Problemet med at være “kendt” på Tinder

Da jeg startede den her blog var jeg ikke på Tinder. Og jeg havde et arbejde. Derfor tænkte slet ikke over, at det en dag kunne blive et problem at have hældt sit hjerte ud på internettet, når det gjaldt mænd eller job. Jeg hældte bare løs. Og det er som sådan heller ikke et problem nu. Jeg skal ikke være en vigtig journalist, der står neutralt og rapporterer om et eller andet, og hvis jeg endelig skulle blive en big-shot indenfor mit felt, tænker jeg at det givetvis vil have noget at gøre med det, jeg allerede laver. Som blandt andet er at observere livet og så derefter skrive om det.

Så selvom jeg nogle gange alligevel tænker en lille smule over, at en kommende chef kan læse sig igennem store dele af mit liv og få ting at vide om mig, som de normalt ikke ville kende til, så skræmmer det mig ikke nok til at holde op. For min kamp for at stå op for sig selv, at være ærlig, at fortælle, når det gør ondt og at vise livets skyggesider sammen med solskinssiderne er vigtigere end meget andet. Det er essientielt for mig at få lov at udtrykke mig som jeg vil, og det er også det, jeg drømmer allermest om at kunne få lov til at tjene penge på. På den ene eller anden måde.

Men så er der Tinder. Og bare dating generelt. Og det faktum, at der ikke er nogen andre i verden, der hedder det samme som mig, og derfor er jeg ufattelig let at finde på de sociale medier. Og det bliver jeg så også. Tit. Og nogle gange bliver jeg valgt fra på grund af det. Måske på grund af noget, jeg har skrevet som de blev overvældet af, men oftest fordi de ikke selv vil skrives om. Og det er jo på sin vis fair nok. Det er bare også ret irriterende. Især fordi jeg i bloggens levetid kun har lavet to indlæg om Tindermænd tilbage i 2016, en føljeton der godt nok blev læst og grint af en del, men det er altså ikke sket siden. Men med det sagt, så kunne jeg aldrig nogensinde finde på at skrive om, at en eventuel kæreste var en nar, fordi han ikke havde taget opvasken eller at vi havde skændtes, fordi han tog i byen med sine venner. Aldrig.

Men jeg ville skrive om ham, hvem end han så ender med at blive. Jeg ville skrive om min lykke, min usikkerhed, min frygt, mine håb, mine drømme. For det ville være det, der fyldte i mit liv. Men jeg ville aldrig skrive noget, som jeg vidste han ikke ville synes om, at jeg skrev. (Medmindre det viser sig, at han også har to andre kærester, så kan jeg altså ikke love noget)

Så med undtagelse af Fodboldfyren, så skriver jeg ikke på den måde om andre mennesker. Jeg skriver om mine veninder, om min bror, min far, min mor, mine studiekammerater, men altid udfra mig selv. Jeg skriver om, hvad jeg føler for dem, men aldrig hvad jeg tror, de tænker, aldrig hvad de gør eller laver uden mig og aldrig om, hvis jeg på et tidspunkt føler noget knapt så hyggeligt for dem.

Men jeg har brug for at skrive. For at dele. For at observere. For at reflektere. Det er en så indgroet del af mig, og jeg bliver så høj af at gøre alle ovenstående ting, at jeg også ved med mig selv, at jeg aldrig ville kunne være sammen med en, der ville begrænse mig i det.

Min forfatterlærer på Vallekilde højskole sagde engang, at hvis man vil være i familie, være venner, kærester eller gift med en forfatter, så må man finde sig i nogle gange at blive brugt i en historie. Man må finde sig i, at nogle af de ting man siger vil blive skrevet ned og fortalt, man må finde sig i, at dele af ens personlighed vil blive portætteret, og man må finde sig i, at ens historie måske ikke altid kan forblive ens egen.

Derfor er det måske også meget fint at blive valgt fra allerede inden, man egentlig har nået at lære hinanden at kende. Men det er nu alligevel en smule ærgerligt, synes jeg. For jeg tror, at de tror, at jeg netop bare skriver alt og er ligeglad med, hvad de synes. Og det er jeg bestemt ikke.

Men hvad der er allermest ærgerligt med at være “kendt” på Tinder er faktisk slet ikke det, at blive valgt fra af nogen, der ikke vil skrives om. Det allerværste er, at jeg nogle gange slet ikke får muligheden for at vise, hvem jeg er, inden de allerede tror, at de ved det. Og det ved de altså slet ikke.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s