Når man ikke kan skrive #metoo, men muligvis burde

De sidste par dage er #metoo blevet brugt alt for meget på de sociale medier. Og med alt for meget mener jeg, at det er skræmmende at så mange i bare min egen internetsfære kan skrive #metoo, og dermed også har oplevet at blive krænket seksuelt på den ene eller den anden måde.

Jeg har ikke skrevet det. Ikke fordi jeg ikke vil dele mine oplevelser (det gør jeg jo rimelig flittigt her), men fordi jeg ikke har oplevet at blive krænket. Men så alligevel – i dag så jeg en video fra Radio 24syv, hvor fire kvinder fortalte om, hvorfor de skriver #metoo på deres facebookvægge. Nogle af historierne var skræmmende, og nogle… ja. Det er så her problemet for mig er.

For jeg kan simpelthen ikke finde ud af, om jeg bare er opdraget i og påvirket af den mandsdominerende kultur, som desværre stadig fylder alt for meget, og om det er derfor, at jeg ikke helt synes, at man kan skrive #metoo, fordi man er blevet taget på røven engang man var på natklub.

For så kunne jeg også godt skrive #metoo. Og selvom jeg syntes, at de mænd, der gjorde det var nogle åndsboller, (mest fordi jeg altid har tænkt, at det jo på ingen måde virker, så hvorfor dog gøre det. Lidt ligesom uopfordrede dick pics på Tinder) så følte jeg mig ikke krænket, og jeg har heller aldrig følt mig krænket, når nogen har såkaldt catcallet mig på gaden.

Og jeg kan som sagt virkelig ikke finde ud af, om det er mig, der er skadet af miljøet omkring mig eller om det måske er lidt meget at kalde det en seksuel krænkelse, hvis nogen tager dig på låret uden at have fået lov.

Jeg underkender slet ikke vigtigheden af at opdrage drenge og mænd til at lade være, for selvfølgelig skal man altid holde nallerne for sig selv, hvis ikke man er sikker på, at den anden har lyst til, at du finder dem frem. Og jeg er også helt, helt med på, at det altså virkelig ikke er særlig svært at finde ud af, om en kvinde har lyst til at bolle med dig, og derfor burde det heller ikke kunne være et argument i voldtægtssager.

Men voldtægtssager er netop præcis det, der er mit problem her. For det er da om noget en seksuel krænkelse, og yes, jeg er helt, helt med på at meget mindre også kan gøre det. Voldtægt, voldtægtsforsøg mv. er frygteligt, og er noget som ændrer livet for ofret for altid. Og derfor har jeg også lidt svært ved, at vi lige nu sidestiller groping i metroen med voldtægt. Også selvom jeg virkelig godt er klar over, at det ene helt sikkert avler det andet.

Og det måske derfor, at vi netop sidestiller det i disse dage. Fordi dem som taler grimt om kvinder, dem som synes det er deres ret at rave fremmede piger og kvinder røven, dem som synes kvinder overreagerer og ikke kan tage en joke, hvis de påpeger mandschauvinisme og den måde mange stadig tænker og føler om kvinder, dem som råber “Gode patter” efter piger på gaden – er nok ikke ligeså langt fra at voldtage en beruset kvinde til en fest og samtidige benægte overfor sig selv og andre, at det er det, de er i gang med. Eller endnu værre – at bruge undskyldningen “Jeg vidste ikke at hun ikke ville”.

Og hvis vi gør det, sidestiller alle de ting med hinanden, ja så kan jeg alligevel godt skrive;

metoo


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Reklamer

2 comments

  1. Jeg føler meg litt ekskludert nesten jeg, av alle #metoo, for jeg føler jeg ikke hører hjemme verken blant de som har opplevd seksuell krenkelse på den ene eller andre måten, eller blant de som ikke har opplevd noe. Mine opplevelser er i grenseland, så jeg føler ikke det er ille nok til å skrive #metoo. Alene sitter jeg igjen, uten å høre verken til i den ene eller ander gjengen, om du skjønner?

    • Amalie Frøkjær-Rubbås · oktober 22

      Jeg forstår, hvad du mener, men jeg tror ikke selv, at jeg har det sådan. Jeg har helt klart oplevet ting, som ikke er okay, men jeg synes samtidig, at man skal passe på med at sidestille et klap i røven med et reelt seksuelt overgreb. Der er så mange vigtige historier, som bliver fortalt gennem #metoo, historier som ellers aldrig ville være blevet hørt. Og derfor tror jeg også, at jeg synes man skal passe på med at gøre de historier mindre ved at bruge hashtagget, fordi man engang er blevet efter på gaden eller taget på røven på en natklub. Begge ting er ikke okay, men der er langt fra det og så et seksuelt overgreb. Og jeg tror man udvander det helt vildt vigtige arbejde, der ligger i at kæmpe for kvinders ret til at sige nej og blive hørt, til voldtægtsofres ret til at blive troet på, hvis vi putter alting ind under den samme hat. 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s