Fortællingen om når veninder bliver til søstre

I går aftes cyklede jeg hjem fuld af øl og kærlighed. Jeg havde nemlig været på date. På date med Min Louise. En længeventet en af slagsen og en meget tiltrængt en. Louise kommer nemlig ikke særlig meget ud, og derfor ses vi oftes med hendes to dejlige børn løbene rundt mellem benene på os. Men i går var det bare os to, tre retter og en masse snak om alt og intet. Det blev ikke sent, hun skulle trods alt tidligt op med rollingerne, men da vi fnisende og lettere småtipsy cyklede fra Mikkelers og hjemad var mit hjerte alligevel allerede fyldt til bristepunktet af kærlighed og lykke.

Engang havde jeg meget få veninder. I dag har jeg en hel hær. Nogle ser jeg ikke så tit, men de er alligevel en fasttømret del af mit venindeensemble og de fylder mig hver og en med lykke og kærlighed, taknemmelighed og glæde. Jeg ved, at de ville komme løbenbe, hvis det virkelig gjaldt og også bare, hvis jeg har bagt en kage, jeg gerne vil dele ud af.

Andre er efterhånden igennem årene blevet til noget, der minder umiskendeligt meget om søstre. Hos dem føler jeg mig hjemme. Hos dem ved jeg, at jeg kan være både den bedste og den værste udgave af mig selv. Hos dem kan jeg lave ingenting og alting. Det er dem, jeg ringer til for at fortælle de mindste og de største ting. Det er dem, der kan tyde, hvad det er, jeg har allermest brug for og give det til mig. Det er dem, der næsten kan give mig forelskede sommerfugle i maven, samtidig med at en dyb, stærk og ubrydelig kærlighed flyder rundt imellem os.

På det sidste har jeg næsten hver eneste nat drømt om alle mine veninder. Forvirrede og lange drømme med skiftende scener og fokuspunkter. En ting har dog været gennemgående – jeg er aldrig rigtig en del af den store samling af veninder. Jeg bliver på en eller anden måde enten forhindret i at være med eller også bliver jeg valgt fra eller holdt udenfor. Nogle gange bliver jeg sågar fortalt, at jeg er elsket, men drømmeversionen af mig ved godt, at det der bliver sagt ikke er sandt.

Jeg ved ikke helt, hvorfor disse drømme popper op så ofte. Måske er det fordi, jeg efter alt for mange barndomstraumer har svært ved at rumme, at de fleste af mine veninder jo også er veninder med hinanden og ikke kun med mig, og de får mig af en eller anden grund til at føle mig holdt udenfor og valgt fra. Måske er det fordi mine veninder er det allervigtigste i mit liv lige nu, og jeg derfor midt i kærligheden mærker rædslen for at miste den og dem. Og måske er det blot fordi, jeg nogle gange, trods hæren af veninder, alligevel kan føle mig ensom og helt og aldeles Malle Alene i Verden.

Jeg ved det ikke. Alt jeg ved er, at mine veninder er det allervigtigste holdepunkt for mig, og at hver eneste gang min tro på mig selv vakler en smule, vakler min tro på, at mine veninder ikke tænker de samme onde tanker, som jeg nogle gange kan tænke om mig selv også.

Samtidig ved jeg også, at jeg aldrig nogensinde før i mit liv har haft og følt så meget kærlighed fra så mange mennesker på samme tid. Og at den kærlighed, trods frygten for at miste den og ikke at fortjene den gør, at min familie føles større nu. Jeg har udvidet den op og gennem årene, uden helt at lægge mærke til det, tilføjet flere og flere mennesker til den kerne, som er mit hjerte og min familie.

Og det er noget af det største og fineste, der nogensinde er sket. Og nok også derfor, jeg så krampagtigt forsøger at holde fast i det.

veninder

 

 

Reklamer

One comment

  1. Pingback: Taknemmelighedsrunden #100 |

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s