Taknemmelighedsrunden #94

1. Er meget taknemmelig for, at jeg ventede med at se Stranger Things til der var to sæsoner klar på Netflix. At skullet have ventet et helt år på at finde ud af, hvad der sker med Eleven havde jo været ulideligt.

2. Apropos serier kan jeg varmt anbefale Godless på Netflix. Især hvis man har en sød bror, der har pizza klar, når afsnittet går i gang.

3. Min seje iværksætterkollega, Mette Maria har startet en iværksættergruppe på Facebook for kvinder, og i onsdags mødtes mange os til en masse snak og gode idéudvekslinger. Og det var fedt.

4. I fredags holdt jeg fri. Fri fordi min far døde den 26. januar for otte år siden. Og derfor brugte jeg dagen på at lave rare ting. Jeg købte blomster, besøgte min fars grav, gik en tur på kirkegården, ringede til min farmor, drak kaffe og læste i min bog på en cafe og brugte aftenen på sofaen foran fjernsynet med en Toblerone i skødet. Og det var virkelig rart.

5. Filmen I, Tonya er virkelig, virkelig god. Især hvis man ser den sammen med Verdens Bedste Anne og har maven fuld af sushi.

6. Og the er også godt. Især hvis man har en hovedpine, der har stået på i nu knap 48 timer. #LookOnTheBrigthSide


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Reklamer

10 steder hvor dating og jobhunting minder alt for meget om hinanden

1. Til jobsamtaler gælder det om at få dine mindre gode sider til at lyde som styrker, som fx når du oversætter det, at du er virkelig dårlig til at møde ind kl. 9 til, at du altid er den sidste, der går fra kontoret *fordi du var den sidste, der kom*

2. På dates gælder nogenlunde den samme regel. Han elsker at stå tidligt op og løbe en tur = du kan også virkelig godt lide at løbe *hen til pizzeriaet inden det lukker*

3. Du må af en eller anden grund aldrig virke for ivrig, når der er en fyr, du kan lide. Du skal i stedet helst være cool og afventende, og virke som om du altså har mange andre muligheder, hvis han ikke er helt på.

4. Når du skal forhandle din nye løn på dit nye job, som du kun får, hvis I kan blive enige om et passende beløb, må du heller aldrig nogensinde for guds skyld virke for ivrig. Det er faktisk en god ide at virke lidt ligeglad med, at du lige har landet drømmejobbet og en endnu bedre ide er, hvis du kan lade som om, der er en større spiller på banen, der gerne vil give dig mere i løn, end det du er blevet tilbudt.

5. I en ansøgning skal du helst ikke skrive for meget om dig selv. Nej, virksomheden vil gerne læse om ja, virksomheden. Og selvfølgelig hvad du kan gøre for virksomheden. Og hvad du godt kan lide ved virksomheden. Og ikke mindst hvorfor du gerne vil arbejde i virksomheden.

6. På dates skal du heller ikke tale for meget om dig selv. Du skulle jo nødig virke selvoptaget. Og desuden vil din date alligevel helst tale om sig selv. Din date vil også rigtig gerne svare på spørgsmål, hvor du virker virkelig spændt på, hvad svaret er. Også selvom det kan være svært at virke spændt på noget, der handler om frimærker eller statisikker.

7. Hvis man skal have et job, så skal man networke. Mingle. Smalltalke. Man skal ud over rampen og ud af sin komfortzone, og så lige pludselig falder man over jobbet. Eller i hvert fald en person, der kender en, som kender en, som måske kan give dig et nummer på en, der arbejder et sted, du ikke rigtig gider at arbejde. Men som de siger; Man skal jo starte et sted. Og det sted kan ligeså vel være en kommune i Vestjylland som et high tech firma i Ørestaden, ikk?

8. Hvis man skal have en kæreste skal man networke. Mingle. Smalltalke. Man skal ud over rampen og ud af sin komfortzone. Og så lige pludselig falder man over ham. Eller man falder i hvert fald over en eller anden, som måske er meget sød, men som ikke rigtig er din type og som virkelig godt kan lide søskildpadder eller sumobrydning, og som ikke rigtig forstår, hvorfor du køber økoæg. Men altså, nu skal du ikke være så kræsen, vel?

9. Det gælder om at være kæk, men ikke for kæk på Tinder. Derudover skal du også helst virke som the girl next door, dog uden at være en basic bitch. Du må gerne se fræk ud, men du må ikke være slutty. Dine billeder skal helst formidle, at du både har et stabilt job, samtidig med at du rejser verden rundt, dog helst ikke på den der trivielle turist-back-packer-måde, hvor du poserer med en dresseret abe på skulderen. Derudover er det også en god ide at virke moderlig, dog uden overhovedet at skrive noget om gerne at ville have børn. Et plus point er, hvis du formår at vise, at du er glad for mad, helst kød, men uden at det kan ses på din krop.

10. I dit CV er det en god ide at komme med lidt finurlige informationer om dig selv. Gerne noget, hvor du beskriver dine hobbies. Hvis du ikke har nogen er det derfor en god ide lige at finde på et par stykker, så det ikke virker som om, du efter arbejde bare går hjem og ser Netflix. Hvis du er en kvinde i slut 20’erne er det desuden en god ide, at skrive at du er single og bor alene, også selvom du ikke er det. Man skulle jo nødigt ansætte nogen, der har tænkt sig at få børn inden for den nærmeste fremtid. Eller overhovedet. Du må dog heller ikke virker alt for macho, derfor kan det være en god ide at tilføje strikning eller zumba til de der imaginære hobbies.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Taknemmelighedsrunden #93

1. Risotto og Stranger Things med Life-Saver-Anne.

2. Hjemme-alene-hygge en masse i mit lille hjem, som jeg i denne måned har haft i præcis 10 år.

3. Et møde med verdens sødeste bogholder, der forsikrede mig om, at jeg indtil videre har gjort alting rigtigt.

4. Suppe hos den sødeste mormor.

5. Djøf med løgn med den sødeste mor.

6. Virkelig mange beskeder fra virkelig mange søde mennesker, som alle har læst mit interview i Femina. Er helt blæst bagover og også lidt mundlam.

7. Snasket burgermad fra Jagger og Greys Anatomy med Min Louise, som by far er den bedste og mest engagerede seriekigningsbuddy.

8. En lyngåtur med Life-Savor-Anne, der så min “jeg-ved-ikke-hvad-jeg-skal-lave-story” på Instagram og derefter fluks kom og tog mig med udenfor.

9. Drinks, grin og chips med Bedsteveninden og Verdens Bedste Anne.

10. Stille morgenmad og Netflix.

11. Søndagsmiddag i familiens skød.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Tænk hvor dejligt det ville være, hvis vi kunne se os selv gennem andres øjne

Jeg hader at blive filmet. Som i virkelig hader. Jeg kan heller ikke rigtig lide at få taget billeder, og jeg gruer altid inden jeg skal se, hvad videokameraet eller det almindelige kamera har opfanget. For jeg bliver ofte ked af det.

“Ser jeg virkelig sådan der ud?”
“Hvad fuck er det, mit ansigt har gang i?”
“Hvorfor smiler du så meget, din idiot?”
“Og hvorfor var der ingen, der sagde, at jeg lige burde trække maven lidt ind?”

Og selvom jeg godt er klar over, at størstedelen af de komplimenter jeg får for mit udseende nok ikke er løgn, så tænker jeg ofte, at de netop er lige præcis det, når jeg ser et candid billede af mig selv.

Igår kom jeg så forbi Megan Jayne Crabble, der har profilen Bodyposipanda på Instagram, hvor hun ligesom mange andre kæmper for, at vi alle sammen skal få det bedre med vores kroppe. Det gør hun blandt andet ved at shake kroppen (og dermed også dellerne) til god musik og skrive små tekster, der udfordrer vores tanker om den perfekte krop. Og igår lagde hun to billeder op – en selfie og et, som var taget af hendes veninde uden hun vidste det. Hun skrev, at hun selv plejede at hade at blive tagget på og se billeder af sig selv, som andre havde taget, og at hun altid lynhurtigt fandt tusind fejl ved den måde, hun så ud på. I dag prøver hun dog i stedet at lade være med at finde fejlene. I stedet forsøger hun at genkalde sig, hvordan hun havde det, da billedet blev taget. Hvem hun var sammen med, hvad de lavede, hvordan det føltes og på den måde se på billedet for, hvad det egentlig er – en lille historie om et øjeblik i livet. Og intet andet.

I kommentarfeltet til de to billeder, hun lagde op (som var en kilometer lang, da damen her har omkring 900.000 følgere) skrev vores egen Ida Rud, eller Idakys, som hun hedder på instagram, at hun også nu, efter flere års selv- og kropshad, forsøger at se sig selv og billedet gennem den person, der tog det’s øjne. For i de fleste tilfælde er det en person, der enten holder af hende eller har forsøgt at få hende til at se så godt ud som muligt.

Der er så meget mere end spejlbilleder
De to exceptionelle damer fik mig derefter til at tænke på en fuldesnak, jeg havde med Bedsteveninden i lørdags. Vi havde været sammen hele dagen, først i Dyrehaven, så til varm suppespisning og drinks og nu var vi ved at gøre os klar til fest. Vi stod og lagde makeup, mens vi sippede billige Gin&Tonics med autocitron (for mere voksne er vi åbnebart ikke blevet) og snakkede om, hvad vi skulle have på. Jeg havde prøvet bluse efter bluse og intet var godt nok, og noget af det var også lidt for småt. Og på et tidspunkt indrømmede jeg, at selvom jeg troede, at jeg for længst havde fået styr på det med maden, faktisk slet ikke havde det alligevel. Det er i stedet gået helt galt, og følelsen af nederlaget, følelsen af at jeg tit ikke har styr på mig selv eller hvorfor jeg spiser gør mig både flov og helt umådelig trist. For i mine øjne er det bare endnu et tegn på, at jeg generelt ikke har styr på noget som helst. Og at jeg ikke har rykket mig en meter fra den jeg var for 2,5 år siden.

Men så var det, at Bedsteveninden kiggede mig dybt i øjnene, dunkede mig i hovedet og nævnte alle de ting, jeg har gjort, opnået, startet, sagt, fortalt, oplevet og tænkt siden jeg som 26 år og tre måneder skred ud af Fodboldfyrens liv og ind i mit eget.

Jeg tog ud at rejse helt selv og var herre sej 
Jeg fandt ud af, at jeg ikke skulle være en klassisk journalist og stod ved min beslutning 
Jeg tog en coachuddannelse og fik et job ud af det 
Jeg har ikke været bange for at gå ind i dybet og se mig selv og mine problemer, handlemønstre og selvopstillede forhindringer i øjnene 
Jeg har startet min egen forretning 
Jeg giver ud af mig selv – både til mine venner og til helt fremmede på internettet om alle de svære ting, der kan være ved livet 
Jeg nægter at gå på kompromis og “sælge min sjæl” i sikkerhedens og økonomiens navn 
Og jeg stod en gang for alle op til Fodboldfyren og alle hans løgne og stoppede dermed også med at holde mig selv for ører og øjne, så sandheden endelig kunne komme frem

Hun listede, som I kan se, altså rimelig mange ting op. Og jeg gjorde det samme for hende, da hun akkurat som mig kan have svært ved at se alle de gode, fine, smukke, kloge, seje, vilde og fantastiske ting, som gør hende til noget af det mest specielle i hele verden. Og efter vi havde rost hinanden til skyerne, tøret kærlighedstårerne væk og drukket endnu en drink blev vi enige om, at det faktisk er ærgerligt, at man ikke kan se sig selv gennem andres øjne. For hvis man kunne ville man se så meget mere, end det vi selv ser i spejlet. Og ærgerligt, det synes jeg stadig her et par dage senere, og især oven på de to førnævnte kloge damers tanker, at det er.

Nedenunder her er der et billede taget i dyrehaven i lørdags. Det er ikke grimt, men med mine selvkritiske øjne er der stadig masser af fejl. Jeg ligner lidt en mus, synes jeg. Jeg smiler lidt for bredt til, at det er pænt. Det ser lidt ud som om, jeg har nogle grå stænk i håret (hvilket nok er meget sandsynligt), mit tørklæde sidder dårligt, mine øjne er ikke til at se overhovedet og min skæve fortand står tydeligt frem.

Men hvis jeg skulle prøve at se mig selv gennem mine veninders øjne for eksempel, så ser jeg lykkelig ud, derude i skoven. Mit lange, smukke, trykke, krøllede hår falder ned over mit bryst, min skæve fortand giver mig karakter, mit store smil er smittende og min mussenæse får mig kun til at se overdrevet sød ud.

Jeg er alle ovenstående ting, men tænk hvor dejligt det ville være, hvis vi kunne se os selv gennem andres øjne. Så vi rent faktisk kunne se det hele. Det sande. Men måske kan vi godt. Hvis vi bare prøver lidt.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Taknemmelighedsrunden #92

1. Fik endelig set Min Louise og catchet op efter alt for lang tid fra hinanden. Og det var rart.

2. Er kraftstejlme blevet inviteret på pressetur til Svalbard med det norske cruisefirma Hurtigruten og jeg kan slet ikke holde op med at hvine af fryd, når jeg tænker på, hvor meget nordlys jeg snart skal se.

3. Mere Stranger Things med Life-Saver-Anne. ❤

4. Havde et aldeles godt møde med redaktøren på Format om et nyt koncept, som jeg og en god og dygtig journalistveninde måske skal stå for. #EndeligSkerDerNoget

5. Drak kaffe og sladrede med min long-lost-veninde Michala, som altid får mig til at grine højt.

6. Bedsteveninden fik mig til at løfte 60 kg til crossfit. Og bagefter gav hun varm kakao.

7. Min mormor bestilte stegt flæsk med persillesovs og stak mig efter maden 700 kroner. Hun er en god mormor.

8. Tog til Gud og Burger med Drengevennen, som læser til præst og derfor ved, hvor de spændende ting i kirkeverden er. Og det var ganske rigtig meget spændende. Og også meget mættende. #HerrensVejeLight

9. Min mor inviterede på cafe, og det er altid rart at være på cafe med min mor.

10. Havde den sødeste Linnea til middag i fredags, hvor vi snakkede og snakkede uden at opdage, at klokken for længst havde passeret midnat. Og så ved man, at det har været en god middag.

11. Bedsteveninden tog mig under armen og med ud i dyrehaven for at se på natur og hjorte.

12. Og derefter tog vi hjem for at spise varm rødbedesuppe og drikke os fulde i billig sprut inden vi tog til vild privatfest, hvor vi dansede til vores fødder gjorde ondt. Og spiste chips i toget på vej hjem, mens vi fnes til det gjorde ondt i maven.

13. Og i dag har jeg været en tømmermændsramt gudmor, der fejrede Min Louises mindstedatters 1-års fødselsdag. Og på trods af hovedpinen var der intet andet sted, jeg havde mere lyst til at være.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

5 ting jeg har lært af at være i et manipulerende parforhold

Jeg har lært meget siden jeg i marts 2010 fandt sammen med Fodboldfyren. Og jeg har lært endnu mere det sidste år efter, jeg fandt ud af, at jeg i virkeligheden havde levet med en mand, der bag min ryg havde levet med to andre kvinder også.

Men her er de fem vigtigste ting, jeg har lært at være i et manipulerende parforhold:

Det aldrig er din skyld

Jeg har sagt det før, og jeg bliver ved med at sige det. Det er aldrig nogensinde din skyld. Også selvom det føles sådan. Jeg kæmper stadig med skylden og ikke mindst skammen. Skylden der stadig en gang imellem hvisker, at han jo havde ret, når han sagde, at jeg ikke var god nok, at det var derfor, at han talte grimt til mig, var mig utro, skældte mig ud og pointerede alle mine fejl. Og så er der skammen – skammen over at være blevet, at have fundet mig i alt det, skammen over at udsætte mine venner og familie for mine sorger, mine tvivl, min frem-og-tilbagen og ikke mindst hans måde at opføre sig overfor dem og mig på. Men jeg ved, at jeg og alle andre, der har levet i et manipulerende parforhold ikke har noget at føle skyld eller skam for. Jeg ved, at hvis jeg endelig opførte mig irrationelt eller skørt, som var det, jeg altid blev beskyldt for at gøre og være, også selvom min reaktion var helt normalt, så var det fordi, han fik mig til at opføre mig sådan. Jeg er et følsomt menneske, men jeg var og er ikke skør og mine reaktioner var og er ikke vanvittige. Og det er dine heller ikke.

Du kan ikke gå, før du kan gå

Igennem næsten hele mit forhold til Fodboldfyren slog jeg mig selv oveni hovedet over, hvorfor jeg ikke bare gik min vej. For jeg vidste jo inderst inde godt, at det her ikke var normalt eller godt for mig. Jeg vidste godt, at han ikke var den, jeg skulle være sammen med. Men alligevel kunne jeg ikke få mig selv til at gå. Hver gang jeg prøvede, føltes det som om, at jeg stod paralyseret på 10-metervippen og kiggede ned i dybet. Jeg kunne ikke. Men jeg blev alligevel ved med at bebrejde mig selv. Lige indtil min kloge psykolog sagde, at man altså først kan gå, når man kan gå. Man kan ikke nødvendigvis gå, bare fordi man godt ved, at man burde. Og man kan ikke nødvendigvis gå, bare fordi ens veninder råber af en, at man skal skynde sig væk. Man kan først gå, når man selv ikke kan blive længere. Og hun havde ret. Efter fem år med tvivl, frustrationer, sorg og gråd kunne jeg en dag lige pludselig ikke mere. Det var som om, han tog al min ilt. Som om han kvalte mig bare ved sin tilstedeværelse. Og så gik jeg. Jeg kan stadig en gang imellem ærgre mig over, at jeg ikke gik tidligere, men jeg ved alligevel godt, at det var sådan, det var meningen, det skulle være.

Sandheden gør ondt, men mest godt

At lære sandheden at kende om, hvem det er egentlig er, du har været sammen med kan være noget af det hårdeste i verden. At finde ud af at alt det, som du troede var sandt egentlig slet ikke var det, at indse at den kærlighed du troede, I havde sammen ikke var ægte og gang på gang – lige pludselig nede i Netto, over opvasken, midt i en samtale forstå –  at også den ting, og den ting og den ting var en løgn er frygteligt. Men midt i elendigheden findes der også et stort lys. For det er ikke kun de mange løgne om kærlighed og troskab, som du nu ser, det er også alle de løgne om dig – om hvordan du er forkert, om hvordan du ikke er god nok, om hvordan du ikke er noget værd, som kommer frem i lyset og bliver afsløret som usande. Og det er noget af det mest fantastiske i verden. Og med den indsigt begynder alle løgnene langsomt at betyde mindre og mindre, mens sandheden betyder mere.

Det tager virkelig lang tid at komme ud på den anden side

Jeg troede, her et år efter, at jeg fandt ud af sandheden, at jeg ville være ovre det. At jeg ville være fri, åben og klar til mere kærlighed. Det er jeg ikke. Jeg har indset, at det desværre tager meget, meget længere tid at ryste sådan et forhold af sig, end jeg havde troet. Og jeg har også indset, at man ikke kan skynde på det. Ikke at man bare skal ignorere det og ikke arbejde med det, men man kan ikke forvente, at man efter et par timer i terapi og et meditaitonsretreat har helet alle de store og dybe ar, som sådan et forhold giver en. I stedet må man irriterende nok give det en masse tid. Give det en masse plads. Og give sig selv en masse kærlighed. Og så skal det nok gå.

Du burde give dine venner en medalje

Jeg tænkte ikke særlig meget over det, mens det stod på, men efterfølgende har jeg for alvor forstået, hvor hårdt det har været for mine veninder og min familie at stå på sidelinjen og se på, at jeg gang på gang lod mig træde på og ikke formåede at gå på trods af deres formaninger og udstrakte arme. Det må have været noget af det mest frustrerende at en, man holder af bliver ved med at udsætte sig selv for en mand, der på ingen måde ville hende det bedste. Og det må have været endnu mere frustrerende næsten ikke at kunne sige det til hende i frygt for, at hun så ville lukke helt af. Men det var sådan det var at være venner med mig i de år. Og jeg føler tit, at jeg burde holde en takkefest for dem. For de blev der alligevel. De formandede og trøstede så godt de kunne og så meget jeg lod dem, men ellers så var de der bare. De vendte mig ikke ryggen eller blev vrede på mig. I stedet sendte de kun kærlighed og tryghed. De var der til at høre på alle mine frustrationer og alle mine tvivl, de var der når jeg var helt nede i dybet og de var der, da jeg endelig fik nok og gik min vej. Men vigtigst af alt, er de der nu. Nu hvor jeg stadig for 188. gang har brug for at vende det hele en gang til. Og det vil jeg for evigt være dem taknemmelig for. Og selvom jeg godt ved, at man bliver døv af at blive manipuleret med, så ville jeg ønske, at jeg havde lyttet lidt mere til dem og havde set frygten og bekymringen i deres øjne, som netop det i stedet for den manglende støtte, som jeg den gang forstod det som. Og jeg håber, du formår at se det I dine venner.

Læs mere om Fodboldfyren her.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Fortællingen om at være lidt for god til at tage alting super personligt og derfor græde alt for meget unødvendigt snot

Som nogle af jer måske nok har bemærket, er jeg en følsom en. Jeg mærker ret meget hele tiden. Føler alle de store følelser ofte. Nogle gange forstærker jeg det selv helt ved med vilje, fx når jeg efter en lortedag går ud på min altan med dundrende musik i ørerne og ryger cigaretter og stier vredt op mod himlen. Jeg har dog indset, at det hverken hjælper sønderligt på humøret og rent faktisk er langt mere kontroproduktivt og egentlig også bare fastholder mig i, hvad end det er, jeg føler. Hvilket, når nu jeg ser på det, nok egentlig også lidt er meningen til at begynde med. Jeg ynder nemlig nogle gange at svælge lidt i elendigheden. For hvad fanden skal man ellers svælge i? Lykke? Det er den sgu alt for flygtig til.

For nogen er ovenstående sikkert noget fuldstændigt uforståeligt gibberish. For seriøst, hvorfor er der overhovedet nogen, der har lyst til at svælge og ligefrem forstærke svære følelser? Og hvorfor føler nogen dem overhovedet så stærkt?

For andre er jeg sikker på, at det er som jeg taler ind i deres sjæl. Men fra nu af skal jeg nok også forsøge at tale til dem af jer, der ikke lader alle deres følelser styre hele deres liv. I promise.

Min pointe med denne halvlange svada er at fortælle, at jeg udover at føle en masse sådan generelt også tager de fleste ting ekstremt personligt. Jeg er blevet bedre til at lade være med årene. Eller ej, det er løgn. Jeg bliver stadig som det første virkelig tit fornærmet eller såret, jeg er bare blevet bedre til at nedtone det med noget logik og til tider noget chanting. Men uanset, så er min første reaktion på en afvisning, en aflysning eller en kritik stadig at forstå det som om, at dem i den anden ende nu åbenbart slet, slet ikke kan lide mig mere. Og at de i øvrigt sikkert også synes jeg er dum/tyk/griner for højt/er kedelig/fyld selv ind.

Og ja, det kan virkelig være en udfordring at have det sådan. For, for fanden, jeg bliver jo pisse ked af det og bruger alt for meget energi på at diskutere med mig selv om, hvorvidt min veninder nu virkelig også overvejer at smide mig ud af hulen, fordi ingen af dem kunne hænge ud sidste lørdag.

Det værste er dog ikke så meget usikkerheden omkring tætte relationer længere. Jeg kan stadig til tider tage et “Kan vi rykke vores aftale til næste uge” alt for personligt, men efterhånden har jeg fået mig selv så meget under kontrol i den forbindelse, at det ikke fylder særlig meget længere.

Nej, det værste er i arbejdsmæssige sammenhænge. Et nej tak til et samarbejde, en redaktør, der ikke vil have min ellers exceptioenelle artikleide eller en kunde, der bakker ud kan nemt føre til en masse ondt i maven, dumme unyttige tanker og eventuelt også lidt gråd ned i en pude eller fire.

Og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få det til at betyde mindre.

At leve med stikkene i hjertet
Forleden var jeg til et event det sted, hvor jeg indtil august sidste år arbejdede. Vi skiltes på grund af økonomiske årsager fra min tidligere chefs side og altså ikke fordi, jeg ikke gjorde mit arbejde godt nok eller fordi de ikke kunne lide mig. Og selvom jeg godt ved det, selvom jeg er blevet det fortalt op til flere gange, og selvom jeg blev mødt af varme og gensynsglæde, så blev mit hjerte alligevel fyldt med gråd og store huller.

For uanset at årsagen var nødvendige nedskæringer, føles det stadig helt vildt personligt for mig. Især fordi jeg var så fandens stolt over at have fået det arbejde. Over at være en del af noget, i mine øjne, så stort. Over at få lov at være med. Og ikke mindst over at jeg var fucking god til det. Og at jeg elskede det.

Andre ville måske nøjes med at være ærgerlige, måske lidt kede af det. Og så ville de komme videre. Mig – jeg sidder stadig fast i det, især når jeg vender tilbage dertil. Og måske jeg bare skulle lade være med det. Måske jeg skulle holde mig væk. Men det ville for mig nok være lidt ligesom at være blevet fyret fra Dong Energy og så derfor stoppe med at bruge lamperne i min lejlighed. Det kan jeg ikke rigtig. Og desuden har jeg heller ikke lyst til at min uberettigede mindreværdsfølelse over ikke at være der længere skal styre om, hvorvidt jeg stadig skal holde kontakten ved lige med en masse mennesker og en masse værdier og projekter, som jeg holder af.

Så derfor må jeg indtil videre finde mig i nogle gange at få et lille stik i hjertet, når jeg på den ene eller den anden måde ser den arbejdsplads og de mennesker, som jeg var så stolt af at være en del af og at kende, arbejde videre uden mig. Også selvom det nogle gange får mig til at græde snot. Og ikke mindst tage “vi spiser fredagskage- billedet” som en personlig afvisining. For seriøst, jeg laver altså den bedste fredagskage.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook