5 ting jeg har lært af at være i et manipulerende parforhold

Jeg har lært meget siden jeg i marts 2010 fandt sammen med Fodboldfyren. Og jeg har lært endnu mere det sidste år efter, jeg fandt ud af, at jeg i virkeligheden havde levet med en mand, der bag min ryg havde levet med to andre kvinder også.

Men her er de fem vigtigste ting, jeg har lært at være i et manipulerende parforhold:

Det aldrig er din skyld

Jeg har sagt det før, og jeg bliver ved med at sige det. Det er aldrig nogensinde din skyld. Også selvom det føles sådan. Jeg kæmper stadig med skylden og ikke mindst skammen. Skylden der stadig en gang imellem hvisker, at han jo havde ret, når han sagde, at jeg ikke var god nok, at det var derfor, at han talte grimt til mig, var mig utro, skældte mig ud og pointerede alle mine fejl. Og så er der skammen – skammen over at være blevet, at have fundet mig i alt det, skammen over at udsætte mine venner og familie for mine sorger, mine tvivl, min frem-og-tilbagen og ikke mindst hans måde at opføre sig overfor dem og mig på. Men jeg ved, at jeg og alle andre, der har levet i et manipulerende parforhold ikke har noget at føle skyld eller skam for. Jeg ved, at hvis jeg endelig opførte mig irrationelt eller skørt, som var det, jeg altid blev beskyldt for at gøre og være, også selvom min reaktion var helt normalt, så var det fordi, han fik mig til at opføre mig sådan. Jeg er et følsomt menneske, men jeg var og er ikke skør og mine reaktioner var og er ikke vanvittige. Og det er dine heller ikke.

Du kan ikke gå, før du kan gå

Igennem næsten hele mit forhold til Fodboldfyren slog jeg mig selv oveni hovedet over, hvorfor jeg ikke bare gik min vej. For jeg vidste jo inderst inde godt, at det her ikke var normalt eller godt for mig. Jeg vidste godt, at han ikke var den, jeg skulle være sammen med. Men alligevel kunne jeg ikke få mig selv til at gå. Hver gang jeg prøvede, føltes det som om, at jeg stod paralyseret på 10-metervippen og kiggede ned i dybet. Jeg kunne ikke. Men jeg blev alligevel ved med at bebrejde mig selv. Lige indtil min kloge psykolog sagde, at man altså først kan gå, når man kan gå. Man kan ikke nødvendigvis gå, bare fordi man godt ved, at man burde. Og man kan ikke nødvendigvis gå, bare fordi ens veninder råber af en, at man skal skynde sig væk. Man kan først gå, når man selv ikke kan blive længere. Og hun havde ret. Efter fem år med tvivl, frustrationer, sorg og gråd kunne jeg en dag lige pludselig ikke mere. Det var som om, han tog al min ilt. Som om han kvalte mig bare ved sin tilstedeværelse. Og så gik jeg. Jeg kan stadig en gang imellem ærgre mig over, at jeg ikke gik tidligere, men jeg ved alligevel godt, at det var sådan, det var meningen, det skulle være.

Sandheden gør ondt, men mest godt

At lære sandheden at kende om, hvem det er egentlig er, du har været sammen med kan være noget af det hårdeste i verden. At finde ud af at alt det, som du troede var sandt egentlig slet ikke var det, at indse at den kærlighed du troede, I havde sammen ikke var ægte og gang på gang – lige pludselig nede i Netto, over opvasken, midt i en samtale forstå –  at også den ting, og den ting og den ting var en løgn er frygteligt. Men midt i elendigheden findes der også et stort lys. For det er ikke kun de mange løgne om kærlighed og troskab, som du nu ser, det er også alle de løgne om dig – om hvordan du er forkert, om hvordan du ikke er god nok, om hvordan du ikke er noget værd, som kommer frem i lyset og bliver afsløret som usande. Og det er noget af det mest fantastiske i verden. Og med den indsigt begynder alle løgnene langsomt at betyde mindre og mindre, mens sandheden betyder mere.

Det tager virkelig lang tid at komme ud på den anden side

Jeg troede, her et år efter, at jeg fandt ud af sandheden, at jeg ville være ovre det. At jeg ville være fri, åben og klar til mere kærlighed. Det er jeg ikke. Jeg har indset, at det desværre tager meget, meget længere tid at ryste sådan et forhold af sig, end jeg havde troet. Og jeg har også indset, at man ikke kan skynde på det. Ikke at man bare skal ignorere det og ikke arbejde med det, men man kan ikke forvente, at man efter et par timer i terapi og et meditaitonsretreat har helet alle de store og dybe ar, som sådan et forhold giver en. I stedet må man irriterende nok give det en masse tid. Give det en masse plads. Og give sig selv en masse kærlighed. Og så skal det nok gå.

Du burde give dine venner en medalje

Jeg tænkte ikke særlig meget over det, mens det stod på, men efterfølgende har jeg for alvor forstået, hvor hårdt det har været for mine veninder og min familie at stå på sidelinjen og se på, at jeg gang på gang lod mig træde på og ikke formåede at gå på trods af deres formaninger og udstrakte arme. Det må have været noget af det mest frustrerende at en, man holder af bliver ved med at udsætte sig selv for en mand, der på ingen måde ville hende det bedste. Og det må have været endnu mere frustrerende næsten ikke at kunne sige det til hende i frygt for, at hun så ville lukke helt af. Men det var sådan det var at være venner med mig i de år. Og jeg føler tit, at jeg burde holde en takkefest for dem. For de blev der alligevel. De formandede og trøstede så godt de kunne og så meget jeg lod dem, men ellers så var de der bare. De vendte mig ikke ryggen eller blev vrede på mig. I stedet sendte de kun kærlighed og tryghed. De var der til at høre på alle mine frustrationer og alle mine tvivl, de var der når jeg var helt nede i dybet og de var der, da jeg endelig fik nok og gik min vej. Men vigtigst af alt, er de der nu. Nu hvor jeg stadig for 188. gang har brug for at vende det hele en gang til. Og det vil jeg for evigt være dem taknemmelig for. Og selvom jeg godt ved, at man bliver døv af at blive manipuleret med, så ville jeg ønske, at jeg havde lyttet lidt mere til dem og havde set frygten og bekymringen i deres øjne, som netop det i stedet for den manglende støtte, som jeg den gang forstod det som. Og jeg håber, du formår at se det I dine venner.

Læs mere om Fodboldfyren her.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s