Taknemmelighedsrunden #82

1. Min norske kusine slog vejen forbi København og kaffebaren Rist for at sludre lidt med mig og drikke en af deres virkelig gode kaffer. #Kusinekaffe

2. Bedsteveninden kom forbi til afrikansk peanutsuppe og sladder + hårnusning. Whats not to like? #Venindekærlighed

3. Mit journalistiske netværk holdt møde i onsdags og havde inviteret seje Mette Vibe Utzon og Iben Maria Zeuthen, der begge fortalte om interviewteknik og samtidig fik mig til at tænke, at journalistik jo faktisk slet ikke er så slemt alligevel.

4. Pizza-Anne kom forbi til burgere og et forsinket afsnit af Bagedysten, og vi blev enige om, at selvom det er sjovt at live-tweete fra Bagedysten, er det nu også meget rart bare at se lortet uden hele tiden at finde på witty remarks. #Twitterdilemma

5. Fulgte Bedsteveninden i lufthavnen fredags, hvor hun gav en øl (høhø) inden jeg sendte hende på Bali-ferie med et kæmpestort kram og alle mine guides.

6. Min veninde Sofie og jeg brugte vores fredag aften på at savle over Zach Efrons krop og spise bland-selv-slik. Og begge dele var lækkert. #DisneySjovForVoksne

7. Søde Linnea gav crumble igår eftermiddags. #KageOgVeindekærlighed

8. Og senere min mor gav aftensmad og gulerodskage. #Blessed #WithCake

9. I dag har solen skinnet, vinden har blæst i mit ansigt og jeg har besøgt det nye shopping center i Vanløse og set på alle de ting, jeg skal have, når jeg en dag bliver rig. #DeSmåGlæder

Reklamer

Serieanbefaling: 20 serier du skal binge i vintermørket

Jeg elsker serier. Som i virkelig elsker. Og jeg kan bruge alt for meget af min tid på at binge afsnit efter afsnit, hvis jeg ikke lige stopper mig selv. Faktisk er dette indlæg et forsøg på at få min hjerne til at tro, at jeg rent faktisk har været produktiv, så jeg efterfølgende med god samvittighed kan tænde for seriemaskinen igen. #SorryNotSorry

Og jeg synes ikke min kærlighed skal være skjult længere, og desuden er mine veninder vist lidt trætte af, at jeg hele tiden informerer dem om ny serier de SKAL se. Så derfor hælder jeg nu min seriekærlighed- og viden ud til jer, kære læsere. (I vilkårlig rækkefølge)

Her er de 20 bedste serier til når vintermørket lukker sig om Danmark:

1.  The Wire
En gammel kending, men ikke desto mindre noget af det bedste, jeg nogensinde har set. Jeg færdiggjorde femte og sidste sæson for lidt siden, og har siden da lidt af svære abstinenser. Serien gennemgår med et nyt tema for hver sæson, hvordan det amerikanske system har fejlet ift. narkotikalovgivning- og behandling, udsultningen af skolesystemet, korrupte politikere og politiets manglende viden og ressourcer til at kunne klare de problemer, der har fået lov at opstå. Den er ikke mindre en fantastisk, uhyggeligt realistisk og så er Idris Elba med. #KlikPåLinketOgSavl
HBO, 5 sæsoner 

2. Grey’s Anatomy
I en helt anden boldgade har vi den serie, jeg har fulgt med i længst. Serien handler om Meredith Grey, der starter i turnus som kirurg og vi følger hende og kollegaerne gennem vilde operationer, medicinske gennembrud og steamy hot sex i the-on-call-room. Det kan lyde sæbeoperaagtigt, og det er det måske også nogle gange, men jeg elsker virkelig den her serie. Den formår ofte at røre ved nogle vigtige og helt menneskelige problematikker, og så elsker jeg, at lægerne er portrætteret på en måde, jeg regner med er meget realistisk –  de elsker, når nogen kommer slemt til skade, så de kan få lov at være med til en vild operation. Altså, det er jo lidt sjovt.

Hulu, 14 sæsoner 

3. The Americans
En spionserie om russiske spioner forklædt som helt almindelige amerikanere. Serien finder sted i 80’erne og er både morsom og pisse uhyggelig i sin portrættering af den kolde krig og de mennesker, værdier og drømme, der måtte ofres for at undgå atomkrig. Derudover er det en mærkelig følelse at sidde og holde med de russiske spioner i USA, samtidig med at scenerne, der udspiller sig bag jerntæppet på ingen måde giver en lyst til at heppe på dem som vinderne.

Netflix, 4 sæsoner (I alt 5 sæsoner)

4. Jane The Virgin
En helt igennem fantastisk, velskrevet, velspillet og veludført serie, der lyder helt igennem vanvittig, når man læser beskrivelsen. Katolske Jane har gennem alle sine knap 25 år (tror jeg det er) afholdt sig fra sex før ægteskab, og bliver til et, hvad der skulle have været et rutinetjek hos gynækologen, ved en fejl kunstigt befrugtet med en rig hotelejers sæd = Det er næsten en bibelsk fortælling. Det lyder skørt og det er det også, men serieskaberne har gjort fortællingen så morsom og ikke mindst velfortalt og relevant, at det skøre passer perfekt ind. Derudover ser den rige hotelejer sådan her ud. #KlikPåLinketOgSavl

Netflix, 3 sæsoner (I alt 4 sæsoner) 

5. Boardwalk Empire
Den har et par år på bagen, og med år mener jeg virkelig kun et par, men er intet mindre end fantastisk, hvis man kan lide gangsters, de vilde 20’ere og kvinder i boaer. Serien handler om Nucky, der har bygget en god gangsterforretning op i Atlantic City i 1920’erne og beskriver først og fremmest, hvordan alkoholforbudet i USA gjorde det til god og big business and smugle og sælge drinks til folket. Derudover er det fantastisk at se Steve Buschemi i en reel rolle, hvor han får lov at vise sit talent og ikke blot er reduceret til ham den mærkelige, der siger skøre ting og har grimme tænder.

HBO, 5 sæsoner 

6. This Is Us
Jeg tuder til næsten hvert eneste afsnit af den her serie. Og ja, det har helt klar noget at gøre med mine egne daddy issues. This Is Us er nemlig fyldt med mænd og fædre, der kæmper for at være der for deres børn og gøre det bedste de kan. Arhmen altså, jeg kan slet ikke ikke håndtere det. Derudover er den fantastisk velspillet og velskrevet, og har den helt rette mængde twists, du ikke havde set komme. Og de der twists er også derfor, jeg næsten ikke kan fortælle, hvad den handler om uden at afsløre det første. Så se den bare, du vil ikke fortryde det, medmindre du har glemt at købe lommetørklæder. Men så kan du altid glæde dig over, at Milo Ventimiglia er med aka Jess fra Gilmore Girls. #KlikPåLinketOgSavlHeltVildtMeget

Hulu, 2 sæsoner 

7. The Tudors
Kan du lide tortur, flotte renæssancekjoler og Henrik den 8.? Så er The Tudors lige noget for dig. Det er nogle år siden, jeg har set den, men den var intet mindre end fænomenal. I serien følger vi Henrik den 8. gennem alle hans mange koner og powerstruggles, men vi er også med på sidelinjen hos hans rådgivere og ja, hans mange skræmte damer. Den er god, velspillet, kostumerne er fantastisk flotte og så spilles Henrik den 8. af Jonathan Rhys Meyers, hvilket bestemt ikke gør noget.

Showtime, 4 sæsoner 

8. Insecure
Vil du have en serie med ufatteligt mange virkelig lækre sorte mænd? Eller en serie, der fokuserer på race+racisme, at være ung og forvirret og at tro, at man har nailet livet for så bare at opdage, at det hele lige pludselig er blevet noget lort? Med Insecure behøver du heldigvis ikke at vælge, og det elsker jeg den for. Vi følger Issa, der i starten er i et forhold, hun ikke er sikker på og i et job, der langsomt trækker livet ud af hende. Det genkendelige 20’er issue krydret med rapbattles i spejlet og utrolig sjove replikker gør Insecure til en ægte binger-serie.

HBO, 2 sæsoner 

9. Mindhunter
Hvis du har en ting for seriemordere, 70’erne og FBI, så er Mindhunter lige noget for dig. Jeg kan skrive under på alle tre ting, og slugte derfor serien, der beskriver FBI’s gennembrud ift. kriminologi og profilering af seriemordere. Vi følger den lettere akavede, men egentlig meget pæne Holden Ford i kampen for at få lov at studere, hvad han i starten kalder sekvens-mordere og forskellen på de forskellige typer og deres motivation. Den er underspillet uhyggelig og sindssygt spændende og interessant, og skildringen af 70’ernes USA gør kun Mindhunter endnu bedre.

Netflix, 1 sæson 

10. Scandal
“Du skal bare Oliva Pope’ dem!” er en sætning, man nemt kan komme til at sige, når man har set Scandal, og der er nogen, der er onde ved folk man holder af. Olivia Pope er nemlig den sejeste og toughteste kvinde i Washington D.C, og nok egentlig hele verden, og klarer derfor både præsidentens PR-kriser og en hemmelig efterretningstjeneste, der dræber alt for mange mennesker uden grund. Der er altså gang i dramaet i Scandal, og man skal kunne lide hurtige plots (der nogen gange ikke giver helt mening, hvis man tænker for længe over det) og ikke mindst steamy hot sex i The Oval Office. Men hvis man kan det, så er man også i den grad in for a treat!

Hulu, 7 sæsoner 

11. The Handmaids’ Tale
I en nær fremtid har psykoagtige kristne med et forfærdeligt kvindesyn overtaget magten i USA, og har i den forbindelse taget alle frugtbare kvinder til fange og givet dem væk til højtrangerende generaler og politikere, der i et sygt ritual, hvor deres ufrugtbare kone også er til stede, skal gøre dem gravide. Serien er bygget på romanen af samme navn, skrevet af Margrethe Atwood og er nervepirrende spændende, alt for relevant og fantastisk skrevet og spillet.

HBO, 1 sæson 

12. Riverdale
Hvis du holder af ægte cliff-hangende mysterie-teenageserier, så er Riverdale lige noget for dig. I en lille by bliver rigmandens søn myrdet, og de fire hovedpersoner bliver hurtigt involveret i efterforskningen og dens mange mystiske forviklinger. Tænk Beverly Hills møder Pretty Little Liars og du har Riverdale –  en serie, hvor skuespillerne rent faktisk kan ja, spille skuespil og hvor næsten hvert afsnit slutter med endnu en mystisk afsløring eller et gisp. Derudover er ingen mindre end Dylan Mckay med som hovedpersonens far, og så bliver det jo altså næsten ikke bedre.

Netflix, 2 sæsoner 

13. Big Little Lies
Reese Witherspoon, Nicole Kidman, Shailene Woodley, Alexander Skaarsgaard og Laura Dern. Big Little Lies er pakket med stjerner. Og de gør det virkelig godt. Serien havde mig hooked fra første scene, og starter med et flash forward, hvor en af en ovenstående personer er blevet myrdet til et event på deres børns skole. Igennem hele serien ser vi, hvad der leder op til mordet på skolen uden at vide, hvem det er af dem, der er blevet slået ihjel. Det er dog ikke engang mysteriet om mordet, der er det mest spændende i serien, men i stedet de livskriser, svære valg og kæmpe konflikter, som især kvinderne står i, både sammen og hver for sig.

HBO, 1 sæson 

14. Orphan Black
En hemmelig organisation forsker i kloning og gener, og har i den forbindelse kreeret et svimlende antal kloner, der til at starte med intet aner om deres virkelige oprindelse eller kender til det faktum, at der ude i verden findes hundredevis af andre kvinder, der ligner dem på en prik. I første afsnit møder vi seriens hovedperson, Sarah og følger hende opdage hendes “søstre” og sammen med dem kæmpe mod den organisation, der har skabt dem, men nu med al magt forsøger at styre deres liv. Det er en imponerende serie med et imponerende plot, og man sidder tit på kanten af sofaen og krydser fingre for, at ingen af klonerne dør. Derudover er alle klonerne spillet af den samme skuespiller, og hun gør et fascinerende godt stykke arbejde med udvikle alle deres karakterer, hvilket især er sjovt, når en klon i tilspidsede situationer bliver nødt til at lade som om de er en af de andre.

Netflix, 5 sæsoner 

15. Game Of Thrones
Jeg var lidt i tvivl om jeg skulle sætte Game Of Thrones på listen. Ikke fordi den ikke er fabeagtig god, men fordi næsten hele verdens befolkning allerede følger med. Men den er simpelthen for god til at udlade uanset. Westeros er landet, hvor drager flyver og spyr ild, hvor iszombiers største ønske er at myrde alle i hele verden og hvor konger, dronninger, prinser og prinsesser kæmper om The Iron Trone. En veninde beskrev en gang Game Of Thrones som en blanding af eventyr og alt det frygtelige folk kunne finde på at gøre mod hinanden i middelalderen. Og det passer egentlig meget godt. Se den, hvis du elsker en god historie, spænding, humor, intriger og lækre mænd i rustning.

HBO, 7 sæsoner 

16. How To Get Away with Murder
Som nogen måske har opdaget er jeg en sucker for Shonda Rhimes, der både står bag Scandal og Grey’s Anatomy. Og hun er også kvinden bag denne gisp-inducing serie. I How To Get Away With Murder følger vi Annalise Keating, der er en hot shot forsvarsadvokat og universitetsprofessor i jura og hendes fem disciple (praktikanter) gennem en masse mord og drama. Annalise bliver spillet af Viola Davis, hende fra The Help, og det er især hendes fantastiske skuespil, der løfter serien op på et højt niveau, men også hendes og praktikanternes ofte traumatiske baggrundshistorier fører serien videre fra, hvad der ved første øjekast godt kan virke som en simpel plotdreven serie.

Netflix, 3 sæsoner (I alt 4 sæsoner) 

17. The Affair
Noah Holloway er forfatter, gift, har fire børn og en svigerfar fra helvede. Han er også lidt et røvhul, men er ret lækker og ender derfor med at indgå en affære med Alison, tidligere sygeplejerske, nu servitrice på den eneste diner i den lille by, som Noahs familie holder sommerferie i. Allison, der er dybt traumatiseret over sin lille søns død året før, er gift med pæne og søde Cole, der dog ikke formår at rumme deres fælles sorg, og Noah bliver hendes redning, men også hendes downfall. Historien kunne i sig selv gøre det godt, især på grund af skuespillernes præstationer, men det er opbygningen af historien, der gør The Affair til en af de bedste serier, jeg længe har set. Hvert afsnits historie bliver nemlig fortalt to gange – først gennem Noahs øjne og dernæst gennem Allisons med alt, hvad der dertil hører af forskellige perspektiver, minder og opfattelser af, hvad der egentlig skete.

HBO, 3 sæsoner 

18. Suits
Hvis jeg var sikker på, at Harvey Spector kunne redde mig ud af en kriminel knibe og efterfølgende ville lade mig betale i naturalier, ville jeg måske faktisk næsten gøre noget ulovligt. Han er nemlig fucking lækker og ikke mindst en badass advokat. Suits følger Harvey og hans protege Mike, der er et juridisk geni, men ikke uddannet er advokat, selvom Harvey lader ham lade som om, han er det. Dette medfører selvfølgelig en del forviklinger, og det er disse blandet med en masse lækre mænd i ja, suits, der alle har en mappe med papirer, der kan knuse deres modstander, som gør serien til en virkelig underholdende en af slagsen. Harvey og Mike er dog ikke de eneste interessante karakterer, også sekretæren Donna og advokaten Louis, der elsker katte, mudbaths og Harvey gør Suits aldeles seværdig.

Netflix, 5 sæsoner (I alt 7 sæsoner) 

19. House of Cards
I kender den nok godt, men jeg vil alligevel heppe lidt for, at dem der ikke gør og muligvis læser med her, ser den. House of Cards er nemlig intet mindre end fantastisk TV. I serien følger vi Frank Underwood og hans kone, der mere eller mindre plotter for at overtage verdensherredømmet eller i hvert fald The White House. Og de gør det på snedige og samvittighedsløse måder, hvilket får seeren til at sidde med et dilemma; Skal jeg holde med dem eller dem, der forsøger at stoppe dem. House of Cards er uhyggelig, spændende, morsom og sindssygt interessant, og man er lidt en idiot, hvis man ikke giver den en chance.

Netflix, 5 sæsoner 

20. Better Things
En lille, fin semi-komedieserie, der følger Sam, en b-skuespiller i Los Angeles, som er alene med sine tre sindssygt mærkelige døtre og som har sin endnu mærkeligere, britiske mor boende ved siden af. Serien handler hovedsageligt om de problemer, der opstår, når man er alene med tre børn og samtidig skal leve et liv, passe et arbejde og tage sig af sin forvirrede mor, og den gør det på en aldeles underholdende og skæv måde, som gør disse forholdsvist almindelige hverdagstemaer alt andet end kedelige.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Hvorfor det er 1000 gange vigtigere at fortælle, når man har det svært, end når man har det godt

Igår læste jeg et blogindlæg af min søde veninde, Linnea. Hun blogger herover, og vi lærte hinanden at kende på en grå februarsdag inde i A-kassen, hvor vi begge to mødte op til et kursus i håb om, at det kunne skaffe os et job. Det gjorde det ikke. Men vi mødte hinanden, og er siden da blevet først bloggerveninder og så egentlige veninder.

Vi var begge to et mærkeligt sted i livet den gang i starten af 2016. Et sted, hvor vi ikke rigtig vidste, hvor vi skulle stille os henne, og om vi overhovedet passede ind nogle af de steder, vi overvejede at slå rødder. Men en ting var vi dog begge to ret sikre på, og det var og er stadig, at det er vigtigt at dele, når noget er svært. Både for ens egen skyld i og med, at det som oftest letter at fortælle nogen alle de tunge tanker, man nogle gange kan gøre sig og så samtidig få et nyt perspektiv på, men også for dem, det bliver fortalt til. For der sidder næsten altid nogen, enten lige ved siden af dig i form en veninde eller kollega eller en bag skærmen, der føler præcis det samme, men som troede, at de var helt alene i det.

Og derfor blev jeg også så glad, da jeg læste hendes indlæg igår aftes, da jeg lå i min seng og faktisk følte mig en anelse alene. For hun skriver nemlig om præcis det, vi begge to er enige i. At det er et paradoks, at vi – i et land, hvor vi egentlig taler om så meget, hvor de fleste af os ikke er lavet af træ og igennem livet lærer, hvordan vi på den ene eller den anden måde kan udtrykke vores følelser, og hvor hvert eneste danskproducerede dramaserie- og film handler om en form for ulykke, tristhed, om at have ondt i livet et sted eller at være vred på alle – alligevel ikke rigtig formår at tale om de ting, der gør ondt indeni.

Til gengæld er vi, ligesom resten af verden, formidable til at tale om alle de ting, der gør os glade. Eller som vi tror vil få andre til at tro, at vi er lykkelige. At vi har det godt. Og at fortælle og fokusere på de gode ting, det dejlige, det lykkelige er jo også fantastisk. Og ikke mindst vigtigt. (Jeg gør det jo som bekendt selv hver eneste søndag). Men ligeså vigtigt er det, at vi taler om det, der gør os kede af det. Det vi frygter. Det vi græder over. Det der gør os usikre.

For hvis vi ikke gør, vokser det sig større og tungere, og til sidst fælder det os.

Vi kommer til at ligge nede på gulvet og hikste uden rigtigt at kunne trække vejret.
Vi kommer til at lukke af og trække os fra dem vi elsker, og som elsker os.
Vi kommer til at blive hvor vi er i stedet for at gå derhen, hvor vi rent faktisk gerne vil være. 

For lige meget, hvor end vi gerne ville, kan vi ikke skrue ned for det, der gør ondt og kun skrue op for det, der gør os glade. Det virker ikke. I hvert fald ikke i længden.

Jeg ved ikke, hvorfor vi er, som vi er. Hvorfor det er så svært at tale sammen om ting, der rent faktisk betyder noget. Men jeg ved, at vi alle sammen ville få det bedre, hvis vi byttede om på de to ting.

Så i dag starter jeg –  Her er de tre største ting i mit liv, der gør det svært at leve det:

  1. Jeg føler ikke, at jeg er god nok. Jeg sammenligner mig med mine veninder, mine gamle studiekammerater og folk jeg ikke engang kender. Og hver gang føler jeg, at jeg kommer til kort. Jeg føler mig ikke ligeså dygtig, ligeså smuk, ligeså kompetent, ligeså klog, ligeså tynd, ligeså vigtig.
  2. Jeg tvivler på, om jeg overhovedet kan lykkes med mit liv. På om det jeg er gået i gang med er det rigtige. På om jeg kan klare det. På om jeg har fundet min plads eller om det bare er noget, jeg har bildt mig selv ind.
  3. Jeg føler mig tit helt, helt alene. Også selvom jeg har en masse veninder og en familie, der elsker mig. Når jeg sidder alene i min sofa for trejde aften i træk eller når ingen skriver og spørger, om jeg skal noget i weekenden, føler jeg mig som verdens største taber. Og jeg kæmper samtidig med troen på, om jeg nogensinde finder en at elske og ikke mindst, om der findes en, der kan elske mig. Og om dem, der siger, at de allerde gør virkelig mener det.

Hvad synes du er svært?


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Taknemmelighedsrunden #81

1. Hos min mor bor Verdens Længste Kat, som jeg har passet hele ugen. Og krammet ligeså meget, som jeg kunne få lov til.

2. Bedsteveninden gav aftensmad, kram og Ben & Jerry’s i mandags, og Jon Snow optrådte på hendes TV som en ung purk i 1. sæson af GOT. #StadigLækker

3. Tirsdag aften tog Min Louise mig med på bar og på restaurant, hvor den stod på fem retter og vinmenu, dyb snak, sjov snak og en masse kærlighed.

4. Pizza-Anne og hendes søde Jakob gav Shepards Pie og en sofa at se Den Store Bagedyst i. Og det var skønt. #onsdagshygge

5. Har opdaget Mindhunter på Netflix. Og den er god.

6. Den søde Linnea fyldte 29 i fredags og fejrede det med risotto, kagemænd og en masse glimmer.

7. Og Min Louise fejrede sine 28 år igår med voksenmiddag fyldt med tapas, g&t’s, virkelig, virkelig mange grin og nogle alt for vilde “Hvad vil du helst” scenarier.

8. Og idag har jeg drukket kaffe, snakket med min kære moder og svigerinde,

blundet og grint. #søndagsglæder

Når man ikke kan skrive #metoo, men muligvis burde

De sidste par dage er #metoo blevet brugt alt for meget på de sociale medier. Og med alt for meget mener jeg, at det er skræmmende at så mange i bare min egen internetsfære kan skrive #metoo, og dermed også har oplevet at blive krænket seksuelt på den ene eller den anden måde.

Jeg har ikke skrevet det. Ikke fordi jeg ikke vil dele mine oplevelser (det gør jeg jo rimelig flittigt her), men fordi jeg ikke har oplevet at blive krænket. Men så alligevel – i dag så jeg en video fra Radio 24syv, hvor fire kvinder fortalte om, hvorfor de skriver #metoo på deres facebookvægge. Nogle af historierne var skræmmende, og nogle… ja. Det er så her problemet for mig er.

For jeg kan simpelthen ikke finde ud af, om jeg bare er opdraget i og påvirket af den mandsdominerende kultur, som desværre stadig fylder alt for meget, og om det er derfor, at jeg ikke helt synes, at man kan skrive #metoo, fordi man er blevet taget på røven engang man var på natklub.

For så kunne jeg også godt skrive #metoo. Og selvom jeg syntes, at de mænd, der gjorde det var nogle åndsboller, (mest fordi jeg altid har tænkt, at det jo på ingen måde virker, så hvorfor dog gøre det. Lidt ligesom uopfordrede dick pics på Tinder) så følte jeg mig ikke krænket, og jeg har heller aldrig følt mig krænket, når nogen har såkaldt catcallet mig på gaden.

Og jeg kan som sagt virkelig ikke finde ud af, om det er mig, der er skadet af miljøet omkring mig eller om det måske er lidt meget at kalde det en seksuel krænkelse, hvis nogen tager dig på låret uden at have fået lov.

Jeg underkender slet ikke vigtigheden af at opdrage drenge og mænd til at lade være, for selvfølgelig skal man altid holde nallerne for sig selv, hvis ikke man er sikker på, at den anden har lyst til, at du finder dem frem. Og jeg er også helt, helt med på, at det altså virkelig ikke er særlig svært at finde ud af, om en kvinde har lyst til at bolle med dig, og derfor burde det heller ikke kunne være et argument i voldtægtssager.

Men voldtægtssager er netop præcis det, der er mit problem her. For det er da om noget en seksuel krænkelse, og yes, jeg er helt, helt med på at meget mindre også kan gøre det. Voldtægt, voldtægtsforsøg mv. er frygteligt, og er noget som ændrer livet for ofret for altid. Og derfor har jeg også lidt svært ved, at vi lige nu sidestiller groping i metroen med voldtægt. Også selvom jeg virkelig godt er klar over, at det ene helt sikkert avler det andet.

Og det måske derfor, at vi netop sidestiller det i disse dage. Fordi dem som taler grimt om kvinder, dem som synes det er deres ret at rave fremmede piger og kvinder røven, dem som synes kvinder overreagerer og ikke kan tage en joke, hvis de påpeger mandschauvinisme og den måde mange stadig tænker og føler om kvinder, dem som råber “Gode patter” efter piger på gaden – er nok ikke ligeså langt fra at voldtage en beruset kvinde til en fest og samtidige benægte overfor sig selv og andre, at det er det, de er i gang med. Eller endnu værre – at bruge undskyldningen “Jeg vidste ikke at hun ikke ville”.

Og hvis vi gør det, sidestiller alle de ting med hinanden, ja så kan jeg alligevel godt skrive;

metoo


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Taknemmelighedsrunden #80

1. Pizza, chips med dip og hårnusning i sofaen sammen med Bedsteveninden.

2. Vin, glæder og sorgerdeling, samt en hemmelig planlægning med Min Louise.

3. Bagedysten, et twitterlike fra en minister og chokolade med saltkaramel sammen med Pizza-Anne.

4. Kaffe og gamle minder med min norske faster og min dejlige mor.

5. Den sjoveste gudstjeneste nogensinde udført af Drengevennen, hvis kirke bagefter bød på burgere og saftevand blandet som var vi i 90’erne.

6. Lasagne, gode snakke og den sødeste film med den bedste bror.

7. Møde i Bearnaiselogen igen, samt fest med masser af øl og kram.

8. Tømmermænd, Netflix og læsning i sengen.

9. Familiedag hos Min Louise og hendes vidunderlige børn.

Fortællingen om når ens humør kun passer til vrede Eminemsange

Min Louise sagde på en meget sød og ikke-dømmende måde til mig, da vi forleden talte i telefon sammen, at hun havde tænkt over, om mit dårlige humør mon var en midlertidig ting eller om det snarere var noget kronisk. Og jeg sagde på en tænksom måde, at det vidste jeg faktisk ikke. Men at jeg da håbede på det første.

Og i søndags, efter en sms-korrespondance fyldt med mulige misforståelser, brød jeg i gråd, da jeg hørte Bedstevenindens stemme i røret.

For jeg er simpelthen så ked af det, som jeg også sagde til hende mellem de mange hikst.

I starten var det bare dårligt humør. Bittefissetanker og irritation. Men nu, nu er tristheden ved at overtage og har næsten skubbet surheden væk. Også selvom vrede Eminemsange stadig er noget af det eneste, jeg gider at lytte til disse dage.

For det føles lidt som om alting vælter ned over mig. Som alt, der kan gå galt gør det. Og jeg har det som om, jeg ikke kan finde ud af noget. Som om jeg ikke er god nok. Som om jeg bliver holdt udenfor. Som om ingen kan eller vil kunne lide mig. Som om ingen synes, jeg er dygtig.

Og selvom jeg godt ved, at det tager tid at bygge en forretning op, at jeg har været svimlende naiv i min forestilling om, hvor meget det kræver, hvor heldig man nogle gange skal være og hvor mange nej’er man skal sluge før, man får et ja, så gør det, det ikke lettere at lægge mig til at sove om aftenen.

I søndags mærkede jeg for første gang frygten for om mit dårlige humør og min meget forståelige tristhed forbliver ved det, eller om det på et tidspunkt bliver værre. Noget som jeg for alt i verden ikke vil have sker.

Heldigvis er det gået bedre de sidste to dage. Tanker om økonomi giver mig stadig ondt i maven, og der er egentlig ingen lovning på noget, der kan afhjælpe det at se ude i horisonten, men jeg har foldet en ja-hat og presset den ned over mine kolde ører. For jeg skal altså fandme klare mig. Jeg skal og vil det her. Og hvis jeg må skure nogle gulve, passe nogle børn eller lange cafe latte over disken til unge studerende på en nederen kaffebar, indtil jeg får nok kunder i min biks, so be it.

Det er alligevel også sådan en historie, der ville gøre sig virkelig godt på film. Hvis jeg altså rent faktisk ender med at kunne lægge kosten fra mig og overtage verdensherredømmet, that is.

Og indtil videre glor jeg lidt ud af vinduet, arbejder på min biz og lytter til Eminems stadig vrede, men også Fuck-dig-verden-jeg-kan-godt- ‘Till I collapse.

Det må sgu da fandme hjælpe.