Fortællingen om at være lidt for god til at tage alting super personligt og derfor græde alt for meget unødvendigt snot

Som nogle af jer måske nok har bemærket, er jeg en følsom en. Jeg mærker ret meget hele tiden. Føler alle de store følelser ofte. Nogle gange forstærker jeg det selv helt ved med vilje, fx når jeg efter en lortedag går ud på min altan med dundrende musik i ørerne og ryger cigaretter og stier vredt op mod himlen. Jeg har dog indset, at det hverken hjælper sønderligt på humøret og rent faktisk er langt mere kontroproduktivt og egentlig også bare fastholder mig i, hvad end det er, jeg føler. Hvilket, når nu jeg ser på det, nok egentlig også lidt er meningen til at begynde med. Jeg ynder nemlig nogle gange at svælge lidt i elendigheden. For hvad fanden skal man ellers svælge i? Lykke? Det er den sgu alt for flygtig til.

For nogen er ovenstående sikkert noget fuldstændigt uforståeligt gibberish. For seriøst, hvorfor er der overhovedet nogen, der har lyst til at svælge og ligefrem forstærke svære følelser? Og hvorfor føler nogen dem overhovedet så stærkt?

For andre er jeg sikker på, at det er som jeg taler ind i deres sjæl. Men fra nu af skal jeg nok også forsøge at tale til dem af jer, der ikke lader alle deres følelser styre hele deres liv. I promise.

Min pointe med denne halvlange svada er at fortælle, at jeg udover at føle en masse sådan generelt også tager de fleste ting ekstremt personligt. Jeg er blevet bedre til at lade være med årene. Eller ej, det er løgn. Jeg bliver stadig som det første virkelig tit fornærmet eller såret, jeg er bare blevet bedre til at nedtone det med noget logik og til tider noget chanting. Men uanset, så er min første reaktion på en afvisning, en aflysning eller en kritik stadig at forstå det som om, at dem i den anden ende nu åbenbart slet, slet ikke kan lide mig mere. Og at de i øvrigt sikkert også synes jeg er dum/tyk/griner for højt/er kedelig/fyld selv ind.

Og ja, det kan virkelig være en udfordring at have det sådan. For, for fanden, jeg bliver jo pisse ked af det og bruger alt for meget energi på at diskutere med mig selv om, hvorvidt min veninder nu virkelig også overvejer at smide mig ud af hulen, fordi ingen af dem kunne hænge ud sidste lørdag.

Det værste er dog ikke så meget usikkerheden omkring tætte relationer længere. Jeg kan stadig til tider tage et “Kan vi rykke vores aftale til næste uge” alt for personligt, men efterhånden har jeg fået mig selv så meget under kontrol i den forbindelse, at det ikke fylder særlig meget længere.

Nej, det værste er i arbejdsmæssige sammenhænge. Et nej tak til et samarbejde, en redaktør, der ikke vil have min ellers exceptioenelle artikleide eller en kunde, der bakker ud kan nemt føre til en masse ondt i maven, dumme unyttige tanker og eventuelt også lidt gråd ned i en pude eller fire.

Og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få det til at betyde mindre.

At leve med stikkene i hjertet
Forleden var jeg til et event det sted, hvor jeg indtil august sidste år arbejdede. Vi skiltes på grund af økonomiske årsager fra min tidligere chefs side og altså ikke fordi, jeg ikke gjorde mit arbejde godt nok eller fordi de ikke kunne lide mig. Og selvom jeg godt ved det, selvom jeg er blevet det fortalt op til flere gange, og selvom jeg blev mødt af varme og gensynsglæde, så blev mit hjerte alligevel fyldt med gråd og store huller.

For uanset at årsagen var nødvendige nedskæringer, føles det stadig helt vildt personligt for mig. Især fordi jeg var så fandens stolt over at have fået det arbejde. Over at være en del af noget, i mine øjne, så stort. Over at få lov at være med. Og ikke mindst over at jeg var fucking god til det. Og at jeg elskede det.

Andre ville måske nøjes med at være ærgerlige, måske lidt kede af det. Og så ville de komme videre. Mig – jeg sidder stadig fast i det, især når jeg vender tilbage dertil. Og måske jeg bare skulle lade være med det. Måske jeg skulle holde mig væk. Men det ville for mig nok være lidt ligesom at være blevet fyret fra Dong Energy og så derfor stoppe med at bruge lamperne i min lejlighed. Det kan jeg ikke rigtig. Og desuden har jeg heller ikke lyst til at min uberettigede mindreværdsfølelse over ikke at være der længere skal styre om, hvorvidt jeg stadig skal holde kontakten ved lige med en masse mennesker og en masse værdier og projekter, som jeg holder af.

Så derfor må jeg indtil videre finde mig i nogle gange at få et lille stik i hjertet, når jeg på den ene eller den anden måde ser den arbejdsplads og de mennesker, som jeg var så stolt af at være en del af og at kende, arbejde videre uden mig. Også selvom det nogle gange får mig til at græde snot. Og ikke mindst tage “vi spiser fredagskage- billedet” som en personlig afvisining. For seriøst, jeg laver altså den bedste fredagskage.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s