At være single er ikke lig med at gå og vente på at livet begynder

For nyligt var der en, der spurgte mig, hvor længe jeg havde været single. Og jeg måtte lige tælle efter. 2,5 år kom jeg frem til. Ikke skræmmende lang tid, men heller ikke kort. Da jeg gik fra Fodboldfyren tror jeg, at jeg regnede med, at der max ville gå et år, måske halvandet før jeg fandt en ny kæreste. En god rum tid til at komme mig og til at lære og også at nyde at være mig selv, resonerede jeg mig frem til. Nu er der gået dobbelt så lang tid, og selvom jeg selvfølgelig ikke ved, hvad der ville være sket, hvis jeg aldrig havde fundet ud af sandheden om vores forhold, så tror jeg alligevel, at det har været med til at lægge ekstra tid til singleheden.

Det første år efter vi slog op brugte jeg på at komme mig, men mest på at nyde at lære mig selv og mit nye liv at kende. Jeg drak vin og grinede med mine veninder, jeg tog på skøre dates og nåede kun lige akkurat at tænke tanken om, at det nu måske kunne være meget rart at møde en, der blev til mere end et knald og en god historie. Og så ramlede det hele sammen.

Og derfor har jeg brugt det andet år på at samle mig selv op. På at stykke mig selv sammen igen. På at indse flere og flere sandheder – både om ham, men især om, hvad det egentlig var han gjorde ved mig i de fem år, vi var sammen. Jeg har brugt det på at lære at tro på, at jeg ikke var alle de ting han sagde, jeg var. På at finde troen på kærligheden og på at give slip. Jeg har vel og mærke været rimelig optaget og svært utilgængelig.

Men som jeg skrev her, er jeg begyndt at kunne åbne øjnene lidt nu. Jeg er begyndt at tænke tanken om det der med ham der, jeg måske kunne møde og blive glad for. Og med det er jeg også begyndt at blive lidt stresset, og ikke fordi jeg som sådan virkelig længes endnu. Jeg er nemlig rimelig sikker på, at hvis jeg havde været to år yngre havde jeg nok ikke været helt så stresset ved tanken om at være, hvor jeg er nu. Og frygten for ikke at få det liv, som jeg altid gerne har villet have havde nok heller ikke rumsteret ligeså meget omme i baghovedet.

Men det gør den. Og det irriterer mig, for jeg er jo faktisk glad for bare at være mig. Jeg nogle fantastiske veninder, en vidunderlig familie og en masse nye karrieremuligheder i støbeskeen. Og hvis jeg virkelig gerne vil ligge i ske mm., så ringer jeg til Don Draper. Jeg mangler altså ikke noget.

Alligevel tager jeg mig selv i at spekulere alt for meget på, om jeg mon møder nogen. Og hvis/når jeg gør, om det så kommer til at være for sent. Samtidig mærker jeg også, hvordan store skelsættende beslutninger (og mindre skelsættende som fx, om hvorvidt jeg gider at gå i gang med at male mit badeværelse) om karriere, studie og udveksling nogle gange bliver påvirket af det faktum, at jeg lidt går og venter. Venter på nogen, jeg ikke har mødt endnu. Hvilket jo er fuldstændig hul i hovedet.

Heldigvis er jeg god til at fange den, når det sker. Og jeg bliver bedre og bedre til at nyde nuet og nyde alt det fine og vidunderlige som allerede er i mit liv samtidig med, at jeg hver eneste dag forsøger at åbne mit hjerte en lille smule mere end det var dagen før. For ligegyldig hvad der sker og ikke sker, har jeg allerede det fineste liv fyldt med de fineste mennesker. Jeg har de fineste evner, de fineste muligheder, det fineste håb og den fineste glæde boblende i mit bryst, når jeg mærker efter i mit liv og dermed mærker alt det, der er.

Men samtidig er det som om man ikke rigtig kan være helt tilfreds med sit liv, hvis man er single. Det er som om, man hverken i ens egne øjne eller ens omgangskreds og samfundets er hel endnu, og af den grund bliver tiden inden man møder sit livs kærlighed gjort til noget, der bare skal overstås.

Og selvom mange af os nok ville synes, at det ville være rart, hvis Mr. Right svingede forbi og blev, så har de fleste af os jo egentlig nogle gode liv fyldt med kærlighed, oplevelser og glæde – og at bagatellisere det, synes jeg er synd.

Tiden før, tiden hvor du bare er dig og ingen andens end din egen er nemlig særlig, og på mange måder også smuk. Den er fyldt med forventning, spændthed, drømme, fnis, flygtige kys og muligheder for at stå stærkt og stålfast på sine egne ben. Og derfor vil jeg egentlig gerne holde lidt fast i den. Nyde den, suge den til mig. Svælge i den. For den kommer (forhåbentlig) aldrig igen. Og jeg vil med sikkerhed savne den. Savne friheden, men sikkert allermest håbet og spændtheden over, hvad der mon vil ske om en måned. En uge. I morgen.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Reklamer

Taknemmelighedsrunden #96

Bloggen har lidt under studiestart og en tur til Svalbard, men nu er jeg tilbage og starter ud med en lidt forsinket Taknemmelighedsrunde. Here goes –

1. En hundeslæde- og senere en sneescootertur gennem et arktisk landskab fyldt med lyserødt lys fra den netop hjemvendte sol er noget af det mest fantastiske i hele verden.

2. Og nordlys er også rimelig fantastisk at stå og glo op på.

3. Kongekrabbe, fri bar og rensdyrsteak er heller ikke noget at kimse af.

4. Og det at møde og få nye kollegaer fra hele Europa er også virkelig noget, der gør mig glad i maven.

5. Det samme gør det endelig at se Bedsteveninden igen efter to lange uger uden hinanden.

6. Og ligeså rart var det at smovse friturestegte ting og grine højt og grimt med Verdens Bedste Anne.

7. En varm kærlighed og glæde over at have den bedsteste bror med de klogeste råd og indsigter sneg sig også ind på mig i sidste uge.

8. Og det samme gjorde glæden over at have fået mig nogle gode og søde studdy buddies, der kunne opdatere mig på alt det, jeg gik glip af, mens jeg rendte rundt og legede en arktisk prinsesse.

9. Og min mors varme kram og flødesovs fik mig til at føle mig ekstra heldig.

10. Det har været en uge fyldt med taknemmelige tanker. Og et virkeligt taknemmeligt lyserødt lys.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Det forbandede, forbandede savn

Det er knap tre uger siden, at det var otte år siden, at min far han døde. Jeg havde planer om at skrive et indlæg om det store savn, som bor i mig og som jeg nogle gange har svært ved at rumme. Men så døde Jonas, og savnet og dets vigtighed blev skubbet til side af sorgen over, at en så ung, smuk, dygtig, sjov, hjælpsom, spøjs og elskværdig ung mand nu ikke længere er en del af verden.

Jeg havde derfor tænkt, at indlægget om savnet nok ikke blev til noget her midt i sorgen over en andens død. Men så ringede Mette til mig. Vi har studeret sammen, og hun ringede fordi, hun manglede en kilde til en historie om unge, der har mistet deres fædre.

Igår kom hun så forbi. Helt fra Aarhus og stillede spørgsmål efter spørgsmål med sin fine nordjyske dialekt om, hvordan det er at leve med savnet og aller vigtist – hvordan det er ikke at have haft chancen for at lære min far ordentlig at kende.

Sidste år skrev jeg et blogindlæg om netop det. Om hvordan jeg pludselig havde indset, at der var så frygtelig mange ting, som jeg ikke kender til eller ved om min far. Ret præcist er der 15 år af hans liv fra da han drog afsted mod Danmark og til han mødte min mor, som jeg ikke ved noget som helst om. Og der er desværre også næsten ti år fra min bror og jeg stoppede med at se ham kontinuerligt og til han døde, som jeg heller ikke kender detaljerne fra.

Jeg ved ikke, hvad han kæmpede med indeni. Jeg ved ikke, hvad han elskede. Jeg ved faktisk ikke engang, hvad hans livret var. Jeg ved ikke præcist, hvorfor det var han tog fra Norge til Danmark, jeg ved ikke, hvem hans venner var eller hvad han syntes om sit nye land. Jeg ved ikke, hvad han frygtede eller hvad han drømte om, jeg ved ikke, hvad han løb væk fra eller hvad han løb hen imod. Jeg ved ikke, hvad det var ved min mor, der fik ham til at blive forelsket i hende, og jeg ved ikke, hvad han tænkte om at blive far.

Sorg er tungt. Den sætter sig på dig og trykker dig ned. Og den kan være næsten ubærlig at bære rundt på. At leve sammen med. Det er på en eller anden måde en blanding af uforløst kærlighed og savn blandet med dyb, dyb tristhed. For det meste håndterer jeg dog den godt. Jeg taler om min far, fortæller historier, mindes og husker. Alt sammen uden at sorgen får lov at ødelægge det. Også selvom den altid er lige under overfladen af grinet. Men nogle gange så vinder den. Midt i talestrømmen knækker stemmen. Midt i smilet kommer gråden. Midt i kærligheden kommer savnet.

Og så lader jeg den fylde. Nogle gange kun for en kort stund, andre gange lader jeg den sidde indtil noget udefrakommende skubber den i baggrunden. Nogle gange græder jeg. Hulker. Andre gange kommer der kun en enkelt tåre. Og så er der de gange, hvor savnet og sorgen ikke bliver til andet end en følelse af slukket håb. For alt jeg egentlig ønsker mig i verden er at få lov at tale med min far bare en gang til.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Fortællingen om overhovedet ikke at være færdig med at tale om Fodboldfyren

I december lavede jeg en side på bloggen med et kartotek, hvor alle indlæg om Fodboldfyren, både før og efter afsløringen, skulle ligge så nye læsere kunne finde historien på en lidt mere overskuelig og kronologisk måde. Og da jeg sad og kiggede igennem alle indlæggene, og jeg til sidst så det endelig resultat kunne jeg ikke lade være med at ryste lidt på hovedet af mig selv. Der var 40 indlæg. Ikke alle handler decideret om ham, men han bliver nævnt på den ene eller den anden måde i hvert eneste af dem.

42 indlæg om en mand. Og derefter et stort interview i Femina. Plus andre planer, som jeg endnu ikke er nået langt med, og derfor holder lidt for mig selv.

Ja, det virker lidt meget. Og jeg kan derfor på sin vis godt forstå de mennesker i mit liv, der har spurgt, om jeg ikke snart har talt nok om Fodboldfyren. Om jeg ikke snart er færdig.

Min mor sagde sågar på et tidspunkt –  efter jeg fortalte hende om de mange søde og virkelig sårbare og ærlige beskeder jeg har fået efter mit interview, og som jeg kæmpede lidt med at svare på, da jeg gerne ville give det bedste svar og samtidig sige tak – at jeg jo heller ikke var en ekspert.  At jeg også var så meget mere end den historie, og at jeg skulle huske det i stedet for at blive ved med at hænge fast i fortællingen om min ekskæreste.

Og selvom jeg selv blev lidt overrasket over antallet af indlæg dedikeret til Fodboldfyren, er jeg hver gang nogen har sagt noget, der minder om ovenstående blevet irriteret. Og egentlig også lidt såret. For nej, jeg er fucking ikke færdig. Jeg er først lige begyndt.

Begyndt at forstå det hele. Begyndt at mærke, hvad det har gjort ved mig. Begyndt at komme videre. Og det har jeg brug for at fortælle om.

Jeg har brug for at fortælle og bearbejde, hvad det har betydet for mig at leve i et psykisk voldeligt parforhold. Jeg har brug for at sætte ord på alle de ting og steder, hvor hans ord og handlinger stadig svirrer rundt i mit hoved og stadig har magten over mig. Og jeg har brug for at fortælle alle de kvinder, der selv står i det eller har gjort, at det hårde, det frygtelige, det sindsødelæggende, men også det selvopbyggende først begynder efter, du har forladt ham. Og at det at gå sin vej til sammenligning er meget, meget lettere.

Alle taler om det stærke i at gå. Alle taler om, hvor mange kræfter det tager. Alle taler om, hvor vigtigt det er. Alle taler om, hvordan du når derhen, hvor du rent faktisk kan gå. Men ingen taler om tiden efter. Ingen taler om alle de nætter, hvor tomheden, skammen og gråden overmander dig. Ingen taler om de hviskende stemmer i dit hoved, der lyder som hans og som fortsat fortæller dig, hvor lidt du er værd. Ingen taler om, hvordan fanden du kommer videre derfra.

Og lige præcis derfor er jeg slet, slet ikke færdig med at tale om Fodboldfyren.

 


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook

Taknemmelighedsrunden #95

1. Et godt kram, en dejlig snak og en smuk gåtur med Min Louise.

2. Ristaffel og Stranger Things med Life-Saver-Anne.

3. En god start på min nye kandidatuddannelse, som I kan læse lidt mere om her.

4. Aftensmad, øl og en tur down Memory Lane med Bedsteveninden.

5. Netværksmøde og cookies med en masse seje journalistkvinder.

6. Kagebagning og en masse kram med to små, søde mennesker.

7. Fastelavnsbollespisning med den bedste bror i verden.

8. Fredagsøl og spændende diskussioner med min nye medstuderende.

9. Don Draper.

10. Nattøj og lejlighedsnusning i mit lille hjem.

11. Og om lidt middag med to af de sødeste damer.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Fortællingen om at opdage, at jeg slet ikke er nået så langt på min rejse, som jeg troede

For et halvt år siden sprang jeg ud som selvstændig, og det har været, en mildt sagt, hård start. Sådan tror jeg dog de fleste selvstændiges først halve år er. Og nok også hele. Få penge, meget usikkerhed og masser af arbejde. Mit halve år har dog også været krydret med en voksende tvivl. En tvivl om det jeg havde begivet mig ud på, nu også var det rigtige.

Tvivlen har ikke gået på det at være selvstændig, for det har jeg drømt om i mange år, men mere om det jeg havde slået mig og mit firma op på i virkeligheden var det, jeg havde allermest lyst til at lave. Det kom lidt ind fra siden af. En ide fra en tidligere kollega. Noget der virkede indlysende på det tidspunkt, men som efterhånden er blevet mere og mere mudret i mit hoved.

Jeg er god til at skrive. Jeg elsker kommunikation. Og jeg er en virkelig talentfuld SoMe-nørd. Men om jeg brænder sådan for reals for det? Det ved jeg ærlig talt ikke rigtig. Jeg tror, det er noget jeg godt kan lide, fordi jeg er god til det. Og det er også fint, for hvem vil ikke gerne være god til sit arbejde? Men det er ikke det, jeg drømmer om, om natten. Jeg har ikke store fluffy håb og drømme om at bygge et kommunikationsimperium og lære fra mig.

I stedet, og sådan har jeg egentlig nok haft det i virkelig lang tid, drømmer jeg om at bruge mig selv i mit arbejde. At skrive, at fortælle, at holde foredrag og workshops, lave podcast – og med alt det nå mennesker, som kan bruge det, jeg giver og kan til noget i deres eget liv.

Men det er samtidig også noget, der skræmmer mig. Noget som jeg ikke helt tror på, at jeg kan. Og derfor sidder jeg med det derhjemme. Gemmer det til mine dagdrømmerier. Og nogle gange tror jeg på det. Går i gang. Arbejder på alt det, jeg gerne vil. Men det er som om morgendagens lys efter en aften fyldt med iver, med tro, med gumption tager det hele fra mig igen. Og nogle gange tror jeg ikke en gang på, at jeg kan det, jeg allerede har sagt mig for – mit firma.

De fleste gange, det meste af tiden er jeg egentlig bare rimelig grundforvirret og i tvivl. For hvad fanden skal jeg stille op med mit liv? Jeg føler mig allerede lidt som en fiasko, for helt ærligt – jeg havde jo fundet ud af det. Havde jeg ikke? Var jeg ikke kommet ret langt i jagten efter det liv, jeg satte mig for at få, da jeg gik fra Fodboldfyren? Det troede jeg i hvert fald, men efterhånden føles det ikke helt sådan.

Det sjove er, at jeg jo til alle andre ville sige, at det er helt okay at være grundforvirret, at være i tvivl og ikke at vide, hvilken vej man skal gå. For det er det jo. Og derfor har jeg også besluttet mig for at bruge noget tid på at finde ud af det uden samtidig at slå mig selv oven i hovedet over endnu ikke at vide det.

I torsdags begyndte jeg på en kandidat i journalistik. Beslutningen om at starte har været svær, fordi jeg aldrig rigtig har haft lyst til at læse videre, og det at jeg overhovedet søgte ind handlede mest om, at jeg så i det mindste kunne få en smule økonomisk stabilitet. Men henover julen og januar er beslutningen vokset på mig. Jeg tror, det bliver godt. Jeg tror, jeg kommer til at lære en masse. Jeg tror, jeg kommer til at blive klogere. Og allermest tror jeg på, at det vil give mig en ro til at finde ud af, hvad jeg skal stille op med mig selv og mine drømme.

Måske finder jeg ud af, at jeg skal leve de store drømme ud og se min kommunikationsvirksomhed som en måde at skaffe penge til det, som de store drømme ikke dækker. Måske finder jeg ud, at jeg de store drømme slet ikke er mine alligevel. Måske finder jeg nogle helt andre.

Jeg ved det ikke. Jeg ved rent faktisk ikke sådan super meget i øjeblikket. Altså udover, at jeg i 2018 skal lade være med at sidde og putte med mine drømme. Og derfor ved jeg også, at jeg indtil videre vil bruge min tid på at være en god studerende. På at skrive her på bloggen. På at skrive nogle artikler for at spæde SU’en op. Og på at lave en podcast. For det er den største drøm lige nu. Og den skal ikke vente mere.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Den dag Jonas døde

De kaldte ham Røde. Ikke fordi han var kommunist, men fordi hans hår havde samme farve som varm kobber. Jeg kaldte ham Jonas, når jeg spurgte min bror om, hvordan det gik med den ældste ven, han havde.

Min bror og Jonas lærte hinanden at kende i 1. klasse og har hængt sammen lige siden. I barndommen og ungdommen helt uløseligt, i voksendommen lidt mindre. Men stadig tæt. Forbundet af fortid, nutid og fremtid.

Sidste søndag blev det bånd brudt. For af grunde vi ikke ved eller forstår ville Jonas ikke livet længere. Igår begravede vi ham. Under et ubærligt lag af våd jord og under et smukt tæppe af blomster.

Jeg har intet skrevet her siden sidste søndag. Efter opkaldet, der ændrede hele verden. Mine fingre har kriblet, men alt der kom frem handlede om Jonas. Intet andet kunne komme igennem. Og derfor skriver jeg nu om drengen og manden, som ikke her længere. For jeg kan ikke andet.

Hele ugen har jeg tænkt på den lille Jonas. Drengen, der fylde min brors barndom ud. Drengen, der efter 18 år hørte til i vores familie. Drengen, der irriterende spurgte om titusind ting på togturen min bror, jeg og Jonas altid tog sammen fra Husum til Nørreport for at komme i skole. Drengen, der kunne diskutere alt i en uendelighed. Drengnen, der altid stod klar med hjælp til dem, der havde brug for det. Drengen, der købte en frihedsgudindekrone med hjem til mig fra New York, en krone som jeg beholdt i en kasse i mange år efter, fordi tanken bag altid gjorde mig varm om hjertet af taknemmelighed over at blive tænkt på.

Min sorg er dog lille i forhold til den, som har sat sig ovenpå min bror og den gruppe af venner, som Jonas var en del af. Sat sig ovenpå hans forældre og hans kæreste. På hans familie. Og min sorg er ligeså meget på grund af deres sorg. Jeg savner Jonas. Men jeg savner ligeså meget den verden, der var til før i søndags. Før alle der stod tæt omkring ham i livet fik knust alt omkring dem.

Forleden så jeg et afsnit af The Blacklist, hvor antagonisten Raymond Reddington forklarer en selvmordstruet kvinde, hvad hendes valg vil betyde for de mennesker, der står hende nær. Han spørger;

“Have you ever seen the aftermath of a suicide bomber? I have. You could tell where the suicide bomber was standing when the west blew. It was like a perfect circle of death. There was almost nothing left of the people standing closest to him. 17 dead. 46 injured. Blown to pieces. The closer they were to the bomber the more horrific the effect. That’s every suicide. Every single one. An act of terror perpetrated against everyone who has ever known you. Everyone who has ever loved you. The people closest to you, the ones who cherish you are the ones who suffer the most pain, the most damage. Why would you do that? Why would you do that to people who love you?”

Jeg ved ikke, hvad der foregik i hovedet på min brors bedste ven, da han besluttede sig for at tage sit eget liv. Måske troede han virkelig, at det ville være bedre for alle og ham selv, hvis han ikke var her længere. Jeg ved det ikke, det er der ingen, der gør. Men uanset, hvad hans bevæggrunde var er der et hav af mennesker, der nu bliver nødt til at leve med den historie. En historie om en ven, en bror, en søn, en kæreste, der tog sit eget liv, før de nåede ikke at hjælpe ham. Og det er ubærligt.

Jeg er ikke vred. Måske er der nogen, der er, hvilket jeg forstår. Men mit krop er fyldt med sorg, med tristhed og med afmagt over, hvor ondt det hele er. Men mest af alt er jeg bare ked af det. Ulykkelig over at så smukt et menneske ikke her længere.

IMG_9326.JPG

 


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook