Fortællingen om når ens humør kun passer til vrede Eminemsange

Min Louise sagde på en meget sød og ikke-dømmende måde til mig, da vi forleden talte i telefon sammen, at hun havde tænkt over, om mit dårlige humør mon var en midlertidig ting eller om det snarere var noget kronisk. Og jeg sagde på en tænksom måde, at det vidste jeg faktisk ikke. Men at jeg da håbede på det første.

Og i søndags, efter en sms-korrespondance fyldt med mulige misforståelser, brød jeg i gråd, da jeg hørte Bedstevenindens stemme i røret.

For jeg er simpelthen så ked af det, som jeg også sagde til hende mellem de mange hikst.

I starten var det bare dårligt humør. Bittefissetanker og irritation. Men nu, nu er tristheden ved at overtage og har næsten skubbet surheden væk. Også selvom vrede Eminemsange stadig er noget af det eneste, jeg gider at lytte til disse dage.

For det føles lidt som om alting vælter ned over mig. Som alt, der kan gå galt gør det. Og jeg har det som om, jeg ikke kan finde ud af noget. Som om jeg ikke er god nok. Som om jeg bliver holdt udenfor. Som om ingen kan eller vil kunne lide mig. Som om ingen synes, jeg er dygtig.

Og selvom jeg godt ved, at det tager tid at bygge en forretning op, at jeg har været svimlende naiv i min forestilling om, hvor meget det kræver, hvor heldig man nogle gange skal være og hvor mange nej’er man skal sluge før, man får et ja, så gør det, det ikke lettere at lægge mig til at sove om aftenen.

I søndags mærkede jeg for første gang frygten for om mit dårlige humør og min meget forståelige tristhed forbliver ved det, eller om det på et tidspunkt bliver værre. Noget som jeg for alt i verden ikke vil have sker.

Heldigvis er det gået bedre de sidste to dage. Tanker om økonomi giver mig stadig ondt i maven, og der er egentlig ingen lovning på noget, der kan afhjælpe det at se ude i horisonten, men jeg har foldet en ja-hat og presset den ned over mine kolde ører. For jeg skal altså fandme klare mig. Jeg skal og vil det her. Og hvis jeg må skure nogle gulve, passe nogle børn eller lange cafe latte over disken til unge studerende på en nederen kaffebar, indtil jeg får nok kunder i min biks, so be it.

Det er alligevel også sådan en historie, der ville gøre sig virkelig godt på film. Hvis jeg altså rent faktisk ender med at kunne lægge kosten fra mig og overtage verdensherredømmet, that is.

Og indtil videre glor jeg lidt ud af vinduet, arbejder på min biz og lytter til Eminems stadig vrede, men også Fuck-dig-verden-jeg-kan-godt- ‘Till I collapse.

Det må sgu da fandme hjælpe.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s