Taknemmelighedsrunden #76

1. Fælleskontor, grin, gode råd, kaffe og gåtur i solskinnet sammen med Pizza-Anne.

2. Rødvin, hvidvin, chokolade og dybe snakke krydret med venindekærlighedserklæringer sammen med min dejlige Louise.

3. En ide og drøm, der endelig er ved at tage form og som fylder fremtidsudsigterne med spændthed.

4. To nye potientielle kunder i min biks.

5. Et herre sejt team, som jeg er blevet en del af og som jeg glæder mig til at arbejde sammen med de næste par måneder.

6. Verdens Bedste Annes Verdens Bedste Kødsovs + rødvin og mange, mange grin.

7. Pasning af Verdens Længste Kat

8. Dark & Stormys og 90’er fest med hende her.

9. Mere kaffe og flere grin med den sødeste Pizza-Anne.

10. Solskin og søndagsmiddag med den bedste familie, der findes.

Reklamer

Fortællingen om være ved at skide i bukserne over at være en selvstændig girlboss

Jeg har nu været sådan for reals selvstændig med eget firma siden juni og har den sidste halvanden måned været helt uden fast indkomst. Og ligeså meget som jeg elsker det, (altså at være selvstændig, ikke at være uden fast indkomst) ligeså meget er jeg hele tiden ved at kaste en lille smule op. Og når banken ringer, ved at skide i bukserne.

For det er fandme ikke noget, man bliver rig af det her. I hvert fald ikke indtil videre. Og selvom jeg har indset og accepteret, at iværksættere for det meste må leve med at tjene 100.000 deres første år, og måske også andet, så hjælper den tanke ikke synderligt meget, når jeg endnu en gang kun har 1000 kroner stående på kontoen efter at alle regningerne er blevet betalt.

Men faktisk er økonomien ikke det største problem, selvom det fylder en del og også altid er det, der næsten får mig til at falde af cyklen, hvis jeg kommer til at tænke alt for meget over det, mens jeg ja, cykler. Nej, det er følelsen af måske alligevel ikke at være cut-out-for-it, ikke at være god nok, ikke vide, hvad det er, jeg har gang i.

Det er de følelser, der nogle gange gør det hele lidt for meget. For seriøst, hvad nu hvis det er rigtigt? Hvad hvis jeg faktisk ikke er lavet til det her? Og hvad hvis jeg ikke kan finde du af det – sådan rigtigt?

Jeg ved godt, at ja, så finder jeg jo nok noget andet, jeg skal. Verden går ikke under, hvis mit firma gør. Men jeg har jo virkelig følt, og føler det stadig sådan rimelig meget, at jeg endelige, fucking-finally havde fundet min rette hylde. Og jeg har været så pisse stolt. Fattig, men stolt. Og sådan har jeg i de sidste par dage ikke rigtig haft det. (Fattig jo, men ikke så stolt)

Ikke fordi noget er gået galt, tværtimod. Jeg har faktisk været enormt arbejdsom og det har kunnet ses. Men fordi jeg læste en bog. Noget vi alle jo ved, at man bare burde lade være med. (just kidding) Og i bogen, som er skrevet til mennesker, der gerne vil være selvstændige, stod der, at selvom man virkelig føler, at det her er det man skal med sit liv, så kan det godt være, at det ikke er det alligevel. Fordi det som de succesfulde iværksættere har, er noget de er født med. Et drive. En arbejdslyst og en selvdisciplin. Altsammen noget, man ikke kan få ved at øve sig på at få det.

Og jeg tænker, at det nok er rigtig nok. Og samtidig, at det har jeg ikke. I hvert fald ikke hele tiden og altid. Det sker i glimt, og i de glimt kan jeg arbejde til solen står op. Men imellem glimtende er jeg frygtelig god til at synes, at jeg har arbejdet længe, når jeg har arbejdet i fem timer. Og selvom jeg godt ved, at jeg nærmest fucking aldrig holder fri inde i hovedet, at jeg bruger mine weekender på at researche og blive klogere og ikke mindst, at fem timers koncentreret arbejde uden afbrydelser faktisk er mere, end de fleste lønmodtagere kan prale af på en almindelig hverdag, så føler jeg alligevel ikke, at jeg gør nok. Fordi jeg ved, at jeg kunne gøre mere.

Og det er faktisk det, der får mig til at skide allermest i bukserne.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Taknemmelighedsrunden #75

1. Bedsteveninden og jeg besluttede at fortsætte vores Game of Thrones mandage, nu bare med afsnit fra 1. sæson. #EndnuMereJonSnow #EndnuMereVenindekærlighed

2. Passede Min Louises dejlige Elise aka min kommende guddatter i onsdags og nød både virkelig at pludre, lege og kysse hendes små tykke kinder, men også at give hende tilbage til hendes seje mor igen og gå hjem til min singlelejlighed og spise aftensmad foran fjerneren. (Læs forresten mit (sat på spidsen) indlæg om ting forældre siger til ikke-forældre lige her)

3. Drak spontan kaffe med Pizza-Anne, og sammen dykkede vi ned i vores fælles kærlighed for lister og planlægning, da vi opdagede, at vi begge var gået i gang med at lave bullet journals. #NerdAlert

4. Og min egen bullet-journal har simpelthen gjort, at jeg har haft den mest produktive uge til dato i min lille biks, hvilket har gjort mig både lidt mere rolig indeni og ret så stolt. #GirlBoss

5. Var til torsdagsbar med mit netværk for unge, kvindelige journalister, og da jeg cyklede hjem i regnen med et look, der mindede lidt om Heath Ledgers Joker, følte jeg mig en lille smule mere tryg og tilpas over at vide, at jeg faktisk har et ret stort heppekor bag mig i min stræben på at få stablet en profitabel forretning på benene.

6. Fordi min mor med tiden er blevet Bedstevenindens københavnske mor, inviterede hun hende og mig hjem til middag i fredags, hvor den stod på gin&tonics, steg, rødvin og citronfromage. #PerfectFriday #MorErDenBedste

7. Drak øl og røg weekendcigaretter med min brors dejlige Josefine, hvor vi over øllene og gennem røgen fik grinet og talt om alt det, man ikke kan grine af, når resten af familien er der.

8. Besøgte min kære mormor igår, der havde bestilt stuvet hvidkål, og som til min store glæde havde ret mange kontanter liggende til mig. #MormorErDenBedste

9. Og i dag skinner solen for første gang i en fucking uge. Og lige om lidt skal jeg have nachos med ost sammen med en veninde. #Yaaaaasss

Ting folk med børn siger til folk uden børn

Igår faldt jeg over et blogindlæg fra Nutidens Mor, der havde forfattet en liste over lort folk uden børn siger til folk med børn. Den var ret sjov og jeg grinede mange gange. For meget af det er helt sikkert rigtigt. Men indlægget gjorde mig også en lille bitte smule arh-come-on-irriteret. For folk med børn siger fandme også meget lort til folk uden børn. Og derfor skrev jeg så min egen lille liste, som kommer lige her.

1. Blev du vækket af håndværkere, der rev væggen ned til dit soveværelse kl. 6? Ha! Det lyder som en drøm! Gid det var mig, der fik lov til at sove så længe.

Nårh ja, men så bare glem det faktum, at jeg først sov kl. 2. Men det vel bare min egen skyld?

2. Lige meget, hvad du siger nu, så VED jeg, at du vil droppe alle dine tanker om lækker mad og tit vil ende med at lave risengrød til aftensmad til dig og dine kommende børn. Det ved jeg bare.

Men jeg kan slet ikke lide risengrød….

3. Nej, man kan ikke bede børn om ikke at afbryde eller om at tie stille. Det kan de slet ikke finde ud af.

Nja, man kunne vel prøve og så se, hvad der sker.

4. Ja, det kan godt være, at du godt kan blive til mødet til kl. 15.30, men jeg henter altså aldrig børn senere end kl. 14.

Tænker umiddelbart at de nok, hverken dør eller får varige mén af at blive hentet kl. 16 en gang imellem. Men det er selvfølgelig nok bare mig.

5. Så du har været på arbejde i 8 timer, været henne og træne, købt ind, cyklet hjem i regnvejr, ryddet op og så lavet middag til seks gæster? Det lyder da ikke som noget, man burde blive sådan super træt af. Bare vent til du får børn, så bliver man træt!

Arh okay. Bare glem alt, hvad jeg siger om travlhed og træthed. Undskyld, Moder Dronning.

6. Bare vent til du får børn, så ryger alle dine principper direkte ud af vinduet!

Okay, så alle dine principper om økomad, ingen gluten, samsovning og skovbørnehaver er nogen, der er kommet efter, du fik børn?

7. Jeg har et barn, så jeg må gerne komme først i køen.

Ja, og jeg har tømmermænd og er kronisk utålmodig. Og står desuden foran dig. Så nej.

8. Har du halsbetændelse? Gid det var mig! Så kunne jeg endelig få lidt tid til mig selv!

……

9. Undskyld, men klokken er faktisk 21 og vi har et barn, der prøver at sove. Kan I ikke skrue lidt ned for den latter?

Undskyld, men klokken er faktisk 5.30 og jeg er et menneske, der prøver at sove. Kan I ikke skrue lidt ned for det barn?

10. Så du tror, du kommer til at se dine venner i løbet af ugen, når du har fået børn? Ej, det er sødt. Det kommer du ikke til. Du kommer faktisk nok aldrig til at se dem igen.

Jeg holder altså stadig på, at hvis man vil, så vil man. Og så skal det nok lykkes på den ene eller den anden måde.

PS. husk nu, at det alt sammen, både det fra Nutidens Mor og mig er ment i sjov.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook

Fortællingen om fucking bare gerne at ville kunne hænge hylder op selv

For nogle uger siden ringede en frustreret Louise til mig. Hun havde lige været i Silvan og var kommet afsted med to forkerte hængsler. Hun var sur og irriteret og spyttede ordene ud. Sagde at hun var så pisse træt af ikke at kunne finde ud af noget og hele tiden at have brug for hjælp. Jeg råbte amen og fortalte om mit to meter høje og 11 tons tunge køleskab fra start 90’erne, der vist nok var begyndt at synge på sidste vers og om min fuldstændige opgivenhed omkring, hvordan jeg dog skulle få det skide monstrum ned fra fjerde sal. Og kørt væk på en trailer.

Vi bandede frem og tilbage over vores spagettiarme og manglende forståelse for boremaskiner, lige linjer og rawplugs. Og jeg bander egentlig stadig lidt her knap tre uger efter. For seriøst, det er jo SÅ nederen ikke at kunne finde ud af en skid, når det kommer til praktiske ting. Og med det mener jeg, at jeg er stolt, når jeg har kravlet op på en stige for at skifte en elpære. Og er kommet uskadt ned igen.

For det meste gør det jo ikke rigtig så meget ikke at kunne finde ud af at sætte hylder op, ikke at kunne identificere en stjerneskruetrækker og ikke at kunne finde ud af at køre andet end absolut ligeud med en trailer bag på bilen. Men når det så gør noget, så gør det virkelig meget. Lige nu har jeg for eksempel cirka 120 ting, jeg gerne vil have banket op i mine vægge derhjemme, men som bare står og glor dumt på mig. (Og som sagt et svigtende køleskab, der brummer ondt) Jeg har også en boremaskine og en fin værktøjskasse, men det eneste jeg kan finde ud af at bruge er hammeren. Og når jeg står der og ikke aner, hvor jeg skal kigge hen eller hvad jeg skal kigge på for at finde ud af, om der er noget, der er gået i stykker eller for at beslutte, hvor skabet skal hænge, så føler jeg mig så ualmindeligt hjælpeløs. Og der er virkelig ikke noget værre. For jeg vil altså faktisk virkelig gerne kunne klare det selv. Jeg er bare, som jeg engang sagde til min sløjdlærer som forklaring på, hvorfor jeg endnu ikke havde færdiggjort det smykkeskrin, vi skulle lave; træblind. Og nok også maskinblind. Gardinophængningsblind. Og vaterpasblind.

Og jo, jeg kan sagtens spørge om hjælp. Jeg har bare snart ikke tal på, hvor mange gange min søde papfar har været forbi for at sætte hylder op, fixe toiletbrættet, hænge lamper op, tætne vinduet, male loftet og sætte tapet op. Og jeg tænker, at der alligevel snart må være grænser for galskaben. Så derfor må jeg altså få lært de der ting. I hvert fald det med boremaskinen. Det med køleskabet (og egentlig også vaskemaskinen, der lækker lidt) det må jeg nok blive nødt til at kunne holde ud at bede om hjælp til.

Jeg ville sgu bare så gerne kunne gøre det selv. Ligesom Pippi. Hun kan alt.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Fortællingen om at blive træt i ansigtet af mænd, racister, fatshamers og manglende forståelse

Jeg ved godt, at man bare kunne lade være. Lade være med at læse bloggerne på Berlingskes forfærdelige holdninger til tykke mennesker, kvinder og kontanthjælpsmodtagere. Og at man bare kunne lade være med at læse kommentarsporene til artikler og debatindlæg, hvor kvinder fortæller om, hvor uhyggeligt det nogle gang kan være at være kvinde eller om, hvordan det bare ville være så rart, hvis nu de (kvinderne) først og fremmest blev set og bedømt som mennesker og ikke på, hvad de har mellem benene. For begge steder bliver der udgydt had, manglende empati og forståelse, racisme, mandchauvinisme og bare sådan generel nederenhed. Og jo, der er helt sikkert også kvinder i blandt hadudgyderne, tro mig. Men det er alligevel oftere mænd, (ud fra, hvad jeg har oplevet og set på facebook – jeg kommer ikke med en videnskabelig undersøgelse) der af en eller anden grund ikke kan rumme og holde ud at læse om, at det altså endnu ikke er ligeså fedt eller nemt at være kvinde som det er at være mand.

Der er sikkert en eller flere teoretikere og forskere, der kan forklare, hvorfor disse mænd reagerer med foragt, hån eller afvisning af de kvindelige skribenter og meningsdanneres tanker, følelser og oplevelser om emnet, og de ville sikkert sige noget i stil med, at det er hårdt at være en moderne mand, og at de ofte føler sig angrebet fra alle sider. Og det er ganske sikkert også helt rigtigt. Det gør det dog ikke mindre irriterende eller frustrerende at blive mødt af så manglende en forståelse.

I sidste uge debaterede jeg med to mænd, der med deres egne ord SIMPELTHEN bare ikke forstod, hvorfor den svenske journalist Kim Walls død kunne blive gjort til et kønsspørgsmål. Heller ikke selvom nærmest alle de kvindelige debatdeltagere gang på gang kom med fyldetsgørende forklaringer og argumenter. Og er der noget, der kan gøre mig træt i ansigtet, så er det, når folk siger, at de bare ikke forstår det. For helt ærligt, det er altså ikke særlig svært at forstå og sætte sig ind i andres tanker og følelser, hvis man bare gør sig en lille smule umage. Så kan man sagtens stadig være uenig og stadig ikke mene, at det er okay eller i orden, men det overhovedet ikke at ville forstå noget er bare pisse arrogant og ubrugbart i alle tænkelige situationer. (Og her skal det lige siges, at det som sagt hverken er alle mænd, der er sådan eller, at der heller ikke er kvinder, der bruger deres manglende forståelse som et argument)

Jeg forstår for eksempel godt, at der er nogen, der mener at vi burde betale mindst muligt i skat og dermed beholde de fleste af vores penge selv. For seriøst, det ville da være lækkert med flere penge i egen lomme. Jeg er bare ikke enig i, at det er den måde vores samfund skal indrettes på. Jeg forstår også godt, at det kan være skræmmende at se en masse flygtninge med tørklæder og halalslagtede pølser komme gående ind i Danmark og bruge af vores allesammens ressourcer. Jeg er bare ikke enig i, at vi ikke skal forsøge at hjælpe dem. Eller at de skal smides tilbage til, hvor de kom fra. Jeg forstår også godt, hvor irriterende det må være hele tiden at få at vide, at kvinder har det hårdt, hvis man selv synes, at det bare generelt er hårdt at være menneske. Men jeg er stadig ikke enig i, at kvindekampen er slut og at vi har nået målet for ligestilling og ligeværd mellem kønnene. Og sidst, men ikke mindst forstår jeg også godt, hvordan man kan blive frustreret, når man ser en masse tykke mennesker komme gående og bare være tykke uden at gøre noget ved det og samtidig vide, at de sandsynligvis kommer til at bruge sundhedssystemet mere end de almindeligt slanke mennesker vil. Jeg er bare ikke enig i (og det er videnskaben heller ikke), at det er deres egen skyld og at de bare burde lukke munden og lette røven.

Se, det er faktisk slet ikke så svært at vise forståelse for ting, man ikke er enig i. Der hvor det bliver svært er nok, når man ikke vil indrømme, at man ikke har nok argumenter tilbage efter man har forsøgt at forstå. Og så har man vel egentlig tabt, har man ikke?

Uanset så synes jeg, og det er nok her den egentlig pointe med dette blogindlæg kommer, at vi alle sammen burde forsøge at være lidt mere forstående. At tale pænt og at sætte os i andres sted. Så tror jeg nemlig alle meget hurtigt ville blive meget mindre trætte i ansigtet og at både verden og internettet ville være meget rarere steder at være. Og det ville sgu da være lækkert, ville det ikke?


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Taknemmelighedsrunden #74

1. Tog min mor under armen og gik ombord på et fly til Tallinn i mandags, hvor vi sammen skulle miniferiere. #MedMuttiPåFerie

2. Og det har været virkelig, virkelig rart at have min mor helt for mig selv i nogle dage, mens vi gik rundt og oplevede, grinede og talte om alt og intet.

3. Vi opdagede også genindspilningen af Anne fra Grønnebakken på Netflix, som vi så i vores aftenpause = de to timer mellem afslutningen på sightseeing og aftensmad. #NetflixIsEverywhere

4. Vi spiste kage hver enste dag i Tallinn.

5. Bedsteveninden havde tålmodigt ventet på at jeg i torsdags kom hjem så vi kunne spise falafler og se sidste afsnit af Game og Thrones. Og det var episk. Både at hun udholdt ventetiden for min skyld og afsnittet.

6. Min brors søde Josefine inviterede på kaffe i hendes nye kvistlejlighed, og gjorde mig samtidig glad for der akkurat var hende, som min bror valgte. Og at hun valgte ham.

7. Don Draper slog vejen forbi København i fredags og udøvede sin perfekte rygnusning. Og ja. Noget andet også. #Penis

8. Thaimad, fremtidsdrømmesnak og vinduesshopping med Bedsteveninden i lørdags, hvor solen skinnede og vi morede os over at nogle af gæsterne til min mors bryllup virkelig syntes, at min “pigekæreste” var rigtig sød. #MissionAccomplished

9. Passede mine søde kusiner i lørdags, hvor vi afholdt konkurrence i, hvem der kunne lave de grimmeste ansigter, hvilket jeg synes er en glimrende måde at bruge sin lørdag på.

10. Min søde papfar holdt kunstudstilling i Brøndsalen i Frederiksberg Have igår, og der var fyldt med kunst og solskin. Og der åbent 14 dage endnu, hvis I mangler kunst til jeres vægge.

11. Spontant tog min bror, hans Josefine og jeg på Madklubben og spiste sammen efter udstillingen, hvor havde meget sjov med at overvære en akavet dobbeltdate ved bordet ved siden af. Og spise den gode mad selvfølgelig. #GodtDetIkkeVarOs