Taknemmelighedsrunden. #84

1. Min Louises ældstebarn proklamerede i mandags, at hun savnede “Emali.” Og hvilken tante er man, hvis man ikke reagerer på det? I hvert fald ikke en tante, som jeg gerne vil være. Og derfor tog jeg forbi min lille ynglingsfamilie for at kramme, fnise og lege julemandens værksted.

2. Fik en vild mulighed i tirsdags, og jeg håber virkelig, at den bliver til noget, så jeg kan råbe ud over hele bloggen om det.

3. Er træt for tiden. Træt, men glad. Og lidt mere rolig , når jeg tænker på fremtiden.

4. Pizza-Anne, som for fremtiden vil blive kaldt for Lifesaver-Anne, fordi hun var så sød at gøre mig den største tjeneste i fredags, kom forbi til Bagedysten og sladder, og det var præcis ligeså hyggeligt, som det plejer at være.

5. Min papfar skød julen i gang med flæskesteg, rødkål og kartofler med brun sovs i torsdags, hvor hele familien derfor slog vejen forbi Brønshøj og hygge.

6. Drengevennen havde sikret billetter og drinks på Comedy Zoo igår aftes. Og det var lige præcis så hyggeligt og sjovt, som det lyder.

7. Og i dag er Women’s Entrepreneuership Day løbet over stablen, og jeg er vildt stolt over det arrangement, som jeg og tre andre kvinder har fået stykket sammen. Og ikke mindst stolt over, at jeg nu også kan skrive contributor til goodiebags på cv’et. En contribution som du også kan benytte dig af, hvis du stikker herind.

Reklamer

Fortællingen om at stoppe med at ynke

Hov, så gik der lige over en uge, hvor jeg ikke fik skrevet noget herinde. Ikke engang en Taknemmelighedsrunde er det blevet til. Jeg har nemlig haft travlt. Travlt med at stoppe med at ynke.

Som nogen af jer ved, fordi I har læst det her, har jeg ikke ligefrem syntes, at min liv har været en dans på roser her på det sidste. Det har været svært, og jeg har derfor mest skrevet om de ting, der fik mig til at få lyst til at smide håndklædet i ringen, end de ting, der har fået mig til at smile og blive varm om hjertet.

Og det synes jeg også, at der skal være plads til. Min blog hedder jo trods alt Mit Uperfekte År, fordi jeg i sin tid oprettede den for at fortælle om alle de ting, der ikke var en dans på roser, men snarere en forviklende tango på tegnestifter.

Og det gør jeg stadig. Dog synes jeg også, at det er vigtigt ikke bare at dvæle. Det må man gerne i noget tid, men dvæletiden for mine nuværende issues er officielt ovre. Dermed ikke sagt, at det ikke stadig er svært og lettere uoverskueligt, for det er det. Men jeg er færdig med at sidde i sofaen og spise nutella, mens jeg forbander alt det væk, som ikke går min vej.

I stedet har jeg taget action, så nogle af mine bekymringer bliver lidt mindre bekymrende, og jeg har indført nogle rutiner, som jeg allerede nu kan mærke hjælper mig med at komme ekstra meget i sving med at få banket hul på min drøm om mit eget firma. Og selvom det stadig gør ondt i mit dankort, når en regning kommer min vej, så er det med en lidt større ro og en tro på, at det ikke kommer til at forblive sådan her for altid.

I stedet prøver jeg at være i nuet. Hverken at se for meget fremad eller for meget tilbage. Men at være lige her, hvor det rent faktisk gælder. Men det er svært. Min hjerne har det med at vandre af snoede stier, både frem og tilbage, og det er sjældent at jeg formår at lade være med at bygge historier i mit hovede om, hvad der kommer til at ske med mig. Både af gode og dårlige ting. Men jeg øver mig.

Jeg vil nemlig allerhelst være lige her.

Taknemmelighedsrunden #83

1. Min mormor har endnu engang overgået sig selv i indsamlingen af mønter, hun har i overskud efter indkøb og gav mig knap 800 kroner i 20’ere og 10’ere, da jeg i mandags kom forbi for at lave fiskefrikadeller til hende. #VerdensBedsteMormor

2. Fik endelig, efter knap to år, set min ældste veninde, som jeg har kendt siden 4. klasse. Og det var rart.

3. Dejlige Hanna fra Godthåb & Kaffe gav mig en opsang, et kram og fire crossainter, da jeg slog vejen forbi hendes hyggelige cafe i onsdags for at catche up. #Kram&Kage #AlternativtNavn

4. Den søde Linnea kom forbi til gulerodskage og podcastkreering – for ja, jeg går nemlig og brygger på min helt egen podcast, og jeg er spændt som en flitsbue over det.

5. Og senere tog jeg Linnea under armen og med til Torsdagsbar i mit journalistnetværk, hvor vi sammen med de andre dejlige damer drak øl, spiste nødder og grinede en hel del.

6. Og som om det ikke var nok slog vi til sidst vejen forbi Sliders for at spise burgere og grine en lille smule mere. #BurgerOgLinnea<3

7. Fredag passede jeg min dejlige kusiner, der introducerede mig til slimvideoer på Youtube og slik, der får ens ansigt til at se meget mærkeligt ud, når man spiser det. #BørnErSåMærkelige

8. Igår styrede jeg Slow Food Copenhagens instagram og Facebook under deres ostefestival Slow Cheese, og spiste mig samtidig så mæt og træt i ost, at jeg faldt i søvn lige så snart jeg lagde mit hoved på puden klokken 22.

9. Og i dag har jeg ligget under dynen, set serier, spist Ben&Jerry’s og skrevet artikler. Og lige om lidt skal jeg hjem til min brors søde kæreste og høre hendes podcast om min seje mormor og hendes kærlighedsliv. #SpændendeAlligevel

Drop selvoptagetheden: Folk er alligevel totalt ligeglad med dig

Jeg står der også nogle gange. Der foran kassebåndet søndag eftermiddag og glor ned på de varer, jeg har lagt op, mens jeg prøver at udsende en energi, der fortæller, at den der dobbelt pakke med frysepizza akkompagneret med chips og dip, samt sodavand ikke er til mig, men til min 13-årige bror. (som jeg ikke har, eller altså jo, men han er 25, og han køber selv sit eget junk)

Jeg har også veninder, der altid råber “Pizzaen er her” inden de åbner døren og tager imod deres take-away bestilling, som ofte består af en mængde mad, der kunne brødføde en hel familie, men som egentlig kun er til dem selv.

Og jeg kender virkelig mange, der bekymrer sig over, hvad fremmede mennesker tænker om dem, hvis de bevæger sig udenfor i hyggebukser og ingen makeup, og ikke mindst får hjertebanken ved tanken om rent faktisk at møde folk de kender, mens de er iført den mundering.

Og det er desværre alt for normalt at tænke sådan. Jeg støder generelt på alt for mange mennesker, der er bange for, hvad andre tænker om dem og derfor bruger koloenormt meget tid på at tænke over det. Og selvom jeg nogle gange, som der foran kassebåndet også kan blive en smule flov over at tænke på, hvad andre mon tænker om valget af mine varer, så er jeg for det meste ret ligeglad. Og synes derfor, at det kan være enormt frustrerende at høre på andres usikkerhed over, hvad postmanden mon ikke tænkte, da de kom til at åbne døren i nattøj, selvom klokken jo var 11 om formiddagen. Men egentlig synes jeg mest, at det bare er trist, at der er så mange, der bruger tid og kræfter på at bekymre sig unødigt.

For det er mega unødvendigt at bruge så meget tid og så mange kræfter på at tænke over, om man nu godt kan tage den samme bluse på to dage i træk eller at bekymre sig om, hvad ens gamle kollega mon tænker om en, fordi man havde en fyldt bland-selv-slik-pose i hånden, da man stødte ind i hinanden på gaden. For seriøst, og nu kommer der en måske chokerende nyhed:

Folk er fucking ligeglade med dig. 

Der er ikke nogen, der kan huske, hvad du havde på igår, og hvis de endelig kan, så er sandsynligheden for, at de tænker andet en “Nå” ikke særlig stor.

Det er heller ikke særlig sandsynligt at folk vil tænke noget overhovedet, hvis de ser dig uden make-up eller hvis de spotter, at du har en Dr. Oetker pizza nede i indkøbsposen. Måske tænker de; “Gid jeg også skulle have frysepizza, men nu har lorte-Susanne igen lavet selleribøffer.” Eller også tænker de; “Ej, sådan noget gider jeg godt nok ikke selv at spise”, men straks efter begynder de sandsynligvis at tænke på, hvad de så gerne vil have at spise i stedet, og så har de glemt alt om dig igen.

Men jo, folk kan helt sikkert godt tænke åndssvage ting om dig, ligesom du også kan tænke åndssvage ting om dem. Men sandsynligheden for at du vil bruge mere end to minutter på at tænke på, at Bjarne fra regnskab spildte kage ned af sig selv til personalemødet er ikke særlig stor. For yes, her kommer den anden store nyhed:

Folk tænker kun på sig selv. 

Hvilket også er derfor, at vi bruger så meget tid på at tænke over, hvad andre tænker om os. Hvilket igen er grunden til, at der ikke er nogen, der tænker særlig længe over andre menneskers mærkeligheder, fordi de allerede har travlt med at tænke over, hvad andre tænker om deres egne mærkeligheder.

Så prøv lige at forestil dig al den tid, du kunne bruge på noget andet, men som du lige nu bruger på at ærgre dig over, at du til festen i fredags havde taget en lidt for fin kjole på i forhold de andre gæster.

Overvej om det virkelig er det værd at bruge så mange kræfter og tid på at føle sig forkert, pinlig, skamfuld over noget, som andre allerede har glemt alt om.

Og prøv at genkalde dig, hvad du selv tænker om folk du møder på gaden, i supermarkedet, på arbejdet eller til fester – og prøv så at huske, hvor længe du tænkte over, hvad de havde på, hvordan de så ud, hvad de sagde og hvordan de opførte sig.

De fleste af os, der prøver det vil nemlig sandsynligvis opdage, at du ikke kan huske en skid.

For du er fucking ligeglad.