Ramblings fra en snart 29-årig

Jeg går og tænker meget for tiden. Over hvad jeg skal med mit liv. Over hvad jeg gerne vil. Over hvad jeg ikke vil. Over hvad jeg håber på. Over hvad jeg frygter.

For det meste har jeg det godt. Nyder at være ung og fri. Nyder roen i, at jeg har sat det hele lidt på pause. Og samtidig vil jeg egentlig også gerne vide, hvad der skal ske. Vide hvordan det hele skal ende. Min kloge coach, Henriette sagde forleden til mig, at hun så, så meget i mig. Og at jeg lige nu nok var på vej ud ind i den dybe modenhed og på vej til at finde mig til rette i min voksenhed. Og det har hun nok ret i. Sådan føles det i hvert fald nogle gange, mens det andre gange føles som om jeg lige er startet i 1. g og ikke aner noget om mig selv eller verden.

I går gik jeg en aftentur og snusede foråret ind i lungerne, mens jeg lyttede til guitarspillende sing-og songwriters. Og selv på den rolige aftentur var dobbeltheden der. Glæden over at have så mange muligheder foran mig, så mange forskellige liv og valg var der, men frustrationen var der også. Frustrationen over, at alle de ting, jeg lærer hver dag – om mig selv, andre, livet – at det altid kun er små brudstyksåbenbaringer, der næsten er for små til at forstå og tage fat i. Et øjeblik forstår jeg alt, føles det som. Og i det næste forstår jeg intet.

Jeg fylder 29 om 2 måneder. Og jeg tror aldrig, jeg har haft det så stramt over en fødseldag, som jeg har det med den her. Jeg er ikke klar til det. Jeg har ikke forstået eller nået alt det, jeg skulle. Jeg er ikke blevet klog nok. Det er først nu, i disse sene 20’ere, at jeg forstår og kan se, hvad fanden det var, jeg havde gang i, da jeg var i start 20’erne. Og selvom jeg godt ved, at man aldrig kan se eller fatte, hvad det egentlig er, der foregår, mens man står i det, så ville jeg i disser tider virkelig ønske, at man kunne. Jeg ville ønske, at jeg kunne stoppe tiden og gå ud af mig selv. Jeg ville ønske, at jeg i ro og mag kunne kigge ind på det liv, jeg har gang i, på de ting, jeg føler, på de tanker jeg tænker og på den måde finde en mening. Finde en forståelse. Og ikke mindst en tro på, at det rent faktisk er rigtigt, det som Henriette siger.

Men det kan jeg ikke. Og derfor ryger jeg i stedet for alt for mange cigaretter på min altan, mens jeg stirrer ud over Vanløse i håbet om, at jeg lige pludselig forstår bare en lillebitte smule af det hele.

Reklamer

Ting mine veninder siger #3

– Er det klamt ikke at have trusser på i den her kjole?

Ikke medmindre du altså har helt vildt meget udflåd.

God pointe.

– The mistakes I made, the men that I laid has made me the woman I am today.

– Det her vand er så salt! Det ville være perfekt at koge pasta i.

– Jeg har meldt mig til Slow Yoga i morgen kl. 7. Jeg håber det betyder, at man bare skal ligge ned.

– Skal nok arbejde på at være lidt mindre nederen, men det må blive efter nytår, kan ikke overskue det lige nu.

– Det er simpelthen en skam, at ingen skal se mig nøgen i de her dage. Jeg er så brun og lækker.

– Du er ikke overdressed, du er diller-dressed.

– Der er bare nogen tinderbilleder, hvor man vildt gerne vil kunne zoome. Som i vildt gerne.

– Jeg tror faktisk ikke, at jeg er til den indbagte alligevel. Jeg har simpelhen spist for meget brød i dag til at spise så meget mere brød.

– Vidste slet ikke, at jeg har været sammen med så mange. Det løber sgu op det møg.

– Husk lige at spørge om han har en ubåd, inden du tager med ham hjem.

Taknemmelighedsrunden #101

1. HAR I SET, AT DET ER BLEVE FORÅR?

2. Har to gange i denne uge mødtes med mine studdy buddies for at være fornuftige studerende, og det er både sjovt og meget mere produktivietsskabende end at sidde derhjemme i sit nattøj.

3. Drengevennen gav en øl og en snak på et tæppe i Kongens Have, og det var noget af det bedste.

4. Mødtes meget spontant og forårsagtigt med Verdens Bedste Anne for at spise pasta i Torvehallerne, og det var også noget af det bedste.

5. Min sødeste bror crashede på min sofa fra søndag til tirsdag og havde en toblerone med i tasken.

6. Min Louise gav solskinskaffe og jeg gav til gengæld et photoshoot, så hun kunne få nogle gode billeder af sig selv uden et barn på armen.

7. Bedsteveninden og jeg spiste verdens største burger sammen, mens vi fik vendt verdenssituationen for derefter at tage hen for at høre seje Puk Damsgaard tale om at have verdens sejeste job.

8. Min mor gav aftensmad og årets første jordbær.

9. Havde verdens længste telefonsamtale med Bedsteveninden, hvor vi igen fik vendt den fornyede verdenssituation, alt imens jeg gik rundt inde i byen og ordende ærinder, og da vi langt om længe lagde på var jeg så glad over, at nogen engang for længe siden fik den ide at opfinde telefonen, så man i en travl hverdag alligevel kan komme til at tale med dem, man holder af, også selvom man ikke altid har tid til at se dem.

10. Hørte en blanding af 90’er musik og lækker country, mens jeg spiste ravioli og spillede Bezzerwizzer med min veninde Sofie = Verdens bedste fredag.

11. Housewarming med masser af brød + dip, rosé og øl hos en af mine nye studdy buddies = Verdens bedste lørdag.

12. Og efter en arbejdsom søndag med tømmermænd kom Bedsteveninden og Verdens Bedste Anne forbi for at sladre og grine rigtig grimt. #WhatMoreCouldYouWant #Nothing

Fortællingen om først at blive vild med studieture som 28-årig

Jeg har skrevet om det før. Den introverte side af mig selv. Hende der nogle gange gemmer sig ude på toilettet til fester, fordi det er for tidligt at gå, men for hårdt/nederen/kedeligt/fuldt til rent faktisk at hænge ud med dem, man er til fest med. Hende der aldrig nogensinde har kunnet lide at tage på koloni/lejrtur/studietur/rustur og hende som egentlig også altid har syntes at sleepovers var helt vildt overdrevent overvurderede.

Hun findes stadig og lever trofast videre inde i mig, alt i mens hun synes, at fester med en masse mennesker hun ikke kender aldrig kommer til at være the shit, ligesom store arrangementer fyldt med small talk eller diskoteker med trampemusik og popdrenge kun er sjovt i meget, meget små doser. Og måske faktisk slet ingen.

Men de sidste par år er der alligevel vokset en ny side af Amalie frem. En som sagtens kan sidde på en bar og tylle øl ned i flere timer. En som ikke er den første, der går hjem. En som har svært ved at lade være med at danse, når musikken spiller. Og en som faktisk slet ikke har noget imod at være sammen med en stor gruppe mennesker i flere dage i træk.

Jeg ved ikke, hvordan det skete. Det er ligesom kommet snigende. Sammen med singleheden, de mange dejlige veninder, men nok også med alderen. Jeg er blevet ældre og dermed også blevet bedre til både at vide, hvad jeg vil og med hvem, jeg vil det, men også bedre til ikke at føle, at jeg er et lousy og kedeligt menneske, hvis jeg går hjem tidligt. Hvilket jeg tror alt sammen har givet mig en ro til rent faktisk at nyde selskabet uden at være bange for, hvad jeg skal gøre, hvis jeg lige pludselig gerne vil hjem. Hvilket igen rent faktisk gør det sjovere at være til stede = giver mig lyst til at blive længere.

Som for eksempel da jeg var på studietur med mit kandidathold i sidste uge. En tur som helt bestemt vinder over alle andre ture med andre hold, jeg nogensinde har været på. En tur som jeg slet ikke havde lyst til at tage hjem fra. Også selvom jeg fredags var i så massivt søvnunderskud, at jeg begyndte at snøvle helt uden at være fuld.

Jeg tænker, at min begejstring må være en kombination af Den Nye Side af Amalie, et hold af fantastisk søde og virkelig sjove medstuderende og så nok også det faktum, at vi, selvom vi alle stadig er unge, smukke og festglade, alligevel er blevet gamle nok til at synes, at det er helt okay at gå hjem fra byen klokken 1 med en cheeseburger i lommen.

Uanset er jeg vild med det. Og vild med dem. Jeg er vild med at grine så meget, at jeg får ondt i maven. Jeg er ved med, at der er ingen af dem, der får mig til at føle mig mindre værd. Jeg er vild med, at vi alle sammen er enig om, at vi alle sammen er helt vildt søde. Og jeg er vild med at vi om to uger skal afsted igen.

Men jeg tror næsten, og også kun næsten, at jeg er mest vild med, at jeg som 28-årig fik lov at opleve det, som alle andre har talt om i årevis.

Taknemmelighedsrunden #100

I to år har jeg skrevet taknemmeligheder ned næsten hver uge. Nogle gange er det glippet, som de sidste to for eksempel, men de fleste uger igennem de sidste 24 måneder har jeg skrevet taknemmeligheder ned hver eneste søndag. For noget tid siden spurgte jeg ud på instagram, om jeg skulle gøre noget særligt ud af Taknemmelighedsrunden nummer 100, og da der kun var et enkelt nej, tager jeg det som et rungende ja. Og derfor er denne Taknemmelighedsrunde ikke som de andre, der er gået forud. I stedet rummer denne runde de store taknemmeligheder fra de sidste to år set i retrospekt. Dem som stadig står tydeligt frem. Dem som virkelig betyder noget.

1. Al den venindekærlighed

Og vennekærlighed. De sidste to år har budt på venskaber en masse. Noget som jeg slet ikke havde turde forestille mig, da jeg var yngre. Store formfuldendte venskaber. Små fine bekendstaber. Ældgamle venskaber. Og nye spirrende. Alle har de været en del af min liv, alle har de fyldt mit liv med tro, håb og kærlighed og alle har de prydet hver eneste Taknemmelighedsrunde.

2. Tid til mig selv

Jeg begyndte at skrive her på bloggen, da mit liv stod til at ændre sig drastisk, og jeg har skrevet lige siden. Igennem alle forandringerne, the ups and downs, åbenbaringerne, sorgen og glæden. Og alle de skriverier har hjulpet mig til at kunne se tingene – forandringerne i et andet lys, hvilket jeg igen tror har hjulpet mig til at være i stand til at give mig selv den tid, jeg har haft brug for. Tid til at lære mig selv at kende igen. Helt forfra. Tid til at være mig selv og kun mig. Tid til kun at gøre det, jeg havde lyst til. Tid til at mærke efter, hvad der er var det rigtige. Og ikke mindst tid til at komme mig.

3. Vreden

Det var ikke alene vreden, det var helt klart også en sandhed, jeg ikke kunne ignorere blandet med en masse tid til at mærke efter. Men vreden er det vigtigste i det her. I det endeligt at lukke døren i hovedet på Fodboldfyren og smide nøglen i blenderen og trykke på knappen. Vi taler ofte om at vrede er noget, man helst skal hurtigt væk fra. Og man skal helt sikkert heller ikke hænge sig for hårdt fast i den. Men vrede er også godt. Den fylder en ud og hjælper en med at sætte grænser. Med at stå op for sig selv. Med at sige; nok er nok. Og det er jeg virkelig, virkelig taknemmelig for, at den også gjorde ved mig.

4. Min bror

Min bror og jeg er blevet voksne. Og i voksenheden har vi fundet hinanden. Ikke at vi var blevet væk fra hinanden, vi har altid været tætte. Men i nogen år var der lidt en mur mellem os (Hej Xander), som gjorde at tætheden ikke var ligeså tæt, som jeg kunne ønske mig. Men muren blev brudt sidste år. Først brød jeg noget af den, og derefter brød min bror resten. Og nu er der helt frit. Vi taler om rigtige ting. Bruger hinanden. Og er der både når alt er godt og når alt bestemt ikke er det. Og det er noget af det bedste i hele verden.

5. Min on-going eksistientielle krise

Jeg startede ud med at tage om på den anden side af jorden for at finde mig selv, og fandt en del af den. Så tog jeg hjem for at finde den del, der vidste, hvad jeg skulle stille op med det, som skulle give mig brød på bordet. Jeg troede, at jeg fandt det masser af gange, men ved nu, at jeg slet ikke har fundet det endnu. Måske finder jeg det heller aldrig helt. Men jeg er begyndt at finde en ro i det ikke at vide. Nogle gange er jeg virkelig dårlig til det og længes efter en sikkerhed og et drive, der tager mig hen, hvor jeg bare ved, at jeg skal være. Men efterhånden lader jeg mig selv gå mere og mere med strømmen. Siger ja, når nogen spørger eller tilbyder noget og prøver og ser. Det hjælper helt sikkert også, at jeg har givet mig selv en helt lovlig pause ved at begynde på en kandidat. Noget som skal gøre mig klogere og dygtigere, men som i sig selv ikke er et ræs mod karrieretoppen. Og det er virkelig rart. Jeg ved ikke, hvad jeg helt præcist skal være, når jeg bliver stor. Og lige nu er det faktisk ret spændende.