Ramblings fra en snart 29-årig

Jeg går og tænker meget for tiden. Over hvad jeg skal med mit liv. Over hvad jeg gerne vil. Over hvad jeg ikke vil. Over hvad jeg håber på. Over hvad jeg frygter.

For det meste har jeg det godt. Nyder at være ung og fri. Nyder roen i, at jeg har sat det hele lidt på pause. Og samtidig vil jeg egentlig også gerne vide, hvad der skal ske. Vide hvordan det hele skal ende. Min kloge coach, Henriette sagde forleden til mig, at hun så, så meget i mig. Og at jeg lige nu nok var på vej ud ind i den dybe modenhed og på vej til at finde mig til rette i min voksenhed. Og det har hun nok ret i. Sådan føles det i hvert fald nogle gange, mens det andre gange føles som om jeg lige er startet i 1. g og ikke aner noget om mig selv eller verden.

I går gik jeg en aftentur og snusede foråret ind i lungerne, mens jeg lyttede til guitarspillende sing-og songwriters. Og selv på den rolige aftentur var dobbeltheden der. Glæden over at have så mange muligheder foran mig, så mange forskellige liv og valg var der, men frustrationen var der også. Frustrationen over, at alle de ting, jeg lærer hver dag – om mig selv, andre, livet – at det altid kun er små brudstyksåbenbaringer, der næsten er for små til at forstå og tage fat i. Et øjeblik forstår jeg alt, føles det som. Og i det næste forstår jeg intet.

Jeg fylder 29 om 2 måneder. Og jeg tror aldrig, jeg har haft det så stramt over en fødseldag, som jeg har det med den her. Jeg er ikke klar til det. Jeg har ikke forstået eller nået alt det, jeg skulle. Jeg er ikke blevet klog nok. Det er først nu, i disse sene 20’ere, at jeg forstår og kan se, hvad fanden det var, jeg havde gang i, da jeg var i start 20’erne. Og selvom jeg godt ved, at man aldrig kan se eller fatte, hvad det egentlig er, der foregår, mens man står i det, så ville jeg i disser tider virkelig ønske, at man kunne. Jeg ville ønske, at jeg kunne stoppe tiden og gå ud af mig selv. Jeg ville ønske, at jeg i ro og mag kunne kigge ind på det liv, jeg har gang i, på de ting, jeg føler, på de tanker jeg tænker og på den måde finde en mening. Finde en forståelse. Og ikke mindst en tro på, at det rent faktisk er rigtigt, det som Henriette siger.

Men det kan jeg ikke. Og derfor ryger jeg i stedet for alt for mange cigaretter på min altan, mens jeg stirrer ud over Vanløse i håbet om, at jeg lige pludselig forstår bare en lillebitte smule af det hele.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s