Tænk hvor dejligt det ville være, hvis vi kunne se os selv gennem andres øjne

Jeg hader at blive filmet. Som i virkelig hader. Jeg kan heller ikke rigtig lide at få taget billeder, og jeg gruer altid inden jeg skal se, hvad videokameraet eller det almindelige kamera har opfanget. For jeg bliver ofte ked af det.

“Ser jeg virkelig sådan der ud?”
“Hvad fuck er det, mit ansigt har gang i?”
“Hvorfor smiler du så meget, din idiot?”
“Og hvorfor var der ingen, der sagde, at jeg lige burde trække maven lidt ind?”

Og selvom jeg godt er klar over, at størstedelen af de komplimenter jeg får for mit udseende nok ikke er løgn, så tænker jeg ofte, at de netop er lige præcis det, når jeg ser et candid billede af mig selv.

Igår kom jeg så forbi Megan Jayne Crabble, der har profilen Bodyposipanda på Instagram, hvor hun ligesom mange andre kæmper for, at vi alle sammen skal få det bedre med vores kroppe. Det gør hun blandt andet ved at shake kroppen (og dermed også dellerne) til god musik og skrive små tekster, der udfordrer vores tanker om den perfekte krop. Og igår lagde hun to billeder op – en selfie og et, som var taget af hendes veninde uden hun vidste det. Hun skrev, at hun selv plejede at hade at blive tagget på og se billeder af sig selv, som andre havde taget, og at hun altid lynhurtigt fandt tusind fejl ved den måde, hun så ud på. I dag prøver hun dog i stedet at lade være med at finde fejlene. I stedet forsøger hun at genkalde sig, hvordan hun havde det, da billedet blev taget. Hvem hun var sammen med, hvad de lavede, hvordan det føltes og på den måde se på billedet for, hvad det egentlig er – en lille historie om et øjeblik i livet. Og intet andet.

I kommentarfeltet til de to billeder, hun lagde op (som var en kilometer lang, da damen her har omkring 900.000 følgere) skrev vores egen Ida Rud, eller Idakys, som hun hedder på instagram, at hun også nu, efter flere års selv- og kropshad, forsøger at se sig selv og billedet gennem den person, der tog det’s øjne. For i de fleste tilfælde er det en person, der enten holder af hende eller har forsøgt at få hende til at se så godt ud som muligt.

Der er så meget mere end spejlbilleder
De to exceptionelle damer fik mig derefter til at tænke på en fuldesnak, jeg havde med Bedsteveninden i lørdags. Vi havde været sammen hele dagen, først i Dyrehaven, så til varm suppespisning og drinks og nu var vi ved at gøre os klar til fest. Vi stod og lagde makeup, mens vi sippede billige Gin&Tonics med autocitron (for mere voksne er vi åbnebart ikke blevet) og snakkede om, hvad vi skulle have på. Jeg havde prøvet bluse efter bluse og intet var godt nok, og noget af det var også lidt for småt. Og på et tidspunkt indrømmede jeg, at selvom jeg troede, at jeg for længst havde fået styr på det med maden, faktisk slet ikke havde det alligevel. Det er i stedet gået helt galt, og følelsen af nederlaget, følelsen af at jeg tit ikke har styr på mig selv eller hvorfor jeg spiser gør mig både flov og helt umådelig trist. For i mine øjne er det bare endnu et tegn på, at jeg generelt ikke har styr på noget som helst. Og at jeg ikke har rykket mig en meter fra den jeg var for 2,5 år siden.

Men så var det, at Bedsteveninden kiggede mig dybt i øjnene, dunkede mig i hovedet og nævnte alle de ting, jeg har gjort, opnået, startet, sagt, fortalt, oplevet og tænkt siden jeg som 26 år og tre måneder skred ud af Fodboldfyrens liv og ind i mit eget.

Jeg tog ud at rejse helt selv og var herre sej 
Jeg fandt ud af, at jeg ikke skulle være en klassisk journalist og stod ved min beslutning 
Jeg tog en coachuddannelse og fik et job ud af det 
Jeg har ikke været bange for at gå ind i dybet og se mig selv og mine problemer, handlemønstre og selvopstillede forhindringer i øjnene 
Jeg har startet min egen forretning 
Jeg giver ud af mig selv – både til mine venner og til helt fremmede på internettet om alle de svære ting, der kan være ved livet 
Jeg nægter at gå på kompromis og “sælge min sjæl” i sikkerhedens og økonomiens navn 
Og jeg stod en gang for alle op til Fodboldfyren og alle hans løgne og stoppede dermed også med at holde mig selv for ører og øjne, så sandheden endelig kunne komme frem

Hun listede, som I kan se, altså rimelig mange ting op. Og jeg gjorde det samme for hende, da hun akkurat som mig kan have svært ved at se alle de gode, fine, smukke, kloge, seje, vilde og fantastiske ting, som gør hende til noget af det mest specielle i hele verden. Og efter vi havde rost hinanden til skyerne, tøret kærlighedstårerne væk og drukket endnu en drink blev vi enige om, at det faktisk er ærgerligt, at man ikke kan se sig selv gennem andres øjne. For hvis man kunne ville man se så meget mere, end det vi selv ser i spejlet. Og ærgerligt, det synes jeg stadig her et par dage senere, og især oven på de to førnævnte kloge damers tanker, at det er.

Nedenunder her er der et billede taget i dyrehaven i lørdags. Det er ikke grimt, men med mine selvkritiske øjne er der stadig masser af fejl. Jeg ligner lidt en mus, synes jeg. Jeg smiler lidt for bredt til, at det er pænt. Det ser lidt ud som om, jeg har nogle grå stænk i håret (hvilket nok er meget sandsynligt), mit tørklæde sidder dårligt, mine øjne er ikke til at se overhovedet og min skæve fortand står tydeligt frem.

Men hvis jeg skulle prøve at se mig selv gennem mine veninders øjne for eksempel, så ser jeg lykkelig ud, derude i skoven. Mit lange, smukke, trykke, krøllede hår falder ned over mit bryst, min skæve fortand giver mig karakter, mit store smil er smittende og min mussenæse får mig kun til at se overdrevet sød ud.

Jeg er alle ovenstående ting, men tænk hvor dejligt det ville være, hvis vi kunne se os selv gennem andres øjne. Så vi rent faktisk kunne se det hele. Det sande. Men måske kan vi godt. Hvis vi bare prøver lidt.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Reklamer

Taknemmelighedsrunden #92

1. Fik endelig set Min Louise og catchet op efter alt for lang tid fra hinanden. Og det var rart.

2. Er kraftstejlme blevet inviteret på pressetur til Svalbard med det norske cruisefirma Hurtigruten og jeg kan slet ikke holde op med at hvine af fryd, når jeg tænker på, hvor meget nordlys jeg snart skal se.

3. Mere Stranger Things med Life-Saver-Anne. ❤

4. Havde et aldeles godt møde med redaktøren på Format om et nyt koncept, som jeg og en god og dygtig journalistveninde måske skal stå for. #EndeligSkerDerNoget

5. Drak kaffe og sladrede med min long-lost-veninde Michala, som altid får mig til at grine højt.

6. Bedsteveninden fik mig til at løfte 60 kg til crossfit. Og bagefter gav hun varm kakao.

7. Min mormor bestilte stegt flæsk med persillesovs og stak mig efter maden 700 kroner. Hun er en god mormor.

8. Tog til Gud og Burger med Drengevennen, som læser til præst og derfor ved, hvor de spændende ting i kirkeverden er. Og det var ganske rigtig meget spændende. Og også meget mættende. #HerrensVejeLight

9. Min mor inviterede på cafe, og det er altid rart at være på cafe med min mor.

10. Havde den sødeste Linnea til middag i fredags, hvor vi snakkede og snakkede uden at opdage, at klokken for længst havde passeret midnat. Og så ved man, at det har været en god middag.

11. Bedsteveninden tog mig under armen og med ud i dyrehaven for at se på natur og hjorte.

12. Og derefter tog vi hjem for at spise varm rødbedesuppe og drikke os fulde i billig sprut inden vi tog til vild privatfest, hvor vi dansede til vores fødder gjorde ondt. Og spiste chips i toget på vej hjem, mens vi fnes til det gjorde ondt i maven.

13. Og i dag har jeg været en tømmermændsramt gudmor, der fejrede Min Louises mindstedatters 1-års fødselsdag. Og på trods af hovedpinen var der intet andet sted, jeg havde mere lyst til at være.

5 ting jeg har lært af at være i et manipulerende parforhold

Jeg har lært meget siden jeg i marts 2010 fandt sammen med Fodboldfyren. Og jeg har lært endnu mere det sidste år efter, jeg fandt ud af, at jeg i virkeligheden havde levet med en mand, der bag min ryg havde levet med to andre kvinder også.

Men her er de fem vigtigste ting, jeg har lært at være i et manipulerende parforhold:

Det aldrig er din skyld

Jeg har sagt det før, og jeg bliver ved med at sige det. Det er aldrig nogensinde din skyld. Også selvom det føles sådan. Jeg kæmper stadig med skylden og ikke mindst skammen. Skylden der stadig en gang imellem hvisker, at han jo havde ret, når han sagde, at jeg ikke var god nok, at det var derfor, at han talte grimt til mig, var mig utro, skældte mig ud og pointerede alle mine fejl. Og så er der skammen – skammen over at være blevet, at have fundet mig i alt det, skammen over at udsætte mine venner og familie for mine sorger, mine tvivl, min frem-og-tilbagen og ikke mindst hans måde at opføre sig overfor dem og mig på. Men jeg ved, at jeg og alle andre, der har levet i et manipulerende parforhold ikke har noget at føle skyld eller skam for. Jeg ved, at hvis jeg endelig opførte mig irrationelt eller skørt, som var det, jeg altid blev beskyldt for at gøre og være, også selvom min reaktion var helt normalt, så var det fordi, han fik mig til at opføre mig sådan. Jeg er et følsomt menneske, men jeg var og er ikke skør og mine reaktioner var og er ikke vanvittige. Og det er dine heller ikke.

Du kan ikke gå, før du kan gå

Igennem næsten hele mit forhold til Fodboldfyren slog jeg mig selv oveni hovedet over, hvorfor jeg ikke bare gik min vej. For jeg vidste jo inderst inde godt, at det her ikke var normalt eller godt for mig. Jeg vidste godt, at han ikke var den, jeg skulle være sammen med. Men alligevel kunne jeg ikke få mig selv til at gå. Hver gang jeg prøvede, føltes det som om, at jeg stod paralyseret på 10-metervippen og kiggede ned i dybet. Jeg kunne ikke. Men jeg blev alligevel ved med at bebrejde mig selv. Lige indtil min kloge psykolog sagde, at man altså først kan gå, når man kan gå. Man kan ikke nødvendigvis gå, bare fordi man godt ved, at man burde. Og man kan ikke nødvendigvis gå, bare fordi ens veninder råber af en, at man skal skynde sig væk. Man kan først gå, når man selv ikke kan blive længere. Og hun havde ret. Efter fem år med tvivl, frustrationer, sorg og gråd kunne jeg en dag lige pludselig ikke mere. Det var som om, han tog al min ilt. Som om han kvalte mig bare ved sin tilstedeværelse. Og så gik jeg. Jeg kan stadig en gang imellem ærgre mig over, at jeg ikke gik tidligere, men jeg ved alligevel godt, at det var sådan, det var meningen, det skulle være.

Sandheden gør ondt, men mest godt

At lære sandheden at kende om, hvem det er egentlig er, du har været sammen med kan være noget af det hårdeste i verden. At finde ud af at alt det, som du troede var sandt egentlig slet ikke var det, at indse at den kærlighed du troede, I havde sammen ikke var ægte og gang på gang – lige pludselig nede i Netto, over opvasken, midt i en samtale forstå –  at også den ting, og den ting og den ting var en løgn er frygteligt. Men midt i elendigheden findes der også et stort lys. For det er ikke kun de mange løgne om kærlighed og troskab, som du nu ser, det er også alle de løgne om dig – om hvordan du er forkert, om hvordan du ikke er god nok, om hvordan du ikke er noget værd, som kommer frem i lyset og bliver afsløret som usande. Og det er noget af det mest fantastiske i verden. Og med den indsigt begynder alle løgnene langsomt at betyde mindre og mindre, mens sandheden betyder mere.

Det tager virkelig lang tid at komme ud på den anden side

Jeg troede, her et år efter, at jeg fandt ud af sandheden, at jeg ville være ovre det. At jeg ville være fri, åben og klar til mere kærlighed. Det er jeg ikke. Jeg har indset, at det desværre tager meget, meget længere tid at ryste sådan et forhold af sig, end jeg havde troet. Og jeg har også indset, at man ikke kan skynde på det. Ikke at man bare skal ignorere det og ikke arbejde med det, men man kan ikke forvente, at man efter et par timer i terapi og et meditaitonsretreat har helet alle de store og dybe ar, som sådan et forhold giver en. I stedet må man irriterende nok give det en masse tid. Give det en masse plads. Og give sig selv en masse kærlighed. Og så skal det nok gå.

Du burde give dine venner en medalje

Jeg tænkte ikke særlig meget over det, mens det stod på, men efterfølgende har jeg for alvor forstået, hvor hårdt det har været for mine veninder og min familie at stå på sidelinjen og se på, at jeg gang på gang lod mig træde på og ikke formåede at gå på trods af deres formaninger og udstrakte arme. Det må have været noget af det mest frustrerende at en, man holder af bliver ved med at udsætte sig selv for en mand, der på ingen måde ville hende det bedste. Og det må have været endnu mere frustrerende næsten ikke at kunne sige det til hende i frygt for, at hun så ville lukke helt af. Men det var sådan det var at være venner med mig i de år. Og jeg føler tit, at jeg burde holde en takkefest for dem. For de blev der alligevel. De formandede og trøstede så godt de kunne og så meget jeg lod dem, men ellers så var de der bare. De vendte mig ikke ryggen eller blev vrede på mig. I stedet sendte de kun kærlighed og tryghed. De var der til at høre på alle mine frustrationer og alle mine tvivl, de var der når jeg var helt nede i dybet og de var der, da jeg endelig fik nok og gik min vej. Men vigtigst af alt, er de der nu. Nu hvor jeg stadig for 188. gang har brug for at vende det hele en gang til. Og det vil jeg for evigt være dem taknemmelig for. Og selvom jeg godt ved, at man bliver døv af at blive manipuleret med, så ville jeg ønske, at jeg havde lyttet lidt mere til dem og havde set frygten og bekymringen i deres øjne, som netop det i stedet for den manglende støtte, som jeg den gang forstod det som. Og jeg håber, du formår at se det I dine venner.

Læs mere om Fodboldfyren her.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Fortællingen om at være lidt for god til at tage alting super personligt og derfor græde alt for meget unødvendigt snot

Som nogle af jer måske nok har bemærket, er jeg en følsom en. Jeg mærker ret meget hele tiden. Føler alle de store følelser ofte. Nogle gange forstærker jeg det selv helt ved med vilje, fx når jeg efter en lortedag går ud på min altan med dundrende musik i ørerne og ryger cigaretter og stier vredt op mod himlen. Jeg har dog indset, at det hverken hjælper sønderligt på humøret og rent faktisk er langt mere kontroproduktivt og egentlig også bare fastholder mig i, hvad end det er, jeg føler. Hvilket, når nu jeg ser på det, nok egentlig også lidt er meningen til at begynde med. Jeg ynder nemlig nogle gange at svælge lidt i elendigheden. For hvad fanden skal man ellers svælge i? Lykke? Det er den sgu alt for flygtig til.

For nogen er ovenstående sikkert noget fuldstændigt uforståeligt gibberish. For seriøst, hvorfor er der overhovedet nogen, der har lyst til at svælge og ligefrem forstærke svære følelser? Og hvorfor føler nogen dem overhovedet så stærkt?

For andre er jeg sikker på, at det er som jeg taler ind i deres sjæl. Men fra nu af skal jeg nok også forsøge at tale til dem af jer, der ikke lader alle deres følelser styre hele deres liv. I promise.

Min pointe med denne halvlange svada er at fortælle, at jeg udover at føle en masse sådan generelt også tager de fleste ting ekstremt personligt. Jeg er blevet bedre til at lade være med årene. Eller ej, det er løgn. Jeg bliver stadig som det første virkelig tit fornærmet eller såret, jeg er bare blevet bedre til at nedtone det med noget logik og til tider noget chanting. Men uanset, så er min første reaktion på en afvisning, en aflysning eller en kritik stadig at forstå det som om, at dem i den anden ende nu åbenbart slet, slet ikke kan lide mig mere. Og at de i øvrigt sikkert også synes jeg er dum/tyk/griner for højt/er kedelig/fyld selv ind.

Og ja, det kan virkelig være en udfordring at have det sådan. For, for fanden, jeg bliver jo pisse ked af det og bruger alt for meget energi på at diskutere med mig selv om, hvorvidt min veninder nu virkelig også overvejer at smide mig ud af hulen, fordi ingen af dem kunne hænge ud sidste lørdag.

Det værste er dog ikke så meget usikkerheden omkring tætte relationer længere. Jeg kan stadig til tider tage et “Kan vi rykke vores aftale til næste uge” alt for personligt, men efterhånden har jeg fået mig selv så meget under kontrol i den forbindelse, at det ikke fylder særlig meget længere.

Nej, det værste er i arbejdsmæssige sammenhænge. Et nej tak til et samarbejde, en redaktør, der ikke vil have min ellers exceptioenelle artikleide eller en kunde, der bakker ud kan nemt føre til en masse ondt i maven, dumme unyttige tanker og eventuelt også lidt gråd ned i en pude eller fire.

Og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få det til at betyde mindre.

At leve med stikkene i hjertet
Forleden var jeg til et event det sted, hvor jeg indtil august sidste år arbejdede. Vi skiltes på grund af økonomiske årsager fra min tidligere chefs side og altså ikke fordi, jeg ikke gjorde mit arbejde godt nok eller fordi de ikke kunne lide mig. Og selvom jeg godt ved det, selvom jeg er blevet det fortalt op til flere gange, og selvom jeg blev mødt af varme og gensynsglæde, så blev mit hjerte alligevel fyldt med gråd og store huller.

For uanset at årsagen var nødvendige nedskæringer, føles det stadig helt vildt personligt for mig. Især fordi jeg var så fandens stolt over at have fået det arbejde. Over at være en del af noget, i mine øjne, så stort. Over at få lov at være med. Og ikke mindst over at jeg var fucking god til det. Og at jeg elskede det.

Andre ville måske nøjes med at være ærgerlige, måske lidt kede af det. Og så ville de komme videre. Mig – jeg sidder stadig fast i det, især når jeg vender tilbage dertil. Og måske jeg bare skulle lade være med det. Måske jeg skulle holde mig væk. Men det ville for mig nok være lidt ligesom at være blevet fyret fra Dong Energy og så derfor stoppe med at bruge lamperne i min lejlighed. Det kan jeg ikke rigtig. Og desuden har jeg heller ikke lyst til at min uberettigede mindreværdsfølelse over ikke at være der længere skal styre om, hvorvidt jeg stadig skal holde kontakten ved lige med en masse mennesker og en masse værdier og projekter, som jeg holder af.

Så derfor må jeg indtil videre finde mig i nogle gange at få et lille stik i hjertet, når jeg på den ene eller den anden måde ser den arbejdsplads og de mennesker, som jeg var så stolt af at være en del af og at kende, arbejde videre uden mig. Også selvom det nogle gange får mig til at græde snot. Og ikke mindst tage “vi spiser fredagskage- billedet” som en personlig afvisining. For seriøst, jeg laver altså den bedste fredagskage.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Taknemmelighedsrunden #90 og #91

1. Juledage i familiens skød er noget af det bedste. Endeløse film i fjernsynet, flæskestegsrester og en masse risalamande.

2. Fik en paninigrill i julegave og inviterede derfor førnævnte familie på tre forskellige slags grilled cheese. Man er vel en foodie.

3. Havde mine dejlige trekløverveninder til middag, nogle jeg ser alt for sjældent og nogle som altid gør mig glad, får mig til at grine og fylder mig kærlighed.

4. Bedsteveninden, min søde Rikke og jeg tog sammen ud for at grine alt for højt, mens vi prøvede tøj, hvilket efter min mening altid er en god ting at gøre, når man prøver lidt for stramme kjoler.

5. Æbleskiver og økosodavand med Drengevennen.

6. Min næsten ældste veninde Katrine og jeg holdt sleepover og så derfor selvfølgelig vores favoritfilm Catch me if you can med skønneste Leo. Og det var indeed skønt.

7. Nytår med Bedsteveninden, to dejlige briter og Verdens Bedste Anne.

8. En fantastisk og virkelig givende session med den bedste coach i verden, Henriette Claydon-Smith, som gav mig et helt perfekt kort over mit 2018. Og jeg tror det bliver virkelig godt.

9. Crossfittræning med Bedsteveninden, der fik mig til at løfte 40 kg og derefter lavede varm kakao med flødeskum til mig. #TræningsGoals

10. Life-Saver-Anne og jeg tog endelig hul på Stranger Things og en pakke Anton Berg, hvilket var en virkelig god beslutning.

11. Pik og Paprikagryde. #DonDraperKomForbi

12. Tog til Journalistikkens dag med mine dejlige journalistveninder, hvor vi trods vores meget, meget høje og interne grin alligevel fik minglet med både redaktører og ingen anden end Jonatan Spang.

13. Året første Bearnaiseloge løb af stablen igår og den var som altid fyldt med sovs, dirty talk, høje grimme grin og virkelig meget vin.

14. Kaffe og hyggesutsko på en tømmermændsramt søndag.

15. Min lillebror er kommet forbi for at få del i sin søsters ansøgningsekspertise og hendes aftensmad. Og det er hyggeligt.