Fortællingen om altid at lede lidt efter en far

Jeg har altid været fascineret af fædre. Da jeg var helt lille af min egen far, hans stærke arme, hans krasende skæg, hans legende væsen. Da jeg blev ældre begyndte jeg at sammenligne fædre. Tanja havde en far, der lavede amerikanske pandekager og talte med accent. Nadias far havde tatoveringer og endnu stærkere arme end min egen fars. Michellas far havde en stor BMW og gav os penge til shawarma. Cathalinas far købte breezers og gav livslektioner.

Min far stegte frikadeller, spillede guitar, fiskede og var fuld. Og en dag, der døde han. Alt for tidligt. Før han nåede at lære mig at være voksen. Før jeg nåede at føle, at jeg ikke behøvede ham længere.

Min fascination af fædre er nok blevet endnu større efter det. Jeg fandt dem overalt. Fædrene. Både i virkeligheden og fiktionen. Dem, der passede på deres døtre, dem der kæmpede for at få lov at se dem, dem der lærte dem om de vigtige ting i livet, dem der skældte ud og satte grænser, dem der fik tårer i øjnene af stolthed.

De fleste mænd på min fars alder med rare ansigter og dybe stemmer fik tilført en historie, en personlighed, en rarhed og kærlighed. Jeg projekterede alle mine uforløste længsler efter faderkærlighed over på alle dem, jeg kunne komme til. Og jeg længtes og længstes efter at blive passet på.

Og det gør jeg til dels stadig. Forskellen er dog, at jeg for nyligt endelig indså, hvad det var jeg gjorde. Hvad det var jeg tillagde alle disse mænd, og samtidig forstod jeg, at lige meget hvor længe jeg leder, så finder jeg aldrig en far igen. Jeg kommer aldrig til at få en, der er der uanset hvad. En der med stolthed i øjnene sender mig ud i verden. En der vil gøre alt for, at jeg skal få det godt. Jeg får aldrig en, der passer på mig.

Spørgsmålet er om jeg overhovedet behøver det. Jeg er en voksen kvinde, der i grunden sagtens kan passe på sig selv. En der har masser af kærlighed i sit liv og som egentlig også gør ret meget for tiden for netop at vise, at jeg er voksen og kan selv. Men savnet til det, som jeg i grunden aldrig rigtig fik er alligevel så kæmpestort inde i mig, at det åbenbart indtil nu har manifesteret sig selv i en lyserød forestilling om, hvordan det ville være at have en rigtig far.

Også selvom at min mor gav mig alt det og lidt til, som min far ikke kunne.

Den dag for nogle uger siden, hvor jeg forstod, hvad det var jeg i alle disse år har gået og higet og ledt efter og samtidig også forstod, at jeg jo aldrig kommer til at få det var det både en lettelse, men også en enorm sorg. En lettelse fordi, jeg måske nu, snart, kan holde op med at lede og en sorg over alt det, som jeg føler, jeg havde ret til at få, men som jeg aldrig rigtig fik. En uretfærdighed og en følelse af magtløshed over endnu engang at måtte skuffe den lille pige inden i mig, som virkelig bare gerne ville passes på af sin far.

Og ikke mindst en sorg over, at jeg ikke kan forvente, ikke bør håbe længere og i stedet nu skal slippe trangen til at blive taget sig af. I hvert fald på den der kompromisløse og betingelsesløse måde en far tager sig af sin datter på.

Reklamer

Et lille hus i skoven

Solen brager ned konstant og søen klukker nedenfor huset i skoven, hvor jeg sidder og skriver eksamen med den sødeste studdy buddy, Elias. Eller rettere sagt, hvor vi sad og skrev eksamen. Vi er nemlig færdige nu.

Efter to 2,5 dag i et lille hus i Sveriges skove er vi blevet færdige med vores umulige eksamen. Og det er helt fantastisk. Især fordi vi fejrede det med en bådtur på husets sø (ja, søen følger med huset), hvor vi hoppede i det kølige, bløde vand og drak en øl, mens vi skvulpede rundt.

Jeg tror aldrig, jeg har lyst til at skrive eksaminer på andre måder end denne.

Jeg er ellers ikke det store naturmenneske. Jeg kan ret godt lide at være indenfor og myg elsker mig og min krop lidt for meget til, at jeg særlig tit orker med vilje at bevæge mig hen et sted, hvor jeg ved der findes masser af dem. Men at sige nej til et lille afbræk fra varme, varme København og stress og jag og i stedet få lov at sidde og glo ud over en skovsø og tale om livets store og små finurligheder med en af de sjoveste mænd, jeg kender – det kunne jeg ikke sige nej til. Også selvom den der eksamen ligesom var hovedårsagen til at tage herop.

Og naturen den vokser sgu på mig. Myggene, not so much, men søen, skoven, varmen, selskabet, roen og sommerferiefølelsen – det er godt nok ret tæt på det, der gør livet godt at leve.

Bare ærgerligt, at vi skal hjem i morgen.

Taknemmelighedsrunden #107

1. Don Draper tog mig med ud i Odense og huskede mig på, at det faktisk er en ret så hyggelig og smuk by.

2. Min søde studdy buddy Søren har gjort det at skrive eksamen til en meget let leg.

3. Tog Bedsteveninden med til premiere på Mor og far sidder i grøften, samt kendisspotning og det var en succes.

4. Min dejlige veninde Mariella gav drinks og is i Kongens Have og sagde samtidig utrolig mange kloge ting til mig. Win/win.

5. Min søde lillebror kom forbi med sit matematiske hoved for at hjælpe mig med et, for mit hovede, umuligt statistikproblem og fik til gengæld serveret hotdogs og Ben&Jerry’s.

6. Drak en hurtig og kold frustrationsbajer med Min Louise fredag eftermiddag, hvilket helt klart ødelagde min ellers aftalte slap-lige-lidt-af-med-alkoholen-Sommer-Amalie, men det var så meget det værd.

7. Søde Sofie tog mig med på Svanemølle strand, hvor jeg trods min opvækst i København aldrig har været. Og at se solnedgang og sladre lige netop der var noget af det hyggeligste.

8. Jeg sked højt på min førnævnte, nyudnævnte alkoholregel og drak rosé og spiste pizza med Bedsteveninden og Verdens Bedste Anne, da jeg i går fik afleveret den ene af mine tre eksaminer. To dage før tid.

9. Fik sneget et hurtig gåtur med dejlige Kristina, som var på lynvisit fra Odense ind, og også hun sagde så utrolig mange kloge ting, at jeg nu helt bestemt kan konstatere, at jeg bare har ret kloge veninder sådan generelt.

10. Og nu står den på flere hotdogs fordi… sommer.

Taknemmelighedsrunden #106

1. Sommeraftensøl og drengesnak med Min Louise.

2. Snaskede burgere og gode råd fra Søde Sofie.

3. Avokadomadder, isvafler og huskøbsdrømme med Life-Saver-Anne.

4. Mere is og friske jordbær med min søde mor.

5. Inspirerende karrieretanker fra Lucia Odoom.

6. Etiopisk mad og lange snakke med Bedsteveninden.

7. Verdens bedste dag med brunch, Greys Anatomy, shopping, vin og grin, middag i Kødbyen og øl på Berlin Bar med Min Louise.

8. Øl med den dejligste bror og hans dejligste Josefine.

9. The handmaids tale, rabarbertærte og hårnusning med Bedsteveninden.

10. Solnedgang når det er bedst.

Problemet med at være “kendt” på Tinder

Da jeg startede den her blog var jeg ikke på Tinder. Og jeg havde et arbejde. Derfor tænkte slet ikke over, at det en dag kunne blive et problem at have hældt sit hjerte ud på internettet, når det gjaldt mænd eller job. Jeg hældte bare løs. Og det er som sådan heller ikke et problem nu. Jeg skal ikke være en vigtig journalist, der står neutralt og rapporterer om et eller andet, og hvis jeg endelig skulle blive en big-shot indenfor mit felt, tænker jeg at det givetvis vil have noget at gøre med det, jeg allerede laver. Som blandt andet er at observere livet og så derefter skrive om det.

Så selvom jeg nogle gange alligevel tænker en lille smule over, at en kommende chef kan læse sig igennem store dele af mit liv og få ting at vide om mig, som de normalt ikke ville kende til, så skræmmer det mig ikke nok til at holde op. For min kamp for at stå op for sig selv, at være ærlig, at fortælle, når det gør ondt og at vise livets skyggesider sammen med solskinssiderne er vigtigere end meget andet. Det er essientielt for mig at få lov at udtrykke mig som jeg vil, og det er også det, jeg drømmer allermest om at kunne få lov til at tjene penge på. På den ene eller anden måde.

Men så er der Tinder. Og bare dating generelt. Og det faktum, at der ikke er nogen andre i verden, der hedder det samme som mig, og derfor er jeg ufattelig let at finde på de sociale medier. Og det bliver jeg så også. Tit. Og nogle gange bliver jeg valgt fra på grund af det. Måske på grund af noget, jeg har skrevet som de blev overvældet af, men oftest fordi de ikke selv vil skrives om. Og det er jo på sin vis fair nok. Det er bare også ret irriterende. Især fordi jeg i bloggens levetid kun har lavet to indlæg om Tindermænd tilbage i 2016, en føljeton der godt nok blev læst og grint af en del, men det er altså ikke sket siden. Men med det sagt, så kunne jeg aldrig nogensinde finde på at skrive om, at en eventuel kæreste var en nar, fordi han ikke havde taget opvasken eller at vi havde skændtes, fordi han tog i byen med sine venner. Aldrig.

Men jeg ville skrive om ham, hvem end han så ender med at blive. Jeg ville skrive om min lykke, min usikkerhed, min frygt, mine håb, mine drømme. For det ville være det, der fyldte i mit liv. Men jeg ville aldrig skrive noget, som jeg vidste han ikke ville synes om, at jeg skrev. (Medmindre det viser sig, at han også har to andre kærester, så kan jeg altså ikke love noget)

Så med undtagelse af Fodboldfyren, så skriver jeg ikke på den måde om andre mennesker. Jeg skriver om mine veninder, om min bror, min far, min mor, mine studiekammerater, men altid udfra mig selv. Jeg skriver om, hvad jeg føler for dem, men aldrig hvad jeg tror, de tænker, aldrig hvad de gør eller laver uden mig og aldrig om, hvis jeg på et tidspunkt føler noget knapt så hyggeligt for dem.

Men jeg har brug for at skrive. For at dele. For at observere. For at reflektere. Det er en så indgroet del af mig, og jeg bliver så høj af at gøre alle ovenstående ting, at jeg også ved med mig selv, at jeg aldrig ville kunne være sammen med en, der ville begrænse mig i det.

Min forfatterlærer på Vallekilde højskole sagde engang, at hvis man vil være i familie, være venner, kærester eller gift med en forfatter, så må man finde sig i nogle gange at blive brugt i en historie. Man må finde sig i, at nogle af de ting man siger vil blive skrevet ned og fortalt, man må finde sig i, at dele af ens personlighed vil blive portætteret, og man må finde sig i, at ens historie måske ikke altid kan forblive ens egen.

Derfor er det måske også meget fint at blive valgt fra allerede inden, man egentlig har nået at lære hinanden at kende. Men det er nu alligevel en smule ærgerligt, synes jeg. For jeg tror, at de tror, at jeg netop bare skriver alt og er ligeglad med, hvad de synes. Og det er jeg bestemt ikke.

Men hvad der er allermest ærgerligt med at være “kendt” på Tinder er faktisk slet ikke det, at blive valgt fra af nogen, der ikke vil skrives om. Det allerværste er, at jeg nogle gange slet ikke får muligheden for at vise, hvem jeg er, inden de allerede tror, at de ved det. Og det ved de altså slet ikke.

Taknemmelighedsrunden #105

1. Bedsteveninden inviterede mig til forpremiere for Sankt Bernards Syndikatet, og helt tilfældigt skulle min søde studdy buddy Elias også med, hvilket resulterede i en aldeles hyggelig aften med øl i solen, thaimad maven og en virkelig, virkelig sjov film.

2. DET ER BLEVET SOMMER.

3. Tog forbi Min Louise til en spontan flaske vin, sladder og en cigaret i gården.

4. Har hængt ud med førnævnte studdy buddy, Elias hele ugen og fredag nåede vi endelig næste i mål med vores eksamensopgave. Åh the joy.

5. Var til middag med trekløverveninderne i fredags. Og det var det hyggeligste.

6. Bedsteveninden kom forbi for at se Eurovision og spise bearnaise. Og mellem dårlige sange og sovs fik vi talt om alt det vigtige.

7. Har forsøgt at booke ferie med Bedstevninden, Verdens Bedste Anne og Dejlige Rikke hele dagen. Og selvom det ikke lykkedes os at finde noget var det sjoveste i verden alligevel.

8. Og om lidt skal jeg drikke øl med Don Draper.

23 tegn på at du er ved at blive voksen

scmifdt
1. Du død og pine ikke kan sove mere end 8 timer i træk. Og oftest ikke en gang det.

2. Mens du modsat på ingen måde kan komme igennem en arbejdsdag, hvis du har været ude at drikke til kl. 2 om natten aftenen inden.

3. Børn ser dig som et voksent menneske, der rent faktisk ved, hvad man skulle gøre i en krisesituation. Og ofte ved du det også godt.

4. Du bliver oprigtigt stjerneglad for hårde hvidevarer af god kvalitet, og vil oftest vælge en god opvaskemaskine frem for designersko.

5. Du har enten fået en rynke eller et gråt hår. Eller begge dele.

6. Der er nu flere tomme vinflasker end sodavandsflasker i bunden af dit køkkenskab.

7. Og du køber aldrig den billigste vin længere.

8. Du forstår sjældent, hvad teeenagere taler om længere.

9. Du vil faktisk tit virkelig gerne have en salat.

10. Du tager dig selv i at tysse på teenagere og tweens, der spiller musik i bussen.

11. Nogle gange vil du bare gerne høre noget Tom Waits og drikke en god kop stempelkaffe.

12. Den billige bustur ned gennem Europa er på ingen måde længere en mulighed. Og det er den billigste flybillet med 19 timers rejsetid til Rom heller ikke.

13. Du bliver ligeså glad for et tilbud på det gode toiletpapir som for et tilbud på Matadormix.

14. Du har mindst to forskellige forsikringer. Og gerne flere.

15. Du får det dårligt ved bare at kigge på folk, der prøver Vertigo i Tivoli.

16. Du tager dig tit i at sige; Det kunne jeg da sagtens have lavet bedre derhjemme, når du spiser på cafe.

17. Og netop lægger du hver måned penge til side til, når du skal ud og spise fint.

18. Du kan rent faktisk holde liv i planter.

19. Og nogle gange undersøger du sågar, hvad de hedder.

20. Der er ingen, der længere tror, at du er barnepigen til det barn, du står med i hånden. Også selvom du rent faktisk er det.

21. Du bliver glad, hvis du bliver spurgt om ID.

22. Du hører ofte dig selv sige; Nårh ja, hun er jo heller ikke så gammel, hvis en person fem år yngre end dig reagerer eksalteret over noget, du på ingen måde kan hidse dig op over.

23. Du har stadig ikke fundet ud af, hvem der er hvem i City Boys. Og du har accepteret, at det gør du nok heller aldrig.