Taknemmelighedsrunden #88

1. Mødte min veninde Rikke, som jeg ser alt for sjældent til tærte på American Pie Company, hvor vi fik talt om alle de mænd, vi aldrig møder og andre af livets store emner. Og det var intet mindre end fantastisk.

2. Sneg Chili Cheese Tops og jordbærmilkshakes med ind i biffen med min veninde Sofie, hvor vi sammen spiste og grinte os mætte til Bad Moms Christmas, som er absolut ligeså vanvittig og sjov som den første i serien.

3. Min mor kom til middag og tog en julelyskæde med, fordi hun syntes det var synd for min stue og mig, at jeg ikke havde haft tid til at pynte op. Derudover hjalp hun mig med at blive enig med mig selv om noget, som kun en mor kan hjælpe. Og det var rart.

4. Drak kaffe med min gamle studdy buddy, Steffen, som altid kalder mig Rubbås med udråbstegn bagved, og han gav mig både gode råd og masser at grine af. Og det blev jeg simpelhen både så glad og taknemmelig for.

5. Spiste lynfrokost med Life-Saver-Anne i lørdags i min pause i Imerco, og blev ekstra glad for hendes besøg, da hun stak mig et stykke chokolade til dessert og et stort kram til farvel.

6. Og så kom Verdens Bedste Anne sgu også forbi til på hendes juleshoppingtur og gjorde mig helt glad i maven. 7. Har arbejdet 43 timer i Imerco i denne uge og knap 10 for mig selv, så jeg er rimelig mørbanket for tiden. Heldigvis havde jeg tid til en storslået morgenmad og boglæsning i morges, og det var virkelig tiltrængt.

Reklamer

Ting jeg vil have, når jeg bliver rig eller bare ikke er ludfattig længere

Selvom jeg har fået lidt mere styr på økonomien ved hjælp af Imerco er jeg altså desværre på ingen måde blevet rig. Eller ”ikke-fattig”. Specielt ikke efter at Skat syntes det var helt i orden at trække 55% af min løn i november, fordi der på mystisk vis ikke fandtes et skattekort i mine oplysninger. Og derfor drømmer jeg tit om alle de ting jeg kunne købe, hvis jeg bare havde lidt flere skejser stående i mit navn.

Her er et par stykker; 

ludfattig

– Nyt tøj. Det er som om, indholdet i mit klædeskab græder lidt, hver gang jeg hiver noget af bøjlen – græder, mens de hvisker; ”Lad os nu dø i fred, Amalie. Vi kan ikke mere”.

– Mad, der ikke er det billigste på hylden i Netto. Jeg længes efter de dage, hvor jeg overskudsagtigt lagde økovare efter økovare op på kassebåndet, mens jeg kiggede misbilligende på dem, der skulle købe Budgetmælk og konventionelle havregryn. Those were the days.

– Noget i grøn marmor. Bare fordi.

– En ny computer. Den jeg på nuværende tidspunkt skriver på, lyder mere og mere som en vindtunnel og gør begrebet bærbart lidt omsonst, fordi dens batteritid ikke holder længere end det, det tager mig at lave en kop kaffe. Og jeg drikker altså altid instant.

– Følelsen af selvsikkerhed, når jeg kører mit dankort igennem. #PleaseBlivGodkendtPleaseBlivGodkendt

– Trøfler. Bare fordi.

– En ferie. Langt væk. Til noget varmt og spændende. Ifølge min pagt med mig selv skal jeg nemlig nå at besøge 30 lande inden, jeg fylder 30. Indtil videre mangler jeg tre og har altså nu kun halvandet år to go. #FuckJegFylder30om18måneder #BareSkydMig

– Et eller andet i cognacfarvet læder. Bare fordi.

De her blå babies fra Roccamore. Jeg er sikker på, at der er noget sandhed i ordsproget; you gotta play the part. Og de her blå stilletter, der støtter mine ømme fødder vil helt klart vil gøre det meget nemmere at virke som en helt igennem kompetent businesswoman, der altid har styr på sit liv. Og som ikke falder over sine egne ben. #SomOmDotCom

 

Taknemmelighedsrunden #87

1. Min lillebror inviterede på aftensmad og Netflix + en masse gode snakke, blandt andet en om, at vi burde sørge for at få os en bror/søster dag, når vi en dag bliver sådan nogen med hver vores familie. #SøskendeGoals

2. Fik den sødeste og fineste mail fra en læser, der havde været oppe hele natten for at pløje gennem alle min blogs indlæg. Arv, hvor fint altså.

3. Min mor gav fyldt gourmetpasta og kvalitetstid + en ufrivillig opvisning af en anden verden, da vi sammen forsøgte at se filmen Coach Carter og min mor virkelig levede sig ind i det at være en sort High School basketballtræner.

4. Passede 2,5-årige Frederik, der ud af det blå og midt i en figenstang højlydt og stålfast proklamerede, at han altså virkelig godt kunne lide mig. #BabysitterGoals

5. Havde et succesfuldt businessmøde i denne uge og glæder mig allerede til et forhåbentlig rigtig godt samarbejde. #GirlbossGoals

5. Hang ud med min bror og hans kæreste fredag aften, hvor vi sammen, mest på kærestens opfordring, fandt pinlige barndomsbilleder af os begge. Og et enkelt af min bror og min far i en vild sværdkamp med glæden strålende ud dem begge.

6. Bedsteveninden lavede verdens største bjerg pizza i sønsdags for at fejre, at hun endelig havde fået samlet sit meget, meget store skab, som jeg så passende kunne hjælpe med at fylde op med tøj.

7. Solen har skinnet så fint i denne uge. Og selvom den ikke når ind i Imerco er der rart at vide, at den er der udenfor. #WeatherGoals

Fortællingen om at stå fast på at skrive om den uperfekte del af mig – også selvom det kan have konsekvenser

Der er efterhånden flere der har spurgt, både helt fra begyndelsen, men særligt efter jeg er blevet min egen chef – om det nu er en god ide at skrive så personligt og ærligt som jeg gør her på bloggen. Om det ikke kan skade mig og min karriere, når alt der skal til for at læse intime og personlige ting om mig er at google mit one-of-a-kind-navn og så dermed finde frem til alle mine tanker, sorger, glæder og diverse rants af forskellig art.

Og i tirsdags var der endnu en, der spurgte bekymret og dermed gjorde mig bekymret. For dem der spørger har helt klart en pointe. Jeg kan ganske let og måske helt uden at vide det frastøde potentielle kunder, forretningsforbindelser, samarbejdspartnere og sågar måske også potentielle kærester.

Det at jeg skriver om, at jeg nogen gange er ved at pisse i bukserne over at være blevet selvstændig, og dermed også inkluderer mange af de tvivl jeg har om, hvorvidt jeg er god nok, vil uden tvivl byde nogen imod og få dem til at tænke, at hvis jeg ikke selv tror på det, så gør de godt nok heller ikke – ergo bliver det ikke dem, der poster penge i min business.

Det at jeg skriver om, at jeg er usikker på kærligheden, at jeg er blevet såret dybt og hårdt og at jeg har svært ved at tro på, at det er muligt at finde en mand, der er til at stole på kan helt sikkert få nogle mænd til at tænke, at der er alt for meget arbejde eller crazyness i et forhold med mig.

Og det at jeg generelt skriver åbent og ærligt om mine tanker og følelser, både de gode og de dårlige, de lykkelige og de hårde og ikke mindst om nogle af de konsekvenser nogle af de følelser har haft for mig gennem tiden, får mig helt klart ikke til at fremstå som en all-around totalt fattet, hård negl, der kan modstå det meste.

For det er jeg heller ikke. Jeg er et menneske fyldt med fejl, fyldt med grimme følelser og tanker, fyldt usikkerhed og med en manglende tro. Jeg er også et menneske fyldt med kærlighed, empati, klogskab, tro og håb, humor og kreativitet. Og det er det menneske, det hele menneske, som jeg gerne vil kæmpe for.

Jeg oprettede bloggen fordi jeg var træt af hele tiden at læse om croissanter og champagne, om parforhold, hvor det eneste, der syntes svært var, når nogen glemte opvasken. Jeg var træt af perfekte glansbilleder og savnede at læse om alle de ting, jeg selv gik og tumlede med. Og derfor besluttede jeg mig for at være en af dem, der netop skrev om det. Fordi jeg vidste, hvor meget det betyder at læse noget, der rør dig i hjertet. Noget der føles som om, det er skrevet til dig. Noget som er helt og virkeligt.

For mig er det ikke nok at vente med at skrive om alt det, der var svært til, når det ikke er svært længere. Det er fint og forståeligt at mange ikke kan eller vil dele deres drama, mens det står på. Men i mine øjne er det også lidt letkøbt først at begynde at fortælle om, hvor hårdt det var at bygge sin forretning op, når man har fået succes. Det virkelige, det der rykker ved noget, det der lader folk vide, at heller ikke du er perfekt, er der hvor du fortæller om lorten, mens du stadig er smurt ind i den. Og det synes jeg, der er alt for få, der gør.

Og det kan godt være, at jeg vil miste kunder på at skrive om mine usikkerheder og tvivl, det kan godt være, at der er nogen, der ikke være venner med mig, fordi jeg skriver om det, der rør sig i mit hjerte. Og det kan godt være, at der er nogen, der ikke vil være kærester med mig, fordi jeg skriver om kærlighed og alt, hvad den gør ved mig.

Men så er vi nok alligevel bare ikke meant to be. Og det skriver jeg ikke med ro i hjertet, selvom det kan lyde sejt. For det skræmmer mig da. Jeg vil da gerne have en masse kunder, og jeg vil også ret gerne have, at alle skal kunne lide mig, men jeg ved godt, at det aldrig vil kunne lade sig gøre. Og desuden er min kamp vigtigere end penge og businesssucces. For uanset hvor meget, jeg gerne vil min forretning, så vil jeg kampen for det uperfekte, for det vilde, for det hele og for det virkelige mere.

Og jeg ville ikke kunne se mig selv i spejlet, hvis jeg ikke lyttede efter det.

img_8967

 

Fortællingen om at droppe stoltheden og tage et job i Imerco

Jeg har skrevet en del om kvalerne ved at være blevet selvstændig. Alle usikkerhederne, den vaklende tro og ikke mindst de meget få penge. Jeg har levet på en sten de sidste mange måneder, og selvom det har været hårdt og økonomien har givet mange søvnløse nætter, er jeg egentlig også ret stolt over, at jeg har formået at tjene mine egne penge i et helt halvt år nu. Men i oktober kunne jeg godt se, at det ikke længere kunne gå. Jeg havde brugt det meste af mine reserver og havde kun få kunder i pipelinen. Der måtte derfor gøres noget.

Dagpenge har ikke været en mulighed, da man ikke kan få sådan nogen, hvis man har et firma. Deltidsjobs hænger heller ikke på træerne, og selvom jeg indtil videre har søgt de fleste af dem, der trods alt har været, har det ikke mundet ud i nogle underskrevne kontrakter. Et par solgte artikler til diverse medier har hjulpet lidt på det, men har langt fra været nok til at dække de knap 9500 kroner, jeg i hvert fald skal have ud om måneden, hvis jeg skal kunne betale mine regninger og brødføde mig selv.

Så jeg gik på jagt efter et andet slags job. Et ufaglært et af slagsen. Og selvom det var med et lidt nedslået hjerte, at jeg måtte indse, at det var det jeg blev nødt til at gøre for en stund, så har valget om at bide i det sure æble og sluge min stolthed været det bedste valg, jeg har taget i lang tid.

For nu har jeg ro i sindet. Og i banken. Jeg har kunnet betale min moms og alle mine regninger, og jeg kan falde i søvn uden at tænke på om jeg mon ville have nok penge til de næste par indkøb, men det vigtigste har egentlig været, at selvom det at arbejde som juleassistance i Imerco på ingen måde er min drøm eller er noget, som jeg gerne vil blive ved med mere end højest nødvendigt, så har det givet mig en helt anden form for energi og gåpåmod. Roen omkring min økonomi og det at komme ud i verden hver dag og bruge mig selv har gjort, at jeg faktisk har fået flere kunder i min biks og flere kommende muligheder. Og det selvom jeg i øjeblikket har mindre tid til at styre min business end jeg nogensinde har haft.

Måske er det er rigtigt, det folk siger; at ting altid kommer oveni hinanden. Når man først får et job, så får man tilbudt et andet, og når der først er en mand, der synes man er for nice, så står der en anden lige bag ham, som også gerne vil kysse.

Dermed ikke sagt, at det ikke var lidt svært at acceptere, at det har været et blender-sælgende-job, der skulle til. Ikke at der er noget som helst galt med Imerco eller butiksjobs generelt, for det er der overhovedet ikke. Men jeg tænker, at de fleste mennesker nok allerhelst vil bruge den uddannelse de har brugt en masse år på at tage, når de skal tjene penge, og sådan har jeg det også.

Heldigvis kan jeg for tiden tjene penge på to måder. Og jeg sover så dejligt om natten.(Hvis vi altså ser bort fra, at jeg hoster på ottende uge, men lad det nu ligge)

Taknemmelighedsrunden #86

Det bliver ikke til meget blogskriveri for tiden. Den, og dagslyset der skal til for at tage gode fotos, løber fra mig i øjeblikket. Men Taknemmelighedsrunden består næsten altid, også denne søndag. Og jeg håber, at jeg i næste uge får tid til at indvie jer i, hvad det er, der tager den. Altså tiden.

Men først – Taknemmelighedsrunden:

1. Drog mod Odense i mandags for at besøge den dejlige Kristina og hendes endnu dejligere Wille, der bød på fint dekorerede julesmåkager og varm kakao, mens hans mor stod for de gode snakke efter den 4-årige var blevet lagt i seng.

2. Den der vilde mulighed, jeg talte om for nogle uger siden er kommet et skridt nærmere virkeligheden, og jeg håber, håber, håber sådan i øjeblikket.

3. Vandt for noget tid siden en middag på Yolk, som jeg delte med min altid parate konkurrencemakker og dejlige veninde, Min Louise. Og det var skønt at have hende lidt for mig selv, også selvom hendes børn også er ret så fantastiske. #NæstestopLotto

4. Apropos fantastiske børn, så passede jeg førnævntes mindstebarn, min guddatter, i torsdags og fik så mange kram, at det næsten var lidt for meget. Og med næsten mener jeg selvfølgelig helt tilpas og svært hyggeligt.

5. Bedsteveninden gav meximad og gode råd i torsdags, alt imens hun kiggede på mig med sit jeg-kender-dig-så-du-kan-ikke-snyde-mig-blik, og det var egentlig bare rart, at kende nogen, der kender en så godt, at de har sådan et blik de kan skyde i ens retning, når man prøver at tale udenom. #Venindekærlighed

6. Min mormor gav italiensk mad og husly i fredags, og hvem kunne egentlig ønske sig mere end det?

7. Min lille kusine Kamma fyldte seks år i lørdags og fejrede det med kæmpestore teboller og endnu større islagkage. #fødselsdagFTW

8. Og i dag stod den på mere kage og ikke mindst julelys i alle verdens farver, da jeg sammen med min mor tog i Tivoli for at bruge det gavekort, jeg vandt sidste år til kagebord på Nimb.

9. Jeg “stjal” en snemandsflødebolle med hjem. Og den glæder jeg mig til at spise senere. #hustlerstilen