Fortællingen om stadig at være lidt maltrakteret på grund af Fodboldfyren

Sidste år på denne tid var helt ubeskrivelig hård, fantastisk, grådfyldt, empowering og indsigtsfuld.

Det var nemlig på denne tid sidste år, at alle Fodboldfyrens skeletter væltede ud af af skabene og fik mig til at indse og forstå, hvilken mand det egentlig var, jeg havde været sammen med i fem år og elsket i seks.

Der er sket meget siden da. Og så alligevel ikke. Jeg er stadig vred. Ikke ligeså meget, som jeg var i starten, men stemmen der nogle gange afbryder min tankestrøm og iskoldt siger; Jeg håber bare du dør, Xx, den popper stadig op engang imellem.

Min umættelige retfærdighedsfølelse har dog efterhånden lagt sig og har indset, at den eneste og mest sande form for retfærdighed, som jeg kan få i alt det her er at leve videre og at leve godt. Så det prøver jeg på, så godt jeg kan.

Det er dog nogle gange svært. For selvom sandheden mest af alt har gjort mig stærk og fået mig til at forstå, hvor mange ting, jeg har troet på om mig selv, som i virkeligheden slet ikke var rigtige, så sidder nogle af de ting stadig virkelig dybt i mig.

Jeg kan stadig mærke hans ord.

Du er skør. Du er dum. Du er sindssyg. Du er uelskelig. Du er fed. Du er forkert. Du er usexet. Du er for meget. Du er for lidt. 

Og selvom jeg godt ved, at intet af det er sandt, tror min hjerne og mit hjerte nogle gange stadig, at det er.

Især når det kommer til det modsatte køn.

Jeg er stadig hunderæd for at date. Ikke ligeså fandens, fucking angst som jeg indså, at jeg var i sommer, slet ikke. Men min tro på mig selv på det her punkt er så lille, at jeg uden at indse det afviser alle, fordi jeg tror de allerede har afvist mig.

Og det gør mig så frygtelig ked af det.

I lang tid efter vi slog op, både før og efter jeg fandt ud af sandheden, var jeg glad for bare at være alene. Jeg havde brug for rum og tid til at finde mine ben og lære, hvem jeg var uden en kæreste. Det var første gang i 12 år, at jeg ikke havde en plus-one, og jeg elskede det og havde brug for at det varede ved.

Men nu, nu vil jeg faktisk gerne have en ved min side. En at grine med. En at ligge i ske med. En at lave mad med. En at gå på museum med. En at rejse med. En at kramme med.

Jeg vil gerne have en at elske. Og en, der elsker mig.

Og selvom jeg ikke går og piner efter en kæreste, for jeg har det dejligt og godt i det liv, jeg har fået bygget op post breakup, så ligger ønsket alligevel som en grundsten i mig nu. Desværre ligger det lige ved siden af skammen, sorgen og frygten.

Skammen over at være “sådan en, der lod sig trampe på”.

Sorgen over at have spildt så mange af mine år og sorgen over, at al den kærlighed jeg gav ikke blev givet til en, der brugte den til noget godt.

Frygten for at noget af det han sagde alligevel er sandt. At jeg er uelskelig. Og frygten for, at der slet ikke findes nogen derude til mig.

Jeg er dog alligvel for det meste optimistisk. Jeg tror på mig selv. Og jeg tror på kærligheden. Og allerede for noget tid siden mærkede jeg mit hjerte mærke noget. For første gang i to år, flaksede det derinde i mit bryst. Det gibbede en lille smule, en sommerfugl fløj forbi og et fjoget smil klistrede sig fast i mit ansigt.

Og det tager jeg som et tegn. Ikke nødvendigvis et tegn på, at ham der fik mit hjerte til at mærke noget er ham, der skal få det til at åbne sig helt op igen. Nej, jeg tager det bare som et lille subtilt tegn på, at jeg er ved at være klar. Trods skammen, sorgen og frygten er jeg ved at være der, hvor jeg kan se bort fra alle de ar mit hjerte har fået og alligevel vise det frem, når der kommer en forbi, som får det til at gibbe lidt.

Det håber jeg i hvert fald.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Reklamer

3 comments

  1. Jeanette Henriksen · januar 5

    Det er så hårdt at skulle komme sig over sådan en omgang..
    Jeg fandt selv ud af, at i takt med at jeg selv fik det bedre og begyndte at elske mig selv mere.
    Jo mere tiltrækkende følte jeg mig og jo mere opsøgte mændene mig også.. om det bare er indbildning ved jeg ikke, men det virker meget logisk.. Når mine veninder snakker om at de aldrig finder kærligheden, så spørger jeg dem.. hvad vil du helst ha.. en mand der stråler af selvtillid og glæde eller en som virker lidt usikker og nervøs.. De fleste svare en med selvtillid og glæde. Og så spørger jeg dem efterfølgende.. hvad tror du så mænd finder mest tiltrækkende… Så er svaret ret nemt.. Og det her handler ikke om hvordan de ser ud.. for en på 120 kg kan ha mere charme og selvtillid en med en mindre vægt… og omvendt.. Der skal nok være en derude til dig og dejligt at du stadig kan mærke at de der sommerfugle stadig findes.. Det er fantastisk.. så glæd dig til at blive overrumlet af forelskelse.. ❤

    Knus Jeanette – http://www.jeasblanketanker.dk/

  2. Pingback: At være single er ikke lig med at gå og vente på at livet begynder |

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s