At være single er ikke lig med at gå og vente på at livet begynder

For nyligt var der en, der spurgte mig, hvor længe jeg havde været single. Og jeg måtte lige tælle efter. 2,5 år kom jeg frem til. Ikke skræmmende lang tid, men heller ikke kort. Da jeg gik fra Fodboldfyren tror jeg, at jeg regnede med, at der max ville gå et år, måske halvandet før jeg fandt en ny kæreste. En god rum tid til at komme mig og til at lære og også at nyde at være mig selv, resonerede jeg mig frem til. Nu er der gået dobbelt så lang tid, og selvom jeg selvfølgelig ikke ved, hvad der ville være sket, hvis jeg aldrig havde fundet ud af sandheden om vores forhold, så tror jeg alligevel, at det har været med til at lægge ekstra tid til singleheden.

Det første år efter vi slog op brugte jeg på at komme mig, men mest på at nyde at lære mig selv og mit nye liv at kende. Jeg drak vin og grinede med mine veninder, jeg tog på skøre dates og nåede kun lige akkurat at tænke tanken om, at det nu måske kunne være meget rart at møde en, der blev til mere end et knald og en god historie. Og så ramlede det hele sammen.

Og derfor har jeg brugt det andet år på at samle mig selv op. På at stykke mig selv sammen igen. På at indse flere og flere sandheder – både om ham, men især om, hvad det egentlig var han gjorde ved mig i de fem år, vi var sammen. Jeg har brugt det på at lære at tro på, at jeg ikke var alle de ting han sagde, jeg var. På at finde troen på kærligheden og på at give slip. Jeg har vel og mærke været rimelig optaget og svært utilgængelig.

Men som jeg skrev her, er jeg begyndt at kunne åbne øjnene lidt nu. Jeg er begyndt at tænke tanken om det der med ham der, jeg måske kunne møde og blive glad for. Og med det er jeg også begyndt at blive lidt stresset, og ikke fordi jeg som sådan virkelig længes endnu. Jeg er nemlig rimelig sikker på, at hvis jeg havde været to år yngre havde jeg nok ikke været helt så stresset ved tanken om at være, hvor jeg er nu. Og frygten for ikke at få det liv, som jeg altid gerne har villet have havde nok heller ikke rumsteret ligeså meget omme i baghovedet.

Men det gør den. Og det irriterer mig, for jeg er jo faktisk glad for bare at være mig. Jeg nogle fantastiske veninder, en vidunderlig familie og en masse nye karrieremuligheder i støbeskeen. Og hvis jeg virkelig gerne vil ligge i ske mm., så ringer jeg til Don Draper. Jeg mangler altså ikke noget.

Alligevel tager jeg mig selv i at spekulere alt for meget på, om jeg mon møder nogen. Og hvis/når jeg gør, om det så kommer til at være for sent. Samtidig mærker jeg også, hvordan store skelsættende beslutninger (og mindre skelsættende som fx, om hvorvidt jeg gider at gå i gang med at male mit badeværelse) om karriere, studie og udveksling nogle gange bliver påvirket af det faktum, at jeg lidt går og venter. Venter på nogen, jeg ikke har mødt endnu. Hvilket jo er fuldstændig hul i hovedet.

Heldigvis er jeg god til at fange den, når det sker. Og jeg bliver bedre og bedre til at nyde nuet og nyde alt det fine og vidunderlige som allerede er i mit liv samtidig med, at jeg hver eneste dag forsøger at åbne mit hjerte en lille smule mere end det var dagen før. For ligegyldig hvad der sker og ikke sker, har jeg allerede det fineste liv fyldt med de fineste mennesker. Jeg har de fineste evner, de fineste muligheder, det fineste håb og den fineste glæde boblende i mit bryst, når jeg mærker efter i mit liv og dermed mærker alt det, der er.

Men samtidig er det som om man ikke rigtig kan være helt tilfreds med sit liv, hvis man er single. Det er som om, man hverken i ens egne øjne eller ens omgangskreds og samfundets er hel endnu, og af den grund bliver tiden inden man møder sit livs kærlighed gjort til noget, der bare skal overstås.

Og selvom mange af os nok ville synes, at det ville være rart, hvis Mr. Right svingede forbi og blev, så har de fleste af os jo egentlig nogle gode liv fyldt med kærlighed, oplevelser og glæde – og at bagatellisere det, synes jeg er synd.

Tiden før, tiden hvor du bare er dig og ingen andens end din egen er nemlig særlig, og på mange måder også smuk. Den er fyldt med forventning, spændthed, drømme, fnis, flygtige kys og muligheder for at stå stærkt og stålfast på sine egne ben. Og derfor vil jeg egentlig gerne holde lidt fast i den. Nyde den, suge den til mig. Svælge i den. For den kommer (forhåbentlig) aldrig igen. Og jeg vil med sikkerhed savne den. Savne friheden, men sikkert allermest håbet og spændtheden over, hvad der mon vil ske om en måned. En uge. I morgen.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Reklamer

2 comments

  1. L.M. · februar 27

    jeg er single på 4 år, efter et meget hårdt brud (skilsmisse). Jeg oplevede rigtig mange spørge indtil til min status de første par år, især fordi jeg datede en del for at komme videre. Men jeg brændte fingrene og stoppede med at tvinge mig selv ud i dating, når jeg ikke var klar -og har nu brugt nogle år på at fokusere på at lære mig selv at kende. Mine venner og familie vist opgivet mig- de sørger ihvertfald ikke længere ind til om jeg ikke snart skal have en kæreste! hahaha… både godt og skidt. Jeg ved ikke hvornår jeg får modet og lysten til at indgå i en tosomhed igen, men håber det kommer helt naturligt.

    • Amalie Frøkjær-Rubbås · februar 28

      Man skal heller ikke tvinge sig selv, dog har jeg indset, at man nok alligevel nogle gange bliver nødt til at skubbe sig selv lidt. Også selvom det kan være lidt skræmmende. Men man skal selvfølglig kun gøre det, hvis man er klar og oprigtigt gerne vil 😘

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s