op og går på arbejde. Vi pointerer at det er meget voksent, hvis nogen køber en opvaskemaskine, og vi ønsker os samtidig en højere end de nyeste par sko. Vi går i byen og drikker os hammerlamme, men kommer ikke senere hjem end kl. 3 om natten. Vi spiser chips til aftensmad og den næste dag holder vi fint middagsselskab med tre retter og hjemmelavet surdejsbrød.

Vi er lidt all over the place.

Og så er der kontrasterne imellem os. Nogle er helt sat. Med job og kæreste, pensionsopsparing, parmiddage og en babyplan. Andre lidt mindre fastlåste, men stadig med et fultidsjob på hånden og kærestens navn på postkassen. Og så er der dem, der stadig render lidt rundt og leder. Efter lidt af det hele. Dem der skyller fortrydelsespiller ned med reparationsbajere og som enten er på dagpenge, er projektansatte eller stadig studerer. Dem som tit har en ny sjov historie fra Tinderlivet klar og som stadig kun køber økovarer først på måneden.

Det sjove er dog, at stedet hvor vi hver især befinder os i live ikke betyder særlig meget for troen på en selv, tvivlen på om vi nu også gør det rigtige, om det vi er i gang med er det, der er meningen med livet. Den tvivl er i os alle, selv dem med pensionsopsparingen og babyplanen. Og selvom den måske popper lidt oftere op hos dem af os, der stadig ikke helt er sikre på hvilken retning, der er den rette, og som i øvrigt har fået fucket deres cyklus totalt op af alle de der fortrydelespiller, så er det svært at blive voksen ligegyldigt hvorhenne i livet vi er.

Gør jeg det godt nok? Laller jeg for meget rundt? Er det overhovedet det rigtige job, jeg har? Er ham jeg er sammen med the one? Er det rigtigt, at få et barn nu? Spilder jeg min tid? Hvad gør jeg, hvis jeg aldrig finder min hylde? Hvad hvis jeg gror fast, hvor jeg er?

Vi taler om alle de ting. Og alle, uanset civilstatus, job, uddannelse og økonomi tænker de samme ting. Hvilket nok også er derfor, at vi trods kontrasterne imellem os stadig kan finde ind til hinanden og være sammen om det, der er vigtigt. At være veninder og for alvor at være ved at blive voksne. På den ene eller anden måde.

Taknemmelighedsrunden #109

1. I mandags lod jeg som om, at det ikke var sommer udenfor og brugte dagen på at se alle afsnit af Evil Genious og spise jordbærtærter med Don Draper.

2. LYSE SOMMERAFTENER.

3. Bedsteveninden kom forbi og sagde både kloge og sjove ting. Og det var rart.

4. Mødtes med Studdy Buddy Elias for at studere, og da vi efter cirka fem timer med grin og snak sagde farvel igen, indrømmede vi begge to, at study time egentlig bare havde været en undskyldning for at hænge ud.

5. HJEMMELAVEDE COOKIES.

6. Spiste flødepasta med min søde Anna og grinede og grinede både før, under og efter.

7. Life-Saver-Anne gav middag og gammeldags hindbærsodavand, mens hun lyttede til mig vrøvle.

8. THE HANDMAID’S TALE.

9. Drak kaffe med søde Kirstine, der gerne ville høre på kloge ting, jeg havde at sige om freelancelivet, hvilket jeg blev meget beæret over.

10. Sushi, creme brulé, rosé og virkelig mange grin med min veninde Sofie.

11. Tog med min mor og min mormor til Dragør for at nyde sommeren og hinandens selskab, og det var som altid som at være med i en Woody Allen film. Og også meget, meget hyggeligt.

12. SMØRREBRØD I DRAGØR.

13. Mødtes med søde, søde Frederikke fra mit studie for at sladre, spise burgere og grine. Og da vi var færdig med det, mødtes med vi med tre andre studdy buddies for at fortsætte med førnævnte, nu bare i plenum. Og det var noget af det hyggeligste.

14. Og senere i aften kommer Verdens Bedste Anne til cookies. Og det bliver godt.