2017 – et år fyldt med håb, tvivl, mod, frygt, sisterhood og lidt for mange chips

Man kan jo ikke være blogger og så ikke skrive et Året-der-gik-indlæg. Eller altså, det kan man nok godt, men sådan en har jeg altså ikke lyst til at være. Jeg synes dog faktisk, at 2017 er lidt svær at danne mig et overblik over. Det har været et underligt år. Og et jeg på en måde slet ikke rigtig synes er færdigt. Jeg havde i hvert fald tænkt, at der ville ske lidt mere, end der gjorde. At jeg ville være et andet sted. At jeg ville have fundet ud af nogle flere ting. Og at jeg ville have slået mig til ro med den ting, jeg tog med mig ind i det nye år sidste gang det var nytårsaften. At jeg var blevet bedraget noget så grusomt.

Alt dette betyder selvfølgelig ikke, at der slet ikke er sket noget. For det er der skam. Der er sket masser. Jeg havde besøg af den bedste irlænder, jeg kender og fik vist min by og alle dens kanelsnegle frem. Min bror tog mig under armen og med til Amsterdam, hvor vi havde den bedste bror/søster tur og de fineste snakke.

Jeg fik et job og droppede dagpengene, og følte mig for første gang i lang tid som en del af noget større og var så stolt, at jeg næsten revnede. Jeg startede mit eget firma, og indså, hvor meget arbejde, der rent faktisk ligger i livet som selvstændig, især når man mister førnævnte job igen. Jeg blev træt af at være vred på Fodboldfyren og besluttede derfor langt om længe at lukke tristheden ind i stedet.

Jeg tog til Grækenland med to af de bedste, der findes og spiste min egen vægt i feta. Min mor blev efter 12 år endelig gift med min papfar og jeg lavede 6 bryllupskager til fejringen. Jeg blev gudmor til Min Louises søde lille datter og mærkede for alvor, hvordan det føles, når veninder bliver til noget, der minder om søstre.

Jeg tog til Tallin med min søde mor og spiste en masse kage. Og så slugte jeg min stolthed og tog et job i Imerco, og stod samtidig fast på, at det er vigtigt at skrive om de uperfekte ting i mit liv, også selvom det måske kan ødelægge nogle muligheder eller skubbe nogle mennesker væk.

Et opgør med forventningerne
Det har med andre ord været et begivenhedsrigt år. Men også et år, der slet ikke blev som jeg troede. Jeg havde forventet, at jeg ville være længere med min karriere, og egentlig også med mit kærlighedsliv, end jeg er. Jeg havde forventet, at jeg ville have arbejdet endnu hårdere end jeg har gjort, og at jeg derudover også ved siden af havde fået arbejdet endnu mere med mig selv og dermed fået styr på de kæmpe store huller i mit hjerte, som afsløringerne om Fodboldfyren lavede. Jeg havde forventet, at jeg ville være rigere og ikke fattigere end i starten af året, og jeg havde nok også lidt forventet, at jeg ville være lidt tyndere.

Men sådan gik det altså ikke.

Jeg er nået et stykke, både med karrieren, hjertet, pengene og kroppen. Og et stykke er vist egentlig også ret fint. For det slog mig her forleden, at man jo altså aldrig bliver færdig. I hvert fald ikke før man dør. Hele livet er jo en rejse, en kamp, en vej at gå, et mål at nå. Og hver gang, man kommer et stykke og når et mål, så kommer der noget nyt, som man gerne vil eller ved, at man bliver nødt til.

Derfor så prøver jeg at lade være med at tage det så tungt, at jeg teknisk set ikke har aflsuttet noget i 2017 og forsøger i stedet at være glad for, at jeg er på vej. At jeg kan sætte kryds ved en masse ting, som fylder mit hjerte med glæde, og at jeg i det store og hele har gjort det så godt jeg kunne. At jeg har lært så utolig meget, at det halve måske egentlig godt kunne have været nok. Og ikke mindst, at jeg turde lægge ordene i en andens hænder og fortælle min historie om Fodboldfyren til en dygtig journalist på Femina. En historie som du stadig kan nå at læse, hvis du smutter ned i kiosken og køber dig det nyeste blad.

Mit 2017 har med andre ord været fyldt med mange bump på vejen, tusindvis af bekymringer, masser af tvivl, men heldigvis også masser af kærlighed, sisterhood, håb og vigtigst af alt – mod.

Og så måske lidt for mange chips. Men jeg tror faktisk, at jeg nåede min limit her forleden. Så no worries.

Jeg håber, at I alle er tilfredse med jeres år. Og at I får nogle helt fantastiske nogen hver især i 2018. Tak fordi I læser med. Det gør mig virkelig, virkelig glad.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Reklamer

Fortællingen om stadig at være lidt maltrakteret på grund af Fodboldfyren

Sidste år på denne tid var helt ubeskrivelig hård, fantastisk, grådfyldt, empowering og indsigtsfuld.

Det var nemlig på denne tid sidste år, at alle Fodboldfyrens skeletter væltede ud af af skabene og fik mig til at indse og forstå, hvilken mand det egentlig var, jeg havde været sammen med i fem år og elsket i seks.

Der er sket meget siden da. Og så alligevel ikke. Jeg er stadig vred. Ikke ligeså meget, som jeg var i starten, men stemmen der nogle gange afbryder min tankestrøm og iskoldt siger; Jeg håber bare du dør, Xx, den popper stadig op engang imellem.

Min umættelige retfærdighedsfølelse har dog efterhånden lagt sig og har indset, at den eneste og mest sande form for retfærdighed, som jeg kan få i alt det her er at leve videre og at leve godt. Så det prøver jeg på, så godt jeg kan.

Det er dog nogle gange svært. For selvom sandheden mest af alt har gjort mig stærk og fået mig til at forstå, hvor mange ting, jeg har troet på om mig selv, som i virkeligheden slet ikke var rigtige, så sidder nogle af de ting stadig virkelig dybt i mig.

Jeg kan stadig mærke hans ord.

Du er skør. Du er dum. Du er sindssyg. Du er uelskelig. Du er fed. Du er forkert. Du er usexet. Du er for meget. Du er for lidt. 

Og selvom jeg godt ved, at intet af det er sandt, tror min hjerne og mit hjerte nogle gange stadig, at det er.

Især når det kommer til det modsatte køn.

Jeg er stadig hunderæd for at date. Ikke ligeså fandens, fucking angst som jeg indså, at jeg var i sommer, slet ikke. Men min tro på mig selv på det her punkt er så lille, at jeg uden at indse det afviser alle, fordi jeg tror de allerede har afvist mig.

Og det gør mig så frygtelig ked af det.

I lang tid efter vi slog op, både før og efter jeg fandt ud af sandheden, var jeg glad for bare at være alene. Jeg havde brug for rum og tid til at finde mine ben og lære, hvem jeg var uden en kæreste. Det var første gang i 12 år, at jeg ikke havde en plus-one, og jeg elskede det og havde brug for at det varede ved.

Men nu, nu vil jeg faktisk gerne have en ved min side. En at grine med. En at ligge i ske med. En at lave mad med. En at gå på museum med. En at rejse med. En at kramme med.

Jeg vil gerne have en at elske. Og en, der elsker mig.

Og selvom jeg ikke går og piner efter en kæreste, for jeg har det dejligt og godt i det liv, jeg har fået bygget op post breakup, så ligger ønsket alligevel som en grundsten i mig nu. Desværre ligger det lige ved siden af skammen, sorgen og frygten.

Skammen over at være “sådan en, der lod sig trampe på”.

Sorgen over at have spildt så mange af mine år og sorgen over, at al den kærlighed jeg gav ikke blev givet til en, der brugte den til noget godt.

Frygten for at noget af det han sagde alligevel er sandt. At jeg er uelskelig. Og frygten for, at der slet ikke findes nogen derude til mig.

Jeg er dog alligvel for det meste optimistisk. Jeg tror på mig selv. Og jeg tror på kærligheden. Og allerede for noget tid siden mærkede jeg mit hjerte mærke noget. For første gang i to år, flaksede det derinde i mit bryst. Det gibbede en lille smule, en sommerfugl fløj forbi og et fjoget smil klistrede sig fast i mit ansigt.

Og det tager jeg som et tegn. Ikke nødvendigvis et tegn på, at ham der fik mit hjerte til at mærke noget er ham, der skal få det til at åbne sig helt op igen. Nej, jeg tager det bare som et lille subtilt tegn på, at jeg er ved at være klar. Trods skammen, sorgen og frygten er jeg ved at være der, hvor jeg kan se bort fra alle de ar mit hjerte har fået og alligevel vise det frem, når der kommer en forbi, som får det til at gibbe lidt.

Det håber jeg i hvert fald.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Taknemmelighedsrunden #89

1. Blev i denne uge mindet om, at jeg har de bedste veninder i verden. Veninder, der køber uventede julegaver, veninder der laver carepackages, veninder der uforventet lover risalamande og veninder, der roser, hepper og opmuntrer i et væk.

2. Og i tirsdags samledes jeg med fire af dem og spiste pizza, grinede virkelig, virkelig højt, drak en masse vin og fik vendt det meste af verdenssituationen.

3. Min kusine og faster har sendt en myseost til mig fra Norge, som jeg de sidste mange morgener har nydt i stor stil.

4. Efter 8 dage med 12- og 9-timersvagter i Imerco mødte jeg først ind kl. 15 i fredags. Min allersidste vagt. Og fordi jeg nåede at have fri i mere end 11 timer og ikke brugte næsten dem alle på at sove, så var den sidste vagt som juleassistance både fyldt med sjov og en snigende julestemning.

5. Og efter vagten var slut tog jeg hjem, lavede mad for første gang i flere uger, tændte stearinlys og så The Holiday. #Metime

6. Skypede med min favoritirlænder lillejuleaftens dag og blev igen mindet om, hvorfor det var, vi blev så gode venner den gang vi mødte hinanden i Thailand for to år siden.

7. Fik endelig selv lov til at være den, der juleshoppede, da jeg tog i Magasin for at købe julegaver. Og jeg nød det! Så meget, at jeg også købte en gave til mig selv i form af havsaltskarameller fra Karamelkompagniet og osten Gammel Knas fra Arla Unika. Velkommen tilbage, Foodie-Amalie, jeg har savnet dig!

8. Og så blev det juleaften. Den blev holdt med min lille, dejlige familie, som alle gav mig alle de gaver, jeg havde ønsket mig og mere til. Og derudover fik jeg stegt de lækreste andebryster og lavet de lækreste brunede kartofler. Og jeg tror egentlig ikke, at man kunne ønske sig mere. Det skulle da lige være nogle flere flæskesvær her 1. juledag.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Podcastanbefaling: 10 podcasts du skal slå ørene ud for

Jeg er en seriøs podcastnørd. Jeg lytter til dem på farten, mens jeg vasker op, når jeg gør rent, når jeg er i bad og når jeg laver mad. Og nogle gange, hvis de er rigtig spændende, så lytter jeg også til dem uden at lave andet end at spidse ørerne. Her er 10 af mine favoritter til dig og din juleferie, din julegaveindpakning eller din julemadslavning.

1. Serial

Der er lavet tre sæsoner af podcasten Serial, og de er alle tre gode. Den første er dog helt klart den allerbedste. Alle tre sæsoner falder ind under kategorien True Crime, og har en journalist, der undersøger en sag og i alle tre tilfælde er med til at finde nye beviser eller teorier. Start med sæson et, og gør mig så den tjeneste at lytte til de andre bagefter. Selvom de i min mening ikke kommer op på niveau med historien om gymnaiseeleven Adnan Sayed, der i 1999 blev dømt for mordet på sin eks-kæreste, så er de stadigvæk nogle af de fineste podcasts, jeg har hørt.

2. Kvinden med den tunge kuffert

Third Ear står bag denne intet mindre end fantastiske podcast om en norsk kvinde, der gennem flere år har snydt sig til småbeløb og gratis ophold i kirker og klostre over hele Danmark. Den er fænomenalt lavet og sindssygt spændende, så spændende at jeg rent faktisk blev nødt til at sætte mig ned og lytte efter.

3. Dirty John

Hvis man er til historier om mænd, der giver sig ud for at være noget andet end de er, så de på den måde kan indgå i manipulerende parforhold, så skal man lytte til podcasten Dirty John. Den fortæller nemlig historien om en kvinde og hendes døtre, der blev forført, snydt og endda stukket ned af en mand, der gik under navnet Dirty John.

4. Selvmordstanker

Jeg har skrevet lidt om den før, og podcasten Selvmordstanker er stadig noget af det fineste, jeg har hørt. Vi følger journalisten Mikkel Frey Damgaard, der i serien afsnit for afsnit undersøger om det er muligt at arve sin fars selvmord. Temaer som sorg, skyld, skam, frygt og ikke mindst tilgivelse gør denne podcast til noget alle, og ikke kun mennesker, der har mistet folk til selvmord, bør lytte til.

5. This American Life

Hver uge sender This American Life, som også står bag serien Serial, et program ud, der kan handle om alt mellem himmel og jord. Nogle gange handler det om folks uønskede talenter andre gange om børns logiske sans. Det er politisk, socialrealistisk, sjovt, relevant og utrolig inspirerende at lytte sig igennem alle tre akter af programmet, hvor ugens tema får lov at udspille sig på forskellige planer og i forskellige historier.

6. Farfars to liv

Den første podcast jeg nogensinde hørte var Farfars to liv, hvilket jeg tror var godt. For den er nemlig virkelig god, virkelig spændende og et resultat af et virkelig godt håndværk. Jeg vil ikke afsløre, hvad den handler om, men siger blot at der også her er en mand, der lyver med og, at den trods det formår at få flere aspekter ind om det at leve flere liv og hvorfor nogen gør det.

7. Ringbindsattentatet

I denne podcast er der også en journalist, der undersøger en gammel sag og som finder ud af noget nyt. Sagen er denne gang en vild en fra 80’erne, hvor en mandbliver skudt af et ringbind. Det lyder vildt, ikk? Godt. Så gå ind og lyt til den og glæd dig samtidig over alle de mange 80’er referencer.

8. Strangers

Lea Tau er dansker, men taler med så perfekt amerikansk accent, at jeg først opdagede det, da hun fortalte historien om, hvordan det var at blive amerikansk statsborger. Strangers er ligesom This American Life, en podcast, der hver uge udkommer med et nyt tema eller historie, og formålet er her, at vi allesammen skal lære hinanden bedre at kende, så vi på den måde forstår hinanden bedre. Det forsøger den blandt andet fx ved at tale med modstandere af rettigheder for homoseksuelle, men også blot ved at fortælle fine historier om mennesker, vi ellers aldrig ville have hørt om.

9. Dobbletmordet

Et grusomt mord begået af en ukendt gerningsmand er stadig omgærdet af mystik og  teorier om nascisme. DR prøver at komme til bunds i sagen, skyder vilde og knap så vilde teorier af og inddrager lytterne i, hvad de tror, der skete med ægteparret, der i 1948 blev brutalt myrdet i deres lejlighed på Peter Bangsvej. Man bliver grebet fra første lyt og de mange teorier og scenarier bliver i Dobbeltmordet beskrevet ned til mindste detalje, så man som lytter kan se scenerne udspille sig som en film,

10. Missing Richard Simmons

Richard Simmons var i flere årtier en elskværdig fitness- og slankeguru, der havde tusindvis af følgere rundt omkring i USA. Han var altid venlig, smilende og sagde aldrig nej til en snak med sine fans. Men så en dag forsvandt han fra sin forretning, fra sine venner og fra spotlyset. En af hans bekendte, journalisten bag podcasten, forsøger i Missing Richard Simmons at finde ud af, hvad der skete med Richard, hvorfor han forsvandt og lod alt bag sig og hvorfor han ikke vil tale med ham eller nogen andre længere.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Taknemmelighedsrunden #88

1. Mødte min veninde Rikke, som jeg ser alt for sjældent til tærte på American Pie Company, hvor vi fik talt om alle de mænd, vi aldrig møder og andre af livets store emner. Og det var intet mindre end fantastisk.

2. Sneg Chili Cheese Tops og jordbærmilkshakes med ind i biffen med min veninde Sofie, hvor vi sammen spiste og grinte os mætte til Bad Moms Christmas, som er absolut ligeså vanvittig og sjov som den første i serien.

3. Min mor kom til middag og tog en julelyskæde med, fordi hun syntes det var synd for min stue og mig, at jeg ikke havde haft tid til at pynte op. Derudover hjalp hun mig med at blive enig med mig selv om noget, som kun en mor kan hjælpe. Og det var rart.

4. Drak kaffe med min gamle studdy buddy, Steffen, som altid kalder mig Rubbås med udråbstegn bagved, og han gav mig både gode råd og masser at grine af. Og det blev jeg simpelhen både så glad og taknemmelig for.

5. Spiste lynfrokost med Life-Saver-Anne i lørdags i min pause i Imerco, og blev ekstra glad for hendes besøg, da hun stak mig et stykke chokolade til dessert og et stort kram til farvel.

6. Og så kom Verdens Bedste Anne sgu også forbi til på hendes juleshoppingtur og gjorde mig helt glad i maven. 7. Har arbejdet 43 timer i Imerco i denne uge og knap 10 for mig selv, så jeg er rimelig mørbanket for tiden. Heldigvis havde jeg tid til en storslået morgenmad og boglæsning i morges, og det var virkelig tiltrængt.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Ting jeg vil have, når jeg bliver rig eller bare ikke er ludfattig længere

Selvom jeg har fået lidt mere styr på økonomien ved hjælp af Imerco er jeg altså desværre på ingen måde blevet rig. Eller ”ikke-fattig”. Specielt ikke efter at Skat syntes det var helt i orden at trække 55% af min løn i november, fordi der på mystisk vis ikke fandtes et skattekort i mine oplysninger. Og derfor drømmer jeg tit om alle de ting jeg kunne købe, hvis jeg bare havde lidt flere skejser stående i mit navn.

Her er et par stykker; 

ludfattig

– Nyt tøj. Det er som om, indholdet i mit klædeskab græder lidt, hver gang jeg hiver noget af bøjlen – græder, mens de hvisker; ”Lad os nu dø i fred, Amalie. Vi kan ikke mere”.

– Mad, der ikke er det billigste på hylden i Netto. Jeg længes efter de dage, hvor jeg overskudsagtigt lagde økovare efter økovare op på kassebåndet, mens jeg kiggede misbilligende på dem, der skulle købe Budgetmælk og konventionelle havregryn. Those were the days.

– Noget i grøn marmor. Bare fordi.

– En ny computer. Den jeg på nuværende tidspunkt skriver på, lyder mere og mere som en vindtunnel og gør begrebet bærbart lidt omsonst, fordi dens batteritid ikke holder længere end det, det tager mig at lave en kop kaffe. Og jeg drikker altså altid instant.

– Følelsen af selvsikkerhed, når jeg kører mit dankort igennem. #PleaseBlivGodkendtPleaseBlivGodkendt

– Trøfler. Bare fordi.

– En ferie. Langt væk. Til noget varmt og spændende. Ifølge min pagt med mig selv skal jeg nemlig nå at besøge 30 lande inden, jeg fylder 30. Indtil videre mangler jeg tre og har altså nu kun halvandet år to go. #FuckJegFylder30om18måneder #BareSkydMig

– Et eller andet i cognacfarvet læder. Bare fordi.

De her blå babies fra Roccamore. Jeg er sikker på, at der er noget sandhed i ordsproget; you gotta play the part. Og de her blå stilletter, der støtter mine ømme fødder vil helt klart vil gøre det meget nemmere at virke som en helt igennem kompetent businesswoman, der altid har styr på sit liv. Og som ikke falder over sine egne ben. #SomOmDotCom


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Taknemmelighedsrunden #87

1. Min lillebror inviterede på aftensmad og Netflix + en masse gode snakke, blandt andet en om, at vi burde sørge for at få os en bror/søster dag, når vi en dag bliver sådan nogen med hver vores familie. #SøskendeGoals

2. Fik den sødeste og fineste mail fra en læser, der havde været oppe hele natten for at pløje gennem alle min blogs indlæg. Arv, hvor fint altså.

3. Min mor gav fyldt gourmetpasta og kvalitetstid + en ufrivillig opvisning af en anden verden, da vi sammen forsøgte at se filmen Coach Carter og min mor virkelig levede sig ind i det at være en sort High School basketballtræner.

4. Passede 2,5-årige Frederik, der ud af det blå og midt i en figenstang højlydt og stålfast proklamerede, at han altså virkelig godt kunne lide mig. #BabysitterGoals

5. Havde et succesfuldt businessmøde i denne uge og glæder mig allerede til et forhåbentlig rigtig godt samarbejde. #GirlbossGoals

5. Hang ud med min bror og hans kæreste fredag aften, hvor vi sammen, mest på kærestens opfordring, fandt pinlige barndomsbilleder af os begge. Og et enkelt af min bror og min far i en vild sværdkamp med glæden strålende ud dem begge.

6. Bedsteveninden lavede verdens største bjerg pizza i sønsdags for at fejre, at hun endelig havde fået samlet sit meget, meget store skab, som jeg så passende kunne hjælpe med at fylde op med tøj.

7. Solen har skinnet så fint i denne uge. Og selvom den ikke når ind i Imerco er der rart at vide, at den er der udenfor. #WeatherGoals


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook