2017 – et år fyldt med håb, tvivl, mod, frygt, sisterhood og lidt for mange chips

Man kan jo ikke være blogger og så ikke skrive et Året-der-gik-indlæg. Eller altså, det kan man nok godt, men sådan en har jeg altså ikke lyst til at være. Jeg synes dog faktisk, at 2017 er lidt svær at danne mig et overblik over. Det har været et underligt år. Og et jeg på en måde slet ikke rigtig synes er færdigt. Jeg havde i hvert fald tænkt, at der ville ske lidt mere, end der gjorde. At jeg ville være et andet sted. At jeg ville have fundet ud af nogle flere ting. Og at jeg ville have slået mig til ro med den ting, jeg tog med mig ind i det nye år sidste gang det var nytårsaften. At jeg var blevet bedraget noget så grusomt.

Alt dette betyder selvfølgelig ikke, at der slet ikke er sket noget. For det er der skam. Der er sket masser. Jeg havde besøg af den bedste irlænder, jeg kender og fik vist min by og alle dens kanelsnegle frem. Min bror tog mig under armen og med til Amsterdam, hvor vi havde den bedste bror/søster tur og de fineste snakke.

Jeg fik et job og droppede dagpengene, og følte mig for første gang i lang tid som en del af noget større og var så stolt, at jeg næsten revnede. Jeg startede mit eget firma, og indså, hvor meget arbejde, der rent faktisk ligger i livet som selvstændig, især når man mister førnævnte job igen. Jeg blev træt af at være vred på Fodboldfyren og besluttede derfor langt om længe at lukke tristheden ind i stedet.

Jeg tog til Grækenland med to af de bedste, der findes og spiste min egen vægt i feta. Min mor blev efter 12 år endelig gift med min papfar og jeg lavede 6 bryllupskager til fejringen. Jeg blev gudmor til Min Louises søde lille datter og mærkede for alvor, hvordan det føles, når veninder bliver til noget, der minder om søstre.

Jeg tog til Tallin med min søde mor og spiste en masse kage. Og så slugte jeg min stolthed og tog et job i Imerco, og stod samtidig fast på, at det er vigtigt at skrive om de uperfekte ting i mit liv, også selvom det måske kan ødelægge nogle muligheder eller skubbe nogle mennesker væk.

Et opgør med forventningerne
Det har med andre ord været et begivenhedsrigt år. Men også et år, der slet ikke blev som jeg troede. Jeg havde forventet, at jeg ville være længere med min karriere, og egentlig også med mit kærlighedsliv, end jeg er. Jeg havde forventet, at jeg ville have arbejdet endnu hårdere end jeg har gjort, og at jeg derudover også ved siden af havde fået arbejdet endnu mere med mig selv og dermed fået styr på de kæmpe store huller i mit hjerte, som afsløringerne om Fodboldfyren lavede. Jeg havde forventet, at jeg ville være rigere og ikke fattigere end i starten af året, og jeg havde nok også lidt forventet, at jeg ville være lidt tyndere.

Men sådan gik det altså ikke.

Jeg er nået et stykke, både med karrieren, hjertet, pengene og kroppen. Og et stykke er vist egentlig også ret fint. For det slog mig her forleden, at man jo altså aldrig bliver færdig. I hvert fald ikke før man dør. Hele livet er jo en rejse, en kamp, en vej at gå, et mål at nå. Og hver gang, man kommer et stykke og når et mål, så kommer der noget nyt, som man gerne vil eller ved, at man bliver nødt til.

Derfor så prøver jeg at lade være med at tage det så tungt, at jeg teknisk set ikke har aflsuttet noget i 2017 og forsøger i stedet at være glad for, at jeg er på vej. At jeg kan sætte kryds ved en masse ting, som fylder mit hjerte med glæde, og at jeg i det store og hele har gjort det så godt jeg kunne. At jeg har lært så utolig meget, at det halve måske egentlig godt kunne have været nok. Og ikke mindst, at jeg turde lægge ordene i en andens hænder og fortælle min historie om Fodboldfyren til en dygtig journalist på Femina. En historie som du stadig kan nå at læse, hvis du smutter ned i kiosken og køber dig det nyeste blad.

Mit 2017 har med andre ord været fyldt med mange bump på vejen, tusindvis af bekymringer, masser af tvivl, men heldigvis også masser af kærlighed, sisterhood, håb og vigtigst af alt – mod.

Og så måske lidt for mange chips. Men jeg tror faktisk, at jeg nåede min limit her forleden. Så no worries.

Jeg håber, at I alle er tilfredse med jeres år. Og at I får nogle helt fantastiske nogen hver især i 2018. Tak fordi I læser med. Det gør mig virkelig, virkelig glad.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Reklamer

4 comments

  1. Helene Aspergerinformator · december 30

    De5 var et fint, viktig og interessant år du beretter om. Jeg gleder meg til å følge deg i 2018. Jeg skriver ikke et oppsummeringsinnlegg i år, det er for mange løse tråder. Men kanskje i 2018.

    • Tusind tak, dejligt at du læser med! Håber dit 2018 bliver et, hvor et, hvor sy slet ikke kan lade være med at skrive et opsummeringsindlæg. ❤️

  2. millemum · januar 1

    Du skriver godt) Og jeg grinede af dit uperfekte år:)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s