Fortællingen om altid at lede lidt efter en far

Jeg har altid været fascineret af fædre. Da jeg var helt lille af min egen far, hans stærke arme, hans krasende skæg, hans legende væsen. Da jeg blev ældre begyndte jeg at sammenligne fædre. Tanja havde en far, der lavede amerikanske pandekager og talte med accent. Nadias far havde tatoveringer og endnu stærkere arme end min egen fars. Michellas far havde en stor BMW og gav os penge til shawarma. Cathalinas far købte breezers og gav livslektioner.

Min far stegte frikadeller, spillede guitar, fiskede og var fuld. Og en dag, der døde han. Alt for tidligt. Før han nåede at lære mig at være voksen. Før jeg nåede at føle, at jeg ikke behøvede ham længere.

Min fascination af fædre er nok blevet endnu større efter det. Jeg fandt dem overalt. Fædrene. Både i virkeligheden og fiktionen. Dem, der passede på deres døtre, dem der kæmpede for at få lov at se dem, dem der lærte dem om de vigtige ting i livet, dem der skældte ud og satte grænser, dem der fik tårer i øjnene af stolthed.

De fleste mænd på min fars alder med rare ansigter og dybe stemmer fik tilført en historie, en personlighed, en rarhed og kærlighed. Jeg projekterede alle mine uforløste længsler efter faderkærlighed over på alle dem, jeg kunne komme til. Og jeg længtes og længstes efter at blive passet på.

Og det gør jeg til dels stadig. Forskellen er dog, at jeg for nyligt endelig indså, hvad det var jeg gjorde. Hvad det var jeg tillagde alle disse mænd, og samtidig forstod jeg, at lige meget hvor længe jeg leder, så finder jeg aldrig en far igen. Jeg kommer aldrig til at få en, der er der uanset hvad. En der med stolthed i øjnene sender mig ud i verden. En der vil gøre alt for, at jeg skal få det godt. Jeg får aldrig en, der passer på mig.

Spørgsmålet er om jeg overhovedet behøver det. Jeg er en voksen kvinde, der i grunden sagtens kan passe på sig selv. En der har masser af kærlighed i sit liv og som egentlig også gør ret meget for tiden for netop at vise, at jeg er voksen og kan selv. Men savnet til det, som jeg i grunden aldrig rigtig fik er alligevel så kæmpestort inde i mig, at det åbenbart indtil nu har manifesteret sig selv i en lyserød forestilling om, hvordan det ville være at have en rigtig far.

Også selvom at min mor gav mig alt det og lidt til, som min far ikke kunne.

Den dag for nogle uger siden, hvor jeg forstod, hvad det var jeg i alle disse år har gået og higet og ledt efter og samtidig også forstod, at jeg jo aldrig kommer til at få det var det både en lettelse, men også en enorm sorg. En lettelse fordi, jeg måske nu, snart, kan holde op med at lede og en sorg over alt det, som jeg føler, jeg havde ret til at få, men som jeg aldrig rigtig fik. En uretfærdighed og en følelse af magtløshed over endnu engang at måtte skuffe den lille pige inden i mig, som virkelig bare gerne ville passes på af sin far.

Og ikke mindst en sorg over, at jeg ikke kan forvente, ikke bør håbe længere og i stedet nu skal slippe trangen til at blive taget sig af. I hvert fald på den der kompromisløse og betingelsesløse måde en far tager sig af sin datter på.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s