Taknemmelighedsrunden #100

I to år har jeg skrevet taknemmeligheder ned næsten hver uge. Nogle gange er det glippet, som de sidste to for eksempel, men de fleste uger igennem de sidste 24 måneder har jeg skrevet taknemmeligheder ned hver eneste søndag. For noget tid siden spurgte jeg ud på instagram, om jeg skulle gøre noget særligt ud af Taknemmelighedsrunden nummer 100, og da der kun var et enkelt nej, tager jeg det som et rungende ja. Og derfor er denne Taknemmelighedsrunde ikke som de andre, der er gået forud. I stedet rummer denne runde de store taknemmeligheder fra de sidste to år set i retrospekt. Dem som stadig står tydeligt frem. Dem som virkelig betyder noget.

1. Al den venindekærlighed

Og vennekærlighed. De sidste to år har budt på venskaber en masse. Noget som jeg slet ikke havde turde forestille mig, da jeg var yngre. Store formfuldendte venskaber. Små fine bekendstaber. Ældgamle venskaber. Og nye spirrende. Alle har de været en del af min liv, alle har de fyldt mit liv med tro, håb og kærlighed og alle har de prydet hver eneste Taknemmelighedsrunde.

2. Tid til mig selv

Jeg begyndte at skrive her på bloggen, da mit liv stod til at ændre sig drastisk, og jeg har skrevet lige siden. Igennem alle forandringerne, the ups and downs, åbenbaringerne, sorgen og glæden. Og alle de skriverier har hjulpet mig til at kunne se tingene – forandringerne i et andet lys, hvilket jeg igen tror har hjulpet mig til at være i stand til at give mig selv den tid, jeg har haft brug for. Tid til at lære mig selv at kende igen. Helt forfra. Tid til at være mig selv og kun mig. Tid til kun at gøre det, jeg havde lyst til. Tid til at mærke efter, hvad der er var det rigtige. Og ikke mindst tid til at komme mig.

3. Vreden

Det var ikke alene vreden, det var helt klart også en sandhed, jeg ikke kunne ignorere blandet med en masse tid til at mærke efter. Men vreden er det vigtigste i det her. I det endeligt at lukke døren i hovedet på Fodboldfyren og smide nøglen i blenderen og trykke på knappen. Vi taler ofte om at vrede er noget, man helst skal hurtigt væk fra. Og man skal helt sikkert heller ikke hænge sig for hårdt fast i den. Men vrede er også godt. Den fylder en ud og hjælper en med at sætte grænser. Med at stå op for sig selv. Med at sige; nok er nok. Og det er jeg virkelig, virkelig taknemmelig for, at den også gjorde ved mig.

4. Min bror

Min bror og jeg er blevet voksne. Og i voksenheden har vi fundet hinanden. Ikke at vi var blevet væk fra hinanden, vi har altid været tætte. Men i nogen år var der lidt en mur mellem os (Hej Xander), som gjorde at tætheden ikke var ligeså tæt, som jeg kunne ønske mig. Men muren blev brudt sidste år. Først brød jeg noget af den, og derefter brød min bror resten. Og nu er der helt frit. Vi taler om rigtige ting. Bruger hinanden. Og er der både når alt er godt og når alt bestemt ikke er det. Og det er noget af det bedste i hele verden.

5. Min on-going eksistientielle krise

Jeg startede ud med at tage om på den anden side af jorden for at finde mig selv, og fandt en del af den. Så tog jeg hjem for at finde den del, der vidste, hvad jeg skulle stille op med det, som skulle give mig brød på bordet. Jeg troede, at jeg fandt det masser af gange, men ved nu, at jeg slet ikke har fundet det endnu. Måske finder jeg det heller aldrig helt. Men jeg er begyndt at finde en ro i det ikke at vide. Nogle gange er jeg virkelig dårlig til det og længes efter en sikkerhed og et drive, der tager mig hen, hvor jeg bare ved, at jeg skal være. Men efterhånden lader jeg mig selv gå mere og mere med strømmen. Siger ja, når nogen spørger eller tilbyder noget og prøver og ser. Det hjælper helt sikkert også, at jeg har givet mig selv en helt lovlig pause ved at begynde på en kandidat. Noget som skal gøre mig klogere og dygtigere, men som i sig selv ikke er et ræs mod karrieretoppen. Og det er virkelig rart. Jeg ved ikke, hvad jeg helt præcist skal være, når jeg bliver stor. Og lige nu er det faktisk ret spændende.

Reklamer

2 comments

  1. venterpaavin · april 9

    Søskendemurens fald, lyder pragtfuldt og givende – jeg kunne ikke klare den ude mine søstre, og selvom vi er 22, 27 og 32 hænger vi uløseligt sammen (:
    Dejligt med en som dig,, det formår at opsummere gode sager løbende, det gør jeg selv en dyd ud af, at vægte højst af alt.

    – A

    • Det er nemlig så rart at kigge tilbage og se på de ting, der er rare, gode og vidunderlige. Ellers så er det alt for nemt at glemme, når hverdagens trummerum eller livets knubs tager over. ❤️

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s