Den dag Jonas døde

De kaldte ham Røde. Ikke fordi han var kommunist, men fordi hans hår havde samme farve som varm kobber. Jeg kaldte ham Jonas, når jeg spurgte min bror om, hvordan det gik med den ældste ven, han havde.

Min bror og Jonas lærte hinanden at kende i 1. klasse og har hængt sammen lige siden. I barndommen og ungdommen helt uløseligt, i voksendommen lidt mindre. Men stadig tæt. Forbundet af fortid, nutid og fremtid.

Sidste søndag blev det bånd brudt. For af grunde vi ikke ved eller forstår ville Jonas ikke livet længere. Igår begravede vi ham. Under et ubærligt lag af våd jord og under et smukt tæppe af blomster.

Jeg har intet skrevet her siden sidste søndag. Efter opkaldet, der ændrede hele verden. Mine fingre har kriblet, men alt der kom frem handlede om Jonas. Intet andet kunne komme igennem. Og derfor skriver jeg nu om drengen og manden, som ikke her længere. For jeg kan ikke andet.

Hele ugen har jeg tænkt på den lille Jonas. Drengen, der fylde min brors barndom ud. Drengen, der efter 18 år hørte til i vores familie. Drengen, der irriterende spurgte om titusind ting på togturen min bror, jeg og Jonas altid tog sammen fra Husum til Nørreport for at komme i skole. Drengen, der kunne diskutere alt i en uendelighed. Drengnen, der altid stod klar med hjælp til dem, der havde brug for det. Drengen, der købte en frihedsgudindekrone med hjem til mig fra New York, en krone som jeg beholdt i en kasse i mange år efter, fordi tanken bag altid gjorde mig varm om hjertet af taknemmelighed over at blive tænkt på.

Min sorg er dog lille i forhold til den, som har sat sig ovenpå min bror og den gruppe af venner, som Jonas var en del af. Sat sig ovenpå hans forældre og hans kæreste. På hans familie. Og min sorg er ligeså meget på grund af deres sorg. Jeg savner Jonas. Men jeg savner ligeså meget den verden, der var til før i søndags. Før alle der stod tæt omkring ham i livet fik knust alt omkring dem.

Forleden så jeg et afsnit af The Blacklist, hvor antagonisten Raymond Reddington forklarer en selvmordstruet kvinde, hvad hendes valg vil betyde for de mennesker, der står hende nær. Han spørger;

“Have you ever seen the aftermath of a suicide bomber? I have. You could tell where the suicide bomber was standing when the west blew. It was like a perfect circle of death. There was almost nothing left of the people standing closest to him. 17 dead. 46 injured. Blown to pieces. The closer they were to the bomber the more horrific the effect. That’s every suicide. Every single one. An act of terror perpetrated against everyone who has ever known you. Everyone who has ever loved you. The people closest to you, the ones who cherish you are the ones who suffer the most pain, the most damage. Why would you do that? Why would you do that to people who love you?”

Jeg ved ikke, hvad der foregik i hovedet på min brors bedste ven, da han besluttede sig for at tage sit eget liv. Måske troede han virkelig, at det ville være bedre for alle og ham selv, hvis han ikke var her længere. Jeg ved det ikke, det er der ingen, der gør. Men uanset, hvad hans bevæggrunde var er der et hav af mennesker, der nu bliver nødt til at leve med den historie. En historie om en ven, en bror, en søn, en kæreste, der tog sit eget liv, før de nåede ikke at hjælpe ham. Og det er ubærligt.

Jeg er ikke vred. Måske er der nogen, der er, hvilket jeg forstår. Men mit krop er fyldt med sorg, med tristhed og med afmagt over, hvor ondt det hele er. Og ikke mindst, hvor ondt det gør på dem, der stod Jonas aller nærmest. Samtidig er jeg også flov. Flov over selv at have været der, hvor Jonas også var. Også selvom det i retrospekt nok var mere et råb om hjælp, end en final act. Jeg er flov over, at jeg selv har skabt noget af den sorg, som rammer dem, som kendte Jonas. Og jeg er flov over, at jeg i dag siger, at man aldrig må begå selvmord – at det må man bare ikke, når nu jeg selv har forsøgt. Det virker hyklerisk på mig. Også selvom jeg jo mener det, fordi jeg netop er blevet klogere.

Men mest af alt er jeg bare ked af det. Ulykkelig over at så smukt et menneske ikke her længere.

IMG_9326.JPG


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s