Fortællingen om først at blive vild med studieture som 28-årig

Jeg har skrevet om det før. Den introverte side af mig selv. Hende der nogle gange gemmer sig ude på toilettet til fester, fordi det er for tidligt at gå, men for hårdt/nederen/kedeligt/fuldt til rent faktisk at hænge ud med dem, man er til fest med. Hende der aldrig nogensinde har kunnet lide at tage på koloni/lejrtur/studietur/rustur og hende som egentlig også altid har syntes at sleepovers var helt vildt overdrevent overvurderede.

Hun findes stadig og lever trofast videre inde i mig, alt i mens hun synes, at fester med en masse mennesker hun ikke kender aldrig kommer til at være the shit, ligesom store arrangementer fyldt med small talk eller diskoteker med trampemusik og popdrenge kun er sjovt i meget, meget små doser. Og måske faktisk slet ingen.

Men de sidste par år er der alligevel vokset en ny side af Amalie frem. En som sagtens kan sidde på en bar og tylle øl ned i flere timer. En som ikke er den første, der går hjem. En som har svært ved at lade være med at danse, når musikken spiller. Og en som faktisk slet ikke har noget imod at være sammen med en stor gruppe mennesker i flere dage i træk.

Jeg ved ikke, hvordan det skete. Det er ligesom kommet snigende. Sammen med singleheden, de mange dejlige veninder, men nok også med alderen. Jeg er blevet ældre og dermed også blevet bedre til både at vide, hvad jeg vil og med hvem, jeg vil det, men også bedre til ikke at føle, at jeg er et lousy og kedeligt menneske, hvis jeg går hjem tidligt. Hvilket jeg tror alt sammen har givet mig en ro til rent faktisk at nyde selskabet uden at være bange for, hvad jeg skal gøre, hvis jeg lige pludselig gerne vil hjem. Hvilket igen rent faktisk gør det sjovere at være til stede = giver mig lyst til at blive længere.

Som for eksempel da jeg var på studietur med mit kandidathold i sidste uge. En tur som helt bestemt vinder over alle andre ture med andre hold, jeg nogensinde har været på. En tur som jeg slet ikke havde lyst til at tage hjem fra. Også selvom jeg fredags var i så massivt søvnunderskud, at jeg begyndte at snøvle helt uden at være fuld.

Jeg tænker, at min begejstring må være en kombination af Den Nye Side af Amalie, et hold af fantastisk søde og virkelig sjove medstuderende og så nok også det faktum, at vi, selvom vi alle stadig er unge, smukke og festglade, alligevel er blevet gamle nok til at synes, at det er helt okay at gå hjem fra byen klokken 1 med en cheeseburger i lommen.

Uanset er jeg vild med det. Og vild med dem. Jeg er vild med at grine så meget, at jeg får ondt i maven. Jeg er ved med, at der er ingen af dem, der får mig til at føle mig mindre værd. Jeg er vild med, at vi alle sammen er enig om, at vi alle sammen er helt vildt søde. Og jeg er vild med at vi om to uger skal afsted igen.

Men jeg tror næsten, og også kun næsten, at jeg er mest vild med, at jeg som 28-årig fik lov at opleve det, som alle andre har talt om i årevis.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s