Hvorfor det er 1000 gange vigtigere at fortælle, når man har det svært, end når man har det godt

Igår læste jeg et blogindlæg af min søde veninde, Linnea. Hun blogger herover, og vi lærte hinanden at kende på en grå februarsdag inde i A-kassen, hvor vi begge to mødte op til et kursus i håb om, at det kunne skaffe os et job. Det gjorde det ikke. Men vi mødte hinanden, og er siden da blevet først bloggerveninder og så egentlige veninder.

Vi var begge to et mærkeligt sted i livet den gang i starten af 2016. Et sted, hvor vi ikke rigtig vidste, hvor vi skulle stille os henne, og om vi overhovedet passede ind nogle af de steder, vi overvejede at slå rødder. Men en ting var vi dog begge to ret sikre på, og det var og er stadig, at det er vigtigt at dele, når noget er svært. Både for ens egen skyld i og med, at det som oftest letter at fortælle nogen alle de tunge tanker, man nogle gange kan gøre sig og så samtidig få et nyt perspektiv på, men også for dem, det bliver fortalt til. For der sidder næsten altid nogen, enten lige ved siden af dig i form en veninde eller kollega eller en bag skærmen, der føler præcis det samme, men som troede, at de var helt alene i det.

Og derfor blev jeg også så glad, da jeg læste hendes indlæg igår aftes, da jeg lå i min seng og faktisk følte mig en anelse alene. For hun skriver nemlig om præcis det, vi begge to er enige i. At det er et paradoks, at vi – i et land, hvor vi egentlig taler om så meget, hvor de fleste af os ikke er lavet af træ og igennem livet lærer, hvordan vi på den ene eller den anden måde kan udtrykke vores følelser, og hvor hvert eneste danskproducerede dramaserie- og film handler om en form for ulykke, tristhed, om at have ondt i livet et sted eller at være vred på alle – alligevel ikke rigtig formår at tale om de ting, der gør ondt indeni.

Til gengæld er vi, ligesom resten af verden, formidable til at tale om alle de ting, der gør os glade. Eller som vi tror vil få andre til at tro, at vi er lykkelige. At vi har det godt. Og at fortælle og fokusere på de gode ting, det dejlige, det lykkelige er jo også fantastisk. Og ikke mindst vigtigt. (Jeg gør det jo som bekendt selv hver eneste søndag). Men ligeså vigtigt er det, at vi taler om det, der gør os kede af det. Det vi frygter. Det vi græder over. Det der gør os usikre.

For hvis vi ikke gør, vokser det sig større og tungere, og til sidst fælder det os.

Vi kommer til at ligge nede på gulvet og hikste uden rigtigt at kunne trække vejret.
Vi kommer til at lukke af og trække os fra dem vi elsker, og som elsker os.
Vi kommer til at blive hvor vi er i stedet for at gå derhen, hvor vi rent faktisk gerne vil være. 

For lige meget, hvor end vi gerne ville, kan vi ikke skrue ned for det, der gør ondt og kun skrue op for det, der gør os glade. Det virker ikke. I hvert fald ikke i længden.

Jeg ved ikke, hvorfor vi er, som vi er. Hvorfor det er så svært at tale sammen om ting, der rent faktisk betyder noget. Men jeg ved, at vi alle sammen ville få det bedre, hvis vi byttede om på de to ting.

Så i dag starter jeg –  Her er de tre største ting i mit liv, der gør det svært at leve det:

  1. Jeg føler ikke, at jeg er god nok. Jeg sammenligner mig med mine veninder, mine gamle studiekammerater og folk jeg ikke engang kender. Og hver gang føler jeg, at jeg kommer til kort. Jeg føler mig ikke ligeså dygtig, ligeså smuk, ligeså kompetent, ligeså klog, ligeså tynd, ligeså vigtig.
  2. Jeg tvivler på, om jeg overhovedet kan lykkes med mit liv. På om det jeg er gået i gang med er det rigtige. På om jeg kan klare det. På om jeg har fundet min plads eller om det bare er noget, jeg har bildt mig selv ind.
  3. Jeg føler mig tit helt, helt alene. Også selvom jeg har en masse veninder og en familie, der elsker mig. Når jeg sidder alene i min sofa for trejde aften i træk eller når ingen skriver og spørger, om jeg skal noget i weekenden, føler jeg mig som verdens største taber. Og jeg kæmper samtidig med troen på, om jeg nogensinde finder en at elske og ikke mindst, om der findes en, der kan elske mig. Og om dem, der siger, at de allerde gør virkelig mener det.

Hvad synes du er svært?


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Reklamer

4 comments

  1. Sara · 29 Days Ago

    Årh jeg får slet ikke kommenteret din blog, men jeg er altså vild med den – og med dig!
    Og synes du virker så mega sej, både personlighedsmæssig men også med din virksomhed!!
    Det måtte jeg lige ud med!
    Så fint et indlæg, livet er sq svært. Jeg synes pt det er svært karrieremæssigt. Jeg sidder fast lige nu, jeg keder mig og føler jeg bliver dummere hver dag jeg er der. Og vil gerne skifte til noget helt andet, i hvert fald et niveau over mit nuværende. Men er jeg nu også god nok? (Ja sq!) Tør bare ikke helt søge stillingerne.. Så dumt altså!
    På det private går alt godt, har en sød kæreste, vi skal giftes til foråret. Og så skal vi jo have børn….. Det siger samfundet, det har jeg lovet manden som har været skruk i 3 år, alle forventer det. Og ja jeg vil også gerne have det mine veninder har.. Men er børn noget for mig? Jeg har aldrig været skruk. Men kunne heller ikke forestille mig et liv uden. Føler bare at jeg skal sætte mig selv på stand-by så længe..
    Og så kommer det med jobbet på spil igen. For hvis jeg skifter nu her snart, kan jeg så tillade mig at gå på barsel i løbet af det første år? Og jeg fylder snart 32, så har jo ikke uendelige år at vente endnu..
    Og ja så skal jeg også gerne lige tabe de obligatoriske 10 kg inden brylluppet 😛
    Nok skriv herfra, blev lige grebet 😉

    • Amalie Frøkjær-Rubbås · 29 Days Ago

      Hej Sara, tusind tak for dine søde ord og for at du skriver. Bliver så glad, når jeg hører, at mine ord lander et godt sted! ❤ Det lyder da som om, du skal ud af vagten og søge de der job. Også selvom det føles skræmmende. Jeg kender det alt for godt, man gør ikke noget, fordi man alligevel ikke tror man kan eller fordi det genkendelige og trygge alligevel er noget, man ved hvad er. Men det er når det hele er lidt skræmmende, når man får lidt ondt i maven og bliver nervøs, at man skal gøre noget ved det. For hvis du bare går ind i noget nyt uden at føle noget, så er det ikke det rigtige. Og lad være med at tænke på eventuel barsel. Måske skal du det, og så er det sådan. Det ved firmaer godt, når de ansætter kvinder i vores i 20'erne og 30'erne, og er der ingen af os, der skal have dårlig samvittighed over. Håber det hjælper, og ellers tilbyder jeg jo også coaching 😉 😉

      Kh Amalie

  2. Jeanette Henriksen · 22 Days Ago

    For noget tid siden var jeg ret meget ramt af den her hverdags kedsomhed som også gjorde mig ret ensom. Ikke fordi jeg ikke har mennesker i mit liv, men fordi jeg aldrig hørte noget fra nogen af mine veninder. Først blev jeg super ked af det og lidt små vred. Men derefter besluttede jeg at jeg åbenbart er den der tager styrringen i mit eget liv. Jeg vil være sammen med de person som gir mig noget godt også selv om det nok oftest er mig der skal lave planerne. Jeg er førtidspensionist og når man går hjemme, mærker man nok den der ensomhed mere end andre. Jeg har ikke kollegaer osv.. Har min kæreste og han er fantastisk, men man har også brug for at se andre mennesker.

    Jeg besluttede derfor at jeg ikke længere gider være hende der er ked af det fordi veninderne igen ikke ringer. Jeg ved de gerne vil ses, men tit går tiden bare og man får ikke lige aftalt at ses. Havde lidt en snak med mig selv om, om der evt går noget af mig, ved at jeg laver planerne. Især fordi jeg jo ved at det gør noget godt når vi se.. Så jeg har taget en for holdet.. Og når det så sker at en veninde selv foreslår at ses, så er det virkelig en fantastisk ting. Så gik fra at være ked af det, til at det næsen er win win.. men det var hårdt og lidt af en mundfuld at sluge..

    Nogen gange er man bare nød til at tage styrringen selv.. gør de ting der gør dig godt og som gør dig glad..

    Kram Jeanette – http://www.jeasblanketanker.dk

    • Amalie Frøkjær-Rubbås · 20 Days Ago

      Hej Jeanette, tak for din fine historie og betragtning. Man er helt klart nødt til selv at tage styringen, noget jeg også generelt gør meget ift. mine venskaber. Men nogle gange, som du selv siger, er det også rart at blive spurgt 😊

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s