Det forbandede, forbandede savn

Det er knap tre uger siden, at det var otte år siden, at min far han døde. Jeg havde planer om at skrive et indlæg om det store savn, som bor i mig og som jeg nogle gange har svært ved at rumme. Men så døde Jonas, og savnet og dets vigtighed blev skubbet til side af sorgen over, at en så ung, smuk, dygtig, sjov, hjælpsom, spøjs og elskværdig ung mand nu ikke længere er en del af verden.

Jeg havde derfor tænkt, at indlægget om savnet nok ikke blev til noget her midt i sorgen over en andens død. Men så ringede Mette til mig. Vi har studeret sammen, og hun ringede fordi, hun manglede en kilde til en historie om unge, der har mistet deres fædre.

Igår kom hun så forbi. Helt fra Aarhus og stillede spørgsmål efter spørgsmål med sin fine nordjyske dialekt om, hvordan det er at leve med savnet og aller vigtist – hvordan det er ikke at have haft chancen for at lære min far ordentlig at kende.

Sidste år skrev jeg et blogindlæg om netop det. Om hvordan jeg pludselig havde indset, at der var så frygtelig mange ting, som jeg ikke kender til eller ved om min far. Ret præcist er der 15 år af hans liv fra da han drog afsted mod Danmark og til han mødte min mor, som jeg ikke ved noget som helst om. Og der er desværre også næsten ti år fra min bror og jeg stoppede med at se ham kontinuerligt og til han døde, som jeg heller ikke kender detaljerne fra.

Jeg ved ikke, hvad han kæmpede med indeni. Jeg ved ikke, hvad han elskede. Jeg ved faktisk ikke engang, hvad hans livret var. Jeg ved ikke præcist, hvorfor det var han tog fra Norge til Danmark, jeg ved ikke, hvem hans venner var eller hvad han syntes om sit nye land. Jeg ved ikke, hvad han frygtede eller hvad han drømte om, jeg ved ikke, hvad han løb væk fra eller hvad han løb hen imod. Jeg ved ikke, hvad det var ved min mor, der fik ham til at blive forelsket i hende, og jeg ved ikke, hvad han tænkte om at blive far.

Sorg er tungt. Den sætter sig på dig og trykker dig ned. Og den kan være næsten ubærlig at bære rundt på. At leve sammen med. Det er på en eller anden måde en blanding af uforløst kærlighed og savn blandet med dyb, dyb tristhed. For det meste håndterer jeg dog den godt. Jeg taler om min far, fortæller historier, mindes og husker. Alt sammen uden at sorgen får lov at ødelægge det. Også selvom den altid er lige under overfladen af grinet. Men nogle gange så vinder den. Midt i talestrømmen knækker stemmen. Midt i smilet kommer gråden. Midt i kærligheden kommer savnet.

Og så lader jeg den fylde. Nogle gange kun for en kort stund, andre gange lader jeg den sidde indtil noget udefrakommende skubber den i baggrunden. Nogle gange græder jeg. Hulker. Andre gange kommer der kun en enkelt tåre. Og så er der de gange, hvor savnet og sorgen ikke bliver til andet end en følelse af slukket håb. For alt jeg egentlig ønsker mig i verden er at få lov at tale med min far bare en gang til.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Reklamer

2 comments

  1. Marko Filipovic · februar 17

    Kære Amalie (og andre der kæmper og slås mod sorg)

    Sorg er eller bliver en del af vores alles liv i perioder, og nogle former for sorg vedbliver at være der, altid – i større eller mindre grad.

    Jeg har selv mistet både min mor, far og storesøster ALT for tidligt, blevet skilt 2 gange, og kender sorg ret godt! I starten vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre af den? Den var i vejen, fyldte i mit hjerte. Trængte sig på når jeg ikke ville den, og jeg forstod ikke meningen med den – med andre ord, jeg kæmpede IMOD den! Tror I det hjalp mig? Slet ikke, naturligvis! Alt vi KÆMPER IMOD vil fylde mere!

    En dag da jeg sad i min bil og hørte musik på vej hjem, kom en sang på min playlist “Hurt” med Christina Aguilera, og den aktiverede straks en sorg i mig. Min første tanke var at skifte nummer, at aflede mig selv med noget frisk musik…, men idet jeg rakte frem mod knappen, var der en instinktiv stemme i min kerne der sagde: “Marko, nogle ting kan du IKKE komme udenom – du skal IGENNEM!”. Så istedet satte jeg sangen på repeat, og besluttede mig for, at jeg ville lære at forstå sorgen, meningen med den, for der måtte da for fanden være en mening med at den ofte forsøgte at “kvæle” mig og gøre mig ulykkelig??!!
    Så gik det op for mig – du kæmper jo imod den Marko?! Så hvad er “gaven” i sorgen så, tænkte jeg? Hmmm…, hvad gør den FOR mig?? Så mærkede jeg tydeligt, at den tvang mig til at mærke mit savn, min længsel, min smerte , og KÆRLIGHED!!!! Shit, det var nøglen!!! Pludselig gik det op for mig – når sorgen er størst, mærker jeg også kærligheden MEST!!! ❤
    Wauuuuw…, det var et kæmpe gennembrud for mig 🙂
    Når jeg mærker sorgen mest, så mærker jeg også kærligheden stærkest!!! Når jeg græder over savnet af min søster, så ruller jeg filmen af ALT det dejlige vi havde sammen, mærker SÅ tydeligt min kærlighed til hende, stolthed, beundring og glæde over vores dejlige og skøre forhold og minder – jeg mærkede hende faktisk stærkere end ofte mens hun levede!!!
    Det sammen med min mor, min far, min kernefamilie som blev revet over da vi skiltes osv ❤
    Når jeg mærker sorgen mest, er kærligheden også størst, tydeligst og meget nærværende i mig ❤ Minder mig om alt det gode der var, alle de skønne minder jeg har med mig i hjertet, hvor heldig jeg er over alt det jeg har fået lov at opleve, og hvor stolt jeg er over alt det gode og dejlige jeg skaber i mit liv 🙂
    Sorgen hjælper mig også med at skille godt fra skidt, og gør mig derfor krystal klar på hvad jeg ønsker skal fylde i mit liv, hvad jeg prioriterer højst, hvem jeg er og hvad jeg står for, og hvordan jeg ønsker at leve mit liv og med hvem!

    Når vi afviser sorg, kalder den forbandet, slås med den, lukker den ude og kæmper imod den – så afskærer vi os fra alle de gode minder, fra kærligheden der var, og tillader faktisk ikke os selv “samvær” men den vi sørger over – vi forsøger at “dræbe” minderne!
    Sorgen ønsker ikke at overmande os. Den ønsker ikke at skade os, tværtimod! Sorgen ønsker at hjælpe os med at bevare relationen, tage alt det gode med os i hjertet – hjælper os til ikke at miste, men bevare alle de gode og dejlige følelser i os ❤

    Så det handler ikke om at holde sorgen ude, men byde den velkommen som en ven, lukke den ind, og hengive os til dens kærlige reminder om noget vi værdsatte, minde os om noget vi påskønner eller måske mangler i vores liv 🙂

    Hver gang du åbner døren for sorgen, tager den ind, går igennem den – så masserer du den “klump” du har i maven, så den får en form du bedre kan leve med ❤

    Da sangen “Hurt” havde kørt adskillige gange på repeat i løbet af ca. 30 minutter, så forvandledes den knugende sorg pludselig til smil på læben, varme i hjertet, styrke og stolthed over den jeg er blevet, og over bevidstheden af, at jeg bærer en bid af min søster med mig i mit hjerte, mit væsen og min væren HVER eneste dag – TAK ❤

    Givet i kærlighed,
    Marko

  2. Rørende innlegg. Jeg kunne ønske dere fikk den siste samtalen. Men verden og livet, er ikke ideelt. Jeg håper du fortsetter å kjempe, lar deg selv kjenne på det såre og det gode og skriver om det. Du er verdigull

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s